Mons Raudskjegg
Mons Raudskjegg.
Ein Mann og ei Kona hadde ein einaste Son, og daa han vardt stor, tenkte dei paa aa setja han i Læra hjaa einkvar, som kunde læra honom eit Handverk. Ein Dag tok Fader hans ut med honom til aa finna ein Læremeistar. Daa møtte dei ein Kar, som hadde raudt langt Haar og Skjegg, og Skjegget var so sidt, at de naadde radt ned i Bringa paa honom. Han spurde desse tvo, kvar dei vilde av. „Eg vil freista aa faa sett denne Sonen min i Læra,“ sagde Mannen. „Eg skal taka han i Læra, eg,“ sagde han Mons Raudskjegg; so heet han. „Kvat Handverk kan du læra honom daa?“ spurde Mannen. „Aa, eg skal læra honom alle Slag, for eg er Skulemeistar fyre Bornom aat Kongen vaar, som bur i den forgylte Borgi paa Alpenes.“ Kor mange Aar skal han vera hjaa deg? spurde Mannen. „Aa eg set inkje nokor viss Tid, eg,“ svarade han Mons, „men eg slepp dei inkje, fyrr dei verda fullærde.“ So leet Mannen Guten fylgja med honom.
Guten var burte i try Aar, aa Foreldri hans visste inkje, kvar han var, og dei vordo utrygge fyre honom aa tenkte paa aa leita han upp atter. Daa fjore Aar vaaro til Endes, reiste Faderen ut aa spurde, kven han møtte, um dei visste, kvar han Mons Raudskjegg budde. Nei, ingen visste det. Han foor sjau breidt og sjau langt umkring i Heimen og frette etter di sama. Endeleg kom han til ei Haugakjering, og han spurde ogso henne, um ho visste nokot um Mons Raudskjegg. „Nei,“ svarade ho, „men ved Høgstdagsbil koma alle ville Dyr her paa denne Sletti aa kvila, so skal eg spyrja deim.“ Ho gjorde so, men dei kunde inkje gjera nokor Greida paa detta. „Ja daa lyt du ganga aat detta Berget, du ser der burte,“ sagde Haugakjeringi, der bur Broder min, og til honom koma alle Fuglar, som fljuga i Lufti ein Gong kvar Dag. Kann henda, at dei vita det.“ — Mannen reiste dit, aa Jøtullen spurde Fuglarne um dei visste, kvar han Mons Raudskjegg budde, men dei visste det helder inkje. „Men enno,“ sagde Jøtullen, „er det atter ei halt Ørn, ho plagar vita mangt ho, og du fær bida til ho kjem.“ Daa Ørni kom, spurde Jøtullen etter di sama. „Jau,“ sagde ho, „eg veit væl, kvar det Trollet bur; ifjor skaut han av Læret mitt, so at eg fær draga ei Vanheilsa fyre honom, alt medan eg liver.“ Ho synte daa Mannen kvat Berg han var i, „og dersom du no snøggar deg,“ sagde ho, „so fær du Fat paa Guten, for han Mons er inkje heimeleg.“
Mannen reiste aat det Berget, som Ørni hadde synt honom og klakkade paa stilt. Guten kom ut og kjende Fader sin radt, „aa Gud vere lovad,“ sagde han, „der ser eg Fader min.“ So tok han med seg alt det Gull og Sylv, som fannst i Berget, og fylgde med Fader sin heimatter.
Daa han Mons Raudskjegg kom atter or Kongsgarden um Kvelden, vardt han vare, at Guten og all Midelen hans var burte, og daa vardt han fælande sinnad, men han hadde inkje Magt til aa taka atter korkje Guten eller hitt som han hadde mist. No skynade han inkje, korso han best skulde faa hemna seg, og det var nokot som Guten væl visste um, men likevæl hadde han Hug til aa freista aa faa narrat av honom nokot Pening, av di at Fader hans var ein fatik Mann.
Det laag ein By tett ved der som Mannen budde, og i den Byen skulde det vera Marknad. Daa det leid til Marknaden, sagde Guten ved Fader sin: „no vil eg skapa meg til ein Hund, og so skal du taka meg i eit Band og leida meg paa Torget og bjoda meg fram til Seljing, men du maa slet inkje sleppa Bandet, elder og gjeng det galet med meg, og so skal du setja meg so dyr, at ingen kauper meg; men daa han Mons Raudskjegg kjem, so giv han slikt som du seter paa, for han veit, at det er eg.“
Det gjekk som Guten hadde sagt; ingen vilda kaupa Hunden av di at han var for dyr. Men sidstpaa kom ogso Mons, og han gav radt det som Mannen sette paa fyre Hunden.
Daa han hadde reiknat Pengarne til honom, løyste Mannen Bandet av Hunden og gav han til honom Mons. „Du skulde hava latet Bandet vera paa honom, du,“ sagde Mons, „at eg kunde hava havt det og leidt han atter.“ Mannen svarade, at han hadde selt Hunden og inkje Bandet. „Aa ja,“ sagde Mons, han lyt væl fylgja, likevæl. Men Hunden vardt med berre eit litet Stykke, so kvarv han burt ifraa honom.
Andre Marknaddagen sagde Guten ved Fader sin: „no vil eg skapa meg til ein Hest, og so skal du taka eit gildt Beitsl, og leggja paa meg, og leida meg paa Torget, men du maa inkje sleppa Beitslet, elder og gjeng det galet med meg. Og so maa du setja meg so dyr, at ingen kauper meg, men kjem han Mons Raudskjegg, so veit han, at det er eg, aa so giv han slikt du vil hava.“ Dei komo paa Torget, og ingen vilde kaupa denne dyre Hesten; men so kom Mons Raudskjegg, og han kaupte Hesten. Men daa lurde han dei, fyre di dei hadde lurt han fyrste Marknaddagen; med di sama han hadde reiknat til Mannen Pengarne, so rykte han Beitslet or Haandi hans, fyrr han fekk stroket det av Hesten, og so reiste han med honom. So sette han seg uppaa Hesten og reid atter og fram og dengde og slog, so det var fælt aa sjaa. Tilslut reid han i drivende Tan til den Kongsgarden, der han var Skulemeistar aat Kongsbornom, og der batt han Hesten ute og sette ei Glodpanna under Nasarne paa honom, so han stod og brende seg og inkje visste, korso han skulde fara aat. Men so høvde det so heppeleg, at det kom ei Gjenta berande paa ei Vatsferd. Hesten tok til og sparkade og grov, so at ho skulde skyna, at han var tyrst. Gjenta sagde det: „stakkar, du er tyrst du, ser eg,“ og dermed strauk ho Beitslet av honom og sette til honom den eine Vatsbytta. Men daa tok han drivande Tanet attende, kastade Hestahamen aa reiste heimatter til Fader sin.
Han Mons Raudskjegg vardt vare di, og sette etter dit som Fader aat Guten aatte heime, men daa Guten saag han kom, skapte han seg til ein Agnmakk og smette seg langt inn i ei Mykjadyngja. Detta saag Mons Raudskjegg og skapte seg til ein Hane og tok til aa grava i Mykjadyngja, men Guten skapte seg snøggt til ein Rev og snippade so Hovudet av Hanen og aat han upp. No var det Ende med honom Mons Raudskjegg, Guten gjekk til Fader sin og bad han vera med seg aat Berget, som han Mons hadde butt i, og der visste Guten alla Gjøymslorna, som han hadde Pengarne sine i. Dei toko inkje daa berre Pengar, men dei toko alt som der beid og fannst baade litet og myket, og daa vordo dei oversleg rike.
No budde det ein Herremann tett ved der som Fader til denne Guten budde, og han hadde ei einaste Dotter. Daa ho høyrde, at Guten hadde vordet so rik, fekk ho Hug til honom og vilde hava han til Mann. Fader hennar hadde nog inkje viljat, at ho skulde taka denne Bondaguten, men so var ho inkje myket væn, og difyre var det inkje mange Storkarar, som brydde seg um hena; men Guten totte det var gildt han maa vita, at han skulde verda Maag aat ein Herremann og koma paa ein slik Gard. Soleides vardt Enden, at han fekk hena. Paa Herregarden vardt det stor Annsemd med Tilbuning til Brudlaups, aa daa det var reidugt, bodo dei til alle Ættingarne sine paa baada Sidor, og so helvo dei Brudlaup i fjore fjortan-Dagar.