Hopp til innhold

Mennesker og Dyr (artikkel)

Fra Wikikilden
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 3s. 351-360).

Mange Gange maa En undres over, hvor ringe Interesse der gjennemsnitlig findes for Dyrene blandt Menneskene. Paa Landet er det jo bedst, forsaavidt som Husdyrenes Velbefindende er selve Kilden til Bondens Liv. Men for de frie Dyr i Skov og Marker er Interessen ogsaa der liden og næsten udelukkende af fiendtlig Art som Jagtlyst og Æggerøveri.

Og Befolkningen i Byerne lever sit hele Liv uden synderligt andet Kjendskab til Dyreverdenen, end hvad de ser af Huskatten, Hundene og Hestene paa Gaden.

Men denne Ligegyldighed er en stor Mangel paa Kultur, der ikke blot berøver Menneskene megen Glæde og Nydelse, men som ligefrem bidrager til at holde mildere Sæder tilbage og vedligeholde en Raahed i Sindene, som vi ellers ofte indbilder os at være fri for.

Uheldigt er det ogsaa, at det Dyr, som Menneskene mest beskjæftiger sig med, skal være Hunden.

Thi Hunden, som af Naturen tilhører en af de falskeste og feigeste Dyregrupper — Ulven, Ræven, Chakalen og lignende — har ved den lange Omgang med Menneskene tabt Mesteparten af den Intelligens, som Kampen for Tilværelsen udvikler hos det frie Dyr, medens den saa høit beundrede og overvurderede Klogskab i Virkeligheden ikke er andet end Ting, den i Generationers lange Løb har lært i Trældom hos Mennesket.

Alle Hundens Dyder beror paa dens uopslidelige Evne til at underkaste sig; Prygl og slet Behandling — intet skiller Hunden fra Herren med Pisken, dens Troskab udstrækker sig til den mindste Klud, der har Herrens Lugt; den bar faaet indbanket et eneste Begreb, og det er: den mest hensynsløse Hævden af Eiendomsretten, ja dens Smag og Livsanskuelse er bleven i den Grad menneskelig, at den uopfordret farer i Læggene paa Tiggere og alt, hvad der lugter af Fattigdom.

Derfor har Hunden — moralsk seet — været et yderst slet Selskab for Mennesket. Alle en Træls Egenskaber i Forbindelse med en for Eieren smigrende Evne til at forstaa det mindste Vink, har fæstnet og brutaliseret den skadelige Forestilling hos Mennesket, at han er Skabningens Herre paa den Maade, at hans Intelligens er væsensforskjellig fra Dyrenes. Thi naar han beundrer, hvor høit han kan drive sin Hund i Klogskab, saa beundrer han i Virkeligheden mest sit eget Forsprang fremfor Dyret, og dette er ikke saa stort som de indbilder sig, der ere ubekjendte med det frie Dyreliv.

Men Ukyndighed med Dyrenes daglige Liv i Forbindelse med den tillærte Bevidsthed om Herskerværdigheden, har givet Mennesket en Tilbøieligbed til at sætte Dyret rigtig lavt, for saa at beundre sig selv, hver Gang noget hos Dyret kan nærme sig til det menneskelige, og undskylde sig selv ved at henføre al sin egen Lavhed til „det dyriske“.

Deraf ogsaa den lange Strid om Beskaffenheden af Dyrets sjælelige Evner. Man har kjæmpet og kjæmper endnu imod den Anskuelse, at i det Væsentlige er det — om man saa vil — det samme Stof, som fylder alle Hjerneansamlinger i Dyrelivet. — Hos de egentlige Dyr er Udviklingen meget hurtig, men meget kort; hos Mennesket voxer Hjernens Liv langsomt, men længe, og i Udstrækninger, som kvantitativt overgaar al Sammenligning med noget Dyr.

Men istedetfor denne Lighed, som Menneskene har fundet generende for Værdigheden, har man foretrukket et dunkelt Ord, som uden faste Omrids skulde udtrykke, at der er en Væsensforskjel mellem den Hjernevirksomhed, som lader en Fugl brede Vingen over Ungerne til Natten, og den, hvormed en Menneskemoder breder Tæppet over sit Barn.

Dette med „Instinktet“ har staaet og staar som en Hindring for Mennesket til et bedre og mildere Samliv med den øvrige Dyreverden og som en Undskyldning for utænkelig megen Mishandling og Hjerteløshed.

Men med en øgende Kundskab er der neppe nogen af de Indskrænkninger, man ved Ordet Instinkt vil gjøre i Dyrenes Sjæleevner, som kan bestaa. Jo mere man lærer de frie Dyrs Liv at kjende, desto mere svinder alle Skillemærker, indtil man staar overfor bitte smaa, men yderst intensivt udviklede Ansamlinger af Hjernevirksomhed, som i ingen indre Henseende skiller sig fra en Draabe menneskelig Intelligens.

Og dette, som forekommer de Fleste saa utroligt, at Dyrene ikke blot tænker om Dagen og drømmer om Natten, men ogsaa meddeler sig til hinanden og lærer hinanden det for Livet nyttige, det dages og viser sig helt sikkert og naturligt, naar man lærer og ser.

Men vi maa huske paa, at baade Meddelelsens Maade og det, som skal læres, er saa yderst forskjelligt mellem Mennesker og Dyr.

Først Meddelelsen. Mange Dyr er jo aldeles uden Lyd — saa vidt vore Sanser kan fornemme. Men alligevel maa vi huske paa, at vort Øie har faaet den uhyre Multiplikator til sin Evne i Mikroskopet, medens vi endnu intet tilsvarende Hjælpemiddel har for Ørets Evne til at opfange „mikroskopisk“ Lyd. Og dertil ved vi, at for Exempel den lille, bløde Aftenmyg ingen mærkbar Lyd frembringer, selv om den flyver forbi Øret enkeltvis, og dog fylder den, naar Luften er tyk af Myg i varme Aftener, hele Haven med en eiendommelig Klang, som Svingninger af en fin, spændt Staalstreng.

Men at alle de mangfoldige Dyr, som har Lyd i Struben, lægger en forskjellig Mening i forskjellig Lyd, det kan man let overbevise sig om. Hunden er ogsaa i saa Maade et daarligt Objekt for Iagttagelse; den staar og gjøer og gjøer ligesom Koen, der brøler uden anden Mening end at gjøre sig bemærket. Forresten kan Hunden, der i sproglig Henseende er et saa daarligt begavet Dyr, som dresseret Jagthund give sin Herre gode Vink om, hvorledes det gaar med Losen.

Katten er allerede finere. Det er vel værd at lægge Mærke til den forunderlige bløde, rørende Lyd, en Kat faar i Struben fra det Øieblik, den har født Ungerne.

Høns og Ænder er endnu lettere at forstaa. Den, som nogenlunde kjender deres Sprog, kan uden at se efter vide, hvad der foregaar i Hønsegaarden: om et Æg er lagt, eller om der gjøres Kur, eller om en Hund er i Sigte, eller om en stor Fugl flyver over, eller om der er fundet noget godt.

Men først hos de frie Dyr, hvor Kampen for Livet er fuldt alvorlig, kan man vente at finde fuldt udviklet al den Nytte, der kan drages af Stemmen; og hvis nogle af os fra Ungdommen anvendte ligesaa megen Tid paa at lære et Fuglesprog, som paa at lære for Exempel Græsk, skulde vi forundre os over de mangfoldige Nuancer i en Fugls Røst, som forekommer mange saa ensartet og fattig. Hvor er det ikke beundringsværdigt at høre en Vildand eller en af Sumpfuglene dirigere sin Ungeflok enten ved et lidet Rap—rap — eller ved høie Skrig, blandede med smaa Tilraab, som de Smaa forstaar og adlyder med det samme de forlader Ægget; — de ligger stille eller løber hen til Moderen, alt efter som hun raaber: Tryk dig ned i Sivet, eller: nu kan du komme til mig.

Nogle Fugle er mere Vagtmænd end andre. De, som ser bedst og længst omkring, varsler først Faren, og deres Røst forstaaes ikke blot af deres egne, men af hele den levende Dyreverden i Egnen —, selv af det dumme Menneske med hans grove Sanser og brutale Overmagt.

Men Dyrene lærer dog endnu mere af hinanden gjennem den tause Meddelelse. De Store viser de Smaa, hvorledes Tingen skal gjøres, og de Smaa efterligner saa længe, indtil de har lært det.

Paa Malde ligger der en lang smal Bautasten over Bækken. Om Vaaren, mens Lammene er bitte smaa, hænder det jævnlig, naar Lammeflokken passerer over Stenen, at et Lam eller to trykkes udfor, og falder i Bækken.

Naar de saa er kravlet iland, stiller Moderen, som altsaa har passeret oppe paa Stenen og er fuldstændig tør, hun stiller sig foran det lille, vaade Kræ og begynder at ryste sig heftigt — som Hunden, naar den kommer op af Vand.

Strax prøver den Lille at gjøre det efter, falder overende i Græsset paa sine elendige Benpinder og reiser sig op igjen. Moderen gaar et Par Skridt, stanser igjen og ryster sig, den Lille efter, ryster sig og falder; — saa længe, indtil Lammet — mere ved at trille overende end ved den Smule Rysten — er blevet nogenlunde tørt, og indtil Moderen ser, at nu har den Lille lært den yderst vigtige Ting i vort regnfulde Klima: saasnart du blir vaad i Ulden, skal du ryste dig dygtigt, saa farer Vanddraaberne af dig.

Og den Lærdom glemmer ikke Lammet; ligesom alt, hvad et Dyr lærer og erfarer, paa en forunderlig Maade ophober sig til brugbar Kundskab for Livet, — ganske som ved os Mennesker.

Hvorledes selv et Dyr, som ikke ansees for at være af de begavede, alligevel har en stærk Evne til at erindre og tvert imod det, som altsaa skulde være dets Instinkt, anvender sin ved Erfaring indvundne Kundskab og bøier sin Opførsel derefter — et Exempel herpaa er den skjønne Iagttagelse af Gjedden i Akvariet.

En stor Gjedde var sat i et Akvarium — altsaa et temmelig stort og langt Kar, fyldt med friskt strømmende Vand, hvis inderste Langside er bedækket med opstablede Stene, hvori der er Vandplanter og Smuthuller for Fiskene; medens den ydre Væg dannes af klart og temmelig tykt Speilglas, hvor Tilskueren kan gaa temmelig nær indtil og iagttage de svømmende Fiske. Her levede Gjedden og blev hver Dag fodret med smaa levende Fisk, som den strax gjorde Jagt paa og slugte.

Men en Dag fandt man paa at sætte en stærk Glasplade paa tværs i dens Kar, saa at der blev et mindre afdelt Rum i den ene Ende, deri slap man 12 levende Smaafisk af den samme Størrelse og Art, som Gjedden daglig fik til Foder.

Saasnart de 12 begyndte begyndte at svømme om i sit lille Bassin, styrtede Gjedden løs paa dem; men fik et forfærdeligt og uventet Slag paa Næsen mod den stærke Glasplade.

Den bøiede af, svømmede lidt omkring; men da den igjen saa disse lækre 12 midt foran sig, fulgte den sit „Instinkt“ og fór løs paa dem.

Atter samme uventede og smertelige Slag paa Næsen, og atter bøiede den af og betænkte sig. Men hele den Dag og kanske ogsaa den næste gjorde den Stød og Udfald mod de 12 Fristelser.

Dog bestandig sjeldnere, indtil den holdt ganske op.

Saa trak man Glaspladen op, og de 12 Smaa svømmede uden Beskyttelse omkring i det fælles store Bassin. Gjedden rørte dem aldrig. Derimod styrtede den sig strax over de smaa Fisk af samme Art og samme Størrelse, som man kastede ud til dens Ernæring. Og aldrig tog den feil; de 12 skaanede den, rørte dem aldrig, men tog de andre og slugte dem.

Thi disse 12 kjendte den personligt, og den vidste godt, at ved dem var der dette ubegribelige, at man fik et Slag paa Næsen, naar man vilde sluge dem. Saaledes benyttede altsaa denne Gjedde sin ved Erfaring indvundne Kundskab til at bekjæmpe sit „Instinkt“ — netop som naar et Menneske er blevet klogt af Skade, og lægger Baand paa sine Lyster.

Men ikke blot hos det enkelte Individ bevares en erhvervet Kundskab længe — ja for hele Livet. Man har endog et mærkeligt Exempel paa, at en mindeværdig Begivenhed har sat Mærke endog gjennem Generationer hos Dyr, saa tarveligt begavede som tamme Gjæs.

Paa en Gaard i Frankrige var der en stor Gaaseflok. En Aften strax før den Tid, da Gjæssene skulde drives hjem af Marken og i Hus, hændte det, at nogle vilde Jagthunde pludseligt styrtede ind i Flokken, sønderrev og dræbte en Del Gjæs, og satte de andre i den dødeligste Skræk, saa de styrtede hjem mod Gaarden med vilde Skrig og aldeles ude af sig selv.

Den næste Dag blev Gjæssene atter drevne i Marken; men da det blev Aften, just ved den Tid, da de igaar blev overfaldne af Hundene, opløftede de med én Gang et stort Skrig, løb om mellem hverandre og endte med at styrte hjem i Skræk og Forvirring.

Og saaledes hver Aften ved samme Tid opstod der en Uro i Flokken, som varer den Dag idag — aarevis efter Begivenheden. Det er klart, at Dyrene ved indbyrdes Meddelelse har skabt en Tradition om hin uforglemmelige Rædsel, der saaledes er gaaet dem i Blodet, at det melder sig som en Uro i Flokken ved det svangre Tidspunkt om Aftenen.

Meddelelsen mellem Dyrene er ganske vist meget mere udstrakt, end de fleste Mennesker vil tro; men alligevel synes mange, der bliver saa meget tilovers, der maa tilskrives Instinktet, saa meget af det, som kaldes „medfødt“.

Hermed har det sig væsentlig saa, at det Standpunkt af Udvikling, paa hvilket et Dyr „fødes“, er saa yderst forskjelligt, at man maa overveie vel, førend man vil tale om det Medfødte.

Mennesket fødes til Verden saa dumt og hjælpeløst, fordi vi staar færdige med al vor store Intelligens til at tage imod det og langsomt — langsommere end ved noget Dyr — lære det op til alt det, som skal kunnes for Livet.

Mangfoldige andre Pattedyrs Unger reiser sig op og følger Moderen strax efter Fødselen; medens omvendt Pungdyrets Unge fødes som et bitte lidet Foster og lever længe i en Hudfold under Moderens Mave. Fuglene fødes næsten to Gange — en Gang idet de som en Spire i et Æg forlader Moders Liv, og anden Gang videre udviklet i Redens Varme, naar Skallet brister. Og selv da, hvilken Forskjel mellem de nagne Spurveunger, som bare kan pibe og gabe op, og Ærfuglens lodne smaa Helte, der lige fra Ægget styrter sig i det kolde Vand og adlyder Moderens mindste Lyd med en Hurtighed og en Præcision som øvede Soldater.

Og alle de Dyr, som gjennemgaar Forvandlinger, som altsaa fødes en Gang med „Instinkt“ til at krybe i Jorden og næste Gang vaagner med et „medfødt“ Instinkt til at flyve i Luften — som Myggen i Vandet, hvor den først svømmer om som et lidet Vanddyr, dernæst kommer med det lodne Hoved op til Vandskorpen, hvor Hammen brister og en fuldt færdig Myg glider ud paa Vandspeilet — staaende tør paa de lange Ben, indtil den pludselig sætter sine nye Vinger i Fart og forsvinder oppe i Luften som — ja, som en Myg —; hvor kommer man saa hen med denne Tale om det Medfødte som Skillemærke?

Hvo lærte den unge Ørn paa Randen af Reden, at den tør kaste sig ud i den tomme Luft?

Det lærte Ingen den; thi Vingerne er selve dens Kundskab; og det er bare en Tankeløshed hos Mennesket, fordi vi ikke selv kan flyve, naar det synes os mere uforklarligt, at en Fugl betror sig til sine Vinger, end at en Kalv reiser sig op paa sine elendige Kalveben.

Med selve de legemlige Indretninger, som Dyrets Unger udvikler, følger den tilsvarende sjælelige Evne, ligesom Kjønsdriften uden yderligere Lærdom følger Organerne.

Saaledes kan man uden Overdrivelse eller Unøiagtighed sige, at Hummeren ved om sin Klo, at den kan voxe ud igjen, og derfor giver den — som bekjendt — Slip paa Kloen i yderste Livsfare.

Naar Hummeren — som det ofte hænder, sidder udenpaa Teinen, saa gjælder det om at trive den strax; ellers slipper den i et Nu og synker som en Sten i Havet. Men ingen klog Fisker tager efter Kloen; thi den ved han sidder løst.

Men en endnu smukkere Iagttagelse har man ved Hummeren end denne „instinktmsssige“ Opgivelse af Kloen.

Engang paa en Fisketur blev en Hummer og en Høvring kastet — ubundne — ned i Baaden, hvor de begyndte en Kamp. Under denne fik den store Krabbe saa godt Tag over Hummerens Klo, at den knuste Skallet paa Kloen.

Da saa de Mennesker, som var i Baaden, at Hummeren med den friske Klo tog og rev den lemlsestede Klo af sig.

De Læsere, som synes, dette lyder utroligt, kan jeg — foruden at forsikre om Historiens Paalidelighed — ogsaa minde om, at alle et nulevende Dyrs Redskaber til Ernæring, til Forplantning og til Beskyttelse ere erhvervede og udviklede i en bestandig Afpassen efter Dyrets Opholdssted og Vaner.

Fastholder man dette, bliver der intet forunderligt deri, at den sjælelige Evne er tilstede tilligemed den legemlige Indretning, i mer eller mindre Grad „medfødt“, — alteftersom de Forhold, hvorunder hvert Dyr kommer til Verden, ere mere eller mindre beskyttede og fordelagtige.

Thi selve de legemlige Indretninger er at betragte som opsparet og nedarvet Intelligens.

Derfor er Mennesket saa ufærdigt, naar det kommer frem, til Trods for dets overvældende Rigdom paa Muligheder; medens lave Dyr er færdige strax til at klare sig selv, med sin lille bitte Intelligens. Men nogen Væsensforskjel i de levende Væseners Maade at klare sig i Livet, findes ikke; og jeg vil forsøge at klargjøre, hvor den modsatte Mening — den om Instinktet — har virket skadeligt paa Mennesket.

At Indtryk formes let og varigt i Børns Hjerner, det ved vi alle; men vi giver ofte liden Agt paa, hvorledes vi selv bidrager til at fæstne Indtryk i den tidligere Alder, som hverken Barn eller Voxen er tjent med.

Og er der noget, som det er farligt at sende et Menneske ud i Livet med, saa er det med altfor store Forestillinger om sig selv.

Naar alle Dyrene føres frem for Adam — udtrykkelig for at lære Mennesket, at Dyrene væsentlig er til for hans Skyld og at han er deres absolute Herre, saa har denne Lærdom for Generationer havt en skadelig Indflydelse paa Forholdet mellem Mennesker og Dyr.

Det er kun altfor sandt, at Mennesket er Dyrenes Herre, skjønt man snarere kunde sige Fiende: Menneskene rydder op mellem Dyrene efter eget Tykke, vælger de nyttige og udrydder dem, han finder skadelige, det er altsammen sikkert nok. Men det er lige fuldt skadeligt for det lille Menneskes Moral strax at udruste ham med Bevidstheden om, at denne faktiske Herskerstilling er Naturens egentlige Mening og Orden.

Nu ved vi alle, hvor de blir gale, Theologerne, naar man vil røre ved deres Sager; og jeg vil ingen Kiv yppe om, hvorvidt det gamle Testamentes Skabelseshistorie er at opfatte bogstaveligt eller billedligt.

Men dersom det kunde lykkes at bibringe Fædre og Mødre den Tro, at de Smaa har bedre af at lære Dyrene at kjende i deres Slægtskab med Mennesket, end medgive dem denne ufortjente Herskerfølelse, skulde det saa ikke være muligt i al Fredsommelighed at bevæge Theologerne til at borttage af Barnets Undervisning dette om Adam og Dyrene?

Der er dog saa meget i det gamle Testamente, som absolut maa skjules for Børn; og dernæst er der saa meget raat og barbarisk i Folkenes og Menneskenes indbyrdes Forhold i Oldtiden, som vi ogsaa springer over og undlader at lære de Smaa og de Unge.

Og tilslut har selve Mesteren paa saa mange Punkter forandret det gamle Testamentes Livsanskuelse netop i formildende Retning — i Retning af at opgive sin egen Ret og sig selv og i Kjærlighed nærme sig hinanden. Og næst efter os Mennesker har vi Dyrene lige ved Haanden — saa lig os i mange Stykker og ligesom vi saa bundne til den fælles Jordklodes fælles Kaar og Skjæbne, — skulde det ikke være muligt, at Theologerne vilde give Slip paa den haarde Lære om Herskeren — ikke som Dogme, men som Led af Barnets allerførste Undervisning?

Saasnart en Gut er saapas Kar, at han kan tage en Sten op af Jorden, kaster han den efter Katten eller efter en liden uskyldig Fugl, som sidder paa en Gren og synger. Saa dybt indgroet er Overmodet blevet overfor Dyret, at det med en vis Ret kan kaldes Instinkt.

Naar nu den lille Knægt, saasnart han kunde læse, fik vide Besked om Katten og Fuglen ved Historier om deres Natur, deres Husholdning og videre Liv, deres Følelsers og Fornemmelsers Lighed med vore og deres Ret til den fælles Jord, saa var dog denne Lærdom mere egnet til at formilde den lille Morder og Stenkaster end dette ubønhørlige gamle Herskerforhold, hvori han uden videre indtræder bare ved at være født Menneske.

Vi agter altfor lidet paa, hvad det er, som i den tidlige Alder fæstner Indtryk, som igrunden hverken Børn eller Voxne er tjent med.

Derfor er der Mange, som ikke vil tro, at denne Lære fra Skabelseshistorien kan have saa stor Indvirkning. Men vil man ret overveie og søge sig forklaret den overhændige Raahed, som paa dette Punkt er forblevet udbredt blandt Menneskene, saa skal man sluttelig stanse ved denne Forestilling, som allerede tidligt er indpodet i Barnet med hele Religionens Autoritet: Du kan gjøre med dem, hvad du vil; Gud har selv skabt dem til dig.

Nu kan vi vistnok hertillands glæde os over, at vi slet ikke er de værste til at behandle Dyrene haardt. Mange Folkeslag sydover har meget grusommere Vaner end vi, baade i Behandlingen af Husdyrene og af de frie Dyr.

Men her er alligevel nok at gjøre for alle Venner af Dyrene, og det allervigtigste her som overalt, er at udbrede Kundskab.

Alle Foreninger til Dyrenes Beskyttelse gjør ogsaa dette; men Maaden lider uvilkaarligt af store Mangler, der igjen bunder i den gammeltestamentlige Opfatning.

Naar man vil stemme Menneskenes Sind mildere og retfærdigere mod de andre levende Væsener, saa vender man sig altid til hans Ædelmodighed: at han naadigst vil opgive noget af sin Ret, og ikke altfor haardt lade Dyrene føle, at de kun er skabte for ham. Man anslaar de sentimentale Strenge og lader den evindelige Newfoundlænder komme slæbende iland med Barnet; eller man vender sig ganske brutalt til Menneskets Egoisme, sigende: hvis du ikke steller din Ko godt, faar du ikke Melk i Spandet.

Hvormeget bedre vilde det ikke være som moralsk Grundlag at opbygge vor Dyrebetragtning paa Samfølelsen. Om man alt i Børneskolen fik lære om Jorden som det fælles Hjem for alt Levende.

Der er jo saa uendeligt fuldt af smaa og store Dyr, som sammen arbeider og udvikler Virksomheder, som i høi Grad letter Livet for Mennesket — ja uden hvis Samvirken Jorden skulde være hartad ubeboelig.

At elske disse Med-Levende skulde da være den umiddelbare Følge for de smaa Menneskebørn, naar de tidligt indførtes i Kundskab til Dyrenes Liv — en Kundskab, som desuden er over al Maade tiltrækkende for de Unge.

Naar saa Livet senere lærer det voxne Menneske, at Naturens haarde Lov tilslut er den, at den stærke æder den svage, saa var ialfald Hjertelaget hos Dyrenes Overmand ganske anderledes forberedt til et mildt og retfærdigt Herredømme end ved kun kort og godt at udrustes med Herskermagt: Dyrene er skabte for dig; du kan gjøre med dem, hvad du vil.