Messalina
Messalina.
En fantasi.
I vest, langt i vest, nedgangen nær, brænder solen matrød, uden magt. Den falder mildt og magelig over murene, over de brede bygninger, den ifører det keiserlige palads sit blege purpur. Gjennem en eneste aabning, ovenfra, glider det dæmpede lys ind i et dybt og dunkelt rum, hvor stilheden hviler blidt over bløde divaner, en lydløs ro mellem østerlandske tepper.
Derinde ligger, endnu ung, mellem al den tause pragt, en kvinde, Roms keiserinde, myrdet. Endnu aander hun, nogle sekunder endnu er verden hendes; for det øie der lige er lukket og aldrig vil aabne sig mere, for det sind, der ingen indtryk mere vil modtage, glider i disse sidste sekunder, skarpt og snart, med dødens hast et billede forbi, billedet af en kvindes liv.
Hun ser et muntert barn, med sorte lokker og røde kinder, hun ser det lege i en stor have løbende efter sommerfugle, hed og henrykt. Men de smaa plumpe barnehænder tager for haardt paa en sommerfuglevinge, de tar støvet med og farven og glansen. Og barnet blir bedrøvet og græder over skuffelsen, over sig selv, over sommerfuglen. Men det tørrer sine øine og begynder paany, jagten efter de fine vanskelige vinger. En og to og flere — men alle ligedan. Da blir det lille barn fortørnet, det griber den ene sommerfugl efter den anden, saamange det kan, og tramper dem under sine fødder.
Hun ser en ung pige, høi og vakker, med sorte øine og rød mund, hun ser hende lykkelig og stolt i hin blomsterhave, med armene om en mands hals, ham hun elsker. Og hun ser de samme mennesker, ser dem skuffede forlade hinanden, bedrøvede som det klodsede barn, der tog for haardt paa en sommerfuglevinge — var hendes hænder for plumpe eller var det hans, hun ved ikke. Og hun ser den unge pige søge paany og finde, og det gaar altid ligedan. Hun ser en skare unge mænd, hun ser en, der mente det godt, og en anden, der graadig tog, hvad han kunde, hun ser blege tidlig ældede ansigter og unge rødmussede kinder, hun hører fordærvet smiger og bly bønner, vellystige ord — en mands graad — hun hører en stemme: som hun er ingen anden, hun minder om et østerlandsk palads med fine og kostbare skatte — med mange mennesker, talende fremmede tungemaal — menneskelig skjønhed og menneskelig kløgt — samtidig dølgende farlige laster — en rig og gammel østerlandsk kongeborg, med alle dens dunkle hemmeligheder — en egen berusende luft, af røgelse, af blod, af sære blomster.
Hun ser videre den unge kvinde, skuffet, lysten som aldrig før, men modnet og haard, hun ser hende i en stor by, søgende magt — hun ser en gammel keiser, lærd og taabelig, og den unge kvinde ved hans side, med magten i sin haand, trædende under fødder det, der mishager hende. Og hun ser den samme kvinde i en rus af umættelig attraa, hun ser hende omgivet af mange mænd, og hendes gunst skjænkes dem alle og blir alles ulykke, en ild, der fortærer — hun ser hendes elsker fra sidste nat falde for sverdet, før dagen er endt — hun ser en kvinde, der aldrig nok kan føle sin magt, en kvinde i vellyst og blod — hun ser blod og kun blod, blod og dunkle skygger, hun ser en rød dalende sol mellem sorte skyer. — Og solen sank og mørket faldt paa.
Hjalmar Christensen.