Middelalderske latinske Membranfragmenter i det norske Rigsarkiv
MIDDELALDERSKE LATINSKE MEMBRANFRAGMENTER
I DET NORSKE RIGSARKIV.
AF
S. A. SØRENSEN.
I Begyndelsen af 1840-Aarene var, som bekjendt, Henrik Wergeland ansat som Rigsarkivar. Han sendte en Dag til Universitetet nogle Membranfragmenter, som han havde fundet i Rigsarkivet. Disse Fragmenter vakte dog ikke nogen større Opmerksomhed.
I 1846 var Christian Lange Rigsarkivar. Han ryddede en Dag op i nogle gamle Skattemandtal og Fogedregnskaber fra det 16de og 17de Aarhundrede og fandt da, hvorfra Wergeland havde de indsendte Fragmenter. Til Indheftning af de gamle Regnskaber var der benyttet gamle middelalderske Membraner, som var klippet op i Smaabeter.
Det følgende Aar giver P. A. Munch i »Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur« (Jan. 1847) Oplysninger om Fundet. Han omtaler det med den største Begeistring.
Munch nævner ca. 60 Brudstykker fra gamle norske og islandske Sagaer og Lovbøger, hvoraf enkelte indeholdt hidtil ukjendte Tekster, og hvoraf flere viste sig at have bedre Tekster end de, man hidtil havde havt. Munch omtaler ogsaa et Par Membraner med latinsk Tekst, som havde en særlig historisk Interesse.
Man kan tænke sig, hvad Mænd som P. A. Munch og Chr. Lange maatte føle, naar de saa disse Rester fra en gammel national Litteratur og tænkte paa, hvad her var gaaet tabt.
Lange havde Aaret iforveien omtalt Fundet i en kortere Notis i Bladet »Den Constitutionelle« (for 22de Novbr. 1846). Han skriver:
»Ved Synet af de mange herlige Alderdomslevninger, der i denne mutilerede Tilstand komme frem, maa man i Sandhed harmes over saadant Barbari, som kunde tillade Besidderne af saadanne litterære Skatte Aar efter Aar at skjære Stykker ud af dem og i Ordets egentligste Forstand at sprede dem til alle Verdens Hjørner ligesom for planmæssigt at tilintetgjøre dem.«
Paa en Maade maa vi dog endda være fornøiede over, at de gamle Bøger paa denne Maade er blevne ødelagte, for nu har vi da ihvertfald faaet nogle Blade fra de gamle Bøger; ellers havde vi vel ikke havt en eneste Bete.
Blandt de fundne Fragmenter synes forøvrig de latinske — med Undtagelse af de nævnte — ikke at have interesseret P. A. Munch noget synderlig. Han skriver: »Blandt det Forefundne er vistnok det Meste Brudstykker af latinske Bøger af asketisk Indhold og saaledes ei af nogen synderlig Interesse for os.«
Man skulde næsten tro, at disse Ord fra Munch har hvilet som et Ban over Rigsarkivets latinske Membraner, thi paa en enkelt Undtagelse nær har de siden Munchs Tid ligget der ganske ubearbeidede.
Eller kanhænde der har været noget af samme Forhold her i Norge, som Prof. Schück klager over der har været i Sverige?
Han skriver[1]: »I äldre tider hyste man humanismens fornäma förakt för alla skrifter, hvilke icke voro affattade enligt Ciceros alene saliggörande fraseologi ock sedan övergick man til en lika kritiklös afgudsdyrkan af modersmålet. Alt som ei skrifvades på Svenska, ansågs ligga utom vor litteraturhistoria, likasom denna var en språkformernas ock icke en menniskornas historia.«
Siden Fundet i Rigsarkivet blev gjort, har man i Aarenes Løb taget af Regnskaberne de Fragmenter, som man har troet har været af særlig Interesse; Størsteparten, som især har været Stykker fra liturgiske Bøger, har man ladet blive siddende, indtil i vore Dage Hr. Rigsarkivar Hertzberg har ladet foretage en almindelig Razzia og indsamlet omtrent alt fra de gamle Bind.
Jeg antager efter et løst Overslag, at der nu er en 2—3000 latinske Membranfragmenter i Rigsarkivet. En hel Del af disse er dog kun Beter og Smaastykker, som det er ikke muligt at faa noget synderlig ud af, men saa er der jo andre Stykker indimellem, som giver Vederlag for de mere betydningsløse.
Jeg skulde dog tro, at der muligens er endnu flere Membranfragmenter at finde.
Paa en gammel Protokol, hvor Skindbindets Ryg var slidt af, viste det sig, at der til den indre Indbinding, hvor Bogbinderne i vore Dage bruger Hyssing, var anvendt opklippede Membranstykker. Muligens kan det samme være Tilfælde ved flere gamle Protokoller. Ligesaa synes enkelte gamle Pergamentperme at gjemme gamle Stykker.
Allerede for en 5—6 Aar tilbage (nemlig i 1903) ansøgte jeg Regjering og Storting om Bidrag til en nærmere Undersøgelse af de latinske Membraner og udgav omtrent samtidig i det danske Tidsskrift »Varden« en Del Hymner fra et middelaldersk Breviar, hvoraf Blade havde ligget om et Regnskab fra Vestlandet. Mit Andragende blev varmt anbefalet saavel af daværende Rigsarkivar Huitfeldt-Kaas som af Biskop Dr. Bang, men blev af budgetmæssige Hensyn ikke indvilget.
I de sidste to Aar har jeg faaet Bidrag af Nansen-fondet til nævnte Arbeide, paa samme Tid som Hr. Sekretær Georg Reisz har faaet Understøttelse til at studere de mange Nodeskrifter, som findes paa Membranerne, og hvorpaa den offentlige Opmerksomhed var henledet ved en Artikel af Organist Haarklou i »Dagbladet« for 10de April 1904.
Jeg skal nu tillade mig at give en kort Oversigt over Resultatet af mit hidtilværende Arbeide.
De fleste af de latinske Membranfragmenter skriver sig fra middelalderske Messebøger og Breviarer.
Mangt og meget af dette kan man naturligvis finde igjen i lignende Bøger fra andre Lande.
Det har dog et eget Værd dette, at man kan lægge frem selve de Blade, som Præster og fromme Mænd og Kvinder læste her i Norge i Middelalderen: høre de Bønner, de bad, naar Hjem eller Skibe velsignedes, naar Sjømænd reiste ud fra Havnen, naar nogen laa syg; saa ogsaa faa høre den Ekskommunikationsformel der lød, naar nogen paa Grund af Liv eller Lære blev udstødt af Kirken.
Paa nogle Blade, som blev nedsendt til Rigsarkivet fra Trondhjems Stiftsarkiv, og som kan antages at være fra ca. 1300, læses følgende Bønner og Ekskommunikationsformel.
»Benedic domine domum istam, ut sit in ea sanitas, sanctitas, castitas, virtus, victoria et sanctimonia, humilitas, lenitas et mansvetudo, plenitudo legis et obedientia deo patri et filio et spiritui sancto. Sitqve super hunc locum et domum et super omnes habitantes in eis gratie tue larga benedictio, rex regum et deus benedictus per omnia secula.«
»Velsign, Herre, dette Hus, at her kan være Sundhed, Hellighed, Renhed, Dygtighed, Fremgang og Uskyldighed, Ydmyghed, Sagtmodighed og Mildhed, retskaffent Levnet og Lydighed mod Gud Fader, Søn og Helligaand. Over dette Sted og over dette Hus og over alle, som her bo, hvile, o Herre, din Naades rige Velsignelse, du som er Kongernes Konge og velsignet Gud i al Evighed.«
»Benecdictio navis. oremus.
Propitiare, domine, supplicationibus nostris et mitte, qvæsumus, angelum tuum . . qvi liberet navim istam (cum) navigantibus in ea et perduc eam ad loca destinata, ut iteratis(?) actibus omnibus negotii (per)empto tempore ad propria revocare digneris cum omni gaudio et effectu per (Jesum Christum. Amen).«
»Velsignelse af Skib. Lad os bede:
Hør, Herre, naadig paa vore Bønner og send, vi bede dig, din Engel, at han kan bevare dette Skib og dem, som der er ombord, og før dem til de bestemte Steder, og naar al Handel er tilendebragt, saa før du dem i sin Tid tilbage til deres Hjem med al Glæde og godt Udbytte ved (Jesum Christum. Amen).«
Ved Festen for St. Sigismund lød Bønnen for den Febersyge:
»Ad missam pro febricitante et ad memoriam sancti Sigismundi regis et martyris. Officium. Oratio.
Reminiscere miserationum tuarum, omnipotens sempiterne deus qvi per sanctos apostolos tuos et martyres diversa sanitatum dona largire dignatus es. da, qvæsumus, ut presentem famulum tuum N. qvi febrium vexatione fatigatur per intercessionem famuli tui Sigismundi regis et martyris tua medicina erigat ad salutem per Jesum Christum Amen)«.
»Almægtige evige Gud, du som naadig har givet Mange Helbredelse ved dine hellige Apostle og Martyrer, bevirk, Kjære, at din naadige Hjælp gjør denne din Tjener N. N., som her er tilstede, og som plages af Feber, fuldt frisk igjen ved din Tjener, Konge og Martyr Sigismunds Intercession.«
Evangeliet om Jesu Helbredelse af Peters Svigermoder, der laa syg af Feber, følger senere.
Ekskommunikationsformelen lyder:
»Si ecclesiastica sententia habetur in aliqvem externe sic proferatur.
Ex auctoritate dei patris omnipotentis et filii et spiritus sancti et sancte marie matris domini et beatorum apostolorum petri et pauli et omnium apostolorum, martyrum, confessorum atqve virginum et omnium simul sanctorum ac electorum dei et sanctorum canonum et nostri ministerii excommunicamus, anatbematizamus, dampnamus atqve a sacramento corporis ac sanguinis domini nostri Jesu Christi et e liminibus sancte matris ecclesie et a communione totius ecclesie seqvestramus atqve a consortie fidelium penitus separamus illum N. N. et N. et sicut extinguitur lucerna hec in conspectu hominum, ita extingvantur lumina eorum in conspectu domini in secula seculorum et eterne oblivioni tradantur in perpetuum nisi ad satisfactionem venerint. fiat fiat fiat. amen.«
»Af den Auktoritet (som tilkommer os) fra den almægtige Gud Fader og Søn og Helligaand og fra den hellige Maria, Guds Moder, og de salige Apostle Peter og Paulus og alle Apostle, Martyrer, Bekjendere og Jomfruer og fra alle Guds Hellige og Udvalgte og (ifølge) de hellige Lovbøger og vort Embede, udstøde, banlyse og dømme vi, som vi og helt og fuldt skille fra vor Herre Jesu Christi Legems og Blods Sakrament og fra den hellige Moder Kirkens Grændser og fra hele Kirkens Samfund og fra de Troendes Omgang denne N. N. og N, og ligesom denne Lampe udslukkes for Menneskers Øine, saaledes udslukkes deres Lys for Herrens Øine i al Evighed og overgives til evig Forglemmelse for alle Tider, hvis de ikke komme til Bod. Det ske! det ske! det ske! Amen.«
I Messebøgerne og Breviarerne findes der en hel Del Uddrag fra middelalderske Homilier og Legender. De fleste er vistnok Afskrifter efter udenlandske Originaler, men har derfor sit store Værd til Oplysning om den Kristendomsforkyndelse, som var gjængs her i Norge i Middelalderen. Det blander sig, ihvertfald efter min Mening, saa let Digtning ind, hvor Middelalderens Forhold behandles. Det kan da være godt som her at have historiske Aktstykker at holde sig til.
Blandt Homilierne kan man muligens finde Originaler til enkelte norske middelalderlige Prækener, ligesom det jo ogsaa kunde hænde, at man fandt originale latinske Prækener. Paa et Membranfragment, som tilhører Trondhjems Stiftsarkiv, indeholder Teksten et Par svenske Prækener fra noksaa sen Middelalder. En af Prækenerne er over Lignelsen om Farisæeren og Tolderen.
Paa nogle Blade, som har været om Tønsberg Lensregnskaber, findes Legender om engelske Helgener (St. Edvard, St. Alban, St. Botolf, St. Edeltrude).
Særlig Interesse har naturligvis for os Fragmenter, hvis Tekster omhandler nationale Helgener.
Jeg skal anføre nogle Linier fra et lidet Fragment, hvis Tekst har handlet om St. Olaf.
»Regnante illustrissimo rege Olavo apud Norvegiam, qvæ est prægrandis terra usqve aqvilonem locata, a meridie Danam habens, tandem ingressi sunt terram pedes evangelizantium bona. Hactenus sacrilegis ydolorum mancipati viribus et superstitiosis . . .«
(Resten bortklippet).
»Da den berømte Kong Olav regjerte i Norge, som er et meget stort Land, der ligger i det yderste Norden, og som i Syd har Danmark, kom endelig til Landet deres Fodder, der forkynder det gode Budskab. Hidtil havde man tjent de afskylige Afguder . . .«
Paa den anden Side af Fragmentet staar nogle Bønner til St. Olav:
Sancte martyr Olave te humiliter deprecamur ut a peccatorum nostrorum colluvionibus tuis so. ris (? sobris) nos expurges orationibus . . .«
»Hellige Martyr Olav, vi beder dig ydmygt, at du renser os fra vore Synders Smuds ved dine (rene?) Bønner.«
Af latinske Hymner findes der en hel Del, dels med, dels uden Nodetekst. Til Tønsberg Lens Regnskaber er en hel kirkelig Hymnebog klippet op i Smaastykker. Det gaar sikkerlig an at føie flere af Stykkerne sammen, saa baade Tekst og Noder igjen kan komme for Dagen.
Flere af de middelalderlige latinske Hymner er blevne oversatte paa Norsk og synges endnu i Landets Kirker og Menigheder. Og disse Hymner har ikke blot religiøst Værd, de har ogsaa et poetisk.
Schück skriver i sin svenske Litteraturhistorie (I, S. 197):
»Kan man stella sig på den standpunkten, at medelslatinet också är et språk — fastän et annat än det klassiska latinet — skal man finna at många af dessa hymner äro fylda af en värkligt ren och ädel poesi.«
Missalernes og Breviarernes Alder er meget forskjellig. Nogle Blade fra Telemarken, som Hr. Sekretær Reisz omtalte forleden Aar i Videnskabsselskabet, er af Prof. Fleischer i Berlin sat til Begyndelsen af det 10de Aarhundrede, altsaa til Kong Harald Haarfager og hans Sønners Regjeringstid. (Derfor er det dog ikke sikkert, at Bladene har været saa længe her i Landet; de kan jo i senere Tid være kommet ind fra Udlandet.) Bladene er nummererede; et Blad har Tallet 23; et andet 210, saa det har været et stort Opus.
Jeg skal anføre en Præfation fra de gamle Blade.
Evangeliet om ham, der er faldt blandt Røvere, og om den barmhjertige Samaritan er læst, og — ikke længer efter — lyder saa Bønnen:
Da etc., qvia tu in nostra semper faciens infirmitate virtutem ecclesiam tuam inter adversa crescere tribuisti ut cum putaretur obpressa tunc potius prevaleret exaltata. Dum simul et experientiam fidei declarat afflictio et victoriosissima semper perseverat te adjuvante devotio per Christum . . .«
»(Kjære Herre) du som i vor Svaghed altid viser din Kraft, og som lader din Kirke vokse under Modgang, saa denne din Kirke, naar man tror den undertrykt, snarere gaar frem i Høihed; samtidig som Trængselen jo er en Prøve paa Troen og Fromheden altid sikker paa Seieren ved din Hjælp, ved Christus; Kjære, giv os o. s. v.
Er det ikke, som vi her hører en Røst fra en gammel Tid, da Kirken havde Martyriet for Øie, men ogsaa samtidig freidig bekjendte sin seierssikre Tro!
Jeg skal nu nævne nogle Blade, som har tilhørt theologiske Verker.
Fra Bratsberg Len findes et Folioark, som indeholder Begyndelsen af St. Augustins Verk »Exaemeron« eller »De genesi ad literam libri XII« (Sl. Mignes Patrologie, B. 34, S. 246 ff.). St. Augustin hævder i dette Verk, som var meget anseet i Middelalderen, at Bibelens Beretning om Skabelsen ikke var at tage bogstaveligt, men billedligt.
Et Folioark, der har været om Regnskaber fra Hadeland, viser sig at være fra S. Thomas de Aqvinos Verk »Summa contra gentiles«, en Bog, der sammen med hans »Summa theologica« regnes for at være S. Thomas de Aqvinos Hovedarbeide. Teksten paa vor Membran er fra lib. II, cap. 92 fg.
Et Folioark, som var nedsendt fra Trondhjems Stiftsarkiv, er fra St. Thomas Kommentar til Aristoteles »In libros Physicorum Aristotelis« (Lib. III, Sectio VI).
Ingen af disse Verker har man tidligere kjendt til har været læst her i Norge i Middelalderen. Jeg tviler ikke paa, at der findes Brudstykker fra flere andre kjendte theologiske Verker blandt Rigsarkivets Samlinger.
Et Blad fra Tønsberg Len har vistnok hørt til en Evangeliekommentar. Teksten indeholder en Kommentar til Kristi Fristelse. Et Par andre Blade fra samme Len indeholder en filosofisk Afhandling »De prudentia« (om Klogskab); paa andre Blade findes en theologisk Fremstilling af Menneskets Tilstand før Syndefaldet.
Hvorfra disse Blade skriver sig, kan jeg ikke for Tiden sige.
Af mere religiøs-asketisk Karakter er et Brudstykke fra samme Len. Det har hørt til en Bog, der har givet religiøse Lærdomme, fremstillet i Spørgsmaals og Svars Form.
Fragmentet er desværre afklippet paa begge Sider, men man kan dog — af og til ihvertfald — forstaa Meningen. Jeg skal anføre nogle Linier:
. . Interrogatio septima.
O judex qværo a te . . cur debeo odire mundi pu(lchritudinem?).
Respondit judex: Amice vile et . . qvasi amarum . . falsa et seducens . . Pulchritudinem (mundi) respuens (et) ejus svavitatem inferni (poenas?) non gustabit sed ascendit ad gaudium.«
»Syvende Spørgsmaal.
O Dommer, jeg spørger dig, hvorfor bør jeg hade Verdens Skjønhed ?
Dommeren svarer: Min Ven! ussel . . . og ligesom bitter . . . falsk og forførende . . . Den, som forsmaar Verdens Skjønhed og dens Sødhed, skal ikke smage Helvedes (Straffe), men stiger lige til Glæden.«
Man ser, Fremstillingsformen er den samme som i den bekjendte Bog »Elucidarius«, der i Middelalderen blev oversat paa Norsk.
Et Brudstykke fra Brunlalen tilhører et Verk, som vel har været noget i Lighed med den Tids Hjælpehaandbøger for Prædikanter[2].
Forskjellige Ord opregnes, saaledes: Otium, qvies, litus, portus, pax, insula universalis, insule particulares o. s. v., og saa tilføies der til hvert Ord en religiøs Forklaring.
Jeg skal anføre nogle Uddrag:
»Ocium est cessatio a mundanis negotiis. Unde surgit contemplatio et divinorum meditatio. Unde dicit Augustinus. Cum vontulissem me ad ocium christianorum qvod est et contemplari. ocium corporis est de qvo dicitur. qvid hic statis ociosi. — — Otium est qvod salubri caret utilitate, unde dicitur: verbum ociosum . . . Ociositas inimica est anime. Ne diabolus inveniat te otiosum. Otiosus est qvi opus dei non operatur cum potest et debet. Nulla virtus est otiosa qvia et si modo non valet valebit eum poterit . .; ideo fides in pravo non est otiosa, qvia proderit(?) cum poterit.
Qvies dei est deus qvi qviescit in se vel qviescere dicitur deus cum nos qviescere facit; septimo die reqvievit dominus ab opere suo qvod patrarat, qvia postea nihil fecit eujus tune non fecisset materiam . . . Qviescit Christus in sanctis et non nisi super humilem et mansvetum quiescit spiritus sanetus. Qviescit justus hic eontemplando in bonis studiis et operibus. convertere aninam meam in reqviem tuam. Sed parva est hic reqvies nostra. Item qvies est cessare a malo. peccasti qviesce. qviescite agere perverse. et qvies dei caro Christi. exsurge in reqviem tuam id est resurge in carne. et reqvies est Christus vita eterna. ubi est reqvies vestra. Qviescit et dormit diabolus in umbra calami, id est, in corde ipocrite et qviescere est a divinis cessare. Unde illud qviescere faciamus dies festos.»
»Fritid (otium) er at have fri for verdslige Forretninger. Deraf vokser Betragtning og Overveielse af de guddommelige Ting. Derfor siger Augustinus: »Da jeg begyndte at nyde de Kristnes Otium (Fritid), det er den religiøse Betragtning.« Den legemlige Fritid (otium) er den, hvorom det heder: Hvorfor staar I her ledige (otiosi)? Otium er det, som ikke har nogen virkelig Nytte; derfor heder det: unyttigt Ord (verbum otiosum) — Lediggang (otiositas) er Sjælens Fiende. »Lad ikke Djævelen finde dig ledig.« Ørkesløs (otiosus) er den, som ikke gjør Guds Gjerning, naar han kan og bør. Ingen Dyd er ørkesløs, thi selv om den ikke virker, vilde den virke, hvis den kunde . .; derfor er Troen ikke ørkesløs hos den onde, thi den vilde virke, hvis den kunde.
Guds Hvile er Gud, som hviler i sig selv, eller Gud siges at hvile, naar han lader os hvile; paa den syvende Dag hvilede Gud fra den Gjerning, han havde gjort, thi siden gjorde han ikke noget, som han ikke da havde skabt Stoffet til . . . Christus hviler i de Hellige, og den Helligaand hviler blot over den, der er ydmyg og sagtmodig. Den Retfærdige hviler her paa Jorden, naar han er optaget af gode Studier og Gjerninger. »Lad min Sjæl faa Del i din Hvile!« Men liden er vor Hvile her paa Jorden. »Hvile« (qviescere) er ogsaa at holde op med det, som er ondt. »Du har syndet — hold op dermed! (qviesce)«. »Hold op med at handle daarlig.« Guds Hvile betegner ogsaa Kristi Kjød. »Staa op til din Hvile« det er »Staa op legemlig. »Hvile« betegner ogsaa Christus — det evige Liv. »Hvor er Eders Hvile?« Djævelen hviler og sover i Sivets Skygge, det er i Hyklerens Hjerte. »Hvile« betegner ogsaa at ophøre med at dyrke Gud, hvorfor det heder: »Lad os afskaffe Festdagene.«
Som man ser, har Verket vistnok været et Slags theologisk Konkordants, hvor alle de almindeligste Ord i Vulgata er citerede med deres forskjellige Betydning.
Forfatteren af det bekjendte middelalderske norske Verk »Stjórn« (et Slags Bibelhistorie) siger i sin Fortale, at han til sit Arbeide har benyttet »Historia scolastica«, et Arbeide af Petrus Comestor, der levede i Slutningen af det 12te Aarhundrede. Et Blad fra Guldalen viser sig at være fra dette Verk.[3]
Af en Fortegnelse over Nidaros Kapitels Bibliothek (Dipl. Norv., XII, No. 673), som rigtignok er fra protestantisk Tid, sees det, at Kapitlet eiede et Eksemplar af »Historia scolastica«. En anden Bog fra samme Fortegnelse er Sallust’s Verk »Jugurtha«. Da der ogsaa af dette sidste Verk findes Blade i Rigsarkivets Membransamling, er det jo ikke saa utænkeligt, at det er Bøger fra Nidaros Kapitels Bibliothek, som her er klippet op til Indheftning af Fogedregnskaber.
Nogle Membraner har kalendarisk Indhold. Paa et saadant Fragment fra Tønsberg er ved en Dato tilføiet »Obiit Conradus decanus« (»Paa den Dag døde Dekanen Conrad«).
Af Membraner med kirkeretsligt Indhold findes en god Del; men jeg har endnu ikke undersøgt disse nærmere.
Af Vulgatatekster findes der naturligvis mange. Et Brudstykke har hebraisk Tekst. Det er nogle Vers fra en af Davids Salmer, som Stykket gjengiver. Dette kunde tyde paa, at der har været dem, der i Norge i Middelalderen har kunnet læse Davids Salmer i Grundsproget.
Dr. Osc. Alb. Johnsen har i sin Afhandling om »Norske geistlige Bogsamlinger i den senere Middelalder«[4] gjort opmerksom paa et Par humanistiske Verker, som findes nævnt i den omtalte Fortegnelse over Nidaros Kapitels Bibliothek, og mener, dette kan tyde paa, at Humanismen ogsaa har øvet sin Indflydelse her i Norge.
Jeg skal nu nævne nogle Fragmenter, som viser, at Humanismen — ihvertfald formelt — har øvet sterkere Indflydelse, end man endog i vore Dage vilde finde passende.
Det er Blade, hvor Linier fra Vergils Digt Bucolica (Ecl. IX, v. 23 fg.) citeres, og hvortil der saa, Ord for Ord, er føiet en religiøs Kommentar.
Fragmentet begynder med følgende Linier:
»Advena claudius vel arrius fortassis fuerat, qvi ab agris suis merim expulerat. Pergit ergo meris ut qvod non poterat facere propriis viribus saltem suis impetraret rome muneribus. Forsitan hec illis licent qvi propria licenter possident. Nos antem qvi dicimus ecce nos reliqvimus omnia et secuti sumus te cur tam anxie reqvirimus qve reliqvimus. Cur hostem perseqvimur et deum non seqvimur . . .«
(»Advena[5] har muligens været Claudius eller Arius, som havde drevet Merim bort fra sine Agre. Meris tager altsaa fat for idetmindste ved Roms Penge at opnaa det, som han ikke kunde udvirke ved egne Kræfter. Maaske er Saadant tilladt for dem, som ganske ubundet eie, hvad de har. Men vi, som sige: »Se vi have forladt alt og fulgt dig«, hvorfor skal vi saa ængstelig søge det, som vi har forladt? Hvorfor følge vi efter Fienden, og følge ikke Gud?« . . .).
Saa kommer lidt senere Versene.
Tityre, dum redeo — brevis est via — pasce capellas.
(V. 23). Et potum pastas age, Tityre, et inter agendum.«. . .
»Tityre, til jeg kommer igjen — Veien er kort — pas Gjederne, og naar de har faaet Mad, giv dem Drikke . . .«
Det er Licidas, som siger disse Ord til sin Hyrde Tityrus.
Verset udlægges nu allegorisk paa følgende Maade:
»Per Licidam intelligitur Christus, per Titirum qvilibet prelatus. Dat Licidas Titiro virgam pastoralem ut demonstret pastorem. Virga pastoralis est potestas regiminis. Inferius acuta superius curva: pungit et retrahit. Pungit resistentes, retrahit fugientes. Acumen tangit terram et penetrat dum terrena diligentes reprehendit et inerepat. Revocat et retrahit dum magister delinqventem discipulum obsecrat et sublimitatem potestatis ad compassionem flectit. Unde apostolus: Obsecra inqvit et increpa. Titire dum redeo brevis est via pasce capellas. Titirus interpretatur aries villosus. Aries villosus est prelatus vilibus pannis indutus. Lana siqvidem villosa est vilis lana. Per hoc ergo moraliter prelatos innuit, qvi preciosis vestibus et delicatis uti volunt. Titire dum redeo. Dum redeo de primo adventu ad secundum. Licidas loqvitur ad Titirum; Christus ad qvemlibet prelatum . . . In primo adventu post peractam penitentiam peccati potes evadere penam. post secundum adventum nullam poteris asseqvi misericordiam. Judica ergo te ipsum in hoc seculo ut alios judices in futuro. Titire dum redeo brevis est via. Brevis est via de primo adventu ad secundum vel brevis est via id est cujuslibet hominis vita. Brevis est translatio de utero ad tumulum . . . Pasce capellas. Pasce sacra ammonitione. »In loco pascue ibi me collocavit.« Qvatuor sunt loca pascue. Claustrum. capitulum. ecclesia. altare. In claustro reficimur lectione, in capitulo predicatione, in ecclesia oratione, in altare devotione . .
Et potum pastas age titire. Post pastum duc ad potum; Post pastum refectionis ad potum conpunctionis. Duo sunt genera conpunctionis, timoris videlicet et amoris. Hi sunt contemplativi et activi. Hoc est superius irriguum et inferius irriguum. Contemplativi sunt qvi ad superius irriguum tendunt, dicentes »Sitivit anima mea ad deum etc.« Activi vero sunt qvi humiliter penitent et penas inferni qvia peccaverunt abhorrent. Hi sunt qvi ad irrignum inferius gementes discedunt. Et inter agendum.«
(Hermed slutter Membranbladet).
»Ved Licidas forstaaes Christus, ved Tityrus hvilkensomhelst Prelat. Licidas giver Tityrus Hyrdestaven og erklærer ham derved for Hyrde. Hyrdestaven er Magten til at styre. Nedentil spids, oventil krum; den støder, og den trækker til sig. Den stikker dem, som staar imod, og trækker til sig dem, som flygter. Spidsen berører og trænger ned i Jorden, naar de irettesættes og skjendes paa, som elske det, der hører Jorden til. Staven kalder tilbage og drager tilbage, naar en Lærer retter indtrængende Formaninger til en feilende Discipel, og naar han faar den, som er høi og mægtig, til at vise Medlidenhed. Derfor siger Apostelen: »Forman og irettesæt!«
»Tityre, til jeg kommer igjen, pas Gjederne mine.« Tityrus betyder »Buk med store Uldtotter«; Buk med store Uldtotter er en Prelat iført forfængelige Klæder. Tottet Uld er nemlig ussel Uld. Han giver altsaa her underhaanden et Vink til de Prelater, som vil bruge kostbare og fine Klæder (at de skal lade det være).
»Tityre, til jeg kommer igjen«. »Til jeg kommer igjen«, nemlig fra det første Komme til det andet. Licidas taler til Tityrus; Christus til alle Prelater. I det første Komme kan du undgaa Straffen, naar du gjør Bod for din Synd; efter det andet Komme kan du ikke finde nogen Barmhjertighed. Døm dig altsaa selv i denne Verden, at du kan dømme andre i den kommende.
»Tityre, til jeg kommer igjen; Veien er kort«.
Veien er kort — fra det første Komme til det andet, eller »Veien er kort«, nemlig: hvert Menneskes Liv. Fort gaar Farten fra Moders Liv til Graven.
»Pas Gjederne mine!«
Pas dem med hellig Paamindelse. »Paa Græsgangs Stier satte han mig.« Der er fire Græsgange: Cellen, Kapitlet, Kirken, Alteret. I Cellen vederkvæges vi ved Læsning, i Kapitlet ved Prædiken, i Kirken ved Bøn, og for Alteret ved den religiøse Hengivelse.
»Og naar de har faaet Mad, giv dem Drikke.« Naar de har faaet Vederkvægelsens Spise, før dem da til Syndserkjendelsens Drik. Der er to Slags Syndserkjendelse, nemlig Frygtens og Kjærlighedens. Der findes kontemplative Sjæle og aktive Sjæle; der er et øvre Vand og et nedre Vand. De er kontemplative, som vil op til det øvre Vand; de, som sige »Min Sjæl tørstede efter Gud etc.« Men de er aktive, som ydmygt angre og er rædde for Helvedes Straffe, fordi de har syndet. Disse er de, som sukkende gaa til det nedre Vand.«
Det er vel ingen Tvil om, at hele Vergils Digt er bleven kommenteret paa lignende Maade.
Fragmentbladene er antagelig fra senere Middelalder. Det er desværre ikke optegnet, fra hvilken Kant af Landet disse Fragmentblade er.
Prof. Moltke Moe har velvillig meddelt mig følgende:
»Prækener over profane Tekster er ikke ganske sjeldne i Middelalderen, skjønt de først henimod Middelalderens Udgang (især i det 15de Aarh.) blev almindelige. Stefan Langton (død som Erkebisp af Canterbury 1228) holdt som Kanonikus ved Notre Dame-Kirken i Paris en Præken over en liden fransk folkelig Dansevise: »Bele Aalis main se leva« o. s. v. Selvfølgelig er Udlæggelsen allegorisk.
I 1377 berører et Statut fra en Synode i Regensburg det samme Forhold. Der forbydes her Præster paa Prædikestolene at bruge »libros laicorum vulgares, in qvibus multa figmenta reperiuntur«[6]. Lignende Formaninger forekommer ogsaa ellers.
Nogen Præken over en Vergiltekst kan jeg ikke i Øieblikket paapege. Men jeg ved, jeg har stødt paa saadanne. Netop Vergil, som jo allerede fra Oldtidens Slutning blev opfattet som en Kristi Profet — den 4de Ecloge gjaldt jo alment for at være en Spaadom om Kristus[7] — skulde det ligge nærmere at gribe til for den kristelige Præken end til nogen af de andre Klassikere. Og dog ved vi, at et Uddrag af Ovids Metamorphoser (»Ovidius moralizatus«) mangesteds er blevet brugt som Tekstbog; saaledes ogsaa i Sverge[8].«
Jeg har nu anført det vigtigste, af hvad jeg har paatruffet af liturgisk, religiøs og filosofisk Litteratur. Jeg skal nu nævne Fragmenter med Tekster fra andre Omraader.
Som Omslag for Regnskaber fra Fosen, Romsdalen og andre Distrikter i Nærheden af Trondhjem (ca. 1625) har tjent en 10—12 Blade, som man kan forstaa har tilhørt et Verk, der i Lighed med vore Dages Konversationsleksika har indeholdt alt muligt (Retsvidenskab, Geografi, Astronomi, Naturhistorie, Digtekunst, Ølbrygning o. s. v.)[9].
Det viser sig at være S. Isidor af Sevillas Verk »Originum« eller »Etymologiarum libri XX«, som blev skrevet i Aar 632, og som senere i Middelalderen var et Kildeskrift for Datidens Viden. Verket udgjør i Mignes Patrologie (No. 82) ca. 650 trykte Sider.
De Blade, som findes i Rigsarkivet, er dels fra Verkets første Bøger og dels fra dets sidste (Lib. XX, cap. IV), saa det hele Verk maa antages at have været forhaanden. Fragmentet med Tekst fra Verkets sidste Bog, som har været brugt til Omslag for Regnskab fra »Herdalen 1638«, synes dog ikke at være skrevet med samme Haand som de andre. Det er saaledes muligens to Eksemplarer, som man her har Fragmenter fra. Teksten paa Fragmenterne stemmer idethele med Teksten hos Migne. En Undtagelse gjør de græske Ord, som i vort Verk er aldeles misforstaaede og uigjenkjendelige. Man kunde muligens deraf slutte, at Græsk ikke har været kjendt heroppe i den Tid; ellers havde man vel sørget for at faa de uforstaaelige Ord rettede. Verket kan muligens have tilhørt Trondhjems Domkapitel, da Bladene er komne oppe fra Trondhjemstrakterne.
I den norske »Hauksbók«, udgiven af Islændingen Jón Þorkelsson, har Udgiveren ved en Række Steder henvist til vort Verk som Forfatterens Kilde.
Muligens vil S. Isidors Verk ogsaa vise sig at være Kilde til Ting i andre Bøger fra vor hjemlige middelalderske Litteratur.[10]
Ogsaa i vore Dages Folketro vil man muligens finde igjen et og andet fra vort Verk.
Af Fragmenter med Tekster af filologisk Art gives der nogle. Det er bl. a. »Brudstykker fra et latinsk Leksikon«; »Latinske Ordforklaringer« o. s. v. Jeg har dog ikke rukket at se igjennem disse Fragmenter.
Nogen lægevidenskabelig Litteratur har man hidtil ikke troet fandtes her i Norge i Middelalderen.
Keyser skriver i sin Bog om »Nordmændenes Videnskabelighed og Literatur i Middelalderen« (Keysers efterladte Skrifter B. I, S. 548) »Om Lægevidenskabens Tilstand hos Nordmændene i Middelalderen vide vi saagodtsom Intet.«
Og Finnur Jonsson skriver i sin sidste Udgave af »Den oldnorske og oldislandske Litteraturs Historie«, (Kjbh. 1901, S. 949 fg.):
»Om nogen virkelig lægevidenskabelig litteratur, mindst af alt nogen selvstændig, kan der overhovedet ikke være tale.« Senere omtaler Forfatteren nogle Fragmenter og Lægebøger, som findes i den Arnemagn. Samling, men sætter dem i Klasse med de Bøger, som man paa Island kaldte »Kjærringbøger«, og som kun indeholdt en Del »Husraad«, som oftest opblandede med alskens Overtro.
I Rigsarkivets latinske Membransamling[11] viser der sig nu, at der findes Blade fra 6—7 forskjellige middelalderske lægevidenskabelige Verker.
Dr. Fr. Grøn, der sammen med Prof. J. L. Pagel i Berlin har gjennemseet Afskrifter fra disse Fragmenter, har identificeret flere af Fragmenterne med tilsvarende Steder hos bekjendte Forfattere fra Middelalderen[12].
Jeg skal anføre nogle Uddrag:
»Capitulum VII de passionibus splenis.
Splen est membrum rarum spongiosum oblongum in sinistra parte corporis collocatum ad mundificandum et depurandum sanguinem ordinatum. Intelligendum qvod cum splen bene mundificat sanguinem corpus est jocundum et bene dispositum qvoniam autem non bene mundificat tunc advenit tristitia corpori et multe alie male dispositiones qvoniam si splen deficiat in atrahendo generatur yttericia et si deficiat postqvam atraxit in continendo causatur fluxus ventris et consimilia . . .“
(Kap. 7. Om Sygdomme i Milten.
Milten er et underligt formet, svampagtigt, aflangt Organ, som ligger i Legemets venstre Side og er bestemt til at rense og klare Blodet. Det er at merke, at naar Milten renser Blodet godt, da føler Legemet sig vel og tilpas, men renser den ikke godt, da føler Legemet Beklemmelse og mange andre Onder; thi naar Milten ikke orker at trække til sig, fremkommer Gulsot, og dersom den ikke formaar at holde fast, naar den har trukket til sig, følger Maveonder og lignende).
Stedet gjenfindes ordret hos Bernhard de Gordon i hans »Lilium medicine«, Pars VI, cap. 7 (Lugd. 1550, Pag. 560).
Et Fragment fra samme Verk handler om Gulsot (yttericia).
»Signa. Si fuerit ex causis primitivis hoc habetur ex juditio et si fuerit ab epate est cum macie totius et gravedine partis dextre et si propter chiscim fellis accidit subito et si via qvæ vadit ad intestina est clausa, egestio est alba, et color faciei est citrinus et si porus qvi vadit ad stomachum est opilatus tunc urina est colorata, spissa, crocea et egestio tincta et si est propter splenem est durities et gravedo in splene . .«
(»Tegn. Dersom Sygdommen kommer af primitive Grunde, da forstaar man dette af eget Skjøn; og dersom den kommer fra Leveren, er den forenet med Maverhed over det hele og med Tyngde i den høire Side, og hvis den er foraarsaget af Chiscim(?) i Galden, da kommer den pludselig, og hvis Veien, som gaar til det Indre af Legemet, er tilstoppet, da er Stolgangen hvid og Ansigtets Farve er citrongul, og hvis Aaren, som fører til Maven, er tilstoppet, da er Urinen farvet, tæt, safrangul, og Stolgangen farvet, og dersom den kommer fra Milten, da er der Haardhed og Tyngde i Milten . . .«)
Stedet er fra samme Verk Pars VI cap. 6 (Lugd. 1550, Pag. 555).
Paa et andet Fragment fra Søndmør heder det:
»Polipus est superfluitas carnis qve apparet in interiori parte nasi et causa ejus est humor grossus et viscosus qvi . . . a capite et descendit ad nares ibiqve convertitur in carnem cujus significatio est opilatio narium et odor malus qvi egreditur ab eis et caro addita qve apparet in anteriori parte nasi et aliqvando ex egritudine hujus modi magnificatur nascus (!) et fit fusci coloris pauci sensus nimis durus atqve(?) caro non descendit . . . et tunc non tangas aliqvo modo ipsum qvoniam est species cancri. Oportet si san . . fuerit mollis bene tractabilis non fusei coloris cura ipsum absqve timore. aperias ergo nares infirmi et accipe carnem illam cum un(c)ino et extere ipsam ad exteriora. Deinde . . cum spata . . et si remansit aliqvid incidendi tunc . . .«
»En Polyp er en Ansamling af Kjød, som viser sig indvendig i Næsen. Aarsagen hertil er en tyk og klæbrig Vædske, som (kommer?) fra Hovedet og gaar ned i Næseborene og der omdanner sig til Kjød. Kjendemerket er Tæthed i Næsen og en ond Lugt, som kommer fra den, og den Forøgelse af Kjød, som viser sig forrest i Næsen. Paa Grund af denne Sygdom bliver Næsen undertiden hoven og af sortbrun Farve, med liden Sansning og altfor haard, og Kjødansamlingen bliver ikke mindre. Da maa du ikke paa nogen Maade røre Næsen, thi det er et Slags Kræft. Dersom Næsen er blød, let at behandle og ikke mørk af Farve, da skal du behandle den uden Frygt. Du tager altsaa op Næseborene paa den Syge og fatter omkring den omtalte Kjødklump med den lille Hage og trækker den ud. Dernæst anvender man Spatelen, og hvis noget er igjen, maa man skjære bort . . .«
Steder i dette Stykke gjenfindes hos Bruno da Longoburgo i hans »Chirurgie magne« lib. II, cap. II (Venete 1519, fol. 95 og Gurlt I, S. 733).
Et andet Fragment lyder:
Epylencia dicitur ab epy qvod est supra et lempsis qvod est lesio qvia superiorum præcipue est lesiva. Empylencis vero sunt tres species qvia epylencia fit in capite ex materia exeunte tantum in cerebro. Analempsia fit ex materia exeunte in stomacho non in concavitate sed in nervis ejus et . . . per qvas materias ebuliens rapitur ad cerebrum. Catalempsia fit ex materia in extremitatibus videlicet in manibus et pedibus qvæ propriis signis dinoscuntur . .«
Flere af disse Sætninger gjenfindes i Collectio Salernitana, II, S. 110.
Paa et Fragment fra Nordfjord er skrevet:
». . Ad urentem Argentum vero verum vinum(?) mediocre non nimis grossum nec nimis subtile ex tali conmixtione es generatur sjeut dicit . . Ysidor cap. de ere. Es si fuerit admixtum aliis metaliis colorem mutat pariter et virtutem . . . . si sine stanno fuerit uritur et crematur ut dicitur Ysidor c. de stanno. Es vero exustum et . . habet virtutem dissolvendi et extenuandi et humores noxios expurgandi. Vulnera sanat. caliginem oculorum purgat. superfluas carnes corrodit et ulterius crescere non permittit ut dicit plat’[13] . .«
«Men til det brændende Sølv skal du have passe Vin(?), ikke altfor tyk og ikke altfor fin; af saadan Forbindelse fremkommer Erts, som Ysidor siger i Cap. om Ertsen. Hvis Erts blandes med andre Metaller, forandrer det Farve og Egenskab . . . Dersom det er uden Tin, brænder det, som Ysidor siger i Cap. om Tinnet. Men Kobber, som er brændt og . . har den Egenskab at opløse, fortynde og udrense skadelige Vædsker. Det helbreder Saar, tager Taage væk fra Øinene, opløser overflødige Kjøddannelser og forhindrer, at de vokser, som Plat(earius) siger . . .«
Et Par Fragmenter er fra Bøger, som har været Kommentarer til lægevidenskabelige Verker.
Jeg skal anføre nogle Uddrag:
Spissi suscipiens etc. Post album colorem agit auctor de glaueo colore qvi communes habet significationes cum albo colore. Non enim differunt nisi secundum intensionem et remissionem materiei. Qvia qvecunqve significat albus cum tenui substantia eadem significat glaucus color. Sed cum qvadam remissione. Spissi liquoris id est spisse substantie . . .
Artheticam. Significat alba et tenuis urina. Specifica: cum athomosis resolutionibus albis rotundis et minutis. Causas autem singulorum dicemus in capitulo de contentis. Sed potest qværi qvare in arthetica fit urina discolorata. Ad hoc respondemus.
Si talis apparet in augmento vel statu precedente urina rubea vel subrubea duo potest significare. aut significat extinctionem caloris naturalis propter consumptionem humiditatis substantialis. Qvia deficiente sibi fomento adnihilatur. unde urina discoloratur. aut significat frenesim propter raptum materie ad superiora. Et utrumqve mortale est. Si autem in declinatione talis apparet preecedente cretica determinatione signum est salubre . . .«
Paa et af Kommentarfragmenterne er der i Margen med nyere Haand foretaget en Del latinske Tilføielser.
Disse medicinske Membraners Alder er af Hr. Prof. Hægstad sat til Tiden mellem ca. 1275 og 1350; et Par af dem kan være skrevne her i Norge.
Jeg vil slutte denne Oversigt med at udtale Ønsket om, at Arbeidet med at afskrive og nærmere studere de latinske Membranfragmenter paa Rigsarkivet maa kunne fortsættes og dermed Kjendskabet til Livet i Middelalderen her i Norge øges. Hvad hidtil er gjennemgaaet, antager jeg er omtrent en Tiendepart af det hele Materiale. Saa meget Nyt, som det efter min Mening indeholdes i denne Tiendepart, vil jeg dog ikke indestaa for, at de øvrige Dele indeholder.
P. A. Munch slutter sin Afhandling i 1847 med at opfordre Bestyrerne af de andre nordiske Rigsarkiver til nøie at undersøge, om der i dem skulde kunne gjøres lignende Fund som i det norske. »Hvad man finder af fædrelandsk Litteratur,« siger han, »det være sig den ubetydeligste Stump, vil altid have Interesse«.
- ↑ Svensk Litteraturhistoria I, S. 154.
- ↑ Til saadanne Hjælpehaandbøger sl. Schück, Svensk Litteraturhistoria I, S. 185 fg.
- ↑ Man sl. til denne Membrantekst Mignes Patrologie, Tom. 198, fol. 1068 og 1070.
- ↑ Trykt i »Mindeskrift over prof. dr. Sophus Bugge«. Se S. 92 fg.
- ↑ Sl. Ecl. IX, v. 2. Sl. til Navnet ogsaa Kongespeilet, C.ania 1848, 5. 189.
- ↑ »Profane Bøger, hvori der findes meget Tøv«.
- ↑ Sl. herom bl. a. Comparetti Vergilio nel medio evo.
- ↑ Schück, Svensk Litteraturhistoria, I.
- ↑ »Brudstykker af en Octavcodex af encyclopædisk Indhold«. Rigsark. Samling No. 40.
- ↑ S. Isidors Verk »De natura rerum« har paa enkelte Steder i »Kongespeilet« været Forfatterens Kilde. Se »Kongespeilet«, Chr.ania 1848. Forord S. XI.
- ↑ No. 41 og 41 b.
- ↑ Sl. Dr. Fr. Grøns Afhandling i »Norsk magazin for lægevidenskaben« 1908. S. 1009 ff.
- ↑ Vistnok Platearius, en medicinsk Forfatter af den Salernitanske Skole.