Nogle Breve fra Peder Anker, Grev H. Wedel-Jarlsberg, Ludvig Mariboe, Joh. Storm Munch, Chr. Krohg, Rektor Borch

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Samtlige de her meddelte Breve ere skrevne til Justitiarius J. Chr. Berg, der i hine Aar opholdt sig i Kjøbenhavn som Medlem af den i Anledning af opgjøret med Danmark nedsatte Kommission. De ville afgive et lidet, men ikke uinteressant Bidrag til Kunde om en Periode i vor Historie, der nu, efterat Begivenhederne i selve det epokegjørende Aar 1814 have modtaget en saa flersidig og udførlig Behandling, synes i særegen Grad at have Krav paa at studeres og belyses.

Stockholm den 31 May 1816.

Min agtbare Vens! Brev af 19 dennes har jeg havt den Ære at modtage, det glæder mig deraf at erfare, De er lykkelig kommen til Khavn.

Med Excellencen Grev Engeström angaaende Fuldmagten har jeg talt. Han troer, at Brevet til Rosenkrantz bør være fyldestgjørende for Deres Udnævnelse. Continuations Instruction er sendt til Norge, saasnart den derfra indløber, vil den blive Dem tilsendt. Kieler Tractaten er Dem aldeles uvedkommende, dette har jeg sagt Løvenskiold fleere Gange, denne Sag vedkommer Diplomatiquen Kongen af Sverrige, men ikke Kongen af Norge, naar de danske Commissarier vil blande Kieler Tractaten i Opgjørelserne, saa bør De henvise dem til Ministeren, der igjennem det udenlandske Departement kan give Svar, Fordringernes Opgjørelse er Deres Mission og intet politisk.

Rygtet om Pesten i Norge er nok et Kjøbmands Kneb for at kunde faae deres Vahrer bedre betalte, naar Tilførselen blev standset, ene Beretninger vidne om Rygtets Usandfærdighed.

Kronprindsens Reyse til Norge er bestemt den 14 næste Maaned. Han vil altsaa være i X.nia den 21 eller 22, jeg reyser nogle Dage forud over Kongsvinger, Kronprindsen vil derimod tage Veyen over Friderichshald og Friderichstad. Opholdet i Norge bliver kun 9 à 10 Dage.

Stats-Raaderne med heele Cancelliet hilse meeget.

Lev vel!

Peder Anker.

Cha. 24/6 1816

S. T.
Hr. Justitiarius Berg
R. af N. O.
p. p.

Jeg er Dem høistærede Ven! særdeles forbunden for Deres venskabelige Linier af 20de f. M., som jeg længesiden burde have besvaret, dersom ikke den slemme Arvesynd havde havt sit Spil i dette, ligesom i mange andre af mine Brevskriver Anliggender. For Sal. Fru Eva’s Skyld (som sikkert har været en meget elskværdig Dame) haaber jeg Tilgivelse. Herfra er desværre intet Nyt af Betydenhed at mælde. Jeg siger desværre – fordie det Dem bekjendte Gamle (ɔ: Dumhed, Kaadhed, Skryderie, Armod, &. &.) ikke duer Stort.

I Henseende til Penge for Dem er længesiden sørget paa samme Maade, som der var sørget for Ld og Vt, nemlig igjennem Sekretair Winge. Jeg har derfor staaet i den Formening, at naar det havde knebet, saa havde ogsaa min Høistærede Ven henvendt sig til samme Kanal. For imidlertid at bringe denne Sag i tilbørlig Orden indsluttes en Billet til ham.

Fader P. Anker, som har været paa Bogstad ca. 8te Dage, hilser Dem venligen, saavelsom alle Deres Bekjendtere her.

Sagen angaaende Briggerne er nu saaledes opgjort med Commandeur Rothe, at Kongen af D₻ afstaaer alle sine Fordringer i denne Henseende imod 95,000 Rdlr. (Sølv-) Species – som udbetales med ½ i 1816 og ⅔ i 1817. Summen er vistnok ikke stor – men Gud veed, hvorfra alt det, som behøves, skal komme!

Nu synes det temmelig afgjort, at St. Tt[1] slutter sine lykkelige Forhandlinger med denne Maaned.

Anordningerne angaaende Pengevæsenet, Bank &. &. ere sanktionerede, men de, som angaae Adelen, Saugbrugene &., ikke.

Bucholtz har ikke ret kjendt det, hvorom han taler!

Jeg anbefaler mig i venskabelig Erindring som Deres oprigtigen hengivne

H. W. J.

Dersom De har den Godhed oftere at beære mig med nogle af Deres interessante Linier, saa skal jeg være lidt (jeg tør ikke sige meget) efterretteligere.

[Udateret.]

De omskrevne smaae Afhandlinger o. s. v. har jeg sendt Dem med Skibsleilighed. Jeg maae endnu stedse holde Quarantaine og er indesluttet imellem 4 Vægge her i Byen, saa jeg ei kan melde Dem meget Nyt. De veed jo, at man sjelden faaer Folk at see i denne Bye, med mindre man opvarter med Boston og Gjæstebud. Veimester Steen har gjort faillit. Resultatet af Massen veed jeg ikke: Vasa Ordnen, som han fik nogle Dage iforveien, formoder jeg kommer ei i Massa bonorum? Apropos om Riddere, saa er følgende bleven slagne. Majorerne Ferdinand Kaltenborn, Birch, Fleischer og Baron Wedel, Major Krog, der tillige er ansat til interims Commandeur ved Cadetcorpset, Oberste Tiedeman, Biskop Brun og Stiftamtmand Chrystie Commandeur og Weideman, Odels Thingets President, samt Lange Riddere af Nordstjernen: gid, at denne Polar Stjerne maae kunde oplyse de, som trænge til Oplysning.

Kronprindsens Tale til Storthinget var saa galant, at man nu ei vel kan skjelde disse Fædrenelandets Pilarer Huden fuld: jeg har derfor til en beleiligere Tiid gjemt mine satyriske Ideer.

Her i Byen gaaer det meget piano med Banken, godvillig tager neppe nogen imod Bank. Grevinde Wedel er reist med sin Fader, og jeg troer, at hun bliver i Stokholm til Høsten. Blom har jeg talt et Øjeblik med, han var nogle Timer her i Byen, ikke for at faae en lang Næse, men for at søge Raad for hans Næse, der var ganske ophovnet.

Der skal være bleven en heel Deel Riddere af den civile Stand, jeg har ikke endnu faaet Listen; her i Byen ere ei flere end de anførte.

Saasnart jeg faaer Efterretning om, hvorledes Representanterne ere blevne tagne imod i deres Hjem, skal jeg underrette Dem derom. Haxthausen reiser i disse Dage til Kbhvn med sine Døttre: Den Gaard, som han beboede, er anviist Universitetet. Orry er bleven Professor, hvilket meget ærgrer nogle ivrige Patrioter. Steen forlangte i Stokholm et Laan af Kronprindsen; han var nøisom, thi med 15000 £tlg. vilde han være fornøiet. Man kalder ham nu den pantsatte Bonde Dreng; jeg beklager ham, uagtet han er en Nar. Vær saa god at underrette mig, om de Penge, jeg skylder til Kongen af Dannemark, skal indbetales i den norske Statscasse, eller om jeg kan behandle denne Sag privat. Den ene Summa ca. 5000 Rbd. er for Korn, som Korn-Selskabet har faaet, den anden ca. 3000 Rd. Sv. Banco er for en Ladning Ruug, som jeg reclamerte for Kongen af Dannemarks Regning, efter at den blev taget af Engelsmanden. Ladningen var afsendt for Korn-Selskabets Regning. Naar Sagen kan behandles privat, vil De da tillade, at jeg i sin Tiid sender Dem de fornødne Papirer samt Pengene for at betale Vedkommende?. NB ifald Deres offentlige Stilling tillader det.

Vi har meget ustadigt Veir. Aaret tegner sig godt. Korn-Priserne ere faldne fra 48 Rbd. pr. Tønde Byg til 33 Rbd.

Nu regner vi blot efter Norske Specier, og saasom disse ere for tunge at bære paa, saa har vi dem stedse i mente og for Riimet Skyld i Vente. Dersom man kunde klemme Fiskebløderne, da troer jeg sikkerligen, at gyldent Blod kom til at flyde, men disse Hanseatere vogte sig nok for, at man ikke kommer Pungen for nær, og har de ei andet Middel, saa fortælle de os, at Pesten er udbrudt hos dem.!! de er som Stinkdyret.

venskabeligt

Mariboe.

i Hast.


Økern d. 29 September 1816.

Idelig Klynken og Klagen over de slette Tiider, det er Dagens Tone. Endskjøndt Trælast burde svømme ovenpaa, saa har den faaet Vandskræk og staaer ganske sort paa Grønlands Tomter. Hvad Bankvæsenet angaaer, saa lader det til, at Byerne tegne sig frivillig, NB. man viiser med den ene Haand Ligningsforretningen og med den anden Indbydelsesplanen. Denne Maade foreslog jeg strax ved min Tilbagekomst, men tør derfor ei indbilde mig, at du derfor valgtes, imidlertiid er den probat. Jeg troer ei heller, at det var politisk handlet at gaae til det yderste med det tvungne Indskud, men paa den anden Side bør Regjeringen gaae saa langt, som muelig, og da sammenkalde de kloge Herrer til et overordentlig Storthing og tage Uaaret til Anledning for at give Contribuenterne længere Terminer; det er min Formening, thi Regjeringen bør ei udsætte sig for Bebreidelser af Storthinget, at den viiser Lunkenhed ved Udførelsen af dets Love; desuden var det et slet Exempel eg bidrog ingenlunde til at tilveiebringe den Subordination, som saa ganske mangler, hvis Regjeringen lod sig nøie med Statsborgernes simple Erklæring, vi kan ikke. Jeg for min Deel bifalder ingenlunde Loven, thi denne Anstrængelse fra Nationens Side svarer ei til dens forventning, da uden fordeelagtig Handel, uden Indskrænkning af mange Luxus Artikler, Pengevæsenet ei naaer Stadighed. Og Embedsmændene, som man nu vil gjøre saa lettroende, at de skal antage 10 sammenklistrede Rigsbanksedler for en norsk Species, hvad bliver deres Skjebne, om endog Banken er fuld af Guld og Sølvstænger? Jeg begriber ei, hvorfor man vil grave efter Sølv, naar et Magtsprog kan forandre 10 Lapper til en Species Daler? honi soit qui mal-y-pense.

I Løverdags blev Conventionen for L[aane-] og Disconto Indretningen underskreven af Interressenterne. Vogt,. Gener.-Aud. Bergh, Agent Nielsen, Jens Thyrholm og David Thrane bleve valgt til Directeure; disse tilligemed Morgenstierne og Egeberg havde udarbeidet Conventionen. Foruden Directionen er der 10 Representantere, der paa en Maade ere Controleure over samme; jeg havde den Ære at blive valgt til 1ste Repr., hvis Stemme gjør Udslaget, naar Meeningerne ere deelte. Grev Wedel, Morgenstierne samt 7 Handlende ere de øvrige Representantere. Jeg havde nogle svære Debatter med de Herrer, som udarbeidede Conventionen, og Gen. Auditeuren holdt især stærk paa sin Meening; imidlertiid da jeg fordrede votering, gik min Meening igjennem med betydelig Pluralitet: Saaledes udvirkede jeg, at der bestemtes et Maximum for Disconto Premien (nemlig 12 p. C.), jeg foreslog 8. Gen. Aud. brugte blandt andre Argumenter imod et Maximum ogsaa dette, at da i Storthingets Lov intet var talt desangaaende, saa bør man antage, at de skadelige Følger, som jeg anførte, vare indbildte. De kan troe, jeg var ei lidet glad ved at kunne give Storth. og et af dets lovkyndige Medlemmer en terce; mit Svar var følgende: Vel veed jeg, at det er min Pligt som Statsborger at viise Agtelse for de Love, Storth. giver, og som af H. M. ere sanctionerede, men jeg veed ogsaa, at det ingenlunde er min Pligt hverken som Individum eller som Interressent af L. Indr. at ansee alle Stort. Love som fuldkomne eller non plus ultra, saaledes finder jeg, at den benævnte Lov indeholder mange Mangler, og anseer derfor den ærede Talers Argument af ingen Vægt. – Han anførte endvidere, at den Mand, som fra Regjeringens Side var udnævnt til at paasee Lovens Overholdelse, nok vilde sørge for, at der ei fordredes en Disconto, der blev skadelig før Landet. Jeg beklagede, at denne Mand ei nu var nærværende (nemlig Holst, som var upasselig), og at det desuden ei stod i hans Magt at foreskrive nogen Grændse for Disconto Premien, da denne ifølge Storth. Lov var vilkaarlig, saaledes kan jeg ei heller finde den ærede Talers Grunde at være grundige. – At alt dette gik af paa en venskabelig Maade, behøver jeg vel neppe at tilføie. Nu har De nok om pengesager –!

At det Rygte, man i Kbhvn behagede at udsprede, at Kronprindsen var utilfreds med hans Ophold i Christiania, var falsk, har G[rev] Tavast sagt Dem; jeg kan endnu tilføie, at jeg var hos ham Dagen forinden hans Afreise til Kl. henimod 2 om Natten, og han forsikkrede mig, at han var fuldkommen tilfreds med sit Ophold. Denne sjeldne Mand maae man tilbede, naar man lærer ham nøiere at kjende, og med Glæde offrer jeg Liv og Blod for ham.

Det synes at høre til det danske Cabinets Politik at foruroelige svage Sjele og Kandestøbere med allehaande Rygter, thi troeligen udspredes alskens vrøvl, og hvo kan undres over, at mange Kleinstädter fæste Liid til samme. Jeg forsikkrer Dem, at jeg ei gider længere tale om Politik med vore Landsmænd, thi de veed ei hvad de vil.

Udfaldet mod Christian Fredrik har givet Anledning til en Replique i Natjonalbladet, som er ganske i denne Helts Aand, der ei taalede at see Blod; hvem Forfatteren er, har jeg ei faaet at viide, man siiger, at der snart kommer noget mere, og det lader til, at Enkelte finde Glæde i at omtale hiin elendige Periode, om hvilken jeg ei siiger, at Forglemmelsens Slør, men dens Sæk bør hvile. Skal disse Ting berøres eller omtales, da bør den nøgne Sandhed tale, og kommer der for meget Vaas, saa kunde det hænde, at jeg gav en Ladning til Odense Manden[2] og hans Consorter, som blev skarp; jeg har nogle Materialier liggende.

· · · · · · · · · · · · · · ·
Med agtelse og Venskab

Mariboe.

Sande 20 Novbr. 1816.

Høistærede Hr. Ven!

· · · · · · · · · · · · · · ·

Min Stilling er for nærværende lidet gunstig for literaire Sysler, jeg er afskaaren fra Bibliotheker, har foruden mit Embede og stort Gaardsbrug unge Mennesker i Huset, som optage den største Deel af min Dag, og til dette Aag er jeg nødsaget, hvis jeg vil leve med Familie. Endskjønt jeg troer, at jeg har viist, at jeg ei er behæftet med den umindelige Præste-Sovesyge, har jeg med min bedste Villie kun lidet udrettet i det lærde Fag, dog – est aliquid[3] prodire tenus, etc. Jeg har nu færdig en metrisk Oversættelse af den berømte Racines Mesterværk Athalia med tilhørende Sange, som skal udkomme fra Officinet i Drammen[4]. Dette Stykke agter jeg trods Pseudopatrioters Skrig at dedicere til Pr. Oscar – jeg kan ikke vorde mere stinkende for dem, end jeg allerede er. Wergeland har da faaet et lægende Plaster paa sine af Patrioterne slagne Vunder ved at opnaae det fede Stykke Eidsvold Sognekald. De har formodentlig seet de djærve Kjæmper i Nat. Bladet og Intelligentssedlerne for Pr. Christian. Heltens Forsvarer skal, ifølge sikkre Data, være Pavels Hjelm i Skien, der skrev den afskyelige Charade om T[an]k. Den, som tog saa skarpt til Gjenmæle imod ham, skal være Niels Wulfsberg i Stockholm, som nu lader til at være aldeles omvendt.

Endnu er Intet officielt bekjendt om Besættelsen af Bergens Bispestol. Da jeg sidst var i Christiania, sagde Vogt mig, at Statsraadet havde foreslaaet Rein, og at man troede, at han gik af med Guldkorset. Jeg kunde ei falde paa, at det norske Statsraad vilde anbefale til saa vigtig en Post en Mand, der har viist sig som Foreningens bittreste Fiende paa Eidsvold og endnu lader det samme sindelag fremglimte i alle sine Yttringer. Qvid tibi videtur? Er det politisk handlet? Bergen, der domineres af Mænd som Rein, Christie og Falsen, kunde vel trænge til en Mand, der kunde holde disse Karle Stangen. Jeg har endnu ei faaet fat paa Danmarks Synder mod Norge etc. Hersleb har ekpectoreret varmt derimod i Rigstidenden. Er hiin Pjece kjendt i Danmark, og tør man falbyde den i Bogladerne?

· · · · · · · · · · · · · · ·
· · · · · · · · · · · · · · ·

I Høiesteret er endnu ikke falden Dom i Schrøders Sag. Han venter med stor Forlængsel en endelig Afgjørelse. Med vort Pengevæsen seer det heel jammerligt ud. Der er neppe Haab tilbage for en frivillig Banks Oprettelse, og den tvungne hører vel til Storthingets eller rettere det bergensiske Duumvirats fulmina bruta. Carl den Store i Tønsberg[5] tænker jeg vil fremlægge en heel dybsindig Plan, naar et overord. Storthing, som vel neppe kan undgaaes, atter samles.

Den Sundt, De taler om, som har paadraget sig Ubehageligheder ved sin Fritalenhed mod Pr. Carl, kjender jeg fra gamle Tider. Han passerede da for en v. Thyboe. Han er sikkert i Slægt med de norske Sundter. Jeg troer, han har været i russisk Tjeneste. Kornpriserne stige daglig. De ædlere Kornsorter ere iaar af maadelig Bonitet, Byerne have Intet at sælge. Grossererne i Drammen afskedige deres Arbeidsfolk, og vi faa vel snart hele Skarer af Betlere ud over Landet. Jeg maa dog fortælle Dem, at Drammen nu har faaet en Avis, som redigeres af den tykke Tybring og Flor, nogle No. skal være udkomne, men jeg har endnu ei seet denne opgaaende Stjerne. Lev vel, høistærede Ven, og vend snart tilbage til Fædrenelandet.

vale & fave

Munch.

· · · · · · · · · · · · · · ·

Dagens Nyt er nu Danmarks Synderegister, hvis let gjenkjendelige Forfatter har i disse Dage faaet Eidsvold Kald. Professor Herslebs Udbrud[6] vil blot bidrage til kjedsommelige politiske Smørerier, der ere langt ifra at gjøre god Virkning. Min Meening er, at man aldrig mere bør røre ved den gamle Forbindelse, og lad Historien i sin Tiid oplyse Verden, lad den tale upartiisk, som det tilkommer Historien, og Nutiiden og Efterverden dømme: hiint politiske Skriblerie leder blot til Personaliteter og inhumane Principer, der nu burde banlyses. Rygtet siiger, at Rein skulde blive Biskop, Pavels, Schmidt og han ere indstillede. Neumann troer jeg gaaer kroget i denne Tiid og søger efter St. Peters Nøgle.

Her er kun liden Glæde. Al samtale dreier sig om Skatte og Dyrtiid; det daarlige Pengevæsen bliver ogsaa daglig slettere, og om vore norske Specier bør man ei spørge, hvormange gaae paa 1 Mark fiin, men hvormange Specier gaaer paa 1 B℔ Klude? Nu skrider det til Ligningens Udførelse. Jeg gad viide, hvorvidt Regjeringen vil lade det komme. Ligningerne ere saa uretfærdige som muelige. Jeg er af den Formeening, at Ordre til Sølvskattens Inddrivelse bør gives, men det overordentlige Storthing bør være samlet, for at de viise Herrer kan give Raad, naar det kniber. Man bør nøies med 800,000 eller høist 1 Million Species, med disse bør man indløse ½ Delen af Rigsbanksedlerne efter Forholdet 10 : 1 og for den øvrige ½ Deel give 3 % rentebærende obligationer. Blot klingende Mynt og ingen Sedler, det er den eneste radicale Kuur, og jeg siiger med De Pradt „papier monnaie autre banqueroute permanente.“ Uden Handelsballance kan ingen Seddelbank bestaae, og hiine Opofrelser, der fordres af Nationen, nytter til intet. Jeg har med megen Fornøielse læst le Congres de Viene. Professor Boye burde være Storthingsmand, naar en Gang Stolt – faaer sin Afskeed, Det er noget overfladigt Tøi.

... Nu først i disse Dage faae Embedsmændene Gage efter at have ventet i flere Maaneder. Det seer ilde ud med de offentlige Kasser og ilde ud med de private. Ruug gjelder nu 130 Rbd. og Byg 70 Rbd.

Assessor Mathiesen er kommet tilbage i disse Dage og tordner rasende imod den uretfærdige Ligning. Halvor Hoels Bekjendtgjørelse leder ei til Velvillie. Skal ikke snart hele Statsmaskinen komme i Staae, da maae der snart tages kraftige Forholdsregler. Naar Julegrøden er fordøiet, burde de kloge Herrer træde sammen for at høste Glæden og Frugterne af deres Arbeid. !!

Det almindelige Sagn er, at de Svenske ønsker, det sk blive jo galere jo bedre, for at kunne skalte og velte med os efter Behag. I hvor taabelig og eensidig dette Raisonnement er, saa føres det dog af Mænd, der gjøre Krav paa at være sublime politiske Genier. Jeg forsikkrer Dem, gode Ven, at vi næsten lever som i Abdeire, og derfor bidrog jeg ogsaa nyeligen mit til, at Wielands Abderitter, der sigtes ved Auction, blev vel betalt. Jeg tvivler paa, at vores Slægt vil finde Glæde i at leve i denne Barndomsperiode. Her er altfor meget, der skal gjøres, og for lidet at gjøre med; man vil, at i et Nu skal alting fremtrylles; jeg undres slets ikke over, at man harmes ved Tanken om, at de danske Konger have gjort saa meget for Dannemark og intet for Norge, og dette maae føles stærkere nu end nogensinde.

Grev og Grevinde Mørner ere meget afholdte; fraregnet deres umiskjendelige gode Egenskaber, saa tracterer de vel, forstaae at virke paa Maven, og det er Mængdens ømme Sted. Endog Studenterne roese dem, og det vil siige meget. Gid blot Mængden vilde indsee, at Klogskab og Humanitet leder vores Kronprinds og Regjeringen.

Det var en drøi og vel fortjent Salve, som Natjonalbladet fik af Ugesbladet i Anledning af Damerne og Prinds Christian.

Rein, Falsen og en Artellerie-L. Flor[7] agte at udgive en norsk Tilskuer. Gid, at Falsen først ville rendse sig vel.

Vær nu fornøiet med dette Smørerie og glæd mig snart med Deres behagelige Breve.

Agtelse og Venskab.

Mariboe.

d. 25 Novb. 1816.

Christiania den 26de December 1816.

S. T.
Hr. Justitiarius J. C. Berg!
Allerhøystærede!
· · · · · · · · · · · · · · ·
· · · · · · · · · · · · · · ·

I Slutningen af August Maaned kom jeg hid, i Selskab med Grev Wedel, der havde gjort en Tour paa nogle Dage til Thjem. Medens Wedel siden var i Sverrig, havde jeg den Ære at staae i Spidsen for 4de og 5te Departement; hvorfra jeg, Gud skee Lov! ved hans Tilbagekomst, snart blev fri. Da Treschow i October rejste til Stockholm, – overtog jeg 1ste Departement. Man kan jo ej falde i bedre Hænder end i Geistlighedens! Her er Meget at gjøre – men – altid strander man paa den bekjendte Matros-Oversættelse af Inscriptionen: Regna firmat Pietas (Riget fattes Penge). Min Familie tænker jeg ikke for det Første at faae hid, hvor tungt det end er at leve i saa lang Tid adskilt fra sine nærmeste Venner. Mit store Huus, 2 gamle Mødre, Vanskeligheden i at faae min Gaard imidlertid brugt uden Misbrug, o. s. v. – gjøre mig det nødvendigt at holde ud her allene. Imidlertid har jeg været heldig nok til at faae et meget godt Logie hos Major Juul, i Falsens forrige Gaard – Og haaber jeg, at Skjæbnen tillader mig i Tide at vende tilbage til hiine Egne paa den anden Side af Dovre, hvor jeg, sandt at sige, trives bedre end her, hvor Tonen i mange Henseender forekommer mig at være – ikke opmuntrende. Om Deres Stilling i Khavn – vide Vi her Intet. – Sommerhjelm er for nogen Tid siden kommen her, efter et kort Ophold paa Tomb, og har overtaget 2det Departement. – Vor nye Statholder kjender De fra Stockholm. Jeg troer, at Han allerede har vundet Nationens Tillid og Agtelse – som Han ogsaa i høy Grad fortjener ved sin i enhver Henseende fortreffelige og elskværdige Karakteer. Hans Huus er daglig en behagelig Foreeningspunkt for stedets Embedsmænd o. fl. af alle Stænder; og er Omgangen der ret meget hyggelig. Wergeland fik Eidsvold. Bull paa Næs var nær ved at faae det. Om den førstnævntes Bog føres nu en vist nok ikke opbyggelig Strid. I det Hele er jeg eenig med Dem derom. Det siges, at Amtmand Falsen skal arbejde paa Noget imod Forfatteren af den omhandlede Bog og at Ørsted, Olsen og Werlauff i Khavn skal have lignende Arbejder under Hænder. – Den heele Strid er, efter mine Tanker, ikke gavnlig – med Hensyn til nærvær. Omstændigheder. – Om noget Opløb i Trondhjem – om Deputationer derfra og fra Bergen – vides her ikke et Ord. Disse Ting høre maaske til de Manøvrer, som uden Tvivl i seenere Tider, Gud veed fra hvilke Hænder, bruges for at indbilde Folk, at vore Sager ere saa meget slette. – Debes, Diriks, Holst og Vogt leve vel. De 2de sidstnævnte har jeg, som De veed, daglig Lejlighed til at omgaaes og at see arbejde. Jeg maae oprigtigen tilstaae, at jeg i dem finder Mænd, der i fortrinlig Grad ere brugbare for Statens Tjeneste, og at det er i mange Henseender vel, at de beklæde de Poster, som de nu have.

· · · · · · · · · · · · · · ·
· · · · · · · · · · · · · · ·

Pradts Skrifter om den wienske Congres, om Feldttogene i Rusland og Spanien har jeg læst med megen Fornøyelse. Det førstnævnte forekommer mig at være bedst, og een af de bedste, jeg over slige Materier nogensinde har lært at kjende. Deri er uden Tvivl Meget at lære for Dhrr Diplomatikere. Jeg har havt det til Laan af Statholderens Secretær her, en Expeditions-Secretær Hartmansdorff, en ung Mand af megen Kundskab, Erfaring og Conduite. – Den nye Rangforordning er nu under Arbejde – og jeg ønskede at høre Deres Tanker om mange Ting. Den Sag er ellers blandt dem, hvorom der maae gives forskjellige Meningen og – hvordan det end gaaer, saa bliver der Anledning til Misforsøyelse o. s. v. – Men Tingen ar da, lykkeligviis, ikke af saa stor Vigtighed. ..... Det omskrevne Tilbud, der skal være gjort Studenten Møller ang. Drammens Skole – veed jeg aldeles intet af. Derimod vil jeg gjøre Alt mueligt for Borch, for hvem saa Meget taler, og som neppe faaer mange farlige Rivaler. – Den nyelig i Høyesteret afsagte Dom i Haxthausens, Staffeldts og fl. Sag er nu en almindelig Gjenstand for samtaler. – Da jeg ikke tvivler om, at De jo allerede af Rigstidenden og Nationalbladet kjender dens Indhold, saa behøver jeg ikke at fortælle Noget derom. Formodentlig seer Publicum med Længsel imøde Hs. Majestæts Resolution i Henseende til Benaadning. – Sagen bliver i mine Tanker – i alt Fald – et mærkværdigt Actstykke i den nærværende Tids Historie. I juridisk Henseende er den og i mange Henseender interessant. Dog herom Mere, naar Vi eengang igjen sees. – Dersom jeg ikke havde forsyndet mig saa groveligen ved at lade Deres Breve i saa lang Tid være ubesvarede, saa vilde jeg nu have venskabeligen anmodet Dem om at udrette en Deel Commissioner, med Hensyn til min Stilling i 1ste Departement, saasom, om mueligt, ved privat Underhandling med Ørsted, at faae Afskrivter af hvad der kan være skrevet og arbejdet i Kirkeretten o. s. v. – Men herom Meere en anden Gang. Hils gamle Venner og ynd fremdeles Deres hengivne Ven

C. Krohg.

[Udateret][8]

· · · · · · · · · · · · · · ·
· · · · · · · · · · · · · · ·

Tak for Underretningen om Boye, den samme Herremand skal være indstillet til Overlærer ved Drammens nye Latinsk-Skoele[9]. Daglig see vi i vore Blade Udbrud mod W[ergeland] og hans Forsvarere, og W. har lovet at klare saavel Hersleb som Falsen. Saadanne Gjenstande burde efter min Formening behandles uden lidenskab og med Værdighed; jeg troer, at alle disse Skærmytsler opvække blot gjensidigt Nag, og dog burde de 3 nordiske Natjoner stedse mere og mere nærme sig hinanden. I Rigstiiden finder De et Svar fra Bonnevie til en Svensk, formodentlig Walmark, ogsaa deri findes uværdige Udtryk. .......

Mueligens at Pengevæsenet snart faaer en fordeelagtigere Vending, nu skal i disse Dage de 2 første Terminer indbetales, og da vil det vise sig, hvormeget sølv og hvormange Rigsbanksedler vi kan afsee. Pengemangelen og Vanskeligheden at faae smaae Sedler er rasende og nedtrykkende for Enhver, der sidder i Virksomhed. De maae troe, at jeg ei har mange glade eller roelige Timer; gik det an i Overeenstemmelse med Grundloven, da burde en Karl som Assessor M. banlyses. Egennytte og krænket Forfængelighed troer jeg leder alle hans Gjerninger og Handlinger; i disse Dage er han reist til Trondhiem. Statholderen ventes derfra i Morgen. Bugge, som commanderer Nordstjernen, har givet en stor Dinér; han burde have oplæst sin Prædiken under Christians korte Regiment; om Bergens B-Stoel høres intet, et Rygte siiger, at under visse Vilkaar (som ei nævnes) skal Rein besætte den. Neumann bruger sig udentvivl paa alle muelige og for en geistlig Mand (vil jeg haabe) tilladelige Maader.

Høiesterets Ankepost mod Staffeldt siiges at være Forsømmelse og Seendrægtighed ved Chr. Fr. Ordre til Angreb af 3 August. Er der ingen, som paatager sig at skrive Chr. F. Heltebedrifter, hvor er en v. Holten? en Brock? en Adler? disse hans troe Mænd og lille Wiwelt kunde sandeligen give skjønne Bidrag.

I Romsdahls Amt har der været temlig alvorlige Optrind i Anledning af Brændeviins Skatten, Resultatet veed jeg ei, saavel Tropper som Kanonbaade ere befalede did; dette bliver imellem os; jeg frygter for, at flere saadanne Tilfælde vil indtræffe, naar Sølvskatten skal inddrives.

Statsraad Krohg har jeg ei seet paa meget længe, uagtet han stedse hev levet et vine besøge mig. Grev Wedel reiser hver Dag til Bærum.

Nu er da Holst ei længere i norsk Tjeneste; hvad mon ved Grunden er til, at han blev adlet? .....

I Selsk. for Norges V. Generalforsamling holdt Bull en lang Tale, dernæst Neumann (begge havde Tarvelighed og Indskrænkninger til Formaal). Da Talerne havde sluttet, gik Statholderen og hele Directionen og dernæst alle Medlemmerne, uden at det mindste blev afhandlet: det var en Følge [af], at B. ville overraske Præsis og Direction og derfor ei forud gav vink om hans store Planer. Det var B., som i Natjonalbladet indbød til Tarveligheds Samfundet. Med den bedste Villie at fremme det Gode prostituerer denne Mand sig stedse.

Jeg venter Brev fra Dem i Stockholm.

Deres hengivne

Mariboe.

Christiania 27de Martii 1817.

Jeg fremtræder i Dag for Dem Høistærede Ven! med en meget bebyrdet Correspondence-Samvittighed – men jeg trøster mig med Ordsproget – bedre seent end aldrig – og med Haabet om Deres overbærende Godhed. – De har et Par Gange været saa artig at sende mig ret lange interessante og venskabelige Breve – og jeg har været uforskammet nok til ikke at takke Dem derfor. – Jeg beder i al Ydmyghed om venskabelig Tilgivelse for min Dovenskab – som dog ikke ganske mangler Undskyldninger, med hvis Opregning jeg ikke vil trætte Dem.

At De kjeder Dem og længes inderligen efter at komme hjem igjen, kan jeg fuldkommen vel begribe. – Dette har jeg senest erfaret af Deres Brev til St. Rd. Krohg som han har været saa god at vise mig. – Dette er, næst Trangen til at tilbagekalde mig i Deres venskabelige Erindring, Anledningen til disse Linier. Jeg vilde yttre for Dem den Meening (nu da Foraaret nærmer sig og dermed Propagations-Værket kommer i Gang udi heele Naturen), at jeg ikke indseer nogen Nødvendighed, hvorfor De længere skal pines iblandt Deres beste Venner (de Danske Sletters Beboere). Jeg troer, at De burde igjennem udenlandske Departement indgive Ansøgning til Kongen om Rappel og tillige for at faae Svar skrive til vor gamle Anker, thi Hr. Lars – gjør intet uden æder og græder! – Naar Penge behøves, behager De at give Lyd – saa skal af vor Fattigdom gjøres Anstalt.

Vi have havt den mildeste Vinter, som noget Menneske kan erindre – men desuagtet i denne Deel af Landet et fortreffeligt Føre til alle Drivters Fremme. – Hidindtil have vi sporet ubegribeligen lidt Mangel i Landet, uagtet næsten ingen Tilførsel har fundet Sted. – Overalt findes Kornvarer tilkjøbs til Priser, som med Hensyn til andre Lande maae kaldes moderate – Byg 80 til 100 Rbdr., Havre 35 til 40 Rbdr. Det forstaaer sig, at man hist og her har maattet hjelpe noget af Magasinerne. – Paa godt Sædekorn vil der hist og her desværre spores Mangel til nu anstundende Sædetid; men det kan ingen hjelpe – Med Banquen, som nu inddriver sine Indskud – gaaer det i Xa og nogle andre Steder meget godt, men Gud veed, hvorledes det vil gaae i det Heele. Det er en uhældig Tidspunkt – Folk ere i Almindelighed forfærdeligen forknytte! Det vil nu vise sig, om Handel og Skibsfart kan komme noget i Gang i denne Sommer. – Skeer det ikke, saa begriber jeg ikke, hvorhen Alt vil føre os! Men faae vi lidt Luft, saa har jeg godt Haab – thi Folk have begyndt at blive lidt eftertænksomme og fornuftige – hvilket er allerede et stort Skridt. – Alt er her i Landet fuldkommen roeligt. – Et lidet Opløb i Romsdalen angaaende de nye Skatter er beroeliget, og de Skyldige blive paa Lovens Maade tiltalte uden Anvendelse af særdeles militaire Foranstaltning til ordens Opretholdelse.

Fra Stokholm har De vel erfaret de ubehagelige latterlige Optrin, som utidige Rapporteurs etc. have foranlediget. – Det heele Sammenspind om Conspirationer har været uden mindste Grund! – Engelske Avisskrivere ville ret morre sig hermed – Gud give, at man vilde lære at være opmærksom paa Alt uden at allarmeres af noget.

Jeg erindrer ikke, om jeg har gratuleret Dem i Anledning af Deres Forlovelse. – Er det ikke skeet, saa beder jeg Dem herved modtage mine oprigtige Lykønskninger – Min Kone spaaer godt af denne Forening, da hun kjender Deres Forlovede som en god, fornuftig og huuslig Pige!

Dersom Nogen uden Vrede erindrer mig i Kn., saa beder jeg at hilse fra Deres oprigtige og hengivne Ven

H. Wedel-Jarlsberg.

Velbaarne Hr. Justitiarius Berg,

Ridder af Nordstjernen!

Jeg takker meget for Deres Velbaarnheds Brev af 10de afvigte.

Kongens Befaling til Regjæringen i Kristiania om at foreslaae Deres Eftermand er allerede afgaaet. Jeg veed, man vil bringe Statssekreteer Holst i Forslag. Deres Velbaarnhed er sikkert enig med os alle i, at dette Valg er fra enhver Synspunkt vel gjort. Statssekreteren vil kunne ankomme til Kjøbenhavn om føie Tid; og det bliver vel, som jeg allerede har havt den Ære at melde, nødvendigt, at Hr. Justitiarius oppebier hans Ankomst for at sætte ham ind i Sagens Gang og overlægge med ham om at tilstille de danske Kommissarier en almindelig Oversigt over Norges Fordringer, hvoriblandt fortrinligen maatte anføres Øerne, saavel Ørkenøerne og Skjetlandsøerne, som Island og Færøerne, m. m.; for at der dog omsider kunde blive en Ende paa denne Sag, der synes at maatte kunne, lige saa vel som enhver anden, bringes nogenledes i det rene. En saadan almindelig Oversigt vilde det da og være passende at tilstille den Kongl. Norske Regjering i Kristiania, om samme derved skalde finde noget at forandre eller tillægge, forinden den tilstilledes vedkommende. Overalt synes et saadant Skridt at være nødvendigt, for at ikke Norge skal, som vel kunde hænde, og muligviis alt er skeet blive beskyldt for at forhale Tiden i den Hensigt at unddrage sig fra at erkjende dets lovlige Gjeld, om nogen saadan i dette Tilfælde gives. Naar Deres Velbaarnhed saaledes [vilde] forberede en Opgivt, som den oven paapegede ved at samle de dertil fornødne historiske Data, vilde De, efter en kort Overlægning desangaaende med Statssekretær Holst, kunne begive Dem paa Reisen, da denne Mand da let kunde besørge det videre fornødne. Jeg troer i øvrigt at have gjort Hr. Justitiarius en Tjæneste ved at skaffe Dem en Eftermand, saa at De kan, efter Deres førte ønske, forblive ved Deres Embede og Familie i Kristiania, da Høist maa vedblive, indta Opgjørelsen er tilendebragt. Det officielle denne Sag betreffende skal igjennem Hs. Ex. Grev Engeström betimelig blive Hr. Baron Tavast meddeelt.

Stokh. d. 18de Ap. 1817.

Peder Anker.

Stokholm den 18 April 1817.

Det er som oftest Tilfældet, at jo færre Forretninger man har, jo mindre udretter man: saaledes gik det mig i Henseende til Besvarelsen af høistærede Vens Brev under 3die dennes, og derfor fremkommer først Svar i Dag. Jeg befinder mig fuldkommen vel, og Mad og Drikke veed De af Erfaring, savner man ei her; mit Ophold her interresserer mig mere end første Gang, thi jeg finder samme Grad af Velvillie og gjæstfrie Modtagelse. Min Ankomst hertil var d. 22 f. M., altsaa 8 Dage efter de uroelige Rygter; jeg vidste intet herom forinden 20 Miile herfra, og man kappedes om med en mysterieus Mine at lyve mig Halsen fuld; Sagene Sammenhæng kjender De jo ligesaa vel som jeg, og nægter den danske Stats-T. Dem Kronprindsens skjønne Taler ved denne og flere Leiligheder, da formoder jeg, at De hos General, Baron Tawast faaer alting fra første Haand. Her holdes endnu Forhør, og udentvivl bliver samme offentlig bekjendt. Det glæder mig, at Mængden i Dannemark ønsker vores magesløse Prinds og hans haabefulde Søn alt Godt, og jeg ønsker, at de ogsaa en Gang der maatte komme til at kalde ham deres Prinds. Om Boye beholder sin Post, er vel ei afgjort, Skade, at man ikke strax vidste, at han var Pasquillant og Candidat paa samme Tiid, det er en Niddings Fremfærd. Det forekommer mig, som stykket imod Strøm maae være skrevet af det Laurv. Grevsk forrige Bergmester[10], han og Knoph vare Søgende, og De veed, at den første er bekjendt for sin Malice.

Jo Walmark er Autor for Erindringen mod B., hvilken denne sidste besvarede paa en yderst uværdig Maade; men desværre er vort Publicum og Demagogerne, der inspirere Aanden, ei fornøiet, naar Invectiver ikke afløse Plumpheder, først da raabes Bravo, og først da findes flittige Læsere. Nu faaer De snart noget at høre om Armeens nye Organisation. Om Rangforordningen har jeg intet hørt.

At De ikke vil hildse paa Eidsvold-Helten og Krigs-Poltronen, finder jeg ganske rigtig, jeg kunde ei heller beqvemme mig til at hildse paa ham, men maaskee kunde faae Lyst til af psychologiske Grunde at betragte denne Castrat.

Collett reiser herfra den 2den May, Treschow synes at trives meget vel, men det forekommer mig, at han bliver gammel; i det Hele lever vore Statsraader, efter min Formeening, ingenlunde Standsmæssig. Vores Excellence lever som sædvanligen og er almindelig afholdt, det vorder vanskelig en Gang at erstatte ham.

Tak gode Ven for Deres Godhed at ville see mig blandt Forfatterne, men tillad, at jeg ei opfylder Deres ønske, det er altfor ubetydeligt, hvad jeg endnu har skrevet; maaskee, at der en Gang kommer større og bedre Producter, lad det derfor beroe til den Tid; jeg har begyndt paa Adskilligt.

Om Bergens Bispe-Sæde høres intet. Siden jeg kom hertil, har jeg intet hørt om vort Bankvæsen, jeg maatte betale 800 Sølv-Sp., forinden jeg reiste. Jeg er saa glad, naar jeg intet hører tale om Penge, og Gud skee Lov, at jeg kan hugge mig igjennem; jeg erindrer ei, om jeg har meldt Dem, at jeg afslog et Laan fra Kronprindsen, som blev mig tilbudet i Xb. Maaned f. A. Det er skrækkeligt, hvilket Overhæng denne ædle Fyrste har, og det forekommer mig at være noget hæderligt at kunne viise, at man ei vil misbruge hans Naade og Godhed. Han har taget særdeles naadigen imod mig, i denne Uge har jeg været tilsagt til Taffels 2 Gange, og paa Søndag skal jeg atter did; han har hver Gang talt med mig, og jeg har været der til 9½ om Aftenen; man kan ei andet end glæde sig over at komme til ham og tale med ham, og jeg veed, at De ei antager min Beretning som et dumt Pralerie.

Hos Statsraad Mørner kommer jeg ofte og ligeledes til vores første agtværdige og ærværdige Statholder. Jeg haaber, at vi sees i Norge; jeg har ei bestemt min Afreise, og De kan gjerne skrive til mig indtil medio May; skulde jeg være reist, da kommer Brevet til Norge. .......

Glæd mig snart med nogle Efterretninger, og jeg haaber, at vi skal have Leilighed at samles ofte i Norge, men ei paa Storthingets Cathedral Skole.

Deres hengivne

Mariboe.

Fra den gamle Baron Hermelin kan jeg hilse.

Strømsøe d. 3 December 1817.

Højstærede!

Det havde været min Agt, som det var min Skyldighed, for lang Tid siden at skrive Dem til og takke Dem for alle de Tjenester og al den Godhed, som De viste mig under mit Ophold i Kjøbenhavn. .... ingen kunne med større Grund gjøre Fordring derpaa end De, som har taget saa levende Andeel i mit Vel og vist mig saa betydelige Tjenester, at Mindet deraf altid maa ledsages af min varmeste Taknemmelighed og blive mig uudsletteligt.

Ganske pludselig kom jeg til at reise fra Kjøbenhavn og saa hovedkuls, at jeg ikke fik Tid til at tage Afsked med Dem eller nogen af mine Venner der, som jeg havde ønsket. ...... Uagtet jeg kun reiste med en almindelig svensk Baad, gjorde jeg dog en baade hurtig og behagelig Reise hertil Staden, hvor jeg forefandt Skolen alt sat i Gang ved Doktor Münster. Jeg troede, jeg maatte være denne Mand velkommen, fordi jeg fritog ham for en Forretning, som var hans egentlige Fag uvedkommende, men til min Forundring fandt jeg det Modsatte. Han vilde maaskee for at hæve sin i andre Henseender sunkne Andseelse vedblive og dele Bestyrelsen med mig, og da jeg snart erfarede, at han var uden Kundskaber i det Hele og uden al Methodik især og derfor havde mangehaande urimelige Projekter, saa maatte jeg, ifald det ellers skulle gaae godt, rive mig løs ifra ham Uagtet jeg gjorde dette med al muelig Lempe, saa fik han dog derover meget mod mig og søger, hvor han kan, at skade den herværende Skoleemtalt. Ham selv bryder jeg mig kun lidet om, men han har faaet megen indpas hos den herværende Amtmand Collett, som i det Hele vist er en brav Mand, men hos hvem smiger og Opvartning synes at formaae meget, hvilket Munster da ikke lader mangle paa. Fra den Kandt mærker jeg især hans Modvirken. Megen Tak er jeg Statsraad Krohg og Biskop Bech skyldig saavel for andet, som ogsaa derfor, at de ogsaa virkede til at skaffe mig denne besværlige Mand af Halsen. Af Drammens Indvaanere har jeg ellers mødt megen Deeltagelse, og de har modtaget mig med den meest forekommende Høflighed. Især har Formanden baade i Rigdom og Kundskaber iblandt de drammensiske Kjøbmænd Hr. P. v. Cappelen vist mig baade Gjestfrihed og mange Tjenester. I en Bye, hvor man ikke er vant uden til Borger- og Almueskoler, i hvilken Underviisning drives overfladisk og løseligen, og hvor man ikke er vant til, at de Unge viser nogen Udholdenhed i Arbeide, er det ikke at undres over, at man der finder, vi Lærere fordre meget; men det, som forundrer mig, er, at Præsten Tybring, der dog skulle vise andre den rette Vej, træder frem med opposition mod os Lærere desangaaende i Aviserne. De kan troe, det er ellers en egen Kirkehyrde. Hvad vi ellers her mangle, er et Skolebibliothek. Vi havde Haab om at faae Kongsbergs Skolebibliothek, og der var allerede udfærdiget en Ordre fra Regjeringen til Indvaanerne der paa Stedet at udlevere os det, men da jeg kom til Kongsberg i Andledning deraf, nedlagde Indvaanerne med Hr. Pastor Bonnevie i Spidsen en Protest derimod. Vi indsendte Protesten til Regjeringen og har siden derfra faaet Communikation om, at Udleverelsen skal udsættes indtil videre. Vi ere derved komne i en ikke ringe Forlegenhed, da her aldeles ingen Bøger ere, vi heller ikke selv har Raad til at anskaffe os nogle, og vi kun med Vanskelighed kan faae laant dem fra Christiania. Jeg lever ellers meget godt her i Drammen; men Mangel paa Bøger og en skrantende Helbred gjør mig Tilværelsen noget ubehagelig. Med min Collega den bekjendte Boye lever jeg dog i det Hele paa en ret venskabelig Fod og har, hvad hans Forretninger som Lærer angaaer, intet at udsætte paa ham, men med Hensyn til hans Forhold mod enkelte af Byens Indvaanere falder min Dom anderledes ud. Længe troede jeg, at han var uden synderlige Kundskaber og uden noget Skribent-Kald fra Hovedets Side, blot ved sit Skriverie higede efter at udmærke sig og gjøre opsigt ved nøjere Bekjendtskab Enea kam kar jeg maattet forandre Mening. Han er unægteligen et Menneske med gode philologiske kundskaber og et opvakt Hoved, som føler en indre Kraft til Ideeproduktion; men da den endnu ikke er modnet, saa træder den regelløst frem og frembringer ganske forunderlige Ting. Siden hans Andkomst hertil Drammen er dens Aviis næsten bleven et polemisk Blad, hvori han har indrykket baade store Fadaiser, hvorfor han dygtigen er bleven gjennemhæglet af sine Modstandere, og adskillige ret gode Ting. Jeg har næsten ikke kjendt nogen, som kan frembringe saa uligeartede Produkter, som han. Det værste er, at han ved sine skriftlige personlige Angreb gjør sig saa forhadt af adskillige, og jeg befrygter alene, at da han jo er kommen her i indledning af Skolen, at de Angrebne skal lade noget af det Had, de bær til ham, retournere paa Skolen. Han ligger nu i en saadan indledning i Proces med Doktor Münster og i Kjevlerie med Amtmanden, og jeg er ret nysgjerrig efter at see, hvorledes det endelige Resultat vil blive. Bunden i ham er, som jeg troer, god; men han hører til det audax Japethi genus, som, naar han troer, han har ret, løber med Hovedet lige mod Væggen, og aldrig undersøger quid humeri ferre valeant. Hvad Videnskabeligheden ved Universitetet angaaer, da har den tabt og vil fremdeles tabe meget ved Adskillelsen fra Danmark, endskjøndt dette ikke ligger saameget i den egentlige Adskillelse, som Personalet, der formedelst Adskillelsen er bleven besat med Bigotterie, eller, hvilket er det samme, Grundtvigianisme, fordærver Alt. Med Professor Sverdrup, min fordums Lærer, har jeg talt adskillige Gange. Han lagde ret an paa at nedrive alle de danske Videnskabsmænd, og naar jeg undtager Etatsraad Kall, kunne jeg ikke nævne ham nogen, som han vilde andsee for lærd. Om begge Ørstederne, P. E. Müller, Thorlacius talte han kun med liden Roes, saa at han kan see, hvilke Karle der er ved det norske Universitet, som kan oversee Folk, hvilke de Tyske, der dog ikke pleier andsees for sinker i Literaturens Rige, ikke tale om uden med Høiagtelse.

Denne Mand, om hvem man maa beklage, at han andvender det ham af Naturen forundte store Pund til med Spisfindighed at forsvare Paradoxer, besætter nu, som De veed, ikke mindre end 3 Lærestole, blandt andre den philosophiske, paa hvilken han ved Forelæsningernes Begyndelse skal have erklæret, at Grundtvig var den eneste Philosoph, som havde seet klart her i Norden. Hersleb, Stenersen og Consorter understytter ham ivrigen i denne hans Lære. Da jeg lod Hersleb spørge, hvilken Lærebog i Religionen man skulde bruge her ved Skolen, svarede han: Luthers Cathekismus som den bedste af alle forhenværende Lærebøger. Stenersens Forelæsninger, som jeg hører med Forundring, at saamange af Christ. Indvaanere strømme til, har jeg engang bivaanet, og mig svagsynede syntes de at indeholde en Fornegtelse af al historisk Critik. Jeg har hørt adskillige Taler i Christ., saavel af Professor Hersleb ved Universitetet, som fra Prædikestolene, som alle løb ud paa et og det samme, nemlig fromt snak om Menneskets Uduelighed til det Gode og om den Helligaands og Skriftens underfulde Indvirkning paa det, uden al Orden og Disposition. Ved at høre dem skulde man troe, at man var sat tilbage fra det 19 i det 17 Aarhundrede, og sandeligen, for at præke saaledes behøvede Præsterne kun at lære Brochmanns Huuspostil udenad. Provsten Munch, som sandelig er en meget indsigtsfuld Mand og liberal Theolog, vil mellem saadanne Folk, som betragter ham som en Kjetter, faae en haard Dyst at staae. Neppe troer jeg, han med alle sine Talenter vil udrette stort, da Overtroens Smitte har trængt saa dybt ind, at ikkuns dens engang i Tiden synlige skadelige Følger vil kunne raade Bod derpaa. Kommer det an paa at gjøre Reformer, da vise disse Viismænd ret deres Klogskab. Derpaa har de Herrer Sverdrup, Hersleb og Steenbloch nyligen givet et Exempel, idet de har udkastet en Skoleforordning, hvorefter Disciplene formedelst Læsningen af de mange Autores, som deri vare foreskrevne, i det mindste maatte sidde i Skolen i 10 à 12 Aar og det i saa dyre Sider, som nærværende i Norge. Vel er denne i Lovcommissionen bleven modificeret og formildet; imidlertid har man dog beholdt den Forandring, at der skulle være en Lærer for hver enkelt Classe, ved hvilken Indretnings Ophævelse den nyere Skoleforordning i Danmark har indlagt sig store Fortjenester, og som overalt og især her, hvor Mangel paa duelige Studentere er saa følelig, vil være skadelig.

· · · · · · · · · · · · · · ·

Idet jeg fremdeles andbefaler mig til Deres ærede Bekjendtskab og Gunst, benytter jeg tillige denne Leilighed til at bevidne Dem den fuldkomne Høiagtelse, hvormed jeg er Deres ærbødige højst forbundne

Borch.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ ɔ: Storthinget.
  2. ↑ Prindsen var nu Guvernør over Fyens Stift.
  3. ↑ qvadam.
  4. ↑ Udkom i Christiania 1818.
  5. ↑ Eidsvoldsmanden Stoltenberg.
  6. ↑ I „Rigstidenden“ No. 94.
  7. ↑ ɔ: H. Foss.
  8. ↑ Modtaget af Berg 13 Marts 1817.
  9. ↑ M. A. Boye, Student fra 1814, blev 1817 Adjunkt i Drammen. Dette unge Menneske havde just henledet Opmærksomheden paa sig ved et i Kjøbenhavn udgivet Stridsskrift mod Wergelands bekjendte Bog om Danmarks Forbrydelser mod Norge.
  10. ↑ Bergraad Petersen.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Nogle_Breve_fra_Peder_Anker,_Grev_H._Wedel-Jarlsberg,_Ludvig_Mariboe,_Joh._Storm_Munch,_Chr._Krohg,_Rektor_Borch&oldid=216494»