Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/66
66de Kapitel.
Stor Lykke.
Vi hørte at gamle Rambøll ikke havde nogen Tanke paa at det var en ny Maggi West, som kom op til ham hin Aften. Han skulde heller aldrig faa vide noget om det bedragerske Spil, som var drevet i hans Hus.
Det var tre Dage efter, at Gilbert traadte ind til sin Onkel, høist alvorlig saa han ud.
Godseieren maalte ham med et forskende Blik og sagde saa:
„Hvad er det paafærde med dig, Gut?“ Gilbert satte sig ned ved Sengen.
„Det er det Onkel, at jeg er forelsket.“
„Du forelsket?“ raabte den Gamle. „Det var kanske derfor du var saa hastig til at slaa op med Kathinka!“
„Det var det ogsaa. Men denne min Forelskelse er flere Maaneder gammel, maa du vide.“
„Hm—m. Og hvem er det, som du er forelsket i, Gilbert?“
„I Maggi West.“
„Er du gal Gut?“ fo’r den Gamle op.
„Nu, rentudsagt har vi to tidligere engang været forlovet.“
„Forlovet, siger du? Dette bliver min Tro værre og værre.“
„Ja, ser du, vi mødtes tilfældigvis oppe i Skogen ved Stibækken og forelsket os i hinanden, forlovet os saa snart derefter. Men hemmelig maatte det jo være, hun var kun en fattig Pige. Saa lagde andre Folk sig imellem med Ondskab og Intriger.“
„Andre Folk? Hvem kunde det være?“ spurgte Godseieren ivrig.
„Jo, den Mand, hvem jeg har regnet for min Ven, nemlig Widding.“
„Ah, hvad siger du?“
„Ja, han er en af Kristiania værste Sjofelister.“
„Og hvad var det for Intriger?“
„Widding sammensvor sig med andre Skurke og søgte at ødelægge Maggis gode Navn og Rygte og bring hende i Fordærvelse. . . “
„Nei, nu gaar det rundt for mig!“ raabte den Gamle og greb sig over Panden.
„Kjære Onkel, lad mig slippe for at gaa nærmere ind paa al denne Elendighed. Spar ogsaa Maggi for at dette skal nævnes.“
„Ja ja, men til Sagen! Du og Maggi har forlovet Eder paany?“
„Ja, Ondskaben havde skilt os ad, men vi fandt hinanden igjen her paa Lindevold. Malms Samtykke har vi allerede, og nu beder vi om dit, Onkel.“
Bevægelsen overvældet den gamle Mand, saa han foreløbig ikke kunde faa et Ord frem.
Endelig tog han med skjælvende Stemme tilorde:
„Jeg giver Eder af Hjertet mit Samtykke. Ring nu og faa Maggi og Malm hidop – saa maa vi faa Vin til at drikke Eders Skaal.“
Gilbert greb i Klokkestrengen.
Snart efter viste Maggi og Malm sig, og det var en bevæget Stund, da den Gamle gav de Forlovede sin Velsignelse.
Saa drak de Skaalen.
Gilbert var i Forveien bleven enig med Malm om at Forlovelsen skulde meddeles Godseieren paa denne Maade, da de ikke vilde trætte og plage ham med lange Beskrivelser af alt, hvad Maggi havde gjennemgaaet, og hellerikke Kathinka Lyhr skulde trækkes op i det.
Og Godseieren forlangte ikke at vide mere herom. Han var bare glad ved det, som var skeet.
Saa aftaltes det, at Brylluppet skulde holdes i en nær Fremtid.
„Nu er alt saa godt, som det kan være,“ sagde Gilbert til Maggi, da de siden om Eftermiddagen gik nedover Haven sammen med Maggi.
Pludselig stanset han udenfor Jasminlysthuset, idet der drev et dystert Udtryk over hans Ansigt.
„Hvad er det, Gilbert?“ spurgte Maggi med et kjærligt Blik paa ham.
„Det var en Erindring, der pludselig kom over mig. Følg mig herind, skal jeg fortælle dig det.“
De fulgtes ind i Lysthuset og satte sig Side om Side paa Bænken.
„Jeg er ikke kommen til at nævne dig om dette før, Elskede,“ sagde han. „Jeg har aldrig som mange af min Samfundsklasse gjør, hengivet mig til Nydelsen af stærke Drikke i overdreven Grad. Men dengang jeg mistet Troen paa dig, begyndte jeg i min afgrundsdybe Sorg og Smerte at ty til Alkoholen for at søge Glemsel. — Skurken Widding tilskyndet mig ogsaa til det. Saaledes kom jeg ind paa denne skjæve Bane og med det Mellemrum, da jeg laa syg, du ved, fortsatte jeg hermed, ligetil jeg fandt dig igjen i Amsterdam – da var det, som det Hele faldt væk af sig selv, jeg tabte al Lyst til saadant.“
Alvorlig havde Maggi lyttet til, nu sagde hun:
„Du siger at du søgte Glemsel paa den Maade. Min Sorg over dig var vel ikke mindre, og mangengang ønsket jeg mig kun at søge Glemsel i Døden.“
„Men du behøver ikke at være ræd for at jeg i Fremtiden skal forfalde til Drukkenskab.“
„Nei, kjæreste Gilbert da.“
Der fulgte en lang, lang Pause.
Gilbert saa, at Maggi stirret saa underlig drømmende fremfor sig.
„Hvad tænker du paa?“ spurgte han.
„Paa en Drøm, som jeg engang havde,“ svarede hun.
„Fortæl mig den!“
„Jeg syntes, jeg kom opover en Skogbakke og saa en ung Mand sidde ind mod et Stengjærde en Mand, hvem jeg aldrig havde seet før, men jeg mærket mig hans Ansigt og Træk saa tydelig.“
„Og næste Dag, jeg var i Skogen, fik jeg opleve min Drøm. Ind mod Stengjærdet sad den unge Mand lyslevende, og det var dig Gilbert.“
„Ah, nu erindrer jeg det!“ smilte han. „Det var da Hugormen bed dig. Ja, visselig var det forudbestemt, Maggi.“
„Og hvem kunde da ane?“
„Ane — hvad?“
„At du var min Fætter og jeg din Kusine,“ smilte hun.
„Ja, underligt gaar det til her i Verden,“ vedblev han. „Det var nu saa bestemt Maggi at vi skulde finde hinanden.“
„Men saamegen Kamp laa der imellem!“ sagde hun.
„Desto skjønnere er Seiren. Desto kjærere er du mig Maggi.“
„O Gilbert! Gilbert!“
Og de omfavnet hinanden heftigt.
Da de siden gik opover Terassen kom just Elias Malm ud af Glasdøren.
„Du Maggi, der sidder en Dame inde og venter paa dig,“ sagde han.
„Hvem er det, Onkel?“
„Se selv.“
Hun gik ind i Havestuen.
Doktor Aagot kom hende imøde og omfavnede hende.
Elias Malm kunde ikke forsone sig med den Tanke, at Maggis Dobbeltgjængerske skulde gaa fri omkring i Kristiania. Han udsendte en Detektiv efter hende.
Først efter en Maaneds Forløb fandt denne hende.
Malm havde en Samtale med Lona og forlangte at hun skulde drage til Amerika. Hun var villig.
Under Overreisen did blev hun bekjendt med Lorents West, der reiste med samme Skib.
At han strax blev glad i Maggis udtrykte Billede, siger sig selv. Og Lona kom til at like ham.
En Maaned senere var de lykkelige Egtefolk.