Mordet paa Bygdø/07
VII
Gaaden i sanden.
Alle forkontorerne var forlatte. Selskapets kontorpersonale var fortflyttet til grosserer Andorsens kontor. Sahles privatkontor laa inderst. Alle ting var i orden der. Bleng kastet et kort blik rundt. Han blev straks opmerksom paa, at værelset ogsaa hadde en anden dør end den, der førte ut til de ytre lokaler. Han laaste den op, og fandt, at den førte ned en baktrap til gaardsrummet. Der stod kun Jens Christian Sahle paa døren.
— Saa gik han igang med at laase op skrivepultsskufferne. — Øverst i midtskuffen laa der en forseglet graa konvolut. „Kvittering“ stod der, med Sahles store, grove bokstaver. Bleng aapnet den. Den indeholdt følgende skrivelse:
„Paa grund av min dype interesse for frøken Sofie Strøm, skjænker jeg hende herved som gave kr. 20000, for at hun kan oprette en forretning og skaffe sig bedre kaar. Min pligt byder mig at bryte med hende, men jeg ønsker ikke at skilles ved hende, før jeg har sørget for, at hun kan leve sorgfrit.
Jens Christian Sahle.
Mottat kr. 20 000, hvorfor kvitteres.
Sofie Strøm,
Sypike.
Bleng stod længe med dette merkelige dokument i haanden. Der kjæmpet en nervøs munterhet i ham.
„Er det ikke forunderlig,“ tænkte han ved sig selv og smilte — „at en saa kold og haard mand altsaa allikevel inderst inde har et omsorgsfuldt hjerte? Er det ikke rart, at en mand, der staar i det forhold til sin kone, allikevel føler pligt for hende; jeg glæder mig alvorlig til at se, hvorledes fru Sahle tar dette dokument!“
Bleng følte sig lettet ved, at han nu ikke længer behøvet at avvente næste retsmøte. for at bli bekjendt med Sahles fuldstændige fremstilling av saken. Han hadde ærgret sig over forhørsdommeren idag, hvis spørsmaal var for spredte og planløse, fordi han hele tiden gik ut fra, at han forstod sammenhængen. Han — Bleng — kunde nu uten at forsinkes, arbeide videre paa grundlag av den forklaring Sahle vilde gi paa næste retsmøte. Sahle vilde der fortælle, at frøken Sofie Strøm hadde behersket hans lidenskap, og at han av pligtfølelse hadde revet sig løs fra hende, men samtidig hadde villet sørge for hende — dog saaledes, at hun hadde maattet love at holde sig væk, saa han ikke atter kom inden for hendes „tryllering“.
Bleng skjønte, at denne forklaring, Sahle saaledes vilde avgi, var et væv av løgn — et par smaa oplysninger til, og han vilde være sikker paa det. Men det var av stor betydning for ham at kjende hele sigtedes fremstilling — gjennem de revner den frembød, kunde en skarp opdager kanske skimte den rigtige sammenhæng.
Blengs „prøveteorier“ var saaledes reduceret til — en eneste én: Hans hypotese om, at den ældre Sahle hadde begaat underslaget for at ødelægge et forhold mellem sin søn og Sofie Strøm, og derved at redde sønnen ut av en taabelig lidenskap. Men selv denne teori var sterkt anfægtet av de ting, han kjendte til den unge Sahles kjæresteforhold. Men det var en teori, og den maatte prøves.
Detektiven undersøkte nu nøie alle skuffer i værelset for at finde noget til veiledning. Det var altsammen faafængt — alle papirer dreiet sig om forretningsførsel, grubedrift etc.
Som han stod og undersøkte papirkurven for dens indhold faldt hans blik paa noget bakom kurven, som han studset ved. Ikke saaledes, at det var noget isærlig grad merkelig — tvertom, det var en høist ubetydelig ansamling med gul, tør sand. Men denne lille hop vakte Blengs opmerksomhet, kanske netop fordi det var det eneste, som ikke talte om den skjønneste orden. Som før nævnt, hadde Bleng det med, at alle detaileé traadte sterkt forstørret frem for ham.
Bleng grublet. Denne samling sand? Hvorledes kunde den være kommen her ind i værelset? Hvad kunde den ha været brugt til? Han kunde ingen tilknytning gjøre til saken, det fyldte ingen luke ut — men den lille kjendsgjerning blev til en isoleret tankeopgave for ham. Og netop den ting, at han ikke kunde forklare den, drev ham til at ane en mystisk sammenhæng.
I næste øieblik grep han sig selv i det. Han dunket sig ærgerlig for panden.
„Det er for fantastisk,“ mumlet han til sig selv. Men han ringte allikevel efter piken — han følte en heftig trang til at bli oplyst paa dette punkt.
„Kan De forklare mig, hvorledes den lille næve med sand er kommen bak direktørens papirkurv,“ sa han til piken, kort.
Piken saa neppet ut. Hun opfattet det som en bebreidelse, der ikke rammet hende.
„Naar direktøren selv drar op sand fra gaardsrummet, saa har'n vel ment, at ville ha de' her, da,“ sa hun.
„Har De seet direktøren bære sand op fra gaardsrummet?“
„Ja, enten Di tror de' éller ikke, saa saa jeg og Andrine med vores egne auer, Sahle liggende med en liten spade her om dagen og grave. Det var like neved den svære linden dér! Aa kan 'n mene me slikt, sa jeg til Andrine, for de' var støggelig rart aa se denna fine ugeménslige man'n ligga aa grava! Du ska sé, han graver ned en skat, sae a Andrine endnaa! Men saa fekk vi sé, at 'n hadde mé sig et lite spann, som 'n fyldte med denne gule sanna' og drog opover trappene mé — —“
„Har De nogen mening om, hvad han brukte den sanden til?“
„Han brukte ikke sanna' engang, for da'en etter, saa saa a' Andrine og je, atte sanna' var helt ut ta vindue og laa paa stein' foran kjeldervindue.“
„Hvor stor var spandet?“
„De var et to-literspand. Han tok det paa kjøkkenet. Daen etter hang det der igjen!“
„Hvorlenge siden er dette?“
„Aa, det er vel en 8―10 daer sia, kan jeg tænke.“
„Synes De, det var rart?“
„Jamen var det artig lel — — men si mig Di, har'e noe mé saka” aa gjøre,* spurte piken og blev likesom litt rædd i røsten.
„Ikke det spor,“ sa Bleng og var forsaavidt oprigtig — det hele var den sorteste nat for ham. Kun den ene ting visste han — at han maatte merke sig det. Han sa til piken, at hun kunde gaa, og noterte.
Som avslutning paa sin undersøkelse gik han bort til kakkelovnen. Han raslet godt i den, og drog kaminskuffen frem. Her blev han ogsaa opmerksom paa en ting, som han tok vare paa med samme nøiagtighet, skjønt ingen rune kunde være ham gaadefuldere.
Midt paa risten, mellem gammel aske, laa skelettet av en opbrændt bok. Den var aldeles nydelig brændt igjennem slik, at den faldt sammen i sodflingrer, saasnart Bleng rørte ved den. Der blev kun igjen det nederste hjørne av den.
Bleng skrapte soden av dette hjørne og „slog op“ i det. Av de faa bokstaver, som der stod paa hver sidesnip, forstod han, at det var levningerne av en naturvidenskapelig bok. Han tullet bokhjørnet forsigtig ind i en avis.
„Det er ikke vanligt at brende bøker,“ sa han. Og mere tænkte han ikke ved det heller, for med dette hadde han ingen teori og turde ingen ta.
Værelset var nu gjennemsøkt. Det var intet mere at finde. Bleng tok ogsaa med sig en gammel kork, som var rullet ind under skapet. Han kunde ikke finde flere „uvanlige“ ting, og gik omtrent like klok ind til fruen.
„Værs'god, frue, — læs dette.“
Det var kvitteringen, han rakte hende.
Fru Sahle læste den. Saa krøllet hun den sammen i haanden og lo igjen den hysteriske haanlatter. Bleng fik med nød og neppe reddet det vigtige papir.
„For en omsorg!! Den elendige hykler! Vet De hvad, hr. Bleng — vet De, hvad — jeg tror — — paa —“
„Hvad tror De, frue?“
„Jeg tror, han maa være en større forbryder, end nogen av os aner — —“
Uten at gaa nærmere ind paa denne formodning, tok Bleng tarvel med fru Sahle og tok tilbens nedover mot østbanestationen med sit ur i haanden.
„6,35,“ pæste han.