Min Vivs Hjemkomst
Min Vivs Hjemkomst.
Gudskeelov, min hulde Hustru!
Gudskeelov Du engang kommer!
O, Velsignede, velkommen!
O Velkommen tusind’ Gange,
var dit Fravær ei slig Sorg!
O med tusind’ Kys velkommen,
da Dit Fravær er slig Sorg!
O velkommen hjem igjen,
til mit Hjerte hjem igjen,
inden disse Armes Grændser,
hvor, min Viv, Din Verden ender!
O velkommen hjem igjen!
Gudskeelov Du engang kommer!
O, Velsignede, velkommen!
O Velkommen tusind’ Gange,
var dit Fravær ei slig Sorg!
O med tusind’ Kys velkommen,
da Dit Fravær er slig Sorg!
O velkommen hjem igjen,
til mit Hjerte hjem igjen,
inden disse Armes Grændser,
hvor, min Viv, Din Verden ender!
O velkommen hjem igjen!
Jeg har længtes, til jeg blegned’,
til mit karske Hjerte sygned’,
aabnet Favnen, fanget Luften,
til min stærke Arm var segned.
Du maa troe det, ja ved alle
denne Midnats vaagne Aander!
skjøndt imørgen ved Dit Hjerte,
Elskte, Du min Kind vil finde
blussende af Glædens Sundhed.
til mit karske Hjerte sygned’,
aabnet Favnen, fanget Luften,
til min stærke Arm var segned.
Du maa troe det, ja ved alle
denne Midnats vaagne Aander!
skjøndt imørgen ved Dit Hjerte,
Elskte, Du min Kind vil finde
blussende af Glædens Sundhed.
O velkommen, hulde Hustru!
skjønne Text for mine Sange!
søde Smag for mine Læber!
bløde Marmor for mit Favntag!
ædle Billed for min Aands
dybe, jublende Tilbeden!
O velkommen hjem igjen!
skjønne Text for mine Sange!
søde Smag for mine Læber!
bløde Marmor for mit Favntag!
ædle Billed for min Aands
dybe, jublende Tilbeden!
O velkommen hjem igjen!
Ak, hvad kan min Styrke tvinge,
saa jeg ikke op kan springe?
Ak, hvad binder mine Arme,
at jeg ei Dig kan omfavne?
Ak, hvad kan mit Øie blinde,
saa det ei sit Syn kan finde?
saa jeg ikke op kan springe?
Ak, hvad binder mine Arme,
at jeg ei Dig kan omfavne?
Ak, hvad kan mit Øie blinde,
saa det ei sit Syn kan finde?
Har mon hist fra Dødninghaven
stakkels ugift Qvindes Geist,
svøbt i Hyldens Duft paa Graven,
sig i Sommernatten reist?
er ind af mit aabne Vindu
opad lette Ranke stegen,
for med Trolddom mig at gjække,
min Henrykkelse at vække,
for med den Bedragnes Qval
sin at kunne vederqvæge?
stakkels ugift Qvindes Geist,
svøbt i Hyldens Duft paa Graven,
sig i Sommernatten reist?
er ind af mit aabne Vindu
opad lette Ranke stegen,
for med Trolddom mig at gjække,
min Henrykkelse at vække,
for med den Bedragnes Qval
sin at kunne vederqvæge?
„Det er mig, og ikke Hende,“
klang det, klang, som om man kunde
tænke Klang fra Engens Klokkes
og Konvallens spæde Munde,
Toner i en Lilies Stengel.
„Det er mig! Du bør mig kjende:
Jeg er Din og Hendes Engel,
død forlængst og før jeg vidste,
at jeg var Din første Elskov.
Jeg velsignet har Din sidste,
aandet al min Ømhed ind
i Din Elsktes Jomfrusind,
strøget ned med bløde Vinger
Ringen først paa hendes Finger.
Naar I ere glade sammen,
er det mig, som altid fylder
med den Tanke Eders Sjele,
at Serafer Glæden dele.
Da for Alteret I knælte,
holdt jeg over eder Begge
svævende en himmelsk Krands
med en nær udsprungen Knop
for ethvert af eders Løfter.
Jeg for Herrens Throne lagde
knælende den som et Offer;
og der ikke een er visnet,
men den er endnu saa frisk
somom den var nylig dyppet
i en Evighedens Kilde.
klang det, klang, som om man kunde
tænke Klang fra Engens Klokkes
og Konvallens spæde Munde,
Toner i en Lilies Stengel.
„Det er mig! Du bør mig kjende:
Jeg er Din og Hendes Engel,
død forlængst og før jeg vidste,
at jeg var Din første Elskov.
Jeg velsignet har Din sidste,
aandet al min Ømhed ind
i Din Elsktes Jomfrusind,
strøget ned med bløde Vinger
Ringen først paa hendes Finger.
Naar I ere glade sammen,
er det mig, som altid fylder
med den Tanke Eders Sjele,
at Serafer Glæden dele.
Da for Alteret I knælte,
holdt jeg over eder Begge
svævende en himmelsk Krands
med en nær udsprungen Knop
for ethvert af eders Løfter.
Jeg for Herrens Throne lagde
knælende den som et Offer;
og der ikke een er visnet,
men den er endnu saa frisk
somom den var nylig dyppet
i en Evighedens Kilde.
Og nu er jeg kommen hid
for Din Hustrus rene Leie
at bestrøe med hvide Roser.
Thi — maaskee jeg burde tie —
thi hun kommer end i Nat.
for Din Hustrus rene Leie
at bestrøe med hvide Roser.
Thi — maaskee jeg burde tie —
thi hun kommer end i Nat.