Marts-nat
MARTS-NAT
Hvor saan en halvklar vaarnat gjør en saar!
Det er jo, som om livets smerte gaar
saa uten forskjel sammen med dets lykke!
Som om den sikre ting at ha det fælt
og det at skjønne verdens skjønnet helt,
fra evighet bestod af samme stykke!
Det er jo, som om livets smerte gaar
saa uten forskjel sammen med dets lykke!
Som om den sikre ting at ha det fælt
og det at skjønne verdens skjønnet helt,
fra evighet bestod af samme stykke!
Hvad er det hele? Intet. Ingenting!
Kun lygterne med hver sin røde ring,
og vaarens unge vind som synger, suser!
I alle vinduer er lyset slukt.
Hvor sluttet alting er! Hver port er lukt
i alle disse digre, døde huser!
Kun lygterne med hver sin røde ring,
og vaarens unge vind som synger, suser!
I alle vinduer er lyset slukt.
Hvor sluttet alting er! Hver port er lukt
i alle disse digre, døde huser!
Ja, helt til mønet er facaden sort,
men bare i et vindu ved en port
fortoner sig saa tyndt mot rullgardinet
et pikebarn i mager negligé,
og bakom vinduskarmen kan en sé
den grimme skyggen af en symaskine!
men bare i et vindu ved en port
fortoner sig saa tyndt mot rullgardinet
et pikebarn i mager negligé,
og bakom vinduskarmen kan en sé
den grimme skyggen af en symaskine!
Men som om livet skulde rent by til,
og øke nattens stumme skyggespil,
passerer der en pike ved en lykte —
og saasom altid pikedydens vægt,
som billig er, skal eie sit objekt,
fordømmer hun mig forlods — ved at flygte ?
og øke nattens stumme skyggespil,
passerer der en pike ved en lykte —
og saasom altid pikedydens vægt,
som billig er, skal eie sit objekt,
fordømmer hun mig forlods — ved at flygte ?
Hun løper, susende, med krappe skridt,
og under kaapen vælder det af hvidt,
hun lyser, svinder, som en drøm paa tælen —
den bæres, svaiende, den fagre krop,
af saaler, kort og kræsent svunget op
fra støvlespidsen til den høie hælen!
og under kaapen vælder det af hvidt,
hun lyser, svinder, som en drøm paa tælen —
den bæres, svaiende, den fagre krop,
af saaler, kort og kræsent svunget op
fra støvlespidsen til den høie hælen!
Og jeg, som volder denne sarte skræk,
jeg labber ussel, flau og bjønnføtt væk
for mine hæler er fortiden borte —
jeg flygter selv, forbitret fra en flugt
som uten blu bestrider mig min tugt!
— — —
Og gaterne er atter døde, sorte!
jeg labber ussel, flau og bjønnføtt væk
for mine hæler er fortiden borte —
jeg flygter selv, forbitret fra en flugt
som uten blu bestrider mig min tugt!
— — —
Og gaterne er atter døde, sorte!