Den Unævnelige
Den Unævnelige.
En Fortælling.
Mennesket, fuldt af Modsigelser og Urimeligheder, ligner sig i alle Tider og i alle Egne. Længe før Horats skrev sin Satire og den Dag idag var og er man misnøjet med sin Skjæbne, længe før den Tid og til dette Øjeblik vilde og vil man dog paa den anden Side hæve sin Stilling og Virkekreds i Værd over enhver Andens.
Saaledes sad i Slutningen af Midelalderen, paa en skjøn Sommeraften, udenfor en Ridderborg i Tydskland, tre Mænd, forresten Venner og brave Folk, og tvistede om hverandres Vilkaar. Det var en da berømt Maler, en ung lærd Munk og en arbejdsom Riddersmand, Herre til den Borg, paa hvis Grund de sad.
Samtalen førtes vel i venskabelig Mindelighed, men dog med megen Hede, og Enhver roste sin Stands Fortrin fremfor de Andres. Da kom den gamle, ærværdige Pater Anselmo langsomt gaaende forbi, for paa en Spadseretour at nyde den dejlige Aften. Der er Fader Anselmo, raabte Ridderen glad og blottede sit Hoved; han skal skille vor Strid. Kom hid, ærværdige Fader, og sæt Eder ned, om I behager; vi have en liden Tvist her, som I maa dømme i. Venlig satte den Gamle sig hos dem, Ridderen lod bringe endnu et Bæger Vin, og de fremførte paanyt deres Sag. Smilende og rolig hørte den vise Olding paa Striden. Endelig begyndte han: I have alle tre forsvaret Eders Sag ret godt, og det er en Fornøjelse at høre Eder; men om I saa synes, kunne vi en anden Gang afhandle dette. Naturen er saa skjøn og Aftenen saa fredelig, at man ikke maa spilde den med Tvist. Jeg vil med Eders Tilkadelse istedet, saa godt min skjælvende Stemme formaar, underholde Eder med en Fortælling. Dette antoge de naturligvis gjerne, og der blev en opmærksom Stilhed.
I Asia, hver Palæstina ligger, er, som I vel ved, et Land, der kaldes Persien. Der boede for nogen Tid siden tre Brødre i en enlig Skovhytte. De nærede sig af Jagt og Fiskeri, og levede i sømmelig Enighed som kjærlige Brødre, endog de i Aand vare højst forskjellige. Omar, den ældste, var en skjøn, fyrig Yngling; hans Blod stormede i de store Aarer, og hans Blik var brændende som Middagssolen. Helst sværmede han om ved de skjønne Bredder af det caspiske Hav, ved hvis sydlige Rand deres Hytte laa; eller og han løb ind mellem de høje Taurusfjelde, blæste i sin Skalmeje, og lod Echo fire Gange gjentage dens Toner. Sindbad derimod, den anden Broder, gik stille og dybsindig omkring. Vandrede han i Skoven, da var det for at opsøge sjeldne Stene og Planter; gik han til Strandbredden, da kunde han sidde hele Timer og stirre ned i Søens blaalige Favn. Lidet talede han, men betænksom og viis var hans Tale. Kun udi indbyrdes Kjærlighed lignede disse to den yngste Broder Aly. Han var altid blid som en Foraarshimmel, rolig som en Sommernat, virksom og from som en gammel Patriarch. Uagtet denne store Forskjellighed have dog aldrig tre Brødre været inderligere og hjerteligere forbundne, og naar de hele Dagen havde syslet, hver paa sin Kant, mødtes de igjen ved Aftenstunden med en Glæde, som om det var Aar siden de sidste Gang havde seet hverandre. Dog — Adskillelsen var nærmere end de troede; det syntes og mangen Gang at ane dem.
Omar gik tidlig, før Lærken slog sin Trille, en skjøn Sommermorgen i Skoven. Nattens Kappe blev tyndere og tyndere; Morgenluften aandede levende om hans Bryst; Nattergale og Lærker istemte Lovsangen; Morgenvinden kastede den flammende Sol ud fra de fjerne, blaa Bjerge, og den luede fri paa deres Tinde. Da blev hans Barm overfyldt med Henrykkelse; han ilede fra det alt for skjønne Skuespil indi den melancholske Skov. Her satte han sig ved et brusende Vandfald, betragtede Vandet, hvorledes det vældede, med et Brag, som tusinde Tordner, knustes paa de haarde Stene og forvandledes til et sint Støv, hvori Morgensolen malede Regnbuer. Der kom ham en uforklarlig sød Gysen over; en Vellugtstrøm, som af alle Jordens Blomster, omflød ham; en Sky, der syntes sammenfoldet af Millioner Rosenblade, svævede hen paa Himmelen, bølgede sig som den hellige Alterrøg og dalede ned ved hans Side. Men idet den nedsank, foldede den sig sammen, og et kvindeligt Væsen blev tilsyne, hvis unævnelige Skjønhed pludselig ophævede hans Væsens Ligevegt: han styrtede overvunden ned. Endelig lød en Stemme i Toner, som af den melodiske, slebne Glasklokke, og med lukkede Øjne lyttede han til den underfulde Røst.
„Dødelige, jeg udkaarer Dig til min Tjeneste. Glædelig er den Vej, hvorpaa Du skal vandre, men ikke uden Besværlighed. Hel maa Du hengive Dig for mig, og se, da skal jeg herligen lønne Dig: ved Enden af din Bane skal Du staa ved mit herlige Tempel; der skulle vi igjensees, og da Dødelige! vil Du kunne taale min Glands.“
„Ak himmelske Væsen,“ sagde Omar bævende uden at see op, „jeg vil gjerne vandre din Vej, og ønsker ingen anden Løn end den, engang at maatte see dit Aasyn og kunne taale dette Syn. Men sig mig, hvilken er den Vej jeg skal gaa, hvor faar jeg den at vide, at jeg kan følge den?“ „Gjenklangen af min Sjæl,“ svarede det himmelske Væsen, „skal tone for Dig overalt i Naturen, og efter den skal Du vandre. Da lagde hun Fingeren paa hans Øre og forsvandt. Endnu længe laa han bedøvet paa Jorden og blændedes end af den forsvundne Glands; da hørte det opladte Øre, i det Fjærne, mildt igjennem Larmen af den brusende Fos, Accorder, himmelhulde, som af herlige Æolsharper, hvis Strenge vare udspændte fra Stjernehvælvingen til Jordens Midte; og han rejste sig henrykt og fulgte Kaldet.
Imidlertid sad Sindbad og Aly til langt ud paa Nat og ventede forgjæves paa den kjære Broder. Ængstlige Forestillinger gjennemkrydsede deres Sjæle; snart mærkede de at deres Anelse var indtruffen, at de vare adskilte, og de sørgede dybt over Omars Tab.
Fra nu af saa Sindbad og Aly hinanden sjeldnere, og fandt mindre Behag i hinandens Omgang; thi det er en gammel Erfaring, at tre Mennesker af forskjelligt Sind knytte sig lettere til hverandre end to.
Det var en varm Sommernat; Sindbad kastede sig urolig frem og tilbage paa Vejet; en uimodstaaelig Magt drev ham ud i det Frie; han gik med stille Fjed ud af Hytten og hen til Strandbredden. Maanen forsølvede den stille Bølge, og kun en ensom Aftenbakke forstyrrede den døde Rolighed, der var udbredt over Naturen. Pludselig sank en ubeskrivelig klar Ildkugle, som af tusinde Sole, ned ved hans Side. Det blindede Øje søgte forgjæves at hæve sig mod det underfulde Syn. Da udviklede sig Ildkuglen, og en klar, overjordisk kvindelig Skabning stod for ham i blændende hvide Klæder. Som Stjernen straalede det store Øje under den høje, ædle Pande, Demanter i det bølgende Haar, og en Slange i den liljerene Haand.
„O herlige Væsen, hvo er Du,“ udbrød Sindbad, „at Du vil tilintetgiøre mig!" „Rolig! Dødelige," svarede højtidelig det himmelske Væsen, „jeg vil intet Ondt tilføje Dig. Se, jeg har udkaaret Dig til min Tjener; stat op og følg den Vej, jeg betegner Dig. Dunkel er den og besværlig, vanskelig og tilhyllet; men naar Du vandrer i Troskab, da skal Du komme til Lyset; ved mit Tempel skal Du nedlægge din Stav og der see mig Ansigt til Ansigt.“ „Mig skee", svarede Sindbad, „mig skee, som Du har sagt; jeg vil følge din Vej, men sig mig, hvorledes skal jeg finde den?“ „Jeg vil give Dig en Afglands af mit Billede til Ledsager“, sagde hun, berørte hans Øje og svævede op mod den udstrakte Hvælving. Der heftede hun en klar Karfunkelstjerne i det dunkle Blaa og forsvandt.
Nu var hans Øje opladt, han skuede mod Stjernen og begav sig ufortøvet paa Vejen. Og den gik stedse foran ham, og hverken Uvejr eller Nat kunde bedække den, hverken Sol eller Maane fordunkle dens Demantskjær. Snart slyngede sig den ubetraadte Sti gjennem mørke, vildsomme Skove, over bratte Klippetinder, gjennem umaadelige Sandørkener, fra Aaser til Aaser. Hunger og Tørst, Mangel og Nød maatte han friste; tidt sank hans Mod, dog Stjernen straalede saa klar og ven, og han forsagede ikke. Ofte blinkede en anden Stjerne nærmere og med et mere flammende Lys; han vidste ikke, hvilken den rette var; men naar han opmærksomt betragtede den, var dens Lys ustadigt som Planetens, og den sank ned som et Stjerneskud.
Midlertid sværmede Omar over Dale og Høje, Haver og Vinbjerge, alt efter Kaldet af den store, underfulde Harpe. Ogsaa han havde Vanskeligheder at bekjæmpe. Thi ofte maatte han arbejde sig op gjennem stenede ufrugtbare Klippestier, for at naa en skjøn Eng, og naar han her hvilede sig i det bløde Græs, og bandt Krandse til Ære for det herlige Væsen, hvis Kald han fulgte, da vinkede Tonerne ham atter op ad en begroet Tornesti. Mismodig blev han tidt liggende i den lave Dal og kunde ikke skilles fra de skjønne Rosenbede. Men da lod Harpen dybere og stærkere, og han turde ikke modstaa. Mange og fjerne Egne havde han nu gjennemvandret, og stedse gladere blev hans Sjæl, stedse højere og skjønnere de herlige Toner. Med hellig Anelse saa han den Stund nær, da han skulde lægge sin Stav og betræde Templet, Maalet for hans lange Rejse. Da udbredte han Armene og raabte med Taarer: o mine Brødre Eder maa jeg dog savne i min Glæde: hvor mon I færdes i Verden? Dersom ogsaa I maatte fulgt mig, let skulde da Vejen bleven.
Aly, den blide hulde Aly, gik bedrøvet og stille omkring. Først ved Savnet faa vi Forestilling om et Godes Værd. Han elskede ikke højere end før sine Brødre; thi de havde hans hele rene Hjerte; men han havde aldrig før saa levende følt denne Kjærlighed. Ikke mere glæder han sig over denne skjønne Aften- og Morgenrøde, thi Ingen kunde nu deltage i hans Glæde; ikke frydede ham de modne Frugter, thi han havde ingen Brødre at dele dem med. Naar Himlen var mørk og regnfuld som hans Øje, da var det ham først vel. Med blottet Hoved gik han da ud i det Frie, og lod Stormen spille i de blonde Lokker. En Dag vandrede han om paa en øde Hede; Tordenen rullede frygtelig over hans Hoved, Lynet slog ned i tætte Glimt, Stormen truede at omstyrte de hundredaarige Ege. Da saa han under en rank Geder et kvindeligt Væsen roligt og ubekymret lænet til et Anker; frejdig hævede hun det blaa, store Blik mod den vrede Himmel, og rolig lod hun Lynet glide ned ved hendes Side. Greben af hellige Følelser traadte han nærmere til hende. En uendelig Majestæt omstraalede det skjønne, herlige Væsen.
„Kom nærmere Aly“, lød hendes hulde Stemme, og han traadte frem med frygtsomme Trin. „Søn, jeg har udseet Dig til min Dyrker; fat Mod og bliv mig værdig. Tung og lang er den Vej, Du skal træde, men desto herligere vil din Løn vorde, naar Du engang naar mit Tempel. Sørg ikke mere, dit Kald er skjønt“. „Herlige Væsen, hvilken er da den Vej, Du anviser mig?“ Og hun svarede: „hverken mod Højre eller Venstre, vig aldrig af fra den lige Bane, og da skal den lange Vej føre Dig til Maalet“. Da satte hun en Ring paa hans Finger; „denne Ring skal erindre Dig om dit Løfte, Aly; naar Du forledes fra den rette Vej vil den trykke Dig“. Saa lagde hun Haanden paa hans Hjerte og svandt. Men en himmelsk Ro, en unævnelig Glæde gjennemstrømmede hans Barm, og han følte Mod til at trodse enhver Besværlighed. Trøstet greb han sin Vandrestav og gik fremad.
Ak, da taarnede sig stejle Bjerge for hans Trin; spidse Torne saarede hans Legeme, og skarpe Stene gjennemborede hans Fod. Ved Siden af Vejen laa dyrkede Marker og bløde Enge; han tørstede, og hist stode fulde modne Ranker og smilte ham imod; han hungrede, og gyldne Frugter svulmede i de nærliggende dejlige Haver. Ofte tabte han Modet og satte sig; da trykkede Ringen ham, og han erindrede sig sit høje Kald; undertiden gjorde han et Skridt til Siden; saa følte han Ringens Paamindelse, og drog atter modig frem paa den lige Vej. Men alt som disse Besværligheder efterhaanden havde tiltaget, jo længere han kom frem, saaledes aftage de ogsaa lidt efter lidt; Banen blev jevnere og blidere; stedse gladere og tillidsfuldere fortsatte han sin Vandring: han følte sig nær sit Maal.
Det var en blid Aften; Solen forgyldte de vestlige Aaser med sit Purpurguld, og i ubeskrivelig Ro svævede som Svaner i Sø de snehvide Skyer paa det blaa Himmel-Ocean. Han stod foran en dejlig Dal. Midt i Dalen laa et herligt Tempel. Bævende af Fryd steg han ned; hulde Harpetoner løde, og gjorde hans Hjerte blødt; en klar Stjerne funklede over Templets høje Tinde. Paa Trappen sad to Mænd i inderlig Samtale; han traadte nærmere, og se, hans Brødre sank i hans Favn.
Da aabnedes Tempeldøren, og i uendelig Ynde og Majestæt fremtraadte et himmelsk Væsen. „Velkommen: I have udstridt. Kommer til min Glæde, I Elskelige: Paa forskjellige Veje have I alle naaet eet Maal, et stort og herligt Maal. Erkjender mig, jeg er kun Een; Jordens svage Børn kunne ikke fatte mig i min Storhed; derfor maa jeg aabenbare mig for dem i forskjellige Skikkelser, som det Skjønne, det Sande og det Gode“.
Her sluttede den ærværdige Anselmo sin Fortælling, trykkede Vennernes Haand og forsvandt i Krattet. Længe sad de eftertænksomme og syntes endnu at høre hans Røst. Endelig rejste de sig, rakte hinanden tause Haanden og udbrøde: han har Ret! Da steg Fuldmaanen frem bag Skyen og bekræftede deres stiltiende Forbund.