Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/56
56de Kapitel.
Gilberts Expedition.
Som vi hørte, var Gilbert Rambøll draget til Amsterdam.
Da han modtog Fru Larsens Brev, var han kommen i et voldsomt Oprør.
Nu saa han klart ind i det djævelske Rænkespil, som Widding havde drevet mellem ham og Maggi. Fru Larsen havde angivet Dato og Klokkeslet for Maggis Afreise — heraf forstod Gilbert at det umulig kunde være Maggi som han hin Eftermiddag havde seet sammen med Widding pæa dennes Værelse. Altsaa maatte der være en anden Pige, en som lignet hende overmaade meget.
Maggi elsker ham, havde aldrig ophørt at elske ham, havde aldrig været ham utro, men nu havde Skurken solgt hende til Skjændsel og Undergang i Udlandet.
Gilbert maatte redde hende — ja, for enhver Pris. Men da han tænkte sig, at Widding om denne fik Nys om at han havde forladt Sanatoriet og reist med Toget til Kristiania, kunde falde paa at efterspore ham og maaske lægge ham Hinder iveien under hans Forsøg paa at finde og frelse Maggi, besluttet han sig til at forsvinde fra Sanatoriet og reise saa hemmelig som mulig.
Han gik op i Fjeldet, søgte derfra ned til Bygdeveien og gik ind paa et Gjæstgiveri, hvor han var godt kjendt fra en tidligere Fodtur. Af Værten fik han laane en Motorcykle. For fuld Stim suste han nu ned til Jernbanestationen og kom just i sidste Øieblik til at tage med et afgaaende Tog.
Vi har hørt om hans Visit hos Fru Larsen, hvor han modtog nærmere Oplysninger om et og andet.
Men just som han forlod hende, saa han noget, som vakte hans høieste Forundring.
Han saa en ung flot Dame gaa ind til Enkefru West og blive overmaade ærbødig modtaget af denne i Porten, det var ikke til at tage Feil af at disse to var kjendte fra før.
Og denne unge, elegante Dame, var ingen anden end hans Kusine Kathinka Lyhr.
Hverken hun eller Fru West bemærkede Gilbert, som de fulgtes ind. Men for ham var der gaaet en Praas op.
Kathinka maatte ogsaa have staaet bag disse Rænker mod Maggi West. Hans Kusine maatte have faaet Nys om at Maggi var hendes Rivalinde og have sat Widding til paa en eller anden Maade at faa fjernet hende. Han kunde ikke tvile om at Kathinka i sin rasende Skinsyge havde deltaget i den afskyelige Bedrift at sende Maggi til en Bordell i Amsterdam.
„Nu min kjære Kusine,“ sagde Gildert haanlig for sig selv, „er det forbi os imellem. Vent kun, til jeg kommer tilbage — hvordan det nu end kan have gaaet – saa skal jeg ikke tage med Silkehandsker paa hverken dig eller din Bundsforvandt Widding.“
Det var anden Dag efter Maggis Afreise at Gilbert gik ombord paa Dampbaaden.
Under Reisen var han i høieste Grad febrilsk og nervøs af sig og havde næsten ingen Ro paa sig hverken Nat eller Dag.
Han vidste jo Maggi omgiven af de værste Farer. Ak bare han ikke kom forsent til at redde hende, saa hun allerede var fortabt, naar han fandt hende.
Det Skib, Gilbert fulgte med, havde en mere direkte Rute til Amsterdam end det Maggi havde reist med, derfor kom han hurtige frem.
Det var en Morgen at Dampbaaden lagde til ved Amsterdam Kai.
Det første Gilbert foretog sig, da han kom iland, var at søge hen til det norske Konsulat.
Konsulen modtag ham meget forekommende.
Gilbert meddelte ham i Korthed om sit Ærinde hid.
„Det vil blive meget vanskelig at faa Rede paa denne Pige,“ sagde nu Konsulen. „Der findes saa mange berygtede Huse her i Byen.“
„Kunde man ikke faa Politiet til at tage sig af Sagen?“
„Hm, Politiet gjør intet uden de faar noget sikkert at gaa efter – og naturligvis er Pigen indskrevet under et andet Navn.“
„Kvad skal jeg saa gjøre?“ spurgte Gilbert trist.
„Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal raade Dem til. De kunde jo gjøre en Razia paa alle Byens Pigehuse og speide. Men en Detektiv bør De ha med Dem. Vil De at jeg skal skaffe Dem en saadan?“
„Tak, det vil jeg gjerne.“
„Hvor bor De?“
„Hotel L’Europe.“
„Godt, om en Timestid skal der komme en Detektiv hjem til Dem, saa kan De ordne Dem med ham.“
Gilbert takket, hilste og fjernet sig.
Han gik ned med Elevatoren, og som han kom ud paa Gaden, stod han pludselig ovenfor en Dame, der saa paafaldende trist, bleg og daarlig ud.
Hun syntes at ville stanse ham, men betænkte sig og gik videre. Gilbert saa sig om efter en Droche.
Se der kom Konsulen ilsomt ud og hilste idet han passerte forbi ham, gik saa nedover Gaden.
Nu kom den blege Dame hen til Gilbert, hilste og sagde paa gebrokkent Tysk.
„De kan ikke sige mig, hvor det norske Konsulat er?“
„Derover,“ svarte Gilbert. „Men er det Konsulen selv De søger, saa gik han just ud.“
„Det var slemt, jeg skulde helst talt med ham selv,“ vedblev Damen.
„Jeg tror De er norsk!“ sagde han i dette Sprog.
„Jeg er fra Kristiania, hvad maaske ogsaa De, min Herre, er.“
„Ja, jeg er saa. Tør jeg spørge om det er noget jeg kan staa Dem til Tjeneste med?“
„Tak, jeg tror ikke det,“ sagde hun nølende, „skjønt . . .“
„Mit Navn er Ingeniør Gilbert.“
„Og jeg er Frøken Hagemann.“
„Hagemann!“ udbrød han. „De skulde dog vel ikke være den Frøken Hagemann, som reiste til Amsterdam i Følge med en Frøken West og Agent Kørner!“
Hun vak forfærdet i.
„Jo — jo — det er mig,“ stødte hun Ordene frem.
Gilbert kom i heftig Bevægelse.
„Det var dog et mærkeligt Træf. Jeg er kommen direkte hid for at opsøge Frøken West, jeg hørte at hun havde ladet sig lokke med af en samvittighedsløs Agent . .“
Agnete blev meget bleg.
„Samvittighedsløs, sagde hun med bævende Stemme, „ja, han var nok værre end det, han skulde være min Forlovede, saa førte han Maggi og mig med hid og solgte os.“
„Solgte?“ skreg Gilbert op. „O du store Gud, hvor solgte han hende?“
Fru Hinders var meget lei af sig over at hendes ene Offer, Agnete Hagemann var gaaet fra Forstanden. Hun vilde lide et føleligt Tab, ifald Pigen ikke blev aandsfrisk igjen. Dog haabet hun paa sit Offers Helbredelse.
Men Agnete blev stedse vildere og mere rasende. De holdt hende indespærret i et lidet, mørkt Værelse med Gitter for Vinduet.
Saa var det en Dag, at en af Konerne traadte ind med Mad til den Vanvittige.
Med et vildt Skrig styrtet Agnete løs paa Konen og slog hende i Gulvet, saa hun fik et stort Hul i Hovedet og blev liggende besvimet.
Nu rev Agnete Døren op og styrtet ud og opover Trappen. Midt i hendes Vanvid gjorde en Trang til at komme i Frihed sig gjældende hos hende.
Hun kom op i et ottekantet Taarnværelse, hvor Solskinnet faldt straalende ind. Hun hængte sig ud af det aabne Vindu og saa nedenfor Kanalens blinkende Vand, som beskyllet den ene Side af Husets Grundmur.
Uden at betænke sig gik hun ud af Vinduet og satte sig paa det glatte, skraa Tegltag, lod sig glide nedover og lo som et Barn, uden at ane den truende Fare.
Nu hørte hun et bestyrtet Udraab af en Kvindestemme fra Vinduet, men agtet ikke herpaa.
Da hun var lige ved Tagrenden, fæstet en Nagle sig i hendes Kjoleskjørt, hun faldt udover og blev hængende i Luften.
Men den ved Faldet frembragte Rystelse havde en sælsom Virkning paa Agnetes Hjerne.
Hængende her mellem Himmel og Vand, vaagnet atter hendes Forstand, og med Gru saa hun den Fare, hun svævet i.
„Hjælpl Hjælp!“ hvinte hun.
Da brast Skjørtet, hun styrtet i Dybet, lige ned i Kanalen, hvis Vand lukket sig over hendes Hoved, og som hun kom op igjen, bortførtes hun af den rivende Strøm og mistet helt Bevidstheden.
Langt nedenfor det Sted, hvor hun var faldt i Vandet, blev hun trukket op af en Fisker.
I dødlignende Tilstand førtes hun til et katholsk Hospital, hvor Lægerne arbeidet længe med hende før de fik hende kaldt tillive igjen. Hun var meget svag, men ved fuld Bevidsthed.
En stærk Forkjølelsesfeber traadte til og hun blev liggende her i fem Døgn, før hun blev frisk igjen.
Da hun skulde ud herfra, var hendes første Tanke Maggi West, og hvordan hun skulde komme hende tilhjælp.
Den katholske Prest, hvem hun betroede sig til, raadet hende til at henvende sig til den norske Konsul hersteds, som pleiet at tage sig varmt af Skandinaver og bistaa dem med Raad og Daad.
Og udenfor Konsulens Bolig traf Agnete og Gilbert Rambøll sammen.
Men de iagttoges af en tredie Person klædt som en Bryggesjauer og med rødt Helskjæg.
Det var Kørner, som havde maskeret sig, været tilstede ved Skibets Ankomst og fulgte Gilbert lige hid.
Han hørte de Ord, som blev vexlet mellem Agnete og Gilbert, saa den sidste praie en forbikjørende Vogn, begge steg op i den og Gilbert nævnte Navnet paa sit Hotel saa høit at Kørner hørte det.
Nu gjaldt det at handle raskt for Agenten. Han vidste allerede at Fru Hinders havde solgt Maggi West til Brauers. Begge Parter maatte i al Hast underrettes.
Gilbert betydet Kudsken at kjøre langsomt, da han vilde høre, hvad Agnete havde at meddele om Maggi.
Under Taarer fortalte hun alt. Gilbert hørte paa hende i den største Bestyrtelse.
Ved Ankomsten til Hotellet slog de sig ned i Restauranten og ventet paa Detektiven.
Denne indfandt sig snart. Til ham forklarte Agnete sig. Hun havde hørt, at Kørners formentlige Tante hed Fru Hinders. Da vidste Detektiven nok.
Alle tre tog en Vogn og kjørte afsted. Et Stykke fra Pigehandlerskens Bolig holdt de, Detektiven steg af og gik hen til Huset og ringte paa.
Tjeneren kom ud, og da Detektiven forlangte Fruen itale, fik han den Besked at hun samme Morgen havde tiltraadt en Reise til Paris.
Men Detektiven nøiet sig ikke hermed, han foreviste sit Polititegn og forlangte Adgang til Huset. Han blev indladt, gik ind gjennem Værelserne. Ingen Fru Hinders saa han, og de to gamle Kvinder forklarte sig just som Tjeneren. De vilde ikke vide noget om de to unge Piger, som voldelig var blevne slæbte hid.
„Nu, saa er det Hele en Feiltagelse,“ sagde Detektiven diplomatisk og gik.
Da han kom ud og meddelte Gilbert dette, blev denne aldeles fortvilet.
„Hvad griber vi nu til?“ sagde han.
„Jeg lader Tjenestefolkene arrestere, saa gaar de muligens til Bekjendelse, og imidlertid maa De besøge endel Glædeshuse, som jeg vil give Dem Fortegnelse over. Maaske De kan finde hende De søger efter.“