Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/65
65de Kapitel.
Lonas Flugt.
Midt i Faren glemte ikke Lona Blessing sin Forsynlighed, som hun styrtet ud forfulgt af Elias Malm.
Hun vilde redde, hvad reddes kunde, før hun forsvandt fra Lindevold.
Hun søgte hastig sin Tilflugt i et tæt Buskads ned mod Haven.
Her blev hun siddende, indtil hun saa Malm opgive sin Søgen og vende tilbage gjennem Stordøren.
Nu reiste Lona sig op og ilede rundt Bygningen til den Fløi, hvor hun havde sit Værelse, og det lykkedes hende ubemærket af nogen at slippe ind der.
Hastig tog hun til at pakke sine bedste Klæder ned i en stor Haandkuffert og passet vel paa at medtage sine Penge og Smykker.
Med Kufferten i Haanden skjød hun som en Pil ud i Haven, kom sig over Gjærdet, ud paa Engen og skyndte sig ind i Skogen, hvorved hun naaede frem mod Storveien, ikke langt fra Lindevoldsporten.
Hun satte sig ned i en tæt Trægruppe og overveiet, hvad hun nu skulde gjøre.
Komme sig væk og skjule sig et eller andet Sted, det vilde hun gjøre, men det var ikke saa let.
Spørgsmaalet var nu, om man vilde sætte Politiet paa hende uden Ophold.
Med et kom hun til at tænke paa Giften, hun havde blandet i Widdings Absinth, og hun grebes af en forfærdelig Angst for Opdagelsen.
Det lovede hun for sig selv, at før hun skulde fængsles som Morderske, vilde hun tage Livet af sig.
Maaske var han allerede død.
Længe, længe blev hun siddende her og grundet paa, hvad hun vel skulde gjøre.
Nu lød der Skridt paa Veien.
Hun tittet frem.
Det var Tjeneren Robert, en Person, som altid havde vist sig meget høflig og opmærksom mod hende.
Uden at tage Kufferten med, traadte nu Lona raskt frem.
Det gav et Sæt i Robert ved det pludselige Syn af hende.
„De her, Frøken!“ raabte han.
Hun saa paa ham at han intet vidste om hvad var hændt paa Lindevold i Løbet af sidste Time.
Raskt undfanget hun en Plan.
„Hør, Robert,“ sagde hun til ham, „nu skal De faa denne Femkrone af mig, om De vil gjøre mig en Tjeneste og det i største Hemmelighed.“
„Jo da, Frøken West.“
„Det er en Ting jeg endelig vil have fat i, nemlig en Flaske Absinth, som staar oppe paa Hr. Widdings Værelse.“
Robert lo.
„Jeg skal forsøge at hente den.“
„Men ikke et Ord til nogen om dette.“
„Nei, vist ikke.“
„Jeg venter Dem her altsaa.“
Han skyndte sig afsted. Lona krøb atter i sit Skjul.
Snart efter lød der Vognrammel.
Hun tittet frem.
Der kom Widding kjørende. Han saa munter ud og syntes at være i bedste Velgaaende.
„Robert er kommen forsent, nu har Widding Flasken med sig.“ tænkte hun. „Nu har han Widding bestemt Flasken med sig.“
Hun var paaveie til at løbe frem og tale med ham og advare ham. Men hun besindet sig.
Vognen kjørte videre.
En liden Stund efter kom Robert løbende med Tungen ud af Halsen.
„Her er Flasken,“ sagde han, „men den er tom, den laa og flød udover Gulvet. Hr. Widding er nok kommen til at støde den overende, da han pakket sine Sager.“
Lona trak i Stilhed et Lettelsens Suk og modtog den tømte Flaske.
„De saa vel Widding reise.“
„Jeg gjorde det,“ lød Svaret. „Men han saa ikke mig.“
„Jeg skulde næsten tro, at han er reist for Alvor,“ fortsatte Robert. „Det var noget rart med ham. Jeg tror, det er forbi med Venskabet mellem Kandidat Gilbert og ham.“
„Det samme tror jeg, men altsaa intet Ord om dette.“
„Jeg skal tie som en Mur, Frøken West,“ forsikret han.
Hun nikket og stak ind i Krattet.
„Det var nok noget galt med hende ogsaa,“ mumlet Robert og vendte tilbage til Herregaarden.
Lona Blessing satte sig ned paa sin Kuffert.
„Saa slap Widding godt fra det,“ mumlet hun for sig selv. „Men har nu Malm og Rambøll ladet Naade gaa for Ret og sparet ham, saa maa de jo ogsaa spare mig. Altsaa kan jeg ikke have noget at frygte af dem.“
Men Widding vil jeg ikke have mere at bestille med, det er sikkert nok.
Hvor skal jeg nu gjøre af mig?
„Indover til Byen maa jeg for det første.“
Hun reiste sig, tog sin Kuffert i Haanden og gik ivei.
Da hun havde gaaet et Stykke, indhentedes hun af en Bonde som hun akkorderede med om at faa kjøre med ham ind til Byen.
Her tog hun ind paa et mindre Hotel.