Mit kongerige
Mit kongerige.
Et syn paa høifjelds-kvældens guld
Er vel sin vinter værd“.
(Ibsen: „Høifjeldsliv“.)
Oppe paa fjeldvidden, en knap times spadsertur fra præstegaarden, staar en varde. Korsmess har de kaldt den. Hvorfor, ved jeg ikke; heller ikke, hvorfor denne varde har faat navn, og de andre ikke. Jeg ved bare, at dette navn klinger vidunderligt for mig. Naar jeg nævner det, strømmer en festlig glæde gjennem min sjæl, og jeg ser for mig mit herlige kongerige deroppe, dette rige, som ingen bestemt mand eller kvinde eier anderledes, end vi alle eier luften og havet. Derfor har jeg annekteret det. Det er mit. Jeg eier det med kjærlighedens ret.
Hvor langt dette rige rækker, kan jeg ikke sige dig saa nøie, for det gaar i ett med himmelens skyer. Hvad det eier for tillokkelse, vil ogsaa bli vanskeligt at forklare dig, hvis du selv ikke kjender noget til fjeldets rene og friske glæder. Men gjør du det, saa vil du forstaa mig, naar jeg siger, at deroppe er livet sligt, som det skulde været, sligt, som det var tiltænkt os, da Gud i tidernes morgen skabte mennesket i sit billede: enkelt og rent i skyldfrie glæder.
Du vil forstaa, at hvidheden deroppe er hvidere end noget andet hvidt, jordlivet eier, at det blaa deroppe tydeligere maler glædens farve end noget andet blaat paa jorden, at fryden og friskheden ved at glide paa ski gjennem dette kongerige er større og bedre end de glæder, som bydes dig i andre kongeriger, og, at den saft, som de millioner af multer læsker dig med deroppe i varme sommere, naar frosten har skaanet de fine bær, er mere kvægende end jordens lifligste druesaft.
Alt dette vilde du let forstaa, om du i mange aar havde havt dit hjem saa nær dette rige, at du kunde valfarte derop til alle aarstider og se det, snart, naar fjeldene tar sit rosa morgenbad i vaarblanke dage, snart, naar middagssolens varme luft danser dirrende glad over blaa fjeldlinjer i lyse sommerdage, snart, naar aftenrødens andagtsfyldte farver favner mit deilige rige en kort liden stund, en dvælende afskedens stund, før mørket kommer i korte vinterdage. Og om du ikke vaaged dig derop en vinternat, saa vilde du dog føle, hvordan der var, naar de tændtes alle nattens elektriske lys, maanens, stjernernes, nordlysets.
Herligt er det oppe ved Korsmess i stille. Men se det maa du ogsaa i storm, naar vinden begynder at hvisle og suse i sneen, først spagt og stille, som naar den suser i græsset hjemme en sommerdag; men saa vildere og vildere, indtil hver snediamant har byttet plads og har danset omkring paa vidden den hvide.
Og det er mange maader at valfarte til Korsmess paa.
Helst gaar jeg derop paa ski i følge med nogen muntre barn, fordi disse uden reflektioner forstaar mit kongeriges glæder, og fordi deres sjæl endnu bor i det rige, som fjeldet er et billede paa.
Som ingenting klarer min kjække gut og hans kamerater bakken derop. Bagefter forsøger let og fin min lille pige at følge dem. Hendes gule flette danser paa ryggen og lyser i solens skin. De tænker paa ingen, ingen ting; lar bare blodet strømme raskt gjennem aarerne og hjertet banke af glæde.
Selv kommer jeg langsommere og reflekterende efter. Jeg nyder farverne i deres dragt mod sneen, jeg nyder dem selv som lyse livets pletter i sneviddens øde, indtil al reflektion og bevidst glæde stryger sin vei lidt efter lidt med fjeldets vind. Jeg blir som et barn, jeg ogsaa; tænker paa ingen, ingen ting, lar bare blodet strømme raskt gjennem aarerne og hjertet banke af glæde.
Hvorfor?
Fordi livet i og for sig er glæde, trods alt, alt — nei, der er intet „trods alt“ heroppe. Sorgerne blæser vi ud af lungerne og fylder dem igjen med bare glæde. Det er ikke sandt, at livet er ondt og stygt og bare hverdagslighed. Ikke sandt, at der er en verden dernede, hvor sorg og sygdom og fattigdom bor. Her er jo verden, dette store, friske rige, hvor sundhed og glæde bor; her lider ingen, her drukner sorgen!
Saa stanser vi ved Korsmess, og jeg holder min stille messe.
Mon den, som gav denne varde navn, følte, at her var stedet til at holde messe? Ved ikke. Men det rette navn fandt han.
Kommer du derop nogengang, saa hvil dig mod Korsmess og se dig omkring i min kongehal.
Berømte fjelde, hvis navne hvert skolebarn lærer, er væggene i den; bløde aaklæder af sne, vævet af solguld og morgenrøde paa drivhvid bund, dækker dem. Stilen paa tinder og taarn er ædlere end den paa selve Akropolis; men ingen støtte af Pallas Athene staar paa tinden af min borg og lyser fem mil udover havet. Billedet af en større lyser deroppe, ikke fem mil, men saa langt, som jorderig naar. Vil du vide hans navn, saa læres det ogsaa af hvert skolebarn, og vil du lære at elske hin mester, som bygged min kongehal, saa hvil dig mod Korsmess og se dig om i mit rige. Andagt og glæde er det, du føler. Og ikke kan du tro, naar du staar der, at vi nede i livet saa let glemmer denne bygmesters navn, ikke heller, at livet er sorg og kvide, ikke, at vi er fattige paa glæder og fattige paa gods. Vi kan jo alle, om vi vil, annektere et sligt lidet rige, hvor jordens smuds og livets sorger ikke naar.
Det er, som livets smerte en stund faar sove deroppe ved Korsmess, mens du hviler dig mod skistaven og mod den og drikker fjeldets luft i lange, lange drag.
Glad reiser du dig fra din stille messe og takker for glæden og for freden, den gav dig.
Men nu blir mine smaa kamerater utaalmodige. De holder ikke saa meget af stille messer, men vil helst straks begynde paa festens glansnumer, farten ned, helt fra Korsmess og ned til præstegaardens dør. I ett skal det gaa, og i lynende fart, mener gutterne.
Jo da, jo da! Vi holder gode miner, vi damer ogsaa; men i hemmelighed blunker vi til hverandre, for vi mindes nok et par steder, som det sjelden har lykkedes os at passere uden en mindre dukkert i sne.
Vi ordner os i række, en række, som jeg altid afslutter, idet jeg forbeholder mig fred og ret til at trille og rulle, saa meget jeg vil, uhindret af, at nogen farer tvers igjennem mig med et par ski.
Saa, nu begynder det.
Herligt, herligt at glide slig mellem hvide fjelde! Kan nogen dans nede i jordens kongehaller lignes med denne? Endnu er farten ikke stærkere, end at vi faar tid til at se os lidt om og nikke til fjeldtoppene, før de forsvinder. Men — det blir nok værre, og vi blir vel nødt til at bremse lidt, vi damer. Gutterne, naturligvis, er alt forsvundet. Vi ser bare af og til en toplue glimte frem mellem trærne nede i skogholtet, som de alt har naaet.
Aa skidt! faar vi lyst til at si. Vi lar det staa til, vi ogsaa! Vi skal da vel se, om vi ikke kunde naa disse gutterne i skisporten ogsaa!
Jo, det gaar galant. Der klarte vi sandelig skogholtet, endda vi maatte huge os ned mellem busker og kjær og passe os, snart for en stubbe, som pønser paa at knække vore ski, og snart for en kvist, som vil pynte sig med en flig af vore skjørter — lykkelige gutter med „divided skirts“!
Saa, nu kommer myren, den lange, flade, hvor farten sagtner, og vi faar hvile lidt ud, mens vi løfter staven og retter ryggen. Men — det blir nok værre. Nu skal vi gjennem nok et skogholt med svingninger og „skarpe kurver“, og saa kommer den bratte bjerkealléen, før vi naar „Bratt-slaaen“, den lange, deilige uden trær.
Farten øger og øger; hver muskel spændes, knærne dirrer — — saa ja, der deised Ingerid overende, og der jeg, midt foran han „Petter vor“ paa nabogaarden, som staar og kvister ris!
Paa hodet kom jeg, saa det varer en stund, før jeg kommer til sans og samling igjen; men ikke før har jeg faat hodet op, før jeg skotter bort til han Petter vor. Naturligvis staar han og holder sig paa maven og ler, slig humorist som han skal være. Aa nei, norske bondegutter har nok mere savoir vivre end som saa: Ikke en mine forraader ham. Han vedblir at kviste ris med det vesle hugjernet sit, ligesaa uanfægtet, som om det var en lemæn, som var trinset ham forbi! Og det uagtet jeg ved, at han finder det jenseits von gut und bös at se „frua“ komme styrtende paa ski helt fra Korsmess og saa pludselig stille sig paa hodet i en snefonn!
Lidt flau begynder jeg at kare mig op igjen. Jeg tror, jeg vilde finde det naturligere, om han havde holdt sig paa maven af latter, skjønt jeg jo bør paaskjønne den store ærbødighed, han viser mig ved at forsøge at faa mig til at tro, at han betragter det hele nærmest som en begravelse, brudevielse eller anden kirkelig handling.
Imidlertid har gutterne for en god stund siden med glans, sættende over gjærder og hop, gjort sin indtrædelse paa gaardspladsen hjemme. Sidste knaldeffekt var at svinge op paa en stor fonn lige udenfor vinduerne og derfra overskue sine kvindelige kameraters mindre sportsmæssige ankomst. Men da de endnu ingen ser, blir de betænkelige og lægger opover igjen for at se efter dem.
Efterat vi har gjort vor glimrende saltomortale for han Petter vor, lægger vi igjen ivei; men nu meget forsigtigere — retnu kommer den allerbratteste knækken. Overbeviste om, at ingen ser os netop her, sætter vi os gemytlig ned paa hug, støtter os til staven og soper med kjolen en vældig vei, som vistnok paa hjemturen vil aflokke han Petter vor den bemærkning, at det ser ud, som om nogen „skulde føri der med breislae“.
Men optaget af at klare situationen, ofrer vi humoristen Petter vor vort eftermæle og fortsætter vor sportsmæssige fart.
Saa hører vi pludselig nede i bakken: „Sjaa, der kjæm dem, gut! Frua, hu riper, saa’n mest itte sir a, og hu Ingerid, hu kjæm paa ryggen“.
Bravo, Embret! Du har talt et bevinget ord! Det er sandt, at frua hu riper, saa’n mest itte sir a; men sandt er det ogsaa, at hun er blit ligesaa frisk og glad efter turen, som du med dine otte aar. Før idag trodde hun, at der var sorger i livet — allesteder, undtagen ved Korsmess — nu tror hun ikke engang, der findes sorg og elendighed i Londons forbryderkvarterer, men at hele livet er et eneste muntert skiløb med saltomortaler i snefonner! Hils han Petter vor, naar du kommer hjem, og sig, at jeg under ham og de andre gutter hjertelig den moro, jeg kommer til at skaffe dem ikvæld, naar de sidder rundt peisen og varmer sig. Sig ham ogsaa, at det er glimrende godt gjort at kunne se ud, som om man stod fadder i situationer, hvor andre faar krampelatter. Den overlegenhed, hvormed han klarte denne rolle, berettiger mig til at tro, at han med held vilde kunne optræde i alvorligere karakterroller, som f. eks. „Macbeth“ eller „kong Lear“ paa den vilde hede. Lad endelig ikke den applaus, han faar iaften, naar han optræder som „ældre frue paa ski“, forlede ham til at tro, at hans begavelse ligger for det farcemæssige.
Og saa, tak for idag, og vel mødt igjen imorgen ved Korsmess, du min gjæve skikamerat!
De to fremmede gutter gaar til sit; og vi tre, som hører sammen, gaar ind i vort hjem, som vi fylder med fjeldluft og skiprat, med latter og liv.
Og saa tar jeg min mindste lille pige, hende, hvis øine ligner to store blaabær, paa fanget. Stakkar, hun maatte staa igjen paa et par bittesmaa ski i de bittesmaa bakker hjemme i gaarden, da vi andre gik til Korsmess. Derfor hvisker jeg til hende, at til vaaren, naar vi ikke længer kan gaa paa ski derop, men naar skaren bærer, da skal hun ogsaa faa være med og faa se Korsmess, som langt borte ser ud som en svær mand med svart hat paa hode. Og saa skal vi ake paa kjælke i ett eneste kjør helt hjem, eller kanske heller trille og rulle og vælte og le, saa fugl og lemæn, mus og ekorn hopper langt afveien for os!
Og saa længe fortæller jeg, til øinene ikke længer ligner bedrøvede blaabær, men blanke stjerner, til ogsaa hun har faat et pust af glæden fra mit friske kongerige.