Magsveir
MAGSVEIR
De bad mig for nogen tid siden udtale mig om veiret og aarsvæksten og udsigterne for landmanden. Imidlertid gik dage og uger hen, før jeg fik det nødvendige overblik, og som det pleier at gaa kom andre sagkyndige mig i forkjøbet. Nu kan endog det uøvede øie se, hvorledes aaret arter sig. Forsmaar De alligevel ikke dette sildige bidrag, kan jeg melde tørt og varmt veir paa begge sider af Sankthans. Bønderne er som bekjendt af den anskuelse, at det aldrig kan regne nok paa forsommeren, men iaar overhørte Vorherre deres betænkeligheder. I hele juni hersket varagtig solgangsveir, og omsider blev himlen ganske mat under kuplen af al den hede, som boret sig ned gjennem luften. Det blev tørt, saa volden sved paa grundt land, og i vor brønd var vandet minket ned til den rustne bærme, saa vi for alvor tænkte paa at misbruge seltersvand til kaffekogning.
Men slaamaskinen den knepret ivrig over engene, og livet gik sin store gang gjennem blomstringens maaned.
Og endelig slog det om til østenvind, og den kommer paa disse kanter bestandig med regn. Alt regn her er af svensk oprindelse. Og spør De fremdeles om aarsudsigterne, svarer vi derfor tak bra. Det blir et ualmindelig godt høiaar, og poteterne staar pent i blom og med stort ris; havren er vi ogsaa fornøid med, men jordloppen har faret slemt frem mod turnipsen. Idag regner det som sagt, og vi er desuden inde paa det høisommerlige groplan, da alt sker og skrider af sig selv, og vi mennesker bare i velbehag har at vente og betragte og gjerne for den sags skyld skrive lidt, medens vi alligevel røger vor pibe. Havde det været pent veir, skulde vi plukket aamer af kaalen.
Naturen elsker jo alle lige høit, eller den elsker ingen. Dens væsen er summa indifferentia. Men for et hildet øie kan det se ud, som om den har en viss forkjærlighed for alle parasitiske existenser og som om den i al sin ophøiede ligegyldighed ser skjævt til vore anstrengelser for at holde jorden under kultur. Den saar klinte i vor aker som fienden i parablen, og alt ukrud er uimodstaaeligere i sin udbredelse og lykkeligere i sin trivsel end de vækster, vi mennesker prøver at opelske. Og lykkes det os nogenlunde at holde ugræsset stangen, udkommanderer naturen en ødelæggelsens reserve av specialvaaben: den sender jordlopper mod turnipsen og aamer mod kaalen, den arbeider med stikkelsbærdræbere og eplespindere og holder saavidt muligt en særlig kvalificeret snylter for hver planteart. Og hvor ømt sørger den ikke for krybets velbefindende! Kan nogen skabnings afkom opblomstre i gunstigere forhold end eplespinderens? Med flor om vuggen svaier det i den sagte sommerluftning paa kvistene, og det er sørget viseligen for, at de elskelige millioner smaa ikke skal savne rigelig og kraftig næring under opvæksten. Og der havde jeg saaet romainesalat paa en liden god jordflek. Den vokste og skjød blade og blev ombundet og var sprød og saftig som Romaine alene kan være. Saa kom fienden. Plante efter plante faldt hen i slappelse og vanmagt og visnet, og saa vi efter, hang der i roden af hver eneste en liden gourmand af en maddik, gul og fed af vellevnet som den japanske gud Hotei og opfattende hele salatplantningen som et behagelig offer af en troende.
Det er under slige omstændigheder man ser sig om efter en ny næringsvei. Eller gaar ud i marken og besøger de oprigtige skadedyr.
Min hugorm maa have formeret sig flittig ifjor, for nu vrimler det af unge slanger paa Paradislandet. De lever et ørkesløst og sorgfrit sportsliv sammen med sin gamle paa bekostning af den dvælende paddebestand om et indtørket vandsig. Disse padder har i den tørre tid gjerne siddet mugne og indskrumpede i skumringen og sukket efter regn. Og før de rigtig fik suk for sig var allerede en og anden af dem spist. Vedkommende havde visselig lidt af overflødig næringssorg. Her paa Paradislandet findes heller ingen af ormenes argeste fiender, ingen pindsvin, og maur bare enkeltvis — formodentlig ensomme forskere, som i ferien er ude og lufter sin videnskab. Først i mai gik der foruroligende rygter om, at en ærværdig maurtuve, som i umindelige tider havde staaet ubeboet, var under restauration paa privat initiativ. Men allerede inden den en og tredivte, da braatebrænding ifølge loven ophører, var jeg tiltraadt som konstitueret forsyn og havde beroliget gemytterne. Vi her paa Paradislandet ønsker ikke, at der skal lappes paa ruiner, vi foragter historiske falsa, og med al den aktivitet, endel ubetimelige dyr udfolder, nærer vi individualister ingen sympati.
Desværre forfølges nu ormene ogsaa i aviserne, og Kristian Gløersen indstiller dem til udryddelse. Jeg tror vi er for uvorne med vore skadedyr. Vi skrider ind med vigtige politiminer og forstyrrer den skjønne ufred i naturen. Selv har jeg aldrig kunnet bekvemme mig ind i noget selskab for dyrenes beskyttelse, da rovdyrene, de ensomste og mindst lykkelige dyr, ikke er taget i venlig betragtning. Desuden findes der ingen grei metode til at beskytte det ene dyr uden at forulempe det andet. Jeg gaar ikke saa langt som til at tage parti for krybet mod de ædlere dyr. Jeg vil ikke have alle hestestemmer imod mig ved at varetage klæggenes interesser; jeg favoriserer kattefamilien paa trods af rotternes misbilligelse, og hoteien i min salat svider jeg ved sagte ild. Men i sin almindelighed er det vistnok gavnlig, at arterne faar nogenlunde frit spillerum især i et land, hvis fauna er tynd og tam. Det vilde være trist aldrig at se en seilende høk i luften eller en hugorm ringe sig under lyngen. Alt det harmløse har en saa umaadelig og triviel overmagt. Vi kan med god samvittighed levne lidt igjen af det som har brod og klo. Derfor glædet det mig, at en bonde fra Salten lagde et godt ord ind for bjørnen — bjørnen som deroppe rusler omkring og tager sig af tingene aldeles som i Asbjørnsens eventyr. Den havde ogsaa taget sig af en gjeit, som gik i aakeren og ikke undsaa sig for at æde af potetrisene. Og man mærket paa alt det bonden sagde, at han var gruelig glad i bjørnen. Men en slig mand er sjelden og seværdig som et stort gammelt træ.
Ja, ogsaa om trærne har der været skrevet adskillig i den senere tid, og medens jeg husker det, vilde jeg gjerne stemme i med. Der er vel intet land, hvor træerne frister en kummerligere lod end i dette. Jeg regner ikke gran og furu, de upersonligste og selvfølgeligste af alle træsorter, i hvis sturende masser øksen gjerne for mig maa lyse op. De lever ikke individuelt, de mærker ikke videre til aarstiderne, de er saa godt vinterklædt om sommeren, at de sveder som bønder, der aldrig løser paa halsekluten, og de bærer tilskue alt det fordystrede alvor, som nu engang præger majoriteten hertillands.
Nei, jeg tænker paa de egentlige trær, de løvede, levende, visnende, hvis safter flyder i ujevnt løb, svulmer eller svinder, og hvis liv har større mening og skjønhed og er saa meget rigere i sommerlig utfoldelse, fordi denne er stakket og forkrænkelig. Og jeg tænker især paa de aldrende trær, de kronede, som overalt ellers i verden fredes og elskes af menneskene, fordi de har overlevet slægt efter slægt og suser af minder.
Jeg husker Drachmann engang sagde, at det som mest forstemte ham i Norge var den historieløse melankoli, som ruger over landet. Han tænkte kanske paa vore byers tarvelige nybyggerkarakter, paa den selvtilfredse beskedenhed og demokratiske nullitet i alt det nye og armoden paa gammelt. Men trærne bygger sig selv, bare de faar fred, og den luksus at eie store trær skulde vi unde os. Den vilde sprede melankolien.
Til Gammelenglands historie hører ekene saavist som katedralerne, og det danskeste af alt dansk er de ældgamle bøge. I vort land er et gammelt træ en sjeldenhed. Tømmerbondesynet og nytteegoismen har raadet for vor trækultur, og kan en arkitekt ikke bygge et hus, er han ialfald mand for at hugge ned en allé.
Jeg gik daglig forbi en bondegaard, hvis eneste pryd var en mægtig ek, der skjærmet huset som en evig velsignelse. En morgen laa den fældet, og bonden stod og flaadde barken af de vældige, afsagede grene. Men huset havde skiltet udseende. Det glante tomt og frækt ud i veiret med sine uskyggede vinduer som om det vel endda var hus for at vise sig . . . Der var god pris i garverbark om dagen, derfor tilintetgjorde bonden paa én dag hundrede trofaste somres værk.
Men et folk, som ikke bevarer trærne, lever fra haand til mund, barbarisk, hver generation for sig, i taabelig hæseblæst af modernitet og amerikanisme. Det er istand til alt, ogsaa til at kaste væk sin digtnings, sin tankes, sine minders sprog.
Præterea censeo. Her er det bedst at slutte, her lige paa randen af maalstrævet og langt væk fra aarsvæksten, som det egentlig var meningen at skrive om.