Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/58
58de Kapitel.
Gilbert hos Brauer.
Maggi blev liggende i samme dødlignende Dvale hele næste Dag og paafølgende Nat. Først om Morgenen derefter vaagnet hun til Bevidsthed og fandt Gerda siddende ved sit Leie.
„Jeg har vist været meget syg!“ sagde hun med mat Stemme, jeg kan ikke erindre noget siden – –“
„Du har nok været Døden nær, min Kjære, nu haaber jeg at du staar det over, men hvor kunde du nu falde paa at drikke af den røde Medecin – og tømme hele Flasken ud.“
„Jeg kunde ikke faa tømt den i dette Uhyres Glas,“ svarede Maggi, „og jeg vidste neppe hvad jeg gjorde, da jeg drak af den selv.“
„Kanske det alligevel var det heldigste. Nu maa du holde Sengen nogle Dage endnu, og jeg faar Frist til at handle.“
„Ak det ser saa sørgelig haabløst ud,“ sukket Maggi.
„Jeg skal redde dig!“ lød det energisk. „Tag det nu kun rolig.“
Hun bragte hende noget Bouillon, som Maggi drak, saa sovnet hun atter ind.
En Stund efter kom Fru Brauer ind og spurgte efter Maggis Befindende.
Gerda meddelte at hun var kommen til Bevidsthed, men var meget svag og atter sovnet af, vistnok svævet hun endnu i Fare, tillagde Gerda.
„Godt,“ sagde Koblersken. „Da blir hun nok frisk igjen — jeg tror, det var Spanieren, som vetteskræmte hende. Næste Gang faar vi lade hende faa en mildere udseende Kavaler, saa giver nok de Griller sig snart.“
Endnu i fire Dage blev Maggi liggende og gik stadig fremad i Bedring og tog Næring til sig.
Fru Brauer glædet sig herover. Da den femte Dag kom, traadte hun om Formiddagen ind til de to Piger og henvendte sig til Maggi:
„Nu faar du staa op og pynte dig, min Due, iaften maa du tiltræde din Tjeneste igjen.“
Maggi blev meget bleg og forfærdet, men nu faldt Gerda ind:
„Kjære, Tante Villa, hun er endnu meget svag og kunde kanske faa et Tilbagefald.“
Fru Brauer maalte Svenskepigen med et overrasket, mistænksomt Blik. Først nu faldt det hende ind at Gerda maaske hemmelig sympathiserte med Maggi, ja, hun spurgte endog sig selv om maaske ikke hele Maggis Sygdom var simuleret.
„Intet Sludder, Mamselle!“ sagde hun barskt til Gerda. „Nu staar hun op, ellers skal snart min Mands Hundepidsk lære hende noget andet.“
Maggi fo'r op af Sengen.
Fruen gik lige ned til Brauer for at meddele ham om sin Mistanke.
Efter hendes Bortgang vendte Maggi sig imod sin Veninde og hvisket fortvilet:
„Nu er alt ude.“
„Ikke endnu, svaret Gerda, hun sad med Blikket rettet stivt, grundende fremfor sig.
„Men det ser jo ogsaa ud som denne forfærdelige Kone har fattet Mistanke til mig – kanske til dig ogsaa.“
„Det synes at være Tilfældet – og da . . da maa der ske noget forfærdeligt for at redde dig fra det værste,“ tillagde hun, idet hendes Øine lyste uhyggeligt. „Jeg har ikke mere af den røde Medicin, og den vilde forresten ikke hjælpe det ringeste.“
„Hvad er det, du mener med noget forfærdeligt?“
„Jeg mener, at naar en ung uskyldig Pige som der bringes i saadan Nød af onde Mennesker, maa der gribes til et ganske forfærdeligt Middel til at frelse dig. Og det siger jeg dig, før du falder for en af disse Vellystlinger iaften, maa Vedkommende dø for min Haand.“
„O Gerda, det vilde jo være at begaa et Mord!“ stønnet Maggi.
„Et Mord i Nødværge!“ lo den anden koldt.
„Selv om du tror at kunne forsvare det, hvad gavner det os saa.“
„Nei!“ svaret Gerda, idet hun gik over Gulvet, „her maa noget større til for at bringe os i Frihed. Men jeg maa ialfald have Frist denne Nat over. Hold nu Modet oppe, min Kjære,“ tilføiet hun og lagde Armen om Maggis Liv.
„Det er sandt, Gud kan endnu hjælpe os – jeg glemmer ham næsten i al denne fortvilede Elendighed, som næsten er mere end jeg kan bære. Stundom frygter jeg for at gaa fra Forstanden.“
Og hun brast i Graat.
„Ja graat kun du, min Kjære,“ sagde Gerda uendelig bevæget og tog hende ind til sig, „graat kun og bed til Vorherre, kanske han hører dit Raab og frir dig ud af Nøden.“
„O Gerda, bed med mig.“
„Nei, mit Hjerte er altfor haardt og bittert til at jeg kan bede. Men bed du, som er god og uskyldig. – bed for os begge.“
Maggi knælte ned paa Gulvet og bad med lav Stemme, men saa varmt og indtrængende, at Gerda fik Taarer i Øinene ved at høre det.
Og Bønnen styrket Maggi og gjorde hende roligere tilsinds. Nu ordnet hun sig.
Formiddagen gled stille hen. Da de havde spist Middag sammen, viste Fru Braner sig, hun bar endel Tøi paa Armen og saa meget blid ud.
„Hør nu min lille Due,“ henvendte hun sig til Maggi. „Brauer har forespurgt sig hos en Læge om din Sygdom og forklaret ham, hvordan den artet sig. Lægen erklærtte, at det maatte være Tyfus.“
„O du store Alverden!“ skreg Gerda i forestilt Bestyrtelse. „Tyfus, denne farlige, smitsomme Sygdom!“
„Ja, den er meget farlig, meget smitsom. Hele mit Etablissement kan blive smittet – jeg grøsser bare ved Tanken paa det.“
„Da bliver vel jeg ogsaa syg,“ fortsatte Gerda.
„I maa isoleres begge to, baade Eders Tøi og Værelse maa desinficeres. Se her,“ tillagde Fruen, idet hun lagde frem det medbragte Tøi, „nu maa 3 skifte om fra Top til Taa og komme ned i et andet Værelse og tilbringe nogle Dage der. Se saa, rap Eder.“
Hun blev hos dem, saa de to Piger ikke fik Anledning til at meddele sig til hinanden, mens de klædte sig af og paa igjen.
Saa førte Værtinden dem nedover Trappen, kaldte paa en Pige til at bringe en Lygte, og nu bar det ned i Kjælderen, gjennem en lang, mørk Gang, der syntes ingen Ende at vilde tage.
Tilsidst stanset Fru Brauer ind mod Murvæggen, hvor der ikke syntes at være nogen Dør.
Hun trykket paa noget, og en vældig Kvadersten dreiet sig rundt, saa der fremkom en Aabning.
„Her skal vi ind,“ sagde hun.
De kom ind i en ny Gang og fulgte den til en Jerndør, som Fruen laaste op. Her var et fugtigt Kjælderhul uden noget Vindu, en Lampe brændte under Taget og Halvdelen af Gulvet optoges af et usselt Leie.
„Her faar I tage tiltakke!“ sagde Fruen, forlod dem og slog Jerndøren i Laas.
Da hendes Skridt forstummet i Gangen, vendte Maggi sig mod sin Veninde.
„Tænk, Lægen troede, at jeg havde Tyfus.“
„Nei, nu er du altfor troskyldig, Maggi,“ lo Gerda. „Skjønner du ikke at dette er et Fif.“
„Hvad skulde det være godt for?“
„Politiet maa have sat sig i Bevægelse, for at finde dig. Og nu skal der holdes Razzia her. Derfor skjuler Brauers os paa et Sted, hvor ingen kan finde os.“
„Men jeg forstaar ikke, hvem skulde have varskoet Politiet.“
„Det er vel nogen af dine Kjære i Hjemmet, der har anet Uraad og henvendt sig til Politiet.“
Maggi tænkte sig om.
„Da ved jeg ingen andre end Fru Larsen.“
„Iallefald har vi nu nogle Dages Frist. Saa kanske vi kan bite paa en Udvei.“
Gerda havde gjættet fuldstændig rigtig. Det var Frygten for Politiet, som fik Brauers til at sende de to Piger ned i Kjælderen.
Samme Dag havde Agent Kørner modtaget Widdings Telegram og kjørte til Brauers og bad dem træffe sine Forholdsregler, da en Nordmand vilde komme til Amsterdam for at opspore den unge Pige, som Fru Hinders havde solgt til dem, og Følgerne kunde blive yderst betænkelige for Egteparret. Altsaa maatte de holde sig forberedte paa at Politiet vilde holde Razzia i deres Hus.
Da Kørner Dagen efter saa Gilbert Rambøll støde sammen med Frøken Hagemann, blev Sagen endnu mere betænkelig.
Efterat Kørner som meddelt havde varskod Fru Hinders, tog han til Brauers og holdt Raadslagning med dem. Det blev nu aftalt, at Kørner skulde indfinde sig her de nærmest følgende Aftener for at være tilstede, naar Gilbert under Ledsagelse af en Politimand kom hid for at søge sin Elskede her og saaledes selv se til at denne Fare gled over. Kørner fandt det ved denne Leilighed klogest at maskere sig med sort Helskjæg.
Da Brauers Etablissement var et af de mest fashionable i Amsterdam var det høist sandsynligt at Gilbert vilde komme til at stille sine Undersøgelser her.
Kørner paatog sig en Tjeners Skikkelse hos Brauers. Og allerede anden Aften saa han Gilbert træde ind i Salen sammen med en elegant klædt Herre, hvem han maatte antage for Detektiv.
Gilbert henvendte sig til den formentlige Tjener, Kørner, med Forespørgsel om der ikke fandtes nogen norsk eller dansk Dame her. Denne svarede at dette ikke var Tilfældet.
Gilbert og hans Ledsager drak Champagne med Damerne og underholdt sig med dem, men som om de ikke følte sig tiltalte af nogen af dem, brød de hastig op og gik.
Saaledes var denne Fare fjernet. Brauer kunde atter uden Resiko lade Maggi West vise sig i Salonnen og „gjøre Tjeneste.“
Nu havde Kørner den anden Funktion tilbage, nemlig at sørge for at Gilbert ikke slap levende fra Amsterdam. Dette lod sig ikke gjøre, saalænge han havde Følge med Detektiven.