Mit Liv/Mit Liv

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
A. Christiansens Forlag (s. 17-146).
◄  Forord
Bønder  ►
I.
D
epartementschefen sagde til mig: «Naar jeg har holdt paa Dem saa længe, er det ene og alene af Hensyn til Deres udmærkede og højtagtede Fader. Havde han ikke været, Mosjø, vilde jeg forlængst have ladet Dem flyve!» Naa, jeg svarede blot: «De tager virkelig fejl af mig, Deres Excellence, naar De tror, at jeg kan flyve,» men saa saare disse Ord var undslupne mig, hørte jeg ham sige til Kontorbudet: «Smid denne Fyr udenfor, han spolerer mig mine Nerver!»

To Dage efter havde jeg min Afsked fra Departementet og skulde nu slaa ind paa noget nyt, hvilket dog ikke var en helt ukjendt Situation for mig, da jeg allerede tidligere til min Faders store Ærgrelse havde prøvet mig i mange forskjellige Retninger. Jeg havde været ansat i adskillige Regeringskontorer, men min Opgave havde altid været den samme: den at sidde bøjet over en Skrivepult og høre paa mine Foresattes dumme eller ubehagelige Bemærkninger, blot med den Trøst i Udsigt, at jeg snart vilde blive jaget paa Porten.

Da jeg kom ind til min Fader, sad han sammensunken i Lænestolen og med lukkede Øjne. Hans magre, udtærede Ansigt, der havde et blaaligt Skjær paa de afbarberede Steder, udtrykte som altid den største Resignation og Gudhengivenhed. Han svarede ikke, da jeg sagde Goddag til ham, men hviskede i en forbitret Tone:

«Hvis min dyrebare Hustru, din afdøde Moder, havde levet endnu, vilde din Opførsel og hele din Vandel have været hende en Kilde til stadig Kummer, og jeg betragter det derfor nu kun som et Bevis paa Guds naadige Forsyn, at hun saa tidligt er vandret heden. — Sig mig engang, Ulykkelige,» vedblev han og lukkede pludselig Øjnene op, «hvad vil du egentlig have, at jeg skal stille op med dig?»

Tidligere, medens jeg endnu var yngre, vidste mine Paarørende altid, hvad de vilde have gjort ud af mig: nogle holdt paa, at jeg burde indtræde i Hæren som Officersaspirant, andre mente, at mit rette Kald var en Farmaceuts, og atter andre, at jeg burde uddanne mig til Telegrafist; men nu, da jeg var bleven 25 Aar og havde prøvet disse Livsstillinger og adskillige til, var de alle enige om, at Fremtiden slet intet mere havde at byde mig, og de rystede kun paa Hovedet eller sukkede, naar Talen drejede sig om, hvilken ny Bane jeg burde slaa ind paa.

«Hvad tænker du egentlig paa?» vedblev min Fader. «Alle andre unge Mænd i din Alder har allerede en smuk og anset Stilling, og du gaar endnu omkring som en Proletar, som en Tigger, der ligger sin Familie til Byrde.» Og efter Sædvane begyndte han saa at udbrede sig om, at den nuværende Ungdom gik til Grunde, fordi den druknede i Vantro og Materialisme, samt fremsatte som sin uforgribelige Mening, at man burde forbyde alle Adspredelser, men særlig Dilettantkomedier og Koncerter, fordi den Slags Gjøgl og Tant drog de Unge bort fra Dydens og Pligtens Vej. «I Morgen,» sagde han til Slutning, «gaar du sammen med mig op til Departementschefen og lover ham Bod og Bedring. Jeg vil ikke have dig gaaende en eneste Dag længer uden Beskæftigelse.»

«Men maaske du ogsaa vil høre mig!» sagde jeg med en mørk Mine, for jeg havde en bestemt Følelse af, at der ikke vilde komme noget godt ud af denne Samtale. «Det, du kalder en Stilling i Samfundet, er ikke andet end et Privilegium, som har sit Udspring fra Kapital og Dannelse. Alle fattige og udannede Mennesker er henviste til at tjene Brødet ved legemligt Arbejde, og jeg ser virkelig ikke nogen Grund til, at jeg ikke skulde kunne gjøre det samme.»

«Ja, naar du først kommer ind paa den Boldgade, véd jeg, at der ingen Ende er paa dit Vaas,» sagde min Fader i en forbitret Tone. «Men forstaar du da ikke, dit dumme Bæst, at der foruden dit Legeme og de dyriske Kræfter, der er nedlagt i dette, er givet dig noget andet og bedre, en hellig Ild, en Gnist fra Himlen, som hæver dig højt over Krapylet. Glem ikke, at din Tipoldefader, den berømte General Polosnef, kæmpede tappert ved Borodino, at din Oldefader var en fremragende Digter og Taler og oven i Kjøbet Adelsmarskalk, at din Bedstefader havde et Navn som Pædagog, og at jeg, din Fader, er en ualmindelig anset Arkitekt. Tror du da virkelig, at alle dine Forfædre har værnet omhyggeligt om denne Ild, for at du skulde slukke den?»

«Men du maa da indrømme mig, at der er Millioner af Mennesker, som lever af legemligt Arbejde?»

«Ja, vist saa, men det er kun, fordi de ikke har noget andet Valg. Bruge sine Hænder, det kan enhver, men Evnen til aandeligt Arbejde er kun givet nogle enkelte Udvalgte.»

Jeg havde en Fornemmelse af, at det var unyttigt at fortsætte denne Samtale, ikke alene fordi min Fader var en stærk Beundrer af sine egne Meninger, men ogsaa fordi jeg vidste, at den overlegne Foragt, hvormed han altid omtalte legemligt Arbejde, havde sin Grund i, at han nærede en hemmelig Frygt for, at jeg skulde gaa hen og blive simpel Haandværker og derved bringe hans Navn i Folkemunde. Det pinte ham, at alle mine jævnaldrende Kammerater allerede havde tilendebragt deres Universitetsstudier og vare godt i Vej, medens jeg, hans eneste Søn, endnu ikke havde drevet det til noget. Men skjønt jeg saaledes godt vidste, at alle videre Indvendinger vilde være fuldstændig spildte og kun paadrage mig Ubehageligheder, var jeg dog taabelig nok til at møde med et sidste Indlæg, nærmest fordi jeg fandt, at jeg burde have Ordet endnu en Gang.

«Ja,» sagde jeg, «men synes du da virkelig, at det er noget for en ung Mand i min Alder at sidde i et beklumret Kontor og gjøre Tjeneste som Kopiermaskine? Mener du egentlig, at man behøver megen «hellig Ild» til den Beskæftigelse?»

«Ja, det er da i alt Fald et aandeligt Arbejde!» svarede min Fader. «Men lad os nu høre op med denne Samtale, for den fører alligevel ikke til noget. Jeg for mit Vedkommende har endnu kun det ene at sige dig, at hverken jeg eller din Søster fremtidig vil kjendes ved dig, hvis du fremturer i dine lave Tilbøjeligheder. I Morgen, min Ven, følger du med mig op til Departementschefen, og vægrer du dig derved, gjør jeg dig arveløs — saa sandt der er en Gud til!»

«Ja, Spørgsmaalet om min Arv har ikke nogen særlig Betydning for mig,» svarede jeg i en rolig Tone. «Jeg er meget villig til at give Afkald paa alt, hvad du muligvis maatte have tiltænkt mig.»

Skjønt jeg kun sagde disse Ord for at vise, hvor lidt jeg lod mig lede af materielle Hensyn, naar det gjaldt Valget af min Livsstilling, krænkede de dog min Fader i den Grad, at han blev ildrød i Hovedet.

«Hvor tør du vove at tale til mig paa den Manér, din Dumrian!» skreg han med pibende Røst og gav mig i det samme to smældende Ørefigen, som han afleverede saa hurtigt, at de fuldstændig overvældede mig.

Naar han slog mig i Drengeaarene, maatte jeg altid staa ret op og ned med Hænderne langs Buxesømmene og se ham lige ind i Ansigtet, og af gammel Vane indtog jeg nu en lignende Stilling og gjorde mig Umage for at tvinge mine Øjne hen i den rigtige Retning Jeg mærkede ved denne Lejlighed, at min Fader, skjønt han ikke var nogen Aarsunge længer, maatte have bevaret sin Muskelkraft, for de Lussinger, han gav mig, sved endnu længe efter paa en højst ubehagelig Maade.

Jeg gik baglængs ud i Forstuen, han fulgte efter, og da vi naaede Knagerækken, tog han sin Parasol og slog mig et Par Gange i Hovedet og over Nakken. Da min Søster, som sad inde i Dagligstuen, hørte Spektaklet, stak hun Hovedet ud af Døren, men saa saare hun saa’ min Faders forbitrede Ansigt og løftede Arm, forsvandt hun igjen uden at sige et Ord.

Det var min bestemte Hensigt ikke at vende tilbage til mit Kontor, men at begynde et nyt Liv som Arbejder eller som Haandværker. Det gjaldt nu blot om at vælge Arten af min Beskæftigelse, og Valget stod mig temmelig frit, da jeg var stærk, udholdende og villig til at tage fat paa, hvad det skulde være. Foran mig laa der altsaa et ensformigt Liv med Slid, Sulteperioder, Stank og Urenlighed, en Tilværelse, hvor alle Tankerne kun drejede sig om det usle daglige Brød. Det var et brydsomt Liv, der forestod, saa brydsomt, at jeg maaske undertiden, naar jeg kom hjem fra mit Arbejde og passerede vor Gjenbo Ingeniørens Vinduer, vilde misunde ham hans aandelige Arbejde, der sikrede ham en behagelig Existens; men i min nuværende Stemning var det mig ligefrem en Behagelighed at udmale mig alle de Trængsler, der ventede mig i Fremtiden. — Der var en Tid, hvor jeg for Alvor tænkte paa at lægge mig efter en eller anden aandelig Virksomhed, og hvor jeg i Tankerne saa’ mig selv som Læge, Lærer eller Forfatter, men det blev aldrig til mere end Drømme og Fantasier. Og det var vel ikke Lysten, det den Gang strandede paa, men snarere Evnerne. Jeg mindes saaledes at jeg, medens jeg gik i 4. Klasse, var saa dum i Græsken, at man maatte tage mig ud af Gymnasiet og forberede mig privat til Afgangsklassen. Men senere, da jeg vandrede fra det ene Kontor til det andet, gik Lysten rigtignok grundig fløjten; thi den Virksomhed, man satte mig til overalt, krævede hverken Anstrængelse, Talent, Evner eller skabende Kraft; den kunde bestrides fuldstændig mekanisk og maatte vel nærmest betragtes som en privilegeret Form for Lediggang.

Jeg vandrede frem og tilbage uden for Huset, lige til Mørket begyndte at falde paa. Vi boede i Store-Adelgade, Byens smukkeste Gade, der om Aftenen tjente som Yndlingspromenade for den lokale Beaumonde. Men den havde ogsaa ganske Karakteren af en Have, for til begge Sider af den hævede der sig en Række Balsampopler, som duftede henrivende, især lige efter Regnvejr, og ud over alle Forhavernes Hegn og Plankeværker hang der Akasie- eller Syringegrene som overskyggedes af Abild og Hæg. En Majaften som denne, hvor Syringen duftede, Insekterne summede, og Varmen sænkede sig ned fra Himlen, var det en Nydelse at vandre frem og tilbage under Træernes Løvhang, der viftede Kølighed ned over ens Hoved. Da de Spaserende begyndte at indfinde sig, stillede jeg mig med Ryggen imod Havelaagen og tog dem i Øjesyn, medens de vandrede forbi. De fleste af dem havde jeg kjendt lige fra mine første Drengeaar, og ikke saa faa af dem havde jeg leget med baade hjemme og i Skolen, men nu var jeg fuldstændig Luft for dem, ikke alene fordi jeg var daarligt klædt paa og uden nogen egentlig Stilling i Livet, men ogsaa fordi det vidstes, at jeg søgte billige Knejper, hvor man dyrkede Billard og røg slet Tobak.

I det store Hus ligeoverfor, hos Ingeniøren, blev der spillet paa Flygel, og de Toner, der strømmede ud fra de aabne Vinduer, forekom mig saa vidunderlig dejlige, at jeg ikke kunde løsrive mig fra min Plads. Lidt efter lidt begyndte Stjærnerne at tændes paa Himlen, og medens jeg stod og nød dette smukke Syn, kom min Fader forbi hilsende til højre og venstre og med min Søster under Armen.

«Kan du se, nu er Fyrværkeriet i fuld Gang!» sagde han og pegede op mod Himlen med den samme Parasol, hvormed han for lidt siden havde slaaet mig. «Er det ikke forunderligt at tænke sig, at enhver af de Stjærner, som lyser og tindrer hist oppe, selv den allermindste, er en hel Verden for sig selv. Ja, hvor ringe og ubetydelig er Mennesket dog ikke i Sammenligning med Verdensaltet!»

Han gjorde denne Bemærkning i en Tone, som syntes at tyde paa, at han fandt det overordentlig smigrende og behageligt, at han var saa ussel en Orm. Sjældent har jeg truffet hans Lige i Mangel paa Begavelse. Desværre har han i lange Tider været den eneste Arkitekt her i Byen, og derfor har der ogsaa i de sidste 15—20 Aar ikke været opført en eneste anstændig Bygning i vor Ravnekrog. Skal han udkaste en Plan, er Gangen i hans Arbejde altid følgende: Han begynder med at tegne Salen og Dagligstuen, idet Arten af hans kunstneriske Begavelse ligefrem kræver, at disse to Rums indbyrdes Beliggenhed og Dimensioner bliver det bestemmende for hele Husets Indretning. Naar han saa er kommen over denne Vanskelighed, indtegner han Spisestuen, Barneværelset og Kabinettet og anbringer til Slutning en hel Del Døre, af hvilke de fleste ere overflødige. Det hele opstaar paa Grundlag af en højst uklar Idé, og for at bøde paa Manglerne i denne maa han tage sin Tilflugt til de mærkeligste Udveje. Derfor udmærker hans Bygninger sig altid ved en hel Del overflødige Smaarum i Form af umulige Forstuer, snævre Korridorer og meningsløse Pulterkamre. Hans Facader er kjedelige og stilløse, og Taget trykkes af en Række store, klodsede Skorstene. Naa, med Tiden har man vænnet sig til hans Mangel paa Talent; hans arkitektoniske Principper er saa at sige gaaet over i Blodet paa Befolkningen og er efterhaanden blevet den eneraadende Stil i Byen.

I min Søsters Liv har han ogsaa grebet ind paa en saa eneraadende Maade, at han derved har paatrykt det sit eget kjedelige Stempel. Ganske fraset det Misgreb, at han i Daaben har givet hende det gyselige Navn Kleopatra, der er betegnende for hans Smag, har han, saa længe hun var Barn, stadig fyldt hende med Krøniker om vore Forfædres store Fortjenester og med lange Udviklinger om, hvad han forstod ved Livet, ved Pligten o. s. v., og endnu den Dag idag plager han hende, der allerede er fyldt 26 Aar, med det samme Vrøvl. Og dertil kommer, at han behandler hende paa en yderst tyrannisk Maade. Naar hun spaserer, skal hun saaledes altid have ham under Armen, sandsynligvis fordi han bilder sig ind, at hans personlige Nærværelse giver hende et saadant Relief, at hun derved bliver fuldstændig uimodstaaelig for den ærbare Frier, som efter hans Mening tidligere eller senere vil indfinde sig.

Efterhaanden som det blev mørkere, forsvandt de Spaserende. I Huset lige overfor forstummede Musikken, den store Port aabnedes paa vid Gab, og lidt efter viste der sig et Trespand, som drejede til højre og rullede ned ad Gaden under Bjældernes lystige Klang. Det var Ingeniøren og hans Datter, der tog sig deres sædvanlige Aftenkjøretur.

Jeg havde nok mit eget Værelse i Huset, men jeg opholdt mig til Stadighed i en lille teglhængt Udbygning nede i Gaarden; den havde oprindelig været anvendt til Redskabsskur, men tjente nu som Oplagssted for min Faders gamle Aviser, der laa stablede i store Bunker langs den ene Væg. Naar jeg havde opslaaet mit Paulun her, var det, fordi jeg derved undgik at mødes daglig med min Fader, og den Omstændighed, at jeg sov og spiste i dette usle Hul, havde den behagelige Følge, at hans hyppige Udtalelser om, at jeg laa ham til Byrde, ikke klang saa fornærmeligt i mine Øren, som de ellers vilde have gjort.

Da jeg kom hen til Skuret, stod min Søster ved Døren og ventede paa mig med Aftensmaden, der bestod af et lille Stykke koldt Kalvekjød og en Humpel Rugbrød, som hun havde reddet til mig i Køkkenet uden min Faders Vidende. Han holdt sig nøje til det gamle Ord: «Den, der sparer paa Skillingen, sparer paa Daleren,» og da hun bøjede sig for hans Vilje i ét og alt og derfor søgte at indskrænke Husets Udgifter til det mindst mulige, levede vi næsten mere end tarveligt hjemme. Hun stillede Tallerkenen fra sig, satte sig paa min Seng og begyndte at græde.

«Ak, Misail!» sagde hun med et kummerfuldt Ansigt, medens Taarerne flød hende ned ad Kinderne. «Hvor kunde du dog nænne at bære dig saaledes ad? Nu har du jo igjen opgivet din Plads. — Aa, hvor det er forfærdeligt!»

«Hør Søster, kan du da ikke forstaa....» begyndte jeg, men da jeg saa’, hvor bitterligt hun græd, blev jeg saa overvældet af Fortvivlelse, at jeg ikke kunde sige et Ord mere.

«Skaan os dog!» vedblev hun og rejste sig. «Fader er helt ude af sig selv, og jeg er syg — nej, jeg er mere end det, jeg er lige ved at gaa fra Forstanden. — Hvad skal der dog blive af dig?» sagde hun hulkende og strakte begge Hænderne ud imod mig. «Jeg beder dig, jeg besværger dig i vor afdøde Moders Navn om igjen at tage fat paa dine Pligter!»

«Jeg kan det ikke, Kleopatra!» svarede jeg, men følte samtidig, at min Modstandskraft begyndte at svækkes. «Jeg forsikrer dig for, at det er umuligt!» «Ja, hvorfor?» sagde hun ivrigt. «Jeg kan virkelig ikke indse det! Hvis du ikke kan komme ud af det med dine nuværende Foresatte, saa søg dig en anden Plads. Hvad mener du for Exempel om en Ansættelse ved Jærnbanen? Jeg talte for lidt siden med Anjuta Blagovo; hun fandt ogsaa, at det var noget, der laa for dig, og hun lovede endogsaa at faa sin Fader til at tale din Sag.»

Vi talte endnu lidt sammen om Tingene, og saa endte det med, at jeg gav efter og erklærede mig villig til at gjøre et Forsøg i den Retning.

Hun smilede gjennem Taarer og trykkede min Haand, men hun var kommen saa godt i Gang med at græde, at hun ikke kunde holde op igjen. Langt om længe lykkedes det hende dog at faa Bugt med sin Graad, og jeg fulgte hende saa ud af Døren og hen til Køkkenet, hvor vi skiltes for at gaa hver til sit.

II.

En tre-fire Huse fra os boede Enkefru Ashogin, der spillede en vis Rolle som Byens velbestaltede Mæcen, idet hun nærede den mest levende Interesse for Dilettantforestillinger, Koncerter og Tableauer og altid var villig til ikke alene at huse Kunstens Dyrkere, men ogsaa at paatage sig det store Arbejde og de mange Udgifter, som uundgaaelig følger Forestillinger, der afholdes i «veldædigt Øjemed». Fruen, der var meget rig, ejede et stort Gods en Mils Vej øster paa, men da hun ikke holdt af Landlivet, boede hun baade Sommer og Vinter i Byen. Hun var en høj, mager og noget sart udseende Dame og havde tre Døtre, der lignede hinanden i den Grad, at man i Omtale ganske strøg deres Navn og simpelt hen kaldte dem den Ældste, den Mellemste og den Yngste. De var alle tre spidshagede, nærsynede og krumryggede og udmærkede sig endvidere ved en stærkt læspende Tale, men dette hindrede dem ikke i at deltage med Iver i alle Forestillinger, og med det ægte Talents Alsidighed var de lige villige baade til at spille Komedie, læse op og synge. Man saa’ aldrig et Smil paa deres Ansigt, og selv om de spillede i en lystig Vaudeville, udførte de deres Rolle med en saa forretningsmæssig Alvor, at man skulde tro, de var i Færd med at føre dobbelt Bogholderi.

Jeg var ofte med baade til Forestillingerne og til Prøverne, og især de sidste morede mig, fordi vi bagefter altid fik godt at spise. Min Virksomhed var af en temmelig underordnet Natur, men meget alsidig, idet jeg baade malede Dekorationerne, skrev Rollerne ud og sufflerede, og skulde der laves noget effektfuldt bag Scenen i Form af Torden, Lynild eller Nattergalesang, var det ogsaa mig, der maatte tage Affære. Da jeg saaledes ikke hørte til de egentlige Rollehavende, hvad min beskedne Stilling i Samfundet absolut forbød, kunde jeg holde mig for mig selv inde mellem Kulisserne, og dér sad jeg da ogsaa gjærne, saa længe Prøven varede, uden at vexle et Ord med de andre.

Naar jeg klattede løs paa Dekorationerne, hvilket skete nede i Havehuset eller i Gaarden, havde jeg en trofast Hjælper i en skikkelig Maler — eller rettere Malerentreprenør — der hed Andrej Ivanitsch. Det var en Mand paa godt og vel de halvhundrede, høj, og uhyggelig mager og bleg, med et stærkt indfaldent Bryst og store, blaa Skygger under Øjnene. Han led af en eller anden tærende Sygdom, som hvert Foraar og Efteraar bandt ham til Sengen, og disse Anfald kunde undertiden være saa haardnakkede og langvarige, at det forbavsede alle og ham selv med, at han kom ud over dem. I Byen gik han under Navnet »Ræddiken«, og Folk, der mente sig vel underrettede, paastod for Alvor, at det var hans virkelige Efternavn. Han var lige saa ivrig en Teaterelsker som jeg, og hver Gang han hørte, at det trak op til en Forestilling hos Enkefruen, forlod han øjeblikkelig sit eget Arbejde og meldte sig til mig for at være mig behjælpelig med at male Dekorationerne.

Dagen efter den bevægede Scene med min Fader sled jeg i det fra Morgen til Aften hos Fru Ashogin. Prøven var fastsat til 7, og en Time førend den skulde begynde, havde alle Deltagerne allerede givet Møde i Salen, hvor de snakkede ivrigt med hinanden, medens den Ældste, den Mellemste og den Yngste gik frem og tilbage paa Scenen og studerede deres Rolle. Ræddiken, der var iført sin lange Malerkittel og havde et stort Tørklæde om Halsen, lænede sig til Væggen og saa’ med synlig Andagt op mod Scenen. Fru Ashogin gik fra den ene til den anden og sagde enhver de Behageligheder, hun i Øjeblikket kunde falde paa. Det var en Vane, hun havde, og naar hun mødte med sine Komplimenter, saa’ hun en gjærne lige ind i Ansigtet og sænkede sin Stemme til en sagte, hemmelighedsfuld Hvisken.

«De har rigtignok skilt Dem udmærket ved Dekorationerne!» sagde hun; da hun kom hen til mig. «Og hvor mærkeligt er det ikke, at netop medens Fru Mufke staar og taler om det taabelige i at have Fordomme, saa kommer De, der er saa frit og uafhængigt tænkende, ind ad Døren. Jeg hader som sagt Fordomme og bekæmper dem efter bedste Evne; ja det gaar saa vidt, at jeg for at vænne Tyendet af med dets dumme Frygt og Overtro regelmæssig henlægger min Hovedrengjøring til den 13. hver Maaned.»

Præcis Kl. 7 kom Ingeniør Dolshikofs Datter, en smuk, yppig Blondine, der altid var klædt efter sidste Parisermode. Hun spillede aldrig med, men under Prøverne sad hun oppe paa Scenen, og det var en given Regel, at Forestillingen ikke kunde begynde, før hun havde indtaget sin Plads i første Række, hvor hun saa sad og kastede Glans over Omgivelserne paa Grund af sit smukke Ydre og sin elegante Paaklædning. Som den, der kom lige fra Hovedstaden, havde hun det Privilegium at gjøre sine Bemærkninger under Prøverne, og hun afleverede dem med et saa mildt og overbærende Smil, at ingen kunde tvivle om, at hun betragtede alt det, der foregik paa Scenen, som en yderst barnlig Adspredelse. De sagde om hende, at hun havde gjennemgaaet Konservatoriet i Petersborg, og der var dem, der vilde vide, at hun endogsaa var optraadt ved store, offentlige Koncerter. Jeg fandt hende overordentlig tiltalende, og naar hun var til Stede, havde jeg saa godt som aldrig mine Øjne fra hende. Jeg havde lige taget Hæftet for at begynde min Sufflørvirksomhed, da Kleopatra ganske uventet traadte ind i Salen. Hun tog hverken Hat eller Kaabe af, men gik strax hen til mig og bad mig om at følge med, hvilket jeg ogsaa øjeblikkelig gjorde. Da jeg kom hen bag Scenen, stod min Søsters Veninde, Anjuta Blagovo, i selve Døren, ligeledes med Hat paa og med et tæt Slør for Ansigtet. Anjuta, der var Datter af en af Assessorerne i Kredsretten, udmærkede sig ved sin høje Væxt og sin smukke Figur, og hun var derfor fuldstændig uundværlig, naar Enkefruen skulde sætte et af sine Tableauer i Scene, men hun var saa genert af sig, at hendes Ansigt altid blussede stærkt, naar hun stod foran Publikum og forestillede en Fe eller en vinget Genius. Naar der spilledes Komedie, var hun ikke med, men hun kunde undertiden aflægge et kort Besøg under Prøverne, og at det skulde være meget kort i Dag, kunde jeg se af hendes Paaklædning.

«Fader har talt Deres Sag,» sagde hun rødmende under Sløret og uden at se paa mig, «og Resultatet er, at Dolshikof har lovet at give Dem en Ansættelse ved den Jærnbane, han er i Færd med at anlægge. Gaar De hen til ham i Morgen Formiddag, er De sikker paa at træffe ham hjemme.»

Jeg bukkede og takkede hende for hendes Ulejlighed.

«Og hvis jeg maa give Dem et godt Raad, saa lader De det dér ligge!» vedblev hun og pegede paa Hæftet.

Hun og Kleopatra styrede over til Fru Ashogin, der stod i den anden Ende af Salen, og efter at de havde talt et Øjeblik med hende, kom Fruen hen til mig og sagde ganske sagte, medens hun efter Sædvane saa’ mig lige ind i Ansigtet:

«Hør, Kjære, hvis det, De har for her, griber forstyrrende ind i Deres øvrige Virksomhed, saa kan De jo afgive Deres Rolle som Sufflør til en anden. — De maa endelig ingen Ulejlighed gjøre Dem, Kjære,» tilføjede hun og trak Hæftet ud af min Haand. «Gaa De kun med Gud, og lad os andre hjælpe os, som vi kan.»

Jeg skyndte mig at sige Farvel til hende og gik temmelig forvirret ud af Døren. Da jeg naaede Vestibulen, saa’ jeg Kleopatra og Anjuta forsvinde ud af Yderdøren. De havde tilsyneladende stort Hastværk med at komme afsted, men det laa vel i, at min Søster, som højt og helligt havde lovet min Fader ikke at komme til Fru Ashogins Prøver, var bange for, at han skulde faa at vide, at hun havde brudt sit Løfte.

Næste Dag Kl. 1 præcis mødte jeg hos Dolshikof. Tjeneren førte mig strax ind i hans smukke Dagligstue, der tillige tjente som Arbejdsværelse, og saa snart jeg var kommen indenfor, saa’ jeg mig om til alle Sider. Her var ligefrem pragtfuldt. Paa Gulvet laa der store, bløde Tæpper, rundt omkring Bordene stod der polstrede Fløjels Lænestole, og paa alle Væggene hang der Malerier og Fotografier i forgyldte Rammer. Ligefor mig var der en stor Glasdør, som førte ud til Verandaen, og gjennem Ruderne kunde jeg skjelne et veldækket Bord med et helt Batteri af Flasker, og bag disse en Vase med Roser og andre dejlige Blomster. Alt, hvad jeg saa’, sagde mig, at den, der boede her, havde været saa heldig med sit Arbejde, at han nu ret kunde svælge i Livets Goder. Som sagt, her var rigtig kjønt, men det kjønneste var dog Ingeniørens Datter, der sad henne ved Skrivebordet og læste i en Avis.

«Vil De tale med Far?» spurgte hun og kiggede lidt op over Bladet. «Han er ved at tage sit Styrtebad, men jeg venter ham hvert Øjeblik. Maa jeg bede Dem om at tage Plads saa længe.»

Jeg bukkede og satte mig.

«Vi er nok Naboer,» vedblev hun efter en lille Pavse.

«Javel,» sagde jeg og rømmede mig af Forlegenhed.

«Ja, jeg ser undertiden Dem og Deres Søster sammen i Vinduet,» sagde hun og kiggede igjen ned i Avisen. «Hun ser saa god og elskværdig ud.... men er hun ikke noget alvorlig af sig?»

Lige som hun havde sagt det, kom Ingeniøren ind. Han var endnu ganske rød i Hovedet efter Badet og gned sin Hals med et Haandklæde.

»Papa, maa jeg ikke forestille dig, Monsieur Polosnef!» sagde Datteren og gjorde en lille yndefuld Haandbevægelse.

»Ja, Assessor Blagovo har talt til mig om ham,» svarede Ingeniøren og saa’ hen paa mig, men uden at give mig Haanden. «Naa, og hvad ønsker De saa egentlig af mig? Hvad vil De have, at jeg skal gjøre for Dem? — Jeg maa sige, at det forbavser mig, at De søger mig!» vedblev han med hævet Stemme. «Her kommer daglig en Snes Mennesker rendende og bilder sig ind, at jeg kan give dem Ansættelse. Men jeg vil sige til Dem ligesom til alle de andre: Det, jeg kan byde, er strængt Hoveriarbejde; jeg trænger til Maskinister, Smedde, Snedkere, Brøndgravere og Jordarbejdere, men Folk, som kun kan sprutte med Pennen, har jeg ingen Brug for.»

Han saa’ rigtig lykkelig og fornøjet ud, denne Mand. Han struttede af Sundhed, havde friske, røde Kinder og tæt krøllet Haar og Skjæg uden et eneste hvidt Stænk. Og hvad Øjnene angik, saa var de mørke og lige saa klare og uskyldige som hos et ungt Menneske.

«Hvad duer De til? Hvad kan De bruges til?» vedblev han. «Ikke til noget, formodentlig! Jeg er Ingeniør, at De véd det, en Mand, der nu sidder lunt inden Døre. Men tidligere, inden jeg kom i Skuddet, maatte jeg slide i det. Til at begynde med var jeg Maskinist, og senere har jeg arbejdet to Aar i Belgien som simpel Fyrbøder. Naa, Højstærede, hvad Arbejde tror De saa, jeg kan tilbyde Dem?»

«Hm, ja, jeg mente . . . jeg gik ud fra ...» stammede jeg og slog Øjnene ned.

«Sig mig, kan De behandle et Telegrafapparat?» spurgte han efter at have tænkt sig lidt om.

«Ja, helt ukjendt er jeg ikke dermed, for jeg har gjort Tjeneste paa Stationen her.»

«Naa ja, saa skal jeg se, hvad jeg kan gjøre for Dem. Ja, foreløbig kan De nu tage til Dubetschnja — dér har jeg allerede en Fyr siddende, men det er rigtignok en slem Drivert.»

«Og tør jeg spørge.... hvori kommer min Virksomhed til at bestaa?» sagde jeg i en beskeden Tone.

«Ja, tag nu foreløbig derud, saa skal jeg tænke over det. Men det vil jeg sige Dem: Ingen Drikkeri og ingen Vrøvl om, at De vil have det eller det, for saa jager jeg Dem paa Porten igjen.»

Han vendte Ryggen til mig uden saa meget som at se paa mig, og jeg bukkede for ham og Datteren, der stadig sad og læste i sin Avis. Jeg følte mig saa tynget, at jeg ikke var i Stand til at sige et Ord, da min Søster senere spurgte mig om, hvorledes Ingeniøren havde modtaget mig.

Næste Morgen stod jeg op ved Daggry og begav mig paa Vej til Dubetschnja. I Store-Adelgade mødte jeg ikke et Menneske; alle sov endnu, og der var saa stille i Gaden, at mine Skridt gav Gjenlyd i det Fjærne. Poppeltræerne, der var stærkt duggede, fyldte Luften med Vellugt, og baade denne kjendte Duft og Synet af de Omgivelser, som jeg var voxet op i, bevirkede, at det ligefrem gjorde mig ondt at skulle forlade Byen. Jeg holdt af disse grønne Havehegn, der sendte mig Hilsen fra begge Sider, af Morgensolens Blink i Poplerne og af Kirkeklokkernes dybe Malmtoner, men Menneskene, som boede i denne By, kjedede mig og stod mig fjærnt. Jeg begreb dem ikke og manglede ganske Sympati for dem.

Først og fremmest var det mig ubegribeligt, hvoraf disse 67,000 Mennesker levede. Jeg vidste jo fra min Geografi, at enhver By i Regelen har en eller anden Erhvervskilde, der giver den sit Særpræg. I Jaroslavl vævede man saaledes Lærreder, i Tula smeddede man Vaaben, og i Odessa gav man sig af med Handel og Skibsfart, men hvad man bestilte i min Fødestad, kunde jeg ikke blive klog paa. De, der boede i Store-Adelgade og i de nærmeste to Gader levede enten af deres Rentepenge eller af deres Embedsindtægter, men hvad alle de andre i Byen holdt Livet oppe ved, var mig mildest talt en Gaade. Og hvad var det saa ikke for en gyselig Tilværelse, man førte i denne Ravnekrog! Der fandtes ingen Lystanlæg, ingen Opera og intet Koncertlokale, og Byens eneste Bibliotek blev saa lidt benyttet, at de sidst tilgaaede Bøger og Tidsskrifter godt kunde henligge uopskaarne hele Maaneder igjennem. Selv de bedst stillede i Byen sov i smaa, beklumrede Værelser, der var overbefolkede med Væggetøj, Børnene maatte til Stadighed opholde sig i afskylige, snavsede Rum, og Tyendet var henvist til at tilbringe Nætterne paa Køkkengulvet. Man spiste slet, og Vandet var næsten udrikkeligt. Overalt, baade i Byraadet og rundt omkring i Familierne, havde man Aaringer igjennem snakket om, at dette Vand var stinkende og farligt for Sundheden, og at der burde stiftes et Laan, for at man kunde faa en ny Ledning, men det hele var aldrig blevet til andet end Vrøvl. Og de rige Folk i Byen drak det daarlige Vand ligesom alle de andre og beklagede sig daglig over at skulle gjøre det, skjønt det vilde have været dem den letteste Sag at tilvejebringe de faa Midler, der behøvedes til at faa Ende paa Kvalerne.

Mærkeligt ved denne Stad var det ogsaa, at der saa godt som ikke fandtes et ærligt Menneske i den. Min Fader lod sig smøre af Haandværkerne, naar disse mødte med deres Overslag, og var da naiv nok til at bilde sig ind, at disse Penge kun var en Tribut til hans aandelige Overlegenhed. Lærerne i Gymnasiet fordrede ligefrem, at Eleverne skulde sættes i Huset hos dem, og vilde Forældrene ikke bøje sig ind under denne Lov, maatte de finde sig i, at deres Børn blev Oversiddere. Udskrivningschefens Kone tog imod Gaver af de Værnepligtige, der mødte til Session, og Lægerne, som skulde bedømme Mandskabets Tjenstdygtighed, lod sig bestikke over en lav Sko. Sundhedspolitiet lagde ligefrem Skat paa alle Slagterbutikkerne, og skulde man have noget besørget i et af Regeringskontorerne, fik man det ikke gjort uden at give rigelige Drikkepenge til Skriverne. De faa endelig, der paa Grund af deres ophøjede Stilling ikke kunde naaes af nogen Bestikkelse, vare saa opblæste og indbildske af deres Værdighed, at de aldrig gav mere end en Finger eller to, naar de sagde Goddag, og dyrkede dertil Drik og Kortenspil med en saadan Iver, at de derved virkede nedbrydende paa den almindelige Moral. Kun de unge Piger i Byen dannede en Undtagelse fra Regelen. De fleste af dem vare rene, ufordærvede og havde et ideelt Syn paa Livet, men var de først bleven gifte, gik de hurtigt samme Vej som alle de andre og druknede i den Mudderpøl af Smaalighed og Vrøvl, der var en tro Afspejling af Byens aandelige Fysiognomi.

III.

Det store Jærnbaneanlæg i Nærheden af Byen havde naturligvis samlet en talrig Arbejderkoloni, og vi mærkede dens Tilværelse derved, at Gaderne hver Lørdag Aften fyldtes med store Skarer af lasede Fyre, der udbredte Skræk og Rædsel, hvor de kom frem. Mere end én Gang har jeg set Politiet trække af med en blodig, forslaaet Arbejder, som havde forgrebet sig paa fremmed Ejendom, og ved en saadan Lejlighed blev corpus delicti gjærne baaret bag efter Delinkventen. Uden for Brændevinskipperne flokkedes disse Mennesker i store Mængder, og de nøjedes saa ikke med at spise og drikke, men opførte tillige store Slagsmaal og hujede eller peb efter ethvert fordægtigt Kvindemenneske, som vandrede gjennem Gaden. For at skaffe Gjæsterne Moro tillod Knejpeværterne sig ofte den dristige Spas at tylle Hunde og Katte saa længe med Brændevin, at de stakkels Dyr blev døddrukne, og som en Variation paa Løjerne bandt de ogsaa undertiden en Blikdaase fyldt med brændende Petroleum til Halen af en eller anden ulykkelig Køter, som saa fór af Sted hylende af Rædsel og blev ved at løbe, saa længe Benene kunde bære den.

Stationen Dubetschnja laa halvtredje Mil fra Byen, og jeg havde saaledes et godt Stykke Vej at gaa, inden jeg naaede Maalet for min Vandring. Til begge Sider saa’ jeg grønne Rug- og Hvedemarker belyste af Morgensolen, og langt forude mødte mit Øje Stationsbygningen og nogle Kæmpehøje, der tegnede sig skarpt mod Horisonten. Hvor befandt jeg mig ikke vel ude i Guds fri Natur, og hvor glad var jeg ikke ved, at jeg nu havde vendt Byen og alt dens Vrøvl Ryggen! Det eneste, der gjorde et Skaar i min Nydelse, var den Følelse af Sult, der nu som altid greb forstyrrende ind i mine Tanker. Jeg led til Stadighed af, at disse, selv om de svævede i de højere Regioner, pludselig forvildede sig hen i helt andre Egne og beskæftigede sig med saa materielle Ting som Boghvedegrød, Koteletter og stegt Fisk. Og paa lignende Maade gik det mig ogsaa denne Morgen. Stod jeg stille et Øjeblik og kiggede efter en Lærke, der slog sine Triller højt oppe i Luften, ønskede jeg mig pludselig et Stykke Rugbrød med tykt Smør paa, og satte jeg mig et Minut hen i Grøftekanten med lukkede Øjne for rigtig at lytte til de forskjellige Naturlyde, som i Forening sang Foraarets Pris, fik jeg uvægerlig Lugten af en stegt Kartoffel i Næsen. Sagen var, at den smalle Kost, jeg fik hjemme, forslog saa lidt til mit store, stærke Legeme, at jeg hele Dagen gik omkring med en Følelse af Sult, og det var maaske netop derfor, at jeg fandt det saa rimeligt og naturligt, at de fleste Menneskers Bestræbelser kun gik ud paa at skaffe sig den Føde, de trængte til.

Da jeg kom til Stationen, var man i Færd med at pudse Murene af og rejse Tagværket paa den store Vandfyldningsbeholder. Der var saa varmt som i en Bagerovn, ikke Spor af Skygge nogensteds, og Kalkstøvet stod i en tæt Sky omkring Bygningen. Haandlangerne vadede gjennem Dynger af Murgrus og Spaaner med deres tunge Byrde paa Ryggen, men Sporskifteren tog sig det mere mageligt, idet han laa og sov ved Siden af sit Skur med Ansigtet lige op mod Solen. Jeg lyttede lidt til Telegraftraadenes ensformige Sang, kiggede efter Fuglene, der sad og vippede paa Porcellænsklokkerne og drev derpaa om mellem Grusdyngerne, da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulde gjøre af mig selv, eller hvem jeg skulde melde mig til. Ingeniøren havde jo kun givet mig den Besked, at han nok skulde tænke nærmere over min Bestilling, og det var jeg ikke bleven synderlig klog af. Efter at have vandret rundt mindst en Times Tid lagde jeg Mærke til en Række Telegrafpæle, som udgik fra selve Banelinien og syntes at ende ved en hvid Mur, der laa omtrent en Fjerdingvej borte. Arbejderne oplyste mig om, at det hvide, jeg saa’ i det Fjærne, var Kontoret, og jeg blev saa enig med mig selv om, at det vilde være det fornuftigste at gaa derhen.

Da jeg kom hen til Muren, viste det sig, at den var opført af Tufsten, og at den havde lidt saa meget af Vind og Vejr, at den paa sine Steder var fuldstændig styrtet sammen. Tæt inden for den laa der en Bygning, og at det var Bagsiden, der vendte ud imod mig, fremgik deraf, at jeg ikke kunde øjne et eneste Vindue i den. Da jeg naaede hen til Porten, saa’ jeg en stor Gaard, der var helt overgroet med Græs, og i Baggrunden af denne et gammelt Stuehus, der efter de nedrullede Jalusier at dømme henstod fuldstændig ubeboet. Ud til hver sin Side af Hovedbygningen laa der en Længe, og i den ene af disse vare alle Vinduerne tilspigrede med Brædder. Midt i Gaarden, der for Øjeblikket var befolket af en Flok Kalve, stod den sidste Telegrafpæl, og dens Traade førte ind gjennem Vinduerne af den Bygning, hvis Bagside jeg først havde passeret. Da Døren stod aaben, gik jeg uden videre ind og opdagede saa henne bag Telegrafapparatet en ung Fyr, der tilsyneladende sad og halvsov. Han skjævede først forbitret hen til mig, men da han havde set lidt nærmere paa mig, sagde han med et fornøjet Smil:

«Ih, se Goddag, Styverfænger! — Hvordan har du det?»

Det var min Kammerat fra Drengeaarene, Ivan Tscheprakof, som i sin Tid var bleven smidt ud af Gymnasiet, fordi han havde røget Tobak i Timerne. I gamle Dage havde vi to ofte skaffet os en smuk lille Biindtægt ved at fange Siskener, Stillidser og Bogfinker, som vi solgte til Fuglekræmmerne tidligt om Morgenen, medens vore Forældre endnu hvilede i Søvnens Arme. Naar Stærene slog ned i Frugthaverne, skød vi paa dem med vore Pusterør og samlede de Saarede op. Nogle af dem døde under de skrækkeligste Kvaler, men dem, der kom sig, solgte vi, og svor saa paa, at det var Hanner alle til Hobe. Nu vilde Skæbnen, at jeg en Gang var ved at brænde inde med en Stær, og da man saa omsider bød mig en Kopek for den, slog jeg øjeblikkelig til, puttede Mønten i Lommen og sagde for at trøste mig selv: «Ja, en Styver er ogsaa Penge!» Da dette lille Ord blev bekjendt, gav Gadedrengene og mine Kammerater mig Øgenavnet «Styverfængeren», og denne smigrende Benævnelse har siden stadig fulgt mig, skjønt vel ikke en eneste mere erindrer, hvorfra den har sin Oprindelse.

Ivan Tscheprakof var ikke bleven kjønnere med Alderen. Han havde udviklet sig til en krumrygget, langbenet Yngling med missende Øjne og urolige Fagter og Lader. Hvad hans Paaklædning angik, saa var den alt andet end udsøgt: Slipset sad som en løs Sjask om Halsen, Skjorten, som stak frem under Jakken, var kulsort, og Støvlerne, der var i en endnu sørgeligere Tilstand end mine, udmærkede sig ved deres skjæve Hæle.

Efter at vi havde snakket lidt sammen, fik jeg at vide, at Ejendommen, som tidligere havde tilhørt hans Moder, sidste Efteraar var bleven kjøbt af Ingeniøren. Fru Tscheprakof havde ved Salget betinget sig Retten til i 2 Aar at bebo den ene af Længerne og tillige udvirket den Plads til Sønnen, som han for Øjeblikket beklædte.

«Ja, denne Dolshikof har Raad til at kjøbe, hvad det skal være,» sagde Tscheprakof med en vis Bitterhed, «for han plyndrer sine Medmennesker paa det ubarmhjærtigste. Han er en ren Blodsuger, og det faar først og fremmest Leverandørerne her til Banen Lov at bekjende.»

Efter at vi havde talt noget om Tingene, blev det bestemt, at jeg skulde bo i Kontorbygningen sammen med ham og nyde mit Middagsmaaltid hos Moderen. Han betroede mig i Samtalens Løb, at hun var yderst paaholdende — for ikke at sige gjerrig — men beroligede mig samtidig med, at jeg kunde være sikker paa, at hun ikke vilde trække mig op. Naa, vi gik saa sammen over til hans Moder, der boede i nogle smaa, beklumrede Værelser, som saa’ endnu mindre ud, fordi de var overfyldte med Møbler, som engang havde haft deres Plads i Hovedbygningen, men nu var bleven ophobet her. Fru Tscheprakof, der viste sig at være en ældre, fyldig Dame med skjæve, kinesiske Øjne, sad henne ved Vinduet i en stor Lænestol og strikkede paa en Strømpe. Hun modtog mig yderst køligt og værdigede mig knap et Blik.

«Det er Hr. Polosnef, Mama!» sagde Sønnen, idet han forestillede mig med en lille Haandbevægelse. «Han er ansat her paa Kontoret og skal gjøre Tjeneste sammen med mig.»

«Er De af god Familie? — Jeg mener: er De adelig?» spurgte hun med en ubehagelig, fed Stemme, og samtidig lød det, som om det klukkede og boblede helt nede i Halsen paa hende.

«Ja, jeg er,» svarede jeg.

«Naa ja, saa sæt Dem ned,» sagde hun, og dermed var den Samtale forbi.

Det var et tarveligt Maaltid. Først fik vi Vælling og bagefter Pandekage med Skjørost. Fruen, der hele Tiden sad og plirede med Øjnene, syntes yderst optagen af Bevidstheden om, at hun var Generalinde og havde Ret til Titlen «Deres Naade», og naar denne Bevidsthed kom rigtig stærkt op i hende, rettede hun paa Sønnens Manerer og skjændte paa ham, fordi han spiste med Kniv eller holdt Gaflen i højre Haand. Overfor mig var hun nogenlunde naadig, men i sine Forsøg paa at underholde mig kom hun aldrig videre end til at tale om sine egne Affærer.

«Ja, De véd jo nok, at vi har solgt Godset!» sagde hun saaledes med et Suk. «Noget ubehageligt er der jo altid i at skulle flytte bort fra et Sted, hvor man har boet i mange Aar, men Dolshikof har lovet mig, at Ivan skulde faa Stationsforvalter Pladsen i Dubetschnja, og paa den Maade bliver vi altsaa i Nærheden af vort gamle Hjem og kommer maaske slet ikke til at mærke Forandringen. Han er saa god, Ingeniøren. Og finder De ikke ogsaa, at han er meget smuk?»

For en halv Snes Aar siden havde Tscheprakofs levet i Rigdom og Overflod, men da Generalen døde, indtraadte der en Forandring i Tilstandene. Enken, som var af et stridbart Gemyt, rodede sig ind i forskjellige Processer med sine Naboer, og da hun dertil chikanerede sine Undergivne paa enhver mulig Maade og end ikke vilde betale dem deres surt fortjente Løn, blev Tilstandene paa Dubetschnja efterhaanden saaledes, at hun maatte være glad ved, at der meldte sig en Kjøber til Godset.

Efter Bordet aflagde jeg et Besøg i den gamle Have, der laa bagved Stuehuset og lignede et fuldstændigt Vildnis. I Gangene voxede der selvsaaet Ahorn og Ælm, hvis Spidser vare afbidte af Køerne, og i Blomsterbedene groede der Kvikgræs, op over hvilket der hist og her ragede gule Georginer og blodrøde Valmuer, som Ukrudtet ikke havde formaaet at kvæle. Hele den Del af Haven, der laa nærmest Huset, dannede et tæt og næsten uigjennemtrængeligt Krat, som overskyggedes af ældgamle Popler og Lindetræer, vistnok en Levning af tidligere Alleer, men fjærnede man sig, skiftede Haven Karakter, idet Øjet da kun mødte store Græsplæner med knortede, vanskabte Æbletræer, glatstammede Kræger og utrolig høje Pæretræer. Denne Del af Parken var lejet ud til et Par Frugtprangere inde i Byen, og den beskyttedes mod Tyvenes og Fuglenes Angreb af en gammel idiotisk Bondemand, som boede i en Straahytte, der var opført midt paa en af Græsplænerne.

Fjærnede man sig endnu mere, gik Haven over til en Eng, der skraanede ned mod en Flod, hvis Bredder vare tæt indrammede af Siv og Tagrør og beklædte med Pilekrat. Floden drev en Mølle, og i den dybe Mølledam, hvis Overflade var saa glat som et Spejl, vrimlede der med Fisk, som hvert Øjeblik slog Ringe eller satte Aakandebladene i en skjælvende Bevægelse. Møllehjulene brusede, Frøerne kvækkede og det opdæmmede Vand løb videre med en svag rislende og sladrende Lyd. Det hele var et lille Stykke Idyl, men Idyllen havde kun den ene Fejl, at den nu tilhørte Ingeniøren.

Min ny Virksomhed kunde ikke kaldes synderlig anstrængende. Jeg modtog Telegrammer og sendte dem videre, førte en Regnskabsbog og registrerede de Skrivelser, som indløb til Kontoret. Den største Del af Dagen var der slet intet at gjøre for mig, og jeg gik saa frem og tilbage i Stuen ventende paa, at der skulde indløbe et Telegram, eller vandrede om i Haven, indtil Kontorbudet kom og meldte, at der blev kaldt paa mig gjennem Apparatet. Mine Middagsmaaltider nød jeg stadig ovre hos Fruen, og Kosten vedblev at være smal, idet vi saa godt som altid fik Mælkemad og kun en sjælden Gang Kjød. Hun sad gjærne og plirede med Øjnene — det var en Vane, hun havde — og for hver Dag, der gik, befandt jeg mig mere og mere ilde i hendes Selskab. Sønnen lod mig besørge Kontorforretningerne og sov selv sødeligt paa Sofaen eller gik ned til Floden med sin Bøsse og skød Ænder. Om Aftenen drak han sig gjærne fuld i Landsbyen eller paa Stationen, og naar han saa kom hjem henad Morgenstunden, stod han altid længe foran Spejlet og grinte til sit eget drukne Fjæs.

IV.

En Dag, lige som vi havde spist til Middag, stak Ivan Tscheprakof Hovedet ind i Kontoret og fortalte mig, at min Søster var kommen i Besøg. Jeg løb strax ud i Gaarden og fik saa Øje paa en aaben Droske, der holdt henne foran Hovedbygningen. Selve Vognen var tom, men ved Siden af den stod Kleopatra sammen med Anjuta Blagovo og en Herre i hvid Lærredsfrakke. Jeg vurderede ham allerede paa Frastand til at være Militær, og da jeg kom nærmere, viste det sig ogsaa ganske rigtigt, at det var Anjutas Broder, Doktor Blagovo, der var ansat som Underlæge ved et af Provinsregimenterne.

«Ja, her møder vi tre Mand høj,» sagde han. «Men jeg haaber, at det ikke generer Dem.»

Skjønt min Søster og Anjuta sikkert var komne for at erkyndige sig om, hvorledes jeg egentlig havde det herude, tav de dog begge stille og nøjedes med at studere mit Ansigt. Jeg stod ogsaa og saa’ paa dem uden at sige noget, og da min Tavshed ikke kunde efterlade Tvivl om, at jeg allerede var dygtig kjed af min ny Virksomhed, fik min Søster Taarer i Øjnene, medens Anjuta nøjedes med at rødme under Sløret. Naa, da vi havde staaet lidt, gik vi ud i Haven, og Doktoren, der hele Tiden førte Toget an, var aldeles ellevild af Glæde over den dejlige, friske Foraarsluft.

Anjutas Broder lignede, hvad Ydre og Manerer angik, nærmest en ung Student. Hans Gang var springende, hans Tale livlig, og hans graa Øjne havde et aabent og troskyldigt Udtryk. Ved Siden af sin høje, smukke Søster saa’ han noget spinkel og ubetydelig ud, og denne Spinkelhed udstrakte sig ogsaa til Stemmen, der havde en høj, men ret behagelig Tenorklang. Han var her med Orlov paa længere Tid, og det var hans Hensigt ud paa Efteraaret at rejse til Petersborg for at tage Doktorgraden. Til Trods for sine unge Aar var han allerede gift og havde tre Børn, men det hed sig, at hans Ægteskab ikke var lykkeligt, og at han og hans Kone levede hver for sig. Min Søster havde ingen rigtig Ro paa sig og saa’ hvert Øjeblik paa sit Ur. Sagen var, at hun havde lovet sin Fader at være hjemme inden 7 og derfor hele Tiden pintes af Tanken om, at hun skulde komme for sent. «Jeg maa hjem — Papa venter paa mig!» sagde hun med korte Mellemrum for at give sin Uro Luft, og efter ethvert saadant Udbrud sukkede Doktoren og sagde: «Aa, De med Deres Papa!»

Jeg fik gjort Ild paa Maskinen, og derefter lejrede vi os alle paa Terrassen bag Hovedbygningen. Her drak vi The, og Doktoren, der nød sin af en Underskaal, erklærede, at han følte sig hensat i den syvende Himmel. Derpaa gik Ivan Tscheprakof hen og hentede Nøglerne, og efter at han havde aabnet Havestuedøren, begav vi os alle ind i Huset. I den store Sal herskede der et hemmelighedsfuldt Mørke, en ubehagelig Lugt af Fugtighed og Mug slog os i Møde, og vore Skridt gav en hul og uhyggelig Gjenlyd. Doktoren klimprede lidt paa Tangenterne af et gammelt Klaver, der stod henne i et Hjørne af Salen, og sang saa en Romance, hvortil han selv akkompagnerede. Min Søster talte nu ikke mere om at komme hjem, men gik frem og tilbage i Stuen og var i den Grad ude af sig selv af Henrykkelse, at hun hvert Øjeblik gav sin Begejstring Luft. Jeg havde aldrig før i mit Liv set hende saa fornøjet, og Glæden bevirkede, at hun ligefrem kom til at se godt ud. Naa, helt grim var hun nu ikke i Forvejen. Hendes Profil var ganske vist uskjøn, Næsen opadstræbende, og Munden lidt fremstaaende, men hun havde en fin, bleg Ansigtsfarve og smukke, mørke Øjne, der lyste af Godhed og fængslede ved deres sørgmodige Udtryk. Baade hun og jeg lignede vor afdøde Moder, vi var begge skulderbrede og kraftigt byggede, men til Trods for denne tilsyneladende legemlige Styrke var min Søsters Helbred dog ikke det bedste; hun havde ofte stærke Hosteanfald, og hendes Øjne kunde til Tider have et Udtryk, som jeg særlig har bemærket hos Folk, der lider af en alvorlig Sygdom, som de af en eller anden Grund holder skjult for deres Omgivelser. — For Øjeblikket var hun nu rigtig glad og overgiven; det var virkelig, som om den Livsglæde, min Fader ved sin strænge Opdragelse havde vidst at holde nede, nu pludselig var vaagnet i hende og havde banet sig Vej til Yderverdenen. Men senere, da Tiden nærmede sig, at hun skulde afsted, blev hun igjen stille, og da hun sad oppe i Vognen, lignede hun nærmest en Forbryder, der venter paa sin Straf. Saa snart hun og de andre var kjørt, paakom der mig en knugende Følelse af Ensomhed, og da jeg saa i Tankerne dvælede ved de fornøjelige Timer, jeg havde haft, faldt det mig ind, at Augusta Blagovo ikke havde sagt et eneste Ord til mig, lige fra hun kom, og til hun kjørte. Det var højst forunderligt, og jeg blev da ogsaa enig med mig selv om, at hun var et ganske mærkeligt Pigebarn.

Saa kom Peter og Pauls Festen[1], og i den Anledning fik vi endnu tarveligere Middagsmad end ellers. Jeg følte Sulten dobbelt, fordi jeg ikke havde noget ordentligt at bestille, og jeg blev efterhaanden saa utilfreds med mig selv og saa led og kjed af det hele, at jeg besluttede at forlade min Tjeneste, saa snart der tilbød sig en gunstig Lejlighed dertil.

En skjønne Eftermiddag, da Ræddiken sad inde paa Kontoret sammen med mig og Ivan Tscheprakof, viste Ingeniøren sig ganske uventet i Døren. Han var stærkt solbrændt og helt hvid af Støv, men det var heller ikke saa underligt, for han kom lige fra en Inspektionsrejse, som havde varet tre Dage. For et Kvarters Tid siden var han ankommen til Stationen paa et Lokomotiv og havde derefter begivet sig her hen til Fods. Medens han ventede paa Vognen, som skulde føre ham til Byen, gjorde han en Runde paa Ejendommen sammen med sin Forvalter, gav højrøstede Befalinger overalt, hvor han kom hen, og sad saa en hel Time inde paa Kontoret beskæftiget med at skrive Breve og afsende og besvare Telegrammer. Vi andre tre stod ret op og ned og saa’ paa ham.

«Hvad er det for noget Svineri?» sagde han efter at have kigget lidt i min Regnskabsbog. «Ja, se nu faar det en Ende med Driverlivet her, for om to Uger bliver Kontoret flyttet hen til Stationen, og saa har jeg ingen Brug mere for Dem, mine Herrer!»

«Deres Højvelbaarenhed . . . jeg lover . . . at jeg for Fremtiden skal gjøre mig den forfærdeligste Umage!» stammede Ivan Tscheprakof.

«Ja, skal jeg dømme efter, hvad I hidtil har bestilt, bliver det vist en rar Umage! — Nej, I forstaar kun at hæve jeres Lønning!» vedblev Ingeniøren og saa’ hen paa mig. I hører til dem, som tror, at man kan klare sig med Protektion alene, men den Tro skal jeg nok faa pillet ud af jer. Jeg har selv maattet hjælpe mig frem gjennem Livet Inden jeg kom i Skuddet, maatte jeg slide i det. Til at begynde med var jeg Maskinist, og senere har jeg arbejdet to Aar i Belgien som simpel Fyrbøder. — Men hvad bestiller du egentlig her, Pantelej?»[2] spurgte han henvendende sig til Ræddiken. «Er det Meningen, at det nu skal gaa løs med Drikkeri, saa snart jeg er kjørt bort?»

Han kaldte alle simple Folk for Pantelej, vel nærmest for at haane dem, og sine Undergivne gav han det smukke Lov, at de var Drukkenbolte og store Asener alle til Hobe. Han var tyrannisk imod dem og jog dem mangen en Gang paa Porten uden at give dem nogen Grund derfor.

Endelig kom Vognen da, og efter at han havde skjældt Forvalteren ud for et gammelt Vrøvl og givet os andre to fornyet Løfte om, at vi vilde blive afskediget senest om 14 Dage, satte han sig i sin Droske og rullede derpaa afsted til Byen.

«Andrej Ivanitsch,» sagde jeg til Ræddiken, saa snart Dolshikof var kjørt, «har De Brug for en Arbejder, saa kan De faa mig strax.»

«Ja, vel har jeg det,» svarede han, «kom De kun til mig,» og derpaa fulgte vi begge ind ad Byen til. Da vi var naaet et godt Stykke fra Stationen, standsede jeg og sagde:

«Hør, sig mig Andrej Ivanitsch, hvad førte Dem egentlig til Dubetschnja i Dag?»

«Jo, ser De, for det første har jeg overtaget alt Malerarbejdet paa Stationen, og dernæst skulde jeg ogsaa betale mine Procenter til Generalinden. Sagen er, at jeg laante 50 Rubler af hende sidste Sommer, og nu maa jeg aflevere hende 1 Rubel i Renter hver eneste Maaned. — Ja, kjære, gode Misail Alexejevitsch,» vedblev han og tog fat i en af mine Knapper, «jeg er nu af den Mening, at enhver, som tager Procenter af sine Penge — han være sig fornem eller ringe — bærer sig ad som en rigtig Slubbert.» Og derefter rystede han paa Hovedet og sagde med en tankefuld Mine: «Melduggen æder Græsset, Rusten — Jærnet, og Løgnen — Sjælen. Ak ja, ak ja! Vorherre være os arme Syndere naadige.»

V.

Ræddiken var upraktisk og spandt derfor ikke Silke ved sin Virksomhed som Entreprenør. Han indlod sig ofte paa langt mere, end han kunde overkomme, og da han dertil ikke var synderlig stiv i Regnekunsten, blev Enderesultatet af al hans Ulejlighed i Regelen kun Tab. Selv var han en saa udmærket dygtig Arbejder, at han godt kunde tjene indtil 5 Rubler om Dagen, og havde han ikke været bidt af en gal Entreprenør, vilde han sikkert have siddet ganske godt i det. Den Løn, han kunde give sine Folk: fra 50 Kopeker til 1 Rubel om Dagen, var ikke stor, men navnlig naar man tager i Betragtning, hvor anstrængende Arbejdet undertiden kunde være. Hvad der generede mig mest i Begyndelsen, var at skulle staa timevis paa et solhedt Tag og bruge Penselen, men efterhaanden som mine Fødder vænnede sig til Varmen, gik det dog nogenlunde. Naar alt kom til alt, havde jeg aldrig følt mig saa lykkelig som nu. Dette, at jeg levede sammen med Mennesker, der sled haardt i det, og for hvem Arbejdet baade var en Pligt og en bydende Nødvendighed, ansporede mig til at tage kraftigt fat, og efterhaanden som jeg gjennemtrængtes af Overbevisningen om, at ogsaa min Gjerning var mig paabudt af Pligt, og at jeg altsaa ingen Skrupler behøvede at gjøre mig over den, blev Livet mig lettere at leve. I mange Henseender følte jeg mig som nyfødt, og det kom vel nærmest af, at jeg nu gjorde Bekjendtskab med en Række Nydelser, som alle havde Nyhedens Interesse for mig. Jeg kunde lægge mig hen og sove paa Fortovet, spanke omkring paa bare Fødder og passiare med simple Folk, uden at nogen tog Anstød deraf, og dertil havde jeg stadig den lykkelige Bevidsthed, at jeg selv tjente min Føde, og at jeg ikke længer laa nogen til Byrde.

De af Svendene, der malede paa Tagene[3], fik en højere Dagløn end de andre, og derfor var dette ensformige og anstrængende Arbejde ogsaa i høj Grad søgt selv af saa dygtige Folk i Faget som Ræddiken. Naar han gik frem og tilbage paa Bygningen med sine skindmagre, røde Ben, lignede han i høj Grad en Stork, og han bevægede sig ogsaa deroppe med samme Sikkerhed som en af Ægyptens Fugle, ja, det gik endogsaa saa vidt, at han, naar han malede en Kuppel eller forgyldte et Spir, aldrig brugte Stillads, men nøjedes med at staa paa en skrøbelig Stige. Vi andre blev svimle, naar vi saa’ ham svæve helt oppe i Skyregionerne, men han selv kjendte ikke til den Slags Fornemmelser. Han stod og knejsede med Hovedet, medens han brugte sin Pensel, og brummede sit sædvanlige: «Ak ja! Ak ja! Melduggen æder Græsset, Rusten — Jærnet, og Løgnen — Sjælen,» eller sukkede Gang efter Gang: «Ja, Verden er løjerlig! Den er vanskelig at blive klog paa!»

Naar jeg gik hjem fra mit Arbejde, var jeg gjærne en Skive for Gadeungdommens mer eller mindre ondskabsfulde Vittigheder, og i Begyndelsen generede det mig ikke saa lidt, naar jeg, hvor jeg kom frem, hilstes med Tilraab som: «Goddag, Styverfænger!» — «Der har vi Malerklatten!» — «Stik af, Klisterpotte!», men efterhaanden vænnede jeg mig dertil. Værst imod mig var de, der tidligere selv havde levet af deres Hænders Arbejde, men som nu var kommen saa meget i Skuddet, at de kunde tjene deres Brød paa en mageligere Maade. Førte min Vej mig saaledes forbi de smaa, aabne Boder, der laa i en Række bag Basaren, fik jeg hyppigt en Velkomsthilsen i Form af en Spand Vand over Hovedet, og en enkelt Gang hændte det endogsaa, at man slog mig med en stor Kjæp lige i Nakken. Mine tidligere Bekjendte gav mig ganske vist ikke saa brutal en Medfart, men de syntes dog trykkede ved at møde mig, og enkelte af dem saa’ endogsaa til den anden Side for at undgaa at hilse mig. En Dag, da jeg kom gaaende i et Stræde, som mundede ud i Store-Adelgade, mødte jeg Anjuta Blagovo, og da jeg havde en Malerspand i hver Haand, nøjedes jeg med at nikke til hende. Hun besvarede ikke min Hilsen, men blev blussende rød, og saa vidt jeg kunde se, havde hun Taarer i Øjnene.

Jeg boede nu ikke længer i Store-Adelgade, men ude i Forstaden hos den gamle Anna Karpovna, der for mange Aar siden havde tjent som Barnepige hos mine Forældre. Hun var et godt og hæderligt Menneske, men led til Stadighed af den fixe Idé, at der forestod en eller anden skrækkelig Ulykke, og for at bestemme dennes Natur tog hun Varsler af alt, selv af de Fluer, som fløj omkring i hendes Stue. Selvfølgelig var hun ogsaa overbevist om, at det, at jeg var gaaet hen og bleven simpel Haandværker, ikke spaaede noget godt, og naar jeg kom hjem fra mit Arbejde, hørte det derfor til Dagens Orden, at hun modtog mig med en bedrøvet Hovedrysten og mumlede noget om, at jeg var et stakkels, fortabt Menneske. Hun boede sammen med sin Plejesøn Prokofij, en vældig, bredskuldret Slagter med rødt Haar og stridt Overskjæg. Jeg mødte ham ofte i Gangen, og naar han var ædru veg han høfligt til Side for mig, men havde han drukket noget, gloede han mig lige ind i Ansigtet og vrængede Næse ad mig. Om Aftenen, naar han sad og spiste sammen med sin Moder, hørte jeg gjennem Bræddevæggen, hvorledes han prustede af Velbehag, hver Gang han stak en Snaps ud, og den Samtale, som da førtes imellem dem, var med en eller anden lille Variation altid den samme.

«Naa, lille Mutter!» begyndte han først med en tyk og grødet Stemme.

«Ja, hvad vil du mig, Sønnike?» spurgte Moderen saa i en øm Tone.

«Jo, ser du, lille Mutter, jeg glemmer ikke det gode, du har gjort mig. Saa længe du vandrer paa Jorderig, skal jeg nok sørge for, at du faar din rigelige Føde, og dør du en Gang, er jeg ogsaa Mand for at bekoste din Begravelse.»

Jeg stod op hver Morgen før Daggry, spiste som en Tærsker, gik tidligt i Seng og sov som en Sten. Mine Kammerater kom jeg godt ud af det med; de respekterede mig, og det laa sikkert i, at jeg førte et stille og agtbart Levned og hverken drak Brændevin eller røg Tobak. Det eneste, der stødte dem, var, at jeg ikke vilde deltage i deres Tyverier, og at jeg heller aldrig indlod mig paa at tigge om Drikkepenge. Det at rapse lidt Mønnie eller Blyhvidt fra Arbejdsgiveren ansaas ikke for noget urigtigt, og selv en saa retsindig Mand som Ræddiken gjorde sig hyppigt skyldig i denne Uregelmæssighed. At man bad om en Drikkeskilling hørte til Dagens Orden, men jeg skammede mig rigtignok ofte paa mine Kammeraters Vegne, naar jeg saa’ dem stimle sammen om Bygherren, lykønske ham til, at Kransen snart skulde hejses paa hans Hus, og saa takke ham ydmygt i Kor, naar han havde givet dem 10 Kopek til Deling.

I mit Hjem viste jeg mig aldrig mere, men jeg fik ofte Breve fra min Søster, hvori hun gjorde mig nøje Rede for min Faders legemlige og sjælelige Tilstand, og Indholdet af disse Breve fyldte mig undertiden med en saadan Uro, at jeg ikke kunde falde i Søvn om Aftenen, ja, det hændte endogsaa, at jeg stod op midt om Natten og vandrede hen til vort Hus, foran hvilket jeg saa blev staaende hele Timer i Træk og kiggede op mod de mørke Vinduer. Om Søndagen fik jeg gjærne et lille Besøg af min Søster, og som rimeligt var, gjorde hendes blege, bedrøvede Ansigt hver Gang et dybt Indtryk paa mig.

«Ak, Misail, Fader holder det ikke ud!» sagde hun en Morgen, medens hun sad inde hos mig og fældede sine modige Taarer. «Tænk dig, hvis han nu skulde gaa hen og dø af Sorg, saa vilde du dog fortryde det hele Livet igjennem. Aa, det er skrækkeligt at tænke sig! Jeg beder — jeg bønfalder dig om at forbedre dig!»

«Men, kjære lille Søster,» svarede jeg, «hvorledes kan jeg dog forbedre mig, naar jeg er fuldt og fast overbevist om, at jeg netop er inde paa den rette Vej. Det er jo min Samvittighed, der byder mig at handle, som jeg gjør.»

«Ja, jeg véd det nok, men kan du dog ikke indrette det saaledes, at du ikke bedrøver Fader?»

«Ak, Herre Jesus!» sukkede Anna Karpovna henne bag Døren. «Det er ude med dig, din Stakkel! Der sker en Ulykke med jer begge, kjære Børn, det føler jeg! — Du store Gud, hvad skal Enden dog blive!»

VI.

En skjønne Søndag drattede Doktor Blagovo aldeles uventet ind til mig. Han var meget elegant den Dag: i hvid Uniformskittel med Silkeskjorte nedenunder og med høje lakerede Støvler.

«Ja, her har De mig!» sagde han og trykkede min Haand varmt. «Jeg har længe trængt til at faa mig en rigtig hyggelig Passiar, og nu kommer jeg til Dem, da De saa at sige er den eneste her, som jeg gider tale med. — Men du store Gud, hvor her dog er varmt!» vedblev han, idet han trak Kitlen af og smed den hen paa Sengen. «Naa, nu sætter vi os ned, og saa snakker vi fortroligt sammen.»

Jeg sagde til ham, at jeg var glad ved hans Besøg, og jeg mente det, thi for en Gangs Skyld var det dog ret morsomt at være sammen med én, der ikke netop var Maler af Profession.

«Naa, jeg vil begynde med at fortælle Dem,» sagde han og satte sig paa Sengekanten, «at jeg nærer den dybeste Sympati for Dem, og at jeg fuldt ud respekterer, at De har valgt en Gjerning, som stemmer overens med Deres Lyst og Overbevisning. Deres Bekjendte inde i Byen lader ikke til at forstaa Dem, men det er heller ikke saa underligt, for alle i denne Ravnekrog grynter jo i Kor ligesom en Flok Svin, der roder i en Mødding. — Men som sagt, jeg agter Dem højt og betragter det som en stor Ære, at jeg maa trykke Deres Haand.»

«Gud bevares . . . .» begyndte jeg, men han afbrød mig og sagde:

«Naar man, saaledes som De har gjort det, i en Haandevending kan forandre sit Liv, maa man sikkert i Forvejen have gjennemgaaet en stærk aandelig Udviklingsproces, og skal man gjennemføre sit Program og forblive paa Højden af sin Overbevisning, kræves der et anstrængende Arbejde baade fra Forstandens og Hjærtets Side. Men sig mig nu oprigtig, tror De ikke, at Deres Liv vilde være bleven mere produktivt, hvis De havde sat Deres Viljekraft og Energi ind paa at blive . . . lad os for Exempel sige . . . en stor Videnskabsmand eller Kunstner?»

Vi talte videre om Sagen, og da vi kom ind paa Spørgsmaalet om det fysiske Arbejdes Betydning og Berettigelse, udtalte jeg som min Overbevisning, at alle Mennesker, baade Høje og Lave, Rige og Fattige, i lige Grad burde deltage i Kampen for Existensen, og at dette kun kunde naaes, naar det blev en uundgaaelig og bindende Forpligtelse for enhver at tjene Føden i sit Ansigts Sved.

«Naa, og De mener altsaa, at vi alle uden Undtagelse skulle være forpligtede til at give os af med legemligt Arbejde?» sagde Doktoren.

«Ja, det holder jeg paa.»

«Men mener De da ikke, at de store Tænkere og Lærde, som dog ogsaa hver paa sin Maade deltager i Kampen for Existensen, vilde spilde Tiden, hvis de gav sig af med at hugge Skjærver eller haandtere Malerpenselen? Tror De ikke, at det vilde true alt, hvad der hedder Fremskridt, med en alvorlig Fare?»

«Nej, ingenlunde! Fremskridtet bestaar i mine Øjne kun deri, at man stræber hen til at opfylde Kjærlighedens Bud og efterkomme Moralens Love, og disse gaar ud paa, at det ene Individ hverken underkuer det andet eller falder det til Byrde.»

«Men tillad mig!» sagde Doktoren, som blev saa ivrig, at han rejste sig. «Kalder De da det Fremskridt, at man trækker sig ind i sin Skal ligesom Sneglen og kun beskæftiger sig med sin egen Fuldkommengjørelse?»

«Ja, men hvem siger ogsaa, at man skal gjøre det!» svarede jeg i en noget fornærmet Tone. «Og maa jeg spørge Dem, om det ikke er et virkeligt Fremskridt, naar vi først kommer saa vidt, at enhver klæder, ernærer og forsvarer sig selv og ikke længer er en Slave af andre? Efter min Mening er dette det eneste mulige Fremskridt.»

«Men jeg siger nu, at Grænserne for Fremskridtet ligger uendelig langt borte, og jeg finder derfor, at det Program, De opstiller, lader en Uendelighed af andre Muligheder ganske ude af Betragtning.»

«Hvis De har Ret i Deres Paastand, saa maa Maalene, vi stræber efter, ligge saa fjærnt, at de saa at sige skjuler sig i en Taage!» indvendte jeg. «Men den, der tænker saaledes, lever uden selv at vide hvorfor.»

«Lad gaa! Men dette, at man ikke véd det, er langtfra saa kjedeligt og nedtrykkende som Deres bestemte Viden. Jeg med min Livsanskuelse bevæger mig stadig op ad en Stige, som kaldes Fremskridt, Civilisation og Kultur, uden selv at vide, hvor jeg gaar hen, men dette, at jeg stadig kan vandre videre, gjør, at Livet faar Værd for mig. Men hvad lever De for? Blot for, at den ene ikke skal underkue den anden, og for at vi alle, baade Kunstneren og den, der river hans Farver, skal spise den samme Mad. Og hvad gjør det saa, at det ene Insekt æder det andet: de dør jo dog alle og raadner — nej, det gjælder om, at man tænker paa det store X, som venter Dem og mig og os alle i en fjærn, fjærn Fremtid.» — Men hvor bliver deres Søster dog af?» sagde han pludselig og saa’ paa sit Ur. «Hun sagde i Gaar til Anjuta, at hun vilde titte ind til Dem, og nu er Klokken snart 3.» — «Nej,» vedblev han, «det Spørgsmaal, De kæmper for, staar i Forbindelse med saa mange andre, at det slet ikke kan tages op for sig selv, men maa løses under Hensynstagen til disse og lidt efter lidt.»

Jeg mødte med et længere Indlæg, og midt under dette viste min Søster sig i Døren. Saa snart hun fik Øje paa Doktoren, kom der en mærkelig Uro over hende, og da hun havde været blot et Par Minutter i Stuen, erklærede hun, at hun maatte hjem igjen, da hendes Fader ventede hende.

«Men sig mig engang, Kleopatra Alexejevna,» sagde Doktoren i en indtrængende Tone, «hvad Skade tror De egentlig at Deres Papa har af, at De bliver her en Times Tid sammen med Deres Broder og mig?»

Han var saa ligefrem og i Besiddelse af et saa smittende Lune, at min Søster inden ret længe blev lige saa overstadig, som den Gang hun besøgte mig ude paa Dubetschnja. Ja, der skete endogsaa det utrolige, at han fik hende ud paa en Spaseretur, der endte med, at vi alle tre lejrede os i en Græsmark, hvor vi passiarede videre, medens vi saa’ ud efter Forstadens Huse, hvis Vinduer, der alle vendte mod Vest, lyste og blinkede i den nedgaaende Sols Straaler.

Fra den Dag fik jeg hyppigt Besøg af Vladimir Blagovo, og disse Besøg faldt gjærne sammen med dem, min Søster aflagde mig, men det mærkeligste var, at de begge syntes lige forbavsede, naar de mødtes inde paa mit Værelse. Ved saadanne Lejligheder sad Kleopatra altid og hørte til, medens Doktoren og jeg diskuterede et eller andet Æmne, og hun saa’ da saa henrykt og interesseret ud, at jeg havde Indtryk af, at det var en hel ny Verden, som nu oplodes for hende. Udeblev Doktoren en sjælden Gang, var hun lige saa stille og sørgmodig som i gamle Dage, men naar hun nu sad og smaagræd paa Kanten af min Seng, gjorde hun mig ikke Rede for Grunden til sin Sorg.

I Slutningen af Juli underrettede Ræddiken mig og mine Kammerater om, at vi hele næste Maaned kunde faa Arbejde paa Jærnbanelinien. Et Par Dage før vi skulde derud, kom min Fader en Aftenstund aldeles uventet ind til mig, og efter at han havde taget Plads paa den eneste Stol, jeg ejede, halede han Byens Avis op af sin Lomme og oplæste derpaa med høj Røst og med fornødent Eftertryk et Par Linier, der indeholdt den interessante Nyhed, at en af mine jævnaldrende Kammerater under den og den Dato var bleven udnævnt til Chef for Provinsens Domænekontor.

«Ja, saa vidt har han drevet det,» sagde han, medens han lagde Avisen sammen og puttede den i sin Lomme, «men hvad er du? En Tigger — en Døgenigt, som intet fornuftigt gider tage sig for! Selv den usleste Bonde har den Ambition at drive det videre, men du, en Polosnef, som kan se tilbage paa en Række udmærkede og fortjenstfulde Forfædre, søger kun ned i Skarnet. — Naa, men jeg er ikke kommen for at tale dig til Rette, thi det vilde kun være at hælde Vand paa en Gaas,» vedblev han og rejste sig. «Nej, jeg er her for at spørge dig om, hvor du har gjort af Kleopatra, din Slyngel. Hun forsvandt paa den underfundigste Maade lige efter Middag, og endnu Kl. 8 var hun ikke vendt tilbage. I den sidste Maaneds Tid render hun hvert Øjeblik hjemme fra, naar hun blot kan se sit Snit dertil, og jeg er ikke i Tvivl om, at det er din slette Indflydelse, som er Skyld deri. Naa — hvor er hun saa, din Slyngel?»

Han holdt sin Parasol i en truende Stilling, og da jeg saa’ det, rettede jeg mig som en Skoledreng, der venter paa sin Straf, men da han opdagede, at jeg skjævede hen til hans Angrebsvaaben, betænkte han sig og undlod at bruge det.

«Naa, saa du svarer ikke,» sagde han. «Ja, nu kan du sejle din egen Sø! Jeg er færdig med dig, dit vanartede Bæst!»

Og dermed gik han.

«Aa, Herre Jesus!» sukkede Anna Karpovna, henne bag Døren, saa saare han var gaaet. «Det er ude med dig, din Stakkel! Det tager en snavs Ende med dig — det føler jeg!»

Nogle Dage efter var jeg i travl Virksomhed ude paa Jærnbanelinien. Hele August Maaned var ualmindelig regnfuld og kølig, og det øsede i den Grad Vande ned, at Hveden de fleste Steder laa og spirede paa Marken, da man ikke kunde kjøre den ind. Under saadanne Forhold var det ogsaa vanskeligt for os at arbejde, da Plaskregnen skyllede Farven af, inden den havde faaet Tid til at tørre. Om Natten sov vi i nogle snavsede, fugtige Jordhytter, som Jærnbanearbejderne tidligere havde benyttet, og det hændte da ofte, at jeg ikke kunde lukke et Øje for Kulde, eller fordi Bænkebiderne og Tusindbenene kravlede hen over mit Ansigt og mine Hænder. Men værst var det dog, at Jærnbanearbejderne, naar de var færdige med deres Dagværk, ofte indfandt sig i større Skarer for at prygle os ulykkelige Malere. Det var en Sport, de drev — i Mangel af bedre, selvfølgelig. De smurte os grundigt igjennem, tog Penslerne fra os og spolerede ofte alt det Arbejde, vi havde faaet udrettet i Løbet af Dagen. Ubehageligt var det ogsaa, at Ræddiken lidt efter lidt begyndte at betale os vor Ugeløn paa en temmelig uregelmæssig Maade. Sagen var, at han havde overtaget Arbejdet for en anden Entreprenør, hvem han maatte give 10 pCt. i Opgjæld, og Resultatet blev naturligvis, at han selv spandt alt andet end Silke derved. De sultne Malersvende, som ikke fik deres Penge til rette Tid, var flere Gange lige ved at lægge Haand paa ham og trakterede ham saa godt som daglig med Skjældsord, og naar han fik denne Medfart, sukkede han dybt, løftede Armene mod Himlen og endte saa med at ty til Fru Tscheprakof, der gav ham Pengene mod Aagerrenter.

VII.

Efter den vaade Sommer fulgte et sludfuldt og mørkt Efteraar, som forekom mig endnu mere bedrøveligt, fordi der paa denne Aarstid næsten intet var at bestille i Faget. Det kunde godt ske, at jeg sad flere Dage hjemme med Hænderne i Skjødet, og under disse Forhold maatte jeg prise mig lykkelig, naar jeg i Ny og Næ kunde tjene en ringe Skilling ved tilfældigt Arbejde af den mest anstrængende Natur. Doktor Blagovo var rejst til Petersborg, min Søster saa’ saa godt som aldrig mere ind til mig, og Ræddiken laa nu som altid paa denne Aarstid syg hjemme og ventede paa at skulle dø. Selv var jeg i en mørk og trykket Stemning: jeg havde nok tidligere kjendt vort Byliv fra Vrangsiden, men hvad jeg nu saa’, bragte mig ligefrem i Fortvivlelse, thi hvor jeg og mine Lige kom hen, blev vi snydt og bedraget paa enhver mulig Maade, og den Behandling, man gav os, var som oftest uhøflig, for ikke at sige grov.

En Eftermiddag, medens jeg stod og tapetserede oppe i Klubben, kom Ingeniørens Datter gaaende gjennem Stuen med en Pakke Bøger, som hun skulde aflevere i Læseværelset, og da hun passerede mig, holdt jeg et Øjeblik inde med mit Arbejde og hilste paa hende.

«Ih, se Goddag!» sagde hun smilende og gav mig Haanden. «Det var da morsomt at se Dem igjen! Hvordan har De det?»

Saa saare hun havde sagt det, begyndte hun at kigge paa min Arbejdsbluse og paa Klisterspanden, som stod ved Siden af mig, og jeg blev da efterhaanden saa forvirret, at hun ikke kunde undgaa at mærke det.

«Ja, undskyld, at jeg ser saadan paa Dem,» vedblev hun, «men Sagen er, at jeg har hørt saa meget godt og mærkeligt om Dem, at De — for at sige det ligeud — har vakt min Interesse. Deres Søster har jeg allerede gjort Bekjendtskab med; hun er en elskværdig og sympatetisk ung Pige, og har hun nogen Fejl, er det kun den ene, at hun finder det gyseligt, at De er gaaet hen og bleven simpel Haandværker.»

Hun saa’ igjen paa min Bluse og paa Klisterspanden og sagde derefter i den samme ligefremme Tone som før:

«Jeg har bedt Doktor Blagovo, som er umaadelig begejstret over Dem, om at skaffe mig Lejlighed til at gjøre Deres nærmere Bekjendtskab, men han maa vel have glemt det, siden jeg intet har hørt fra ham endnu. Naa, det kan jo da ogsaa ske uden hans Mellemkomst. Kig op til mig en Gang, naar De faar Tid; jeg trænger til en, som jeg kan tale lidt med. — Jeg er meget ligefrem og naturlig af mig,» tilføjede hun og gav mig igjen Haanden, «og hos mig behøver De sandelig ikke at genere Dem. Fader er ikke i Byen for Øjeblikket — han er taget til St. Petersborg.»

Saa saare hun havde sagt det, gik hun ind i Læseværelset, og lidt efter tog jeg min Klisterspand og skyndte mig hjem; men hendes Ord havde gjort saa stærkt et Indtryk paa mig, at det varede længe den Aften, inden jeg kunde falde i Søvn.

I dette ellers saa bedrøvelige Efteraar skete der det mærkelige, at der ret hyppigt blev sendt mig anonyme Gaver i Form af The, Sukker og Bagværk, og jeg grundede længe forgjæves over, hvorfra disse kunde stamme, men da jeg en skjønne Dag fik tilsendt et uldent Tørklæde, som udsendte en svag Duft af Violer, var Gaaden løst med det samme. Jeg vidste, at «Violette» var Augusta Blagovos Yndlingsparfume, og følgelig var jeg ikke i Tvivl om, at det var hende, der optraadte som min beskyttende Fe.

Henad Vinteren blev der mere Arbejde, og det bevirkede, at jeg atter saa Livet i et lidt lysere Skjær. Ræddiken kom igjen paa Benene, og han og jeg arbejdede nu sammen ude i Forstadskapellet, hvor vi havde fuldt op at gjøre med at spartle og male Helgenvæggen[4], som skulde ses efter i Sømmene fra øverst til nederst. Dagene tilbragte jeg inde i den halvmørke Kirke, hvor der herskede en dødlignende Tavshed, og de lange Aftener fordrev jeg med Billardspil eller ved at gaa i Teatret. Hos Ashogins havde Dilettantforestillingerne allerede taget deres Begyndelse, men nu var Ræddiken ene om at male Dekorationerne. Han fortalte mig om alt det interessante, han saa’ der henne, og jeg lyttede med Misundelse til hans Beretning og beklagede i Tankerne, at jeg ikke kunde gaa med til Prøverne som i gamle Dage.

En Uge før Jul kom Doktor Blagovo tilbage fra Petersborg for at tilbringe Ferien hos sin Familie, og han søgte mig nu igen lige saa hyppigt som tidligere. Næsten hver Aften gik vi hen paa en eller anden Knejpe og spillede Billard, og han forstod da altid at imponere de andre Gjæster ved sine flotte Manerer og sit raske Væsen. Han drak ikke meget, men naar han bestilte Drikkevarer, skete det altid med saa høj Røst, at alle i Lokalet kunde høre det, og da han som Regel forlangte det dyreste og bedste, kunde han godt give en Snes Rubler ud paa en eneste Aften.

Min Søster begyndte igjen at aflægge mig Besøg om Søndagen, og naar hun og Doktoren traf hinanden hos mig, saa’ de begge hver Gang lige forbavsede ud, men jeg, som kjendte Kleopatra ud og ind, kunde tydelig læse i hendes glade, skyldbevidste Ansigt, at disse Møder ikke vare saa helt tilfældige endda.

Naa, en Aften, da han og jeg stod og spillede Billard sammen, lagde han med et sin Queue og sagde:

«Hør sig mig engang, hvorfor titter De aldrig ind til Ingeniørens Datter? De vil ikke fortryde at gjøre Marie Viktorovnas Bekjendtskab, for hun er baade morsom at tale med og dertil saa ligefrem og naturlig, at det er en ren Fornøjelse.»

Jeg fortalte ham saa, hvorledes Ingeniøren havde behandlet mig, men han lo blot og sagde:

«Ja, hvad bryder De Dem om det. Hun bliver jo dog den, hun er, fordi han skaber sig. Tit nu ind til hende en Gang ved Lejlighed; jeg véd, hun ønsker det, og saa kan De da gjærne føje hende deri. Naa, hvad mener De saa, om vi gik der hen i Morgen Aften? Sig nu Ja, og lad os være fri for mere Vrøvl!»

Jeg lod mig overtale, og næste Aften gik jeg efter at have iført mig mine bedste Klæder med bankende Hjærte hen til Dolshikofs. Marie Viktorovna tog venligt imod mig og førte mig strax ind i sit Kabinet.

«Den kjære Doktor, hver jeg er ham taknemmelig!» sagde hun, efter at hun havde faaet mig anbragt i en Stol. «Havde han ikke overtalt Dem, vilde De sikkert ikke være kommen til mig. Ja, De kan tro, at jeg er glad ved Deres Besøg, for jeg sidder altid hjemme og kukkelurer, og til Tider er jeg lige ved at forgaa af Kjedsomhed.»

Hun begyndte saa at udspørge mig om, hvor jeg nu havde Arbejde, hvor meget jeg kunde tjene om Dagen, og hvor jeg boede.

«Og De lever virkelig udelukkende af, hvad De selv fortjener?» sagde hun og saa’ ligesom lidt tvivlende paa mig.

«Ja, det gjør jeg!» svarede jeg uden at betænke mig.

«Lykkelige Menneske!» sukkede hun. »Ja, Lediggang, Kjedsomhed og aandelig Tomhed er Roden til alt det onde her i Livet, og det er netop disse Plager, der forfølger en, naar man er saa ulykkelig at skulle leve paa andres Bekostning. Tro De mig, det er ikke Talemaader, men fuldstændig oprigtig ment, naar jeg siger Dem, at Rigdom i mine Øjne er en ren Ulykke. Og naar det et eller andet Sted hedder: «Uretfærdig Rigdom giver slette Venner i Hobetal!» saa mener jeg, at man kunde have sparet sig Tillægsordet, da al jordisk Mammon i og for sig er uretfærdig.»

Hendes Øje gled med et koldt og haanligt Udtryk hen over alle de smukke, silkebetrukne Møbler, der omgav hende, og derpaa vedblev hun:

«Jeg véd af Erfaring, hvor stærkt alt, hvad der hedder Luxus og Bekvemmelighed, drager os Mennesker, naar vi først vænner os dertil; jeg kan særlig tale med derom, da jeg tidligere har været vant til at leve yderst tarveligt og simpelt, medens jeg nu svælger i Overflod. Ja, De tror det maaske ikke, men vi bruger næsten 20,000 om Aaret. Og det oven i Kjøbet i en Provinsby!»

«Ja, Luxus og Bekvemmelighed betragtes i Regelen som et Privilegium, der er knyttet til Kapital og Dannelse, men jeg ser dog ikke rettere end, at man godt kan tage alle de Goder, Livet byder en, og dog samtidig give sig af med strængt og opslidende Arbejde. Se nu Deres Fader, han er rig, men det hindrer ham vist ikke i at tage fat, naar det behøves. At han har kunnet det før, er da sikkert, for han har selv fortalt mig, at han i sin Ungdom har arbejdet flere Aar baade som Maskinist og som simpel Fyrbøder.»

«Javel, det kjender jeg,» sagde hun smilende og rystede paa Hovedet, «og Papa spiser ogsaa undertiden Sulevælling og Fedtegrever, men det er dog vist nærmest for Tidsfordriv.» — I det samme ringede det, og hun rejste sig saa og gik hen mod Døren. — «Naa, for øvrigt giver jeg Dem Ret i, at de Rige og Dannede bør arbejde ligesom alle andre, og jeg kan ogsaa gaa ind paa, at man tager sig visse Bekvemmeligheder, men disse bør være ens for alle og ikke udarte til Privilegier for enkelte Begunstigede. — Men nu tror jeg, at vi skal lade Filosofien ligge og tale om noget fornøjeligere. Fortæl De mig lidt om Malersvendenes Liv. Hvordan har det sig egentlig med disse Fyre? Er de morsomme . . . underholdende?»

Doktoren kom ind, og jeg begyndte at fortælle, saa godt jeg kunde, men jeg mærkede selv, at der hverken var Liv eller Fart i min Fremstilling, og at det, jeg afleverede, nærmest havde Karakteren af et tørt etnografisk Foredrag. Saa snart jeg var færdig, tog Doktoren fat og fortalte forskjellige Træk af Haandværkerlivet, og han gjorde det saa fornøjeligt og underholdende, at Marie Viktorovna flere Gange fik Taarer i Øjnene af Latter. Derefter satte han sig hen til Flygelet og sang til sit eget Akkompagnement, og hun vendte Nodebladene for ham og rettede ham, hver Gang han gjorde en Fejl.

«Sig mig, synger De ikke ogsaa?» sagde jeg efter at have siddet og set paa hende i længere Tid.

«Nej, det er storartet! Han siger: ogsaa!» raabte Doktoren og slog Hænderne sammen af Forfærdelse. «Men véd De da ikke, Menneske, at hun ligefrem er Kunstnerinde paa det Omraade!»

«Ja, i sin Tid dyrkede jeg Sangen med stor Iver,» sagde hun til mig, «men nu har jeg lagt det paa Hylden.»

Hun satte sig hen paa en Puf og fortalte os om sine Studier paa Konservatoriet, og derefter tog hun sin Skitsebog frem og tegnede først Doktoren og derpaa mig. Hun var i udmærket Humør, lo, spøgte og gjorde nogle allerkjæreste Smaagrimasser, og det klædte hende unægteligt langt bedre end at sidde med et alvorligt Ansigt og anstille Betragtninger over Rigdommens Uretfærdighed. Saadan som jeg nu saa’ hende, var hun uimodstaaelig indtagende, og naar jeg sammenlignede hende med de andre unge Piger, jeg kjendte, saa faldt disse fuldstændig igjennem ved Siden af hende.

Vi satte os alle tre hen til Aftensbordet. Doktoren og Marie Viktorovna nød baade Rødvin, Champagne og Kaffe med Kognak, klinkede hyppigt med hinanden og drak paa Venskab, Frihed og Fremskridt. Stemningen blev mere og mere livlig, og for nogenlunde at holde Trop med de andre hældte jeg skyndsomst et Par Glas Rødvin i mig.

«De talentfulde og rigt begavede Naturer,» ytrede Marie Viktorovna i Samtalens Løb, «véd saa nøje, hvor hen deres Vej gaar, men de middelmaadige, hvortil jeg hører, maa sidde rolig og vente, indtil der viser sig en eller anden mægtig og indgribende Samfundsbevægelse, som de saa maa kaste sig i Armene paa og følge blindt.»

«Ja,» sagde Doktoren, «men en saadan Bevægelse findes slet ikke hos os; vi er jo desværre mindst 500 Aar tilbage. Nej, hvad det gjælder om, det er at lære, lære — og lære! Det er Kundskaber, vi trænger til, og har vi først dem, saa kommer Resten af sig selv. Leve Videnskaben!»

«Ja, saa meget er vist, at vi maa indrette vort Liv paa en hel anden Maade end hidtil,» bemærkede Marie Viktorovna med et Suk, «for saadan som Tilstandene nu er, maa man næsten heller ønske sig død end levende.»

Klokken var to, da vi gik, og inden vi skiltes fra hende, maatte vi love snart at komme igjen.

«Naa, hvad synes De saa om hende?» sagde Doktoren, da vi stod nede paa Gaden. «Har jeg ikke Ret i, at hun er mageløs?»

I hele Juleugen var der saa godt som ikke en Dag, hvor vi ikke mødte hos hende, og vi tilbragte saa Tiden med at snakke sammen, men en enkelt Gang havde han ogsaa en eller anden Bog med, hvori han læste højt. Vladimir Blagovo var i det hele et Menneske, man havde Glæde af at omgaas. Jeg skal ikke kunne bedømme, om han sad inde med saa overvættes mange Kundskaber, men han forstod i hvert Fald at delagtiggjøre andre i sin Viden og at lægge noget af sit eget ind i alt, hvad han fremdrog af nyt og interessant. Han var det eneste Menneske, der i denne Periode af mit Liv havde en alvorlig Indflydelse paa mig. Jeg disputerede ofte med ham, og skjønt jeg i Regelen holdt fast ved min Mening, saa lærte jeg dog, takket være ham, lidt efter lidt at erkjende, at det, jeg forfægtede, ikke altid stod klart for mig selv, og det hjalp mig til at udarbejde bestemte Overbevisninger og til at fæstne mine Standpunkter. Jeg indsaa’ hans Overlegenhed, men samtidig var jeg ikke blind for, at han, der, hvad Dannelse angik, stod saa langt over alle de andre i Byen, dog havde visse Mangler, som jeg selv kunde sige mig fri for. Baade hans skjødesløse Manerer og hans Lyst til ved enhver Lejlighed at kaste sig ind i Disputen, røbede, at der stak et Stykke af en Seminarist i ham, og hver Gang jeg saa’ ham give Partiet i en Knejpe, forekom det mig, at Tataren i ham var stærkere end Kulturmennesket.

Hellig tre Kongers Dag rejste han igjen til Petersborg, og ud paa Ettermiddagen indfandt min Søster sig hos mig. Hun tog mod Sædvane hverken Hat eller Kaabe af, satte sig hen paa Sengekanten og blev siddende dér uden at sige et Ord.

«Men hvad er der dog i Vejen med dig?» spurgte jeg bekymret. «Er du ikke rask, Kleopatra?»

Hun svarede ikke, men rejste sig og gik ind til Anna Karpovna, og lidt efter hørte jeg hende klage sin Nød der inde.

«Ja, ikke sandt, det er en yndig Tilværelse!» sagde hun med et dybt Suk. «Aaringer igjennem har jeg ikke kjendt andet end at føre Husholdningsbogen, skjænke The og knibe paa Skillingen. Og hvad har jeg saa ud deraf? Slet ingen Ting! Andre har levet og været unge, men det har jeg aldrig. Livet drager mig, men jeg er lænkebunden og kan ikke flytte mig af Stedet. Aa, det er skrækkeligt — utaaleligt!» Lige som hun havde sagt det, fløj hendes Nøgleknippe gjennem Døren og ind i mit Værelse, og samtidig med, at det faldt klirrende paa Gulvet, hørte jeg Anna Karpovna begynde paa sine sædvanlige Jeremiader.

Efter at den Gamle var bleven stille, kom Kleopatra ind til mig, samlede Nøglerne op og sagde uden at se paa mig:

«Ja, du maa undskylde mig, Misail, men jeg véd ikke, hvad der gaar af mig i den senere Tid. Jeg er bleven en hel anden end før, og der er Øjeblikke, hvor det ny Menneske kommer saa stærkt op i mig, at jeg trænger til at give mine Følelser Luft.»

Og dermed gik hun.

VIII.

En Aften, da jeg kom hjem fra Marie Viktorovna, traf jeg en Politibetjent udenfor min Dør, og han bragte mig den Besked, at Guvernøren ønskede at tale med mig næste Dags Morgen Kl. 9. Denne Tilsigelse virkede i høj Grad nedtrykkende paa mig, da jeg lige fra min tidligste Barndom har næret en sand Rædsel for alt, hvad der hedder Gendarmer, Politibetjente og Øvrighedspersoner, og skjønt jeg var mig bevidst, at jeg intet havde forbrudt, følte jeg mig dog i dette Øjeblik som et Stykke af en Forbryder. For at berolige mit Sind begyndte jeg at vandre frem og tilbage i Stuen, og da Prokofij hørte, at jeg var oppe, kom han listende ind til mig og satte sig ugenert hen ved mit Bord.

«Jeg saa’, at Betjenten var her for lidt siden,» sagde han med tyk og grødet Stemme. «Det bliver vist en slem Historie for Dem; De skulde tage Dem en lille Snaps ... en Finkel gjør godt for alt, at De véd det.»

Han lagde sit omtaagede Hoved paa Bordet og faldt i Søvn, og da han omsider — Klokken lidt over to — tumlede ud i Gangen for at begive sig hen til Slagtehuset, besluttede jeg at gjøre ham Følge, idet jeg foretrak denne lille Udflugt frem for at sidde ene i mit Kammer med mine egne bedrøvelige Tanker. Han og jeg gik ned ad Gaden, hver med sin Stanglygte i Haanden, og lyste op for Slagterdrengen, der kjørte Enspænderslæden, som skulde hente Kjødet. Fællesslagteriet, der laa uden for Forstaden og hinsides den store Kirkegaard, bestod af tre mørke Træskure, der dannede Baggrunden af en stor Gaard, og da vi kom ind i denne, saa’ jeg et helt Virvar af Mennesker, Heste og Slæder. Folk raabte og skreg i Munden paa hverandre, Dyrene vrinskede, og Luften stank af Gødning og Blod. Det hele var saa uhyggeligt og modbydeligt som vel muligt. Efter at Prokofij havde faaet sin Slæde læsset med Kjød, begav vi os hen til Torvet, hvor han havde sin Bod. Det begyndte at lysne, og inden ret længe kom Kokkepiger og Husmødre anstigende for at gjøre Indkjøb. Prokofij, der idelig anbefalede sine Varer, parterede Kjødet med sin blinkende Øxe, vejede — og snød, hvor han kunde komme dertil, og naar han løftede sit Mordvaaben, havde hans Øjne et saa vildt og blodtørstigt Udtryk, at han nærmest lignede en Skarpretter i Funktion. Jeg tilbragte hele tre Timer i hans Bod, og da jeg omsider, lidt før ni, begav mig til Guvernøren, medførte jeg en Duft af raat Kjød og Blod, der var mig selv yderst modbydelig. Jeg var til Mode som en Mand, der iler den visse Død i Møde, og gik derfor som i en Taage, men jeg husker dog endnu, at jeg bevægede mig op ad en høj Trappe, der var belagt med et stribet Tæppe, og at jeg, da jeg kom ind i Forstuen, blev modtaget af en ung, kjoleklædt Embedsmand, som gik i Forvejen for at melde mig. Efter et Øjebliks Forløb kom han tilbage med den Besked, at Hans Excellence ventede mig, og jeg gik saa med bankende Hjærte ind i den store Modtagelsessal. Jeg stod først lidt henne ved Døren, og derpaa styrede jeg hen mod et Bord, ved hvilket der stod en Herre i Generalsuniform og med Stjærne paa Brystet. Hans Ansigt var fuldt af Rynker, og Haaret farvet, og hvad Alderen angik, kunde han lige saa godt være 40 som 60.

«Naa, det er altsaa Hr. Polosnef!» sagde han, og jeg bukkede saa og ventede paa, hvad der videre vilde komme.

«Hr. Polosnef,» vedblev han i en højtidelig og værdig Tone, «jeg har anmodet Dem om at komme til mig for at kunne sige Dem følgende: Deres højt agtede og udmærkede Hr. Fader har baade skriftligt og mundtligt henvendt sig til Guvernementets Adelsmarskalk og bedt ham om at forestille Dem, hvor uforenelig hele Deres Færd og Optræden er med det adelige Navn, De har den Ære at bære. Hans Excellence, der med Rette mener, at Deres Opførsel i høj Grad er egnet til at vække Forargelse, har anmodet mig om at træde hjælpende til — om fornødent ved Anvendelse af min administrative Myndighed — og han har ved samme Lejlighed meddelt mig sine Anskuelser om Sagen . . . . Anskuelser, som jeg . . . . Hm, hm! . . . tilfulde deler!»

Han talte ganske sagte og saa’ paa mig med et Udtryk, der snarere var forlegent end strængt, og under hele Talen stod han ret op og ned, som om jeg kunde have været hans Foresatte.

«Jeg haaber,» fortsatte han efter en lille Pavse, «at De forstaar at vurdere, at Hans Excellence har været delikat nok til at henvende sig privat til mig og ikke officielt. Se, jeg vælger nu den samme Fremgangsmaade, og naar jeg taler til Dem i dette Øjeblik, er det derfor ikke som Guvernør, men som Deres Hr. Faders oprigtige Beundrer. Jeg beder Dem altsaa om enten at slaa ind paa en Levevej, som passer til Deres Stand og Fødsel, eller om at søge andetsteds hen, hvor man ikke kjender Dem og følgelig ikke kan tage Forargelse af Deres nuværende nedværdigende Beskæftigelse. Se nu har jeg givet Dem mit Raad, og følger De det ikke, er jeg desværre nødt til at tage min Tilflugt til Tvang. Hm, hm!»

Efter at han havde lettet sit Hjærte, stod han et halvt Minut og fixerede mig, og derpaa sagde han pludselig og uden Motivering:

«Sig mig, Højstærede, De skulde da vel aldrig være Vegetarianer?»

«Nej, paa ingen Maade, Deres Excellence,» svarede jeg i en ærbødig Tone; «jeg spiser Kjød og befinder mig særdeles vel derved.»

Han satte sig hen til Skrivebordet og begyndte at kigge i nogle Papirer, og da jeg mærkede, at Avdiensen var forbi, bukkede jeg og gik.

Jeg skyndte mig hjem for at tage mig den forsvarlige Lur, jeg trængte til, men Guvernørens Tale havde gjort saa stærkt et Indtryk paa mig, at det ikke var mig muligt at falde i Søvn. Om Aftenen gik jeg hen til Marie Viktorovna, og da jeg fortalte hende om mit ufrivillige Besøg hos Guvernøren, saa’ hun først længe paa mig med en vantro Mine og brast derpaa i en Latter, der var saa smittende, at den nær havde revet mig med.

«Nej, du store Gud!» sagde hun aldeles stakaandet og støttende sig til Stolryggen. «Det er mageløst . . . guddommeligt! Ja, hvis jeg fortalte det i Petersborg, var der ikke en Sjæl, der vilde tro mig. Men er De ogsaa vis paa, at De ikke har drømt

det hele?»
IX.

Vi saas endnu hyppigere end før, idet hun næsten daglig kjørte hen til Kirkegaarden, der laa ved Siden af Kapellet, hvor jeg havde mit Arbejde, og medens hun ventede paa mig dér, fordrev hun Tiden med at læse Indskrifterne paa Ligstenene. Undertiden gik hun ogsaa ind i Kapellet og iagttog mig, medens jeg arbejdede. Det interesserede hende at se mig staa i Skjorteærmer og bruge Penselen og at høre de andre sige «Du» til mig, men naar jeg saa’ hende her i disse Omgivelser, mindede hun mig om en smuk udenlandsk Fugl, der er fløjen ud af sit Bur og er i Forlegenhed med, hvor den skal gjøre af sig selv.

«Ja,» sagde hun en Gang til mig, medens vi vandrede frem og tilbage paa Kirkegaarden, «nu er dette det eneste Sted, hvor jeg overhovedet gider opholde mig. Hos Ashogins bestiller man ikke andet end at spille Komedie, og det har jeg faaet mere end nok af, Deres Søster skyer mig, Mlle. Blagovo vender mig af en eller anden Grund Ryggen, og Teatret gider jeg ikke gaa i. Men hvor i Alverden vil De saa have, at jeg skal gjøre af mig selv!»

Naar jeg besøgte hende, medbragte jeg altid en stærk Lugt af Maling og Fernis; men dette Minde om min daglige Virksomhed syntes kun at tiltale hende, og det gik endogsaa saa vidt, at hun gjentagne Gange bad mig om at besøge hende i min sædvanlige Arbejdsdragt. Jeg fandt imidlertid, at min snavsede Bluse ikke passede til de Omgivelser, hun levede i, og mødte derfor i mine bedste Klæder, hvilket jævnligt indbragte mig Bebrejdelser fra hendes Side.

«Ja, De maa indrømme,» sagde hun en Gang til mig, «at De ikke rigtig har indlevet Dem i Deres ny Rolle. Jeg ser det jo bedst deraf, at Arbejdsdragten trykker og generer Dem. Men mon det ikke skulde komme deraf, at den Beskæftigelse, De har valgt, ikke fuldt ud tilfredsstiller Dem? De har jo selv saa ofte sagt, at enhver bør forskaffe sig Brødet ved sine egne Hænders Arbejde, men dette Program opfylder De egentlig kun halvt, idet De nøjes med at tjene Pengene til Føden. Se, jeg mener nu, at Idealet vilde være at tage fat paa en Gjerning, der har det direkte Maal at frembringe det, hvormed man opretholder Livet. Med andre Ord: man bør vælge Agerdyrkerens Kald, pløje, saa, høste og bringe i Lade.» — Hun aabnede et lille Skab, som stod ved Siden af hendes Skrivebord og vedblev: «Ja, alt det siger jeg til Dem, fordi jeg ønsker at indvie Dem i min Hemmelighed. Se her har De mit lille Landbrugsbibliotek. Øverst oppe finder De Værker om Agerbrug, paa næste Hylde Bøger, som omhandler Frugt- og Køkkenhave, og i nederste Række «Tidsskrift for Bivæsen» og forskjellige Afhandlinger om Kvægavl. Jeg læser alt dette med umaadelig Iver, og hvad Teorien angaar, saa tror jeg nok jeg tør sige, at jeg har tilegnet mig den. Saa saare vi kommer lidt ind i Marts, flytter jeg ud til Dubetschnja, og saa slaar jeg mig paa Landbruget. Til at begynde med optræder jeg naturligvis som Tilskuer, men saa snart jeg har samlet lidt Erfaringer, tager jeg selv fat, og De kan stole paa, at jeg ikke skal spare mig. Aa, det bliver en dejlig Tid! Papas Tilladelse har jeg allerede faaet, og han har oven i Købet lovet at forære mig Dubetschnja, hvilket er ensbetydende med, at jeg kan skalte og valte derude, fuldstændig som jeg vil.»

Hun skildrede med saa levende Farver, hvorledes hun vilde indrette sit Liv ude paa Landet, at jeg ikke var fri for at misunde hende den lykkelige Tilværelse, der ventede hende. Jeg havde nemlig Foraarsfornemmelser, som man saa ofte har det i Februar, naar Dagene begynder at længes, og Middagssolen har saa stærk en Magt, at Vandet drypper ned fra Tagene; og jeg fandt det tillige saa bedrøveligt, at jeg skulde blive tilbage i Byen og undvære hendes Selskab.

Nogle Dage før Fastelavn dumpede Ingeniøren, hvis Tilværelse jeg ganske havde glemt, fuldstændig uventet ned i sit Hjem. Da jeg en Aften efter Sædvane indfandt mig paa Besøg, saa’ jeg ham vandre frem og tilbage inde i Dagligstuen gestikulerende med Armene og snakkende med Datteren, der laa paa Knæ foran en aabent Kuffert, hvis Indhold hun efterhaanden afleverede til Tjeneren. Saa saare jeg opdagede ham, vilde jeg trække mig ud af Døren igjen, men inden jeg naaede saa vidt, var han allerede henne hos mig og havde grebet begge mine Hænder.

«Ej, ej, der har vi ham jo!» sagde han og smilede huldsaligt til mig. «Det glæder mig i allerhøjeste Grad at se Dem, Hr. Maler! Marie har allerede fortalt mig det hele, hun har lige holdt en længere Lovtale over Dem. — Ja, jeg forstaar saa godt Deres Lyst til at tage fat med Hænderne, og jeg billiger den,» vedblev han og lagde sin Arm ind under min. «Det at være en dygtig og hæderlig Arbejder er i mine Øjne langt mere fortjenstfuldt end at agere Skrivemaskine og gaa med Kokarde paa Huen. Jeg har selv arbejdet — med disse to Hænder, som De ser her — først som Maskinist og senere to Aar som simpel Fyrbøder i Belgien.»

Han begyndte paa ny at trave frem og tilbage, og under denne Vandring nynnede han saa fornøjet, at jeg modtog et sikkert Indtryk af, at han var overordentlig henrykt over at være kommen hjem igjen.

Ved Aftensbordet vilde han hele Tiden have mig til at drikke, og for at føje ham nød jeg mod Sædvane baade Snaps og Vin. Bordet bugnede under Vægten af alle de lækre Sager, han havde bragt med fra Petersborg, og jeg maatte smage paa alt, hvad enten jeg havde Lyst dertil eller ej. Han fortalte mig med stor Aabenhjærtethed, at han smuglede sine Vine og sine Cigarer ind over Grænsen, at han fik sin Kaviar forærende af en Ven, der skyldte ham Penge, og at han boede frit til Gjengjæld for, at han havde skaffet sin Vært en stor Leverance til Jærnbanen. Jeg fik i det hele Indtrykket af, at alle Livets Goder stod til hans Raadighed, uden at han behøvede at betale en Skilling.

Jeg vedblev med mine Besøg, men de faldt nu noget sjældnere end før, idet Ingeniørens Nærværelse trykkede mig. For det første kunde jeg ikke sympatisere med hans Ræsonnementer, og dernæst pintes jeg af Erindringen om, at jeg endnu for ganske kort Tid siden havde staaet i hans Tjeneste og været Gjenstand for hans Grovhed og Uforskammethed. Ganske vist slog han mig nu paa Skulderen og behandlede mig næsten som Kammerat, men i mit Inderste følte jeg mig alligevel overbevist om, at han endnu stadig foragtede min Ringhed, og at han kun taalte min Nærværelse, fordi han ikke ønskede at gjøre sin Datter imod. Og dertil kom, at min Samvittighed ikke kunde forsone sig med, at jeg, Proletaren, den simple Haandværker, hver Dag gik hen til en Velhaver, som jeg ingen Respekt havde for, og fyldte mig med hans gode Mad og udsøgte Vine. Paa Vejen derhen slog jeg Øjnene ned for at undgaa Kammeraternes Blikke, og naar jeg vendte hjem om Aftenen, skammede jeg mig over den Følelse af Mæthed, som jeg førte med mig. Men det værste var, at jeg frygtede for at blive alvorlig forelsket. Hvad enten jeg drev paa Gaden, arbejdede, eller passiarede med mine Kammerater, tænkte jeg kun paa de Aftentimer, jeg skulde tilbringe sammen med hende, og jeg forestillede mig saa i Tankerne hendes Stemme, Latter og Bevægelser. Skulde jeg hen til hende, stod jeg gjærne et helt Kvarter foran Spejlet og bandt mit Halstørklæde i de mærkeligste Sløjfer, og samtidig led jeg over, at jeg kunde være saa ubetydelig og forfængelig. Saa’ jeg en kvindelig Skikkelse paa Gaden, sammenlignede jeg den uvilkaarlig med hendes, og det forekom mig da, at alle andre Kvinder faldt igjennem i Sammenligning med Marie Viktorovna. Om Dagen var hun ikke ude af mine Tanker, og om Natten fyldte hun mine Drømme.

En Aften, da jeg gik hjem efter at have spist en hel Hummer sammen med Ingeniøren, paakom der mig en knugende Følelse af, at man i dette Hus fodrede mig af, som man gjør det ved en stor, herreløs Hund, og at der før eller senere vilde komme et Øjeblik, hvor jeg igjen vilde blive kastet paa Porten. Og jeg følte mig da saa greben af Skam og Smerte, at jeg gav mig selv det højtidelige Løfte at gjøre Ende paa dette nedværdigende Forhold.

Næste Eftermiddag gik jeg ikke hen til Dolshikofs, men sent paa Aftenen, da det var helt mørkt, og Regnen øsede ned i Strømme, vandrede jeg gjennem Store-Adelgade og gjorde mine Iagttagelser. Hos Ashogins var der mørkt, og hos os ligeledes; hos Ingeniørens derimod vare alle Vinduerne oplyste, men jeg kunde intet skjelne derinde paa Grund af Blomsterne og de nedrullede Gardiner. Jeg vandrede frem og tilbage, medens den kolde Regn udgød sig i Strømme over mig, og under dette saa’ jeg min Fader traske hjem fra Klubben. Han lukkede sig selv ind, og lidt efter kom der Lys i Dagligstuen. Da der ikke var rullet ned, kunde jeg se ham gaa frem og tilbage gestikulerende med Armene, og en Gang imellem standsede han foran min Søster, der sad ubevægelig i en Lænestol og syntes optaget af sine egne Tanker. Der blev mørkt inde i Stuen, og da jeg derefter vendte mig om og saa’ op mod Ingeniørens Hus, mødte mit Øje nu kun en stor, kulsort Facade. Jeg følte mig saa usigelig ene og forladt, at alle de Tvivl og Bekymringer, der hidtil havde naget mig, forekom mig for slet intet at regne i Sammenligning med den Smerte, jeg nu bar paa. Og uden selv at vide hvorfor gik jeg hen til Porten og halede saa stærkt i Klokken, at jeg rev Strængen over og beholdt Grebet i Haanden. Jeg fór ned ad Gaden lige saa forfærdet som en Gadedreng, der er bange for at blive greben paa fersk Gjerning, og standsede først, da jeg kom til Hjørnet. Her lyttede jeg længe med bankende Hjærte, og da jeg ikke hørte andet end Regnen, der piskede ned, og Vægterens Skridt langt henne i Gaden, listede jeg mig forsigtigt videre.

I hele den Uge, der fulgte, gik jeg ikke hen til Dolshikofs, og for ikke at fristes til at bryde mit Løfte solgte jeg mine Stadsklæder. Jeg havde i de Dage intet fast Arbejde, men maatte slide i det som Murhaandlanger, hvorved jeg kun kunde tjene fra 15 til 20 Kopek om Dagen. Det var et anstrængende og slet betalt Arbejde, men jeg var glad derved, for naar jeg gik med min tunge Byrde paa Ryggen, havde jeg en Følelse af, at jeg derved ligesom sonede den Synd, jeg havde begaaet ved daglig at fraadse i de Lækkerier, Ingeniøren havde trakteret mig med. Saa længe jeg arbejdede, lykkedes det mig at døve Erindringen, men saa snart jeg var kommen hjem og havde lagt mig i min Seng, fremtryllede min Indbildningskraft en hel Række fristende Billeder, som det ikke lykkedes mig at jage paa Flugt, og jeg maatte da tilstaa for mig selv, at jeg var uhelbredelig forelsket.

En Dag fik vi uventet Snevejr samtidig med, at Vinden gik om til Nord; det var næsten, som om Vinteren var kommen igjen. Da jeg ud paa Aftenen kom hjem fra mit Arbejde, traf jeg Marie Viktorovna inde paa mit Værelse. Hun sad med Hat og Pels paa og havde begge Hænderne i sin Muffe.

«Hvorfor kommer De ikke mere?» spurgte hun og saa’ op paa mig med sine kloge, udtryksfulde Øjne, og jeg blev da saa betagen, at jeg ikke kunde faa et Ord over mine Læber. Hun blev ved at se mig ind i Ansigtet, og jeg kunde læse i hendes Øjne, at hun forstod, hvorfor jeg var saa forvirret.

«Hvorfor kommer De ikke mere til mig?» gjentog hun. «Naar De holder Dem borte, saa møder jeg hos Dem.» — Hun rejste sig og gik hen til mig. — «Forlad mig ikke!» hviskede hun, og i det samme fyldtes hendes Øjne med Taarer. «Jeg er ene — fuldstændig ene, og Livet falder mig saa tungt at leve,» vedblev hun og skjulte sit Ansigt bag Muffen. «Jeg har ingen anden paa Jorden end Dem. Forlad mig ikke!»

Hun ledte efter Lommetørklædet for at aftørre sine Taarer, og samtidig kom der ligesom et Smil over hendes Ansigt. Vi stod begge tavse i nogen Tid, og derpaa omfavnede og kyssede jeg hende, men jeg gjorde det saa ubehændigt, at jeg rev min Kind til Blods paa hendes Hattenaal.

Og vi satte os saa hen og talte sammen som to, der har kjendt hinanden i lange, lange Tider.

X.

To Dage efter sendte hun mig ud til Dubetschnja, og jeg var usigelig glad over dette. Det var altsaa Begyndelsen til Lykken, og Tanken herom gjorde mig saa henrykt, at jeg lo ganske højt, da jeg satte mig ind i Kupeen, til stor Forfærdelse for mine Medrejsende, der troede, at de var kommen i Selskab med en fuld eller gal Mand. Det sneede endnu stadig, men da det var Tøvejr, laa Vejene som mørke Striber inde mellem de hvide Marker, og baade disse Striber og Raagerne, som kredsede rundt i Luften med hæse Skrig, syntes at bringe mig Budskab om Vaaren.

Jeg havde først tænkt paa at indrette den Længe, som laa lige overfor Generalindens, til Bopæl for Marie og mig, men da det ved nærmere Eftersyn viste sig, at den var saa forfalden, at der ikke kunde være Tale om at faa noget ud af den, maatte jeg opgive denne Tanke og udvælge mig en passende Lejlighed i Hovedbygningen, der indeholdt ikke mindre end 20 Værelser, men hvis hele Møblement kun bestod af Klaveret i Havesalen. Jeg indsaa naturligvis, at der ikke kunde være Tale om at møblere alle disse Rum, og jeg valgte derfor tre smaa Værelser, som alle vendte ud mod Haven. Jeg tog strax fat paa at gjøre dem i Stand, satte nye Ruder ind, hvor det var nødvendigt, tapetserede Væggene og tilstoppede alle Sprækker og Huller i Gulvet. Det var et let og behageligt Arbejde, og naar jeg trængte til Afvexling, løb jeg ned til Floden for at se, om Isen var begyndt at bryde op, og om Stæren skulde have indfundet sig. Om Natten laa jeg ofte vaagen og tænkte paa Marie, og naar jeg saa hørte Rotterne rumstere i det øde Hus og Vinden ruske i Tagværket, følte jeg mig rigtig vel til Mode i min lune, bløde Seng.

Der faldt ikke saa lidt Sne i de sidste Dage af Marts, men den forsvandt som ved et Trylleslag, saa snart der kom Varme i Luften, og samtidig sprængtes Flodens Isdække. Foraaret holdt sit Indtog, og allerede i Begyndelsen af April fløjtede Stæren ude i Haven, som i Løbet af faa Dage befolkedes med hvide og gule Sommerfugle. Hver Eftermiddag vandrede jeg ud ad Landevejen for at møde Marie, men naar jeg kom saa vidt, at jeg kunde skjelne Byen i det fjærne, standsede jeg altid og satte mig hen paa Grøftekanten. Alene Synet af denne Stad var mig imod og vakte en hel Række ubehagelige og pinlige Tanker hos mig. Det forekom mig, at jeg havde svigtet mit Program, at min Livsbane ikke laa saa tydeligt afstukken som før, og at jeg ikke længer selv kunde bestemme den Kurs, jeg vilde følge. Jeg havde Følelsen af, at jeg sad i en Luftballon, der kunde føre mig, hvorhen det skulde være.

Naar Marie kom kjørende i sin Kaleske, satte jeg mig ind til hende, og vi rullede saa sammen hen til Dubetschnja, straalende og glade som to Børn, der er ude paa egen Haand. En Gang, da jeg havde siddet og ventet forgjæves paa hende lige til Solnedgang, vendte jeg hjem yderst skuffet og nedslaaet, og da jeg saa kom ind i Porten, fløj hun mig uventet i Møde. Hun havde faaet den Idé at overraske mig og var derfor taget ud med Toget. Ja, det var lykkelige Timer, og jeg glemmer dem aldrig. Naar hun spadserede omkring i sin simple Lærredskjole og løftede lidt op, saa man saa’ hendes smaa, sirlige Pariserstøvler, mindede hun mig om en talentfuld Skuespillerinde, der udfører en lille Landsbypiges Rolle. Vi tog daglig alle vore Herligheder i Øjesyn og talte saa om, hvorledes vi vilde indrette det hele, hvor vi vilde anlægge Gange og Blomsterbede, og hvor Køkkenhaven og Bistaderne skulde ligge. Alt, hvad hun sagde, forekom mig baade klogt, rigtigt og godt, og jeg tør vel nok sige, at disse Dage var de lykkeligste i mit Liv.

Første Søndag efter Paaske blev vi viet i vor Sognekirke, der laa i Landsbyen Kurilovo, næppe en halv Mil fra Dubetschnja. Marie vilde have, at det hele skulde gaa saa stille af som muligt, og i Følge hendes Ønske valgte vi derfor to af Landsbyens unge Karle til Skaffere[5] og lod Kirkesangen besørge af Degnen alene. Kleopatra, der var den eneste Indbudne, græd af Rørelse, saa længe Vielsen stod paa, og saa snart den var færdig, omfavnede og kyssede hun Marie og forsikrede hende i en henrykt Tone, at jeg var det bedste Menneske paa Jorden, og at hun sikkert vilde blive lykkelig med mig. Hun kjørte med til Dubetschnja og spiste hos os, og inden hun tog hjem, førte hun mig ned i Haven for at tale i Enrum med mig.

«Fader er saa bedrøvet over, at du intet har skrevet til ham, Misail,» sagde hun og saa’ mig kjærligt ind i Øjnene. «Du burde have gjort det og bedt ham om hans Velsignelse. Og den havde du sikkert faaet, for han er rigtig glad over, hvad der er sket. Han siger, at dit Giftermaal vil hæve dig i Samfundets Øjne, og at Marie Viktorovna nok vil vide at give dig et alvorligere Syn paa Livet. I de sidste 14 Dage har han og jeg siddet og talt om dig hver eneste Aften, og han lader til at være rigtig velvillig stemt overfor dig. Du kan tro, at jeg er glad derover. Jeg har paa Fornemmelsen, at han ønsker at række dig Haanden til Forsoning, og jeg anser det ikke for umuligt, at han møder herude en af de første Dage.»

Hun gjorde et Par Gange Korsets Tegn over mig og vedblev derefter:

«Naa, Gud være med dig, Misail, og gid du maa blive lykkelig. Anjuta Blagovo siger, at dit Ægteskab er en ny Prøvelse, som Vorherre sender dig, og en lille Sandhed kan der vel være deri, for Familielivet frembyder jo ikke alene Glæder, men ogsaa Sorger. Det er nu engang saaledes, og vi maa finde os deri.»

Marie og jeg fulgte hende et Stykke ind ad Byen til og gik derefter langsomt tilbage. Vi sagde ikke meget til hinanden, og om Kjærlighed talte vi ikke et Ord, men det behøvedes heller ikke, for vi følte begge, at vi nu stod hinanden saa nær, at intet mere kunde skille os.

«Din Søster,» sagde Marie, «er baade elskværdig og sympatetisk, men hun gjør et meget forpint Indtryk. Din Fader maa efter alt at dømme være en utaalelig Tyran.»

Jeg fortalte hende saa, hvorledes Kleopatra og jeg var bleven opdragne, og det var ikke noget lyst Billede, jeg oprullede af vor Barndom og Ungdom. Da jeg skildrede hende den skrækkelige Scene, jeg havde haft med min Fader for knap et Aar siden, skjælvede hun og trykkede sig tæt ind til mig.

«Hold op! Hold op!» hviskede hun gysende. «Aa, det er skrækkeligt at høre!»

Saa begyndte der en lykkelig Tid. Vi boede i de tre Værelser, som jeg havde indrettet, og hver Aften aflaasede vi omhyggeligt den Dør, som vendte ud mod den tomme Del af Huset, ganske som om der opholdt sig en Ubekjendt derinde, hvis Besøg vi frygtede. Jeg stod op hver Morgen ved Daggry og tog saa strax fat paa et eller andet Arbejde. I Begyndelsen var det Huset og Haven, der lagde Beslag paa min Tid, og senere fik jeg travlt med at pløje, harve og saa. Dette Arbejde ude i Marken trættede mig, fordi jeg ikke var vant dertil, og det interesserede mig saare lidt, maaske fordi der aldrig har flydt en Draabe Agrarblod i mine Forfædres Aarer. Jeg elskede Naturen og kjendte ikke noget bedre end at strejfe om i Mark og Eng, men Bonden, der gik bag Ploven med bøjet Hoved og krumme Knæer, var i mine Øjne kun Udtrykket for en raa og brutal Kraft, som ikke passede ind i Nutiden, men hørte hjemme i den forhistoriske Tid, hvor Mennesket endnu ikke kjendte Ilden; og naar jeg pløjede eller saaede, følte jeg ikke den Tilfredsstillelse, som Arbejdet ellers giver, men snarere, at det var en eller anden Morskab, jeg havde for. Jeg foretrak langt at sysle i Gaarden eller i Haven og følte mig allermest i mit Es, naar jeg havde min Malerpensel i Haanden.

Ofte gik jeg gjennem Haven og over Engen ned til Vandmøllen, der hørte til Dubetschnja, men var forpagtet til en Bondemand, som hørte hjemme i Kurilovo. Han hed Stepan og var en stor, kæmpestærk Karl med et vældigt, sort Fuldskjæg. Møllervæsenet syntes nærmest at kjede ham, og naar han havde slaaet sig ned her, var det vel kun, fordi han helst vilde være fri for at bo hjemme. Han var faamælt og langsom i sine Bevægelser, og naar han sad og dvaskede uden for Møllen, underholdt han sig i Regelen med at synge Omkvædet af en eller anden Vise. Hans Kone og Svigermoder kom undertiden og besøgte ham, og de behandlede ham da med en næsten slavisk Ærbødighed. Han for sit Vedkommende tog slet ingen Notits af dem og svarede ikke engang, naar de talte til ham, men nynnede videre og kiggede ud i Luften. Naar de saa endelig gik, uden at det var lykkedes dem at afvinde ham et Ord eller et Blik, udstødte han et befriende Suk, blinkede med det ene Øje og sagde i en haanlig Tone:

«Ja, de Fruentimmer, dem har Fanden skabt!»

Møllen arbejdede baade Nat og Dag, og da én Mand havde ondt ved at passe den, plejede jeg at give Stepan en Haandsrækning, naar det kneb. Det morede mig at hjælpe ham, og naar han tog sig en lille Ferie, var det mig en Glæde at overtage hans Pligter.

XI.

Efter en varm, sollys April fik vi en kold, regnfuld Maj. Da Vejret ikke tillod at arbejde i Marken, gik jeg fuldstændig op i at hjælpe Stepan, og min Kone kom da daglig ned til Møllen og holdt mig med Selskab, ja, én Gang, da Stepan havde gjort en lille Afstikker paa 24 Timer til Byen, blev hun endogsaa hos mig Natten over. Da vi stod op, var Himlen saa mørk og tilsløret, at vi i Begyndelsen troede, at det var Midnat, men da vi lidt efter hørte Hanerne gale i Landsbyen, var vi ikke i Tvivl om, at Dagen allerede var i Anmarsch. Vi gik begge ned til Mølledammen og halede i Mangel af bedre Beskæftigelse Fiskerusen i Land, men vi fik ikke noget synderligt Udbytte af vore Anstrængelser, idet vi ikke fandt andet i den end en stor Aborre og et Par Krebs, som laa og spillede med Kløerne.

«Aa, lad os smide dem ud,» foreslog Marie. «Hvorfor skal de ikke ogsaa have Lov til at være lykkelige?»

Op ad Formiddagen gik hun, men jeg maatte blive, indtil Stepan vendte tilbage, og da han ikke indfandt sig før langt ud paa Eftermiddagen, naaede jeg først at komme hjem i Mørkningen.

«Naa, er du dér!» sagde Marie, som modtog mig i Porten. «Jeg har haft Besøg i Dag . . . . af din Fader!»

«Af min Fader!» gjentog jeg og saa’ forbavset paa hende.

«Ja, men han tog strax bort igjen, for jeg vilde ikke modtage ham.»

Jeg stod uden at sige noget, og da hun saa’, at det gjorde mig ondt, at hun havde vist ham bort, vedblev hun:

«Ja, man maa være konsekvent! Jeg lod Pigen sige, at jeg ikke ønskede at se ham, og at han ikke tiere skulde ulejlige sig her hen.»

Et Øjeblik efter var jeg ude af Porten og paa Vejen ind til Byen for at gjøre min Fader en Undskyldning. For første Gang efter mit Giftermaal følte jeg mig bedrøvet og nedtrykt, og stærkt i Tvivl om, hvor vidt jeg havde handlet rigtigt i at sige Farvel til min Profession og slaa ind paa mit nuværende Liv. Og denne Modløshedens og Tvivlens Aand fik efterhaanden saa stærk Magt over mig, at den ogsaa paavirkede mig i fysisk Henseende; jeg blev mere og mere træt og slap, og det endte da med, at jeg vendte om og gik hjem igjen. Da jeg kom ind i Gaarden, stod Ingeniøren ved Havelaagen sammen med Generalindens Faktotum, den koparrede Moses, der saa’ dygtig forlegen ud og krammede sin Hat i Hænderne. Denne Moses, der fungerede som en Slags Forvalter hos Fru Tscheprakof, var en lille mager Fyr paa knap 25 Aar med et snedigt Ansigt og smaa, listige Øjne.

«Hvor Fanden er Bohavet henne?» raabte Ingeniøren. «Der var jo baade Møbler, Vaser og Malerier oppe i Hovedbygningen, og nu er det væk altsammen. Jeg kjøbte Ejendommen med Bygninger, Indbo og det hele, og nu har Kællingen set sit Snit til at stjæle alle Møblerne.»

«Nej, Deres Højvelbaarenhed tager fejl, Løsøret gik ikke med i Kjøbet,» svarede Moses i en usikker Tone. «Jeg husker det tydeligt, for jeg var selv til Stede, da Handelen blev afsluttet.»

«Hold Mund!» raabte Ingeniøren med en Røst, der rungede ud over Gaarden og Haven, og da jeg saa’, hvor rasende han var, listede jeg mig videre og

ind i Huset.
XII.

Naar jeg arbejdede i Haven eller i Gaarden, stod Moses gjærne i Nærheden og gloede paa mig med sine smaa Griseøjne, og det var mig saa ubehageligt, at jeg undertiden lod mit Arbejde ligge og gik min Vej.

Stepan, der var godt inde i Forholdene, vilde vide, at Moses var Generalindens Elsker, og sikkert var det i alt Fald, at han havde megen Indflydelse hos hende, for de, der kom og vilde laane Penge af Fruen, henvendte sig aldrig til hende selv, men til ham, og de behandlede ham da med den største Ærbødighed. Moses var en fræk Knægt. Han drev Krybskytteri i vor Have, stjal ud af vort Spisekammer, naar han kunde se sit Snit dertil, og benyttede vore Heste uden at spørge os om Forlov. Det harmede os begge, og Marie var tit oprørt ved Tanken om, at hun skulde finde sig i at have denne Slyngel boende i sin umiddelbare Nærhed.

Ivan Tscheprakof var nu ansat som Konduktør ved Jærnbanen. I Løbet af Vinteren var han bleven dygtig afpillet og mager, og han var saa svækket, at han blev fuld af et eneste Glas Brændevin. Han skammede sig over sin Stilling, og naar han overhovedet blev i den, var det kun, fordi han ikke kunde komme ind i en anden og bedre.

«Hør, Styverfænger,» raabte han en Gang til mig, «du gjør dig ikke Begreb om, hvad det er for en nederdrægtig Tilværelse, jeg fører! Jeg maa finde mig i, at den første den bedste Passager skjælder mig ud og siger «Du» til mig, uden at jeg tør tage til Gjenmæle. Nej, det er et rent Hundeliv, og det er min Moder, der er Skyld i al min Elendighed. Det er ogsaa hende, jeg kan takke for, at jeg drikker. Det er jo en bekjendt Sag, at naar Forældrene er vanslægtede, saa bliver Børnene enten Drukkenbolte eller Forbrydere. Og nu véd du altsaa, hvorfor jeg er bleven Delirist.»

En Gang kom han hjem midt om Dagen ravende og dinglende. Hans Øjne rendte rundt i Hovedet paa ham med et sløvt Udtryk, han aandede tungt, lo og græd imellem hinanden og lallede nogle utydelige Ord. Jeg fik ham trukket ud i Haven og lagt ind under et Træ, og dér skiftedes saa Marie og jeg til at holde Vagt over ham. Han laa og led af Kvalme, og Marie saa’ med Afsky paa hans blege, fortrukne Ansigt og sagde:

«Skal dette Pak virkelig have Lov til at bo hos os endnu et Par Aar? Det er rædselsfuldt — uudholdeligt!»

Og hvor mange Skuffelser og Ærgrelser beredte Bønderne os ikke i disse første Maaneder af vort Ægteskab, hvor vi følte saa stærk Trang til at være lykkelige. Marie fik den Idé, at vi skulde opføre en Skole i Dubetschnja, og efter at jeg havde udkastet Byggeplanen, vedtog Sogneforstanderskabet denne, men foreslog, at Skolen skulde opføres i Kurilovo og fælles for begge Landsbyer, hvilket Marie ogsaa gik ind paa. I Løbet af April holdt vi tre Møder med Omegnens Bønder, og ved Hjælp af Sogneraadsformanden fik vi da ogsaa tilvejebragt en almindelig Stemning for, at Skolen skulde bygges. Hver Gang vi havde holdt et saadant Møde, stimlede Bønderne sammen om os og forlangte, at vi skulde give Brændevin, og dette Tiggeri pinte os naturligvis i allerhøjeste Grad. Naa, endelig naaede vi da saa vidt, at Grunden til Skolen blev udgravet, og nu var altsaa det Tidspunkt kommet, hvor Bønderne efter Løfte skulde tilkjøre alt Byggematerialet fra Staden. Saa snart Hveden var saaet, kjørte der to lange Rækker Arbejdsvogne, den ene fra Kurilovo og den anden fra Dubetschnja, efter de Mursten, som skulde benyttes til at lægge Fundamentet, men skjønt disse Vogntog afgik omtrent ved Daggry, vendte de dog først hjem sent om Aftenen, og Kuskene vare da alle saa fulde, at de havde ondt ved at staa paa Benene.

Da Regnen vedblev hele Maj Maaned igjennem, blev Vejene efterhaanden fuldstændig opkjørte. Naar Arbejdsvognene havde været inde i Byen efter Tømmer, kjørte Bønderne gjærne paa Hjemvejen ind i vor Gaard, og det var da højst uhyggeligt at se alle de elendige, udasede Krikker komme ind gjennem Porten, én for én, og hver især trækkende paa et tungt Læs Brædder. Og naar saa alle Vognene var kjørt op ved Siden af hinanden, begyndte Bønderne, der var saa oversprøjtede med Vejsnavs, at det sad i store Kager i Haaret og Skjægget, at skraale op, skjælde ud og stille Forlangende om, at Fruen skulde komme til Stede.

«Vi vil ikke kjøre mere for Herskabet!» lød det almindelige Raab. «Vi rakker Hestene til uden Nytte og slider os halvt fordærvede. Lad hende selv have Ulejligheden med at kjøre Tømmeret hjem til sin Skole!»

Marie, der ikke var vant til den Slags Scener, blev gjærne saa bange, at hun søgte at berolige Stemningen ved at uddele Brændevin til de misfornøjede Skraalhalse, og naar saa hver af Kuskene havde faaet et Par Snapse, hørte Spektaklet op; og man saa’ derpaa alle Kjøretøjer bevæge sig ud af Gaarden i samme Orden, som de vare komne.

Da Tømmeret og Brædderne endelig var samlet paa Byggepladsen, kjørte jeg der hen sammen med min Kone, og lige saa saare vi viste os paa Arbejdsstedet, tiggede Tømrerne os om Drikkepenge. Alle Bjælkerne laa tilhuggede og tilpassede, men Væggene kunde ikke rejses, før Fundamentet var lagt, og dette Arbejde var endnu ikke paabegyndt, da Murerne vare udeblevne. Selvfølgelig vare Tømrerne vrede over, at de havde ulejliget sig her hen uden Nytte, og baade Marie og jeg maatte høre ilde derfor. Nogle Dage efter kom endelig Murerne, men det viste sig nu, at man havde glemt at tilkjøre Sandet, der skulde røres i Kalken. Bønderne, der benyttede sig af vor Forlegenhed, vilde have 30 Kopek som Kjørepenge for hvert Læs Sand, og det skjønt Floden, hvorfra det skulde hentes, kun laa et Par hundrede Skridt fra Byggepladsen. Der var ingen Ende paa alle de Prellerier, vi var Gjenstand for, og min Kone kom efterhaanden i saa stærkt Oprør, at hun slet ikke vilde indlade sig med Bønderne, men jagede dem bort. Saa snart de havde forladt Pladsen, gik Murerne ogsaa deres Vej, og da Marie beklagede sig til deres Formand derover, tog han hende i Armen og sagde i en rolig Tone:

«Ja, vi kan da ikke mure, naar der ingen Sand er. Skaf os Sand til Kalken, saa møder jeg igjen med alle mine Folk, og er de her først, kan det hele være gjort paa et Par Dage.»

Endelig fik vi da Sandet tilkjørt, men endnu 8 Dage efter havde Murerne ikke begyndt paa deres Arbejde, og Marie blev saa endnu mere ude af sig selv end før.

«Jeg tror, jeg bliver gal!» sagde hun Gang efter Gang. «Hvad er det dog for Mennesker, vi er drattet ned imellem! Nej, jeg holder det ikke ud — jeg bliver ganske sikkert vanvittig!»

Midt under alle disse Gjenvordigheder dumpede hendes Fader ganske uventet ind til os. Han førte en hel Ladning Vin og Proviant med sig, og ved Middagsbordet tog han saa rigeligt til sig af de vaade Varer, at han, saa saare han havde rejst sig, smed sig paa Græsplænen og faldt i Søvn. Da han vaagnede langt ud paa Eftermiddagen, var han utilpas og i daarligt Humør, og han begyndte saa at kritisere hele vort Husvæsen og udtalte tillige sin Ærgrelse over, at han havde været letsindig nok til at kjøbe Dubetschnja, som hidtil ikke havde indbragt ham andet end Tab. Den stakkels Marie tog sig hans Bemærkninger saa nær, at hun ikke kunde skjule det, men han følte ingen Medlidenhed med hende, og da hun beklagede sig over, at der intet Udkomme var med Bønderne, gabede han og anbefalede hende at give dem en Livfuld Hug. Han sagde ligeud, at vort Ægteskab og det Liv, vi førte, var en ren Komedie, og at det kun skyldtes et flygtigt Lune, at Marie havde giftet sig med mig.

«Hun har før haft den Slags tossede Indfald,» sagde han og lo. «En Gang rendte hun saaledes hjemme fra, fordi hun absolut vilde være Operasangerinde, og De kan tænke Dem, Højstærede, at jeg maatte lede efter hende hele to Maaneder og give 1000 Rubler ud i Telegrammer, inden jeg fandt hendes Spor.»

Han var nu saa lidt fornøjet med, at jeg havde valgt at indrette mit Liv som en simpel Arbejders, at han udtalte sig yderst haanligt om hele min Virksomhed, og det gik saa vidt, at han sagde mig lige op i Ansigtet:

«De er en mærkelig Fyr! De er — om jeg saa maa sige — ikke rigtig normal. Ja, jeg vil nødig være Profet, men jeg spaar Dem alligevel, at det tager en snavs Ende med Dem.»

Marie, der af Naturen var det, man kalder et godt Sovehjærte, begyndte at lide af Søvnløshed, og naar hun havde saadanne Anfald, satte hun sig gjærne hen til Vinduet og stirrede ud for sig. Der syntes i det hele at hvile et mærkeligt Tryk over hende. Hun lo og spøgte ikke længere ved Maaltiderne, og hendes Livlighed var ogsaa stærkt i Aftagende. Hun trængte til Lys og Solskin, og jeg var kjed af, at jeg ikke kunde skaffe hende det. Naar Regnen piskede paa Ruderne, var det, som om hver Draabe ramte mig lige ind i Hjærtet, og jeg følte da den stærkeste Trang til at kaste mig for hendes Fødder og bede hende om Tilgivelse for, at jeg ikke kunde skaffe hende godt Vejr. Hun var altid i mine Tanker. Jeg tilbad hende, og alt, hvad hun sagde eller gjorde, satte mig i den største Henrykkelse. Hun var klogere end alle andre og dertil saa højsindet og hjærtensgod, at jeg mange Gange om Dagen følte Trang til at kaste mig i Støvet for hende. Naturligvis maatte det være pinligt for en Kvinde som hende at skulle være udsat for alle de Sorger og Bekymringer, som daglig væltede ind over os. Jeg saa’ jo, hvor hun led derved, og Bevidstheden herom medførte, at ogsaa jeg laa vaagen en stor Del af Natten. Min Hjærne arbejdede for at finde en eller anden Udvej, og da jeg ikke kunde øjne nogen, kastede jeg mig urolig paa mit Leje.

Som rimeligt var, gjorde jeg mit bedste for at lette hende Tilværelsen. Jeg løb hyppigt ind til Byen og kom tilbage med Blomster, Aviser og Bøger; jeg sad timevis nede ved Floden i det mest øsende Regnvejr for at fange en Gjedde eller en Aborre, som kunde bringe lidt Afvexling ind i vor ensformige Middagskost, og jeg delte Penge og Brændevin ud til Bønderne, for at de ikke skulde komme og forstyrre hendes Ro.

Endelig hørte Regnen da op, og Markerne og Vejene begyndte lidt efter lidt at blive tilgængelige. Hver Morgen, naar jeg stod op, hilste Solen paa mig. Duggen skinnede paa Græs og paa Blad, Fuglene sang, og Insekterne summede; Himlen var skyfri, Haven og Engen duftede af Friskhed, og Floden skinnede som Sølv, men jeg kunde ikke rigtig nyde alt dette, for jeg havde stadig det daglige Vrøvl med Bønderne i Erindring. Naa, en dejlig lys Junimorgen kjørte Marie og jeg ud for at se, hvorledes Hveden stod, og hun sad foran og styrede Vognen med løftede Skuldre.

«Hold til højre!» raabte hun, da vi mødte en Bonde, som kom drivende hen ad Landevejen, og i det samme tog Vinden et Tag i hendes Haar, saa det flagrede til alle Sider.

«Men du ligner jo en rigtig ægte Postillon!» sagde jeg henne fra Bagsmækken.

«Ja, det er ikke saa underligt!» sagde hun og lo. — «Har jeg maaske aldrig fortalt dig, at min Bedstefader var Postillon?» spurgte hun og vendte sig om imod mig, og derpaa begyndte hun at snakke til Hestene og smække med Tungen.

«Naa, Gud være lovet,» tænkte jeg, «nu har hun da faaet sit gamle Humør igjen! Hun spøger — og det er altid gode Tegn.»

XIII.

Fra Juli Maaneds Begyndelse fik vi daglig Besøg af Doktor Blagovo, der tilbragte Sommerferien hos sine Forældre, og Kleopatra mødte nu ogsaa hyppigt hos os. Doktoren holdt ikke af, at Marie og jeg vare saa optagne af vore landlige Sysler, fordi dette hindrede ham i at disputere med os, og han paastod endogsaa, at det at pløje, saa og høste var en Gjerning, der maatte betragtes som uværdig for en fri Mand og burde overlades til Dyr og Maskiner. Kleopatra var lige saa opsat paa at komme tidlig hjem som i gamle Dage, og naar hun en enkelt Gang blev til sent ud paa Aftenen, var der ingen Ende paa hendes Uro og Bekymringer.

«Du store Gud, hvor du dog er barnagtig!» sagde Marie en Gang til hende i en bebrejdende Tone. «Det er virkelig latterligt af dig at gjøre alle de Ophævelser!»

«Ja, du har Ret,» indrømmede Kleopatra, «men jeg kan nu alligevel ikke lade være dermed. Naar jeg er hos jer, har jeg altid Følelsen af, at jeg begaar noget urigtigt.»

Da Høbjærgningen begyndte, tog jeg selv fat med, men da jeg aldrig før havde prøvet dette Arbejde, var jeg i de første Dage som mørbanket over hele Kroppen og saa træt, at jeg pludselig kunde falde i Søvn, naar jeg om Aftenen sad ude i Haven og talte med Marie og de andre. Senere, naar vi drak The, overvældede Søvnigheden mig igjen, og jeg sad da og halvsov, lige til vi rejste os fra Bordet. Men hvor træt jeg end kunde være om Aftenen, stod jeg dog altid op ved Daggry, og jeg arbejdede saa, lige til Solen gik ned.

Om Søndagen var jeg hjemme hele Dagen, og jeg kunde da ikke undgaa at se, at min Kone og Kleopatra ofte havde travlt med at hviske til hinanden, og at de til Tider ligefrem undgik mig. Marie var mild og venlig imod mig som altid, men jeg mærkeds nok, at hun gik og gjemte paa sine egne Tanker, og det bedrøvede mig. Jeg saa’ tydeligt, at hendes Forbitrelse mod Bønderne var i Tiltagende, og at Livet herude efterhaanden forekom hende temmelig byrdefuldt, men hun beklagede sig aldrig til mig derover og lod mig saaledes være uden for sine Sorger og Bekymringer.

I vor Egn herskede der den Skik, at Høstfolkene mødte hver Aften efter endt Arbejde og blev beværtede af Herskabet med Brændevin, og det var ikke alene Karlene, men ogsaa de unge Piger, som fik dette Traktemente. Vi vilde ikke indlade os paa denne Uskik, og Følgen var, at Folkene belejrede os til langt ud paa Aftenen, og naar de saa endelig mærkede, at alle deres Anstrængelser vare forgjæves, overvældede de os med Skjældsord og Trusler og gik forbitrede deres Vej. Marie var mørk og tavs, saa længe en saadan Scene stod paa, og kun naar Doktoren var til Stede, gav hun sin Vrede Luft, men saa sagte, at man fik Indtryk af, at hun skammede sig over den.

I Bøndernes Øjne stod vi nærmest som nogle taabelige og dumme Mennesker, der havde kjøbt Ejendommen her, fordi vi ikke vidste, hvad vi skulde gjøre med vore Penge, og som Følge deraf holdt de os for Nar, hvor de kunde. De nægtede sig saaledes ikke at lade deres egne Kreaturer græsse paa vor Eng, og samtidig jagede de vore Køer og Heste ind paa deres Fællesmark og kom saa og forlangte Erstatning, som de ogsaa fik. Hvert Øjeblik mødte de og beklagede sig over, at vi havde høstet paa deres Enemærker, og da vi endnu ikke kjendte Skjellet mellem vore egne og Naboernes Jorder, bøjede vi os og betalte Klagerne en Bøde, som det senere viste sig, at vi kunde have sparet os. Men værst gik det dog til i Kurilovo, idet der om Natten blev stjaalet baade Mursten og Brædder fra Byggepladsen, og naar Bondefogeden saa opdagede de Skyldige, idømte han disse en Bøde, som da blev drukken op af Landsbyen i Forening.

Naar Marie fik disse Indgreb i vor Ejendomsret at vide, beklagede hun sig gjærne til Doktoren eller til min Søster derover, og én Gang hørte jeg hende endogsaa udtale sin Ærgrelse over, at hun overhovedet havde faaet det Indfald at ville bygge en Skole til Mennesker, der ikke var stort bedre end Dyr. Doktoren mente, at den Tilstand, disse Stakler levede i, netop opfordrede til at gjøre noget, der kunde fremme deres Oplysning, men hans Indlæg var saa svagt og mat, at jeg ikke var i Tvivl om, at han nærmest stod paa min Kones Side.

Marie gik ofte ned til Møllen sammen med min Søster, og da jeg en Gang spurgte dem om, hvad der drog dem saa stærkt der ned, svarede de begge leende, at det var den smukke Stepan, der virkede som Magnet. Jeg opdagede ved et Tilfælde, at denne mutte Fyr, som havde saa ondt ved at faa Munden paa Gled, naar han var sammen med andre Mænd eller med sin Kone, kunde udfolde den største Veltalenhed overfor Damer. En Dag, da jeg gik ned til Floden for at bade, saa’ jeg Marie og Kleopatra sidde inde under Skyggen af et stort Piletræ, og Stepan stod ved Siden af dem med Hænderne paa Ryggen i Færd med en længere Udvikling, som jeg fandt saa interessant, at jeg vel vogtede mig for at røbe min Nærværelse.

«Og kan man egentlig paastaa, at Bønderne er Mennesker,» hørte jeg ham sige. «Nej. De maa undskylde mig, det er rene Dyr. Hvad er det for et Liv, de Bæster fører? De tænker kun paa at æde og drikke, og billigt skal det være. Sidder de sammen i Kroen, snakker de ikke som pæne Mennesker, men skraaler i Munden paa hverandre — de Tølpere! De lever som Svin, i Snavs og Urenlighed, putter Maden i Skrutten med Fingrene og tømmer deres Krus til Bunds, selv om der svømmer en halv Snes Kakerlakker deri.»

«Ja, men husk paa, hvor fattige og elendige de er,» indvendte Kleopatra i en undskyldende Tone.

«Men fordi man er fattig, behøver man da ikke at være en Svinemikkel. Og bilder De Dem maaske ind, at de rige Bønder lever paa anden Vis. Nej, de er lige saa store Svinebæster og Kæltringer som dem, der lider Nød. Se nu Larion, han er den rigeste Mand i Dubetschnja, men han stjæler dog som en Ravn, og naar han er fuld, smider han sig paa den første den bedste Mødding og sover Rusen ud. Nej, de er lige gale alle sammen, og derfor er det ogsaa et rent Helvede at bo i Landsbyen sammen med dem. Men Gudskelov, saadan som jeg nu har det, lider jeg ingen Mangel, hverken hvad Føden eller Klæderne angaar. Jeg har udtjent min Tid som Dragon, er min egen Herre og kan bo, hvor jeg vil. I Landsbyen ønsker jeg ikke at være, og ingen kan heller tvinge mig dertil. Der er jo nok dem, som siger: Du har en Kone, og hende skal du bo sammen med. Men hvorfor skulde jeg det? Jeg har jo ikke taget Arbejde hos hende.»

«Sig mig, Stepan, har du giftet dig af Kjærlighed?» spurgte Marie.

«Hæ, hæ! Naa, saa De tror, at Folk som vi kjender noget, der hedder Kjærlighed!» sagde Stepan og grinede i Skjægget. «Ser De, Frue, hvis det kan more Dem, skal jeg dog fortælle Dem, at jeg er gift anden Gang. Egentlig hører jeg ikke hjemme i Kurilovo, men i Salgoschtsche, men da min Fader havde fem voxne Sønner gaaende hjemme og gjærne vilde være af med en af dem, føjede jeg mig og lod mig tage til Svigersøn i Kurilovo. Min første Kone døde, mens jeg var ganske ung endnu.»

«Naa, og hvad døde hun af?» spurgte Kleopatra.

«Aa, det var hendes egen Dumheds Skyld. Hun sad altid og tudede — uden nogen Grund for Resten — og svandt mere og mere hen. Saa fandt hun paa at drikke noget Kram, som hun mente skulde gjøre hende kjønnere, men det maa sikkert have beskadiget de indvendige Dele, for det havde kun den Virkning, at hun døde. Naa, og min anden Kone hentede jeg som sagt i Kurilovo, men hende er der ikke noget ved. Hun er et almindeligt Stykke Bondefruentimmer og ikke andet. Da de vilde have mig gift med hende, fandt jeg, at hun var god nok at komme i Lag med. Hun er ung, tænkte jeg, skær i Huden og ser renlig ud. — Ganske vist holdt hendes Moder af at sladre og drikke Kaffe, men hvad Renligheden angik, syntes der ikke at være noget i Vejen. Naa, saa giftede jeg mig altsaa, og Dagen efter, lige som vi har sat os til Middagsbordet, siger jeg til min Svigermoder, at hun skal give mig en Ske, og det gjorde hun ogsaa, men inden hun rakte mig den, viskede hun den af med Bagen af Haanden. Jo, det er en rar Renlighed, der hersker hos jer! tænkte jeg, og da jeg saa havde holdt et Aar ud sammen med dem, gik jeg min Vej. — Nej, jeg kunde have Lyst til at gifte mig med en inde fra Byen,» vedblev han efter en lille Pavse. «Man siger jo, at Kvinden skal være Manden til Hjælp, men den Sætning gjælder ikke for mig, jeg skal nok klare mig selv. Jeg vil have en, jeg kan snakke med, ikke en, som blot lader Munden løbe, men en, der kan tale fornuftigt om alle Dele. For jeg siger nu, hvad er Livet uden en god og fornuftig Samtale...»

Her tav Stepan pludselig, og i det samme hørte jeg, at han begyndte paa sit sædvanlige, kjedelige Omkvæd. Det betød, at han havde opdaget mig.

Marie gik som sagt ofte ned til Møllen og fik sig en Passiar med Stepan, og naar hun fandt saa stort Behag i hans Underholdning, laa det vel nærmest i, at han skjældte sine Lige saa læsterligt ud. Hun saa’ mere og mere ned paa Bønderne, men jeg følte mig mere og mere hendraget til dem, efterhaanden som jeg lærte dem at kjende. Ganske vist var de indskrænkede og uvidende, men der var paa den anden Side noget barnligt og naivt ved dem, som tiltalte mig. De var opfødt i Drukkenskab og Urenlighed, men de troede paa Sandhed og Ret og mente, at deres egen og hele Folkets Frelse kun beroede paa, at disse to Begreber sejrede. Jeg sagde saa tit til Marie, naar jeg hørte hende rive ned paa Bønderne, at hun kun saa’ de mørke Sider hos dem, men hun lod sig ikke overbevise. Og hver Gang hun beklagede sig til Doktoren over Bøndernes Tyvagtighed og Hang til Drukkenskab, forbavsedes jeg over, at hun, der var saa klog og retsindig, kunde glemme, at hendes egen Fader drak sig fuld næsten hver eneste Middag, og at de Penge, han havde kjøbt Dubetschnja for, ikke vare erhvervede paa nogen ærlig Maade.

Min Søster undgik mig, og jeg havde en bestemt Følelse af, at hun bar paa en eller anden Hemmelighed, som hun enten frygtede for eller skammede sig ved at meddele mig. For ikke at være i Enrum med mig holdt hun sig altid i Maries Nærhed, og takket være denne Taktik lykkedes det hende ogsaa at hindre mig i at faa hende i Tale.

En Aftenstund, da jeg gik gjennem Haven, saa’ jeg hende vandre rastløst frem og tilbage under et stort Æbletræ, Der var noget saa uhyggeligt ved denne stundesløse Vandring, der foregik med samme Regelmæssighed som en Perpendikels Svingninger, at jeg besluttede at gjøre Ende paa den. Jeg ilede hen til hende, og i samme Nu, som hun fik Øje paa mig, standsede hun med et Ryk og tog sig med begge Hænder op til Hovedet.

«Men hvorfor farer du saadan sammen — er du syg?» spurgte jeg mildt og lagde min Arm om hendes Skulder. «Kjære Kleopatra, fortæl mig, hvad der er i Vejen med dig?»

Hun svarede ikke, men saa’ ned i Jorden.

«Naa, sig mig det saa!» sagde jeg i en indtrængende Tone.

«Jeg...jeg...begyndte hun, men holdt saa med ét inde og rystede over hele Kroppen som et Æspeløv.

«Betro dig til mig, Kleopatra, hører du!»

«Ja...jeg skal være oprigtig...jeg skal fortælle dig hele Sandheden. For dig kan jeg intet skjule, det véd du godt! — Ak, Misail, jeg elsker...jeg elsker og føler mig lykkelig, men jeg knuges af en Angest, som...»

Jeg hørte Skridt, der nærmede sig, og lidt efter fik jeg Øje paa Doktor Blagovo inde mellem de nærmeste Træer. Saa snart hun opdagede ham, styrtede hun hen til ham, slyngede begge Armene om hans Hals og saa’ ham ind i Ansigtet. Doktoren, der havde set mig, blev til at begynde med noget forvirret, men han tog sig hurtigt i det og sagde, medens han strøg hende hen over Haaret:

«Naa, se nu at blive rolig — hører du! Hvorfor er du saa nervøs? Naar jeg er hos dig, behøver du da ikke at være bange.»

Vi tav alle tre og saa’ forlegne paa hinanden, og da vi havde staaet lidt, gik vi sammen hen ad Huset til. Jeg vilde endnu ikke rigtig tro paa, at min Søster var forelsket i Doktor Blagovo, og jeg fandt det derfor helt mærkeligt, at hun gik med ham under Armen og saa’ ham ømt og kjærligt ind i Ansigtet. Kleopatra, der var saa kuet og forskræmt, elskede en Mand, som var gift og havde Børn! Jeg sørgede paa hendes Vegne og ønskede Doktoren hundrede Mile borte, for jeg indsaa jo, at der slet intet kunde komme ud af denne Kjærlighed.

XIV.

En af de sidste Dage i September kjørte Marie og jeg til Kurilovo for at være til Stede ved Kirkens Indvielse.

«Ja, Efteraaret er kommet,» sagde hun sagte og saa’ sig om til alle Sider. «Sommeren er borte og Fuglene med den, og alle Træerne staar med gule, visne Blade.»

Hun havde Ret: Sommeren var borte. Dagene vare nok varme og lyse endnu, men om Morgenen var det køligt; Hyrderne gik allerede ud paa Marken med Pels paa, og i vor Have stod Asterserne med store Dugperler hele Dagen igjennem.

«Sommeren er borte,» vedblev hun, «og derfor er det vel paa Tiden, at du og jeg gjør op med den og undersøger, hvad den har bragt os. Vi har arbejdet og tænkt meget, og det har udviklet os baade i legemlig og i sjælelig Henseende, men spørger vi, om vore Anstrængelser har haft Indflydelse paa vore Omgivelser eller bragt andre Udbytte, saa maa Svaret lyde: Nej. Uvidenheden og Demoralisationen breder sig lige saa stærkt om os som før, og hverken dit Arbejde i Marken eller de mange Penge, jeg har givet ud, har bragt nogen Forbedring i Tilstandene. Det nytter ikke at skjule det; vi har kun arbejdet for os selv.»

«Ja, men vi har dog hele Tiden været oprigtige i vore Bestræbelser,» indvendte jeg, «og det tæller vel ogsaa med.»

«Ja, Oprigtigheden siger jeg ikke noget imod, men vi har været højst uheldige i at gjennemføre vore Planer. Vi har grebet Sagen forkert an. Naar du, Godsejeren, arbejder, klæder dig paa og lever ganske som en Bonde, saa opmuntrer du jo netop Bønderne til at blive i Sølen i Stedet for at hale dem ud af den. Men selv om du gjennem et mangeaarigt, ihærdigt Arbejde muligvis kunde indvinde nogle enkelte praktiske Resultater, saa vilde disse drukne i det Hav af Uvidenhed og Demoralisation, som Landbefolkningen boltrer sig i. Nej, der maa anvendes stærkere og mere hurtigt virkende Kampmidler. Hvis du altsaa virkelig vil bringe Samfundet Nytte, saa træd ud af din daglige Virksomheds snævre Ramme, og søg at paavirke Mængden ved en energisk Forkyndelse, der gjør Opsigt i vide Kredse. Hvorfor tror du for Exempel, at Musiken udøver saa stærk en Magt og Indflydelse? Fordi den virker paa Tusinder. — Ja, Musiken, det er en herlig Kunst!» vedblev hun og saa’ drømmende op mod Himlen. «Er man led og kjed af Døgnets Kjævl og Strid, eller føler man sig træt og skuffet, kan man altid finde Hvile og Tilfredshed ved at give sig ind under Kunstens beskyttende Vinger.»

Da vi nærmede os Kurilovo, var det dejligt, klart Solskinsvejr. Bag Pilehegnene lyste Druehyld og Røn os i Møde med deres røde Bær, og ud til højre skinnede en Birkelund i broget Farvepragt. Kirkeklokkens Klang lød langt ud over Landsbyen, og fra alle Huse og Hytter kom Bønderne med Helgenbilleder, som de bar hen i Skolen.

Inde i den største af Klasserne blev der afholdt en Takkebøn med Sang, og derpaa bar Bønderne fra Kurilovo et Kristusbillede hen foran Marie, som knælede foran det og gjorde Korsets Tegn. Fra Dubetschnja var der mødt en Deputation, som bød hende en stor Kringle og Salt i et forgyldt Kar, og denne Velkomsthilsen rørte hende saa dybt, at hun brast i Graad.

«Og hvis nogen af os har krænket Herskabet i Ord eller Gjerning, saa tilgiv os!» sagde den gamle, hvidskjæggede Bonde, der var Formand for Deputationen, og bukkede helt ned til Jorden for os begge.

Da vi kjørte hjem, vendte Marie sig om og saa’ længe hen efter Skolen, hvis nymalede Tag lyste i Solen, og det forekom mig da, at det Blik, hun sendte

tilbage, nærmest havde Karakteren af et sidste Farvel.
XV.

Saa snart vi havde spist til Middag, gjorde hun sig i Stand og kjørte ind til Byen. I den sidste Maaneds Tid var hun hyppigt taget derind, og hun havde da hver Gang overnattet hos Faderen. Naar hun var borte, kunde jeg ikke arbejde, mine Hænder var som lammede, og alle Omgivelserne, baade Huset, Gaarden og Haven, forekom mig saa fremmede, at jeg slet ikke befandt mig hjemme i dem.

Jeg tilbragte hele Eftermiddagen og Aftenen inde i Dagligstuen. Klokken slog syv, otte, ni, og det blev bælgmørkt udenfor, men jeg sad stadig og kiggede paa de Smaating, som hun plejede at have mellem Hænderne, fordi Synet af dem ligesom bragte mig nærmere til hende. Og under dette gik det da rigtig op for mig, at det kun var, fordi hun ønskede det, at jeg hele Foraaret og Sommeren havde været saa ivrig til at arbejde ude i Marken. Nu, da hun ikke var ved min Side, fandt jeg, at Dubetschnja var et uordentligt Kaos, som der slet intet kunde bringes ud af. Og hvorfor skulde jeg ogsaa arbejde og tænke paa Fremtiden nu, da jeg følte, at Jordbunden var ved at glide bort under mig, og at min Rolle her i Dubetschnja var udspillet. Aa, hvor var det ikke en skrækkelig Nat! Jeg sad her ene og ventede, og fór sammen ved mindste Lyd, stadig med en uhyggelig Følelse af, at jeg om lidt kunde pakke sammen og gaa. Og naar jeg sørgede, var det ikke, fordi jeg skulde bort herfra, men fordi det nu var forbi med min korte Kjærlighedslykke. Sommeren var borte, og Efteraaret var kommet.

Marie vendte først tilbage fra Byen næste Dags Aften. Jeg kunde mærke, at der var noget, der trykkede hende, men hun sagde ikke, hvad der var i Vejen. Da vi kom ind i Dagligstuen, spurgte hun, om det var for at tage Livet af hende, at jeg havde lukket alle Vinduerne hermetisk til, og jeg aabnede saa et Par af de nærmeste. Naa, da vi havde talt lidt sammen om ligegyldige Ting, satte vi os hen til Aftensbordet, men det var nærmest for et Syns Skyld, for ingen af os kunde spise noget.

«Aa, tjen mig i at vaske dine Hænder,» sagde hun, «du lugter i den Grad af Fernis og Oliefarve, at jeg ikke kan holde dig ud!»

Efter Theen satte vi os hen og kiggede i nogle illustrerede Blade, som hun havde bragt med fra Byen, og da hun kom til et Tillæg, som indeholdt forskjellige Modebilleder og Mønstre, lagde hun det til Side for at studere det nøjere bagefter, men da hendes Øje i det samme forvildede sig hen til et af Billederne, der forestillede en moderne Selskabskjole med store Pufærmer og vid Nederdel, fangedes hendes Interesse saa stærkt, at hun atter trak Tillægget hen til sig og fordybede sig i Studiet af det paagjældende Kostume.

«Hvad siger du til den Kjole? Er den ikke kjøn og smagfuld?» sagde hun omsider og pegede paa det udskaarne Liv og Pufærmerne.

«Jo, den er dejlig, og den vilde sikkert klæde dig!» erklærede jeg og saa’ beundrende paa dette Billede, som jeg slet ikke forstod mig paa. — «Det er en ganske henrivende Kjole!» vedblev jeg i en øm Tone. — «Aa, kjære, elskede Marie, du véd ikke, hvor jeg elsker og tilbeder dig!» hviskede jeg, og i det samme faldt der nogle Taarer ned paa Billedet.

Lidt efter gik hun ind i Soveværelset, men jeg blev siddende og kiggede videre i Bladene.

«Du skulde ikke have lukket Vinduerne op!» sagde hun gjennem Døren. «Det trækker herind — jeg fryser!»

Jeg fordybede mig i «Blandinger» og læste først om den største Diamant i Verden og dernæst om, hvorledes man laver billigt Blæk, men midt under dette forvildede mit Øje sig hen til Tillægget, og jeg forestillede mig hende da balklædt, stærkt nedringet og med Vifte i Haanden. Hun straalede af Skjønhed og bedaarede alle ved sin Aandrighed, men jeg, der stod ved Siden af hende, var kun en stakkels Ubetydelighed, som skæmmede hende. Og jeg følte nu med Sorg, at hendes Ægteskab kun var en Episode i hendes Liv, et Intermezzo, der hurtigt vilde glemmes og efterfølges af mange andre; thi en saa rigt begavet Kvinde som hun kunde ikke leve uden Afvexling. Jeg var kun Bevægkraften, der havde sat hende i den Svingning, som hendes Trang til Begejstring krævede, og nu, da hun ikke behøvede mig længere, flagrede hun bort og lod mig blive ene tilbage.

Midt under disse bedrøvelige Tanker hørte jeg et fortvivlet Skrig om Hjælp, og samtidig fór Vinden tudende ned gjennem Skorstenen. Der gik et halvt Minut, og derpaa hørte jeg atter et Raab om Hjælp, som lød endnu mere ynkeligt end det foregaaende.

«Hørte du det, Misail? Hvad tror du det kan være?» spurgte Marie henne bag Døren, og lidt efter kom hun ind i Særk og med udslaaet Haar. — «Det lyder jo næsten, som om de myrdede én derude!» hviskede hun og stirrede angestfuld hen mod det mørke Vindue. — «Aa, det manglede blot!»

Jeg tog min Bøsse og gik udenfor. Der var saa mørkt i Gaarden, at jeg ikke kunde se en Haand for mig, og det blæste saa stærkt, at jeg havde ondt ved at staa paa Benene. Jeg skyndte mig hen til Porten og begyndte at lytte, og medens jeg stod her og stirrede ud i Mørket, hørte jeg pludselig et langt, halvkvalt Skrig henne i Retning af Længen, som vi forrige Aar havde benyttet til Kontor. Jeg løb lige efter Lyden og opdagede saa to Skikkelser, der laa og brødes paa Jorden, begge pustende og stønnende af Anstrængelse.

«Slip mig!» sagde en Stemme, i hvilken jeg øjeblikkelig gjenkjendte Ivan Tscheprakofs. «Slip mig din Satan, eller jeg bider dig i Haanden!»

Jeg bøjede mig ned og opdagede saa, at det var Moses, han laa og sloges med. Efter mange Anstrængelser fik jeg dem skilt, men under dette kom Harmen saa stærkt op i mig, at jeg slog Moses et Par Gange i Ansigtet. Han faldt omkuld, og da han var kommen paa Benene igjen, slog jeg ham endnu en Gang.

«Hvorfor slaar De mig?» brummede han. «Det var jo ham, der vilde kværke mig. Jeg overraskede ham, medens han var i Færd med at bryde sin Moders Kommode op, og da jeg saa vilde spærre ham inde i Kontorbygningen, gjorde han Kvalm!»

Ivan Tscheprakof, der var saa fuld, at han ikke kunde kjende mig, stod hele Tiden og snappede efter Vejret, og da han endelig havde faaet lidt Luft i Lungerne, udstødte han et hæst Brøl, der nærmest lød som et Raab om Hjælp.

Jeg lod dem staa og gik ind til Marie, som nu laa fuldt paaklædt paa Sengen. I faa Ord fortalte jeg hende, hvad der var foregaaet, og jeg skjulte ikke for hende, at jeg havde slaaet Moses.

«Aa, hvor det er skrækkeligt at skulle leve her ude!» sagde hun gysende. «Og hvor Natten dog er lang — den forekommer mig næsten som en Evighed!»

Ligesom hun havde sagt det, lød der igjen et fortvivlet Skrig om Hjælp.

«Ja, nu gaar jeg ud og jager dem paa Porten!» raabte jeg og skyndte mig hen til Døren.

«Nej, nej, lad dem kun bide Struben over paa hinanden!» sagde hun med et Udtryk af Væmmelse og Modbydelighed.

Hun laa og stirrede op mod Loftet, og jeg sad ved Siden af hendes Seng og vovede ikke at tale til hende. Jeg havde en Følelse af, at det var mig, der var Skyld i den uhyggelige Scene derude, og at jeg bar Ansvaret for, at Natten var saa lang. Hun saa’ ud, som om hun fortrød, at hun nogen Sinde havde elsket mig, og som om hun bitterligt angrede, at hun havde indladt sig i Ægteskab med en Mand, der, naar alt kom til alt, ikke stod en Smule højere end den afskylige Moses eller den fordrukne Ivan Tscheprakof. Og hver Gang hun sukkede eller kastede sig paa sit Leje, læste jeg i hendes Ansigt, at hun ønskede sig tusinde Mile herfra.

Og da det saa blev Morgen, tog hun bort.

Jeg ventede paa hende tre Dage, og da hun ikke kom, flyttede jeg alle vore Møbler og Sager ind i Soveværelset, lukkede af og gik ind i Byen. Jeg drev om i Gaderne hele Dagen, og da det blev mørkt ringede jeg paa hos Ingeniøren. Tjeneren, der lukkede op, meldte, at der ingen var hjemme; Herren var rejst til Petersborg, og Marie Viktorovna var til Prøve hos Fru Ashogin. Jeg husker endnu, hvor bevæget jeg var, da jeg gik hen til Fruen, og hvor heftigt mit Hjærte bankede, medens jeg listede mig op ad Trapperne. Naa, endelig tog jeg da Mod til mig og traadte indenfor. Salen var stærkt oplyst og fuld af Gjæster, den Ældste, den Mellemste og den Yngste gik frem og tilbage paa Scenen og studerede deres Rolle, og Ræddiken, der stod og lænede sig til Væggen, ventede med Spænding paa, at Forestillingen skulde begynde. Der var hverken noget nyt eller overraskende i det.

Jeg gik hen til Fruen for at hilse paa hende, men i det samme begyndte alle at hysse og gjøre Tegn til mig. En Dame satte sig hen til Flygelet og anslog Tangenterne, og Marie, der var stærkt nedringet og straalede af Skjønhed, traadte hen til Instrumentet og begyndte at synge. Det var ikke den Marie, jeg kjendte, hende, der i Foraaret daglig kom og besøgte mig i Møllen, men en helt anden, som jeg aldrig før havde set.

Det var første Gang, jeg hørte hende synge. Hendes Stemme var smuk og fyldig, og saa kraftig, at den lød ud over hele Salen. Saa snart hun var færdig, blev der raabt Bravo fra alle Sider, og hun takkede saa med et lysende Smil og rettede lidt paa Kjolen og Haaret. Hun mindede mig om en Fugl, der lige er sluppen ud af Buret, og som pudser og glatter sine Fjer, inden den flyver ud i Verden.

«Naa, er du her ogsaa?» sagde hun, da jeg kom hen til hende. «Hørte du mig synge? — Hvad synes du om det?» Og uden at oppebie mit Svar vedblev hun: «Ja, det var for Resten heldigt, at du kom, for i Nat tager jeg afsted til Petersborg — hvis du da ikke har noget imod det?»

Lidt før Midnat brød vi op, og derpaa ledsagede jeg hende til Stationen. Inden hun satte sig ind i Kupeen, omfavnede hun mig ømt, sandsynligvis af Taknemmelighed over, at jeg ikke gjorde hende unødige Spørgsmaal, og lovede at skrive til mig. Jeg trykkede begge hendes Hænder og kyssede dem, men jeg var saa bevæget, at jeg ikke kunde sige et Ord. Da Toget omsider gled bort, blev jeg staaende, saa’ længe efter det og sagde halvhøjt:

«Kjære, elskede Marie! Aa, hvor jeg elsker og tilbeder dig!»

Jeg søgte og fandt Nattely hos Anna Karpovna, og allerede næste Morgen arbejdede jeg i min Profession sammen med Ræddiken.

XVI.

Næste Lørdag drattede min Søster uventet ind til mig om Eftermiddagen, og hun blev saa og drak The hos mig.

«Ja, som du ser, er jeg rigtig kommen i Læsehjørnet,» sagde hun og pegede paa en hel Bunke Bøger, som hun havde ført med fra Klubbiblioteket. «Og det skylder jeg din Kone og Vladimir Blagovo, for det er dem, der har vækket mig af min aandelige Slummer. De har reddet mig og gjort mig til et nyt Menneske. Naar jeg tidligere ikke sov om Natten, var det, fordi jeg laa og led over, at jeg havde brugt for meget Sukker eller The i Løbet af Dagen, men naar jeg nu ligger vaagen, er det helt andre Tanker, der beskæftiger mig. Det piner mig, at jeg er saa dum, og at jeg har faaet saa lidt ud af Livet endnu. Jeg blues over den Tilværelse, jeg hidtil har ført, og hvad Fader angaar, saa betragter jeg ham som min Fjende. Aa, hvor jeg er Vladimir Blagovo taknemmelig! Han er et mageløst Menneske. Ja, han og din Kone har rigtignok aabnet Øjnene paa mig.»

«Men det er en stor Fejl af dig, at du ikke sover om Natten,» sagde jeg. «Det burde du virkelig gjøre.»

«Ja, du tror maaske, at jeg er syg. Men i den Henseende kan jeg berolige dig. Vladimir har undersøgt mit Bryst, og han siger, at jeg slet intet fejler. Men det var nu ikke om mit Helbred, at vi skulde tale. Lad mig hellere høre, om du er glad ved den Forandring, der er foregaaet med mig?»

Hun saa’ mig ind i Ansigtet, som om hun vilde læse mine hemmeligste Tanker, og da jeg ikke vilde bedrøve hende, skyndte jeg mig at erklære, at hun var inde paa den rigtige Vej, og at hun sikkert ikke vilde fortryde sit forandrede Syn paa Livet.

«Men véd du ogsaa, at jeg agter at optræde paa Scenen,» vedblev hun. «Jeg har faaet tildelt en mindre Rolle i et Stykke, som skal spilles hos Fru Ashogin, og i Overmorgen møder jeg første Gang til Prøve. Ja, hvorfor skulde jeg ikke nyde Livet og være fornøjet som alle andre? Talent har jeg ganske vist ikke, og min Rolle bestaar kun i en halv Snes Linier, men dette lille Fuskeri i Kunsten virker dog langt mere højnende paa mig end at skjænke The fem Gange om Dagen og passe paa, at Kokkepigen ikke bruger for meget Brænde. Og dertil kommer, at Fader har godt af at se, at jeg ikke er bange for at emancipere mig.»

Efter at have drukket The lagde hun sig paa Sengen, og hun laa saa næsten en Time med lukkede Øjne.

«Ja, jeg er meget svag, men det nytter ikke at give efter derfor,» sagde hun, da hun omsider rejste sig. «Vladimir siger, at alle de Kvinder, der lever i Byen, er blodfattige, og at det ligger i, at de ikke er vant til at tage fat. Ja, han er mageløs klog, ethvert af hans Ord er Visdom. Man maa arbejde — det giver Styrke.»

Tirsdag Aften gik hun hen til Ashogins, og jeg fulgte med hende. Da hun tog sin Hat og Kaabe af, saa’ jeg, at hun havde pyntet sig stærkt i Dagens Anledning. Hun mødte i sort, nedringet Silkekjole, med en vældig Brosche i Halsen og med store diamantfunklende Ørenringe. Jeg fandt, at hun saa’ dygtig udmajet ud, og der var vist flere, der fandt det samme, for da vi kom ind i Salen, begyndte der en almindelig Hvisken og Tisken blandt de nærmeste. Hun søgte at være saa utvungen som mulig, og paatog sig endogsaa en vis Air for at skjule sin Forlegenhed, men det havde kun til Følge, at den kom endnu stærkere til Syne.

«Jeg fortalte Fader, at jeg agtede mig her hen,» hviskede hun, medens vi stod et Øjeblik ene sammen, «og han blev saa vred, at han var lige ved at lægge Haand paa mig. — Aa, men er det ikke skrækkeligt, jeg kan ikke et Ord af min Rolle! Jeg er vis paa, at jeg gaar i Staa midt i den. — Men nu er det for sent at vige tilbage!» vedblev hun i stærk Bevægelse. «Tærningerne ere kastede!»

Hun havde en Følelse af, at alle saa’ paa hende, at alle vare forbavsede over det alvorlige Skridt, hun stod i Begreb med at foretage, og at alle ventede sig noget overordentligt af hende, og det var mig umuligt at overbevise hende om, at ikke en af de Tilstedeværende skjænkede saadanne Ubetydeligheder som hende og mig den fjærneste Opmærksomhed.

I de to første Akter havde hun intet at gjøre, og først i den tredje skulde hun fremsige sin Replik, der bestod i en kort Monolog. I den Time, der gik, inden hun skulde frem paa Scenen, stod hun hele Tiden ved Siden af mig og opramsede sin Rolle Gang efter Gang. Hun var stærkt nervøs og rettede hyppigt med skjælvende Haand paa sin Frisure.

Endelig kom Turen da til hende

«Kleopatra Alexejevna! Nu skal De ind!» sagde Regissøren med høj Røst.

Hun traadte midt ud paa Scenen, ligbleg i Ansigtet, og blev staaende næsten et helt Minut saa stiv som en Pind og fuldstændig ubevægelig.

«De kan jo læse Rollen op, hvis det kniber med at huske den!» lød det inde mellem Kulisserne.

Hun begyndte at ryste og skjælve saa stærkt, at jeg vilde styrte hen til hende for at føre hende bort, men i det samme sank hun i Knæ og hulkede højt.

Alle fik travlt med at løbe hen til hende, men jeg blev staaende lænet op til Kulissen, for jeg var saa lamslaaet af Rædsel, at jeg ikke kunde røre mig af Stedet. Jeg saa’, at de løftede hende og bar hende bort, og i det samme dukkede Anjuta Blagovo, hvis Nærværelse jeg ikke tidligere havde lagt Mærke til, pludselig op foran mig. Hun havde Hat og Slør paa og maatte altsaa lige være kommen.

«Ja, jeg har sagt til hende, at hun ikke skulde indlade sig paa at spille!» sagde hun i en fortvivlet Tone og rødmede under Sløret. «Det var jo Vanvid af hende at møde i Aften. Men hvorfor i Alverden har De dog ikke afholdt hende derfra?»

Lidt efter kom Fru Ashogin trippende hen til mig.

«Kjære Ven, det er forfærdeligt!» hviskede hun og stak sit Ansigt helt ind i mit. «Det er skrækkeligt! Deres Søster er i en Tilstand ... i en Tilstand, som man ellers ikke plejer at vise sig i. Nej, jeg kan ikke faa det bragt over mine Læber ... men De forstaar mig nok! Se at faa hende hjem snarest muligt!»

Hun kunde næppe trække Vejret for Sindsbevægelse, og i Nærheden af hende stod den Ældste, den Mellemste og den Yngste og saa’ lige saa betagne ud som hun. Tænk, hvilken Skam og Skjændsel var der ikke bragt over deres Hjem! Og skjønt jeg var alt andet end oplagt til Latter, fandt jeg det dog ret morsomt, at den hæderlige Fru Ashogin, som hele sit Liv igjennem havde haft saa travlt med at kæmpe mod Fordomme, nu var saa ude af sig selv over, hvad der var passeret med Kleopatra. Hendes Felttog mod Fordommene syntes ikke at være synderlig alvorlig ment.

«Kjære Ven,» vedblev hun i en indtrængende Tone, «jeg beder Dem indstændigt om snarest at befri

mit Hus for hendes Nærværelse.»
XVII.

Lidt efter gik jeg og min Søster hen ad Gaden. Vi skyndte os afsted, listede os gjennem de mørkeste Smøger og beskrev en stor Bue uden om alle dem, vi mødte. Det hele mindede nærmest om en Flugt. Kleopatra græd ikke længer, men saa’ paa mig med store, forvildede Øjne. Der var kun en Snes Minutters Gang til Anna Karpovna, men i denne korte Tid fik vi overtænkt hele Situationen og taget den fornødne Bestemmelse med Hensyn til Fremtiden.

Vi besluttede, at vi vilde drage bort fra denne By og hen til et andet Sted, saa snart jeg blot havde skrabet nogle faa Skillinger sammen. Jeg hadede de dumme, hjærteløse, dovne og uhæderlige Mennesker, som boede her, og spurgte mig selv, om de stod en Smule højere end de fordrukne og overtroiske Bønder i Kurilovo. Og hvad skulde der blive af Kleopatra, hvis hun vedblev at bo hos sin Fader? Hvilke Kvaler vilde hun ikke komme til at gjennemgaa, naar hun daglig skulde høre paa hans Skjænd og Bebrejdelser og finde sig i sine Bekjendtes Haan! Nej, hun maatte bort fra alle disse Mennesker, som Slægtled igjennem havde lært, at Sandheden burde holdes højt, at Barmhjærtigheden var en Dyd, og at Friheden var Livets ypperste Gode, men som daglig lige til deres Død løj fra Morgen til Aften, pinte hinanden og hadede Friheden som deres værste Fjende.

«Ja, se nu er min Skæbne altsaa afgjort,» sagde Kleopatra, da vi naaede hjem. «Efter hvad der er sket, kan jeg ikke vende tilbage til Fader, og du véd ikke, hvor denne Tanke gjør mig lykkelig!»

Hun lagde sig strax hen paa Sengen. Hendes Øjne vare fulde af Taarer, men hendes Ansigt havde et næsten forklaret Udtryk, og da hun havde ligget lidt, faldt hun i en dyb og rolig Slummer. En Søvn, som den hun nu fik, havde hun sikkert ikke prøvet i lange Tider.

Vi begyndte altsaa nu i Forening paa et nyt Liv. Kleopatra var i jævnt godt Humør og forsikrede, at hun befandt sig vel. Naar hun ikke syede, hjalp hun Anna Karpovna med at lave Maden, men hvad hun saa tog sig for, talte hun altid om sin Vladimir, om hans udmærkede Forstand, hans udsøgte Manerer, hans Hjærtensgodhed og hans ualmindelige Lærdom, og jeg gik stadig ind derpaa, skjønt jeg sandt at sige havde faaet mer end nok af Doktor Blagovo. Hun var opfyldt af Tanken om at arbejde og skaffe sig en selvstændig Stilling og holdt paa, at hun vilde søge Uddannelse som Lærerinde eller som Sygeplejerske. Hun talte allerede med Kjærlighed om sit lille ufødte Barn og udbredte sig om, hvorledes hun vilde opdrage det; og da Vladimir Blagovo i hendes Øjne var det ædleste og bedste Menneske paa Jorden, gik alle hendes Planer kun ud paa at tildanne dette Barn i samme Mønster som Faderen.

Hendes Drømme om Fremtiden smittede ogsaa mig. Jeg læste ikke mere om Aftenen som i gamle Dage, men gik op og ned ad Gulvet og gav mine Tanker frit Løb. Og naar Kleopatra havde snakket i længere Tid om sin Vladimir, afløste jeg hende og talte om Marie.

«Naa, lad mig saa høre din Mening!» sagde jeg en Gang til hende. «Naar tror du, hun vender tilbage? Jeg er vis paa, jeg har hende igjen inden Jul. Hun har jo ikke noget særligt, der binder hende til Petersborg.»

«Ja, hun kommer sikkert med det første,» mente Kleopatra. «Og det bedste Tegn derpaa er jo, at hun slet ikke har skrevet til dig.»

«Ja, du har Ret!» skyndte jeg mig at sige, skjønt jeg havde en bestemt Fornemmelse af, at Marie aldrig mere vilde vende tilbage.

Der kom ikke andre til os end Prokofij, som en Gang imellem tittede ind til os om Aftenen, men hans Besøg vare alt andet end underholdende, da han aldrig lukkede sin Mund op, men kun sad og gloede min Søster ind i Ansigtet. Han saa’ ud, som om han havde noget paa Hjærtet, han ikke kunde faa sagt. Men endelig kom det da. En Dag, da jeg gik over Torvet og forbi hans Bod, kaldte han mig ind og erklærede derpaa i en højtidelig Tone, at der var en yderst vigtig Sag, som han absolut maatte tale med mig om. Han var helt blaarød i Ansigtet af Brændevin og Kulde, og hans Tunge slog hvert Øjeblik Klik paa den ynkeligste Maade.

«Jeg kunde nok ønske, at De hørte min Mening om Sagen,» brummede han og stirrede paa mig med sine sløve Øjne. «Hm, ja, det med Deres Søster er en kjedelig Historie, og De kan vel nok forstaa, at baade den Gamle og jeg kommer i Folkemunde, hvis vi skal have hende boende længer hos os. Se Mutter, hun kan nu ikke bringe over sit Hjærte, at sige til hende, at hun maa flytte, men det kan jeg, og jeg vil derfor lade Dem vide, at hun snarest maa se sig om efter en anden Lejlighed.»

Jeg sagde intet, men skyndte mig blot at komme ud af hans Bod, og samme Dag flyttede Kleopatra og jeg hen til Ræddiken. Vi havde ikke Raad til at betale en Droske og maatte derfor gaa til Fods. Jeg førte alle vore Ejendele med i en stor Bylt, og Kleopatra havde saaledes intet at bære paa, men blot det at flytte Benene voldte hende en saadan Anstrængelse, at hun hvert Øjeblik standsede og spurgte, om vi ikke snart var ved Maalet.

XVIII.

Endelig fik jeg da et Brev fra Marie.

«Kjære, gode Misail,» skrev hun, «jeg haaber, du vil tilgive mig, naar du hører, at jeg en af de første Dage rejser til Amerika med min Fader for at besøge Udstillingen i Chicago. Snart, snart skal jeg se Oceanet og flyve ud til fremmede Lande. Ja, jeg er næsten vanvittig af Glæde ved Tanken om, at jeg nu skal ud og tumle mig paa det store, frie Hav; og du kan vel ogsaa mærke paa mit Brev, hvor henrykt jeg er. Men nu har jeg kun én Bøn til dig, kjære, gode Misail, gjengiv mig min Frihed, og bryd de Baand, som endnu knytter os til hinanden. Jeg betragter det som et Lysglimt i min Tilværelse, at jeg lærte dig at kjende, men jeg burde aldrig være bleven din Hustru; det var en Fejltagelse — det véd du ogsaa godt — og denne Fejltagelse tynger mig nu i den Grad, at jeg paa mine Knæ bønfalder dig om at slippe mig. Telegrafer omgaaende til mig, at du indvilliger i, at vort Ægteskab opløses, befri mig for den eneste Byrde, der tynger min Sjæl, og vær forvisset om, at min Fader, der har lovet at paatage sig hele Ulejligheden med Hensyn til Skilsmissen, vil vide at spare dig for alle generende Formaliteter. Jeg stoler sikkert paa, at du vil skjænke mig den Frihed, som jeg tørster saa længselsfuldt efter. Tager jeg vel fejl?

Vær nu lykkelig, kjære Misail, og Vorherre velsigne dig og tilgive mig al den Synd, jeg har begaaet imod dig.

Jeg har det som Blommen i et Æg, strør Penge ud til højre og venstre og gjør tusinde Dumheder. Sangen dyrker jeg med samme Iver som i gamle Dage, og jeg føler mig glad ved at være tyet ind under Kunstens beskyttende Vinger, da det giver mig den Ro og Sindsligevægt, som jeg i saa høj Grad trænger til. Man siger, at Kong David bar en Ring med Indskriften: «Alt er forgængeligt». Jeg har anskaffet mig en saadan Ring, og denne Talisman beroliger mig og afholder mig fra alle mulige vilde Ideer. Alt er forgængeligt — Livet med, og følgelig kan man spare sig al unyttig Higen og Tragten. Bevidstheden om, at man har sin Frihed, er det eneste fornødne, giv mig derfor denne Bevidsthed, og sønderriv de Baand, der lænker mig til dig. Jeg sender baade dig og din Søster de kjærligste Hilsner og Kys og beder dig om at glemme og tilgive din

Marie.»

Da jeg fik Brevet, sad min Søster inde hos Ræddiken, der igjen var syg og sengeliggende, men forøvrigt stærkt i Bedring. Hun læste en Komedie op for ham, og han laa og rystede paa Hovedet, kiggede ud i Luften og sagde hvert Øjeblik:

«Ak ja, der er meget mærkeligt til i denne Verden! Der sker mange løjerlige Ting!»

Efter at Kleopatra havde læst et Par Sider, blev hun træt og maatte holde op. Ræddiken tog hendes Haand og sagde saa med hæs og næsten uhørlig Stemme:

«Den Retfærdiges Sjæl er saa hvid som Kridt, og Synderens saa sort som Kul. Man maa arbejde, taale, lide, bære sine Tilskikkelser med Ydmyghed, og den, der ikke gjør det, han skal ikke arve det evige Rige. Ve den Mætte, ve den, der svælger i Overflod, ve den, der driver Aager med sit Mammon! Melduggen æder Græsset, Rusten — Jærnet ...»

«Og Løgnen — Sjælen!» fortsatte min Søster og lo.

Jeg læste paa ny Brevet igjennem, og jeg følte mig da saa tynget af Sorg, at jeg havde en Fornemmelse af, at jeg skulde dø med det samme. Medens jeg sad her i den dybeste Sjælekvide, hørte jeg min Søster snakke og le ude i Køkkenet, og lidt efter traadte hun ind til mig med en stor Krydderbolle i Haanden.

«Se saa,» sagde hun, «nu er der igjen kommen en hel Ladning Sukker, The og Hvedebrød, og selvfølgelig er jeg ikke i Tvivl om, at det er Anjuta Blagovo, der sender os alt dette. Ja, hun er trofast imod os — men du aner heller ikke, hvor meget hun holder af dig! Hun har selv betroet mig det mere end en Gang — naturligvis under dybeste Tavshedsløfte. Den stakkels Anjuta! Gjør det dig ikke ondt for hende?»

«Jo!» sagde jeg og saa’ ned i Gulvet.

Lidt efter indfandt Vladimir Blagovo sig paa sit sædvanlige Eftermiddagsbesøg. Han havde for nylig taget Doktorgraden, opholdt sig nu hjemme for at hvile sig ud og agtede om en Maaneds Tid at vende tilbage til Hovedstaden, hvor han vilde drive bakteriologiske Studier. Naar han havde lært her hjemme, hvad han kunde, vilde han uddanne sig videre i Udlandet og derefter konkurrere til et Professorat i det lægevidenskabelige Fakultet. Han havde for et Par Maaneder siden taget sin Afsked fra Militærtjenesten og ombyttet sin Uniform med en elegant Civildragt, som vakte Kleopatras udelte Beundring. Ligeoverfor hende var han ganske den samme som før, og det var utvivlsomt, at han endnu holdt af hende, men han syntes ikke at skjænke hendes Fremtid en eneste Tanke, og det kunde der dog vistnok have været al Anledning til. Kleopatra gik for sit Vedkommende saa fuldstændig op i hans Planer, at hun slet ikke fik Tid til at tænke paa sig selv, og hun erklærede endogsaa, at hun altid og under alle Omstændigheder vilde føle sig lykkelig, naar hun blot vidste, at han var det.

Naar han besøgte os, undersøgte han gjærne omhyggeligt hendes Bryst, og det gjorde han da ogsaa denne Gang og gav hende derpaa noget Medicin, som fyldte hele Værelset med en stærk Lugt af Kreosot.

«Naa, vær nu fornuftig,» sagde han, efter at hun havde rakt ham Skeen tilbage, «og pas endelig paa, at du ikke taler for meget. Du maa være pænt artig og tie stille, hører du!»

Hun lo og han gik ind til Ræddiken og satte sig ved Siden af hans Seng.

«Naa, hvordan gaar det, Gamle?» spurgte han og bøjede sig hen over ham.

«Jo, mange Tak, Hr. Doktor,» brummede Ræddiken, «mig gaar det godt, men hvordan har det sig med Dem selv? Det er jo ikke blot Livet her nede, det gjælder om, men ogsaa det andet, vi har i Vente. Ak ja, er De ogsaa vis paa, at De vil gaa frelst ud af det hele og arve Himmerigs Rige?»

«Ja, hvad skal man sige til det,» svarede Doktoren i en spørgende Tone, «der maa jo da ogsaa nogen til at befolke Helvede!»

Mine Tanker vare fuldstændig omtaagede, og jeg havde Følelsen af, at det var Nat omkring mig. Aldrig før eller senere har jeg været i saa mærkelig en Tilstand: Erindringer om en Lykke, jeg havde mistet for bestandig, og Tanker om en Fremtid, der forekom mig uudholdelig, kjørte rundt i Hovedet paa mig og optog mig saa stærkt, at jeg saa at sige ganske tabte Forbindelsen med Yderverdenen. Da jeg kom til mig selv, opdagede jeg, at jeg ikke længer var hjemme, men at jeg stod ude paa Gaden ved Siden af Doktoren og i Nærheden af en Lygtepæl.

«Ja, det er sørgeligt!» sagde han, medens Taarerne flød ned ad hans Kinder. «Hun er saa glad og fuld af Forhaabninger og aner ikke selv, at hun maa dø. Ræddiken mener, at det hele er min Skyld; han hader mig og vil altid lade mig forstaa, at jeg har opført mig slet imod hende. Ja, med det Syn, han har paa Livet, kan han jo have Ret, men fra mit Standpunkt set, angrer jeg nu slet ikke, hvad der er foregaaet. Jeg mener, at Livet uden Kjærlighed vilde være meningsløst, og at man derfor frejdigt bør gribe til, naar den byder sig.»

Lidt efter lidt kom han ind paa andre Æmner. Han begyndte at tale om sin Afhandling, der, efter hvad han oplyste, havde gjort megen Opsigt i Petersborg, og inden ret længe blev han saa begejstret, at han fuldstændig glemte sin Sorg over min Søsters Tilstand. «Ja,» tænkte jeg med en vis Bitterhed, «han har sin Doktorgrad og Udsigterne til en smuk Løbebane, og hun Atlanterhavsturen og sin Ring med Inskriptionen, men min Søster og jeg, vi har det begge ved det gamle.»

Efter at have sagt Farvel til ham gik jeg ind under Lygten og læste endnu en Gang hendes Brev. Og jeg mindedes da alle de lykkelige Timer, vi havde tilbragt sammen, men særlig hendes Eftermiddagsbesøg i Dubetschnja. Den Gang havde det været hendes Lyst og Ærgjerrighed at ligne en simpel Landsbypige, men nu ... Ak ja, Tiderne havde forandret sig!

Medens jeg gik frem og tilbage i Store-Adelgade, slog Klokken 11, og da jeg vidste, at Kleopatra plejede at gaa til Hvile ved Nitiden, besluttede jeg at overnatte hjemme hos min Fader for ikke at forstyrre hende. Jeg krøb over Plankeværket og gik ad Bagtrappen ind i Køkkenet for at faa fat i en Lampe, som jeg kunde gaa i Seng ved. Der var ikke en Sjæl derinde, men henne paa Komfuret stod Themaskinen og snurrede. «Ja, Gud maa vide, hvem der nu skjænker The til ham?» tænkte jeg og rystede bedrøvet paa Hovedet. Jeg tog Køkkenlampen, listede mig ind i Skuret, redte et Leje af gamle Aviser og lagde mig til Hvile; men jeg var saa plaget af Tørst, at jeg ikke kunde falde i Søvn. Jeg rejste mig saa omsider og listede mig igjen ind i Køkkenet. Denne Gang var Kokkepigen til Stede, og da hun saa’ mit Ansigt dukke op i Halvmørket, slog hun Hænderne sammen af Forbavselse og begyndte at græde.

«Du store Gud!» sagde hun ganske sagte. «Kan jeg tro mine egne Øjne! Er det virkelig dig, Misail?»

Jeg svarede ikke, men tog en Flaske Jordbærlikør, der stod paa Køkkenbordet, skjænkede et Ølglas fuldt og tømte det i en eneste Slurk.

«Og hvor er Kleopatra henne?» vedblev hun. «Og din Kone, som har forladt dig og er rejst til Petersborg! Aa, det er skrækkeligt!»

Aksinja, der havde tjent os i næsten 25 Aar, betragtede mig endnu som en Umyndig, der trængte til hendes Vejledning og Støtte, og greb derfor Lejligheden til at give mig en hel Række Raad og Formaninger, som hun havde undfanget her i Køkkenet og nu var glad ved at aflevere. Hun holdt paa, at jeg burde tvinge Doktoren til at lade sig skille ved sin Kone, for at han kunde opfylde sine Forpligtelser mod Kleopatra, og mente, at jeg nu, da min Hustru var løbet fra mig, burde sælge Dubetschnja for min egen Regning. Jeg fik endnu et Utal af gode Raad, og det endte med, at hun bad mig om at gaa ind til min Fader, som sikkert vilde tilgive mig, naar jeg blot viste Anger og Bod.

«Naa, tag det nu over tvært, Misail!» sagde hun, da hun hørte hans Hosten gjennem Døren. «Kast dig for hans Fødder, og bed ham om Tilgivelse — det dør du vel ikke af.»

Da jeg kom ind i Stuen, sad min Fader ved Bordet og tegnede, og han saa’ saa mager og udtæret ud, at jeg følte den dybeste Medlidenhed med ham, men jeg fandt det dog rigtigst foreløbig at beholde den hos mig selv.

«God Aften!» sagde jeg og blev staaende henne ved Døren.

«Hvad vil du?» spurgte han og saa’ et Øjeblik op paa mig.

«Jeg kommer for at sige dig, at Kleopatra er meget syg! — Hun har ikke langt tilbage!» tilføjede jeg med dump Stemme.

«Ja, som man saar, saa høster man!» sagde min Fader med et Suk og lagde Brillerne fra sig. «Husker du ikke, at jeg for 2 Aar siden — her i dette Værelse — bad dig om at tage dig sammen og mindede dig om de Forpligtelser, du havde mod dine Forfædre? Men du vilde ikke høre mig — du foragtede mine Raad, holdt fast ved din egen dumme Mening og fik ogsaa din Søster trukket bort fra Dydens og Pligtens Vej. — Ja, som man saar, saa høster man!» gjentog han og rejste sig.

«Ja,» sagde jeg med hæs Stemme og rystende af Sindsbevægelse, «jeg husker godt det hele! Jeg bad dig den Gang om at give mig frit Valg med Hensyn til min fremtidige Livsstilling, og du havde ikke andet Svar dertil, end at jeg gjorde mine Forfædre Skam. Og nu, da jeg kommer og fortæller dig, at din eneste Datter er ved at dø, begynder du igjen at snakke om mine Forfædre. Aa, jeg fatter ikke, at du, der er saa nær ved Støvets Aar, kan være i den Grad hildet i Verdslighed og Forfængelighed!»

«Hvorfor er du egentlig kommen?» spurgte min Fader i en stræng Tone, dybt krænket over, at jeg vovede at rette Bebrejdelser imod ham.

«Ja, jeg véd det næppe selv, men jeg antager, at det er, fordi jeg føler Trang til Forsoning med dig. Naar alt kommer til alt, nærer jeg endnu kjærlige og sønlige Følelser for dig, men hvad Kleopatra angaar, saa har hendes Hjærte for bestandig vendt sig fra dig. Hun kan ikke glemme, at du har pint og kuet hende i de mange, mange Aar, og alene dit Navn faar hende til at gyse!»

«Og hvem er vel Skyld deri?» skreg min Fader. «Du, og ingen anden — din Slyngel!»

«Ja, giv du kun mig Skylden!» sagde jeg. «Jeg indrømmer, at jeg er skyldig i meget, men kan jeg vel gjøre for, at du har dræbt enhver Spire af Friskhed og Ungdom baade i hende og mig? I mange Aar har du siddet og fusket ved dit Tegnebræt og kvalt alt, hvad der var lyst og levende hos os begge. Jo, du har sandelig Grund til at være stolt af din Virksomhed! Du har bygget en hel Del elendige Rønner, som kun tjener til at huse Lasten, Løgnen og Nederdrægtigheden. Man maa jo være fuld eller gal, eller have stirret sig blind paa et Tegnebræt for ikke at se den Uhumskhed, der skjuler sig i disse Huse. Ja, ikke sandt, det er en kjøn By, du har været med til at skabe. Skjønt den har existeret i Hundreder af Aar, har den endnu ikke skjænket Fædrelandet et eneste nyttigt Menneske, og den fortjente ingen bedre Lod end at opsluges af Jorden og forsvinde sporløst med alt det Kryb, der befolker den.»

«Jeg vil ikke høre mere paa dig, din vanartede Slyngel!» sagde han og tog Linealen, der laa paa Bordet. «Du er jo fuld! Hvor tør du vove at vise dig for mig i den Tilstand? Men nu, da du er her, vil jeg dog lade dig vide, at jeg har gjort baade dig og din Taske af en Søster arveløse, og at hverken du eller hun vil faa en eneste Skilling efter mig. Jeg har udrevet jer begge af mit Hjærte, og for mig kan I fremtidig gjøre og lade som I vil. Ja, Gud har lagt sin tunge Haand paa mig, men jeg vil bære min Prøvelse med Ydmyghed og uden at knurre. Og hvad dig angaar, saa vov aldrig mere at vise dig inden for min Dør. Gaa!»

Jeg sagde ikke et Ord, men gik og drev saa hele Resten af Natten om i Gaderne vaklende som en Beruset og syngende i vilden Sky for at overdøve min Sorg.


XIX.

Skulde jeg nogen Sinde føle Trang til at anskaffe mig en Ring, vilde jeg vælge en med Indskriften: «Intet forgaar!», thi jeg tror fuldt og fast paa, at selv det mindste Skridt, vi foretager os, er som en Traad, der spindes ind i Livets Kattun.

Intet er saa galt, at det ikke er godt for noget. Mine store Ulykker og den Taalmodighed, hvormed jeg har baaret dem, har rørt mine tidligere Forfølgeres Hjærter; jeg er nu ikke længer en Skive for Gadedrengenes Vittigheder og risikerer heller ikke at faa en Spand Vand over Hovedet, naar min Vej fører mig forbi Boderne paa Torvet. Man har efterhaanden vænnet sig til at se mig gaa omkring i min simple Arbejdsdragt, og man finder det ikke længer anstødeligt, at jeg, der har en lang Række adelige Forfædre, staar oppe paa Stilladset og bruger min Pensel. Jeg er stærkt søgt paa Grund at min Dygtighed i Faget og gaar endogsaa Ræddiken i Næringen ved at optræde som Entreprenør. Alle er venlige imod mig og siger «De» til mig, og det hører til Dagens Orden, at jeg bliver trakteret med The eller Middagsmad i de Huse, hvor jeg arbejder. Kort sagt, jeg mærker, at Sympatien er for mig. Min Sorg har gjort mig ordknap og gammel før Tiden, og jeg er godt paa Veje til at blive lige saa sær en Patron som Ræddiken.

Min tidligere Hustru lever nu i Udlandet, og hendes Fader, Ingeniøren, opholder sig i et af de østlige Guvernementer, hvor han er i Færd med at anlægge en Jærnbanelinie. Doktor Blagovo har jeg fuldstændig tabt af Syne, men det hedder sig, at han har slaaet sig ned i Paris, og at han agter at blive der for bestandig. Generalinde Tscheprakof har kjøbt sin Ejendom tilbage af Ingeniøren, der maatte afhænde den med Tab, og Moses, der endnu er ansat som Forvalter hos hende, driver ligesom tidligere Forretninger paa egen Haand og har efterhaanden samlet sig en Kapital. Den stakkels Ivan Tscheprakof, der er bleven afskediget fra sin Tjeneste ved Jærnbanen, driver omkring inde i Byen, drikker sig daglig fuld og gjør sit bedste for at gaa fuldstændig i Hundene. Min Fader, som er dygtig ældet, er bleven endnu mere krumbøjet og sammenfalden end før. Jeg ser ham undertiden spasere paa Gaden eller i Haven, men jeg har ikke besøgt ham siden den Aften, han viste mig Døren, og jeg agter heller ikke at gjøre det. Anna Karpovna, som lever i bedste Velgaaende, forguder stadig sin fordrukne Plejesøn, og hver Gang hun ser mig, ryster hun paa Hovedet og siger med et Suk:

«Ak ja, det er ude med dig, din Stakkel! Det tager en daarlig Ende med dig, det føler jeg!»

Om Hverdagen arbejder jeg fra Morgen til Aften, men hver Søndag Eftermiddag, naar Vejret er godt, tager jeg min lille Søsterdatter ved Haanden og gaar ud med hende til Kirkegaarden. Der staar jeg saa og ser længe paa Kleopatras Grav og fortæller Barnet, at det er hendes Moder, som hviler nede under Grønsværet.

Undertiden møder jeg Anjuta Blagovo derude, og vi mindes saa Kleopatra og taler om gamle Tider. Vi følges ind ad Byen til med Barnet imellem os, og naar vi kommer til Forstaden, siger Anjuta rødmende Farvel til mig og gaar videre.


  1. Peter og Pauls Festen begynder i Slutningen af Maj eller i første Halvdel af Juli og varer 3 Uger og 3 Dage. O. A.
  2. Et Fornavn, der kun gives Bønder; paralelliseret med danske Fornavne vilde det svare til det Holbergske: Arv. O. A.
  3. I Rusland ser man ofte malede Tage ikke alene paa Kirker, der næsten altid udmærke sig ved brogede eller forgyldte Kupler, men ogsaa paa andre Bygninger, idet man dækker Træ, Zink, Bly og Kobber med et Lag af Farve eller Fernis. O. A.
  4. Den Væg, der i de græsk-katolske Kirker skiller det Allerhelligste fra den øvrige Del af Kirken. O. A.
  5. Under Vielsen holdes der en Krone over Brudens og en anden over Brudgommens Hoved. Dette besørges af Skafferne, der tillige fungere som en Slags Marskalker. O. A.