Hopp til innhold

Natur- og Menneske-Kjærlighed

Fra Wikikilden

Natur- og Menneske-Kjærlighed.
(Af „Jøden.“)

Hører du i døven Dvale,
   Jordens Herre,
   ei desværre
Himmelens, din Faders, Tale
Hjertets Røst, hans Buds Besked
aabn da Øiet for din egen
   stolte Stammes
Viisdoms ømme kloge Ammes,
  Alnaturens, milde Pegen
paa sin stumme Kjærlighed!

Skyen Træets Krone lædsker;
   Træets Blade
   atter bade
Buskens Top med milde Vædsker,
  Skyens lunkne Honningblod.
Under Busken Græsset lukker
   op sin spæde
Mund, og Busken af sin Væde,
blandet med dens eget Sukker,
mætter det med Overflod.

Dyret, skjøndt dets Øie blunder
   taagehyllet,
   seer fortryllet
dette Kjærlighedsvidunder.
  I det vaade Græs en Hind
knæler med sin Kalv og slikker
   op de fulde
Draaber, som paa Græsset rulle.
. . O, Natur, sit Liv den drikker
   af dit ømme Hjerte ind!

Ak! men Jordens Herre, Manden,
   Han, som bærer
   Himlens Sfærer
modellerte skjønt paa Panden,
  Lysets Kjerne i sit Blik, –
Han, den Himlens Førstefødte,
   Brodermunde
tør et Drag af Luft misunde?
har for Jøden, den Forstødte,
   Øiekast som Ormestik?

Han, med hulden Viv i Armen,
   ømt omfavnet,
   Kristennavnet
korsbetegnet over Barmen –
  Han, hvis Mund med milde Smiil
er i Kysse af en Moder
blidt ompræget,
føler Hjertet kun bevæget
af et Helveds mørke Floder:
  Hadets Aarers vilde Iil?

Vee dig, Kain, din Broders Hader!
   Du at sove
   ei tør vove
under Træets Ly, som bader
  Tornebuskens Blomstersnee.
  Tjørnene, mod Græsset ømme,
   med Forfærden
straffe vil din Sjels Forhærden,
Græssets Taarer vil fordømme
   dig i Alnaturens Vee.