Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/59
59de Kapitel.
Maggi fortabt.
Det var fjerde Dag Gilbert befandt sig i Amsterdam.
Hver Aften havde han nu i Følge med Detektiven streifet om paa Byens Pigehuse, hvor han væmmedes over Elendigheden og vendte fortvilet og nedbrudt tilbage til Hotellet.
Mere og mere begyndte han at frygte for at Maggi sletikke befandt sig her i Amsterdam, men var solgt til et andet Land. Ak, hun kunde forlængst være bukket under for disse skrækkelige Menneskedyr.
I sin fortvilede Sindstilstand satte Gilbert, naar han kom hjem om Natten, stærke Drikke tillivs for at faa Søvn – sov til langt udover Dagen og maatte atter søge Stimulancer.
Agnete Hagemann havde indlogeret sig her paa Hotellet — Gilbert havde tilbudt sig at lægge Penge ud for hende. De mødtes af og til i Hotellets Salon, og talte sammen. Hun søgte at trøste ham og indgive ham Haab; hun sørget ikke længere over Kørner nu hendes Kjærlighed var gaaet over til et rasende Had mod denne Mand, og hendes Hjerte var opfyldt af brændende Hævntørst.
Denne Aften havde Detektiven sendt Gilbert Bud om at han var hindret fra at ledsage ham, men havde opgivet ham nogle Adresser paa nogle offentlige Huse.
Gilbert havde iført sig sit Overtøi og gik ud gjennem Hotelrestauranten.
Der bemærkedes han af en sortskjægget Herre og en skjægløs rødhaaret Mandsling som sad ved et Bord.
„Der er han.“ hvisket den første, som var Kørner.
„Han gaar alene ud iaften — følg efter.“
„Han skal ikke undgaa mig!“ svaret Mandslingen med et hæsligt Smil og gik ud.
Det var en Irlænder, hvem Kørner havde loved til at rydde Gilbert afveien, en Snigmorder af Profession.
Idet denne gik nedover Trappen gled han og faldt.
Da han kom ud, var Gilbert ikke at se.
Ærgerlig saa Mandlingen sig om til alle Kanter.
Pludselig lyste haas Ansigt op.
Derhenne paa Hjørnet, hvor Hyrevognen holdt, saa han sit udsøgte Offer stanse og tænde en Cigar.
Irlænderen skjød Fart didhen.
Han naaede frem, just som den unge Mand steg op i en Vogn.
Irlænderen steg op i en anden Vogn og gav hvidskende Kudsken Ordre til at kjøre lige efter den, som nu rullet afsted og ikke tabe den afsyne.
Himmelen var overskyet, Vinden blæste i stærke Stød og snart begyndte det at smaaregne.
Mandslingen saa at Kaleschen blev slaaet op paa den Vogn, han forfulgte, men brød sig ikke om at gjøre det samme.
Nu bar det frem gjennem Gader og Stræder, mens det blæste og regnet stedse stærkere, og Mørket tog til at brede sig over Byen.
„Storartet Veir til min Bedrift,“ mumlet Irlænderen. „Han skal ikke undgaa mig.“
Efter ca. 25 Minutters Kjørsel holdt endelig den første Vogn udenfor et stærkt oplyst Hus, og Irlænderen saa den unge Mand stige ud, give Kudsken en Ordre og ringte paa Porten.
Mandslingen saa sit Offer forsvinde ind af Porten, medens Vognen ventet udenfor.
Nu lod Irlænderen holde, steg af og betalte Kudsken. Da denne var kjørt bort, stillet han sig ind mod Hushjørnet og holdt Øie med Porten.
Samme Dag var Maggi og Gerda Glevne førte fra Kjælderen op til sit gamle Værelse.
Fru Brauer havde meddelt dem, at de om Aftenen skulde gjøre Tjeneste.
Da det lød mod den Tid paa Eftermiddagen at Gjæster kunde ventes, listet Fru Brauer sig opad Troppen til de to Veninders Værelse og tittet ind gjennem en Sprække i Døren for at belure dem. Hun havde fattet en vis Mistanke til dem.
De to Piger sad Side om Side paa Sengkanten.
Der laa et Udtryk af dybt Sorgmod over Maggis smukke Ansigt.
„Hvordan skal dette blive?“ sukket hun i en fortvilet Tone paa Tysk, hvilket Sprog Veninderne ofte talte sammen, da Gerda havde saa ondt for at forstaa Norsk.
„Stol paa, hvad jeg har sagt,“ lød det fra Svenskepigen. „Du skal ikke lide nogen Overlast.“
„Om jeg kunde forsøge at spille vanvittig!“ vedblev Maggi.
„Det vilde falde dig meget vanskeligt. Ak hvor jeg var ræd for dig, dengang du havde drukket den røde Medicin, som var bestemt for din spanske Kavaler og du blev saa frygtelig syg. Den Medicin fik jeg af en tysk Apotheker, som kom hid. Han forklarie mig, hvordan jeg kunde gjøre en Uven syg ved at blande Medicinen i en Drik til ham.“
Som der pludselig var gaaet et Lys op for Fru Brauer, blev hun mørkerød i Ansigtet af Harme, og hendes smaa Griseøine skjød Lyn.
Samtalen derinde var stilnet af, men Fruen havde hørt nok. Hun listet sig nedover Trappen og gik ind til sin Mand.
Mellem dem førtes en kort, heftig Raadslagning.
„Hør nu, Maggi,“ sagde Gerda efterat Fruen havde forladt sin Lurerpost. „Jeg skal se at holde mig i Nærheden af dig dernede og ile dig tilhjælp, om jeg skjønner at din Ære staar paa Spil.“
Maggi hang trøstesløs med Hovedet. Gerda tog frem en liden Bog og gav sig til at læse i den.
Da fo’r hun pludselig op og slog sig for Panden.
„Det var en Idé!“ raabte hun.
„Hvad mener du?“ spurgte Maggi.
„Det glimtet frem for mig en Udvei til Frelse – en frygtelig Idé!“
„Hvad er det saa?“
Gerda vilde svare, men holdt inde, da der lød tunge Skridt opover Trappen.
Døren blev revet op.
Ind traadte Braner med en Ridepidsk i Haanden. Efter fulgte hans Kone. Begge saa ophidsede ud
„Nu du med din røde Medicin, som sætter den unge Gaas op mod os!“ brølte Fruen. „Det skal du faa din kontante Belønning for. Klæd af dig!“
„Nei, jeg klæder ikke af mig i Herrers Nærværelse,“ svaret Gerda, medens Maggi stod der stiv af Skræk.
Nu styrtet Fruen løs paa hende og rev Kjolelivet af hende, og derpaa Linnedet, saa hun stod blottet til Livet.
„Vogt Dem!“ hvinte Gerda.
I næste Moment greb Brauer hende i Skulderen lod Pidsken hvine løs paa hendes Ryg.
„Slaa hende ikke!“ graat Maggi og vilde lægge sig imellem, men Fruen greb hende brutal i Armen og slængte hende ned i den ene Seng.
Gerda bed Tænderne sammen, og ingen Smerteslyd kom fra hendes Læber, mens Slagene haglet ned over hendes hvide Legeme, saa der blev røde og blaa Striber, og Blodet flød.
„Se,“ skreg Fruen til Maggi, „se, hvad du har at vente dig, om du ikke blindt lystrer mig.“ Den unge Pige graat.
„Vil du nu frafalde slige Skøierstreger!“ skreg Brauer til sit Offer, idet han holdt inde med Slagene.
„Ja, ja!“ stønnet Gerda, Blodet flød hende nedover Ryggen.
„Og det skal være forbi det Maskepieri mellem Eder to,“ sagde Fruen, idet hendes Mand gik, „Du skal faa dele Værelse med nogen anden.“
Hun trak Maggi med sig ud og ind i Sidekorridoren, ind af en Dør.
Der sad en rødhaaret Pige med et grønligt udlevet Ansigt.
„Her er en Rekrut, som skal være din Kamerat,“ sagde Fru Brauer til den Rødhaarede, som slog op en spotsk Latter. Fruen gik.
„Sprechen Sie Deutsch?“ sagde den Rødhaarede til Maggi.
Denne nikket.
„Er det dig, som faar Krampe, bare Mandfolkene kysser dig?“ haanlo den anden.
Maggi svared hende ikke, hun satte sig stille ned paa en Stol, helt Dødsens fortvilet.
Snart lød buldrende Musik nede fra Salen, og den Rødhaarede tog til at gjøre Toilette.
Ti Minutter efter aabnedes Døren, Fru Brauer viste sig og vinket Maggi ud.
„Nu faar du værsaagod gjøre Tjeneste,“ sagde hun. „Her er kommen en russisk Oberst, som du skal vise dig elskværdig imod. Viser du dig modspænstig, saa faar du føle min Mands Hundepisk.“
Hun førte Maggi ned i Salen, hvor et lidet Selskab af Herrer og Husets Damer sad om et Bord. For sig selv i et Hjørne sad en svær, uniformeret, middelaldrende Herre med sort, busket Helskjæg og et koldt, haardt Ansigt præget af Raahed og Brutalitet.
Fruen førte Maggi hen til ham.
Hans Øine lyste sanselig op ved Synet af hende, han nikket og indbød hende med en Haandbevægelse til at sidde ned.
Han henvendte nogle Ord paa Fransk til hende, men Maggi rystet paa Hodet, som for at sige, at hun ikke forstod ham.
Nu skjænket han et Glas fuldt af Champagne og stødte sit ind mod det.
Maggi tog Glasset og nikket til ham men nippet kun til det.
Brauer gik gjennem Salen, og som han passerte forbi hende, hvisket han hende truende i Øret:
„Gjør din Tjeneste, eller du faar danse under Hundepidsken.“
„Har du da forladt mig, Gud!“ sukket hun for sig selv. Hendes Blik fløi flakkende over Salen, som søgende efter Redning.
Da saa hun en spids Appelsinkniv ligge paa Gulvet for hendes Fødder.
Hun slap sit Lommetørktæde ned, bøiet sig og tog det op sammen med Kniven.
Nu stod det fast hos hende, at før hun faldt for dette Umenneske, skulde hun støde Kniven i sit Hjerte. Hun befandt sig nu i et saadant Overmaal af Fortvilelse, at hun ikke længere var fuldt normal.
Russeren hævet Glasset mod hendes, dennegang tømte hun det ud.
Men da han atter vilde fylde hendes Glas, gjorde hun en afværgende Bevægelse.
Saa reiste han sig og bød hende Armen.
Hun fulgte ham ind i det samme Kabinet, hvor hun sidst havde været.
Nu udstrakte Obersten sine Arme imod hende. Hun veg tilbage og sendte ham et Blik, hvor hendes smukke Øine bønfaldt ham, om at lade hende ifred.
Han udstødte en hæs, raa Latter, som lagde hende at hun ingen Naade kunde vente sig af ham.
Han styrtet løs paa hende, men hun flygtet hen i en Krog, trak Kniven og rettet den mod sit Bryst med et Udtryk i sit blege Ansigt, der lod ham forstaa hvad hendes Mening var.
Han brummet en Ed i sit eget Sprog og talte endel Ord, hvormed han syntes at tilskynde hende til at lade saadan Galskab fare.
Men før hun vidste Ordet af det, blev hendes høire Arm grebet bagfra og Kniven vristet fra hende.
„Din Djævelskat!“ fræste Fru Brauer, der var dukket ind af en Paneldør. „Nu føier du dig, eller du skal skrige under Pidsken.“
Hastig forsvandt hun med Kniven.
I næste Moment styrtet Russeren sig over hende og knuget hendes slanke Legeme i sine stærke Arme, og hun kjendte hans hede Alkoholaande mod sit Ansigt.
„Hjælpl Hjælp!“ hvinet hun.
Ingen lod til at høre hende.
Han knuget hende vildt ind til sig og kysset hende brutalt, saa hun holdt paa at miste Pusten.
Og som han bar hende hen til Sengen, vidste Maggi, at hun var fortabt.