Medea

Evripides

Tragedier

Oversatt av P. Østbye.
Gyldendal, 1928 (s. 21–76).

I

MEDEA

Emnet til denne tragedie har tilknytning til det berømte sagn om Argonautertoget.

I Iolkos, en by i Tessalien ved foten av fjeldet Pelion, hadde Pelias faat magten ved at styrte sin bror Aison fra tronen. Aisons søn Jason blev bragt i sikkerhet og opdraget av den vise kentaur Keiron. Som ung mand vendte han tilbake til Iolkos og krævet tronen. Pelias lovet ham den; men først skulde han hente det gyldne skind. Det var at finde i Kolkis, et land i det østlige Lilleasien ved kysten av Sortehavet. Som høvding for alle de tapreste helter i Hellas drog Jason avsted på skibet Argo. For at komme ind i Sortehavet maatte han seile mellem «Symplegaderne», en fjeldport som, naar en skipper forsøkte at slippe igjennem, lukket sig og knuste skib og mandskap. Jason lot først en due flyve igjennem, og da fjeldene hadde knust den og igjen gled fra hinanden, kom han uskadt igjennem. Siden staar porten altid aapen. Da Jason kom frem til Kolkis, lovet kong Aietes at han skulde faa skindet, men først naar han hadde utført arbeider som oversteg al menneskelig evne. Men kongens datter Medea, som hadde forelsket sig i Jason, hjalp ham ved sine tryllekunster til at bestaa alle prøver. Han dræpte tilsidst den frygtelige drage som voktet skindet og kom med det ombord paa Argo. Medea fulgte ham og tok med sig sin lille bror. Da Aietes forfulgte dem, dræpte Medea sin bror og kastet hans lik i havet stykke for stykke. Den fortvilede far maatte gang paa gang lægge bi, og flygtningene undslap. Da Jason kom tilbake til Iolkos, hadde Pelias dræpt hans far. Medea hevnet ham. Hun overtalte Pelias' døtre til at forsøke ved trolldomskunster at forynge sin far; men det lykkedes ikke, og Pelias led en ynkelig død. Jason og Medea maatte flygte og fandt et nyt hjem hos Kreon, konge i Korint. Paa det tidspunkt da denne tragedie begynder, har Jason sveket Medea, som har født ham to sønner. Han har egtet kong Kreons datter.

PERSONER:

       MEDEA.
       JASON, hendes mand.
       DERES TO BARN.
       KREON, konge i Korint.
       AIGEVS, konge i Aten.
       MEDEAS AMME.
       HOVMESTEREN.
       ET BUD.

       Kor av korintiske kvinder.

Aapen plass foran Medeas hus i Korint.

AMMEN
(kommer ut).
 Aa, hadde skibet Argo aldrig hastet frem
igjennem fjeldkløft sort og trang til kolkers land!
Aa, hadde aldrig øksen bragt en gran til fald
paa Pelion^[1] til aarer i de helters haand
som hentet hjem til Pelias det gyldne skind!
Da hadde ei til Iolkoslandets kongeborg
Medea, husets herskerinde, seilet med
i lidenskap for Jason. Aldrig var hun da,
fordi hun hadde overtalt til fadermord
kong Pelias’s døtre, flygtet til Korint
med barn og elsket husbond, likt av dem hvis land
hun tydde til, og for sin mand en trofast viv,
som efter Jason føiet sig i alle ting.
Den største lykke som kan times, er dog den
at mand og hustru holder sammen uten kiv.
Men nu er elskov dræpt av hatets feberbrand;
ti Jason svek min herskerinde; sine barn
har han forstøtt og hviler hos sin nye brud,
en kongedatter, barn av Kreon, landets drot.
Dypt krænket roper nu Medea i sin nød
paa eden, minder om hans haandslags dyre pant
paa evig troskap, tar til vidne hver en gud
paa hvordan Jason lønner hendes kjærlighet.
Og siden hun fik visshet for at hendes mand
har sveket hende, ligger hun forpint av sorg
og smaker ikke mat, men smelter hen i graat.
Sit aasyn vender hun mot jord og ser ei op,
og som forstenet er hun døv for venners trøst,
saa døv som havets bølger. Naar en sjelden gang
hun løfter halsen liljehvit, da er det kun
for under tunge suk at nævne for sig selv
sin far, sit land og hjemmet, som hun har forraadt,
da hun kom hit med ham av hvem hun er forstøtt.
Av egen jammer vet hun nu hvor godt det er
at skaanes for at savne saart sit fædreland.
Med avsky, ei med glæde, ser hun sine barn.
Jeg frygter at hun tænker paa en rædselsdaad.
Hun taaler ei en uret, heftig som hun er.
Jeg kjender hende. Hvad jeg nu maa grue for,
er at hun taus skal liste sig i kamret ind,
hvor hendes seng er redt, og støte i sit bryst
den hvasse sverdsodd eller dræpe landets drot
og kongens maag og derved øke selv sin nød.
Ti farlig er hun. Bringe seiersprisen hjem
blir ikke let for den som vækker hendes hat.
Men se, der kommer hendes barn fra kapløp hjem.
De glemmer let det slag, som rammet deres mor;
ti barnehjertet elsker mindst av alt en sorg.

HOVMESTEREN
(kommer med Medeas barn).
 Du skat fra fordums dage i Medeas hus,
hvi staar du nu i enetale med dig selv
om husets jammer her ved døren? Hvordan kan
du la Medea ene? Vilde hun det selv?

AMMEN.
 Du gamle mand som vaaker over Jasons barn.
En trofast tjener føler sorgens tunge tryk
i eget hjerte, naar hans herskap faar det ondt.
Mig knuget smertens overmaal. Jeg maatte hit
og rope høilydt ut for himmel og for jord
den sjelekval som blev min herskerindes lod.

HOVMESTEREN.
 Den arme! Saa hun endnu jamrer like saart?

AMMEN.
 Ak ja! Begyndt er hendes jammer, langtfra endt.

HOVMESTEREN.
 Saa kortsynt! hvis det ord er tillatt for en træl.
Det nye rædselsbudskap har hun ikke hørt.

AMMEN.
 Hvad er det, gamle? Sig det! Und mig dog et svar!

HOVMESTEREN.
 Aa ingenting. Jeg angrer paa det ord som faldt.

AMMEN.
 Vi tjener samme herskap. Kjære, dølg det ei!
ti vil du, skal jeg tie, ikke si et ord.

HOVMESTEREN.
 Til stedet hvor Peirenes^[2] vande vælder frem
og hvor de gamle spiller bretspil, kom jeg nys
og hørte, uten at han merket det, en mand
fortælle at det er vor fyrste Kreons agt
at jage fra Korint de barn som her du ser,
og deres mor. Jeg vet jo ei om det er sandt.
Jeg skulde ønske at hans ord var bare snak.

AMMEN.
 Men tror du Jason, blot av hat til disses mor
vil taale at hans barn skal lide overlast?

HOVMESTEREN.
 Den fordums brud maa vike plassen for den ny.
Han er ei længer venlig stemt mot dette hus.

AMMEN.
 Vi er fortapt, hvis denne nye bitre drik
blir rakt os, før den første kalk er tømt tilbunds.

HOVMESTEREN.
 Ja, vær nu taus med dette. Hold det for dig selv!
Det blev for meget, om hun nu fik vite alt.

AMMEN.
 Barn, hører I, forstaar I hvilken far I har?
Forbande den som er min herre, tør jeg ei;
men slem mot sine er han. Det kan alle se.

HOVMESTEREN.
 Ja, hvem er ikke det? Forstaar du da først nu,
da disse glemmes av sin far for brudens skyld,
at alle elsker mer sig selv end nærmest slegt, ―
for vindings skyld som oftest. ― Somme har vel grund.

AMMEN.
 Gaa ind i huset, barn! Det blir nok bedst for jer.
(Til hovmesteren.)
 Og du maa holde dem mest mulig for sig selv,
og før dem ei til deres sjelesyke mor.
Jeg saa det blik hun fæstet paa dem. Det var olmt
som tirret tyrs. Det varsler ondt. En vredesstorm
som hendes stilner ei, før lynet har slaat ned.
Ak, maatte uven da bli rammet, ikke ven!

MEDEA
(indenfra).
 Aa ve mig usalige! Aa for en kval!
Aa ve mig! Aa kunde jeg bare faa dø!

AMMEN
 Aa kjære, nu er det der atter! Aa barn,
nu raser jer mor. Hendes hjerte er sykt.
Aa løp hvad I kan! Aa skynd jer, gaa ind,
og la hende ikke faa øie paa jer,
og kom ikke nær hende! Vokt jer nu vel!
Hun kan ikke styre sit selvsyke sind
hvor vildskap og hat er tilhuse.
Saa lyd mig nu begge og skynd jer! Gaa ind!
Nu brygger det op til en jammerens storm,
og vokser fortvilelsen, flammer snart lyn
fra skyen den mørke. Hvad ondt kan ei da
et sind som er stolt og som nødig gir tapt,
kunne volde, naar krænkelsen nager?

MEDEA.
 Ve mig elendige! Nok har jeg lidt
til at presse fra barmen fortvilelsens skrik.
Forbandede barn av en mor som blir skydd!
Maa I dø med jer far, og hans hus staa for fald!

AMMEN.
 Hvad er det jeg arme maa høre? Aa gru!
Hvad del har de stakkars uskyldige barn
i din egtemands brøde? Hvi hater du dem?
Aa barn, jeg er ræd at en ulykke sker!
Jeg ræddes for storfolks ustyrlige sind.
De lyder kun nødig, men byder des mer.
At tæmme sit raseri koster dem kamp.
Nei, bedst er at vænnes til likemænds kaar.
Jeg ønsker at ældes i tryghet og fred,
men ikke som en av de store.
Et ord som har klang og som seirer tilsidst
er maatehold. Aldrig kan høihet og glans
velsigne med lykke en dødelig mand.
Forbandelsen rammer med haardere slag
hans bolig, naar guderne vredes.

(Kor av korintiske kvinder kommer ind paa danseplassen.)

KORFØRER.
Jeg hørte en røst, jeg hørte et skrik,
   et fortvilelsens skrik,
fra den kolkiske kvinde. Saa har hun da ei
kunnet komme til ro. Aa gamle, fortæl!
Gjennem fløidøren hørte jeg indenfra graat.
At ulykken rammet jert hjem, gjør mig ondt.
ti mot mig var hun hjelpsom og venlig.

AMMEN.
Vort hjem? Det er øde; det ligger i grus;
ti husherren hviler i kongelig seng,
og husfruen graater i kammeret saart
over livslykkens tap. Ei findes en ven
hvis trøstende ord hun vil høre.

MEDEA.
Aa maatte fra himlen et flammende lyn
straks sprænge mit hoved! Hvad baader det mig
at leve? Aa nei, la mig heller faa dø
og ende et liv som jeg hater!

KOR.
Strofe.
 Hørte du, Zevs, hendes skrik?
 Hørte du, lysende sol?
Hørte du, jord, hvad en hustru har lidt?
 Arme, hvi lengter du saa
ned til den kolde, den grufulde seng?
Rop ei paa døden! Som ubuden gjest
 ender den tidsnok din kval.
Aa spar dine taarer og spar paa dit hat
til en husbond som hviler hos nyvunden brud;
 ti Zevs er den hevnende dommer.

MEDEA.
Aa Temis,^[3] aa Artemis, ser I den tort
jeg arme maa lide av ham som jeg bandt
med de dyreste eder, min mensvorne mand?
Aa maatte jeg se at han selv og hans brud
blev knust, og at kongsgaarden styrtet i grus!
De vaaget at krænke mig, krænke mig først!
Aa far! aa mit fædreland, som jeg forlot!
Aa bror, som jeg skjændig har myrdet!

AMMEN.
Har I hørt hendes ord? Har I hørt hendes rop
til Temis, som hørte hans løfter, og Zevs,
som verner ― saa tror vi ― en edspakt?
Umulig! nei aldrig i ringeste maal
vil hun dæmpe sin flammende vrede.

KOR.
Motstrofe.
 Aa, om hun bare kom ut!
 Vilde hun blot la sig se
og lytte i ro til et trøstende ord!
 Kanhænde det dæmpet den harm
som tynger med knugende vegt hendes sind,
og dulmet i hjertet det hevnsyke hat.
 Ei vil jeg svigte i nød.
Bed hende komme til venner! Aa gaa!
Skynd dig derind, før en ulykke sker.
 Slik lidelse driver til vanvid.

AMMEN.
Det skal jeg; men faa hende overtalt, nei,
 det frygter jeg ikke vil gaa.
Men føie dig skal jeg, om end det blir haardt.
Hun ser paa os terner med truende blik
naar en av os kommer og sier et ord
lik bister løvinde som verner de smaa.
 Ei vismænd, men daarer maa kaldes den slegt
som levet tilforn; ti med viser og sang
har de fundet det ret at forskjønne sit liv
og fryde sit øre, naar festdagen kom,
med lystige gilder og sammenskudslag.
Men ingen fandt paa med den liflige sang
og strengeleks toner at jage paa dør
de knugende sorger som truer med død
og ubodelig vanheld et vaklende hus.
Og dog, for en vinding, om sorgernes sott
blev læget med sange! Hvi synge i kor
ved det festlige gilde? Det trænges jo ei;
ti det bugnende bord i en gjestebudssal
 er nok til at fryde vort hjerte.
(Gaar.)

KOR.
Slutstrofe.
  Hendes kummer, hendes suk og klage
  hørte jeg. Med høie skrik hun kalder
  ham, den falske mand, hvis seng hun delte,
  en forræder, og til Temis, Zevs's datter,
  melder hun sin kvide; ti hun hørte
  eden som tilforn i nattens mørke
  lokket hende gjennem trange sunde
  over salte bølger hit til Hellas.

MEDEA
(kommer ut).
 Vær hilset, kvinder fra Korint. Naar jeg gaar ut,
saa er det for at undgaa dadel; ti jeg vet
at mange blir set op til, dels av dem som helst
skyr omgang, dels av dem som søker ut blandt folk,
mens andre, blot fordi de holder sig i ro,
blir skydd, som om de bare tænker paa sig selv.
Ti øiet skuffer. Folk gjør uret, naar en mand,
som intet ondt har gjort dem, straks ved første blik
blir lagt for hat, før mandens sindelag er kjendt.
 En stat kan kræve meget av en fremmed gjest,
og selv en borger maa jeg dadle, naar han stolt
i selvgod dumhet viser landsmænd sin foragt.
 Ak, dette som jeg mindst har anet, dette slag
har knust mit hjerte. Intet er jeg. Livets fryd
er tapt for stedse. Al min higen er at dø.
Jeg vet kun altfor vel, at han som var mit alt,
min egen mand, har vist sig som den værste skurk.
 Av alt som eier liv og aande og fornuft,
er ganske visst en kvinde skapt til uslest lod.
For ublu medgift må hun kjøpe sig en mand,
og det som værre er, den husbond hun har faat,
er den som fritt kan raade over hendes krop.
Da er det store spørsmaal: Har hun faat til mand
en slyngel eller hædersmand? ti kvinder kan
ei skilles uten skam og ei gaa fra sin mand.
Til nye vaner, nye skikker gaar hun ind.
Fra hjemmet vet hun intet; men maa gjætte selv,
paa hvilken vis hun kan faa gjort sin mand tillags.
Og hvis vor møie lønnes, og vor egtemand
i trofast samliv villig gaar i spand med os,
da er vort liv en fest. Hvis ei, da heller dø!
Naar manden kjedes ved sit hjem, da kan han gaa
og ute fri sit sind for kjedsomhetens tryk
hos en av sine like eller hos en ven;
men vi maa vende blikket mot den ene mand.
De sier at for os er livet farefritt.
Vi lever trygge hjemme; de maa gaa i krig.
Det er et feilsyn. Jeg vil heller staa bak skjold
i trende slag end bare engang føde barn.
 Dog nok om dette. Du har andre kaar end jeg.
Du har et fædreland, du har en far, et hjem.
Du feirer blandt veninder livet som en fest,
mens jeg staar ene, uten hjem og av min mand
blir haanet som slavinde, tatt i fremmed land.
Jeg har ei mor, jeg har ei bror, jeg har ei slegt
som i min bitre nød kan frelse mig i havn.
Nu har jeg bare denne ene bøn til jer:
Aa, kan jeg finde utvei til en straffedom,
et middel til at hevne al den tort jeg led,
på Jason og hans nye svigerfar og brud,
saa ti! En kvinde blir jo ellers let forskræmt,
og hun er svak. Hun tør ei se det blanke staal.
Men krænkes hun av ham, hvis leie hun har delt,
da findes ingen skabning grisk paa blod som hun.

KORFØRER.
 Det lover jeg. Din husbond har fortjent sin straf.
Din sjelekval, Medea, kan ei undre mig.
Men se, der kommer Kreon, landets høie drot.
Det er vel noget nytt han nu vil melde dig.

KREON
(kommer).
 Du der, hvis skumle blik forraader hevnsykt hat
til ham som var din husbond, du skal fly mit land,
Medea, og ta med dig begge dine barn.
Og nøl nu ikke! Jeg staar ved hvad jeg har sagt,
og ikke gaar jeg herfra hjem til mit palads,
før du er jaget over landets grænseskjel.

MEDEA.
 Aa ve! Saa er jeg arme kvinde da fortapt!
Nu kommer de som hater mig, for fulde seil,
og frelse mig i land fra faren kan jeg ei.
Men trods min store kvide maa jeg dog faa lov
at spørre, Kreon, hvorfor jeg blir landsforvist.

KREON.
 Jeg ræddes for dig. Intet omsvøp trænges her.
Jeg frygter du vil slaa min datter ulivssaar.
Det er saa mangt som gjør at jeg maa nære frygt:
Du vet saa meget, kan saa meget som er ondt.
Du raser over tapet av din ektemand.
Her ymtes, hører jeg, om trusler. Det blir sagt
at du vil gjøre noget, ramme brudens far
og brud og brudgom. Godt, da maa jeg vokte mig,
før ondt er skedd. Langt heller bli forhatt av dig
end være mild og angre, naar det er for sent.

MEDEA.
 Aa ve!
Det er ei første gang mit ry har skadet mig.
Nei, mange ganger, Kreon, har det voldt mig men.
En mand med sund forstand bør ei la sine barn
faa øse altfor dypt av visdoms kildevæld,
Ti bortset fra at de blir skyldt for lediggang,
blir landsmænds hat og avind al den løn de faar.
Ti dersom du vil by din nye visdom frem
blandt daarer, tykkes den unyttig, ikke vis.
Og brysom tykkes du i staten, hvis du vandt
et større ry end dem som tror sig vismænd selv.
Ak, denne haarde skjæbne rammet ogsaa mig;
ti ved min visdom vækker jeg hos somme nid,
mens andre kalder mig, dels træg, dels stundesløs,
og dels hovmodig. Dog min visdom er ei stor.
Du ser paa mig med gru og tror jeg vil dig ondt.
Nei, Kreon, spar din angst! Ei er min stilling slik
at jeg kan ramme konger med forbrydersk svik.
Hvad uret har du gjort? Du gav din datter bort
til den du lystet. Den jeg hater er min mand.
Du har, saavidt jeg skjønner, bare handlet klokt,
og ikke ser jeg skjævt til at det gaar dig godt.
Hold bryllup! Lev i signet lykke; men la mig
faa bo i dette land; ti trods den tort jeg led
skal jeg som overvunden bære taus min lod.

KREON.
Din tale høres ydmyk; men jeg ræddes for
at du i hjertedypet pleier onde raad.
Jeg stoler endnu mindre paa dig nu end før;
ti mindre møie kræver det at staa paa vakt
mot heftig mand og kvinde end mot taus og slu.
Saa skynd dig nu avsted, og spar mig for dit snak;
ti dette er slaat fast. Dig hjælper ingen list
til at faa bli hos os; ti farlig er dit hat.

MEDEA.
Med knæfald ber jeg ved dit barn, den unge brud.

KREON.
Din bøn er spildt. Du faar mig aldrig overtalt.

MEDEA.
Ak, blir jeg ikke bønhørt? Vil du jage mig?

KREON.
Ja! Ikke staar du mig saa nær som hus og hjem.

MEDEA.
Aa fædreland! Hvor saart jeg nu maa savne dig!

KREON.
Ja, næst mit barn er land og folk mig dyrebart.

MEDEA.
Ak, hvilken pine elskov volder støvets slegt!

KREON.
Dens bitre kvaler er vel ogsaa skjæbnens verk.

MEDEA.
Aa, merk dig, Zevs, den mand som voldte mig min kval!

KREON.
Avsted! Din bøn er faafængt. Plag mig ikke mer!

MEDEA.
Det er vel mig som plages her, ja mer end nok.

KREON.
Snart skal du føres bort med magt av mine mænd.

MEDEA.
Aa, Kreon, spar mig dog for dette! Hør min bøn!

KREON.
Du vil nok, ser det ut til, bli os brysom nok.

MEDEA.
Jeg ber ei mer om landsvist. Jeg skal fly dit land.

KREON.
Hvi da saa plagsom? Hvorfor gaar du ikke straks?

MEDEA.
 Aa la mig dog faa bli her denne ene dag
og tænke nøie over hvorhen jeg skal fly
og hvor jeg finder underhold for mine barn.
Ti sørge for dem vil jo ikke deres far.
Aa ynk dog mine smaa! Du har jo ogsaa barn.
Av den som selv er far, kan ventes hjertelag.
Jeg gruer ei for egen lod, naar vi maa bort,
men graater for at mine barn maa faa det ondt.

KREON.
 Mit sind er ingenlunde haardt og herskesykt.
Jeg skadet tidt mig selv, fordi jeg var for mild.
Jeg skjønner, kvinde, at jeg ogsaa nu gjør feil.
Dog, faa din vilje skal du. Men jeg sier dig:
Hvis solens gud imorgen med sit straalevæld
beskinner dig og dine barn i dette land,
da skal du dø! Nu har jeg sagt mit sidste ord.
Om saa maa være, faar du bli her nu idag.
Det onde som jeg frygtet, skal du ei faa gjort.
(Gaar.)

KORFØRER.
  Usalige kvinde, av sorgen forpint
  Hvor finder du veien som fører dig frem
  til et land og et hjem som vil skjænke dig ly
  og frelse i nøden den hjemløse gjest?
  Ak, ut paa et endeløst lidelsens hav
  har en guddom dig jaget, Medea!

MEDEA.
 Forfulgt av vanheld overalt! Ja, ganske visst.
Men tro dog ei at alt skal gaa som nu det gaar.
Nei, nappes skal jeg endnu med det unge par,
og dysten skal bli farlig nok for brudens far.
Ti tror du vel jeg hadde krøpet for ham slesk,
saafremt jeg ikke ventet fordel av min list?
Nei, tiet hadde jeg og ikke rørt hans haand.
Den stakkars nar! Han lot sig daare altfor let.
Han kunde jaget mig av land og bragt til fald
min hele plan, men lot mig bli her denne dag,
da tre av mine avindsmænd skal ligge lik,
en far, hans datter og min egen ektemand.
 Jeg kan jo føre dem saa mangen dødens vei,
men er i tvil om hvilken jeg skal prøve først,
om jeg skal sætte ild paa huset eller tyst
gaa ind i kamret der hvor brudens seng er redt,
og støte gjennem hendes bryst det slepne sverd.
Dog, ett er mig i veien. Hvis de griper mig
paa husets tærskel, før min list har naadd sit maal,
da maa jeg dø, og mine avindsmænd kan le.
Det er vel bedst at gaa den slagne landevei,
hvor jeg er kjendt fra før, og dræpe dem med gift.
 Ja vel! Men naar de nu er døde, hvilken by
skal ta imot mig? Hvem skal aapne mig sit land
og gjestmildt verne mig og gi mig sikkert ly?
Der findes ingen. Vel, saa venter jeg en stund,
og faar jeg vite om et sikkert tilflugtssted,
da vil jeg tyst og listig gaa til dette mord.
Men hvis jeg tvinges til at vike fra min vei,
da griper jeg til sverdet, selv om jeg maa dø,
og dræper dem. Da gaar jeg paa og vaager alt.
Ja, ved Hekate^[4] som av mig blir æret mest,
min skytsgudinde som jeg kaaret mig til hjælp,
og som ved arnen faar sit offer, sverger jeg;
at ingen av dem skal ha pint mig uten straf,
ti beskt og bittert bryllup, bittert svogerskap
og bitter landsforvisning skal jeg sørge for.
 Velan, Medea, spar nu ei paa det du kan
av lumske rænker og av underfundig list.
Gaa uforsagt til rædsom daad ! Nu kræves mot.
Du ser hvad du maa lide. Bli nu ei til spot
for Sisyfos's^[5] ætt og Jasons unge brud.
Høibaaren er din far,^[6] en søn av solens gud.
Din kundskap rækker langt. Vi kvinder er jo skapt
helt hjælpeløse, naar det gjælder ædel daad;
men ypperst er til alskens ondt en kvindes kløkt.

KOR.
Første strofe.
Alt er forandret. Nu strømmer de mægtige elver
op mot sit utspring, og retten forvrænges til uret.
Nu er det manden som pønser paa rænker og bryter
    eder, skjønt guder har hørt dem.
Vanry skal byttes med lovord. Os kvinder skal rygtet
    prise for renhet i vandel.
Tiden er kommet, da kvinden skal nævnes med hæder.
Ei skal vi krænkes som fordum med saarende haansord.

Første motstrofe.
Fortidens spottende kvad skal omsider forstumme.
Ingen skal synge som før om de troløse kvinder.
Skaldenes skysgud Apollon har ei villet skjænke
    kvinden den evne at tolke
tanker i tryllende sange til citarens toner.
    Nidviser hadde vi kunnet
synge om mændenes kjøn; ti mangt kunde kvædes
baade om mænd og om kvinder fra urgamle tider.

Anden strofe.
Elskoven drev dig til vanvid den dag, da du seilet
mellem de dobbelte klipper og flygtet fra hjemmet.
    Og som en fremmed i landet
    hviler du nu paa dit leie
    ensom, forlatt av din husbond.
    Ak, og idag blir du haanlig
    jaget paa flugt fra mit land.

Anden motstrofe.
Glemt er de dyreste eder. Nu finder ei længer
blygsel i Hellas et hjem. Den er svunden for stedse.
    Ve dig, du kan ikke søke
    ly mot det truende uveir
    hjemme hos far. Du maa vike
    plass for en anden. Din husbond
    hviler hos kongsbaaren brud.

JASON
(kommer).
 Det er ei første gang, nei ofte har jeg set
at værst av alle onder er et stridig sind.
Du kunde bo i dette land og dette hus
saafremt du føiet dig i det som kongen vil.
Nu blir du landsforvist for alt dit løse snak.
Mig gjør det ingenting. Du kan bli ved at si
saa tidt du vil, at Jason er den største skurk;
men pris dit held, saafremt du blot blir landsforvist
som straf for dine frække ord om landets drot.
Jeg dæmpet kongens vrede, naar den blusset op,
fordi mit ønske var at sikre dig dit hjem;
men naar du aldrig hører op med daaresnak,
men stadig taler ondt om kongen, maa du bort.
Dog, svigte min kjære vil jeg ei trods alt.
Jeg kom av omhu for dig, for at sikre dig
mot nød og mangel, naar du nu maa drage bort
med dine barn. Landflygtigheten selv
har nok av ondt i følge. Trods dit vilde hat
kan ei mit hjerte huse bitterhet mot dig.

MEDEA.
 Du lumpne usselryg! Min tunge finder ei
et endnu bedre navn paa slik umandig færd.
Saa du tør komme, du som er mig mest forhatt?
At se den ven i øiet som man lumskt bedrog,
er ikke tegn paa manddom eller heltemot,
men skamløshet, som mer end nogen sott
forkrøbler manden. Vel, du kom i rette tid;
ti jeg kan lette hjertet ved at tale ut,
og du skal nu faa høre det du nødigst vil.
 Først skal jeg minde dig om det som hændte først.
Som alle de hellener vet som fulgte med
paa skibet Argo, var det mig som frelste dig,
da du blev sendt til pløining med et oksespand
som sprutet ild, og saadde frø paa dødens mark.^[7]
Den drage dræpte jeg som laa paa søvnløs vakt
og bugtet sig i ring omkring det gyldne skind.
Da var det ogsaa mig som bragte frelsens lys.
Jeg svek min far, forlot mit hjem og fulgte dig
til Jolkos, til din hjemby hist ved Pelion;
ti kjærligheten seiret over min fornuft.
Jeg voldte Pelias for egne døtres haand
den værste død og fridde dig fra al din frygt.
Alt dette har jeg gjort for dig, du usle skurk;
men mig har du forstøtt og valgt en anden brud,
skjønt du har barn; ti var du barnløs, kunde jeg
dog ha forstaat din lyst paa dette ekteskap.
Du brøt din ed. Jeg vet ei om du kanske tror
at de som hørte den, har tapt sin guddomsmagt,
og at vi nu skal lyde nye loves bud;
ti at du svor og svor en mened, vet du selv.
Aa, denne haand som du saa tidt har grepet ømt!
og disse knær som du paa skrømt har favnet tidt,
du usle skurk! Ak, alt mit haab var kun en drøm!
 Vel, la mig spørre dig, som om du var min ven.
Jeg venter intet godt fra dig, men dog, la gaa;
ti spør jeg, kommer bedst din feighet for en dag.
Hvor skal jeg nu ty hen? Til far og til mit hjem,
som jeg for din skyld svek, da jeg forlot mit land?
Men Pelias's arme døtre aapnet vel
med fryd sit hjem for mig som dræpte deres far?
Det sande er at jeg av venner i mit hjem
er lagt for hat, og at jeg ogsaa er forhatt
av dem jeg forurettet for at tjene dig.
Til gjengjæld priser vel i Hellas mangen mø
mit held? Jeg fik jo en beundret, lovprist helt
til ektemand. ― Javisst, jeg arme fik det held
at jages bort fra dette land med mine barn
forlatt av alle venner. Hvilken herlig ros
for dig, en nygift mand, at jeg som frelste dig,
og dine barn skal flakke om som tiggerpak!
Aa Zevs, hvi har du git os sikre kjendetegn
som lar os se om guld er ekte eller falskt,
mens skurken som vi burde kjende helt tilbunds,
ei røber sig for os ved noget medfødt præg?

KORFØRER.
 Saa grufuldt, saa ulægelig er intet hat
som naar en ven gaar frem mot ven til bitter strid.

JASON.
 Jeg maa nok ikke, tykkes mig, staa fast for ord.
Som kyndig styrmand maa jeg ride stormen av
for dobbeltrebet seil, hvis det skal lykkes mig
at slippe, kvinde, fra din tunges taleflom,
 Vel, naar du skryter av hvad du har gjort for mig,
saa tror jeg Kypris^[8] frelste mig paa dette tog,
men intet menneske og ingen anden gud.
Du er jo klok og vet det selv, men harmes dog,
naar det blir nævnt at Eros med sin sikre pil
var den som tvang dig til at frelse mig i nød.
Dog, gaa for nøie ind paa dette vil jeg ei.
Jeg fik din hjælp, la grunden være hvad den vil.
Men jeg skal klarlig vise dig at det du fik,
var mer end det du gav mig, da du frelste mig.
Og først og fremst: Du kom fra et barbarisk land
til Hellas. Du har lært at skjelne ret fra vrangt
og holde dig til loven, ikke bruke magt.
Du kom i ry. Din visdom prises overalt
i hele Hellas. Hvis du bodde nu som før
ved verdens ende, hadde ingen kjendt dit navn.
Jeg brød mig ikke om at eie gods og guld
og om i sang at overstraale Orfevs^[9] selv,
hvis ikke lykkens gaver spredte vidt mit ry.
Her har du svar paa det du nævnte om min nød.
Husk at du selv til denne ordstrid egget mig.
 Naar du har lastet mig for dette ekteskap
med kongens datter, skal jeg, hvis du styrer dig,
med lethet vise at jeg deri handlet klokt.
Jeg spør dig: Da jeg kom fra Jolkoslandet hit
og ingen utvei øinet i min bitre nød,
hvad større lykke kunde times utlæg mand
end den at kongens datter blir min ekteviv?
Ei var det, som du skinsyk tror, foragt for dig
som drev mig eller elskov til min nye brud.
Ei heller ønsket jeg mig større barneflok.
Med dem som du har født mig, er jeg fuldt tilfreds.
Jeg vilde først og fremst faa sikret os et hjem
og trygge os mot mangel; ti jeg vet jo godt
at alle fordums venner skyr en fattig mand.
Jeg vilde fostre, som det sømmer sig min byrd,
de barn jeg har med dig og gi dem like ret
med nye brødre, saa vi kunde faa det held
at holde ætten sammen. Hvad skal du med barn?
Men jeg har fordel av at hjælpe dem jeg har,
med dem jeg faar. Hvis ei mit bryllup pinte dig,
saa tilstod du nok selv at jeg har handlet klokt.
Men slike er I kvinder. Alt er saare godt,
saafremt I selv kan hvile trygt i ekteseng.
Men lider I den tort at maatte vike plass,
da blir den mand I agtet herligst før og bedst,
jer mest forhatt. Mænd burde kunne avle barn
paa anden vis. Ja, bedst om kvinder ei var skapt;
ti var det saa, da fandtes intet ondt paa jord.

KORFØRER.
 Din tale, Jason, smykket du med fagre ord;
men skjønt mit ord vil skurre, tykkes du mig dog
at gjøre uret mot den hustru som du svek.

MEDEA.
 I mangt og meget er jeg ei som folk er flest;
ti eier skurken evne til at tale klokt,
da synes jeg han just fortjener haardest straf.
Ti den som kan med tungen gjøre sort til hvitt,
tør vaage alt, men mangler dog den rette kløkt.
Dæm op for din veltalenhet! De smukke ord
er spildt paa mig. Et enkelt ord skal fælde dig:
Du burde, hvis du var en hædersmand, ha faat
mit minde til dit bryllup, ikke holdt det skjult.

JASON.
 Kan tænke det. Du stod visst rede med din hjælp,
saafremt jeg hadde nævnt mit ekteskap for dig,
som ikke engang nu kan styre hjertets harm.

MEDEA.
 Tom utflugt! Nei, en hustru fra barbarers land
var ingen hæder for dig i din alderdom.

JASON.
 Vær tryg. Det var ei for at vinde kvinden selv
jeg nu har ektet denne kongebaarne brud.
Det var, som sagt, fordi jeg vilde sikre dig
og skaffe mine barn et mægtig broderkuld
av fyrsteætt til vern og verge for mit hjem.

MEDEA.
 Jeg ønsker ei et liv hvor lykken blev en kval.
Forskaan mig for en rigdom, kjøpt med hjertesorg!

JASON.
 Ønsk om igjen! Da vil du tykkes mere klok.
La aldrig det som er et gode, tykkes ondt
og klag ei over vanheld, naar du har det godt.

MEDEA.
 Ja, haan du bare! Du har jo et tilflugtssted,
mens jeg maa fly fra landet, ensom og forlatt.

JASON.
 Gi ei en anden skylden! Du har valgt det selv.

MEDEA.
 Hvi saa? Har jeg hat bryllup? Var det mig som svek?

JASON.
 Du har forbandet landets konge og hans hus.

MEDEA.
 Forbandet har jeg da det hus som skal bli dit.

JASON.
 Jeg vil ei længer gaa i rette med dig her.
Men hvis du av mit gods vil ta imot en hjælp,
naar du med dine barn maa fly fra dette land,
saa sig nu fra. Med fulde hænder skal jeg gi
og sende tegn^[10] til venner som skal hjælpe dig.
Du maa jo rase, kvinde, hvis du sier nei.
La vreden nu ta slut! Du vinder paa det selv.

MEDEA.
 Hos dine venner vil jeg aldrig søke hjælp.
Nei, spar din gave! Intet vil jeg ta imot.
En gave fra en usling eier intet værd.

JASON.
 Nu vel, saa ber jeg guder om det vidnesbyrd
at jeg har villet hjælpe dig og dine barn,
men at du vraker gode tilbud og i trods
til eget vanheld viser dine venner bort.
(Gaar.)

MEDEA.
 Ja gaa! Du blev for længe borte fra dit hjem.
Din nye hustru lengter du vel efter nu.
Ja, favn din brud! - men kanske skal dit ekteskap
med guders hjælp bli slikt at du skal angre det.

KOR.
Første strofe.
  Elskovens overmaal skjænker som gave
  aldrig en dødelig daadskraft og hæder.
  Men naar den smilende Kypris med lempe
  nærmer sig, er hun som ingen blandt guder
  daarende yndig. Ak, høie gudinde,
  send ei fra buen av guld mot mit hjerte
  rammende pil, som du dyppet i lengsel!

Første motstrofe.
  Maatte jeg altid bevare min sindsro,
  herligste gave som guder har git os.
  Maatte ei, dersom min seng blev en andens,
  Kypris til raseri egge mit hjerte,
  egge til ordstrid og endeløs trætte!
  Maatte hun verne om freden i hjemmet,
  mæglende snartænkt i strid mellem kvinder!

Anden strofe.
  Elskede fædreland! Elskede hjem!
  Maatte den skjæbne at skilles fra dig
  aldrig bli min! ti at leve sit liv
  hjemløs og haabløs er bitreste lod.
  Bedre at kues av døden og brat
  ende min livsdag; ti intet paa jord
  er tungt som at skilles fra hjemmet.

Anden motstrofe.
  Ak, vi har set det! Her trænger vi ei
  andre som vidner. Din grufulde lod
  ynker ei fædreland, ynker ei ven.
  Maatte med døden, en venneløs død,
  straffes den mand som ei aapner sin sjel
  ærlig for den som han kaaret til ven!
  Av mig skal han aldrig bli elsket.

AIGEVS^[11]
(kommer).
 Medea, hil og sæl! Det er det bedste ord,
den bedste hilsen vi kan rette til en ven.

MEDEA.
 Hil dig tillike, Aigevs, søn av Pandion,
den vise drot. Hvor kom du fra til dette land?

AIGEVS.
 Jeg kommer fra Apollons gamle helligdom.

MEDEA.
 Hvad søkte du ved jordens navle?^[12] Hvilket svar?

AIGEVS.
 Jeg spurte om det undtes mig at avle barn.

MEDEA.
 Hvad sier du? Du har da endnu ingen søn?

AIGEVS.
 En gud har villet det. Jeg er en barnløs mand.

MEDEA.
 Du har dog fæstet dig en hustru? Ikke sandt?

AIGEVS.
 Ja vel. En hustru deler med mig bord og seng.

MEDEA.
 Hvad svarte Foibos, da du spurte ham om barn?

AIGEVS.
 Hans visdomsord kan ingen dødelig forstaa.

MEDEA.
 Du tør vel la mig høre hans orakelsvar?

AIGEVS.
 Ja gjerne; ti din visdom trænges netop her.

MEDEA.
 Fortæl mig svaret, naar det ikke er forbudt.

AIGEVS.
 Han bød mig ei at løse sækken om min fot ―

MEDEA.
 Før hvad var gjort? Før du var naadd til hvilket land?

AIGEVS.
 Før hjem jeg kom til arnen paa min fædreborg.

MEDEA.
 I hvilket erend kom du nu til dette land?

AIGEVS.
 I Trozen^[13] er en konge. Pitevs er hans navn.

MEDEA.
 Ja, søn av Pelevs. Rygtet priser ham som from.

AIGEVS.
 Om gudens spaadom vil jeg spørre ham tilraads.

MEDEA.
 Hans visdom er jo velkjendt. Slikt forstaar han bedst.

AIGEVS.
 Og vi er venner. Ingen er mig kjær som han.

MEDEA.
 Maa lykken følge dig, og det du ønsker ske!

AIGEVS.
 Men hvi saa blek? og hvorfor er du saa forgraatt.

MEDEA.
 Min husbond, Aigevs, er den største skurk paa jord.

AIGEVS.
 Hvad sier du? Forklar mig grunden til din sorg.

MEDEA.
 Jeg blir av Jason krænket uten egen skyld.

AIGEVS.
 Hvad har han gjort? Forklar dig! Gi mig fuld besked!

MEDEA.
 En anden ektehustru raader i hans hus.

AIGEVS.
 Aa nei, saa skjændig gjerning vaaget han vel ei?

MEDEA.
 Jo, jeg som fordum var ham kjær, forhaanes nu.

AIGEVS.
 Er elskov grunden, eller blev han kjed av dig?

MEDEA.
 Det er en elskovsrus. Mig svek han, brøt sin tro.

AIGEVS.
 Men er han ond, som du har sagt, saa la ham gaa!

MEDEA.
 At ekte kongens datter var hans ønskers maal.

AIGEVS.
 Men hvem var den som gav ham hende? Tal dog ut!

MEDEA.
 Den mand var Kreon, han som hersker i Korint.

AIGEVS.
 Tilvisse, kvinde, har du aarsak nok til sorg.

MEDEA.
 Alt er forbi! Jeg blir jo ogsaa landsforvist.

AIGEVS.
 Av hvem blir denne nye motgang dig forvoldt?

MEDEA.
 Av Kreon. Fra Korint blir jeg forvist av ham.

AIGEVS.
 Og Jason lar det ske? Slikt tykkes mig en skam.

MEDEA.
 Han gav vel ei sit bifald; men han taaler det.
Nu trygler jeg, en vernløs kvinde, om din hjælp.
Jeg favner dine knæ og ber dig ved dit skjæg:
Aa ynk mig, ynk mig arme! Se ei rolig paa
at jeg blir jaget bort saa ensom og forlatt!
men gi mig ved din arne i dit land et hjem.
Maa guder, hvis du gjør det, naadig høre dig
og gi dig barn og rikest lykke livet ut!
Hvor heldig du har været, vet du ikke selv.
Hos mig er hjælp at finde for en barnløs mand.
Jeg vet en trylleurt som gjør en mand til far.

AIGEVS.
 Av mange grunde, kvinde, er jeg villig til
at gi dig det du ber om. Først for guders skyld
og dernæst for de barns, som du har lovet mig.
Til dette staar min hu; det fylder helt min sjel.
Det staar da fast at hvis du kommer til mit land,
da skal jeg verne dig som ven. Det er min ret.
Saa meget, kvinde, vil jeg dog paa forhaand si:
Jeg agter ei at ta dig med fra dette land;
men hvis du av dig selv vil komme til mit hjem,
da svigter jeg dig ikke. Du skal bo der trygt.
Men herfra maa du flygte uten hjælp av mig.
Mot gjestevenner vil jeg være uten skyld.

MEDEA.
 Det faar saa være. Tør jeg stole paa dit ord,
da vil du ta dig av min sak paa bedste vis.

AIGEVS.
 Du tror mig kanske ikke? Har du grund til tvil?

MEDEA.
 Jeg tror dig. Men av Pelias's hele slegt
og Kreon er jeg hatet. Bandt du dig ved ed,
da lot du ikke disse fra dit eget land
faa ført mig bort med vold; men gir du blot dit ord,
og ikke sverger, kan du let bli deres ven
og la dig overtale; ti jeg selv er svak
men de har magt og rigdom, de har fyrsterang.

AIGEVS.
 Din tale, kvinde, røber stor omtænksomhet,
og hvis du vil det, skal det ikke staa paa mig.
Ti baade er det bedst for mig at ha en grund
som jeg kan holde frem for dine avindsmænd,
og ogsaa du er tryggest. Vel si eden frem!

MEDEA.
 Saa sverg ved jorden og min farfar, solens gud,
og alle andre guder. Nævn dem under ett ―

AIGEVS.
 at jeg skal gjøre eller ikke gjøre hvad?

MEDEA.
 at hverken skal du jage mig fra landet selv,
ei heller, mens du lever, villig la det ske
at nogen avindsmand faar ført mig bort med magt.

AIGEVS.
 Ved jorden sverger jeg og solens rene lys
og alle guder: Dine ord skal staa ved magt.

MEDEA.
 Vel talt! Men brytes eden, hvad blir da din straf?

AIGEVS.
 Den straf som rammer dem som trodser guders bud.

MEDEA.
 Levvel, og held paa færden! Nu er alting trygt.
Jeg kommer snarest mulig til din by, naar alt
som gjøres skal, er gjort, og jeg har naadd mit maal.

KORFØRER.
  Maa sønnen av Maja og Zevs^[14] paa din færd
  ledsage dig naadig og føre dig hjem!
  Maa det som du ønsker dig, bli dig forundt!
      Ti ædel av sind
    du tykkes mig, høibaarne Aigevs.
(Aigevs gaar.)

MEDEA.
 Aa Zevs, aa Dike, Zevs's barn, aa solens lys!
Nu skal jeg, kvinder, over mine avindsmænd
snart vinde herlig seier. Nu er veien fri!
Nu haaber jeg at de forhatte faar sin straf.
Ti i den værste havsnød lodset denne mand
mig dit hvor mine planer fandt den lune havn.
Ved denne støtte gjør jeg fast min skjæbnebaat,
naar snart Atenes by og borg har git mig ly.
 Nu skal jeg gjøre rede for min hele plan.
Hør efter! Hvad jeg sier, gjør dig neppe glad.
En tjener sender jeg til Jason med den bøn
at han paany maa unde mig at se ham her,
og naar han kommer, skal jeg si med milde ord
at det han gjorde, tykkes mig at være godt.
Naar han har vraket mig og valgt en fyrstebrud,
saa var det netop godt for os og vel betænkt.
Saa skal jeg be at mine barn faar være her,
men ikke for at la dem bli i fremmed land
og lide overlast av dem som hater mig,
men forat kongens datter kan bli dræpt med list.
Med gaver skal jeg sende dem til Jasons brud
og la dem be at slippe for at jages bort.
Et fint gevandt skal sendes og et diadem
av purest guld, og tar hun stasen paa, maa hun
og hver som rører hende, dø en rædsom død.
Saa giftig er den salve jeg skal stryke paa.
 Nu vel, om dette vil jeg ikke tale mer.
Men ― aa, jeg vaander mig ved det som efterpaa
maa gjøres. ― Jeg maa dræpe mine egne barn.
Ak, ut av disse hænder vrister ingen dem.
Og naar saa hele Jasons hus er lagt i grus,
da flyr jeg landet, flyr fra stedet for min synd
i gru for blodet ― mine dyrebare barns.
Men heller det end la en uven spotte mig.
Jeg maa det. Hvad kan livet by? Jeg har jo ei
et fædreland, ei hjem, ei tilflugt i min nød.
Min feil, mit store feiltrin, var at jeg forlot
mit hjem og lyttet til en lumsk helleners ord.
Men snart skal han med guders bistand faa sin straf.
Ti aldrig skal han se de barn han fik med mig,
i live; aldrig skal han med sin nye brud
faa avlet barn; ti hun, den skjændige, skal dø
en skjændig død ved gift, den gift hun faar av mig.
Om mig skal ingen tro at jeg er feig og svak
og rolig finder mig i alt. Nei tvertimot.
Mot venner er jeg mild, men rammer uven haardt,
og slike er det jo, hvis liv blir lovprist mest.

KORFØRER.
 Medea, siden du har sagt os hvad du vil,
saa maa vi raade fra, til bedste for dig selv
og for at verne landets lov. Aa gjør det ei!

MEDEA.
 Jeg kan ei andet. Dog at du kan tale saa,
er let at tilgi. Du har ikke lidt som jeg.

KORFØRER.
 Men, kvinde, vil du myrde dine egne barn?

MEDEA.
 Ja, derved faar min mand det saar som verker mest.

KORFØRER.
 Og ingen kvinde faar en sorg saa tung som du.

MEDEA.
 Det faar saa være. Alt hvad du kan si, er spildt.
Du der,^[15] gaa du avsted og hent mig Jason hit;
ti kræves troskap, er det dig jeg bruker helst.
Men si nu ei et ord om det jeg har bestemt,
saasandt du er mig tro og har en kvindes sind.
(Ternen gaar.)

KOR.
Første strofe.^[16]
   Lykken fulgte jer fra tidens morgen,
   sønner av Erektevs, I som leder
   ned fra høie guder eders ætt.
   I det land som ingen uven herjet,
   drikker I av visdoms rene kilde.
   Hist hvor himlen altid klar sig hvælver,
   kan I glade vandre. Sagnet melder
   at hos jer saa sangens muser lyset.
   Harmonia med de gyldne lokker
    fødte der de fagre døtre ni.

Første motstrofe.
   Kypris lot ― saa melder gamle frasagn ―
   fra Kefisoselvens klare strømme
   vandet risle over mark og eng.
   Med en krans av vellugtsvangre roser
   smykker glad den smilende gudinde
   stedse haarets rike flom av lokker,
   og hun sender til jert visdomssæte
   elskovs lette alfehær som vækker
    trang til alt som herlig er og godt.

Anden strofe.
    Hvordan skal det land hvis elver
    flyter klart i hellig renhet,
    hvordan skal det land som sender
    gjesten hjem med sikkert følge
    huse dig, en uren kvinde,
    mellem fromme, en som myrdet
    egne barn? Aa tænk i rædsel
    paa et støt mot barnets hjerte,
    paa det blod som farver haanden!
    Bønlig ber vi dig med knæfald:
    Skaan dem! Dræp ei dine barn.

Anden motstrofe.
    Hvorfra faar du mot til dette?
    Hvordan kan du hjertet tvinge
    til mot egne barn at vaage
    med din haand saa rædsom udaad?
    Hvordan skal du holde øiet
    tørt for taarer, naar du ser dem?
    ser de smaa? Nei aldrig kan du,
    naar de falder ned og trygler
    dig om skaansel, rolig farve
    haanden i den røde blodstrøm.
     Dertil faar du aldrig mot.

JASON
(kommer).
 Jeg fik dit bud og kommer, kvinde; ti dit hat
skal ingenlunde faa mig til at svigte dig.
Vel, la mig høre hvad det er du ønsker nu.

MEDEA.
 Jeg ber dig, Jason, tilgi hvad jeg før har sagt.
Bær over med et heftig sind! Vi har jo dog
i gjerning vist hinanden tidt vor kjærlighet.
Jeg angrer og har gaat i rette med mig selv
og sagt mig: Jeg er slem! Hvi raser jeg saa vildt
og hater dem som bare handler vel betænkt?
Hvi bryter jeg med landets konge og min mand,
som vil mit eget bedste ved sit giftermaal
med kongens datter og kan skaffe mine barn
tryg hjælp fra brødre? Hvorfor holde paa mit hat?
Hvi saa forrykt, naar guder gir mig gode kaar?
Og har jeg ikke barn? Og har jeg glemt den tid,
da vi fra Jolkos flygtet uten nogen ven?
Saa tænkte jeg og skjønte at min bitre harm
var daarskap slet og ret. Jeg hadde ingen grund.
Nu er jeg enig. Ja, jeg synes du var klok
som skaffer os saa mægtig maag, og dum var jeg
som burde hat min fulde del i denne plan
og hjulpet til, ja stillet mig ved brudens seng
og hat min glæde av at varte hende op.
Vi kvinder er jo som vi er, ei onde just;
men du bør ikke gjøre samme feil som jeg.
La ei mit barnesnak faa svar som av et barn.
Jeg gir mig. Jeg faar tilstaa at jeg nys var slem.
Men det er over. Jeg har tænkt mig bedre om.
 Kom ut! Kom ut av huset, kjære barn!
Kom begge hit, og hils nu rigtig pent paa far,
og tal til ham som jeg, og glem, som mor har gjort,
det fordums nag til ham som er vor bedste ven;
for nu er alting godt og alt det stygge glemt.
Saa, ta ham pent i haanden! ― Aa, jeg vaander mig
naar tanken streifer det som gjemmes i mit bryst! ―
Aa barn, aa mon I lever op og mangen dag
skal række frem den kjære haand? Aa stakkars mig!
Saa let jeg har for taarer! Og saa angst jeg er!
Ak, nu da striden mellem mig og far er endt,
nu kommer graaten. Taarer sløver øiets blik.

KORFØRER.
 Ja, ogsaa mine øine dugges nu av graat.
Aa, maatte intet værre ske end alt er skedd.

JASON.
 Nu, kvinde, skal du faa min ros, og hint er glemt.
Det maa jo ventes at en hustru bruser op,
naar hendes mand paa trods av hende tar en ny.
Men godt, du kom paa andre tanker og forstod,
om ikke før saa nu, at denne plan var bedst.
Du tok det saa forstandig som en kvinde bør.
I kjære smaa, paa eders fremtid har jeg tænkt
og har med guders bistand sørget godt for jer.
Ti engang skal I, som jeg haaber, i Korint
med eders brødre dele magt og fyrsterang.
Voks op til mænd! For alt det andet sørger jeg
og alle guder som i naade staar mig bi.
Aa, maatte jeg faa se jer trives, se jer naa
til manddoms aar og kue mine avindsmænd!
Men du? Hvi staar du der med øiet vaatt av graat
og vender bort den bleke kind? Hvi kan du ei
med glæde høre mine ord? Hvad feiler dig?

MEDEA.
 Aa ingenting. Jeg tænkte blot paa vore barn.

JASON.
 Men hvorfor, kjære, sukker du saa tungt for dem?

MEDEA.
 Jeg fødte dem. Jeg tænkte paa dit ønske nys
at se dem leve op og blev med ett saa angst.

JASON.
 Vær tryg! For disses fremtid skal jeg sørge godt.

MEDEA.
 Ak ja! Jeg skal ei mere tvile paa dit ord;
men kvinder er jo svake. Taaren sitter løst.
Om grunden til min bøn om denne sammenkomst
er noget sagt, og andet vil jeg si dig nu.
Da landets hersker vil at jeg skal sendes bort,
saa vil jeg fly fra landet. Jeg forstaar nu godt
at dette blir det bedste ogsaa for mig selv.
Jeg er i veien her for dig og landets drot,
fordi han tror mig fiendsk mot hans hele hus.
Men for at vore barn kan fostres op av dig,
saa bed at Kreon ei skal landsforvise dem.

JASON.
 Om han vil føie mig er tvilsomt; men la gaa!

MEDEA.
 La helst din hustru be sin far at vore barn
maa skaanes for at flygte bort fra dette land.

JASON.
 Ja rigtig; hende skal jeg nok faa overtalt.

MEDEA.
 Ja, hvis hun er som andre kvinder, gaar det nok.
Og jeg skal ogsaa hjælpe dig i denne sak;
ti jeg skal sende hende gaver som i pragt
staar over alt som nu for tiden er at se,
et diadem av purest guld og et gevandt.
Og vore barn skal bringe dem. Ja, nu skal straks
en terne komme hit med dette høitidsskrud.
Tilvisse vil din hustru prise tusindfold
sit held, fordi hun fik i dig den bedste mand
og dertil prydelser som engang solens gud,
min farfar, skjænket dem som stammer ned fra ham.
Ta disse brudegaver, barn, og bring dem frem
til kongens datter, til den lykkelige brud.
Ei ringe er den gave som hun nu skal faa.

JASON.
 Det er jo letsind. Hvorfor vil du ribbe dig
for dette? Tror du landets konge mangler guld
og pragtgevandter? Spar din kostelige skat!
Det vet jeg visst at hvis min hustru har mig kjær,
da vil hun skatte mig langt mer end gods og guld.

MEDEA.
 Nei, si mig ei imot! Selv guder bøies jo
ved gaver. Guld har større kraft end tusen ord.
Hun er et lykkebarn, som ved en guddoms hjælp
nu raader her. Jeg gir mit liv, ei blot mit guld,
hvis mine barn kan spares for landflygtighet.
Saa gaa da barn! Gaa ind i kongens rike hus
og be den nye hustru som jer far har valgt,
min herskerinde, la jer bli i dette land.
Gi hende disse smykker! Husk nu først og fremst
at gaven skal hun ta imot med egen haand.
Gaa straks og røkt jert erend godt og bring til mor
det lykkebud at jeg har faat det som jeg vil.

KOR.
Første strofe.
  Svundet er mit haab om liv for disse smaa.
  Ak, det svandt! Nu gaar de til den visse død.
    Bruden tar imot det gyldne diadem,
    tar imot sin egen undergang.
  I de blonde lokker fæster hun sin krans,
    smykker sig til fest i dødens hus.

Første motstrofe.
  Gavens skjønhet lokker. Fristet av dens pragt
  klær hun sig i dragten, tar den gyldne krans.
    Snart skal hun i dødens dystre bo
    hist blandt skygger smykke sig som brud.
  Fanges skal den arme snart i dødens garn.
    Flygte fra sin skjæbne kan hun ei.

Anden strofe.
    Usalige mand som til eget fordærv
     blev herskerens maag!
    Du aner jo ei at til rædselsfuld død
     du fører de smaa og din brud.
    Blind møter du, arme, din skjæbne.

Anden motstrofe.
    Jeg ynker din pine, fortvilede mor,
     som snart dine barn
    skal myrde av hat til den mand som forlot
       dit leie med svik
     og deler sin seng med en anden.

HOVMESTEREN
(kommer med Medeas barn).
 Min herskerinde, landsvist undes dine barn,
og kongens datter tok med fryd din brudeskjænk.
Fra fyrstehuset truer intet ondt de smaa.
  Hvad nu?
Hvi staar du ved mit lykkebud som sønderknust?

MEDEA.
 Ve mig!

HOVMESTEREN.
 Min glade melding stemmer litet med din graat.

MEDEA.
 Ve mig, og atter ve!

HOVMESTEREN.
          Jeg tar vel ikke feil
og bringer ingen glæde, men et sorgens bud?

MEDEA.
 Du meldte hvad du meldte. Du har ingen skyld.

HOVMESTEREN.
 Men hvorfor da slaa øiet ned i bitter graat?

MEDEA.
 Jeg maa nok graate, gamle. Jeg har stelt mig slik
ved egen daarskap. Guden har vel villet det.

HOVMESTEREN.
 Vær trøstig! Du vil komme hjem til dine barn.

MEDEA.
 Jeg arme maa nok sende andre til et hjem.

HOVMESTEREN.
 Ei du alene maa gi slip paa egne barn.
En dødelig maa bære skjæbnens slag med taal.

MEDEA.
 Det skal jeg. Gaa du ind og sørg for mine barn
og skaf dem alt hvad de til daglig pleier faa.
(Hovmesteren gaar.)
 Aa barn, aa barn! I har et fædreland og hjem
hvor I skal bo for stedse og forlate mor,
bli skilt for altid fra jer arme, arme mor.
Men jeg maa gaa som flygtning til et andet land,
før synet av jer lykke fylder mig med fryd
og før det undes mig at smykke glad jer brud
og rede brudeseng og tænde brudeblus.
Aa ve, hvor jeg maa lide for mit stive sind!
Jeg fostret jer, men lønnen har jeg nu forspildt.
For intet led jer grusom smerte, sønderslitt
av haarde fødselsveer, da jeg gav jer liv.
Jeg arme kvinde! Engang haabet jeg saa trygt
at I, naar jeg blev gammel, skulde pleie mig
og lægge mig paa baaren, naar min dødsstund kom.
Da hadde alle prist min lykke; men mit haab,
mit søte haab er svundet. Naar jeg mister jer,
blir livet tungt, et liv i nød og bitter sorg.
Og I faar andre kaar i livet. Aldrig mer
skal disse barneøine kjærlig se paa mor.
 Saa ondt det gjør! Aa, hvorfor ser I paa mig, barn?
og hvorfor smiler I til mig for sidste gang?
Aa ve! Hvad skal jeg gjøre, kvinder? Alt mit mot
er borte, naar jeg ser det lyse barneblik.
Jeg kan det ikke. Bort med det jeg har bestemt!
Fra landet vil jeg føre med mig mine barn.
Ti hvorfor volde disse mén til bitter kval
for deres far, men dobbelt smerte for mig selv?
Jeg gjør det ikke. Bort, du onde forsæt! Bort!
 Og dog, hvad gaar der av mig? Skal jeg bli til spot,
naar mine avindsmænd skal slippe uten straf?
Nei, vaages maa det. Ussel feighet at jeg nu
lot hjertets svakhet røbe sig i vasne ord.
Gaa ind i huset, barn. Enhver som ei med ro
tør staa min ofring nær, faar vokte sig og gaa.
Min haand skal ikke skjælve, ikke støte feil.
 Aa hjerte, tving dig! Vaag ei denne rædselsdaad!
Aa la dem dog faa leve! Skaan de stakkars barn!
De blir min glæde, hvis de lever med mig hist.
 Dog nei! Ved hevnens aander dypt i Hades' bo,
det skal forvisst ei ske at mine avindsmænd
faar overlatt til haan og vanrøkt mine barn.
Det staar urokkelig, staar fast som skjæbnens bud.
Ett vet jeg visst: Nu bærer bruden om sit haar
min krans og gaar i døden, klædt i mit gevandt.
Ett staar tilbake, før jeg gaar min smertensvei,
et avskedsord til mine smaa. Kom, kjære barn!
Vær glad i mor og læg jer lille haand i min!
Aa kjære lokkehoved, kjære varme haand!
Aa dette barneansigt, disse søte træk!
Aa, maa I faa det godt, om ikke før, saa hist!
Her røvet far jer lykken. Ak, jert aandepust
har blomstens duft, og kindet er saa rundt og bløtt.
 Gaa ind! Gaa ind! Jeg holder ikke længer ut
at se de smaa. For tung at bære er min kval.
Jeg føler selv at det jeg gjør er rædselsfuldt;
men lidenskapen seirer over hjertets røst,
og det er den som volder os den værste ve.

KORFØRER.
  Tidt søkte min tanke i grublende tvil
  at løse de gaader som ligger for høit
    for kvinders forstand.
  Os driver jo ogsaa en forskende trang
  til at øse av visdommens evige væld.
  Ei alle har evnen. Du finder kun faa.
  Kanhænde du finder blandt tusener én
  som gjæstes av visdommens muse.
  Jeg paastaar at barnløse kvinder og mænd
  har sluttet med lykken en tryggere pakt
    end de som fik barn.
  Ti de som er barnløse, aner jo ei
  om barn vilde bli dem til fryd eller sorg.
  For mangt som er tungt, blir de skaanet.
  Men dersom et hjem er velsignet med barn,
  da ser vi saa tidt at forældrenes tid
  maa ofres paa disse i møiefuldt slit.
  Først trænger de pleie og sømmelig tugt.
  Saa sanker man gods som skal bli deres arv,
  og ingen kan vite forvisst om hans barn
  vil lønne hans møie og arte sig vel
   eller volde ham kummer ved vanart.
  Ett nævner jeg endnu, det værste av alt,
  for alle forældre den bitreste sorg.
  Ti sanket de nok av timelig gods
  og saa sine barn naa ungdommens aar
  og arte sig vel, men det føier sig saa
  at dødsguden uventet fører dem ned
  i dypet til Hades, hvad hadde de da
  av glæde, naar guderne føiet en sorg
  til alle de andre en dødelig har,
   en sorg for de barn som de mistet?

MEDEA.
 Forlængst, veninder, staar jeg her og venter spændt
paa bud om det som skulde ske paa kongens borg.
Hist ser jeg en av Jasons eget tjenerskap
forpustet komme. Mandens rappe aandedræt
er tegn paa at hans budskap ikke just er godt.

BUDET.
 Flygt, flygt, Medea, du som trodset lov og ret
og vaaget rædsom daad! La intet uforsøkt!
Nøl ikke! Fly tillands, tilvands, paa vogn, paa skib!

MEDEA.
 Hvad er det som skal nøde mig til denne flugt?

BUDET.
 Nu netop døde kongens datter, Jasons brud,
og hendes far, kong Kreon, dræpt av dig ved gift.

MEDEA.
 Et glædesbudskap har du bragt; jeg skylder dig
stor takk og skal fra nu av regne dig som ven.

BUDET.
 Hvad tør du si mig, kvinde? Er du da forrykt,
som hører glad og uten mindste tegn til frygt
mit budskap om din rædselsdaad i kongens hus?

MEDEA.
 Jeg har vel ogsaa det jeg kunde si som svar
paa dine ord, min ven; men ta det nu med ro!
Fortæl om deres dødskamp! Und mig dobbelt fryd
og meld om alle pinsler som gjør døden haard.

BUDET.
 Da begge dine barn i følge med sin far
var kommet frem og traadte ind i brudens hus,
blev hele tjenerskapet, vi som i din nød
har medynk med dig, glade. I det hele hus
blev saken ivrig drøftet, og vi talte om
at du og Jason var forsonet, striden endt.
En kysset barnehaand, en anden gylden lok.
Jeg følte mig saa sjeleglad at jeg gik med
og fulgte dine barn i fruerstuen ind.
Før husets herskerinde som vi lyder nu
som fordum dig, fik øie paa de tvende barn,
var Jason den hun fulgte med det ømme blik.
Men derpaa gjemte hun sit skjønne øienpar
bak sænket slør og vendte bort det hvite kind,
forbitret over at hans barn var kommet ind.
Din mand forsøkte straks at dæmpe hendes harm
og sa: «Vær ikke hatsk paa dem som jeg har kjær!
Saa, vær nu blid igjen og vend dit aasyn hit
og regn for venner dem som staar din husbond nær.
Ta mot din brudegave glad, og be din far
for min skyld la de smaa faa bli i dette land.>>
Og da hun saa de skjønne gaver, gav hun tapt
og føiet ham i alt, og neppe var de smaa
og deres far paa veien hit fra kongens hus,
før bruden tok og klædte sig i dit gevandt
og smykket sine lokker med den gyldne krans.
Hun smilte til sit stumme billed, mens hun sat
med speil i haand og satte op sit rike haar.
Saa reiste hun sig fra sin stol og vandret stolt
og sjeleglad ved gaven gjennem husets rum
paa hvite føtter. Tidt og ofte rettet hun
sig op paa taa, mens øiet fulgte dragtens fald.
 Men saa! Ja, det vi da fik se, var rædselsfuldt.
Hun skifter farve, vakler, vender hastig om
og kan med møie, skjælvende fra top til taa,
faa kastet sig i stolen, før hun synker om.
En gammel terne skrek av angst. Hun trodde vel
det var et vanvidsanfald sendt av guden Pan,^[17]
kanhænde av en anden gud, før hun fik se
den hvite fraade og at blikket flakket vildt,
mens flygtet var fra hviten kind hver draape blod.
Samstemmig jammer fulgte paa de vilde skrik.
En terne styrtet ind i hendes fars gemak,
en anden hen til ham som nys blev hendes mand.
Av rappe fottrin gjenlød snart det hele hus.
 En løper, rask paa foten, kunde vel ha naadd
den hele bane rundt og kommet frem til maal.
Da vaaknet hun av dvalen, hvor hun maalløs laa
med lukte øine. Grufuldt lød den armes skrik;
ti dobbelt var den kval som herjet hvert et lem.
Fra gyldent diadem om hendes isse steg
en sælsom, graadig flamme. Aldrig blev den mæt.
Den fine kjortel som hun fik av dine barn,
sat fast og aat sig ind i hendes hvite krop.
I flammer hyllet, farer hun fra stolen op
og ryster for at fri sig fra den gyldne krans
sit lokkehoved hit og dit; men klæbet fast
sat diademets guld, og ilden blusset op
med dobbelt flamme, da hun slet sig i sit haar.
Forpint av smerten sank hun om paa hallens gulv
ukjendelig for alle uten for sin far;
ti hendes øine hadde ei den fordums glans,
ei heller hendes før saa fagre ansigtstræk.
Fra issen faldt en regn av gnister og av blod.
Som tjæredryp fra tyrirot faldt opløst kjød
fra hvite knokler ned for giftens lumske tand.
Et rædsomt skue! Ingen rørte hendes lik.
Vi var for rædde. Hendes lod var lærdom nok.
 Men ind i salen styrter hendes arme far,
som intet vet om hendes død. Han kaster sig
paa knæ ved liket, stønner tungt og kysser det,
tar det i favn og sier: «Aa mit arme barn!
Ak, hvilken gud har latt dig faa saa styg en død?
Hvem tar dig fra en far som staar paa gravens rand?
Aa, om jeg dog fik lov at dø med dig mit barn!»
Men da hans graat var stilnet og hans klage endt
og han forsøkte at staa op, hang gubben fast
i dragtens folder, fast som vedbendranken snor
sig om et laurbærtræ. Det blev en grufuld kamp.
Han prøvet gang paa gang at rette bøiet knæ,
men liket holdt igjen, og hvis han brukte magt,
blev kjødet flænget fra hans knokler stykkevis.
Tilsidst blev smerten ham for sterk. Den arme mand
gav op. Omsider sluknet han. Hans liv var endt.
Hos elsket datter ligger nu den gamle far,
to lik! Slikt vanheld kalder taarer frem.
 Jeg agter ei at tale om din egen lod.
Du vet at hevnen nu vil vendes mot dig selv.
At alt paa jord er tomhet, har jeg trodd forlængst
og sier trygt at alle de som agtes høit
for visdom og for mesterskap i talens kunst,
er just de største daarer, hvis vi dømmer ret.
Lyksalighet blev ingen dødelig til del.
Mer heldig end en anden kan vel manden bli,
naar rigdom strømmer til; men lykken vandt han ei.

KORFØRER.
 Med mange straffedomme tykkes mig idag
en harmfuld gud at tugte Jason som forskyldt.
Aa, hvor vi alle ynker dig du stakkars barn,
du Kreons arme datter, som blev Jasons brud
og derfor maatte vandre ned til Hades' hus.

MEDEA.
 Jeg har bestemt mig, kvinder, til i største hast
at dræpe mine barn og fly fra dette land,
og ikke ved min nølen la de arme smaa
bli myrdet av en anden haand i hevnsykt hat.
Ti ett er visst: De maa jo dø, og naar de maa,
saa faar det bli mig selv som tar det liv jeg gav.
Vel, væbn dig hjerte! Hvorfor nøler du og jeg
med grufuld gjerning, naar vi vet at den maa ske.
Og du, min haand, grip sverdet! Ta det første skridt
paa sorgens vei, som jeg skal vandre livet ut!
Vær ikke feig, og tænk ei paa at disse barn
er dyrest skat, er dine. Glem dem nu idag
en liten stund. Du faar jo siden graate nok.
Og om jeg dræper dem, saa var de dog min skat,
en skat jeg mistet. ― Skjæbnen ribbet mig for alt.
(Gaar ind i huset.)

KOR.
Strofe.
  Hjælp Gaia.^[18] Aa straalende solgud, se ned!
    Se ned paa den rædsomme mor,
  før hun lægger sin blodige haand paa de smaa!
  De spiret fra sæden du selv hadde saadd.
    Aa rædsel, om dødelig haand
  skal stænke paa jorden guddommelig blod!
  Du himmelens lys, aa stans hendes haand!
  Jag ut av sit kammer den rasende mor
    som egges av hevnsykens aand.

Motstrofe.
  Forspildt er den møie du led for de smaa.
    Vil du miste de elskede barn?
  Usalige kvinde, som trodset tilforn
  de sortnende fjelde som stengte sin port
    med tordnende brak for en gjest,
  hvi raser dit hjerte? hvi gaar du fra mord
  til gyselig mord? Med forfærdende straf
  skal guderne ramme det urene hus
    som ryker av slegtningers blod.

ET BARN
(indenfra).
Hvor skal jeg hen? Hvor skal jeg gjemme mig for mor?

DET ANDET BARN.
 Jeg vet det ikke, kjære bror! Nu maa vi dø.

KORFØRER.
  Hørte du skriket? Hørte du barnenes skrik?
  Aa, for en kvinde! Aa, for en hjerteløs mor!
  Skal vi gaa ind? Vi burde dog, tykkes det mig,
    værge mot døden de smaa.

BARNESTEMME.
 Hjælp, hjælp ved alle guder, før det er for sent!
Aa hjælp os! Sverdet rammer snart. Det er os nær!

KOR.
 Grusomme mor! Som sten eller staal er du haard,
 du som kan dræpe de barn du til verden har født,
 røve dem livet, løfte din haand mot de smaa!

 En blev mig nævnt, en kvinde som løftet tilforn
 dræpende haand mot barn som hun selv hadde født,
 Ino;^[19] men hende hidset til vanvid en gud,
 dengang da Hera jog hende bort fra sit hjem.
 Pint av fortvilet sorg over barnenes mord
    slæpte hun mødig sin fot
 hen til en skrænt, og ut i det bølgende hav
 kastet hun sig og fulgte i døden de smaa.
 Kunde vel øves ugjerning værre end din?
 Brudeseng, ak, uendelig møie og kval
 voldte du kvinder, voldte du mænd paa vor jord.

JASON
(kommer).
 Jeg spør jer, kvinder, I som staar ved dette hus:
Hvor er Medea? Skalv hun for sin rædselsdaad
og flygtet, eller er hun endnu i sit hjem?
I jorden maa hun gjemmes, eller ogsaa fly,
paa vinger løftet op til himlens æterhvelv,
saafremt hun nu skal undgaa herskerhusets hevn.
Mon hun som myrdet kongens barn og kongen selv,
kan tro at hun ved flugt kan fri sig for sin straf?
Dog, hende gjelder ei min angst, men mine barn.
Hun selv faar lide for det onde hun har gjort.
Hit kom jeg for at fri fra døden mine barn
og hindre at de dræptes frænder kræver blod
til hevn for deres mors forrykte rædselsdaad.

KORFØRER.
 Aa Jason, arme mand, du aner ikke selv
det allerværste. Ellers talte du ei saa.

JASON.
 Hvad er det? Vil hun kanske ogsaa dræpe mig?

KORFØRER.
 Ak, dine barn er myrdet, myrdet av sin mor.

JASON.
 Ve mig! Hvad sier du? En dødsdom er dit ord.

KORFØRER.
 Forson dig med den visshet, at du mistet dem.

JASON.
 Hvor blev de dræpt? I huset eller utenfor?

KORFØRER.
 Luk døren op, saa ser du dine barn som lik.

JASON.
 Hit svende! Bryt op laas og slaa! Spræng døren straks,
saa jeg kan se en dobbelt kval, de dræpte barn
og hende som skal bøte med sit eget blod.
(Høit paa en slags balkon kommer Medea tilsyne paa en vogn forspændt med vingede drager. Paa vognen ligger likene av hendes barn.)

MEDEA.
 Hør, hvorfor søker du at sprænge denne dør
og lete efter mig og dem jeg nys har dræpt?
Hold op med dette! Er det noget som du vil,
saa si det. Aldrig skal din haand faa røre mig.
Saa rap er vognen, som min farfar, solens gud
har sendt mig som et vern mot hatskest uvens haand.

JASON.
 Forvorpne udyr! Ingen er som du forhatt
av guder og av mig og alle her paa jord.
De barn du fødte, vaaget du at støte ned
med blodig haand og gjøre mig til barnløs mand,
og trods din rædselsgjerning faar du endnu lov
at skue jordens blomsterpragt og solens lys.
Ve dig! nu ser jeg klart hvad jeg tilforn ei saa,
da fra barbarisk land og hjem til mit fordærv
jeg førte med mig hit til et hellenisk hjem
dig frække, som forraadte far og fædreland.
Din onde aand har guder vendt imot mig selv.
Ved hjemmets arne dræpte du din egen bror,
før du paa Argo gik ombord, mit stolte skib.
Det var din første udaad; siden kom der mer.
Du blev min hustru; du blev mor til mine barn.
Dem har du dræpt, fordi en anden blev min brud.
Blandt kvinder her i Hellas findes ikke én
som vaaget slikt. Dem vraket jeg og egtet dig,
en brud jeg avskyr, en som blev min undergang.
Løvinde er du, ikke kvinde. Skylla^[20] selv
i hulen ved tyrrenisk kyst var ei saa ond.
Dog om jeg lot dig høre tusen bitre ord,
de bet dig ikke; ti din frækhet er dit skjold.
Bort avskum! Bort du mor som myrdet dine barn!
Et liv i evig jammer blir min tunge lod;
ti ingen glæde faar jeg av min unge brud
og ikke faar jeg se i live mine barn
og si de smaa et kjærlig ord. Jeg mistet alt.

MEDEA.
 Jeg skulde gi dig baade langt og grundig svar
paa disse ord, hvis ikke alt var kjendt av Zevs,
som vet hvad jeg har gjort mot dig og du mot mig.
Du skulde ikke, naar du troløs vraket mig
som hustru, nyde livet med din fyrstebrud
og spotte mig. Og Kreon, han som valgte dig
til maag, skal ikke strafløs landsforvise mig.
Ja, kald mig kun løvinde! Lign mig, om du vil,
med Skylla, den tyrrenske hules onde heks!
Jeg traf dig midt i hjertet, som du har fortjent.

JASON.
 Men du maa dele smerten. Du maa lide selv.

MEDEA.
 Min kval blir fryd, naar ikke du kan haane mig.

JASON.
 Aa barn, hvor grusom var den mor som fødte jer!

MEDEA.
 Aa barn, jer elskovssyke far har voldt jer død.

JASON.
 Den haand som gav dem døden, var dog ikke min.

MEDEA.
 Du svek mig. Du har skylden og din nye brud.

JASON.
 Du paastaar at mit bryllup voldte dette mord?

MEDEA.
 Ja! Tror du at en hustru bærer slikt med taal?

JASON.
 De kloke gjør det; men for dig er alting ondt.

MEDEA
(peker paa barnenes lik).
 Se! Disse er ei mere. Det skal nage dig.

JASON.
 Men hevnens aander lever. Deres slag blir haardt.

MEDEA.
 Av alle guder kjendt er han som voldte alt.

JASON.
 De kjender ogsaa dig og dit forvorpne sind.

MEDEA.
 Behold dit hat! Men dine skjældsord kjeder mig.

JASON.
 Og dine mig. Vi kan visst skilles uten sorg.

MEDEA.
 Men hvordan? Hvad maa gjøres, skal jeg bli dig kvit?

JASON.
 La mig med graat og klage jorde disse lik.

MEDEA.
 Nei! Jeg skal jorde mine barn med egen haand
paa pynten hist, hvor Hera har sin tempellund,
saa ingen uven øver vold mot deres lik
og skjænder graven. Feires skal til evig tid^[21]
i dette land, hvor Sisyfos tilforn var drot,
en hellig fest til bot for mordets svære synd.
Selv tar jeg nu min tilflugt til Erechtevs' land
og fæster bo hos Aigevs, søn av Pandion.
Du, usling, faar den usle død du har fortjent.
Dit hode knuser snart en stump av Argos vrak,^[22]
naar du har set hvor bitter frugt vort samliv bar.

JASON.
 Aa maatte den vætte som hevner de smaa
og Dike, den blodige, volde din død!

MEDEA.
 Men hører en gud eller hevnende aand
en mensvoren mand som har sveket en ven?

JASON.
 Ve dig, for dit barnemord, urene heks!

MEDEA.
 Gaa hjem til din hustru og grav hendes grav!

JASON.
 Jeg gaar med min byrde. To barn er mit tap.

MEDEA.
 Men vent, til du graaner. Da graater du mer.

JASON.
 Aa barn, mine barn, som jeg elsket saa ømt.

MEDEA.
 Av mig var de elsket, men ikke av dig.

JASON.
 Og du dræpte dem dog!

MEDEA.
           For at volde dig kval.

JASON.
 Jeg arme! Aa kunde jeg ta dem i favn
og kysse en eneste gang mine barn!

MEDEA.
 Ja, nu er du ødsel med kjærtegn og ord.
Før jog du dem bort.

JASON.
 Aa und mig den fryd
at stryke med haanden det dunbløte kind.

MEDEA.
 Du faar ikke lov. Dine bønner er spildt.

JASON.
 Aa Zevs, har du hørt at hun støter mig bort
og set hvad et udyr har voldt mig av sorg,
løvinden som rasende dræpte sit kuld?
Men vogt dig. Saa lydt som jeg evner og kan,
skal guderne høre mit klagende rop.
Jeg tar dem til vidne og trygler om hevn,
fordi du har dræpt dem og negter en far
at røre med haanden og jorde de smaa.
Aa hadde mit øie dog ei maattet se
som lik de barn som du myrdet!

KOR.^[23]
  Mangt styres av Zevs, den olympiske drot.
  Mangt uventet hænder, naar guderne vil.
  Tidt hænder ei det som vi venter skal ske;
  men tidt fandt de vei, hvor vi ventet det mindst.
    Slik førte de dette til ende.

1. Fjeld i nærheten av Iolkos.
2. Kilde ved Korint.
3. Retfærdighetens gudinde.
4. Her opfattet som en frygtelig gudinde som færdes med spøkelser paa korsveiene om natten. Hun er troldkvindernes skytsgudinde.
5. Stamfar for den korintiske kongeslegt. Han var saa listig at han narret døden selv.
6. Aietes var søn av solguden Helios.
7. Aietes hadde befalet ham at spænde for plogen et par okser, som spydde ild og som hadde klover og horn av kobber, og pløie op et stykke land. Der skulde han saa dragetænder. Straks vokste frem staalklædte kjæmper, som truet hans liv. Paa Medeas raad kastet han en sten midt ind i flokken, og kjæmpene anfaldt og dræpte hverandre.
8. Kjærlighetens gudinde Afrodite kaldes ofte Kypris, fordi hun særlig blev dyrket paa Kypros.
9. Den navnkundige trakiske sanger, som ved sin sang og sit strengespil fik trær og stener til at følge sig.
10. Mænd i fremskutte stillinger hadde i oldtiden gjestevenner paa forskjellige steder. Var pakten indgaat, vekslet de legitimationstegn. En liten stav blev f. eks. brukket over, og de beholdt hver sit stykke. Sendte en mand sin søn paa reise, gav han ham tegnet med til sine venner. Gjestevenskapet var hellig og stod under særlig beskyttelse av Zevs. Det gik ofte i arv.
11. Konge i Aten.
12. En sten i Apollons tempel i Delfi kaldes ofte saa. Man betragtet den som jordens midtpunkt.
13. By i Argos.
14. Hermes, gudernes sendebud, er søn av Zevs og Maja.
15. Hun peker paa en terne, vel paa ammen.
16. Korsangen er i sin første del en lovprisning av Aten. Erektevs var byens stamheros, søn av Poseidon, havets gud. Efter den gjængse myte het musernes mor Mnemosyne.
17. Hun trodde det var en «panisk» rædsel.
18. Gaia er jordens gudinde.
19. Ino hadde fostret Dionysos, søn av Zevs og Semele. Den skinsyke Hera slog hende med vanvid og hun kastet sig i havet, hvor hun blev forvandlet til gudinden Leukotea, som beskytter sjømænd i havsnød.
20. Et frygtelig uhyre, hvis hule Evripides henlægger til den tyrrenske kyst. d. v. s. kysten av Etrurien. I Odysseens 12te sang, v. 235-259 fortælles hvorledes hun slukte tre av Odyssevs mandskap, da han seilte forbi.
21. Festen var gammel og feiredes endnu flere aarhundreder efter at denne tragedie blev digtet.
22. Da han sov under Argos raatnende bakstavn, faldt den ned og knuste ham.
23. Denne henvendelse til tilskuerne forekommer ordlydende eller næsten ordlydende i flere av Evripides' tragedier. Her passer den ikke.