«Ja, før var Byen heldigere i den Retning,» siger Scharamykin og ser med sine nærsynede Øjne ind i den døende Ild. «Der var saa godt som ikke en Vinter, hvor vi ikke fik Besøg af en eller anden første Rangs Stjærne. Den Gang kom der baade berømte Skuespillere og Sangere til os, men nu maa vi nøjes med Taskenspillere og Lirekassemænd. Nej, vi lever i en komplet Udørken! Og kan Deres Excellense ikke huske den store italienske Tragiker — ham, den høje, smukke Mand med de spillende brune Øjne — hvad Pokker var det nu, han hed? — Aa, nu har jeg det: Luigi Ernesto de Ruggiero. — Ja, det var et vidunderligt Talent! Og saa havde han en Stemme saa stærk, at hele Teatret rystede, naar han blot lukkede Munden op. Anjuta interesserede sig meget for ham; hun udvirkede, at han fik Lov til at benytte Teatret, og til Gjengjæld lærte han hende baade Deklamation og Mimik. En prægtig Mand i alle Henseender! Jeg husker ham ganske tydeligt, skjønt det nu snart kan være tolv Aar siden han var her. — Nej, vist ej, det er jo ikke tolv, men ti Aar siden. Anjuta, hvor gammel er Nina?»
«Hun bliver ti Aar til September,» svarede Fruen inde fra Kabinettet. «Men hvorfor spørger du om det?»
«Aa, ikke for noget. — Naa, og de virkelig gode Sangere drog heller ikke vor By forbi. Kan De huske Tenoren Priliptschin? Han var det, man kalder en Sanger af Guds Naade, og saa havde han et glimrende Teaterydre: lange, lyse Krøller, et udtryksfuldt Ansigt og en smuk Profil. Og hans Stemme, den var blød, kraftig og fyldig — med lidt for meget Smør efter min Mening, men det laa vel i, at han havde faaet sin Uddannelse hos Tamberlick[1]. Anjuta og jeg skaffede ham den store Koncertsal i Adelsklubben, og for at vise os sin Taknemmelighed lærte han min Hustru at synge. — Jeg kan høre hans Stemme endnu, skjønt det nu er tolv Aar siden — nej, hvad siger jeg: tolv! — det maa være længer siden; det var jo ved Fastelavnstid, han kom. — Ja, den forbandede Hukommelse, den svigter mig altid. — Anjuta, hvor gammel er Nadeschda?»
«Tolv Aar!» lyder det inde fra Kabinettet.
«Ja, saa er det altsaa tolv Aar og ti Maaneder siden eller med et rundt Tal: tretten. — Naa, men der er en stærk Tilbagegang i alle Retninger at notere. Naar jeg tænker paa de musikalske Aftenunderholdninger, vi den Gang havde, saa ærgrer jeg mig dobbelt over den dødlignende Stilhed, der nu hersker i Byen. Ja, det var mageløse Aftener, og der var Afvexling i Programmet, for der blev baade sunget, spillet, danset og deklameret. Kan De huske den Koncert, Anjuta arrangerede til Fordel for de tyrkiske Krigsfanger, som vi havde liggende her i Byen? Den indbragte ikke mindre end 1100 Rubler, og de tyrkiske Officerer vare saa begejstrede over hendes Stemme, at de gik hen en efter en og kyssede hende paa Haanden. Jo, jo, Tyrken er galant — det maa man lade ham. Ja, det var en vellykket Aften! — Var det ikke ved Juletid 76? Nej! — Eller var det i 77? Nej, heller ikke. Naar Pokker var det dog, vi havde dette Tyrkervæsen i Byen? — Aa, Anjuta, hvor gammel er Nikolaj?»
«Jeg er syv Aar, Papa!» melder Nikolaj, en kjæk Dreng med et kaffebrunt Ansigt og kulsorte Haar.
«Ja,» siger Viceguvernøren , «vi selv er bleven ældre, og der er ingen af de yngre, der gider tage Initiativet. Se, da jeg var ung, da holdt jeg paa, at vi alle skulde more os, og jeg var ogsaa en rigtig god Hjælp og Støtte for Deres Frue, hvad enten det nu gjaldt om at arrangere en musikalsk Aften eller en Forestilling i veldædigt Øjemed; ja, det gik saa vidt, at jeg lod alt andet hvile, naar der skulde virkes i Kunstens Tjeneste. En Vinter havde jeg saa travlt med at arrangere og løbe fra Herodes til Pilatus, at jeg endogsaa blev syg af Overanstrængelse. Det var den mindeværdige Vinter, da Deres Frue og jeg skrev det lille Stykke, der blev spillet til Fordel for de Brandlidte.»
«Ja, hvad Aar var det?»
«79, saa vidt jeg mindes. — Nej, det var snarere i 80. Sig mig, hvor gammel er Deres Ivan?»
«Fem Aar!» raaber Fruen inde fra Kabinettet.
«Naa ja, saa er det altsaa sex Aar siden. Ja, Højstærede, den Gang var der Liv i Tingene, men det er der ikke mere. Det er, om jeg saa maa sige, Gnisten, der mangler!»
Viceguvernøren og Statsraaden faldt i dybe Tanker. Den døende Ild blussede op endnu en Gang og skjulte sig saa under et Lag af Aske.