Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/67
67de Kapitel.
Slutning.
Det var et Aar senere, en straalende Sommerdag. da Godseier Gilbert Rambøll og Fru Maggi skulde tage sig en Spadsertur ud.
Haakon Rambøll var død stille og lykkelig ivaares.
Førend Egteparret gik ud, var de inde og saa til deres lille Haakon, kun to Maaneder gammel, som laa i Vuggen. Tæt ved sad hans blide, gamle Barnepige — Enkefru Larsen.
Hvor glædet hun sig ikke ved Gilberts og Maggi Lykke. Dette gjorde ogsaa Onkel Elias, som havde taget fast Ophold paa Lindevold.
Hvem skulde vel tro at det unge Egtepar denne tindrende Sommerdag gik ud for at tage Afsked med en Døende.
Det bar over Veien ind i Skogen henad den Sti, som de to havde gaaet første Dag de blev kjendte.
Som de naaede frem mod Stenmuren, maatte de strax erindre Hugormen fra ifjor.
Oppe paa Høiden over Stibækken kneiste en hvidmalt Villa med høie Vinduer mod Solsiden. Gilbert havde ladet den bygge til to Kvinder, som var hans Hustru kjære – Gerda Sundstrøm og Agnete Hagemann. Begge var de komne syge hjem fra Amsterdam – Agnete lidende af en stærk Grad af Nervøsitet, Gerda med en Brystsygdom. Skogen, Luft og Solskin skulde virke gavnlig for dem begge. Agnete var i god Bedring medens Gerda havde faaet galloperende Tæring og skulde dø.
Ude i Svalen modtog Agnete Gilbert og Frue og førte dem ind i det store lyse Værelse, hvor Gerda laa i Sengen med de hvide Lagener.
Men begge blev de overraskede ved at se hende nu, der var saadan Glans i hendes Øine, saadan Rødme i Kinderne.
Maggi tog hendes Haand i sin og sagde:
„Kjære Gerda, du ser rent kjæk ud. Jeg tror alligevel at du staar det over.“
„Ja, jeg føler mig saa vidunderlig let idag,“ svarede Gerda, „jeg synes jeg kan staa op.“
„Det bør De ikke gjøre,“ sagde Gilbert, „men jeg tror ikke, der er nogen øieblikkelig Fare.“
„Nei, Hr. Rambøll,“ svarede Gerda med et sælsomt Smil, „hvad Fare skulde det være: Er da Døden nogen Fare, nogen Ulykke for et skjæmt Liv? Nei, det er den høieste Lykke, som tænkes kan. Jeg er glad for du kommer, Maggi, du og din Mand, nu Livslampen min blusser op for sidste Gang.“
„Er det saadan!“ sukket Maggi sørgmodig.
„I Udlandet, ser du, var jeg ræd for at dø,“ vedblev Gerda. „Der ligger Rædsel i Tanken paa Døden, naar ens Liv er fyldt af Synd, Bitterhed og forstenet Smerte, saa Vorherres Aasyn synes skjult for en. Men efter jeg levet mig ind i denne Naturens velsignede Fred og fik Ro i min Sjæl, fandt jeg min Barnetro igjen. Du, Agnete, skal fortælle om hvad vi talte om inat,“ tilføiet hun med træt Stemme.
„Det var om den Mission jeg skal tage op,“ sagde Frøken Hagemann. „Min Sorg var saa stor at jeg ønsket mig Døden, men nu synes jeg at jeg har faaet noget Stort at leve for. Tænk paa alle de unge Piger som kommer ud fra Hjemmene friske, rene og blomstrende, og ledsagede af Forældrenes kjærligste Ønsker skal tage Livskampen op. Saa lokker Udlandet dem med gyldne Løfter fra falske Slangetunger til Skjændsel og Undergang. Ny synes mig det ædleste Formaal jeg kan vie mit Liv til, er at virke til Værn for vort Lands unge Døtre. At samle kjække, ædle Kvinder hele Landet over til et mægtigt Forbund til Værn og Beskyttelse om Norges unge Piger, at holde Foredrag for dem, belære og oplyse dem i saa Maade og søge Forbindelse med lignende Kvindeforeninger i Udlandet.“
„Ingen heller end ieg vil deltage i et saadant Forbund,“ faldt Maggi ivrig ind.
„Det vil jeg ogsaa gjerne støtte paa min Maade,“ erklærede Gilbert.
„Og jeg kan ikke gjøre andet end bede Gud velsigne Eders Virke,“ næsten hvisket Gerda, hvis Kinder tog til at blegne. „Han vil blive den stærkeste Magt i Eders Forbund. Saa nu Farvel og tak for alt godt.“
Det var de sidste Ord Gerda sagde. Blidt sluknet hun, som Solen sænket sig over de mørke Skoge og Siljekrattet om Stibækkens blanke Sølvbaand.
Ende.