Margrethe Thanøes eventyrlige hændelser

Maurits Hansen

Margrethe Thanøes eventyrlige hændelser

Mauritz Hansens Noveller og Fortællinger, utgitt av Conrad Nicolai Schwach, Chr. Tønsbergs Forlag, 1856, Andet Bind (s. 441).

Margrethe Thansøes eventyrlige
Hændelser.

Dette Fruentimmer, hvis rigtignok temmelig ufuldstændige og ikke synderlig ordnede Notiser til en Selvbiografi jeg i længere Tid har ejet i Afskrift, er, som Aviserne have bekjendtgjort, for nogle Maaneder siden død i Bergen. Da den gamle Madame Thanøe rimeligvis ingen Paarørende har efterladt sig, i det mindste slet ingen her i Landet, tror jeg mig fuldkommen berettiget til at benytte ommeldte Notiser, idet jeg med varsom Haand vil stræbe at sammenføje dem til et Helt, uden nogensteds at tillade mig Kunstens Hjælp paa Sandhedens Bekostning. At hin laaner mig en Smule Farve, er naturligt; men den skal Intet have at bestille med Figurernes Former.

Margrethe Biel er fød den 10de Juli, Aaret vides ej, paa Vestkysten af Norge i en ensom Klippeegn, hvor hendes Fader, en gammel Tydsker ved Navn Gottlieb Biel, var ansat som Visitør. Uagtet anvendt Umag, har det ikke lykkets med nogen Sikkerhed at kunne angive Stedet, da Tolddistrikterne saa ofte siden have været Forandring underkastede, og hun i sine Optegnelser blot nævner det alt for almindelige Navn, „Næsset,“ naar hun omtalte Fædrenehjemmet. Ret livligt udtrykker hun sig med disse Ord over sit Fødested og sine tidligere Omgivelser.

„Vort Hus laa mørkt og var uden Anseelse; men det laa i Læ for Stormene, som hvine om Næsset; det var invendig trangt og ringe; men mig tykkedes, Intet kunde trænge mig der; — min Fader var af faa Ord og streng; men hans Ord vare mig vigtige og jeg frygteve ham med Kjærlighed — min Moder vidste ikke meget; men hun forstod at lære mig Mere, end hun selv vidste.“

Om sig selv taler hun etsteds saaledes:

„Jeg lærte Geografi af Aviserne, som jeg forelæste min Fader og ved Hjælp af det røgede Europakart paa Væggen. Men ved Historie forstod jeg et Par gamle Romaner. Fransk talte jeg fra Barnsben af med min Moder, som var fra Bretagne; men jeg havde aldrig seet et trykt eller skrevet fransk Bogstav. Af Tydsk forstod jeg nogle aandelige Viser, som min Fader sang, samt en liden Samling af Eder, som han brugte i slemt Vejr og naar det gik den store Konge ilde. Det Eneste, jeg tilgavns var hjemme i, var at styre den lille Visitørbaad ud og ind igjennem Brændingerne, at lovere med størst Fordel af Vinden, behændig at bryde Voverne, samt signalisere, naar vi fik en Sejler i Sigte. Ligesom min værste Plage var at stege Vafler, hvormed altid Fader og vore to Røjerter skulde udnistes, var det derimod min højeste Glæde at sidde til Rors, naar det gik ud paa Krydsning. Vejret skulde være overmaade slemt, naar han ikke medtog sin Gretchen. Han kunde overhoved ikke ret undvære mig. Thi ingen stoppede og tændte saa godt hans Pibe; ingen vidste saa vel at passe hans Kikkert, Raabert, Kompas, Rejsetøj, Flaskefor og Aviser — O! jeg spøger med mine Erindringer! Men mit Smil brydes med Graad, naar jeg tænker paa den hele indvortes Herlighed i den udvortes Indskrænkning, og naar jeg tænker paa den Redelige, den — —“

Margrethes Følelser have paa dette Sted standset hendes Pen, der vistnok bevægede sig med større Lethed end hendes nærværende Biografs. Henved tyve Aar vare fra hendes Fødsel henrundne for den stille vindskibelige Familie. Den eneste store Tildragelse, der havde fundet Sted i Løbet af disse Aar var en Rejse, Margrethe foretog nogle Mile inde i Bygden til Presten, i hvis Hus hun opholdt sig en Sommer igjennem for at gaa til Konfirmation. Her fik hun, som hun skriver, nyt Snit paa sine Klæder — men ingen Forandring i Sæder, nogen Udvidelse i Menneskekjendskab men ingen synderlig i Menneskekundskab, en Hob kirkelige Dogmer i Hukommelsen, men ikke megen Tilvæxt i Forstand. — „Og dog,“ ender hun naivt det Blad, der ligger for mig, „dog lærte mit Hjerte mere ved Afskeden og Hjemkomsten, end Verden hidtil havde lært det; thi det lærte at føle Savn og Kjærlighed.“

At hun ved Ordet „Kjærlighed“ paa dette Sted ikke tænker sig andet end hin ømme Følelse, der knytter os til Forældre, Søskende og Hjemstavn, er af Sammenhængen fremlysende. Dog havde hun i Prestegaarden gjort et flygtigt Bekjendtskab med et ungt Menneske, en Udlænding, som paa et Par Dage opholdt sig hos Presten; og dette Bekjendtskab, saa kort og fjernt det end havde været, frembragte dog ofte hos Margrethe Erindringer, hvorved Blodet med en usigelig sød Bevægelse strømmede op imod Brystet. Den Ensomhed, hvori hun atter levede hos Forældrene, blev hende især følelig, fordi hun, den voxne Datter, maatte være Moderens Højre og ikke længere kunde stryge over den krusede Havflade med Faderen, hvem da ogsaa Alder og Gigt holdt oftere inde. Men — „Ænsomhed er Erindringers Vugge,“ skriver hun træffende; „den vugger dem store og stærke.“ Naar hun sad med Naalen i Haand i den lille mørke Dagligstue, Moderen ved Kakkelovnen bag den surrende Spinderok, Faderen enten ude i sit Kald eller trællende ved den grønne Pult med sine i hans Øjne besværlige Regnskaber: da stillede sig ofte den unge, ranke Krüger for hendes Erindring, hvorledes han kraftfuld og med Anstand, førte hende ned ad de Dansendes Række paa et Bal hos Prestens Nabo, — hvorledes han ved Thebordet paa Prestegaarden underholdt hende med Beskrivelser over London og Paris, — hvorledes han forbausede den, i det mindste efter Margrethes Mening, lærde Pastor ved sine udbredte Kundskaber, — hvorledes han stundom heftede sine brune Øjne saa fast, saa gjennemtrængende paa hendes blaa, at hun øste Fløde i Sukkerskaalen og lod Thevandet løbe over Koppen. Angaaende Krügers Stilling vidste Margrethe saa godt som intet. Han var tydsk Student og rejste omkring i Norge for at undersøge Bjergenes Forgreninger. Men hvad dette egentlig vilde sige, forstod Bygdens respektive Honoratiores lige saa lidt som Margrethe. Langt mere forstaaeligt var det, at den unge Mand lidt hemmelighedsfuldt havde solgt til Egnens Landkræmmer nogle Par engelske Bomuldsstrømper. „Dem havde han rimeligviis stjaalet, mente En og Anden. I Førstningen tog Margrethe lidt højt tilorde imod en saa urimelig og ukjærlig Beskyldning; men et Par Sideblik, vexlede imellem hendes Omgangsveninder, lærte hende baade at tie og at tænke over sig selv og sine Følelser.

Denne Erindring var det da, Ensomheden vuggede stor hos Margrethe, imedens Moderens Spinderok surrede Melodien til Tankernes Text. Endnu hørte med til det Øvrige det Haandtryk, hvormed han bød hende leve vel, da han havde sammensnøret sin Mantelsæk, og svingede sig i Sadelen. Paa det hele Prestehus havde han hilst; til enhver havde han sagt noget Taknemmeligt, noget Forbindtligt; sidst søgte hans Haand Margrethes; hende sagde han slet Intet; han saa paa hende; og han trykkede hendes Haand, og han rejste!

En Dag i Høsten bragte Røjerten tilligemed Aviserne et Brev fra Presten. Visitøren havde længe med Brillerne paa Næsen arbejdet sig frem i den vanskelige Haandskrift, da han lod Haanden synke og ganske forbauset stirrede snart paa sin Egtefælle snart paa Datteren

„Donner und Blitz, Mutter! Det var min Seel potzierlich! Vi bekomme Fremmede i Huset. Det er dog underlich. Men det maa saa være, for Pastor sin Skyld.“

„Vi? Fremd? Det er Din Badinage, min Engel.“

„Jeg badinerer aldrig. — Wie jeg har sagt; vi bekomme en Fremmed. Han er af Pastor anbefehlt, og er en skikkelich og derhos gelehrt Menneske. Det er en gammel Herre ved det Navn Kingo, hvilken her nogle Uger vil være for at undersøge Berg-Berg-Berglagene og samle Søgevæxter. Han betaler, skriver Pastor, det vi billig ville forlange.“

„Kunde saamænd blive til en ny Roquelaure for Dig, min Hjerte. Men, min Gud og min Frelser! hvad give en saadan Herre? Fisch er jo det Hele. Thi for min Slagt, Margrethe, den er ikke endnu fed, saa den kan slagtes. Margrethe rakte Hovedet hen over Faderens Skulder, men trak det hurtigt tilbage og vendte sig imod Vinduet; thi hvor Biel læste „gammel“ og „Kingo,“ stod for Margrethes Øjne „galant“ og „Krüger.“

Da man fra alle Sider havde fattet sig, blev det afgjort, at den Fremmede skulde modtages, Margrethe afstaa ham sit Kvistkammer og Koen slagtes.

De ovenstaaende Replikker ere just ikke udskrevne af Margrethes Papirer, men Efterligning af det Sprog, hvori hun paa et andet Sted i et overgivent Lune lader sine Forældre talende optræde.

Har jeg saaledes nylig sagt mere, end jeg skulde og kunde vide, er jeg nu paa den anden Side nødt til at være taus paa et Sted, hvor man virkelig maatte ønske at finde Vejledning. En hel Maaned er henrunden efter Krügers Komme, og jeg ser ikke andet noteret om ham for den Tid, end Vink om, at han har vundet Moder og Datter, men staar i nogen Miskredit hos Faderen. Her kunde maaske være passende Plads for et Par paa et løst Papir henkastede Linjer, hvori Margrethe skildrer en Person, der neppe var nogen anden end Krüger.

„Pennen er en maadelig Pensel. Det Middelmaadige kommer den altid til at forskjønne; det Store gjør den middelmaadigt. Overhoved, dens Streger give altid Karrikaturer for Portræter. Men nu skal og maa han sidde for mig, dette Menneske, som jeg er heldig nok til aldrig at høre nævne, skjønt jeg gav Anvisninger paa Dele af Saligheden, om jeg kunde se ham igjen. Virkelig? Nu vel! Tilbudet gjøres mig jo ej. — Klog og stolt af Pande, lidenskabelig og øm af Blik, fin og listig af Læbe, dristig og kraftfuld af Holdning, dannet og smagfuld i Bevægelse med Haand og Arm, let og fri i sit Skridt, næsten uovervindelig, naar han talte.“

Krüger gjorde ofte smaa Exkurser imellem Fjeldene, men arbejdede ogsaa meget paa sit Værelse Hans kjæreste Adspredelse var at sejle, og ikke sjelden fik han Margrethe overtalt til at gjøre Følge. Hun sad da altid til Rors, han ved hendes Side, den døve Røjert Jens, eller hans halvblinde Kammerat Nils havde Plads forud i Baaden. Ikke mange Timer havde Krüger taget Information hos sin skjønne Vertinde i Ravigation, — ikke ofte havde Margrethe paa disse fortrolige Smaatog ladet sig fortælle, hvorledes Krüger foretrak Norge for andre Lande i Verden og Næsset for alle andre Steder i Norge: førend Øgir blev Vidne til Kjærligheds sværmende Eder. Margrethe beskriver sine Følelser saaledes:

„Jeg var fulde tyve Aar; derfor kunde jeg ikke hensmelte i Lyksalighed, som om jeg havde været femten. Men sjæletilfreds var jeg; og dertil havde jeg vel Aarsag. Min Kjæreste besad jo alle Sjæls og Legems Fortrin; han var rig, uafhængig; han havde levet længe for en ædel Videnskab og vilde nu dele sit Liv imellem den og mig.“

„Men han burde dog nøjere underrette Dig om sin Stilling, Grethe,“ sagde min gode Moder, da jeg om Aftenen fortalte hende min Forlovelse.

„Det er min Fader, han derom har at afgive Regnskab, Moder,“ svarede jeg. „I Morgen vil han tale til Fader.“

Morgendagen kom. Men Visitøren havde ikke paa den Dag, man kunde mindes, været i saa slet Humør. Alting var ham i Vejen. Han trommede paa sin Snusdaase og bandede som naar det gik den store Konge ilde. Endelig kom det ud, efterat Moder og Datter længe havde holdt an med ham, at han havde faaet Ordre at drage afsted paa en lang Expedition; hvorhen og i hvad Erinde — var og blev en Hemmelighed for Familien, som ikke ret kunde tænke sig Muligheden af, at der gaves Embedshemmeligheder for dem. Alt hvad han sagde dem var, at han oppebiede en Kollegas Ankomst for med ham at drage paa et Tøg, der havde hans Alder og Svagelighed og Aarstiden imod sig. Røjerterne havde neppe erholdt Nys om en saa mærkværdig Efterretning, førend de indfandt sig for at faa Forholdsordre. „Snik og Snak og Prat!“ hed det; „hverken I, noch Allart, (saaledes kaldte han sin lille Baad) skal paa den Tog. I kunne kun ligge og krydse i Mag og fresse jere Vafler. Denn paa saadan Tog vil der anden Ekvipage og anden Mandschaft“

Ud paa Eftermiddagen tog Krüger Margrethe til Side og forestillede hende, at det vilde være bedst, de nærmere overlagde hvorledes de bedst skulde opdage den Gamle sit Forhold inden hans Afrejse; og han foreslog hende, da Vejret var klart og stille, at de skulde sætte sig i Visitørbaaden og gjøre et Par Bugter. Hertil var Pigen strax villig og Moderen fik i Kommission at fortælle Visitøren, hvis han i sit onde Lune spurgte efter Margrethe at hun var gaaet op i Fjeldhavnen for at se til Kreaturerne.

Det fortrolige Par lister sig ned i Baaden og sætter fra Land. Allerede ere de udenfor Brændingen og den friske Brise strammer Sejlene. „Nu kan jeg betro Dig Roret, min unge Styrmand,“ sagde Margrethe spøgende og strøg hans brune Lokker til Side under Hatten.

„Velan, jeg vil forsøge,“ svarede Lærlingen og greb behændig Roret med den ene Haand og Linen med den anden.

„Du skjærper for meget dine Sejl, Krüger!“ raabte Pigen lidt urolig. Men han kastede rask Roret om, lod Sejlene gaa over og pilsnar for den føjelige Allart frem over Fladen, ledet af den mest øvede Arm.

Forbauset stirrede Margrethe snart paa Krüger, snart paa den strygende Fart. Hun blev angst, ikke for Sejladsen men for det Menneske, der saa fremmed optraadte for hende.

„Du har jo altsaa gjort Nar af mig før!“ sagde hun endelig.

„Bliv ikke vred, Grethe; men jeg har nu engang Ulyst til at gjelde for Sømand, som jeg af Nød i min Drengealder maatte være.“ — Han beroligede hende; man mindskede atter Sejl, og idet Baaden skjød sin jevne Fart, lagde Margrethe sig kjærlig op til hans Bryst, og de talte om Nutid og Fremtid.

„Det mørknes stærkt, kjære Krüger.“

„Du har Ret; det er paatide at vende; men vi ville sejle snart op det Stykke; Vinden vil fylde Sejlene paa Hjemturen; den er næsten gaaen om til Vest-syd-vest.

„Men hvad er det for et mørkt Punkt Krüger?“

Man stirrede; det var en Baad, der kom udenfra Havet og nærmede sig mere og mere. Krüger holdt temmelig an. Baaden var næsten om Side med Visitørbaaden. Man raabte til hinanden. Pludselig blev der en Glæde uden Maade. „Velkommen!“ og „Hurra!“ lød fra alle Kanter; og det varede længe, inden Margrethe fik Aarsagen til al denne Jubel at vide. Saa var det da Krügers forrige Kammerater og deriblandt en af hans fortroligste Venner, hvis Hensigt nu var, fra det langt ude liggende Fartøj at bringe ham en Kuffert og Hilsener, Pakker og Breve fra hans Forældre og Søskende. Anføreren for den temmelig store Jolle inviterede Parret ombord, trakterede med Kapsvin og Appelsiner og sagde Margrethe mange smukke Ting, som hun kun halv forstod og maatte lade sin Elsker besvare. Imidlertid var Krügers Tøj i en Haandevending bragt i Visitørbaaden; Jollens Mandskab besluttede at støde til Skibet igjen; man tog Afsked med Sømandskomplimenter og lystig susede Allart hen over Fladen ad Landet til.

„Ja, min Ven!“ sagde Margrethe, som var ganske fortumlet af Jubel, Komplimenter, det fremmede Tungemaal og de paanødte Glas; „vel har jeg lært at have Respekt for din Sømandskundskab; men i dette Mørke faar Du betro mig at lodse os ind; for dette Farvand kjender jeg bedre end Du.“

Men hvor godt den flinke Pige end troede at kjende Kursen, havde hun dog denne Gang taget fejl. Krüger havde sat af fra den almindelige Kurs og lod staa sydlig om en Odde.

„Jeg ser vel, jeg har taget fejl,“ sagde han. „Men lad os heller landsætte her. Saa skynde vi os hjem over Fjeldstien, og Du giver Jens et godt Ord for i al Stilhed at ro Baaden ud om Odden.

Margrethe siger selv, at hun ikke kan begribe den Blindhed, hvormed hun var slagen. Tet faldt hende slet ikke ind at alt dette maatte være Overlæg og langt Overlæg; lige saa lidt som hun med en Tanke mindedes det Tøj der var bragt i Baaden. Ængdstlig over sin lange Udeblivelse trykkede hun et Kys paa den Elskedes Læber og ilede forud afsted for ikke at møde Faderen i Selskab med Krüger.

Den paafølgende Dag havde Skyerne fordelt sig paa Vifsitørens Pande. Den gamle Mand havde nu gjort sig fortrolig med den ham saa længe fremmede Forestilling, at han skulde være Dage og Nætter fra sit Hjem i ganske forandrede Forholde, og et Erinde betroet, hvis Omfang eller Udførelse han ikke kunde gjøre sig noget tydeligt Begreb om. Den Tanke, at han, som ældre Embedsmand end hans Kollega, maatte præsidere under Toget og siden ved Indberetningen skrive først under, maatte forsøde meget af de ventede Besværligheder. Dog, der er Biografen kommen udenfor Skrankerne. Derom staar jo ikke et Ord i Margrethes Optegnelser! Kun findes der, at Biel om Morgenen holdt Statsraad med sin Kone og Datter, og han betroede dem endelig den halve Hemmelighed, at Øvrigheden havde beordret en Expedition, bestaaende af ham, af en Nabovisitør og af adskillige Underbetjente i et vigtigt Anliggende. Et let Dækfartøj var udrustet med det Nødvendige og skulde samme Aften indfinde sig og tage derfra den følgende Dag. Nu maatte en anstændig Modtagelse besørges. Aftenen skulde fejres ved et Gjestebud, hvortil Lensmanden skulde inviteres over fra Øen, tilligemed Hr. Krüger til en Polskpas.

Madame Biel blev heftig altereret. Et Gjestebud! et Kortparti! Virkelig, siger Margrethe, var det en svær Opgave for en Kone under de nærværende Omstændigheder at præstere det Fornødne til en Smule Selskab. Kortparti uden Kort og Spillebord, Punsch uden Syre, Aftensmad uden Fade, Tallerkener, Dækketøj, Lys, og hundrede andre Nødvendigheder, som, naar de ej fandtes i Huset, neppe lod sig opdrive paa saa kort Tid. Yæn Husherren, Chef for den hemmelige Expedition, Præses i en vordende Kommission, vilde det saa. Endelig blev det vedtaget, at Margrethe skulde med Røjerten Jens, den mobileste af de to Veteraner, sejle over til Lensmanden og tilligemed Invitationen anmode om Laan af hundrede Nødvendigheder.

„Denne lille Rejse, hvilket Led i mine Gjenvordigheders Kjede,“ siger Margrethe; „en Rejse paa en god Søfjerding!“

Det hele Hus var i Bevægelse. Visitøren samlede alle sine Erindringer om Festiviteter, og da Jens uformodentlig stod færdig til hans Tjeneste, fordi Hr. Krüger havde paataget sig at følge Jomfruen, blev han meget glad. Midt under Tilberedelserne kom Sejleren med den ventede Kollega. Denne afslog Frokosten og trak sin Vert til Side.

Forvirret traadte Visitøren ud fra den hemmelige Konference og raabte med Stentorstemme efter Røjerterne og bød Allart gjøres klar.

„Allart!“ svaredes der; „Jomfruen og Hr. Krüger —“ En frygtelig Ed afbrød Taleren, og Kongebaaden, en gammel, tung Sejler, skulde klares.

Den fremmede Toldofficiant rystede paa Hovedet ad de langt udseende Tilberedelser og forsikrede, at hans Dækfartøj med sine mange Sejl skød ganske anderledes Fart end en Baad. Forslaget vandt Bifald og det bemandede Fartøj stødte inden faa Minuter fra Land og bar for fulde Sejl de høje Befuldmægtigede. Biel bandede lidt mere end til Dagligbrug og forsikrede, at han havde fra først af anet en Kontrabandier i den saakaldte Student.

Men tilbage til Margrethe! Neppe havde Krüger naaet den frie Vandflade, førend han lagde Roret til Siden og forandrede Baadens Løb. Margrethes Paamindelser fore nogle Gange hen med den friske Middagsvind. Endelig vendte han sig med en ubeskrivelig Mine, en —

„Blanding af Englehuld og Djævelvold,“ kalder hun det, til den forfærdede Pige. „Margrethe!“ raabte han; jeg er en Ulykkelig. For mig er intet Valg. Jeg maa tvinge Dig til at redde mig. Din Fader forfølger mig — se, der er han allerede! Se hist i det Fjerne! Nu staa mig Himlen bi!“

„Hvad har Du gjort, Ulykkelige!“ raabte den dødblege Pige.

„O,“ er Margrethes Ord; „da strømmede den mest rørende Veltalenhed fra de skjønneste Læber. Han gav mig Valget imellem at vende tilbage med ham som min Fange til den harmfulde Fader, og bød mig at gribe Roret, idet han kastede sig paa en Bænk, eller ved at redde ham ved at styre lige hen imod det mørke Punkt i Horisonten, hvor hans Skib ventede. — Paa den ene Side min Elsker i Lænker; paa den anden Side jeg en Bold for Skjæbnens Vilkaar og uværdig til Navnet af Datter! — Skrækkelige Valg! Jeg elskede, jeg valgte. Han laa uden Bevægelse med tilhyllet Aasyn; o, hvor rørende var den Magt, han havde lagt i min Haand!

Da skjærpede hun sine Sejl, Bølgen bedækkede den halve Baad, saaledes strøg den over og ned i Fladen. — Allart laa inden en Time var omme, Side om Side med den laverende Slup. Bervidstløs blev Margrethe baaren ombord.

Da Margrethe atter begyndte at besinde, befandt huu sig paa en Sofa i den lille men ualmindelig smagfulde Kahytte. Hun rejste sig lidt i Vejret, støttede i nogen Tid Hovedet i den hule Haand og søgte at ordne de forvirrede Forestillinger. Pludselig saa hun op, og hendes Øje mødte Krügers Blik, der ømt og forskende hvilede paa hendes Ansigt.

„Har jeg reddet Dig, Krüger? Er Du nu uden Fare?“

„Ja, min dyrebare, min elskelige Margrethe! Vi ere reddede ved din Aandsnærværelse, ved din Færdighed.“

„Og nu Krüger, hvad er der nu at gjøre? Du kan ikke følge mig tilbage; neppe tør nogen af dine Folk vende tilbage med mig; velan, jeg vinder vel frem alene med min Baad. — Jeg gjør Dig ingen Bebrejdelser, Krüger. Vel indser jeg, at Du har bedraget mig; men Du anlagde dit Spil imod den Fremmede — og troede at maatte fertsætte det imod den Kjendte. Ja, Krüger, mit Hjerte tror, at Du har elsket mig, at Du elsker mig, saaledes som jeg elsker Dig. Farvel, min Ven, farvel for evig!“

Hun trykkede sig op til ham og greb nu fat i Trapperebet. Krüger var yderst forvirret og holdt hende tilbage, idet han forgjæves stræbte efter Ord.

„Lad mig være, kjære Krüger; jeg maa nu afsted. Jeg er nødt dertil, og Du maa billige at jeg der hjemme giver Dig Skyld for den Kurs, der blev tagen. Ingen vil bære Tvil om, at Du imod min Vilje styrede Baaden. Lad mig nu gaa! Jeg glemmer Dig aldrig, skjønt Du har handlet haardt imod mit uerfarne Hjerte.“

„Men, Margrethe! Kom dog til Eftertanke. Det gjør mig usigelig ondt, hvis jeg bedrøver Dig derved; men Du maa indse, Du er gaaen for vidt til at vende tilbage. Søde Pige! Du kan intet bebrejde mig; taalmodig lagde jeg min Skjæbne i din Haand. Du valgte, Margrethe; Du har valgt, uigjenkaldelig har Du valgt.“ — Han førte den forstenede, blegnende Pige op i Dækslugen og viste hen over Havet. Det lille velbyggede Fartøj skar sig muntert igjennem Bølgerne, der skummede om dets Sider. Langt borte i Vest viste sig de blaanende Kyster af Landet og i en betydelig Afstand fra Skibet hvirvledes den forladte Visitørbaad omkring, et redningsløst Spil for Vind og Strøm. Margrethe sank med et Skrig tilbage og holdt sig med Møje i Vejret.

Modløs begyndte hun i en bedende Tone: „Du vil dog kunne holde hen til et eller andet Sted af den norske Kyst og lade mig ro i Land ved dine Folk.“— Hun heftede sit Blik paa den lille Jolle der var optrukken.

„Hvor kunde Du forlange, gode Pige, at jeg med Fare og Forlis skulde bugte mig frem imod Kysten igjen?“

„Forlange? Hvad forlangte Du af mig for nogle Timer siden, fejge, egennyttige Bedrager!“ Harmfulde Ord strømmede i harmfulde Toner fra den dybt krænkede Piges Bryst.

„Margrethe!“ svarede Krüger med en af Forvirringen selv tilvunden Fasthed; Du bliver fornærmende. Din Utilfredshed er naturlig; men da Du aldeles ikke kan sætte Dig ind i en Mands Henmeligheder, hvis Forbindelser Du ikke kjender, saa opsæt din Dom og berolig Dig ved Overbevisningen om, at han elsker Dig og evig vil elske Dig.“ — Han førte med et Udtryk af ærbødig Ømhed hendes Haand til sine Læber. Hun overlod ham Haanden uden at mærke paa, hvad han sagde eller gjorde. Aldeles hensunken i sig selv satte hun sig ned paa Trinet af Kahyttrappen og legede med et Baand.

Krüger søgte forgjæves at bevæge hende til at tale eller blot at vække hendes Opmærksomhed. Forlegen og mismodig traadte han ind i Kahytten, hvis Dør han lod staa aaben.

„Naa, Krüger! Hvorledes gaar det ham med Jomfruen?“ raabte en grov Stemme ned fra Lugen. Margrethe for op og forstod omtrent Meningen af de i det Plattydske udraabte Ord.

„O, min Stakkels Margrethe! — Gaa Din Vei, Rulf, og forstyr os ikke.“

„Ere I blevne Kvækere, kanske? for Underholdningen synes noget tør. Men skal ikke Jomfruen nyde Noget?“

Krüger nikkede, traadte forsigtig forbi Margrethe op ad Trappen, og gik over Dækket til Kabysen. Den omtalte Rulf heldede sig temmelig plumpt ud over Lugen og stirrede med et nysgjerrigt Smil paa den nedbøjede Pige. Denne Stirren faldt Margrethe saa besværlig, at hun, uagtet den Lamhed paa Sjæl og Legeme, der havde betaget hende, rejste sig og trak sig ind i Kahytten. Her lagde hun sig i Vinduet og stirrede atter paa de Punkter, som Fjernheden og det indbrydende Mørke endnu tillode i uvisse Former at vise sig i Horisonten. Hun modtog en Kop The af Krügers Haand og lod sig derpaa lede hen til det lille Køjekammer, som Krüger med Beskedenhed anviste hende. „Dette, min Margrethe, er det vistnok trange Sovekammer, Kahytten din Dagligstue. Den skal ikke uden din Vilje betrædes af Andre end mig og vor lille Opvarter. Naar Du ringer paa denne Klokke, er han tilstede. Jeg vil ikke i Aften være Dig til Besvær og gaar nu ind i mit Kammer. Hvis Du siden føler Lyst til at nyde Noget, finder Du Forfriskninger i Kahytskabet.“ — Han rakte frygtsom sin Haand ud imod hendes og hun rakte ham sin, men uden Tegn paa Velvilje. I Kahytten antændte han Loftslampen og gik op ad Trappen.

„Ligesom,“ skriver hun, „denne Dag og Aften er en af dem, jeg mest levende mindes i mit Liv, har jeg ogsaa en tydelig Erindring om den nagende Hunger, der pludselig overkom mig, der overvandt min Mathed, min Fortvilelse, selv Følelsen af det næsten Usømmelige i at tage Næringsmidler til mig, saa længe jeg stod paa denne Fod med min Ransmand. Jeg skød den halv tillukkede Kammerdør op og vaklede hen til det betegnede Skab. Af en overskaaren Melon nød jeg et Par Skiver, spiste et Stykke Hvedebrød og drak et Glas Vin. Forunderlige Virkning af dette Maaltidj! Som Proserpina, da hun havde svist det halve Æble, forekom jeg mig allerede at høre hjemme i min nye Stilling. Jeg satte mig med Rolighed til at overveje, ikke hvad der var tabt, men hvad der forestod, og hvorledes jeg havde at opføre mig i en vistnok vanskelig Forfatning.“

Den følgende Morgen fandt Krüger sig paa det behageligste overrasket ved at se Margrethe i en saa rolig Fatning ved Thebordet. Han maatte først give hende Underretning om, hvad Liv han egentlig førte, og hvorhen denne Rejse gjaldt.

Hvad og hvor oprigtigt Krüger svarede paa det første Spørgsmaal, vide vi vel ikke; men i Korthed var hans Historie denne. Fra sin Ungdom af havde Bernhard Wüger forenet et ypperligt Nemme og megen Lærelyst med den synderligste Higen efter Eventyr. En Del Studenteroptøjer havde paadraget ham Relegation, og da en Onkel, hans eneste Støtte greb denne Lejlighed til at skille sig af med ham, snørede Wüger ligegyldig sin Randsel sammen og vandrede til en Søstad, formodentlig i Hannover, hvor han med sine udmærkede Sprogkundskaber erholdt en saare fordelagtig Plads paa et Handelskontor. Her fandt han snart Lejlighed til med sit Huses Tilladelse at drive en liden Bihandel, og da denne ikke strax gav nok af sig efter hans Ønsker, fattede han det just ikke meget rosværdige Forsæt, at befri sine Varer fra Toldpaalæg. Ved Hjælp af sit opfindsomme Geni og ved et klogt Valg af sine Fortrolige, saa han sig snart i Besiddelse af betydelige ufortoldede Varepartier, der da indbragte ham meget. Nu indtraf det, at hans Hus under meget betænkelige Konjunkturer sendte ham over til forskjellige Steder i Skotland. Det til denne Rejse anvendte Fartøj var mere valgt for sin fortræffelige Bygnings Skyld som Sejler, end for at kunne indtage Last, og den unge Handelsfuldmægtig fandt ret Behag i sin vel indrettede Søbolig, med hvilken han sejlede fra Havn til Havn og gjorde forbausende Affærer for sit Hus, uden dog at glemme at benytte enhver Lejlighed til selv at fortjene noget. Endelig vare hans Forretninger tilendebragte, og han vendte tilbage efter at have reddet meget, og med en liden fordelagtig Ladning. Da erfarede han ved en Skrivelse hjemme fra, at Huset er gaaet fallit, og at han ikke maa komme hjem med Ladningen men negociere dermed saaledes, at den ikke falder til Boets Masse. Opgaven var vanskelig og derfor ham dobbelt velkommen. Hans Skipper, ved Navn Rulf eller vel egentlig Rudolf, var foruden en flink Søfugl, særdeles øvet i at sejle under dobbelte Papirer, føre forskjellige Flag og bekjendt med hver Havn i Nordsøen og Kanalen. Styrmanden Popp, en Irlænder og forhen Gravør, forfærdigede med megen Behændighed ethvert Skibspas og, sagde man, naar det endelig saa skulde være, en Banknote i fuld Stand. Efter at have gjort fornøden Aftale med disse flinke Svende afskedigede han Fartøjets to øvrige Mand og antog tre til Hensigten skikkede Matroser samt den lille Kahytdreng. Fra nu af var Wüger i sit Element. Han flakkede fra Sted til andet og befattede sig med de farligste men mest indbringende Handeler. Det hele Skib blev efterhaanden saa forsynet med Smuthuller for alle Slags Varer, at der i denne Henseende intet mere lod sig ønske. Længe varede det ikke, førend det blev anseet farligt at underholde Kommunikation med de virkelige Ejere og Redere, og da imidlertid Husets hele Tilværelse var ophørt, fandt Lykkeridderen det naturligt, at han tænkte paa sig selv og sine Kammerater. Han forandrede da sit Navn og optraadte som en med eget Skib og Ladning rejsende Kjøbmand, ved Navn Krüger.

Paa den Tid, da Margrethe var i det omtalte Besøg hos Presten, havde Krüger lidt Skade paa sit Fartøj i en Storm, der havde drevet ham til den norske Kyst.

Da han ikke kunde udholde Uvirksomhed, besluttede han, imedens Skibet repareredes, at gjøre et Besøg ind i Landet, at lægge sig efter Sproget, og at gjøre Bekjendtskaber, der maaske kunde aabne Vej til fordelagtigere Entrepriser.

Det lykkedes; medens han under Benævnelse af Studerende og bergkyndig vandt venlig og gjestfri Modtagelse, glemte han ej hemmelig som Smughandler at sætte sig i Forbindelse med en ligesindet og dristig Spekulant, der kun for et Syns Skyld havde nedlagt Handelen og som Landmand boede i Nærheden af Kysten. Krügers Folk havde just ikke ganske hans Forsigtighed og Snildhed, og til sin Ærgrelse og Fortræd mærkede han snart ved sin Tilbagekomst til Skibet, at han havde vakt

Toldvæsenets Opmærksomhed og Mistanke — uagtet de mest tilfredsstil lende Papirer. En Expedition fra England med Luxusvarer mislykkedes ham derfor, og kun med yderste Nød og til rette Tid og Sted anvendte Penge blev det ham muligt, med Tab af Ladning, at frelse Skib og Person. — Wüger, Krüger vil jeg sige, kunde ikke modstaa Lysten til at vise sin forsagte norske Kompagnon, at han formaaede at udføre enhver engang bestemt Plan, til Trods for Alverdens Toldvæsen. Hvorledes han, idet han erindrede Margrethe, der virkelig havde gjort Indtryk paa ham, benyttede sig af Bekjendtskabet med Presten for at blive introduceret hos Visitøren, og hvorledes han derfra med Statens egen Baad og ved Toldofficiantens Datters Hjælp bragte et betydeligt Forraad Varer i Land: det er med de nærmere Omstændigheder fortalt. Da han, vistnok i en anden Form, havde aflagt sin Elskede dette Regnskab, kom man til det andet Punkt: hvad der nu forestod. Krügers Bestemmelse i denne Henseende var nogenledes tilsredsstillende. Rejsen skulde nu gaa til Leith i Skotland, hvor Fartøjet maatte lægges op for at repareres tilgavns. Der skulde en Gejstlig forene ham med Margrethe; han vilde derpaa med hende gjennemrejse en Del af Skotland og Nord-England, og naar Aarstiden føjede, haabede han, at hans Margrethe atter vilde følge ham paa hans „Sømaage,“ saaledes hed Skibet. „Ser Du, min Pige, mit Hjem er Rummet imellem disse Planker; her er jeg Herre. Denne lille Stue er min Bolig; fire Mennesker mine Vasaller. Mere har jeg ikke at dele med Dig. Dog kommer dertil en rigt fyldt Pung, hvormed Du kan vinke alle Jorddeles Herligheder til dit snevre Rige.“

Om det var disse Ord eller lignende, hvoraf han betjente sig, formaa vi vistnok ikke at afgjøre; men Margrethe fortæller, at hans poetiske og skjønt ikke pralende dog glimrende Fremstilling af et Slags Husliv i disse nydelige smaa Kamre paa det bevægelige Underlag, vakte hemmelig Fornøjelse hos hende. Imidlertid gjorde hun ham dog det Modforslag, at han, saa snart han anløb Land, skulde skaffe hende Hjemfart til Fædrenehuset. Vi hverken kunne eller ville paatage os at udføre den lange Samtale, hvis Resultat var at Margrethe aldeles fandt sig i Krügers Plan og fra Leith af skulde skrive sine Forældre til, at hun levede i ordentligt Egteskab med Krüger og var tilfreds, samt haabede inden Aar og Dag at besøge dem.

Om Rejsen vide vi for Resten Intet, og udskrive nu følgende Linjer af Margrethes Papirer.

„Hver Gang jeg siden er kommen til Søs til en Stad, erindrer jeg mig Leith. Det var et besynderligt Indtryk, den Tanke gjorde paa mig: „Dette er den første Stad, Du ser, og den ligger ikke i Norge, men i Bretland.“ Det var Morgen, da den udbredte sig for mine Øjne, da jeg saa os midt i Havnen omringede af flere hundrede Sejlere. Vi vare ankomne i den mørke Aften. Saa snart Skibet havde naaet Forth, og var blevet visiteret, kom Krüger ned til mig og bad mig lade Kahytten pudse saa godt som muligt og omklæde mig; han havde allerede ladet gaa Bud efter Klæder. Han ventede et Par Fremmede. Jeg afslog ham rent ud at fremtræde for noget fremmed Menneske, førend jeg var viet til ham. Da smilede han et af disse tryllende Smil, som endnu smelte mit Hjerte, og spurgte, om jeg ikke vilde modtage Presten med Thevand. Taarerne kom mig i Øjnene, og en underlig Gysen løb igjennem mit Legeme. „Kjære Pige!“ sagde han rørt og slyngede mine Lokker om sine smukke Fingre.“

---

„Jeg tilbragte Vintren i Leith lige saa behageligt som llittigt. Min Mand var rigtignok meget borte paa kortere eller længere Rejser — og anvendte, naar han var i Byen, den største Del af Dagen paa Omgang med Handelsmænd og Haandverkere og Aftenerne paa Klubber eller Komedier. Men Tiden kunde ikke falde mig lang. Jeg havde en engelsk Sprogmester, der ved Hjælp af Fransk, som baade han og jeg talte med Færdighed, snart bragte mig saa vidt i Engelsk, at jeg kunde tale med min egen Tunge, med Folk, og læse en engelsk Bog. Desuden lod jeg mig undervise i fine Haandarbejder og arbejdede mig med megen Taalmodighed paa egen Haand igjennem Skolebøger, som jeg ikke vilde være bekjendt, at jeg behøvede at læse. Saadanne vare Udtog af Geografi og Historie. — Jeg var vel antagen i et Par Familier, og mit Ubekjendtskab med Sproget og de gode Skotters Overbærelse med hvad de henregnede til mit Fædrelands Skikke, hjalp at dølge min Mangel paa sin Dannelse og paa Verdenskundskab. Dels fordi jeg fandt mig vel her, dels fordi jeg ikke vilde forsømme nogen Tid i denne Lærevinter, afslog jeg Krüger at følge ham paa hans Rejser.“

Et Par Maaneder efter sin Ankomst fik hun det Haab opfyldt, som hun saa længe med bævende Hjerte havde næret og igjen stødt fra sig: hun fik et Brev fra sin elskede, gamle Fader. Med Ømhed søgte han paa sin Vis at dæmpe den bitre Harme, hvormed han erindrede Krüger; „han er jo dog nu din Mand.“ Bedre gled det for hans knudrede Pen at udtrykke sin og Moders Længsel og Savn. „Du kommer dog vist; ja gjør Du, Gretchen, men alene — eller dog kun med et Barnebarn til os, wie Du har lovet.“ Nedenfor Brevet stod nogle forunderlige Kragetær, hvoraf Margrethe med megen Møje og under hedt strømmende Taarer læste: „Dien Vous bénisse! M. B. née W.“

Skjønt jeg har paataget mig at levere Margrethe Thanøes Biografi af de Papirer, hun har efterladt sig, tror jeg dog her at burde afskrive en Anekdot, som vedkommer Krüger, og tjener til at betegne den bisarre Sammensætning af Godt og Ondt, der udgjorde hans Individualitet.

Margrethe troede at have gode Grunde for ikke at vise sin Mand et Brev, hvori han var omtalt med Ringeagt og Had. Imidblertid kunde hun ikke dølge for ham, at hun havde modtaget Brevet fra sin Fader. Han forlangte indstændigt at se det. Hun vægrede sig; med den Forstand og Sindighed, der unegteligt har været hende egen, forestillede hun ham, at han maatte vide, Brevet vilde være ham ukjært at læse og vilde fra det Øjeblik af baade blive hende ubehageligt, i Stedet for det nu var hende trøsteligt og dyrebart, og let desuden give Anledning til en Misfølelse hos dem selv indbyrdes. Men med en bydende Tone, som oprørte Margrethe, vedblev han sin Paastand, og da hun forfikrede, hun vilde før tilintetgjøre Brevet, traadte han hen for hendes Skatol og brød det op for hendes Øjne. „Barbar!“ raabte Margrethe hulkende. Men da han havde gjennemlæst det, lagde han det venlig hen for hende og bad om Forladelse med de Ord, at han nu var tilfreds med Biel. „Jeg maatte vide, hvorledes han behandlede Dig, kjære Kone. Han har vist sig som en kjærlig Fader, og det var derom, jeg vilde have Underretning. Skriv nu saa meget Du vil. Jeg forlanger ikke mere at se enten de kommende eller afgaaende Breve.“ — Efter nogle Ugers Forløb erholdt Margrethe atter en Skrivelse hjemmefra, hvori hun forundret læste, hvad vi anføre efter Indholdet.

„Vi have bekommet dine to kjærlige Skrivelser. Men din betydelige Gave, kjære Barn, har voldt os lige saa megen Betænkelighed som Glæde. Velan, dine ømme og forstandige Grunde tør vi nok modstaa. Da Pengene efter din Forklaring saa ganske tilhøre Dig selv og ikke — ham: saa, Gud velsigne Dig for dem. Jeg har allerede skrevet Ansøgning om Afsked efter dit Raad, og jeg staar nu i Handel med Berthel om hans skjønne lille Ejendom.“ „Ser Du nu, min søde Margrethe, hvorfor jeg var saa haard og afvristede Dig din Faders Brev? Det Brev, hvorom Du Intet ved, har jeg ladet Popp afskrive med din Haandskrift.“

Nu have vi ingen Data at følge, førend vi ved den paafølgende Høst finde vor Heltinde i Staden Middelburg paa Øen Walchern i Nederlandene. Hun begyndte her at frygte saare for Krügers mange forvovne og forviklede Planer. Forgjæves søgte hun at advare ham. Han gik sin Fordærvelse i Møde. Allerede i flere Dage havde han, skjønt han endnu tilsyneladende ventede efter Fragt og ikke havde indtaget sine Papirer, holdt Alt beredt ombord til Afsejling. Kahytten var mere end nogensinde før oppudset, et nyt Kammer afdelt fra Rummet, og Margrethe var beredt paa at modtage en meget anselig Herre, hvis Flugt Krüger havde paataget sig at besørge. — En Aften sad Margrethe ombord, beskjeftiget med kvindeligt Arbejde. Urolig lagde hun det hvert Øjeblik ned, lyttede efter Aareslag i den urolige Havn og sendte Drengen af og til op paa Dækket for at fornemme, om Krügers Baad kom. Paa Raabet: „der kommer han!“ ilede hun op og støttede sig til Skibsvanten. Allerede kunde hun ved Skinnet af Lanterne se hans Baad; ved hans Side sad den Fremmede, formodentlig den forventede Flygtning Da gav Krüger Signalet med Funker fra Fyrstaalet, og Margrethe bød med dæmpet Røst at hejse Sejl og overskjære Landtougene; thi Ankeret var allerede lettet. — Pludselig glimtede et Kanønskud, og Lyden drønnede i samme Øjeblik. Flere Baade lagde sig om Krügers. Det kom til Haandgemæng. „Forloren!“ skreg Krüger, idet han og hans Ledsagere bleve overmandede. Margrethe var skjælvende Vidne til denne Scene, som ved Baadenes mange Blus blev fuldkommen oplyst.

„Ak Gud! Kan han ikke reddes?“ raabte hun, vridende sine Hænder, idet hendes Øje søgte Rulf. Da først blev hun var, at Skibet gik for fulde Sejl udefter.

„Hvad skal det betyde? Kaster Anker! Kaster Anker! Hvor vil J hen, naar han ikke er med?“

„Det skal jeg sige hende, Madame,“ svarede Rulf; „vi ville redde hvad der kan reddes. Nu have de saa travlt med Hovedpersonerne, at vi smutte væk.“

„Men hvorledes komme vi ham til Hjælp? Hvorledes kommer han til os?“

„Ja, ser hun; derfor lade vi vor Herre sørge. Hejda Gutter! stræk mere paa Bomsejlet! Hejs Klyveren! En Streg bedre sydpaa, Michael!“

„Pareer Ordre,“ raabte Margrethe; „klar til at vende!“

„Hoø, ho! min lille Fru Kaptejn!“ brølede Rulf; „nu er hendes Vagt forbi og min er begyndt; der er intet Broderskab i Kortspil, skal jeg have den Ære at sige hende; og naar Huset brænder, redder hver sin Kiste. Gaa hun kun her ned og hvil sig paa Forskrækkelsen. Vi skulle nok komme ud af det uden Skjørtekommando.“ — blidt tog han hende ved Armen og mere kastede end førte hende ned over Trappen ind i Kahytten, hvis Dør han slog i.

Aldrig havde Margrethe, forsikrer hun, følt en skrækkeligere Smerte. Her kom ingen Bedøvelse hende til Hjælp; hun gjennemboredes af de grusomste Kvaler. Den eneste Mulighed, at Krüger kunde reddes og hun ved Tid og Snildhed overliste den Elendige, som saa nedrigt misbrugte Omstændighederne, holdt hende fra at kaste sig ud igjennem Kahytvinduet.

Vi finde ingen Underretning om de næst følgende Begivenheder og ville kun fortælle, hvad der af Sammenhængen er os indlysende, at Rulf antog i Et og Alt med sine Kammeraters Samtykke Krügers Person og Stilling og gjorde Margrethe Forslag, som hun med Afsky og Modbydelighed afviste, — at hun, som Gjenstand for hans Frygt og Vrede, blev holdt fangen i sit lille Kammer og maatte være Ørevidne til Rulfs og hans Konsorters daglige Støjen og Sviren i Kahytten, — at hun hentæredes af Kummer og Harme og nagedes dertil af den Tanke, at Krüger kunde anse hende for delagtig i den skammelige Flugt.

„To samfulde, elendige Aar,“ skriver hun, „havde jeg hensmægtet i mit Fangenskab. Naar vi kom i Nærheden af et Landingssted, sørgede Rulf med djævelsk Skarpsindighed for at afskjære mig enhver Lejlighed til at tale med de Mænd, der kom ombord. Pinligt var mit mørke Fangehul mig i de Uger og stundom Maaneder, vi laa i Havnene. Ofte savnede jeg det Nødvendige til Renlighed, stundom selv Føden. Men faa Dage hengik, uden Rulf gjentog sit Tilbud, at erkjende mig for Kone og give mig den hele Herlighed igjen, som jeg engang havde været i Besiddelse af. Dog, var end mit Mod kuust, min Standhaftighed var det ikke. Aldrig havde jeg udholdt denne Jammer, hvis ikke min lille Bogsamling havde været opstillet i Køjekammeret. Ved den sparsomste Belysning drak jeg paa mine Øjnes Bekostning af den velgjørende Lethe, mine Bøger udgøde over min Sjæl.“

Rulf havde ganske forandret saavel Skibets Rejser som Maaden at drive Sømandskabet paa. Han frygtede for at fare i Østersøen og Kanalen, og valgte Atlanterhavets Kyster. Uden at have Krügers Talenter og Kundskaber eller hans højtstræbende Planer, lode han og hans Kammerater sig nøje med den fimple, men farefrie Fragtsejlads fra en fransk Havn til en anden. Han var vist hjerteligt kjed af Margrethe og hendes Ubøjelighed. Men formodentlig har han ikke været Skurk nok til at skille sig ved hende, og at slippe hende løs har forekommet ham farligt. — Endelig blev en Hovedreparation nødvendig paa Skibet, og Rulf, som derfor bestemte sig til at overvintre i en Udhavn, hvis Navn ej forekommer i Optegnelserne, saa sig nødsaget til at skaffe Margrethe Logis i Land. Dette blev hende forkyndt ved Nattetid, og første Gang siden meget lang Tid skjød en Straale af Glæde op i hendes Bryst. Hun besteg da vaklende en Baad, og lededes frem igjennem nogle krumme mørke Gader til et lidet Hus, hvor man bragte hende ind paa et Værelse til Gaarden. Bevægelsen og den frie Luft havde virket saaledes paa de svækkede Nerver, at hun, uden at kunne iagttage noget om sig, nedsank paa det hende beredte Leje.

Rimeligvis hengik adskillige Dage, inden Margrethe blev aldeles bekjendt med de nye Omgivelser om hendes flyttede Fængsel. Hun beboede et ret pent Tagkammer, men hvis skumle Udsigt til et smudsigt Gaardsrum ej tjente til at opmuntre hende. Hendes Vertinde, en Mad. Luzon, var en midaldrende Kvinde med et modhbydeligt, evigtvarende Smil under de fede nedhængende Kinder. Foruden denne Kone, modtog hun jevnligen Besøg af Husets tre unge Damer, hvis Udseende, Tale og Sæder kun alt for vel overtydede Margrethe om, at hun var hensat iblandt Udskuddet af Kvindekjønnet. Af Naturen begavet med megen Forstand og prøvet i Livets forskjellige Stillinger, anvendte Margrethe, trods sin Afsky for disse Mennesker, Alt for at gjøre sig yndet af dem, idet hun tillige ved sin overlegne Aand holdt dem i en Frastand fra sig. Madam Luzon og endnu mere hendes ulykkelige Damer ytrede den mest levende Nysgjerrighed efter at erfare hendes Historie; og den Kunst, hvormed hun vidste, ideligen fortællende, stedse at pirre deres Opmærksomhed paa nyt, udviklede hos hende et vist Talent til at fremsætte sine Begivenheder, hvorpaa de Blade, der begrunde denne Biograsi, afgive tydeligt Bevis. Ogsaa var det her — og til Brug for de Underholdninger, hun forskaffede Familien, om den saa tør nævnes, at hun først faldt paa at nedskrive Dele af sin Historie.

Vistnok var Mad. Luzon det mest fordærvede af disse Fruentimmer; og dog kunde kun hos hende ventes Hjælp og Medlidenhed. Thi Vellyst og Letsindighed henvejrede hos de øvrige saa ganske enhver alvorlig Tanke, at det ikke kunde falde Margrethe ind, hos dem at søge Redning. Med en Oprigtighed, som den arme Margrethe maaske havde sit afblegede Udvortes at takke, tilstod Kvinden hende, at Rulfs Plan var, naar han til Foraaret kunde komme afsted, at give hende Valget imellem som hans Mage at følge Skibet, eller her at blive tilbage i den Stilling, Mad. Luzon havde at tilbyde hende. Da han ikke tænkte at nærme sig dette Sted, frygtede han kun saa længe for hendes Angivelse, som han var bunden til Stedet; og hendes Befrielsesstund skulde altsaa slaa, naar han afsejlede, hvis hun ellers ej foretrak at følge ham.

„Men naar dette Uhyre forlader os, vil De da ikke tillade mig at sørge for mig selv?“ spurgte Margrethe med tvungen Fatning.

„Kjære Barn, hvad vilde De tage dem for? Desnuden, forudsat jeg, — thi efter Monsieur Rulfs skjønne Løfter paa deres Regning, har jeg taget Dem uden Godtgjørelse i mit Hus, — kunde bestemme mig til at lide det Tab, Deres Ophold koster mig: hvor tør jeg enda overlade Dem til e Frihed, i hvilken De ved Angivelse kunde bringe mit ubesmittede Rygte og selv min Frihed i Fare? Ved St. Markus, jeg vil Dem vel, min Sjæl! men min egen Existence fordrer, at jeg er forsigtig. De maa blive min Fange her, saa længe Rulf er her, med mindre De ved Deres endnu antagelige Yndigheder udløser dem.“

„Derpaa er jeg fattet. Men naar Rulf bliver færdig til Afrejse?“

„Saa har De Valget imellem at følge ham eller være føjelig imod mig, Deres sande Veninde. Thi De vil indse, jeg kan ikke føde Dem som Fange uden Betaling, og slippe Dem løs. —“ Ikke har det behaget Margrethe at gjentage Rufferskens Fremstilling af den skjønne Fremtid, der stod vor Heltinde aaben, — og lige saa lidet kan det falde os ind at tænke os, hvad hun har kunnet sige.

„Jeg opgav ingenlunde Haabet om Befrielse,“ fortæller Margrethe. „Da Skrivetøj blev mig forundt, opsatte jeg et Udtog af min Lidelseshistorie og skrev dette af vel i ti forskjellige Afskrifter, hvilke jeg bar hos mig. Nogle stak jeg ind i Æbler; de øvrige lagde jeg sammen i Brevform med Udskrift: „Til Finderen.“ Men, uagtet adskillige Fremmede gik ud og ind i Gaarden, vovede jeg dog ej at nedkaste noge af mine Papirer. Thi traf jeg paa den Urette, vilde jeg maaske for stedse have spærret mig Vejen til at bruge de øvrige. En Dag blev Lykken mig gunstig. Den temmelig strenge Kulde havde nødet Vertinden til at lægge Brænde i en skrøbelig Kamin, der stod i mit Kammer. Da denne højligt trængte til at fejes, kom en Skorstensfejerdreng op. Med ham fulgte Madame Luzon, og hun passede vel paa, at jeg ej fik ham i Tale. Personen lagde imidlertid sin Overkjole fra sig og gik op i Kaminen. Et Blik paa den Opstigende og paa hans Kappe bragte mit Hjerte til at slaa højt af Haab og Angst. Det lykkedes mig at bortlede Madamens Opmærksomhed et Par Sekunder, og disse vare tilstrækkelige for mig til at faa et af mine talende Æbler ind i en Lomme i den sodede Kjole. Ubeskrivelig var min Ængstlighed; det var mig umuligt at overvinde den, og min Vertinde iagttog mig med tilsyneladende Deltagelse og Omhu for min Sundhed, imedens jeg meget vel indsaa, hendes Mistanke var vakt. Da Fejeren kom ned igjen, stillede hun sig foran mig og sagde mig tusinde fremhyklede Artigheder. Han tog Kappen paa Skulderen, bukkede og traadte ud. Ak, hvilket Øjeblik! Beroliget ved at have forhindret enhver mulig Meddelelse, trak Kvinden sig tilbage, hvorved det blev mig muligt at kaste et Blik ud af Vinduet. Min sorte Mand gik sorgløs ud igjennem Porten; den lukkedes efter ham; han var paa Gaden.“

Adskillige Dage henrandt, i hvilke Margrethe svævede imellem Frygt og Haab, og hvis trykkende Ensformighed kun afbrødes ved et Par fortrædelige Besøg af den grove Rulf. Endelig, — det var en Morgen tidlig; en Gejstlig traadte ind ad Porten og forlangte Mad. Luzon i Tale. „Det maa gjælde mig!“ lød det højt i den arme Margrethes Hjerte. Men en halv Time hengik, og Intet lod sig høre. Da kom Vertinden op. Med en meget forlegen Stemme gjorde hun en lang og lovprisende Beskrivelse over den Fremmede Pater Augustin og endte med, at han vilde tale med Margrethe i et vigtigt Anliggende.

„Betro Dem til ham, mit Barn,“ sluttede hun. „Han kan maaske hjælpe Dem. Det er en hellig Mand og han lover aldrig mere, end han kan holde. Vil han, som jeg hører, tage Dem i sin Beskyttelse, saa er De fri fra Deres Venindes desværre nødtvungne Opsigt.“

Denne Kones Anbefaling gjorde just intet gunstigt Indtryk paa Margrethe; men den Skibbrudne griber til enhver Planke. „Lad ham da komme ind!“

Pater Augustin blev indladt, og Madamen trak sig med et fortroligt Smil ud af Døren. Der fremkom en Pause, som fra Munkens Side uden Tvil opstod, fordi han vilde, af den Fangnes Træk udspejde hendes Karakteer, og som Margrethe benyttede til at anstille sine Betragtninger over den lille sammenkrympede Gejstlige, hvis Blik røbede Livlighed og Aand.

„Er De den Person, som har skrevet disse Linjer?“v Han fremtog Margrethes Brev. Da hun havde bejaet Spørgsmaalet, fortalte han hende, at hin Skorstensfejer i Skriftestolen havde leveret ham Papiret.

„De er i slemme Hænder, gode Kone,“ vedblev han; „men saa gjerne jeg efter Pligt og Kald vil hjælpe Dem, er det mig dog ifølge særdeles Omstændigheder saare vanskeligt.“

„Hvorledes, min Fader, kan det være Dem vanskeligt? Naar Deres Hjerte føler Religionens Røst, har De jo kun at angive Politiet min lovstridige Fængsling.“

„Saa sagte, saa sagte, min Kjære! Det er en Sag, De ikke kan sætte Dem ind i. Jeg forsikrer Dem ved mit hellige Embede, dette Fruentimmer der nede er mægtigere i al sin moralske Uselhed, end De kan forestille Dem.“

„O, ærværdige Fader! For hende indestaar jeg i denne Henseende. Hendes Agtelse og Ærefrygt for Dem er meget stor. Hun har raadet mig til at adlyde Dem aldeles og selv sagt, at De vil kunne befrk mig fra min nærværende Ulykke som hun selv beklager.“

„Gode Kone! De kjender endnu ikke Verden fra Skyggesiden. Da jeg modtog Deres Brev nødsagedes jeg, skjønt en Herrens Tjener, til at foretrække Listens Sti for den aabne Vej. Deres Vertinde aner ikke og bør ikke ane, at De har ved egne Bestræbelser skaffet Dem en Befrier. Kun paa den Maade, jeg har omtalt Dem til hende, som om jeg fra højere Steder og paa mægtige Mænds Befaling, var bleven underrettet om Deres Ophold her, og havde faaet Forholdsregler, har det lykkets mig at overliste denne listige Kvinde. Nu har jeg ikke mindre søgt at bringe hendes Fordel end hendes Frygt ind med i Spillet, og De har Ret i, ej at frygte for hende, men ogsaa i, at vogte Dem for Aabenhjertighed imod hende.“

„Ærværdige Fader!“ svarede Margrethe rørt; „mit Hjerte fyldes med Taknemmelighed. Endelig har jeg fundet et ædelt Menneske efter saa længe at have levet iblandt Afskum af Menneskekjønnet. Her lader Gud opgaa Lys for mig i det skrækkeligste Mørke, og han bringer mig det ved sin indviede Tjener!“ Fyrig kyssede hun Munkens Haand, imedens han med blidt Alvor lagde den anden Haand paa hendes Pande og saa hen for sig, som om han søgte efter Begyndelsen til det, han vilde sige.

Margrethe saa spørgende paa ham.

„Nu vel!“ tog han endelig Ordet. „Jeg kan og vil frelse Dem, arme Ulykkelige. Men jeg har kun et eneste Tilflugtsted for Dem, det er et Kloster.“

„Ak, min Fader! Hvilket Tilflugtsted skulde være mig mere velkomment? Kun frygter jeg — o, at denne Bekjendelse ikke maa vende ogsaa Deres Barmhjertighed fra mig —! kun frygter jeg, man vil ikke unde mig Fristed inden dets Vægge — fordi jeg — fordi den Religion, i hvilken jeg er undervist — —“

„Vel ved jeg, hvad De vil sige, Barn. Deres Fædrelands Tro er kjettersk. Men i Klostret vil man ikke spørge Dem om, hvilke Deres Meninger ere, naar De kun iagttager det, der udvortes fordres af Dem. Og jeg nærer det Haab, at De i Omgang med den oplyste og værdige Priorinde, ved Klostrets ærværdige Skriftefaders Undervisning og ved de Skrifters Benyttelse, som man vil levne Dem, en Gang og maaske snart vil med Overbevisning kaste Dem i Moderkirkens ene saliggjørende Skjød.“

„Men hvis dette ikke sker, inden mit Prøveaar udløber? Vil man da ikke — dog, hvilket Valg! Jeg maa jo modtage Deres menneskekjærlige Tilbud Ak min ærværdige Fader! Naar rækker De mig Deres hjælpsomme Haand?“

„Om faa Dage ser De mig igjen. Tal ikke til Mad. Luzon eller hendes Damer om, hvad der er forefaldet imellem os. Lev vel, min Datter! Gud oplyse din Sjæl!“

Den Uro og Betænkelighed, der under Munkens Forslag havde overfaldt Margrethe, adspredte sig snart. Naar han anbefalede hende til Klostrets Foresatte, naar hun der opførte sig med Forsigtighed og anvendte sine Evner og Kundskaber til de Menneskers Gavn og Fornøsjelse, iblandt hvilke hun skulde leve: hvad Grund havde hun da vel til at frygte for atter af dem at udstødes? Og om saa var, saa vilde hun dog erholde Frihed og Hjælp til at vende tilbage til Norge. I disse trøstelige Forestillinger blev hun saare ubehageligt afbrudt ved adskillige Nysgjerrighedsvisiter af Husets ældre og yngre Personale. Imidlertid viste man hende en ganske anden Opmærksomhed end før, og Margrethe forstod saa snildt at benytte det Indtryk, Munkens uforklarlige Bekjendtskab havde gjort paa de Nysgjerrige, at hun i sine paatrængende Bevogtere snart saa afhængige Betjente. Imidlertid listede Dagene sig hen, og Pater Augustin lod sig ikke se. Margrethe begyndte at blive bange. En Dag meldte den nederdrægtige Rulf sig hos hende. Hun afslog at modtage ham. Ogsaa Mad. Luzon protesterede, som Margrethe tydeligt hørte, imod hans gjentagne Fordring at blive indladt. Madamens højrøstede Vægring, Rulfs truende Plumphed gjorde hende kjed af det, og hun aabnede Døren.

„Ja, naar De tillader!“ sagde Madamen høflig og nejede.

Hvad der af den følgende Visit kan interessere os, har Margrethe fortalt i faa Ord. Rulf gjentog sit Forslag med forøgede Grunde og forøget Heftighed, og lagde endelig til med en listig og triumferende Mine:

„Ja min gode Frue eller rettere Jomfru Jeg begriber nok Aarsagen til hendes Vægring, og den sirer hendes Sjæl med nye Yndigheder. Men lykkeligvis kan jeg her med Sort paa Hvidt betage hendes tro Hjerte al Betænkelighed ved at blive min lykkelige Egtefælle. Vel har jeg fra først af vidst, at min dyrebare Ven og Kammerat, Gud være ham naadig! enten han gaar i Slaveriet eller er faren heden, aldrig har været hendes Mand; men sagtens kunde jeg begribe, hun ikke vilde tro mine Ord. Se, der har jeg lykkeligvis iblandt min gode Vens Papirer fundet et Brev, som giver fuldkommen Oplysning om, hvorledes det hænger sammen med hendes Egteskab. Vær saa god, Jomfru! Nu gaar jeg ud i et Par Erinder. I Aften, naar hun har overvejet dette Brevs Indhold, og hvad deraf kan følge, tager jeg mig den Frihed at komme igjen paa Frierfødder.“

„Usle Løgn af eders elendige Hoved og Hjerte!“ raabte den fornærmede Margrethe, og kastede det overleverede Brev hen ad Gulvet. Men han gik smilende ud. Brevet, som var skrevet med Krügers Haand paa Engelsk, lød saaledes:

„Min gode Jack! Her er jeg igjen langt om længe. Jeg har gjort en god Overrejse — men en endnu bedre Tilbagetur. Thi jeg er i Besiddelse af et Fruentimmer, hvis fortræffelige Sjæl langt mere end hendes vakre Udseende har fængslet for evig mit hidtil ustadige Hjerte. En norsk Pige er bleven min Elskede, og jeg længes efter det Øjeblik, hun skal høre mig ganske til. Kjære Jack! Du ved selv, det er en egen og vanskelig Sag i eders Land at faa andre end en vis berømt Grovsmed til at lyse en Velsignelse, uden hvilken min dydige Kjæreste ikke vil bære mit Navn. Du er en tout à fait Karl og har før ageret Prest. Kom nu i Aften ud paa min Sømaage, sæt et velærværdigt Fjæs op og lad din sorte Kjole børste. Forret saa en smuk Vielse og drik et Glas Toddy paa Brudeparrets Vel. Da Du er en stor Kjeltring, som tror, Andre ere lige saa gemene som Du, saa slutter jeg denne Begjæring saa lydende: Imod denne min Anvisning betaler Undertegnede til Sir Jack Humpring 20 Lst., hvilke tyve Pund ved Overleverelsen strax efter den ovenfor begjærede Tjeneste blive ham udbetalte.“

Med et harmfuldt Smil løb Margrethe disse Linjer igjennem og beundrede Gravør Popps Gave at kunne efterskrive enhver Haand.

„Det er anden Gang, jeg faar Lejlighed til at benytte min stakkels Krügers kloge Fortrolighed,“ tænkte Margrethe ved sig selv og trykkede af en Citron en Draabe paa Navnet. Krüger, som naturligvis ikke kunde have Tillid til sine Kammerater, havde i deres bedre Dage betroet Margrethe et Middel, hvorved hun kunde undgaa, nogensinde at skuffes ved Breve med hans Haandskrift. Ingen uden hun var i Besiddelse, det vidste hun, af den Hemmelighed, at en vis Streg i hans Navnetræk var skrevet med et chymisk Blæk, der modstaar Syren. Forbauset ved et uventet Resultat, anvendte Margrethe endnu nogle Undersøgelser, der snart paa det fuldkomneste overtydede hende om, at Brevet og den indfriede Anvisning virkelig var skrevet af Krüger. Med et smertrligt Suk foldede hun Papiret sammen og en bitter Taare svulmede i hendes Øje. Hvor tungt at være skuffet af den, vi elske! Vel følte den uskyldige Margrethe sig ikke nedværdiget ved Følgerne af et hende uvitterligt Bedrageri; vel kunde denne Opdagelse ikke lettelig have Indvirkning paa hendes Fremtid, men maatte i et tænkeligt Tilfælde endog befri hende fra at være forpligtet til at dele en Forbryders Skjændsel. Men dog var det en saare smertelig Opdagelse, og den voldte hende søvnløse Nætter. At den ikke kunde tjene Rulf til Fordel, lader sig let gjette. Med Foragt blev han atter afvist og beroligede sig med, at den uventede Opdagelse vilde have Tid at gjære ud.

Endelig en Aften silde traadte Munken ind i Margrethes Kammer. Der var noget højst Alvorligt, noget Bydende i hans hele Væsen. Med frygtsom Stemme spurgte Margrethe, hvad hun maatte vente af hans Forsorg. Med faderlig Mine lagde han Haanden paa hendes Pande og syntes at bede.

„Margrethe Biel!“ begyndte han, „har I Tillid til den Herrens Tjener, der staar foran eder?“

„Ja, Ærværdige!“ bævede Margrethes Svar.

„Vil I højtideligen love ved de Sandheder, der ere saavel Rettroende som Kjettere hellige, at overlade eder til mig?“

„Under Forudsætning —“ stammede hun.

„Under Forudsætning,“ afbrød Munken barsk, „at I tror at have en af Kirkens Indviede for eder.“ — Mildere vedblev han. „Vil I sværge, føjeligen at underkaste eder de Ceremonier, der i denne Nat skulle blive eder paalagte, uden Indvending — og derefter, naar man bringer eder i et Klosters hellige Asyl, for Ingen uden eders Abbedisse og Skriftefader at omtale eders hidtil havte Navn, eders Fædreland og tidligere Omgivelser — men i Et og Alt adlyde Klostrets Forskrifter?“

Halv ude af sig selv aflagde Margrethe dette besynderlige Løfte, og nu ringede Munken. Madame Luzon omfavnede den forvirrede Margrethe og ledsagede hende med sagte Trin ud til Gaden, hvor hun steg ind i en lukket Vogn. Pateren satte sig ved hendes Side. Gjerne havde hun talt til ham; thi hendes sammenpressede Bryst trængte til Meddelelse. Men den ujevne Vej tillod ingen Samtale, og Pater Augustin iagttog desuden en saa hemmelighedsfuld Taushed, at Margrethe ikke vovede at overdøve Hjulenes Raslen. Her have vi et Par Blade at udskrive.

„Bekymring og Forventning havde i Forening med Mangel paa Næring slappet mine Kræfter. Jeg havde uden Tvil sovet en Timestid, da Vognen holdt. „Kom dit Løfte ihu, min Datter, og frygt ikke!“ hviskede Munken, idet han ledede mig fra Vognen igjennem en mørk Gang ind i et lidet Kapel, hvor der brandt en svag Lampe. Han førte mig hen til en Lænestol og forlod mig. En ubeskrivelig Angst betog mig. Det Spørgsmaal, hvad alt dette skulde betyde, opkastede sig nophørligt for min forvirrede Tænkekraft. Da lød udenfor mit Værelse en Støj som af en indtrædende Skare. Et Orgel begyndte at bruse. Dets herlige Toner gjorde et kvægende Indtryk paa mig. Jeg rejste mig og slukkede begjærlig min Tørst i et Bæger Vand, der stod paa et lidet Bord. Nu begyndte en Messe, der atter afbrødes af Vokalmusik. „Men hvi forsage Du har jo ingen Aarsag til Frygt; Du er barnagtig, Margrethe!“ tilraabte jeg mig selv og vaklede med samlet Mod hen til Kapeldøren. I det samme gik den op; et Par Fruentimmer kastede hurtigere end jeg kunde aande, en hvid Kappe og et langt Slør om mig. Da styrtede et Fruentimmer, ligedan iført som jeg var, ind, trykkede mig hulkende i sine Arme, men blev lige saa heftigt reven bort, idet man skød mig ud af Kapellet. Et Lyshav straalede blændende omkring mig; jeg kunde ikke igjennem Sløret se andet end Lys. Bævende stod jeg, støttet af beslørede Damer. Messen begyndte igjen; og under en Tilstand, der ikke lod megen Befindelse tilbage, hørte jeg Sang og Orgeltoner. Da jeg kom til mig selv igjen, sad jeg atter i det lille Kapel omringet af deltagende Nonner. Man gav mig Vin at styrke mig paa, og nu traadte en Kvindeskabning hen til mig, kyssede mig paa Panden og spurgte med en ubehagelig grov Røst: „Tror De, min Søster, at De nu kan rejse Dem?“ Jeg anstrængte mine faa Kræfter, og man ledede mig atter ud igjennem Døren ind i den temmelig store Kirke og igjennem hvælvede Gange til en smukt oplyst Sal.

„Vi ville være alene!“ lød atter den høje Dames Røst, og de nysgjerrigt Indtrædende vege tilbage. „Stakkels, forskrækkede Lam!“ sagde Damen med al den Venlighed, hun kunde lægge i sin Stemme, idet hun drak et Glas Vin og bød mig tage for mig af de indbydende Retter. Snart overvandt Hungeren min pinlige Angst, og med et venligt Smil saa hun paa min Appetit.

„Madame!“ sagde jeg endelig, idet jeg rejste mig og vilde kaste mig for hendes Fødder, hvilket hun forhindrede; „Madame! Vær vis paa min grændseløse Taknemmelighed for den Gunst, De har bevist en Ulykkelig. Men tilgiv mig ogsaa, om jeg vover at bede om Forklaring over Alt, hvad mine veldædige Befriere have foretaget med mig. Deres Naade er uden Tvil Klostrets høje Abbedisse?“

„Saaledes er det, min Søster!“ svarede hun med Højhed. „Du omfavnes her af moderlige Arme. Himlen har ved den fromme Pater Augustin og min Ringhed behaget at drage Dig ud af den elendige Verdens Hvirvler og lede Dig i denne Forhavn til Evigheden.“

„Ærværdige Frue!“ vedblev jeg modigere; „man har da godhedsfuld optaget mig som Lægsøster i dette hellige Hus?“

„Ikke blot saaledes, min Søster; man har efter Himlens Vilje optaget Dig aldeles i Rolighedens Tempel. Glæd Dig ved Navnet Søster og Moder, kjære Ursula! Thi saaledes nævne vi Dig herefter. Lad Forglemmelse hvile over det Forbigangne; efter det Løfte, Du nys aflagde for Herrens Alter —“

„Min Moder! Jeg har intet Løfte aflagt.“

„Forvovne! Dog, Du ved ikke, hvad Du siger. Du har modtaget Sløret. dine Lidelser, dine Dyder, dine Sjælsgaver have erhvervet Dig et stort Klenodie.“

„Dyrebare Frue! Om jeg saa skal paadrage mig Deres Vrede, om jeg saa skal udsætte mig for at udstødes i den mørke Nat: jeg maa afbryde Dem med den Erklæring, at her finder en Vildfarelse Sted. Jeg kan ikke være Nonne; jeg kan ikke være den, De anser mig for; jeg er — tilgiv om jeg imod Vidende og Vilje har besmittet det Helligste! — jeg er Protestant.“

„Og protesterer, hører jeg, efter Kjetteres Vis. Nej, min gode Ursula, enten er Du et halstarrigt Dyr, som jeg skal vide at tæmme, eller Du er et jammerligt Faar, som maa bindes til Krybben. Sig mig, hvilken af Delene skal jeg antage?“

„Lad De mig være Faaret, Madame,“ svarede jeg med tvungen Fatning. „De vil da ikke negte den fuldkommen Uvidende den Oplysning, hun anraaber Dem om.“

„Nu, hvad vil Du vide?“ spurgte hun utaalmodig.

Nu bød hun mig sidde hos hende paa Sofaen og forklarede mig med faa Ord, at jeg, uden Hensyn paa min Religion og uden Prøveaar, var indviet til Nonne. Resten, mente hun, vilde give sig af sig selv. Jeg var, atter ved Himlens Forsorg, traadt i Stedet for et stakkels, forvildet Verdensbarn, der foretrak Jorden for Himlen og efter et i et fjernt Kloster udholdt Prøveaar ved særdeles Omstændigheder havde af sin Familie været bestemt til i dette Kloster at henleve sine Dage.

Det var disse Menneskers Letsindighed, det var Priorindens skammelige Svig imod Ed og Kirke, som indgød mig Afsky og Forfærdelse. For min Person, jeg, som Intet havde at tabe, behøvede jeg ikke egentlig at skjælve. Vel havde jeg omvexlet Fængsel; men hvilken Omverling! Imidlertid, skjønt jeg dengang aldeles ikke var religiøs, ligesom jeg ogsaa i Religionssager var højst uvidende, ængstedes jeg dog ved den Tanke, her med Mund og Haand at maatte udøve Forskrifterne af en Religion, som jeg ikke bekjendte mig til. Men Abbedissen dels beroligede min Samvittighed med Udsigten til snart at erholde en bedre Kundskab om en Religion, som jeg kun behøvede at lære at kjende for deri at finde Sandheden og Livet, dels styrkede min forsagte Vægring ved de alvorligste Trusler. Taushed og forsigtig Omgang med Nonnerne var den første og sidste Formaning. Og nu ringede hun, og mine nye Søstre traadte ind.

Da jeg, udmattet af Sjæls og Legems Anstrengelse nedsank paa mit haarde Leje i min ensomme Celle, omfavnede Søvnen mig velgjørende og aandede Ro over mine Lemmer. Jeg vaagnede først langt ud paa Formiddagen; og længe gjøglede det Forbigangne for min forvirrede Fantast. Jeg klædte mig med nogen Bevægelse paa i den fuldstændige Nonnedragt, der var lagt hen ved min Seng, og traadte med frygtsomme Trin ud af Cellen. Abbedissen mødte mig paa Gangen med et venligt: „Syvsoverske! saaledes maa det ikke gaa Dig herefter. Kom nu ind i Refektoriet og tag Frokost.“

Vistnok vare mine Søstre meget nysgjerrige og meget paatrængende; men deres Mangel paa Dannelse, deres kjedsommelige Sniksnak og fremfor Alt deres i en høj Grad fordærvede Sæder, gjorde mig Abbedissens Forbud let, ikke at fortro mig til nogen af dem. Snart lærte jeg at kjende dette Fromhed og Gudsdyrkelse indviede Paulun i en afskyværdig Skikkelse. Her fandt Forbindelser Sted imellem disse Ulykkelige, som maatte oprøre ethvert Menneske med Følelse for Dyd og Sædelighed. Abbedissen var ikke meget bedre end de øvrige Nonner. O, jeg følte mig snart midt i et roligt, af ingen udvortes Storme forstyrret, yppigt Liv, lige saa utilfreds, som da jeg befandt mig i mine forrige Fængsler. Ingen kunde lide mig; især var Abbedissen fortrydelig paa mig. Søstrene kaldte mig den hellige Ursula og Abbedissen den hovmodige Dame. Klostrets Skriftefader, langt fra at undervise eller opmuntre mig, paalagde mig idelig Pønitentser, der vare lige saa taabelige som han selv. Endelig vaagnede jeg efter et langt Halvaar til en fornyet Tilværelse. Klostret havde et ikke ubetydeligt Bibliothek, der vel her var deponeret, men dog efter sin Bestemmelse skulde tjene ogsaa de omliggende Klostre og Egnens Gejstlige til Nytte. I mangfoldige Aar havde Bibliotheket hvilet under et tykt Støvdække, da en nylig ansat virksom Biskop besluttede at drage det frem efter dets Bestemmelse. Abbedissen, der med en Drages Iver rugede over Klostrets Skatte, og var nidkjær over dets Rettigheder, vilde slet ikke finde sig i, at nogen Gejstlig skulde beherske nogen Del af hendes Rige. Hun opkastede derfor det Spørgsmaal, om nogen af Søstrene turde paatage sig at bringe Bogsamlingen i Orden, forfatte Katalog over den og forestaa Udlaanet. Jeg rødmede stærkt af inderlig Længsel efter at blive den Lykkelige, og der var sandelig Ingen, som misundte mig det Hverv, der nu blev mig givet.

Fra nu af arbejdede jeg utrættelig i mit Kald som Bibliothekarinde, ligegyldig ved Nonnernes Spotteord. Hele Dagen sad jeg over mine Skatte. Desværre vare de fleste ikke for mig. Dersom Du dog kunde Latin! sukkede jeg saa ofte, naar jeg afskrev Titelen paa en af Kirkefædrene eller vel ogsaa paa en profan Bog. Det maatte dog være muligt at lære det, mente jeg og lagde strax Haand paa Verket. Jeg tog da en latinsk og en fransk Bibel og lagde dem ved Siden; og inden jeg, sammenlignende begge, havde arbejdet mig igjennem Matthæus, mærkede jeg, det lod sig gjøre. I nogle Aar læste jeg det hele nye Testamente paa Latin, og nu læste jeg med Lethed enhver Bog i dette Sprog, uden nogensinde at have havt en Sproglære i mine Hænder. Da var jeg forsonet med mit Klosterliv. En herlig Tid aabnede sig for — mig. Med Jyver granskede jeg den hellige Skrift, og, vistnok blev jeg hverken Katolik eller Lutheraner; men den evangelisk-kristelige Religion, uden anden Fordrejelse end den, der maatte være Følge af min egen menneskelige Svaghed i Forstanden, blev min skjønne Ejendom. Kirkefædrene læste jeg ogsaa; men jeg var for meget vant til Aandsfrihed, til at de kunde omsløre mig med sine mystiske Taager. Iblandt tog jeg ogsaa Klassikerne fat; Ciceros Taler, thi hans filosofiske Verker forstod jeg ikke, Livius og iblandt Digterne Ovid, fandt jeg stort Behag i. Horats var mig for svær i Oderne, for smudsig i Satirerne og ikke underholdende nok i Brevene. Sallusts maaske lidt affekterede Arkaismer behagede mig overmaade, og jeg deklamerede højt de elegante Taler, der hos ham forekomme. En Besynderlighed maa jeg nedskrive; jeg vænnede mig, uden at tænke derpaa, til at udtale Latinen hverken efter den franske eller norske Sprogbrug, men, som om Ordene vare engelske. Denne Udtale kom mig en Dag paa en egen Maade tilpas. Vi havde Besøg af en fransk Abbé, der fulgte en irlandsk Gejstlig. I Bibliotheket begyndte begge Herrer en latinsk Samtale, men som hvert Øjeblik gik istaa, fordi de ikke kjendte hinandens Udtale. Temmelig kjæk lagde jeg et Ord med i Laget, og til begges Forbauselse baade forklarede den Enes Ord for den anden og snakkede selv med — om just ikke med Færdighed, som jeg da umuligt kunde have, saa dog vel saa korrekt som i det mindste Abbøen. — Denne Visit havde overordentlige Følger for mig. De Rejsende udbasunede min Smule Lærdom; vor Biskop skrev mig et forbindtligt Brev til paa Latin, hvilket jeg vovede at besvare i samme Sprog. Jeg blev da Klostrets lille Underverk, og Fru Abbedissen, stolt af at have et saadant Klenodie, overøste mig med Smigreri og Naade. Alle de andre Nonner fulgte hendes Exempel, og jeg vidste ikke et Ord deraf, førend jeg saa mig i Besiddelse af en uindskrænket Agtelse baade inden vore fire Vægge og udenfor i den gejstlige Verden. Hvor snart hænger dog Mennesket fast igjen ved det Verdslige! Vi forlade det mestendels kun, fordi det forlader os. Nu blev jeg et andet Menneske Livlig, munter, ja endog forfængelig af mit Udvortes, som under Klosterets Ly og mine skjønne Beskjeftigelser havde opblomstret — vel til en høstlig Asters, men dog til en ret vakker Asters.“

Her slipper Margrethes Manuskript, og enkelte Noticer sætte mig kun i Stand til med Møje og nogen Uvished at søge hen til den næste Dase, der vil tilbyde sig. Iblandt de Spørgsmaal, jeg forgjæves har søgt at finde Svar paa, er Maaden, hvorpaa hun var kommen i Befiddelse af en kostbar Ring, som vi ved en senere Lejlighed komme til at omtale, og som hun altid bar. Da det siden oplystes, at denne Ring kom fra hin ubekjendte Dame, som i Kapellet kaldte hende sin Befrierinde, gjør jeg den Slutning, at denne har i det Øjeblik, hun omfavnede Margrethe, sat Ringen paa den Bedøvedes Finger. At Margrethe under sit lange Ophold i Klostret og sit kun lidet afhængige Forhold til Abbedissen har søgt at skaffe sig Oplysning om den Katastrofe, ved hvilken hun blev Nonne: det er mere end sandsynligt. Men enten har Abbedissen i denne Henseende vist haardnakket Konsekvens, eller hun har muligt selv kun været lidet underrettet om den Person, der ved en snedig Komplot vristedes ud af Klostrets Favn.

Søster Ursulas hæderlige Ry udbredte sig stedse videre, og hun nød de mest smigrende Beviser paa Agtelse. Omtrent sex Aar henrandt inden de hellige Mure, og Margrethe nærmede sig sit ni og tyvende eller tredivte Aar, da Abbedissen begyndte at skrante og efter et Par Maaneders Sygelighed gik hjem til sine Fædre. Paa den første Efterretning om Abbedissens Død overdroge Klosterets Foresatte Margrethe indtil Videre denne Plads og tilmeldte hende, at de havde i Sinde at foreslaa hende, som den i enhver Henseende værdigste, til hin anselige Post.

„Jeg blev heftigt bevæget ved dette glimrende Tilbud“, skriver Margrethe; „men min Bevægelse var ikke blandet med Glæde. Jeg udbad mig en Samtale med vor ærværdige Biskop, hvilken han lovede mig inden kort Tid. Jo mere jeg i de følgende Dage overvejede Sagen, desto flere Betænkeligheder fandt jeg ved at antage Tilbudet. Min Samvittighed forbød mig ved en frivillig Handling at gjøre mig skyldig i en Brøde, som hidtil kun hvilede paa dem, der havde bragt mig i Klosteret. Saa snart den gamle, vakre Biskop havde indfundet sig og med en næsten ærbødig Venlighed sat sig i Lænestolen ved min Side, tog jeg Ordet, og, efter først at have erholdt hans kirkelige Fritagelse fra mit Taushedsløfte, fortalte jeg ham min Historie uden ringeste Forbeholdenhed. Den gamle blev meget rystet. Vrede og Forfærdelse malede sig i hans herlige Aasyn; ofte slog han Hænderne sammen over sit Hoved og Rødme afvexlede med Bleghed paa hans Kinder. Jeg havde neppe Mod til at fuldende; men, naar Tungen negtede ham sin Tjeneste, vinkede han, at jeg skulde fortsætte“.

„Afskyligt, forfærdeligt!“ udraabte han endelig, da jeg var færdig. „Hvilken Handlemaade af Mennesker, hvem Kirkens dyrebare Sag har været betroet! De, Madame, er bleven skammeligen bedragen; men hvad er dette imod den Besmittelse, der er tilføjet Religionen og Kirken? — Ja, min oprigtige Datter! Her er vel Intet at betænke sig paa. Jeg gjør Dem ingen Bebrejdelse, fordi De af Menneskefrygt har tiet i disse Aar, hvori der dog oftere gaves Dem Lejlighed til at skrifte for mig eller en anden retskaffen Gejstlig. Klosterets foragtelige Skriftefader skal bøde for sin og for Deres Synd. Augustin og den ulykkelige Abbedisse staa for en højere Domstol. Vi skulle vel begge engang gysende høre deres Dom for den Alvældiges Stol.“ — Da han havde fattet sig noget, tog han min Haand og saa paa mig med et sjælfuldt Blik, hvori klare Taarer spejlede sig — „Men, Ursula, Margrethe, bør jeg sige; jeg ser en herlig Udgang fra disse Forvildelser. Gud har givet Dem en klar Forstand; og en rig Kilde til Kundskab har han i disse Aar aabnet for Dem. Neppe tør jeg tvile paa, at De er i det mindste saare nær ved at have indseet de Vildfarelser, i hvilke De er bleven opdragen. Kast Dem i den eneste sande Tros Skjød; aflæg, efter moden Overvejelse, hemmeligt for mig, Herrens ringe Redskab, Deres Bekjendelse, at De vil leve og dø en troende Katholik, aflæg utvungen hemmeligt for mig det Løfte, man nedrigen lod en Frafalden udsige for Dem, — og uden at forarge Verden ved unyttige Oplysninger om det Ulyksalige, der har været begaaet, skal De pry des her med den Værdighed, Kirken vil skjænke Deres Dyder, og hisset med den Krands, som er henlagt for de Retfærdige! Ti, min Datter! nu maa Du Intet svare, hverken et Ja eller et Nej. Jeg er ingen fanatisk Præst — og heller ingen letsindig Indifferentist. Jeg gaar nu. Der skal strax føjes Anstalter til, at De ved Overdragelse af en Dem passende boglig Forretning bliver befriet fra en Tjeneste, som under disse Omstændigheder og efter denne Bekjendelse vilde vælte Stene paa Deres og min Samvittighed for hver Dag, den vedvarede. Om fire Uger venter jeg Deres Svar.“ Han lagde med uskrømtet Fromhed begge Hænder paa min Pande og forlod Værelset.

Hvad jeg her har skrevet, er ikke indgivet af Fantasi eller en fri Omskrivning af Oldingens livlige Tale. Min Hukommelse har bevaret mig den hele Scene.“

Det er os ukjært, at Margrethe ikke her har fortsat sin Autobiografi med samme Fuldstændighed. Men desværre finde vi ikke et Ord til umiddelbar Fortsættelse. Om hun har vaklet i sin Beslutning, om hun har vakt Biskoppens Uvilje ved et Afslag, der fikkert maatte smerte ham: derom tie hendes Blade. Rimeligvis har Biskoppen, efter at have erholdt et afslaaende Svar fra Margrethe, fremstillet Sagens rette Sammenhæng for Hans Hellighed, der under passende Prætext har løst Margrethe fra hendes Klosterløfte. En Konjektur, jeg paa dette Sted tillader mig, er den Formodning, at Biskoppen, havde sørget ikke mindre for den uskyldiges forladte Kaar end for det udvortes Skin, og at han havde skaffet hende den anselige Livrente, hun omtaler, og maaske ogsaa den Post som Guvernante hos Baron Desmouil, om hvilken vi ikke lettere kunne komme til at fortælle, end ved at afskrive et Brev fra hendes Haand, der, uvist af hvad Grund, fandtes uafsendt, uden Underskrift og — til al Fortræd — uden Datum.

„Vort Bekjendtskab var kortere, min Kjære, end at jeg skulde kunne fremstille mig ethvert af Deres indtagende Ansigts Træk; men det var af en saadan indre Rummelighed^[1], saa det tillod mig fuldkommen at beskue Deres indre Væsen. Jeg kjender Dem; det er: jeg elsker Dem. De Gamle havde en Gud, som de kaldte Anteros. Er det saa, at jeg tør smigre mig med at nyde hans Gunst? Nu, jeg er ikke ung og elskværdig; Erfarenhed er en dyr Lærerinde; hun tager sig betalt ej alene i vore Lidelser men ogsaa i vore behagelige Egenskaber. Og dog banker mit Hjerte ved Haabet om, at jeg vandt min elskværdige Adelaides Venskab saaledes, som hun stedse vil være i Besiddelse af mit. Vi vexlede Fortrolighed, min Bedste, i de faa Timer, der saa os sammen. Vore Hjerter udtømte sig. Ak, hvilken Lyksalighed har jeg siden følt! Jeg er nu aldrig mere alene; thi mit Jeg er med de Begivenheder, der danne dets Udvikling, overført i Dem. Jeg har lovet Dem Efterretninger fra mig om mine nærværende Omgivelser. Her ere de. Hr. Baron Desmouil, den ældre, er en behagelig Mand. Skade, at han uagtet sine slette Finantser, fordyber sig i en Mængde undværlige Udgifter. Den Glands, der omflyder dette Hus, blænder mine Øjne, som nu saa længe have nydt et dæmrende Lys, sparsomt indladt igjennem Klostrets malede Ruder. De ved, jeg frygtede for Spørgsmaal om mit tidligere Liv, om min Religion. Ak, min Bedste! Spørgsmaal, der ikke lade vente paa Svar, men sluttes, for at give Plads til nye, ere trættende, ikke besværende^[2]. Og hvor man bekjender sig til ingen Religion, falder aldrig den Tanke ind: bekjender min Nabo sig til en? Hr. Desmouil overøser mig med Artigheder og, efter det jeg bør tro, mener dem ogsaa. Maatte jeg kun fritages fra at være med i de glimrende Soiréer, hvortil jeg føler mig saa lidet skikket, uagtet man behager at forsikre mig om det modsatte. Om min Elev, min lille, fortryllende Emilie, tænkte jeg, da vi talte om skriftlige Meddelelser, at jeg især skulde have meget at fortælle Dem. Men, hvorledes sige det? Uagtet hendes hele tryllende Ynde, der bedøver Mændene og tiltrækker Kvinderne, har jeg intet Vist at sige. Dyden er ikke Sum af en vis Mængde Dyder eller Karakteren af hundrede karakteristiske Træk. Det er en underlig Modsigelse, og skulde den overføres i Filosofernes Sprog, kom det til at hede absurd nok: det Hele er ikke ligt sine Dele. Min Plan for Emilies Dannelse er udkastet; men, som jeg engang i mine Sømandsdage vilde udtrykt mig, Fortoningen er ikke Land. Gud give mig Kraft til at udvirke noget ret Godt af det meget Gode! Hr. Desmouil den yngre! Min kjæreste Adelaide, hvad skal jeg sige Dem? De har Ret i at sige, at han er meget elskværdig. Han er i mine Øjne en fuldkommen Mand. Ikke havde jeg troet, at mit Hjerte endnu engang skulde kunne overaskes af en Følelse, som er saa farlig for vor Rolighed. Men da jeg nu engang har sat mig for at være fuldkommen oprigtig imod min Adelaide, saa modtag her Offeret af min Oprigtighed i Tilstaaelsen af min Svaghed. Det er denne Svaghed, som gjør den unge Pige guddommelig og den gamle — nu vel, jeg er en saadan — latterlig eller dog ynkværdig. Det er udsagt, De ved det, — jeg elsker ham.“

Charles Desmouil var en ung Mand paa henved fem og tyve Aar og et af de fortræffeligste unge Mennesker, der nogensinde har fiddet for en Karakteertegners Pensel. Dels have vi ingen Ret til at tilegne os en saadan Pensel; dels overholde vi samvittighedsfuldt den fra først af ved denne Biografi tagne Bestemmelse, ej at blande poetiske Skildringer med den alvorlige overtagne Pligt, at udbringe et Helt af de for os lagte Papirer. Det være os derfor nok, om den unge Baron at melde de os bekjendte Omstændigheder, at han forenede de mest udmærkede Sjæls- og Legemsfortrin med en omhyggelig Opdragelse, hvis nærmere Maal vel var at gjøre ham til en duelig Godsejer, men hvis fjernere faldt sammen med det værdigste for et Menneske, — fremdeles at han med Hensyn til begge Maal havde rejst meget i England og var — nylig førend Margrethes Ankomst til Faderens Godser — kommen tilbage, beriget med Kundskaber, med Levevisdom, og med et Ideal af Kvindeværd, som han hidtil ej havde seet realiseret.

Margrethe Biel maatte vække enhver opmærksom Iagttagers udelte Interesse; men paa en ung Mand som Desmouil maatte hun nødvendigvis indgribe dybt i Sjælen. Fordringsløs og af overvejende Kraft, — højst kvindelig, mindre ved Tilværelse end ved Befiddelse af Sands for det Rette, — yndefuld i enhver Bevægelse, mindre ved Legemets end ved Sjælens Adel, fast i ethvert Forhold, fordi Erfarenhed gjorde hende intet fremmed, — — dsog, hvi skal jeg fordærve det Billede, den opmærksomme Læser af Begivenhedernes Gang vil have gjort sig af Margrethe? Charles Desmouil elskede hende, da han havde lært at kjende den rige, skjønne Sjæl i det tækkelige Legeme. Han hengav sig uden at vide det til en Lidenskab, som saa vel indhyllede sig i Opmærksomheds, Agtelses og Venskabs Dragt, idet den, derom har Brevet fra Margrethe givet Vink, ej fandt Modstand. — Snart vare disse ualmindelige Sjæle sammensmeltede i den ømme Fortrolighed, som ikke ved af Koketteriets Kunster, men hvori enhver søger sit bedre Selv og ikke begjærer andet end at kunne meddele. Margrethe havde det lyseste Blik af disse to over deres Forhold; men var Blikket ogsaa hos hende klarest, hendes Følelser vare tillige de stærkeste: hun havde saaledes den svageste Vilje til Modstand, ligesom han den svageste Evne til Forsigtighed. Længe — et Aar sikkert — vidste de at omslynge hinanden med saadanne Kjærlighedskrandse, som Urania vinder med Blikket imod Himlen. Uvilligen saaredes de af den jordiske Guddoms Torne, da det var for sent at afløse Rosenbaandene. Charles troede at burde bringe deres inderlige Forhold paa det rene ved uforbeholdent at berøre det i en fortrolig Samtale med den elskværdige Veninde. O! det var som at løfte Sløret fra Gudinden i Sais!

„Bedre, at vi havde ladet denne Samtale været udsat eil, o til den fjerneste Tid!“ sukkede Margrethe, idet hun skjulte sit taarevædte Aasyn ved Vennens Barm; „vi vidste, hvor meget vi vare hinanden; men det burde ej være omtalt.C“

„Det er omtalt, det er udtalt, Margrethe!“ svarede Charles og pressede hendes Haand imod sine brændende Læber. „Men hvorfor angre derpaa? Du er min Psyche! Vi være det for hinanden, vi nu ere! Livets Fordringer forbyde os at haabe en anden Forening for dette Liv. Men det forbyder os ej, at vi udelukke enhver fremmed Forbindelse fra at fjerne vore Hjerter.“

„Ak Charles!“ svarede Margrethe; „saaledes turde jeg hengive mig til Dig; saa tør Du det ikke. Verden, din Familie har andre Fordringer paa Dig. Drøm ikke om et Forhold, som dog ikke i Tiden vil kunne tilfredsstille Dig. Nej, min Ven; enten maa vi med gjenfidig Kraft overrive disse kjære Baand, eller Du nøder mig til atter at kaste mig ud i Verdens voldsomme Øde.“

„De taler besynderligt, kjære Margrethe,“ svarede Baronen mørk og saa ned for sig. „Hvad Verden og min Familie med Ret kan forlange af mig, det er jeg villig at ofre. Som Godsejer, som Adelsmand, som vordende Pair skal jeg leve for Staten og mine Pligter; har jeg derfor ikke Lov at trykke det Væsen op til mit ærlige Hjerte, naar hverken Verden eller Familien kræver min Nærværelse, det Væsen, som opfylder min Sjæl med sin Elskværdighed?“

„Deres kunstige Omsvøb røber vel, hvor langt De er fra at tilfredsstille Dem selv, kjære Charles. De kunde sparet mig for at sige det: De maa gifte Dem, gifte Dem med en Pige, der kan give Dem Ligt for Ligt“

„Du nævner det, Margrethe! Ligt for Ligt! Hvem uden Du kan give Ligt for Ligt.“

„Kjære Ven! ingen Romanvendinger! De forstaar mig meget vel; og De erkjender lige saa vel selv, hvor megen Ret jeg har. Verden forlanger Andet af Dem, end at De skulde svæve i et platonisk Engleforhold; og siden jeg er en Pebermø, har jeg i dette Øjeblik Mod til, i hvor ukvindeligt det lyder, at sige Dem: ogsaa det reneste Forhold imellem en fyrig Mand og en følende Kvinde lader sig ikke vedligeholde i overjordisk Æther. Du bliver vred Charles; nu vel, jeg har fortjent idet, men jeg angrer ikke min Oprigtighed.“

Og dog bittert smertede den hende: mangen Taare udpressede Erndringen om denne Scene af hendes Øjne, naar hun i sit ensomme Kammer lod sine Tanker og Følelser frit Løb. Med voldsom Haand havde hun i den ædleste Hensigt afrevet paa den eneste mulige Maade Baandet imellem dem. Dog var det ikke overrevet. Charles elskede hende ikke mindre; men han frygtede hende, frygtede hendes uskaansomme Sandhedssprog; og han fjernede sig, som hun fra ham.

Nogen Tid var vel hengaaen efter denne Samtale, hvis Hovedtræk vi have fundet for os, da Baron Desmouil den ældre gjorde Margrethe, som ganske besad hans fortrolige Agtelse, bekjendt med en allerede indledet Plan til at forbinde Charles med den rige Demoiselle Lincourt, hvis anselige Familie og fortræffelige Egenskaber gjorde hende til et meget ønskeligt Parti. Margrethe skiftede Farve; denne Lincourt var netop hendes eneste, elskelige Veninde Adelaide. Men vant til at beherske sig selv, ytrede hun sit oprigtige Bifald til en saa passende Forbindelse og lovede at skrive et forberedende Brev til sin Veninde. Endnu viste ej engang Charles, hvad der var ham bestemt, men Faderen nærede ingen Tvil om hans Samtykke.

Det Brev, Margrethe skrev til Adelaide, skulde vi gjerne have seet. Selv omtaler hun det med Erkjendelse af dets Værd. „Som Opgave for Forstanden,“ siger hun, „var det svært; thi Adelaide kjendte mit Forhold til Charles; som Opgave for Hjertet — kan jeg ikke give det Prædikat.“ Margrethe havde intet Øjeblik opsat at skrive; men at bortsende Brevet tog hun viseligen i Betæakning, førend Brudgommen var vunden. Og her havde Desmouil den ældre mærkeligen forregnet sig. Charles vægrede sig paa det bestemteste og udholdt modig alle de Storme, Faderens Bønner, Forestillinger, Vrede, Fortrydelse, virkelige Sorg opvakte, — og Margrethes hele Batteri af Overtalelser. Herved var intet at gjøre, uagtet Faderen havde bragt sig selv i den pinligste Forlegenhed ved sine allerede gjorte Skridt hen imod den Lincourtske Familie. Charles tilstod Margrethe, at Adelaide havde gjort et behageligt Indtryk paa ham, og at, dersom han ikke havde lært Margrethe at kjende, vilde hans Hjerte have foretrukket Mademoiselle Lincourt for ethvert andet Fruentimmer.

En eneste Hovedtanke beskjeftigede nu vor Heltinde: at komme bort fra et Sted, hvor hendes Nærværelse var til Skade for en hel Families Rolighed og Tilfredshed, og hvor hun under disse Forhold ikke længere kunde befinde sig vel. Hendes Hensigt var at vælge den første rimelige Anledning til at gjøre en Rejse nærmere hen imod Havet. Derfra vilde hun da skrive til Familien og særskilt til Charles. Paa sig selv tænkte hun ikke mere. Resignation var en af Margrethes længst tilkjæmpede Dyder.

Imedens Familiens ældre Medlemmer droges sammen og frastødtes ved deres forskjellige Planer, Ønsker, Tilbøjeligheder, — havde den smukke, lille Emilie mere end sædvanlig Lejlighed, til at leve à son aise. Neppe endnu over Barnealderen, var hun ved Romanlæsning, ved Smigrerier, ved den tidlige Besiddelse af kvindelige Færdigheder, saasom Spil og Sang, kommen ind i en Sfære, hvori saa mange elskværdige Piger med langt større Fasthed og Erfaring forvildes og forvikles. Den vide Kreds af omboende Adel og de mange selskabelige Foreninger, der især imellem den yngre Slægt fandt Sted, gav Margrethe meget at passe paa, imedens hun endnu selv havde Aandsfrihed nok til at iagttage. Hvo vil vel udlægge hende ilde, at hun i den følgende Tid havde mindre Mod til med Nøjagtighed at udføre en stakkels Guvernantes forhadte Oppasser-Embede hos en egensindig og forvildet ung Pige, som maaske kun imod hende stedse erindrer, at Papa var Baron?

En Aften skulde der være Thecirkel hos en ung, munter Enke, en liden Mil fra Baronens Gods. Madame de Biel (jeg ved ikke, om vi have havt Lejlighed til at nævne hende før saaledes, som hun nu kaldte sig) lod sig undskylde. Emilie var mere og længere end sædvanlig beskjeftiget med sin Paaklædning. Desuden befandt Pigen sig i en besynderlig oprørt Stemning. Hun havde tusinde Ting at erindre, var hvert Øjeblik i sin Garderobe, i sine Kommoder, skrev Breve, tørrede sine Øjne, sad i dybe Tanker, rasede til Forandring igjennem alle Tonearter i de frygteligste Dissonancer, hvilke hun dog ikke undlod kunstmæssigen at løse. Margrethe var denne Eftermiddag saa ganske hensunken i sig selv, i sin ved Skjæbnens Grusomhed saa fortrukne Livsfigur, at hun ikke gav Agt paa Emilies Narrestreger og først studsede lidt, da denne med en højst tragisk Bevægelse kastede sig om hendes Hals, idet Vognen kjørte frem. Margrethe skjændtes en Smule med Skjæbnen, fortæller hun, idet hun sammenlignede den letsindige Emilies Fremtidshaab med sit eget. Den gamle Desmouil var ude i et Kvadrilleparti; Charles var fra Morgenstunden af paa Rævejagt; med Tjenerskabet indlod Margrethe sig ikke, og saaledes befandt hun sig som alene i det hele Slot. „Lad dække i Bibliotheket,“ svarede hun Hushovmesteren, maaske fordi hun der vilde hendrømme sig i sine Nonnedage. Allerede havde hun spist sit Aftensmaaltid, den ældre Baron var kommen hjem, og hele Huset var roligt, — da Margrethes Øje faldt paa et grønteppet Bord, der imod Sædvane var frit for Bøger og Papirer, og hvorpaa alene laa et Stykke Papir. Hun traadte da til Bordet og læste:

„Min ædle Veninde! Der gives stærkere Baand end Blodets og Venskabets og Taknemmeligheds. Men det stærkeste maa jo prædominere. Mit Hjerte er omslynget af Kjærlighedsbaandet, og, o, jeg ved ikke om De kjender denne Lidenskab, ædle Veninde! dette Baand er stærkere end Diamanter. Naar De læser dette ved Deres Chokolade, er jeg langt herfra. Hils min gode fromme Fader; han har altid miskjendt mine Følelser, men mit Hjerte vil han ikke miskjende. Hils min Broder; det Menneske havde fortjent min Uvilje; se, jeg skjænker ham mit Venskab. Haardt har han spottet mine inderligste Følelser; kold, han kan jo heller ikke elske, har han seet mine Taarer flyde af Længsel og Kjærlighed. De, ædle Veninde! De er vist en Anden, end Deres Stilling har nødt Dem til at være imod mig. O! nu drager jeg med Kjærlighedsvognen til de venlige Rhinegne. Kunde jeg der se Dem igjen! Kunde jeg der træde Dem i Møde fra min simple Hytte imellem mine Vinbjerge og anvise Dem vort lille Kvistkammer til venligt Gjesterum! Tilgiv mig den Uorden, som hersker i dette Brev! Jeg skylder Dem og min Fader foreløbige Forklaringer over en Fremgangsmaade, der af Dem og af Verden vil synes ulovlig. Mit Hjerte er mig en højere Lov. O, vilde dog alle Mennesker følge den sikre Leder! Da herskede et andet Lovsystem i Verden! Min Elsker har De seet, dog kun med almindelige Øjne, ikke med Sjælens Fosforluer eller med Hjertets Lynflammeblik. Han kalder sig von Weitenbach og er — kun Student. Og hvad Højere gives imellem Himmel og Jord end Student? Hvilket Omfang af Viden tør han ikke tilegne sig! Som Briten kalder Havet sit, saa er alle Aanders Tænken og Anelse hans. Men berolige De min Fader med den prosaiske Forfikring, at min Weitenbach ogsaa besidder jordiske Goder, Penge, Familie, Udfigter. Vi drage afsted i Nat. Ingen Løbeild indhenter os, naar dette Brev er i Deres Hænder. Skulde De og min Fader unde mig et venligt Levvel og ville modtage et saadant fra mig, da send Bud til nærmeste Stad; der skal jeg have gjort fornødne Anstalter i vort sædvanlige Kvarteer.

Deres
Emilie.“

„Er Barnet fjantet?“ raabte Margrethe forskrækket i højeste Maade og ringede. „Naar har Baronessen bestilt sin Vogn?“

„Hun har sagt, at hun vilde tage hjem med en fremmed Vogn.“

„Spænd strax for; jeg vil kjøre ud.“

Imedens den fuldkommen som Herskabet ærede Dames Befaling fuldbyrdedes, kastede hun sig i sine Rejseklæder. Da Emilie havde angivet den Stad, hvori hun vilde dvæle og skaffe Anstalter til skriftligt Foreningspunkt med Familien, kunde Margrethe haabe med nogen Grund, at træffe Pigen, naar hun saa øjeblikkelig fulgte hendes Spor. Imidlertid havde Tanken om at forlade disse Omgivelser alt for ofte krydset andre Forestillinger hos hende, til at hun ej skulde, om ogsaa uden egentligt Overlæg, lade bære en Kuffert i Vognen, hvori hun havde det af sit, hvorpaa hun eller Verden vilde sætte Pris. Til den ældre Baron efterlod hun i en Billet, at hun ønskede selv at hente Emilie fra Soupéen hos Mad. Preville.

Desmouil vaagner næste Morgen og spørger efter den unge Baron.

„Han er endnu ikke kommen hjem siden i Gaar Middag.“

„Ikke? Det var en lang Jagttur. Nu vel, bed da min Datter komme ned til mig.“

„Baronessen er ikke kommen hjem.“

„Hvad Djævelen! Er Emilie ikke kommen tilbage? Men hvad siger Madame de Biel derom? — Det er underligt! Gaa op og bed Madame Biel have den Godhed at modtage min Opvartning.“

„Madamen er kjørt ud i Nat for at hente Baronessen.“

Desmouil forstummede. Søn, Datter, Guvernante. — Alt borte paa engang under forskjellige Paaskud. Neppe var Baronen nogen mistænkelig Mand; men her kom han paa den Tanke, at man maatte have lagt Raad op imod ham. Endelig bragtes ham Margrethes Billet, der dog ingenlunde beroligede ham. Han var uvis om, hvad Beslutning han skulde tage. Endelig vilde han ride hen til den Dame, hos hvem Emilie havde tilbragt Aftenen. Da kom i langsom Takt hans Vogn op ad Sandvejen, Hestene udmattede og svedende. Utaalmodig rev Baronen Døren op, uden at høre paa Kudsken, der overrakte ham et Brev fra Madame Biel. Vognen var tom; Brevet lød saaledes.

„Monseigneur! Jeg er nødt til, fordi Tiden presser, at lade indlagte Linjer fra Deres Emilie til mig forklare, hvorfor jeg lod spænde for. Jeg er nu i Staden; men desværre, Deres Datter er for en halv Time siden kjørt herfra med Postheste. Nu har je:g bestilt Heste og iler afsted ad den betegnede Vej for at bringe Deres af en Smule Romanaand forledte elskværdige Datter ufordærvet tilbage i den ømmeste Faders tilgivende Arme.“

Baronens Forfærdelse var ubeskrivelig. Han ilede ind i et Kabinet og løb omkring paa Gulvet, uden at kunne fatte sig.

Langt ude paa Dagen kom en lukket Rejsevogn. Charles traadte ud og førte forbi de tililende Domestiker en tilsløret Dame. Denne var hverken mere eller mindre end den af Skamfuldhed og Ærgrelse grædende Emilie. Rævejægeren havde lykkeligvis ganske uformodentlig truffet og optaget den forvildede Elskerinde paa et Vertshus med samt hendes Elsker, en ung, forløben Person af godt Udvortes, som kaldte sig tydsk Adelsmand. Da den forundrede Desmouil havde underrettet sig om den hele Sammenhæng fra først til sidst, fattede han den fornuftige Beslutning, at give Elskeren Anledning til at slippe bort. Denne Anledning blev øjeblikkelig benyttet og ved sin Flugt medtog vel Hr. Weitenbach endel Gnldmynter af Emilies Sparepenge, men han overrev dermed ogsaa det forunderlige Hjertebaand, hvorom hun havde skrevet til Margrethe, saa at hendes Hjerte strax bankede udelt under Livstykket, vistnok opfyldt af mindre behagelige Følelser.

Denne Families huslige Forhold vedkomme os kun, for saa vidt den henhører til Margrethes Biografi. Vi have nok allerede overskredet den ofte omtalte Bestemmelse ej at lade Indbildningskraften Raaderum. Altsaa tilbage inden Grændserne. Margrethe kom ikke tilbage, uagtet man strax sendte Expres efter hende, med Efterretning om Emilies Tilbagekomst. Hendes Forsvinden gjorde Indtryk paa hele Familien. Emilie følte sin Samvittigghed betynget med Margrethes Skjæbne og blev alvorligere, klogere og bedre. Charles anede en anden Grund end tilstødt Uheld. Han sørgede, men ærede det ædleste Offer ved at række Adelaide sin Haand og give hende en stedse voxende Del i det Hjerte, hans og Adelaides Veninde aldrig ganske kunde tabe.

„Som en Farve paa Himlen eller paa Tizians Lærred løber over i en anden, saaledes forandrede min Rejses opsøgende og forfølgende Natur sig til Flugt og Frasigelse af Hjem og Venner, af Beskyttelse og Rolighed. Coelum, non unimum, mutant, qui trans mare currunt. Aa jo, dog. Naar man ikke har Samvittghedens Blodigler hængende ved Hjertet, saa skifter man mere end Himmelegn. I det mindste har jeg mærket det saaledes. Endnu vedblev jeg for min egen Beroligelse at følge den Vej, paa hvilken det var mest sandsynligt at formode Emilie, indtil jeg i en Grændsestad fik en Avis, hvori min forekommende Principal i kun for mig forstaaelige Udtryk meldte mig sin Datters heldige Tilbagekomst og Familiens Længsel efter at se mig igjen. „Se, nu er jeg fri!“ fortalte jeg mig selv; og imedens Baaden vuggede tvers over Rhinen med mig og min lille Kuffert, plukkede jeg sindbilledlig en Rose i Stykker og lod Bladene falde udenfor Agterspejlet. Paa hver af dem kunde jeg have skrevet et Levvel. Dog var det kun som et stort Tab for mig, og da jeg nu ogsaa lod Rosens Bæger og Stilk flyde efter, rejste jeg mig med glædeløst Mod op i Vejret og sagde: „Dækket er faldt fra det Forrige; velan! Mod og Tillid i det Kommende! Hvad kan hænde mig aldeles Nyt i Verden?“

Denne Rhinfart er Alt, hvad jeg har at meddele Læserne for maaske hele Aar af Margrethes Liv. Den næste Notice er følgende, der adskiller sig fra de foregaaende derved, at den ikke optager i Flugten de forsvundne Tildragelser men maler det Nærværende. „Jeg har vel naaet Enden af mit Livs Irgange. Jeg er nu i Rolighed og tør vel anse min nuværende Stilling for blivende. Man kalder mig jo allerede den Gamle, og har end min Dragt og min indgetogne Levemaade mere Del deri end mit Ansigt, saa er dog mit Hjerte blevet gammelt. Min stille Bolig i det alvorlige Kølln er ganske efter mit Sind og mine tolv Elever forskaffe mig det Udkomme, jeg trænger til. Et Ønske bliver nopfyldt for mig: at finde et Væsen, til hvem jeg kunde fortro mig. Verden har holdt slemt Hus med mig. Nu, da den vil lade mig i Ro, opstaar dog iblandt det Ønske hos mig, endnu engang at kaste mig ud af den Havn, jeg har naaet, for at ende mine Dage i Fædrenelandet. Dette Ønske er dog barnagtigt. Det er over ti Aar siden mine Forældre døde. Intet Menneske kjender mig i Norge, og jeg kan ikke mere tale mit Modersmaal uden Vanskelighed. Nej, Margrethe; det er bedst, Du lader Køllns Klokke ringe for dine Ben.“

Fru Biel havde tolv Smaapiger i Skole. Disse vare, som man af den omtalte Indgetogenhed let kan formode, af de simple Indvaaneres Børn. Men det varede ikke længe, førend den Kultur, disse Piger fik, vakte almindelig Opmærksomhed. De ældste af Margrethes Elever talte Fransk, skreve Engelsk, ja en liden fader- og moderløs Dreng anmeldtes i den latinske Skole og opgav Autores, som Fru Biel havde gjennemgaaet med ham. Men Margrethe lod sig ikke forstyrre i sin stille Virksomhed. Naar hun mærkede, man i de Familier, der indbøde sine Døtres Lærerinde, søgte at udspørge hende om hendes tidligere Liv, trak hun sig tilbage og vidste med Lethed at undgaa enhver nærmere Forklaring. Da hændte det sig engang, at en stor Procession fandt Sted, ved hvilken den hele Stad kom i Bevægelse. Ogsaa Margrethe fik Lyst til at hylle sig i sin Kaabe og blande sig i Sværmen. Den tiltog bestandig paa det Sted, hun befandt sig; og hun kom uheldigvis til at trykkes saaledes til Side, at hun, kjæmpende imod den tilstrømmende Mængde, kastedes midt ud paa Gaden, idet en Trop Ryttere joge forbi. Uden Bevidsthed blev hun tagen op, svømmende i sit Blod. Man omringer den Besvimede. Enhver er rede til at hjælpe. En Dame farer forbi i sin Karet og lader det blødende Fruentimmer bringe ind i sin Vogn.

Da Margrethe kom til sig selv, befandt hun sig i et elegant Værelse. Lægen sad ved hendes Seng. Længere hen i Kammeret gik en Dame frem og tilbage, stundom dvælende ved hendes Hovedgjerde. Margrethe rejste sig i Vejret og spurgte, hvor hun var. „Hos Venner,“ var Svaret, og hun hensank atter i sin svage Tilstand. Da efter adskillige Dages Forløb den Syge begyndte at komme sig af den med Kontusionerne forbundne Feber og Svækkelse, og spurgte en Opvarterske efter sin ævelmodige Vertinde, traadte denne ind til hende. Det var en skjøn, rank Skabning med et saare blegt og magert, men endnu smukt Ansigt. Hun syntes endnu ikke at have naaet de tredive.

„„Det glæder mig,“ sagde Damen i et slet Tydsk, „at se Dem saa vel, og jeg kalder mig lykkelig ved at være kommen forbi, da det skrækkelige Uheld var Dem tilstødt.“

Margrethe udbad sig sin Velgjørerindes Navn. Det var Enken efter en Godsejer i det Westfalske. Hun stod i Begreb med at vende tilbage fra en forgjæves forsøgt Brøndkur; og de Rigdomme, hun syntes at være i Besiddelse af, kunde ikke forlænge et Liv, der desuden efter hendes egne Ytringer var fattigt paa Glæder. „Man har sagt mig,“ sluttede den artige Dame, „foruden alt det Fortræffelige, Kølln ved at fortælle om det Fruentimmer, Forsynet tillod mig at bevise nogen Tjeneste, at De ikke gjerne taler om det Forbigangne; saaledes gaar det ogsaa mig; og saa meget mindre kan det falde mig ind at være Dem besværlig med Spørgsmaal. Men tillader De mig et? Dog, anse mit Spørgsmaal ugjort, hvis det er Dem ubehageligt. — Hvorledes er den Ring, De der bærer, kommen i Deres Eje?“

„Jeg kan med Sandhed svare Dem, at jeg ikke ved det. I en saare besynderlig Situation, der berøvede mig min Bevidsthed, i det mindste tildels, blev den stukken paa min Finger, uden al Tvil af en Dame, som jeg første og sidste Gang mødte i denne Verden.“

Damen blev endnu blegere end ellers. „De er — De var — Søster —“

„Ursula!“ raabte Margrethe, greben af en Anelse, og Damen kastede sig afmægtig tilbage.

Endelig kom det til Forklaring imellem dem; men vor Margrethe har ikke detaljeret Fru de St. Creux’s Historie. Kun det fortæller hun, at Samvittighedsskrupler havde forbitret det arme Fruentimmer de skjønne Dage, en talentfuld, rig, elskende Mand havde at byde hende. Midt i Overflod og Glands, i Besiddelse af et Par herlige Godser, visnede hun hen. Hun blev oftere Moder; men hendes Børn døde altid, inden de havde fyldt sin Aarsdag. Ogsaa heri saa hun Himlens Fortørnelse over Menedersken og Bedragersken. Endelig døde hendes elskede Mand pludselig, og det paa den Dag, da hun forledet af Kjærlighed og Overtalelser, havde rakt ham den allerede Himlen indviede Haand. Læseren slutter sig vistnok til, hvad Følge dette uventede Bekjendtskab maatte have paa Margrethes Skjæbne. Efter faa Dages Forløb tog hun ud fra Kølln i sin nye Venindes Vogn og fulgte denne til hendes Hjem.

Her ophøre ganske vor Heltindes Optegnelser. Af en eneste Anmærkning se vi, at hun levede indtil Revolutionens Udbrud et meget behageligt Liv paa Fru St. Creux’s Godser.

Rimeligvis lukkede hun denne Venindes Øjne, og naar man skal dømme efter den Formue, hun nu ved sin Afgang i Bergen har testamenteret til offentligt Brug, er det rimeligt at antage, at Fru St. Creux har indsat hende til sin Arving. Uvist om Urolighederne, der rystede de fleste Lande i Europa, eller Lyst til at gjense Fædrelandet har bragt hende her tilbage. Det er urimeligt at antage, at hendes sidste Navn, Thanøe, skulde være modtaget ved nogen egteskabelig Forbindelse. Den eneste Mand i Bergen, der besad hendes udelte Fortrolighed, er død for nogle Aar siden, den samme, som jeg har at takke for den Affskrift af Margrethes biografiske Noticer, hvis Indhold jeg her har meddelt.

1. Texten er her uoversættelig.
2. Oversættelsen formaar ikke at gjengive Originalens Farvespil.