Mandens Vrede, Længsel og Sorg
Mandens Vrede, Længsel og Sorg.
En Skov i Flammer
er Mandens Jammer:
sin egen Næring
og Selvfortæring.
Et Hav i Fraade,
hvis Bølger æde
paa egne Kyster,
Vulkan i Gjæring,
en Guds Unaade,
en Jord som ryster,
er Mandens Vrede.
er Mandens Jammer:
sin egen Næring
og Selvfortæring.
Et Hav i Fraade,
hvis Bølger æde
paa egne Kyster,
Vulkan i Gjæring,
en Guds Unaade,
en Jord som ryster,
er Mandens Vrede.
Hans qvalte Længsel
er Løven i Fængsel,
er Kjæmpeslangen
af brustne Klipper
i Nølen fangen.
Det Suk, som piner
hans Barm, og presset
hans Vee undslipper,
er Sværd, som glipper
fra Haand, og hvæsset
i Luften hviler.
er Løven i Fængsel,
er Kjæmpeslangen
af brustne Klipper
i Nølen fangen.
Det Suk, som piner
hans Barm, og presset
hans Vee undslipper,
er Sværd, som glipper
fra Haand, og hvæsset
i Luften hviler.
Hans Sorg ei slumrer,
skjønt Hov’det synker,
mens Panden skumrer
sig til med Rynker.
O Nat, hvor skummel!
hvor troløs Stille!
Vulkanens Tummel
er i dens Indre.
Ei Drøm tør spille
i Ro hans Hjerne,
ei eensom Stjerne
i Taarer tindre.
skjønt Hov’det synker,
mens Panden skumrer
sig til med Rynker.
O Nat, hvor skummel!
hvor troløs Stille!
Vulkanens Tummel
er i dens Indre.
Ei Drøm tør spille
i Ro hans Hjerne,
ei eensom Stjerne
i Taarer tindre.