Nogle Bidrag til Erkebiskop Olaf III Engelbrektssøns Historie

Legg til lenke
Fra Wikikilden
I.

Enhver, der har noget grundigere Kjendskab til vor Middelalders Historie, vil vide, at man i Regelen veed saare lidet selv om dens Hovedpersoners Herkomst og om disses Livsforhold i det Hele. Vor Kundskab kan i Regelen alene hentes af tilfældigt forekommende Oplysninger fra Dokumenter, der ikke ere affattede i den Hensigt at tilfredsstille senere Tiders historiske Videbegjærlighed. Ikke en eneste Nordmand for Reformationen har – bortseet fra Sagaerne om vore Konger – fundet hvad vi ville kalde en Biograph, og dette gjelder saavel om Norges geistlige, som om dets verdslige Høvdinger.

Kaste vi et Blik paa Biskopsrækkerne, ville vi see, at man kun yderst sjelden har endog den tarveligste Oplysning om vore Kirkefyrsters Byrd, især fra den Tid af, da Sagaerne ophøre. Selv Mænd som Erkebiskop Jon Raude og Brødrene Arne og Audfinn i Bergen tilhøre os aldeles ubekjendte Familier, ja paa Bergens Bispestol er endog Aslak Bolt den første, hvis Fader vi kunne paavise. Dette tyder paa, at kun de færreste Biskopper have tilhørt Landets fornemmere Ætter. Og herigjennem forstaa vi, at vort verdslige Aristokrati kun meget sjelden eller aldrig har ladet sine Sønner faa Datidens videnskabelige Dannelse. Dette har aabenbart i høi Grad svækket Høvdingklassens Kraft. Hvor ganske anderledes saa det ikke i den Henseende ud i Danmark? Her bestod den intimeste Forbindelse mellem Hierarchiet og Herremændene. Disses Sønner vare her selvskrevne Candidater til Bispestole og Prælaturer, til hvilke kun yderst sjelden Parvenuer formaaede at svinge sig op. Vil man see hen til Catholicismens sidste Tid i Danmark, da finder man, at, da Reformationen indførtes gjennem Christian III’s Statskup, sad der i Roskilde Stift en Rønnow, i Odenses en Gyldenstjerne, paa Ribes Bispestol en Munk, paa Aarhuus’s en Bille, paa Viborgs en Friis, paa Børglums en Krumpen, og den ledige Erkestol var i Hænderne paa en Bille.

En af de norske Kirkefyrster, hvis Herkomst hidtil har været ubekjendt, er vor sidste Erkebiskop. Olaf Engelbrektssøn fortjener dog uimodsigelig en Plads mellem de interessanteste Personligheder i hele Norges Historie; thi jo mere hans Liv studeres, desto mere viser han sig som en Mand, hos hvem betydelige Evner, høi Dannelse, varm Fædrelandskjærlighed og mangesidig Virkelyst vare forenede, hans ulykkelige Skjebne falder paa en vis Maade sammen med den norske Selvstændigheds Undergang, og hans Navn faar saaledes en tragisk Klang. Man har Fornemmelsen af, at denne Mand, om han havde levet under gunstigere Tidsforhold, vilde have kunnet udrette meget.

I mange Aar har jeg tænkt over denne Mands Historie og grublet over hans hidtil gaadefulde Herkomst.

Hvad denne sidste angaar, haves kun usikre eller endog ligefrem forkastelige, umulige Beretninger.

Arild Hvitfeldt, som har saa mange norske Anekdoter fra Reformationstiden[1], fortæller: »Erkebispen og Hr. Vincents Lunge var nogen gammel Had imellem, først for, at Hr. Vincents havde kastet hannem engang i hans Næse, at han ikke skulde være kommen af god Adel, fordi hans Fader var først adelet af Kong Christiern den første«[2]. Dette maa jeg antage for et upaalideligt Sagn. Thi ikke alene kjendes ingen af Christiern I adlet Nordmand ved Navn Engelbrekt, men det er endog sandsynligt, at Erkebispen ikke har været Adelsmand, hvorom nærmere nedenfor. Han har dog ført et Vaaben, tre Lilier om en Rose; men dette kan han godt have antaget paa egen Haand, saa meget mere, som stundom andre Mænd i hans Stilling vides at have gjort noget lignende, f. Ex. Erkebiskop Birger Gunnersen i Lund, der i den Anledning skal have havt Ubehageligheder med Henrik Krummedike, som vilde formene ham at føre Lindetræet, der førtes i vaabenet af hans egen Slægt. Og naar nu betænkes, at Olaf netop førte en Rose, bliver det høist sandsynligt, at det egentlig kun var hans Domkirkes bekjendte Rose, han benyttede. Rosen med Liljerne har vistnok været ført som Vaaben af en Lagmand i Oslo i det fjortende Aarhundrede[3], men at tænke paa en Forbindelse mellem Olaf Engelbrektssøn og denne er sikkert saare urimeligt.

Man har seet, at der er tillagt Olaf Familienavnet Lunge, hvormed formodentlig dog ikke har været Meningen at henføre ham til den danske Slægt af dette Navn; men dette Navn er saa urimeligt at det ikke lønner Umagen videre at dvæle derved. Det samme er Tilfældet med en Beretning om, at Erkebiskopen skulde »være en Søn af en norsk Adelsmand Engelbrekt Eriksen til Helle i Stavangers Stift« og Margrete, Datter af Biskop Audun i Stavanger[4]. Ved en tidligere Leilighed[5] mener jeg tilfredsstillende at have godtgjort denne Beretnings Umulighed. Den gjendrives nemlig allerede derved, at en Datter af Audun († 1445 som en gammel Mand) efter Naturens Orden neppe har kunnet være Moder til Olaf, og der er i dennes Historie heller ikke det svageste Spor til, at han har havt nogensomhelst Berøring med Vestlandet. Alt gaar derimod i den bestemte Retning, at han har været hjemmehørende i Erkestiftet.

Det forekom mig i sin Tid sandsynligt, at Olaf turde være en Frænde af de to tidligere Erkebisper Olaf Throndssøn og dennes Eftermand, Brodersønnen Gaute Ivarssøn, og denne Formodning tør maaskee ikke være helt urimelig, skjønt jeg ikke kan fremlægge Beviser og selvfølgelig ikke udgiver den for mere end en Gjetning. Denne hvilede derpaa, at foruden Olafs eget Navn ogsaa Navnene Gaute og Thrond forekomme i begge Slægter, samt paa en Henvisning til den Kjendsgjerning, at i det catholske Hierarchis Historie ligefra Paverne selv og nedad jevnlig findes Exempler paa, at de høie kirkelige Stillinger paa en Maade ere gaaede i Arv i Sidelinjer[6]. Havde vi nærmere Oplysninger om vore catholske Biskopers Familieforhold, vilde vor egen Kirkehistorie her sikkert frembyde end flere Exempler i denne Retning end dem, der allerede kjendes. Oslobispen Nicolaus efterfulgtes af en Orm, i hvis Navn jeg har meent at finde et vink om, at han har været af Nicolaus’s Halvbroders, Orm Kongsbroders, Æt, Bisperne Arne og Audfinn i Bergen vare Brødre, Erkebiskop Arne vade var Erkebiskop Eilifs Søstersøn, Gaute, som allerede anført, Olaf Throndssøns Brodersøn, Olaf Harniktssøn i Bergen var Aslak Bolts Søstersøns Søn, ligesom det er min Formodning, at den mægtigste catholske Biskop i Bergen, Andor, var en Frænde af Forgjængeren Hans Theiste.

Derhos vendte jeg mig under mine Tanker om Olaf ogsaa til Veø i Romsdalen. I den gamle mærkelige Kirke paa denne Ø, hvor der i Middelalderen var et Handelssted, findes nemlig Olaf Engelbrektssøns »Vaaben« anbragt paa en Stol i Choret. Dette turde tyde paa, at der mellem ham og denne Egn fandt en særlig Forbindelse Sted. Der er da heller ikke saa lang Afstand mellem Veø og den Egn paa Nordmøre, hvor Erkebisperne Olaf II og Gautes Slægt hørte hjemme, nemlig Gaarden Aspe i Fredø Sogn. Jeg var endog et Øieblik inde paa en Gjetning om, at man muligens kunde see Olafs Forældre i Ægteparret Engelbrekt Anfindssøn og Magnhild Throndsdatter, der forekomme i et Diplom fra Veø af 1504, og som efter et andet Diplom synes at have nogen Forbindelse med Slægten paa Aspe[7]. Men Gjetningen forekom mig dog snart at være altfor vild, og jeg opgav den derfor aldeles. Hvad Vaabenet i Veø Kirke angaar, kunde jeg ellers tænke mig, at Veø Prestegjeld, der laa under Domkapitlet i Throndhjem, kunde have været Olaf Engelbrektssons Præbendekald, førend han fra Kannik steg til Decanus.

Jeg gaar nu over til at omtale vor Erkebisps vitterlige Frænder. Som saadanne kjendes først to utvivlsomme Brødre.

Den ene, Gunnar, blev Kannik i Oslo og nævnes i denne Stilling 1525 og 1529; sidste Gang omtales han udtrykkelig som Erkebiskop Olafs Broder. Men forøvrigt vides Intet om barm saaledes ikke, om og hvor han har studeret udenlands. Biskop Hans Reff roser ham for Troskab i Brevet af 1525. I 1529 synes han at have aflagt et Besøg hos Broderen i Nidaros[8].

Den anden Broder hedder Aslak. Han nævnes udtrykkelig som Olafs Broder i et, saavidt jeg veed, endnu ikke trykt Brev af 1537[9] og var da i Throndenes og er sandsynligviis den samme Aslak Engelbrektssøn, der 1533 nævnes som Sædesvend ligeledes i Throndenes[10], og formodentlig ogsaa identisk med den A. E., som 1521 fører Fisk fra Senjen til Bergen[11]. I 1535 sees han at være Raadmand i Throndhjem; i vedkommende Brev[12] betegnes flere Mænd som Væbnere, men Aslak ikke, hvilket taler mod Erkebispens paastaaede adelige Herkomst; i 1533 under Rigsmødet i Bod opføres han ogsaa blot mellem »flere ærlige Dannemænd«[13]. Den sidste Gang, jeg har fundet ham ilive, er 1549,[14] da han kun kaldes »ærlig og fornumstig Mand «, hvilket altsammen tyder paa, at han og hans Slægt ikke har været andet end agtede Bønder eller Borgere.

En tredie Broder af Erkebispen, Halvard, nævnes dog ikke i noget Diplom[15], men i en yngre Notits blandt Schønings Haandskrifter, hvor der tales om en »Ridder (!) Halvor«, Erkebispens Broder, »hvis Datter skulde være bleven gift med en Adelsmand, Johan Trygge i Senjen«. Dette lyder apokryphisk; imidlertid har der været en Bondefamilie, som ansaa sig for at have adeligt Udspring og kaldte sig Trygge. Den hørte især hjemme i Nordmøre[16].

En Søn af en unævnt Søster af Erkebiskop Olaf Engelbrektssøn var Gaute Taraldssøn, ogsaa kaldet Gaute Cantsler, fordi han havde indtaget en Secretairstilling hos sin Morbroder. Han fulgte denne i Landflygtighed 1537, kaldtes saa Gaute Norweger, men kom igjen tilbage og opnaaede endog en Forlening. Sandsynligviis er han den samme Gauto Nidrosiensis Norvegus, der i 1528 indskreves ved Universitetet i Köln. Ikke usandsynligt er den Halvardus Taraldi Nidrosiensis, som indskreves ved samme Universitet i October 1535, en Broder af Gaute Taraldssøn og altsaa ligeledes Erkebispens Søstersøn, ligesom den Tronderus Aslaci Nidrosiensis, som samtidig og sammesteds indskreves som Student, rimeligviis er en Søn af Erkebispens ovenfor omtalte Broder, Aslak. Ingen af disse to sidste Kölnerstudenter hører man siden noget om. At Erkebispen har ladet disse unge Slægtninge vælge just Kölns Universitet, er betegnende: det var nemlig en erkekatholsk Høiskole[17].

Endelig have vi den noksom bekjendte Christofer Throndssøn, hvis Slægtskab med Olaf er notorisk, og som indtager en vigtig Plads i hans Historie.

I saakaldte »Slægttavler« har der været tillagt vor Erkebiskop en Søn Engelbrekt, der skal have eiet Gaarden »Dalhammer i Jemteland« og have været gift med en Datter af den lutherske Biskop i Throndhjem Hans Gaas, uden at der vides mere om ham, og maaskee er der ikke engang noget i den hele Fortælling. En Datter af samme Engelbrekt skulde have været gift med Hans Offessøn Rød. Dette maa staa ved sit Værd.

Endnu en kvindelig Efterkommer af Olaf har været nævnt. En »Karen Engelbrektsdatter«, gift med Jørgen Hansen, der var Sognepræst til Hjørendfjord paa Søndmøre i den lange Tid 1575–1630, skulde have været Sønnedatter eller endog Datter af Erkebispen[18]. Det sidste vilde nu ligefrem være umuligt, da den ældste af hendes Børn angives at være født 1592. Dette Barn var Engelbrekt Jørgensen, der døde 1659 som Sognepræst til Domkirken i Bergen. Da nu han var Fader til Digterinden Dorothea Engelbrektsdatter, vilde, om disse Beretninger medførte Sandhed, denne mærkelige Forfatterinde nedstamme fra Erkebispen. Dette kunde jo være ret pikant, men er aabenbart urigtigt. Thi hvad Genealogerne ikke have kjendt, er den slemme Omstændighed, at det præstelige Ægtepar i Hjørendfjord i en udentvivl paalidelig, samtidig optegnelse begge siges at være af jydsk Fødsel[19].

II.

Efterhaanden var jeg kommen til den Tro, at Spørgsmaalet om Erkebiskopens Forældre og Herkomst hørte til dem, der aldrig vilde blive besvarede, og i ethvert Fald nærede jeg kun ringe Haab om selv nogensinde at blive istand til at finde en Løsning af Gaaden. Saameget større var derfor min Glæde, da jeg i et Verk, hvor man mindst skulde formode det, fandt en Notits, der, som jeg tror, bringer Lys i Mørket.

I indeværende Aar (1906) er i Kjøbenhavn udkommet et høist fortjenstligt Arbeide: »De danske Helligaandsklostre, Fremstilling og Aktstykker ved J. Lindbæk og G. Stemann. Blandt de meddelte Aktstykker er ogsaa (No. 154) en Fortegnelse over »Skandinaviske Medlemmer af Helligaandsordenens Broderskab« (1478–1521), det vil sige Nordboer, som ere antegnede i ordenens liber confraternalis i Rom; nogle af de anførte Personer have personlig ladet sig optage, andre høierestaaende ere antegnede som fraværende.

De norske Navne, som findes mellem et Antal af omtrent otti Skandinaver i det Hele, ere alle fra Nidaros Erkebispedømme. Erkebiskop Gaute (der havde været i Rom 1474–75 for at opnaa Anerkjendelse af sin Værdighed), er antegnet to Gange, først (1488) ved en Procurator, en Thorkel Andreassøn fra Vadstena, anden Gang, ligeledes ved en Procurator, 1493, begge Gange altsaa fraværende. Samme Aar og ved samme Procurator antegnes ogsaa Saxo Gunnarii, Decanus i Nidaros. Derefter see vi den samme Decanus Saxe Gunnarssøn paany antegnet og det tilligemed flere andre Mænd og Kvinder fra Erkebispedømmet. Denne Notits, paa hvilken min følgende bestemte Formodning om Erkebiskop Olafs Herkomst støtter sig, lyder saaledes:

»Saxo Gunerii decanus eeclesie Widrusiensis (!) et ejus mater et Vigibertus (!) Gunerii et ejus uxor Yorund in parochia Trondens (!), Arverus canonicus Widrusisiensis (!), Aslacus Gunarii et ejus uxor Gertrudis in parochia Andenes Widrusiensis (!) diocesis hanc sanctissimam confraternitatem die ultimo decembris 15 primo.

Vi skulle nu analysere denne Notits. Dateringen viser, som man ser: »sidste Dag i December 1501«. Udgiverne have imidlertid med Føie været i Tvivl, om herved efter vor nu almindeligt vedtagne Tidsregning skal menes 1500 eller 1501. Thi hvis man antager, at Nedskriveren af Notitsen har, som da hyppig skede, regnet Aarets første Dag at være første Juledag, vil det betyde 1500.

Der var paa den Tid Jubelaar i Rom, det Aar, som samlede Mennesker fra alle Kanter til den evige Stad, fordi Adgangen til Syndsforladelse der udgaves for særlig let at opnaa. Allerede dette giver Notitsen stor Interesse: thi der er neppe andensteds levnet os nogen Efterretning om et helt norsk Reiseselskab af Mænd og Kvinder, der har søgt til Rom i et Jubelaar[20]. De nævnte Mænd og Kvinder maa personlig have været i Byen; thi for det første er det ikke anført, at de ere antegnede ved nogen anden, og for det andet vides det, at det kun var fremragende Mænd, der havde Adgang til at lade sig antegne ved Andre[21]. Mellem saadanne høitstaaende Personer indbefattedes ikke alene Erkebisper, men ogsaa Indehavere af de høieste (næstbiskoppelige) værdigheder ved Domcapitler, og heraf forklares da, at Erkebiskop Gaute og (den første Gang ogsaa) Decanen Saxe, der som saadan stod umid- delbart efter Erkebispen i Rang ved Erkesædet, have kunnet antegnes af Fuldmægtige.

Der er i Notitsen nogle paatagelige Feilskrifter. At Widrusiensis er Feil for Nidrosiensis, vil Enhver kunne see. Men ogsaa Vigeberti er udentvivl forskrevet. Gjennemgaar man Registrene til samtlige Bind af vort Diplomatarium, vil man ikke en eneste Gang møde Navnet Vigebert. Vigeberti tør derfor i en Række af norske Navne fra det nordlige Norge sikkert trygt rettes til Ingeberti.

Det er endvidere neppe tvivlsomt, at de anførte Personer – maaskee med Undtagelse af Kanniken »Arverus«?[22] – ere Slægtninge eller Besvogrede, idet Ingibertus og Aslacus, der begge ligesom Decanen betegnes som Sønner af en Gunnarus, maa antages for dennes Brødre. Vi faa altsaa en Stamtavle af saadant Udseende:

Gunnar, hvis Hustru endnu lever 1500.

Saxe, dec. fac. Nidr. Ingebret * Jorun. Aslak * Gertrud.

Sammenligner man nu denne Stamtavles Navne med Navnene paa Erkebiskop Olafs Frænder, bliver Overensstemmelsen ret paafaldende. Vi have nemlig seet, at Olaf havde en Broder Gunnar og en anden ved Navn Aslak. At Stamtavlens Ingebret, hvem jeg nu tænker mig identisk med Olafs Fader, har opkaldt en Søn efter sin Fader Gunnar og en anden efter sin Broder Aslak, er jo ret naturligt.

Sandsynligheden for, at vi her have med Erkebispens Slægt at gjøre, voxer ogsaa derved, at han, som i foregaaende Capitel paaviist, vitterlig har havt Frænder og Familieforbindelser netop i denne Del af Nordland, i Senjen. Man seer ogsaa, at Nordlændinger have nydt hans særlige Yndest og Protection, saaledes de to berømte (tilsidst lutherske Superintendenter!) Geble Pederssøn og Thorbjørn Olafssøn, der begge i sine Breve lægge næsten sønlige Følelser for ham for Dagen.

Og endelig er det meget interessant, at Decanen Saxe hører til Familiekredsen. Er nemlig han, som vi maa tro, den senere Erkebiskops Farbroder, da have vi heri uden Tvivl Forklaringen til, at Olaf (og Broderen Gunnar Engelbrektssøn) kom til at betræde den geistlige Bane, og vi kunne maaskee ogsaa i de Connexioner, som dette Slægtskab medførte, see en medvirkende Aarsag til, at Olaf selv saa tidlig er bleven Kannik og Decanus i Nidaros, fra hvilken Stilling han saa steg til den høieste kirkelige værdighed i Riget. Om Decanen Saxe vides forøvrigt saare lidet. Han blev 1472 indskreven ved Rostocks Universitet og 1477 Magister sammesteds[23]. Af norske Kilder erfarer man intet andet om ham, end at han 1487 var Kannik i Nidaros[24], altsaa endnu da ikke Decanus. I denne sidste Stilling stod han fremdeles 1506.

Resultatet bliver altsaa, at Olaf maa antages at tilhøre en i ethvert Fald i Slutningen af det femtende Aarhundrede i Nordland bosat Familie. Forældrene have levet i Throndenes, hvis store og meget indbringende Præsteembede Farbroderen indehavde i sin Egenskab af Decanus i Nidaros Domcapitel. En anden Farbroder har levet i Andenes, begge ikke usandsynligt som Clienter af Erkebiskop og Domcapitel, maaskee som den førstes Sædesvende. Slægten har rimeligviis været ret velhavende; herpaa tyder det Factum, at den har været saa talrigt repræsenteret i Rom ved Jubelaaret, og den har, fordi den havde en Decanus i sin Midte, ogsaa derved vundet Anseelse, men har dog neppe været mere, end en Bondeæt.

III.

Olaf Engelbrektssons Navn forekommer første Gang 1503, da han – uden Tvivl efter først at have gaaet i Throndhjems Skole og være opdragen til Geistlig under sin Farbroder Decanens Tilsyn – indskreves ved Rostocks Universitet i October 1503[25]. At han allerede, før han forlod Norge, har været indviet til en af de lavere geistlige Grader, fremgaar med Vished deraf, at han i 1505, samme Aar som han i Rostock vandt den første academiske Grad, Baccalaureatet i Artisternes Facultet, kjøbte sig Aflad af to pavelige Afladskræmmere, der just hjemsøgte Nordtydskland for at samle Bidrag til Kamp »mod de kjætterske Russere og vantro Tartarer«; thi i Afladsbrevet, der endnu er bevaret[26], kaldes han udtrykkelig clericus. I 1507 blev han Magister.

I den af Nordboere saa hyppigt besøgte Universitetsstad Rostock har Olaf naturligviis knyttet Bekjendtskab med ikke faa unge Mænd, som senere kom til at spille en fremtrædende Rolle. Der er saa meget mere Grund til at formode, at han har ført et muntert Studenterliv, som man af et Brev til ham fra hans vert i Rom i Ordinationstiden erfarer, at han endnu dengang, skjønt nu en meget høi Prælat, kunde være en jovial Gjest ved et godt Glas Viin[27]. Mellem hans Rostocker-Venner kjende vi særlig en, med hvem han dengang stod i nærmeste Forbindelse, og som siden kom til at indtage en fremskudt Plads blandt Sveriges Reformatorer. Det var Laurentius Andreas fra Strengnes. Mange Aar efter, i 1526, minder denne svenske Mand Erkebispen, hvis religiøse Modstander han dog nu var bleven, om deres Ungdoms fortrolige Venskab, dengang de elskede hinanden som Brødre[28].

Men Olafs Universitetsliv er desværre ingenlunde tilstrækkelig kjendt. Han var, som sagt, i 1507 bleven Magister i Rostock, men hvor han i de nærmest følgende Aar har været, er endnu ei oplyst. Men stor sandsynlighed taler for, at han senere har studeret i Löwen. Der havde nemlig den senere svenske Erkebiskop Johannes Magnus studeret, og med ham vides Olaf Engelbrektssøn »siden Studenteraarene« at have staaet i Venskabsforbindelse[29]. Men da Johannes ikke findes anført i Rostocks Matrikel, maa Olaf vistnok have været i Löwen. Er dette saa, kan maaskee Geble Pederssøns senere Ophold der være skeet efter Olafs Raad.

Imidlertid synes han dog senere atter at have opholdt sig i Rostock, og det ikke kort, uden at Bevæggrundene dertil kjendes. Der existerer nemlig et Brev til ham, skrevet efter hans Ophøielse til Erkebiskop, af en dansk Mand, Peder Villadsen (Petrus Vilhadi) fra Svendborg, af 17de Juni 1529, hvori Brevskriveren, dengang Slotsskriver paa Kjøbenhavns Slot, meget takker Olaf for al den Godhed, han har viist ham i Rostock, navnlig i det sidste Aar, han bestyrede St. Olafs Hus (den bekjendte norske Studenterbolig) der[30]. Men da samme Peder Villadsen først i April 1514 er indskreven i Rostock, følger heraf, at Olaf atter maa have taget Ophold der. Som gammel Magister kunde man da endog tænke sig, at han har, som det kaldtes, været receptus ad facultatem, det vil sige fungeret som en af Universitetets Docenter.

Det første absolut klare Vidnesbyrd om Olafs Liv efter Magisterpromotionen er dog, at han 10de Mai 1515 var Kannik i Nidaros og som saadan opholdt sig der[31]. Hans formentlige Farbroder, Decanen Saxe Gunnarssøn, der, som vi vide, endnu levede 1506, var da død, thi vi finde; at i 1516 indehavdes hans Prælatur af en Mag. Peder Stuth[32], der ikke nævnes i et eneste Diplom, og om hvem man forøvrigt intet andet veed, end at han var indskreven ved Rostocks Universitet i September 1500; af Matrikelen sees, at han hørte hjemme i Erkestiftet. Peder Stuth maa imidlertid snart være død, thi allerede 9de Decbr 1516 finde vi Olaf som hans Eftermand i Decanatet[33]. Dette tyder paa, at han maa have staaet i høi Anseelse for Dygtighed og Kundskaber, thi han har aabenbart været en af Capitlets alleryngste Kanniker. At Erkebiskop Erik Walkendorf har sat høi Priis paa ham, maa bestemt sluttes dels deraf, at han lod ham tilligemed en Kannik besørge Redactionen af Missale Nidrosiense, dels og især deraf, at han antog ham til sin Officialis, uvist naar. Da Erkebispen, som bekjendt i 1521 fandt sig foranlediget til at forlade sit Sæde for hos Paven at klage over Christiern II’s og hans Creaturers Forurettelse, gav han sin officiel (21de Mai) en Generalkvittering og takkede ham for godt Regnskab[34]. Fra nu af havde Olaf som Decan (Formand i Capitlet) Ledelsen af Bispestolens Bestyrelse, indtil Efterretningen om Erik Valkendorfs Død (28de Novbr. 1522) i Rom, naaede til Throndhjem (27de Mai 1523). Allerede tre Dage efter (30te Mai) skrede Kannikerne til at vælge en ny Erkebiskop, og samtlige Stemmer faldt paa Olaf Engelbrektssøn[34]. Han begav sig strax til Rom, opnaaede Bekræftelse hos Pave Clemens VII og vendte 1524 hjem til sit Erkesæde.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Se herom Rørdam, Arild Hvitfeldt, S. 7 og mine Bemærkninger i Norsk hist. Tidsskr., III, 338.
  2. ↑ A. H., Folioudg. p. 1470.
  3. ↑ Dipl. Norv., II, pag. 129.
  4. ↑ Kraft. Norges Beskr. (ældre Udg.), IV, 168.
  5. ↑ Norsk hist. Tidsskrift, 3. R., V, 252.
  6. ↑ Se min Afhandling: Norges sidste Erkebiskop (ufuldendt) i Norsk Maanedsskrift, udg. af D. Meidell, I, 269.
  7. ↑ Dipl. Norv., XI, No. 282 og No. 246 samt No. 295.
  8. ↑ Dipl. Norv., VII, pag. 645 og pag. 715.
  9. ↑ Langebeks Diplomatarium i det danske Rigsarchiv.
  10. ↑ Norsk hist. Tidsskr., 3 R., I, 6.
  11. ↑ Norske Regnskaber og Jordebøger, udg. af Huitfeldt-Kaas, II, 696.
  12. ↑ D. N., XI, pag. 714.
  13. ↑ D. N., IV, pag. 807.
  14. ↑ D. N., II, No. 1151.
  15. ↑ I Regnskaber og Jordebøger, III, 23, omtales dog en Halvor Engebretsen i Aaret 1521. Det kunde maaskee være Erkebispens Broder.
  16. ↑ Om denne Familie, der virkelig maa have været en at de Ætter, i hvilke gamle Traditioner længe holdt sig, omtrent vel i Lighed med de gamle Slægten i Gudbrandsdalen, kan henvises til Schønings Reise, II, især S. 85–86, Klüwers norske Mindesmærker, S. 119–120, Nicolaysens Fornlevninger, S. 553–554, Regnskaber og Jordebøger ved Huitfeldt-Kaas, II, 76, Norske Herredags-Dombøger ved Thomle, 1. R., I, 207 fgg. samt Personalhistorisk Tidsskrift, 3. R., II, 35. Tilsammenlagte give disse Kilder ret interessante Oplysninger og for nogle Led ogsaa en Stamtavle. Familienavnet skal have været ført lige ind i 19de Aarh.
  17. ↑ See den af mig i Norsk hist. Tidsskrift, III (1. R.), S. 481–491 meddelte Matrikel over nordiske Studerende ved Kölns Universitet i det 16de Aarh.
  18. ↑ Lampe, Bergens Stifts Biskoper og Præster, II, 240–241.
  19. ↑ Danske Magazin, 4. R., V, 51 (Optegnelser af Dr. Christopher Dybwad fra hans Norgesreise 1620).
  20. ↑ I 1350 sees den forhenværende Drotsete Erling Vidkunnssøn at have besøgt Rom til Jubelaaret; see min Krønike om Erkebisperne i Nidaros, S. 121.
  21. ↑ Lindbæks og Stemanns anførte Skrift, S. 59.
  22. ↑ Nogen Kannik i Nidaros af dette Navn kjendes ikke ellers; men jeg er ikke utilbøielig til at antage, at Arverus er forskrevet for Alverus, thi faa Aar i Forveien (1497) finde vi en Kannik ved Erkesædet ved Navn Alf Thorsteinssøn (Dipl. Norv., V, pag. 702).
  23. ↑ L. Daae, Matrikler o. s. v., S. 55. (Der tilføies: »de Aslogia«, og han har altsaa gaaet i Oslo Skole).
  24. ↑ D. N., III, pag. 699.
  25. ↑ L. Daae. Matrikler over nordiske Studerende, S. 68. Han kaldes: Olaus Engelberti, dioc. Nidros.
  26. ↑ Dipl. Norv., III, No. 1036.
  27. ↑ Verten i »det gyldne Hoved« (caput aureum) i Rom til Erkebispen, Dipl. Norv., VII, No. 598.
  28. ↑ Memor dulcis consvetudinis in Rostochio, ubi nos invicem amabamus haud aliter, quam fratres se invicem amare solent. Dipl. Norv., XIV, pag. 500.
  29. ↑ Saml. til d. N. F. Spr. og Hist. I, 487. Johannes Magnus udtaler her Ønske om et Møde med sin norske Collega og paaberaaber sig »vetus conversatio nostra in literario studio«. Ogsaa Johannes’s Broder Olaus omtaler Olaf som dennes »maximus et integer amicus« (Allen, Breve og Actstykker. I, 272).
  30. ↑ Dipl. Norv., XI, No. 527. (Om St. Olafs Hus haaber jeg andensteds at skulle give endel nye eller upaaagtede Oplysninger).
  31. ↑ Dipl. Norv., XIV, No. 258, hvor Olaf besegler et Document.
  32. ↑ Schønings Beskrivelse over Throndhjems Domkirke, S. 297, der igjen har samme Efterretning fra Fortalen til Breviarium Nidrosiense.
  33. ↑ Dipl. Norv., II. No. 777. (En Mand udbeder sig hos Kongen, at O. E. maa føre hans Sag i en Arvetvist for en Domstol, bestaaende af Rigsraader og Lagmænd).
  34. ↑ 34,0 34,1 Dipl. Norv., I, No. 1058.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Nogle_Bidrag_til_Erkebiskop_Olaf_III_Engelbrektssøns_Historie&oldid=203099»