Munchs nordiske Runeskrift
13. Kortfattet Fremstilling af den ældste nordiske Runeskrift og den i de ældste Rune-Indskrifter herskende Sprogform. Af P. A. Munch. Christiania 1848. VI & 44 S. samt et litograferet Blad, indeholdende Læseprøver. Feilberg & Landmark. Heft. 36 ß.
Ved nærværende lille, men indholdsrige Skrift, som paa en værdig Maade slutter sig til den af Forfatteren (i Annaler for nordiskt Oldkyndighed og Historie 1846) meddelte sproghistoriske Undersøgelse om det ældste fælles- nordiske Sprogs Udseende, har Hr. Professor Munch erhvervet sig et nyt og betydeligt Krav paa Erkjendtlighed hos alle Yndere af vort Oldsprogs grundige Studium. Thi det er ikke nok med, at han deri giver en sammentrængt, men derfor ikke mindre klar og grundig Fremstilling af Runernes Form og Betydning i deres ældste Anvendelse som Skrifttegn, men ogsaa Sproget, som i dem har fundet sit Udtryk og Betegnelse, bliver her gjort til Gjenstand for en grammatisk Undersøgelse og Fremstilling; og heri har uden Tvivl nærværende Skrift sin største Fortjeneste.
Det har nemlig, som ogsaa Forfatteren selv bemærker, været en kun altfor almindeligen næret Vildfarelse, at det i Runeindskrifterne anvendte Sprog ikke var bundet til bestemte grammatiske Regler, og at der derfor heller ikke til deres Læsning udkrævedes en grundig Kundskab til vort ældste Sprog og en nøiagtig Iagttagelse af dets Love: en Vildfarelse, der fandt en tilsyneladende Bestyrkelse saavel i de Uregelmæssigheder i Lydbetegningen, der vare en naturlig Følge deels af Runealfabetets Ufuldstændighed, deels af Runeristernes Mangel paa grammatisk Indsigt, som ogsaa i de Uovereensstemmelser, der finde Sted mellem Runeindskrifternes Sprog og det Sprog, som almindeligen fremtræder i vor gamle Literaturs Frembringelser. Alt eftersom en overfladisk Dilettantisme afløstes af en alvorligere og mere videnskabelig Granskning af vort Nordens ældste Kulturforhold, og et grundigt til Sammenligning med de beslægtede Sprog støttet Studium af vort Oldsprog saavel i dets ældste Form som under dets senere Udvikling begyndte at blive mere almindeligt og bære Frugter, maatte imidlertid denne Vildfarelse mere og mere tabe sig; og nærværende Skrift vil forhaabentlig aldeles omstyrte den. Ti her godtgjør Forfatteren paa en Maade, der ikke allene ingen Gjendrivelse tilsteder, men end ikke synes at kunne lade nogen Tvivl tilbage, hvorledes ogsaa Runeskriftens Sprog som ethvert andet følger sine bestemte Love, og han meddeler tillige en vistnok fragmentarisk med dog saa fuldstændig Fremstilling af dette Sprogs Lydlære og Formlære, som de fattige Kilder tilstede.
Det er imidlertid ikke blot med Hensyn til Runeindskrifternes Læsning og Forstaaen, at denne Fremstilling der udmærker sig lige meget ved Klarhed og Grundighed, – om den end i enkelte Punkter maaske kan give Anledning til nærmere Bestemmelse, Berigtigelse eller Tvivl – meddeler en hidtil savnet Vejledning. Idet den behandler Sprogets Grammatik, medens dette, saa at sige, endnu er i sin Begyndelse, fører den os tillige for Øje de Elementer, der ligge til Grund for Sprogets organiske Udvikling fra dets ældste til dets sildigste Tider. Derfor kan denne, ligesom deslige Undersøgelser i Almindelighed, ikke andet end blive af indgribende Vigtighed for vort Sprogs Studium i det hele, og maa derfor modtages med Glæde af enhver, som interesserer sig derfor, selv om en nøjere Granskning af Runeindskrifterne maatte ligge ham fjernere.
Johan Fritzner.