Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/57
57de Kapitel.
Den røde Medicin
Vi forlod Maggi West og Gerda som de indtog Middag paa deres fælles Værelse.
Efterpaa lagde de sig og hvilte. Maggi sov i flere Timer. Da hun vaagnet, var her tændt Lampe, og Gerda sad ved hendes Seng.
„Jeg hørte nylig Musik nede fra Salen,“ sagde hun, „og det varer vel ikke længe før vi bliver kaldt ned. De maa vise Dem fattet og rolig og danse og drikke Champagne. Siden fordeler Parrene sig i de smaa Kabinetter. De bliver ogsaa saadan alene med en Herre, og almindeligvis bliver en Flaske Vin serveret der, og sker ikke det, maa De forlange det af ham.“
„Ak hvor skrækkeligt!“ sukket Maggi.
Gerda fremtog en liden Flaske med en rød Vædske i, og fortsatte:
„Der kommer næsten ufordærvede unge Mand did ogsaa. Det kunde vel tænkes, at De fik Følge med en Herre, som fattet Medlidenhed med Dem, naar De fortalte ham Deres Historie, og paatog sig at underrette Deres Onkel, saa denne tog Politiet tilhjælp.
„O ja,“ sagde Maggi, hos hvem Haabet vaagnet. „Alle Mennesker er ikke saa slette.“
„Men skjønner De, at der ikke er nogen Redning for Dem, saa slaa Halvdelen af denne Flaske i hans Glas.“
„Men det er da vel ikke Gift?“ raabte Maggi.
„Nei, jeg sværger Dem til at det ikke er det. Men dette Stof fremkalder Krampe og en dødlignende Dvale.“
„Det kan være farligt,“ hvisket Maggi.
„Nei, ikke, naar du kun gjør som jeg siger. Da vil De blive kvit en saadan Kavaler. Og saa vil Tante Villa give Dem Fred til imorgen. Men nu maa De skrive et Brev til Deres Onkel og bede ham befri Dem – skriv det i Deres eget Sprog og maaske finder jeg iaften en Kavaler, der er villig til at bære det frem. Her er Papir og Skrivesager, tillagde hun, idet hun aabnet Ovnen og tog Blækhus, Pen og Papir frem af den. „Jeg har passet mit Snit til at stjæle det og har gjemt det her.“
Skjønt Maggi fandt dette Haab lidet at bygge paa, satte hun sig dog ned og skrev.
Det faldt hende ikke vanskeligt at udtrykke sig; den forfærdelige Stilling hun befandt sig i, lagde hende Ordene i Munden.
Hun havde ikke meget igjen, da pludselig Gerda fo'r op og skjulte Skrivesagerne under Sengen. Og nu satte hun i at synge en munter svensk Vise.
Der lød Skridt og Fru Brauer traadte ind.
„Her er Gjæster nede i Salen. Gjør hastig Toilette, mine Damer!“
Dermed forsvandt hun.
„Skynd Dem at fuldføre Brevet!“ hvisket Gerda.
Med skjælvende Haand greb Maggi atter Pennen og maatte gjøre Vold paa sig for at skrive læseligt.
Nu lagde hun det i en Konvolut, skrev udenpaa og Gerda tog det til sig.
„Lad mig hjælpe dig at opsætte dit Haar — vi siger Du til hinanden vi to.“
„Gjerne det!“ svarede Maggi. „Du store Gud, jeg synes det ser saa haabløst ud dette!“
„Du skal blive frelst for iaften Maggi – og maaske faar jeg Brevet afsted, maaske ikke, Og jeg beder dig, vær ganske rolig, du skal ikke miste din Uskyldighed her. I Nødsfald griber jeg til det værste.“ Og hendes Øine lynte vildt.
Efter en Pause vedblev hun:
„For dig gjælder det kun at tude med de Ulve du kommer iblandt, smil, le, koketer, drik Champagne – saa vil hellerikke den Historie med den røde Medicin vække Mistanke hos Værtsfolkene.“
„Men jeg føler mig aldeles udygtig til at spille en saadan forfærdelig Rolle.“
„Du maa spille den for at redde din Ære.“
Maggi bar fremdeles den røde Silkekjole, som klædte hende saa straalende, og Gerda vidste at sætte hendes Haar op paa en nydelig Maade.
Neppe var de færdige, før Fru Brauer atter traadte ind.
„Der er en Herre, som mangler en Dame til Francaisen — kom du min Due!“ sagde hun til Maggi.
Opbydende al sin Selvbeherskelse fulgte Maggi hende ud.
„Det er en spansk Adelsmand,“ oplyste Tante Villa, som de gik nedover Trappen.
Ved disse Ord sank Hjertet ned i Maggi.
Hun var udseet til Offer for en Spanier, som rimeligvis ikke forstod hendes Tysk.
Som de traadte ind i Salen, slog der dem en Lysglans imøde, som næsten blændet Maggi, og en munter Melodi spiltes op paa Piano og Fiolin.
Som i en Taage saa hun Grupper af elegant klædte Herrer og Damer sidde om et Bord i et Hjørne af Salen, hvor der stod opstillet et helt Batteri af Champagneflasker.
Fra Bordet reiste sig en høi, kraftigt bygget Herre med gulagtig Ansigtsfarve, sorte, stikkende Øine og graasprængt Haar, der var nedkjæmmet over Panden, men kun skjulte endel af det modbydelige Udslet, som saaes der. Han var iført Livkjole og blaa Silkevest med blanke Knapper.
Med et graadigt sanseligt Blik maalte han den unge Piges deilige Ansigt og jomfruelige Skikkelse og formelig slugte hende med sine sorte Øine.
Maggi var bleg som Døden, idet hun gjengjældte hans Hilsen.
Han gjorde en indbydende Bevægelse mod Bordet og Maggi satte sig ved hans Side.
„Sprechen Sie Deutsch?“ henvendte hun sig med bævende Stemme til ham.
Han smilte og rystet paa Hovedet, som for at sige, at han ikke forstod hende.
Nu greb han en Flaske, skjænket et Glas fuldt af den skummende Vin og stødte sit Glas ind mod hendes.
Maggi hævet det og drak med ham, drak det helt ud, da hun trængte Kraft til at spille sin frygtelige Rolle. De andre Herrer om Bordet samtalte muntert med sine Damer paa Hollandsk, hvilket Maggi ikke forstod, men Sproget lød uskjønt for hendes Øren.
Spanieren skjænket atter i for hende og drak med hende, men dennegang nøiet hun sig med at nippe til Glasset.
Der lød et dumpt Slag paa en Gongon: Alle reiste sig. Musiken lød, man stillet sig op til Francaisen, Maggi ved Spanierens Side.
Saa begyndte Francaisen.
For en Uindviet som kom ind her og kastet et Blik paa de Dansendes Rækker, maatte det synes, som han befandt sig paa et aristokratisk Bal, saa moderne elegant Herrer som Damer var antrukne, saa korrekt og routineret Dansen foregik. Men saa man nærmere paa det, bemærket man nok det slørete, forlorne Skjøgeudtryk i de fleste Pigers Ansigter, det frivole i Mændenes kyniske Levemandsansigter.
Champagnen havde givet Maggi Farve i Kinderne og en Smule Mod. Mange Herrers Blikke fæstet sig begjærende paa hendes herlige Skikkelse, Ondskab, Skinsyge og Spot lyste hende imøde fra de frække Piger, der allerede var indforlivede i Lasten og ikke likte en saa straalende frisk Rivalinde til at fordunkle dem.
Dansen var endt, Musiken forstummet, et efter et af Parrene forsvandt ind i Kabinetterne paa begge Sider af Salen.
Med Rædsel saa Maggi, at hun var alene med Spanieren i Salen.
Han bød hende sin Arm, men hun nølet med at modtage den.
Nu slog han raskt Armen om Livet paa hende og trak hende med sig ind i et lidet Kabinet, hvor en Lampe med rosafarvet Kuppel bredte sit magiske Skin over en bred, meget lav Seng med et broget Silketæppe over.
Ved Sengen stod et Bord, men hun saa ingen Vin der.
Maggi var fortvilet indtil Døden. Hun forstod godt, at af dette Menneske, hvem hun ikke engang kunde gjøre sig forstaaelig for, havde hun ingen Naade at vente sig. Og den røde Medicin kunde hun jo nu ikke benytte sig af.
Spanieren sagde nogle Ord i sit eget Sprog, stak Haanden i Lommen, trak endel Guldpenge op og lagde dem paa Bordet, betydet saa med en Haandbevægelse den unge Pige, at de var til hende.
I sin vilde Fortvilelse undfanget Maggi en Plan – en Plan, der maatte synes en anden sindsyg.
Hun greb om Guldstykkerne for at tage dem til sig og lod en af dem falde i Gulvet og bøiet sig ned for at tage den op.
Spanieren lo tilfreds som for at sige at Guldet aldrig forfeilet sin Virkning paa Kvinderne.
Som Maggi atter hævet sig op med Guldskillingen i Haand fik hun med en mageløs Behændighed sat den lille Flaske for Munden og drak af den, uden at Spanieren bemærket det.
Men i den ophidsede Sindstilstand hun befandt sig, sanset hun ikke paa at hun drak den røde Medicin helt ud.
Med udbredte Arme gik Spanieren imod hende.
Maggi veg tilbage for ham, han efter.
Men just som han vilde gribe om hende sank hun med et høit Skrig i Gulvet.
Der laa hun høit stønnende, sprællende i Krampe, Fraaden stod hende af Munden og hendes Øine blev Glasagtige.
Med en Ed var Spanieren rukket tilbage og stod nu og betragtet hende paa engang rasende og uhyggelig tilmode.
Han kunde umulig tage dette for Komediespil, men troede at den unge Pige, som var udseet til hans Offer, var bleven rammet af et eller andet Sygdomstilfælde.
Stedse stærkere blev Krampen, hun fægtet med Hænderne og talte vildt i sit eget Sprog.
Han gik ind i Salen og trak heftigt i Klokkestrengen.
Snart efter viste Onkel Brauer sig.
Spanieren trak ham med sig ind i Kabinettet og pegte paa Maggi.
Brauer blev høist forstrækket og samtidig ærgerlig.
Han udspurgte Spanieren paa Fransk, hvordan dette var gaaet til.
I samme Sprog fortalte denne ham kort og godt at Pigen var kommen i denne Tilstand, da han vilde omfavne hende.
Brauer havde vistnok hørt om nervøse Anfald fremkaldt hos unge Piger ved Skræk eller anden Sindets Ophidselse, men han syntes dog at dette ytret sig utrolig voldsomt.
Han kaldte sin Hustru til.
„Men hvad er nu dette for Galskab?“ sagde denne. „Vi maa faa hende bragt op.“
Til Spanieren sagde hun paa Fransk:
„Vi har en anden meget smuk Pige, som jeg skal sende ned til Dem.“
„Nei, jeg har faaet nok af Djævelskabet iaften,“ brummet denne og gjorde sig rede til at forlade Stedet.
Tjenere blev tilkaldt, og Maggi blev baaret op paa Værelset, hvor Gerda fremdeles opholdt sig.
Ved Synet af den Ulykkelige skjønte hun strax hvad var gaaet for sig og blev høilig forskrækket.
„Bring hende tilsengs!“ bad Fru Brauer og fjernet sig derpaa.
Det var et haardt Stykke Arbeide for Gerda, at faa afklædt Maggi, der fremdeles laa i Krampe.
Da hun saa i dennes Lomme fandt den tømte Flaske, kom Gerda i den største Forfærdelse.
„Ak, hvad har du gjort, mit stakkels Barn.“ stønnet hun. „Dette staar du ikke over. Du skal aldrig mere plages af frække Vellystlinger. Din Uskyldighed er nok frelst engang før alle.“
Og hun fælte Taarer for sin Veninde, hvem hun allerede ansaa for Dødens sikre Bytte.
En halv Timestid efter ophørte Krampen.
Maggi laa stille og ubevægelig der med lukkede Øine og Dødsfarven over sit Ansigt. Var det ikke for at Barmens sagte Hæven og Synken forraadte Aandedrættet, vilde Gerda antaget hende for død.