Meissonier
Meissonier.[1]
Meissonier er et af de store navne i vort aarhundredes franske maleri, et af de udødelige navne i den franske kunsts historie.
Efterat Gros og Géricault, Ingres og Delacroix, Rousseau, Corot og Millot var borte, var han der sidste gjenlevende af dem, som har kastet glansen over den franske, moderne skole, og han staar ikke tilbage for nogen af dem, hverken i originalitet eller kraft. Skjønt han fortsatte med at male til sin sidste stund, er han dog ligesom Victor Hugo allerede i levende live traadt ind i Olympen. Alle malere hilste i ham sin mester og lærer; kritiken taug ligeoverfor ham, og hans ry fandt vei over hele verden, Da han efter udstillingen i 1889, hvor han havde fungeret som den franske jurys præsident, tildeltes æreslegionens kors, en ære, som endnu aldrig nogen fransk kunstner havde opnaaet, faldt det ingen ind, at det var for meget.
Meissonier var 80 aar, da han døde (den 3lte januar); han var født i Lyon 1811. Han følte sig tidlig draget mod malerkunsten: trods familiens modstand kjæmpede han i sin ungdom tappert mod nød og fattigdom, og han beklagede aldrig at have gjennemgaaet denne haarde skole, der havde hærdet hans karakter og styrket hans vilje.
Det var paa salonen i 1834, han debuterede med Bourgeois de Saardam (borgere i Saardam), og lige fra første øieblik fastslog han, om ikke sin plads blandt kunstnerne, saa ialfald sin egen personlighed, baade ved valget af sujet og ved sin maade at behandle det paa.
Dengang udkjæmpedes netop de store kampe mellem klassikerne og romantikerne, men den unge Meissonier vilde ikke lade sig indrullere hverken 1 den ene eller den anden leir. Han vilde ikke tage plads hverken blandt akademiets tilhængere eller deres modstandere, hverken blandt det nøgne legemes forsvarere eller blandt det historiske kostumes enthousiaster, hverken blandt de religiøse eller historiemalernes rækker. Han overlod andre „det store maleri“ og indskrænkede sig til en mere beskeden kunst; han vilde ikke være andet end genremaler. De mestere, han knyttede sig til, og hvis spor han vilde følge, var de hollandske malere fra det 17de aarh., Terburg, Metzu, Peter de Hoogh. Derfor reiste han ogsaa til Holland for at søge sme modeller der.
Og ligesom han adskilte sig fra sine samtidige i valget af sujetter, skilte han sig ogsaa fra dem ved 'sine billeders karakter, ja endogsaa ved deres udseende. Han overlod andre de store figurer og de umaadelige lærreder, der gik ud paa at tiltrække øjnene ved store dimensioner og grelle farver. Han valgte ganske smaa lærreder, der næsten syntes, at være beregnede paa at undgaa opmerksomheden, og paa disse lærreder malede han smaa figurer, der gjorde ganske trivielle, dagligdagse ting; men han lagde hele sin kraft paa at male dem saa godt, han kunde, at levere god og solid malerkunst. Ogsaa heri viste han sig som de hollandske mesteres' discipel.
Saaledes var Meissonier fra den første dag, og saaledes skulde han vedblive at være hele den første halvdel af sit liv. Som genremaler, udelukkende genremaler indskrænkede han sig altid til de smaa sujetter og behandlede dem altid i smaa dimensioner. Han var begyndt. med at tage sine emner, saavelsom sin manér fra hollænderne; han udvidede lidt efter lidt sit omraade. Man ser ham snart søge sime sujetter fra den italienske renaissance, snart blandt det 16de og 17de aarhundredes krigere, snart blandt det 18de aarh.s seigneurer, artister og filosofer o. s. v. Man kunde aar for aar følge denne ukuelige vilje paa den vei, kunstneren havde banet sig; man kunde ogsaa følge dette talents fremskridt, eftersom det modnede, blev sikrere paa sig selv og mere og mere nærmede sig fuldkommenhed i udførelsen; han var nu ikke længere simpel elev af de hollandske mestere, men deres ligemand, ja han overgik dem endog ved en høiere og mere kultiveret intelligens og en mere indgaaende psykologi.
Ethvert menneske, der beslutsomt vandrer sin vei uden at bryde sig om moden eller døgnets kjævl, er sikker paa, at opimionen sent eller tidlig vil komme til ham; thi han kan kun gjøre det, fordi der bor en kraft i ham, fordi han har noget at sige, fordi han virkelig er noget. Og Meissonier slog tidlig igjennem, skjønt han selv ingenting gjorde for det. Han slog igjennem hos amatører og kritikere og kjendere paa grund af sine virkelige fortjenester, sin kunsts sandhed, uskrømtethed og enkelhed, paa grund af harmonien i de smaa kompositioner, paa grund af korrektheden i gjengivelsen af figurernes bevægelser og påa grund af den fine udførelse, den elegante tegning og den fuldendte farvelægning. Hos det store publikum var det andre, mindre artistiske ting, som Meissonier vist aldrig havde tænkt paa, der sikrede ham hans succes. Ved siden af hans rivalers store lærreder gjorde disse smaa rammer et slaaende indtryk, Man maatte gaa tæt hen til dem for at faa se dem, man maatte vente længe, før man kom til, og naar saa endelig turen kom, hvilken overraskelse! Man kunde gaa saa nær dem, man vilde, uden at miste illusionen; man kunde tælle haarene i dlkjær get, se hvert penselstrøg, og endog med lupe forfølge den fine udførelse i alle dens enkeltheder; det syntes næsten, som om kunstneren selv maatte have brugt lupe for at male sanleden Og forbauselsen gik snart over til beundring.
Meissonier sandt saaledes alles bifald. Og i den tid, da Delacroix, Corot og Millet havde saa vanskelig for at finde kjøbere, saa vedblev Meissonier ikke blot at sælge, men endog at sælge dyrt.
Det er overflødig at holde lovtaler over Meissoniers genrebilleder nu. Det er nok at minde om hans joueurs d'echec (skakspillerne), joueurs des cartes (kortspillerne), buveurs (drikkerne), fumeurs (røgerne) og graveur. — Disse og lignende arbeider vilde være nok til at sikre en malers udødelighed. De er nu spredte omkring i hele verdens galerier, Men de, som saa dem samlede i 1884, da Meissonier fejrede sit femtiaarige jubilæum som kunstner, vil ikke glemme de indtryk, de gjorde.
Det var utænkelig, at en maler, der med saa stort held havde skabt en ny skole, ikke skulde finde talrige efterlignere, og man saa ogsaa snart en hel falanx af smaa Meissonier'er vokse op. Der spirede en ny art genremaleri, som blomstrede i omtrent tredive aar De efterlignede hans smaa rammer, hans enkle interiører; de tog efter ham alt det, som kunde tages, møblerne, stillmgerne, dragterne, den vane nøiagtig at kopiere de mindste historiske modeller og selv for de allermindste figurer bestandig at bruge model. Men hvad de ikke kunde tage efter ham, det var hans intelligens, hans klare forstand, den leende karakteristik i figurernes bevægelser, den sikre og nøiagtige tegning, — kortsagt livet, De ældre iblandt os har i en lang række „saloner“ seet følge efter hinanden et uendelig geled af kostumer fra Henrik II og Henrik III's tid, Maria af Medicis og Ludvig XIII's samtidige herrer og damer i fraise, skjønne damer fra Ludvig XIV's tid, seigneurer fra Ludvig XV og Ludvig XVI's tid, soldater fra hugenotkrigene, franske garder og landseknegte. Processionen morede folk i begyndelsen, men man blev snart træt af den, og efterlignerne vendte sig til en anden kant.
Meissonier nærmede sig de femti; han var kommen til den alder, hvor en mand ikke pleier at forandre sig stort mere, hvor han næsten altid har givet det bedste af sig, hvor han synes ikke at have andet at gjøre end at fortsætte paa den bane, han har slaaet ind paa. Meissonier kunde uden fare for sit renommé, som for sit udkomme, godt fortsætte med at gjentage sig selv og hvile paa sine laurbær,
Men da var det, man saa ham pludselig forynges og aabne sig nye baner, En ærgjerrighed, som ingen havde forudseet hos ham, vokste op i ham, eller rettere sagt: han bar utvilsomt paa denne ærgjerrighed, fra han var ganske ung, men han ventede med at give sig den ivold, ti han var ganske sikker paa sig selv, til han var fuldstændig herre over alle sin kunsts hemmeligheder.
Han, som hidindtil kun havde malet genrebilleder, bestemte sig nu endelig til at tage fat paa det „store maleri“, historiemaleriet. Det er vistnok saa, at der egentlig talt ikke er nogen stor og liden kunst, og Meissonier havde i sine billeder fra det daglige liv utvilsomt vist sig som en stor maler, Meén der er dog sujetter, som vækker højere tanker og dybere følelser, og som berører det ædleste og høieste i mennesket, og den kunst, der bemægtiger sig disse sujetter, og som evner at udtrykke alt, hvad de rummer, — vil altid fortjene at blive kaldt „den store kunst“.
Den, som havde fulgt og opmerksomt iagttaget Meissoniers malerier, kunde have overbevist sig om, at der i denne kunstner var stof til noget mere end en udmerket genremaler. Han havde ikke blot forstaaet med troskab at gjengive den fred og harmoni, der udgjør charmen ved et roligt liv, han havde ogsaa leilighedsvis, naar emnet opfordrede til, vist sig i besiddelse af en mægtig dramatisk evne. Hans Bravo, der venter bag en port med dolken i haanden for at styrte sig over den mand, han er betalt for at myrde, — er saaledes i al sin enkelhed en gribende tragedie. Det øjeblik var nær, da Meissonier skulde forbause verden med at udfolde de nye, mægtige egenskaber, der boede i ham.
Hans barndomsaar var opfyldt med beretninger om keisertiden. Han var ung, da den napoleonske legende holdt paa at danne sig, og da digtere og historikere kappedes om at berømme seierherren fra Marengo og Austerlitz, den overvundne fra Waterloo og faugen paa St. Helena. Han blev ogsaa selv grebet af begeistring for denme kjæmpetragedie, der var mere gribende og storartet end nogen digters fiktion. Det var den keiserlige epopee, han bestemte sig til at male. Han fortsatte imidlertid i sine fritimer taalmodig og arheidsomt, med den samme finhed i detaljen at udføre sine smaa genrebilleder. Men i de sidste tredive aar kan man sige, at det var det første keiserdømmes krigerske epos, som havde alle hans tanker. I hans billede „1805“ i hans Bataile de Friedland 1807, i hans Bataille & Jena, som han udstillede paa Marsmarken forrige aar, har han fortalt om dets glans og dets glimrende seire; og i „1814“ har han skildret dets fald. Han fik leve længe nok til at fuldføre denne plan, skjønt den blev undfanget saa sent.
I Meissoniers store historiemaleri gjenfinder vi de samme egenskaber, der havde udmerket hans genrebilleder, det samme skjøn i kompositionen, den samme samvittighedsfuldhed i detaljerne, den samme fuldendthed i udførelsen; men alle disse egenskaber er her vokset i magt i forhold til de større emner, og man finder her en mægtigere inspiration, en mere betagende følelse, en sterk og brændende lidenskab.
Et billede som „1814“ er ikke blot et storartet maleri, men det er desuden en gjenopvækkelse af en svunden tid. Denne stab af strabasserede og udmattede marschaller og generaler, der marcherer gjennem sneen efter den sorgfulde keiser, er et billede af Frankrige selv, træt af krigen, udtømt for blod og kræfter, som nu er erobret, efter først selv at have draget erobrende over hele Europa. Der hviler over dette billede en halvt religiøs majestæt, som faar sit udtryk gjennem det hele uden sterke midler, uden effekter og deklamation. Meissonier har her nedlagt ikke blot hele sit talent og sin kunst, men ogsaa sin sjel som franskmand. Havde han kun malet sme genrebilleder, vilde han dog have fortjent en udødelig plads i kunstens historie; men med sin „1807“ og „1814“ har han hævet sig til at være en af Frankrigs allerstørste og modigste kunstnere.
Og nu er den store kunster død. Hvad gjør det, at han som menneske havde sine smaa feil, at han kunde være lidt vel forfængelig, lidt vanskelig og prippen. Hvad gjør det, at han af og til med fyrstelige indfald kunde ødsle bort de millioner, som han havde tjent saa let. De penge, han kastede bort, var hans egne penge, produktet af hans arbeide. Ogsaa som menneske havde han mange flere dyder end laster, og ingen var mere rundhaandet end han til at hjælpe den fattige kunstner. Han har efterladt sit fædreland sin ære i arv. Thi i den tid, da det blev ydmyget paa det grusomste, saa hjalp han til at hæve det og til i verdens øine at gjøre det mere værdig til agtelse og beundring. Og vil de unge kunstnere have et lysende eksempel, behøver de kun at mindes Meissonier.
Charles Bigot.
- ↑ Revue bleue. Februar.