Mot solen
MOT SOLEN
Hele mit stormende livs vé
tok altid sin vekst om vaaren,
sammen med skogens træ!
tok altid sin vekst om vaaren,
sammen med skogens træ!
Det var, som om hele vor jords saft
virket i mine aarer
altid med omvendt kraft!
virket i mine aarer
altid med omvendt kraft!
Hun, som en mand skulde stærk naa,
hun var for mine hænder
ikke at ta og faa!
hun var for mine hænder
ikke at ta og faa!
Dér, hvor for andre var klar plads,
stod mellem mig og kvinder
evig en vægg af glas!
stod mellem mig og kvinder
evig en vægg af glas!
Men noe i længselen sa: «Vælg
enten poetens himmel
eller passionens svælg!»
enten poetens himmel
eller passionens svælg!»
Saa gi mig den voksende vaars flukt
paa lange og straalende vinger
over fortvilelsens slukt!
paa lange og straalende vinger
over fortvilelsens slukt!
Gjør, at jeg syngende, stærk gaar
frem i det vilde lyset
fuld af foryngende saar!
frem i det vilde lyset
fuld af foryngende saar!
Det gjælder for mig, at livs ving
faar dypere kraft end dagens
onde og tyngende ting!
faar dypere kraft end dagens
onde og tyngende ting!
Faar vilje til nu, trods sorgs svikt
at bære mit sind mot solen
og gjøre det til et dikt!
at bære mit sind mot solen
og gjøre det til et dikt!