Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/61
61de Kapitel.
Lyn paa solblank Himmel.
„Jeg forstaar mig ikke rigtig paa det,“ sagde gamle Rambøll til Elias Malm, da denne aflagde ham en Visit. „Det er mig ligesom ikke muligt at faa Maggi til at blive rigtig fortrolig med mig, og det forekommer mig ofte at være noget kunstlet over hendes Væsen.“
„Hun føler sig vel endnu fremmed overfor dig mente Malm. „Du skal se, det jevner sig nok med Tiden.“
„Jeg vil haabe det, Elias. Jeg synes hun var saa underlig febrilsk idag.“
„Det samme har jeg bemærket. Og jeg tror, det kommer af at Kjærligheden har vaagnet i hendes unge Hjerte.“
„Til hvem?“ udbrød Rambøll.
„Til en Mand, som jeg tror, elsker hende igjen.“
„Og det er?“
„Doktor Lind.“
„Det glæder mig virkelig at høre. Doktor Lind er en brav og dygtig ung Mand.“
„Ja, jeg liker ham udmærket.“
De talte om forskjellige andre Ting, hvorpaa Malm fjernet sig.
Han skulde bare vidst, hvorfor hans formentlige Søsterdatter var saa febrilsk.
Denne Eftermiddag havde hun listet sig ind paa Widdings Værelse og blandet Giften i hans Flaske Absinth, og hun ventet sig at han vilde nyde af denne inden Dagens Udløb. Saa blev hun fri ham, og selv om det opdagedes, at han var omkommen ved Gift, vilde det vel ikke falde nogen ind at mistænke hende, Lona Blessing, for det.
Nu var det ti Dage siden Widding modtog omtalte Telegram fra Kørner, og de første Dage efter havde han ventet paa at Budskabet om Gilberts Død skulde komme hid. Da intet saadant indløb, havde han telegraferet til Kørner. Forgjæves ventet han paa at faa Svar tilbage. Nu kunde han ikke forklare sig det anderledes, end at Kørner var bortreist, og Gilberts Lig enten ikke var fundet, eller det var fundet men ikke identiceret.
Widding havde fortalt Frøken Lyhr om at Gilbert var reist til Amsterdam, sikkerlig for at søge Maggi West der. Denne Efterretning virket beroligende paa Kathinka. Naar Gilbert kom hjem og fandt Maggi paa Lindevold, vilde hun ikke bryde sig om ham, hun Widdings hemmelige Forlovede, og saa blev han kureret for denne Lidenskab engang for alle. Ifølge denne Kathinkas Beregning var hun sikker paa at vinde Gilbert tilbage.
Malm var gaaet ned i Dagligstuen, hvor Lona, Widding og Frøken Lyhr opholdt sig, og strax efter samledes de om Kaffebordet.
Nogen synderlig belivet Samtale kunde ikke opstaa her, da flere af disse Personer havde gjensidig imod hinanden. Derfor føltes det behageligt at Selskabet fik en Tilvæxt i Dr. Lind, som pludselig traadte ind. Han maatte ogsaa tage Plads ved Bordet.
„Har De hørt fra Gilbert?“ henvendte han sig strax til Kathinka.
„Nei, ikke et Ord,“ svarede hun. „Men han har det nu ikke med at skrive Breve.“
„Jeg haaber, han trives oppe paa Sanatoriet,“ vedblev Doktoren.
„Det er vel just derfor han ikke skriver,“ faldt Widding ind. „Men nu tænker jeg med det første at tage en Trip op og se til ham.“
Man kom ind paa andre Emner, spiste hjembagte Kager, drak Kaffe og nippet til Cyrasaaglassene.
Hvordan det nu faldt sig, kom man til at tale om stærke Ligheder mellem Personer, som ikke var det mindste i Slægt.
„Ja.“ sagde Widding, „man siger jo at hvert Menneske skal have sin Dobbeltgjænger.“
„Da har nok Maggi sin,“ sagde Malm, „thi her forleden da vi var i Byen og stak ind paa en Automat, kom en Herre hen til os og hilste Maggi som Frøken Blessing. Jeg oplyste ham om Feiltagelsen, men han paastod absolut at Maggi var Frøken Lona Blessing, som havde været i hans Forretning som Retouschererske. Maggi og jeg fik dog tilsidst overbevist ham.“
„Det maatte virkelig være en uhyggelig Lighed,“ erklærede Kathinka, som vel af Widding havde hørt omtale bemeldte Lona Blessing men mindst anede at det var denne Dame, som i dette Øieblik sad overfor hende.
„Uhyggelig.“ gjentog Doktoren. „Nei, det maatte være en misundelsesværdig Lighed.“ Og han sendte Lona et varmt Blik. Widding saa det og rynket Brynene.
Da gik Døren op, og ind dukket en slank elegant klædt ung Mand.
Synet af ham fik baade Lona og Widding til at blegne, medens der gik en nervøs Rykning over Kathinkas Ansigt.
Den Indtrædende var Gilbert Rambøll.
Alle reiste sig fra Bordet.
„Goddag, Gilbert!“ raabte Kathinka fornøiet.
„Goddag,“ sagde han med et kjøligt Nik.
Saa kom Lind og rakte ham hjerteligt Haanden.
„Nei, hvor du ser frisk og kjæk ud. Man kan da se, at Luften paa Sanatoriet har bekommet dig godt.“
„Storartet!“ smilte Gilbert.
Men da nu Widding kom til ham glisende med Tænderne og med fremrakt Haand, holdt Gilbert sin tilbage.
Derimod gjengjældte han hjertelig Elias Malms Haandtryk. Nu sagde denne:
„Maa jeg presentere – Min Niece Frøken Maggi West — Hr. Kandidat Rambøll.“
„Deres Niece!“ sagde Gilbert uden at bukke, „hendes Navn?“
„Maggi West,“ svarede Malm.
„Nei!“ raabte Gilbert. „Dette er ikke Maggi West!“
Disse Ord virket som et Tordenslag paa flere af Selskabet.
Lona stod der med kridthvidt Ansigt og syntes færdig at synke tvers gjennem Gulvet.
„Hvadbehager, min Herre,“ sagde Malm forvirret. „De vil paastaa . . .“
„At dette ikke er Maggi West ja, saa meget hun end ligner hende. Dette er en Bedragerske, som Widding har ført hid og udgivet for Maggi. I hvilket Øiemed ved jeg endnu ikke rigtig.“
Malm greb sig over Panden.
„Har jeg . . virkelig . . ladet mig føre bag Lyset, stødte han Ordene frem. „Skulde dette være . . en vis Lona Blessing!“
„Du store Himmel, det er umuligt!“ skreg Lind næsten fortvilet op.
Da brast Lona i Graat.
„Tal, hvem er du?“ skreg Malm og greb hende i Armen og rystet hende.
„Jeg — er — Lona — Blessing!“ higstet hun. „Jeg havde aldrig fundet paa dette af mig selv, men det var Widding som satte mig op til det og stelte det saadan at De, Hr. Malm, skulde finde mig og gjenkjende mig ved min Lighed med Deres afdøde Søster.“
„Elendige Bedragerske!“ brølte Malm. „Og De, Kjæltring!“ lød det til Widding. „Jeg lader Eder begge arrestere.“
Widding satte et frækt Smil op, medens Lona skjalv af Rædsel. Og førend nogen kunde forhindre det, fo’r hun til Døren, rev den op og smuttet ud.
„Stans hende!“ skreg Malm og styrtet efter hende, men uheldigvis snublet han og faldt i Gulvet. Han kom sig op igjen og ilet ud.
„Det er skrækkeligt, hvad jeg har hørt,“ sagde Lind med næsten tonløs Stemme.
„Jeg har ingen Del i dette.“ erklærede Kathinka idet hun nærmet sig Gilbert.
Han svarede ikke, maalte hende kun med et koldt Blik.
Nu vendte Malm tilbage og sagde anpusten:
„Jeg fandt hende ikke — hun er nok kommen sig afsted.“
„Lad hende fare,“ sagde Gilbert. „Hun har nok kun været et Redskab for denne Skurk.“ Han pegte paa Widding.
„Hvadbehager?“ skreg denne op i en indigneret Tone.
„Det behager mig at kalde dig en Skurk. Og nu skal du staa mig til Regnskab. Hvad har du gjort med Maggi West?“
„Jeg troede det var Maggi West, som løb sin Vei nu,“ lød Widdings frække Svar.
„Nei Tak Far! Du har øvet de skjændigste Intriger mod Maggi og sat Kronen paa Værket ved at sælge hende til Udlandet som hvid Slavinde.“
„Nei, vil man høre,“ lo Widding ironisk. „Hvem har indbildt dig dette?“
„Jeg kan bevise, at det er sandt.“
„Kom med Beviset.“
Uden at sige et Ord gik Gilbert ind i Havestuen og førte med sig tilbage en vidunderlig smuk, hvidklædt ung Pige, hvis Kinder bar Sandhedens blomstrende Farve.
Udraab af Forbauselse og Bestyrtelse lød fra alle Kanter.
Det var Maggi West.