Mens og morgenstjernen
Gyldendal, (s. 34–38).
MENS OG
MORGENSTJERNEN
Det banket lindt som hjerteslag paa døren,
og hun for til i salighet og sa
med sine skjønne arme mot ham, førend
han endnu helt var inde: Ved du hvad!
Kys munden min, og si at jeg er deilig,
saa skal jeg hviske blodet dit i brand:
Ikveld, ikveld, ikveld er det beleilig!
Om mand min er jalu? Aa, stakkars han — —
og hun for til i salighet og sa
med sine skjønne arme mot ham, førend
han endnu helt var inde: Ved du hvad!
Kys munden min, og si at jeg er deilig,
saa skal jeg hviske blodet dit i brand:
Ikveld, ikveld, ikveld er det beleilig!
Om mand min er jalu? Aa, stakkars han — —
Nei du, i gamle dage blev jeg listig
og dyp og dreven som et elskovsspeil!
Jeg koketterte flinkt og flirtet dristig
og viste siden, hvor han helt tok feil!
Saa blev han taus og troende for livet —
— nei, ikke staa saa kjølig da, og smil!
kan jeg no for at mænd er saa naive,
at la sig mase ut af angst og tvil?
og dyp og dreven som et elskovsspeil!
Jeg koketterte flinkt og flirtet dristig
og viste siden, hvor han helt tok feil!
Saa blev han taus og troende for livet —
— nei, ikke staa saa kjølig da, og smil!
kan jeg no for at mænd er saa naive,
at la sig mase ut af angst og tvil?
Saa elskede, paa énting kan vi stole:
naar han arbeider, er hans øine blinde —
nu skal han skrive til en silkekjole,
saa netop nu i kveld er timen inde!
Nei kys mig ikke mere — siden, siden,
jeg kysser ikke godt naar jeg har hatt!
Nu faar vi kvelden fri til elevetiden,
for han blir ikke færdig før inat!
naar han arbeider, er hans øine blinde —
nu skal han skrive til en silkekjole,
saa netop nu i kveld er timen inde!
Nei kys mig ikke mere — siden, siden,
jeg kysser ikke godt naar jeg har hatt!
Nu faar vi kvelden fri til elevetiden,
for han blir ikke færdig før inat!
Men han, som kanske visste, hvad der hændte,
sat foran lyset i sit kammer, stum —
en liten marifly paa haanden rendte
og var hans hele lykkeverdens sum!
Saa blev den var den fagre flammesolen
og bruste ind fortryllet i sin død —
og han skrev heftig væk for silkekjolen,
fordi en haard og himmelsk tvang ham bød!
sat foran lyset i sit kammer, stum —
en liten marifly paa haanden rendte
og var hans hele lykkeverdens sum!
Saa blev den var den fagre flammesolen
og bruste ind fortryllet i sin død —
og han skrev heftig væk for silkekjolen,
fordi en haard og himmelsk tvang ham bød!
Han kunde det fra før, at det at glemme
en længsel og en rædsel, det bestaar
i, drømmende og kold at kunne klemme
med haanden over nerven i et saar —
saa han, som var ifærd med at beskrive
sin vé og vrede paa et silkeflor,
fandt pludselig om lysten her i livet
en storm af andre billeder og ord!
en længsel og en rædsel, det bestaar
i, drømmende og kold at kunne klemme
med haanden over nerven i et saar —
saa han, som var ifærd med at beskrive
sin vé og vrede paa et silkeflor,
fandt pludselig om lysten her i livet
en storm af andre billeder og ord!
Han ser de grønne sletterne, som durer,
der sylfer og silvaner styrter frem,
en horde blinde, nytende naturer,
og selv var han at finde mellem dem —
ser legemer i levende guirlandre
som føler som sin lykke og sin dyd
at laane sig troskyldig til hverandre
i svimlende og ubekymret fryd!
der sylfer og silvaner styrter frem,
en horde blinde, nytende naturer,
og selv var han at finde mellem dem —
ser legemer i levende guirlandre
som føler som sin lykke og sin dyd
at laane sig troskyldig til hverandre
i svimlende og ubekymret fryd!
Aa, endnu mange sekler skulde røine,
før enkelte af hannerne forstod,
at paa en sylfes sommerlige øine,
paa skuldrene, de himmelrande to,
paa brysterne, paa ryggens slanke vase,
paa alt af hellig nakenhet, hun har,
er sansernes lyksaligste ekstase
et kummerlig og ufuldstændig svar!
før enkelte af hannerne forstod,
at paa en sylfes sommerlige øine,
paa skuldrene, de himmelrande to,
paa brysterne, paa ryggens slanke vase,
paa alt af hellig nakenhet, hun har,
er sansernes lyksaligste ekstase
et kummerlig og ufuldstændig svar!
Men ingen af silvanerne, som stormer
blev tæmmet til en varende idyll,
men mænget sig med tusinder af former,
for livets elskelige, egen skyld,
for saa med sønderslidte nessusskjorter
og døende dryader i sit fang
at kaste sig mot dødens kobberporter,
— — og pludselig at møtes af en sang!
blev tæmmet til en varende idyll,
men mænget sig med tusinder af former,
for livets elskelige, egen skyld,
for saa med sønderslidte nessusskjorter
og døende dryader i sit fang
at kaste sig mot dødens kobberporter,
— — og pludselig at møtes af en sang!
Der strømmer ind en flod af klare klanger
fra lindetræets morgenkolde løv —
det er en ensom liten vingesanger
som noen har faat vækket af sit svøv! —
en sanger, som har kvidret, kvædet, kjæmpet
saa rikt, at skyggerne, de julityste,
har bare halvt faat døvet den og dæmpet
dens verden af bevægelser i brystet!
fra lindetræets morgenkolde løv —
det er en ensom liten vingesanger
som noen har faat vækket af sit svøv! —
en sanger, som har kvidret, kvædet, kjæmpet
saa rikt, at skyggerne, de julityste,
har bare halvt faat døvet den og dæmpet
dens verden af bevægelser i brystet!
Og han, i hvem det pinefulde gyset
af legemernes orgier er omme,
han hvisker: Klare lille glaam af lyset
som midt i døden varsler om dets komme ―
velsignet skal du hvirvle mot min fjerne,
min hemmelige himmel, let og ren,
og hilse Venus, naar som morgenstjerne
hun søker zenith, straalende og én!
af legemernes orgier er omme,
han hvisker: Klare lille glaam af lyset
som midt i døden varsler om dets komme ―
velsignet skal du hvirvle mot min fjerne,
min hemmelige himmel, let og ren,
og hilse Venus, naar som morgenstjerne
hun søker zenith, straalende og én!
Og fra den kongelige solopgangen
til dagens nedgang i den klare kveld,
skal jeg faa høre, hvor heroisk sangen
forfølger gjennem hvælvene sig selv,
og lære mig til, rikelig at glemme
mysterierne rundt mig, og at jage,
forfølge svimlende min egen stemme
mot store, uafvendelige dage!
til dagens nedgang i den klare kveld,
skal jeg faa høre, hvor heroisk sangen
forfølger gjennem hvælvene sig selv,
og lære mig til, rikelig at glemme
mysterierne rundt mig, og at jage,
forfølge svimlende min egen stemme
mot store, uafvendelige dage!