Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/55
55de Kapitel.
Maggis nye Stilling.
Vi saa hvordan Maggi West i bedøvet Tilstand bortførtes fra Fru Hinders Hus.
Da hun atter kom til sig selv, laa hun paa en Seng i et halvmørkt lidet Værelse. Hun fo'r op med et nervøst Ryk og saa sig om.
En Seng til stod ind mod den anden Væg, ellers udgjordes Bohavet et lidet Bord og to Stole.
Hun gik til Vinduet og saa ud.
Nedenfor var et smudsigt Gaardsrum, hvor hun kunde øine en svær, jernbeslagen Port.
Hun gik til Døren, tog i Klinken og aabnet den.
Foran hende laa en mørk Gang.
Maggi fulgte den og kom ud paa Afsatsen til den rummelige Trappe, belagt med røde Tæpper. Hun steg ned mod et Vindu og saa ogsaa herfra ud i Gaarden.
Nedenfra lød Pianomusik og muntre Stemmer.
Mismodig vendte Maggi tilbage til Værelset og satte sig ned paa en Stol.
Snart efter lød der Skridt nede i Trappen.
Døren aabnedes, og ind traadte en ung Pige med kulsort Haar og mørke, flammende Øine.
Hun var meget smuk, men det blege Ansigt havde et besynderlig haardt Udtryk.
Hun nikket til Maggi og betragtet hende med et forskende Blik.
„De kom bevidstløs hid?“ sagde hun paa Tysk.
„Det skeet saavist ikke med min gode Vilje,“ svaret Maggi i samme Sprog. „Jeg blev lokket, narret ned til denne By.“
„Og hvor har De hjemme?“
„I Norge – Kristiania er mit Hjemsted.“
„Og jeg er svensk, har hjemme i Karlstad,“ oplyste Pigen paa sit velklingende Svensk. „Vi kan tale sammen i Fosterlandssproget.“
Hun blev staaende og saa ind i Maggis rene, uskyldige Ansigt og sagde derpaa:
„Er De lokket bort fra Far og Mor?“
„Jeg har ingen Far og Mor.“
„Saa er De maaske kommen ud for en ond Mand der har lovet Dem Egteskab uden at holde sit Løfte?“
„Nei nei!“ svaret Maggi, „jeg er en fattig Pige, men jeg har stedse holdt min Ære høit. Jeg har en Onkel i denne By — en Tysker kom med et Brev til mig, der skulde være fra ham, og saa skulde jeg i Følge med Tyskeren og hans Forlovede reise hid ned til min Onkel. Men istedet førtes vi til en Dame, som spærret os inde, og mig solgte hun som et Stykke Kvæg til Egteparret Brauer.“
„Jeg kjender til det,“ sagde Svenskepigen hastigt. „de eier ikke Samvittighed disse usle Mennesker, de sælger os som Slavinder og overgiver os til grove Vellystlinger. Jeg ser paa Dem, De er ren og uskyldig som et Barn, og hid er De kommen for at gaa under.“
„Nei, Gud vil holde sin beskyttende Haand over mig.“ mente Maggi.
„Gud,“ gjentog den anden spotsk. „Hahaha, bad jeg ikke Gud om Hjælp da jeg førtes hid, men han var døv for mine Bønner. Det er Satan, som har Magten her. De ved ikke, hvilke rædsomme Midler disse afskyelige Mennesker benytter for at tvinge en til Lydighed, indtil man i Fortvilelsen gjør Spranget ned i Lastens Afgrund. Var ikke jeg ogsaa uskyldig, snil og god, og nu er jeg blot et Kvindevrag . . .“
„Det er nok den sørgelige Sandhed. Jeg føler mig kun som et Gjenfærd af den glade, rene uskyldige Gerda Julin, og hvordan jeg lever efter alt det, jeg har gjennemgaaet, det forstaar jeg ikke selv. Men ofte er det som Hævnen skriger inde i mig. Hævn over min ødelagte Uskyldighed, min og tusinde andre Pigers, og ved De hvad jeg da pønser paa?“ tillagde hun vildt. „Jo om jeg kunde faa fat i Dynamit nok til at sprænge hele dette forbandede Hus i Luften.“
„Da læsset De en stor Synd paa Dem,“ ytret Maggi uhyggelig berørt.
„Er det Synd at dræbe vilde Dyr, som vil rive os istykker? Og disse Brauers som ernærer sig ved Slavehandel, disse afskyelige Vellystlinger som kommer her — jeg regner dem værre end vilde Dyr – og denne Flok af unge Piger, for dem vilde det være en Velgjerning at dø før de bliver gamle i Elendigheden. Ak det er frygteligt at se, hvor let de har for at vænne sig til dette, og hvor de trives i sin forgyldte Elendighed. Ved De hvad man forlanger af dem her?“
„Jeg ved det,“ svarede Maggi gysende, „men jeg vil før dø end nedværdige mig i den Grad.“
„Dø ja — det er let sagt det, men tror De, man giver Dem Leilighed til at begaa Selvmord her?“
„Selvmord, ak nei, jeg haaber endnu, at Gud vil komme mig tilhjælp.“
„Jeg har allerede sagt Dem, at det ikke er Gud men Satan, som har Magten her i denne Lastens Hule. Ak det gjør mig saa ondt for Dem, det synes mig saa skrækkeligt at De skal lide samme Skjæbne som mig,“ tillagde hun og tog Maggis Haand i sin.
„Og derfor vil jeg hjælpe Dem, frelse Dem, saasandt det er Muligheds Raad.“
Maggi saa paa hende med et taknemmeligt Blik, men sagde intet.
„Jeg heder Gerda Julin, hvad er Deres Navn?“
„Maggi West.“
„Skal vi være Veninder?“
„Saa gjerne,“ svarede Maggi og rakte hende Haanden.
„Da siger vi Maggi og Gerda til hinanden, men ingen maa vide om at vi to holder sammen.“
„Tror De, det er muligt at flygte herfra?“ spurgte Maggi.
„Det er næsten umuligt om man ikke faar Hjælp udefra. Men De er vel ogsaa aldeles fremmed her i Amsterdam.“
„Jeg har en Onkel her, han skal være meget velstaaende.“
„Kunde De saasandt faa underrettet ham om Deres Stilling saa han tog Politiet tilhjælp, men det er ikke saa let; thi man faar ikke sendt noget Brev ud herfra. Og en Mellemmand lader sig vanskelig at opdrive. De fleste som kommer hid, er hjerteløse Levemænd, men det kunde vel ogsaa træffe sig at der forvildet sig en Herre hid, som man fik til at paatage sig at smugle et Brev med ud. Først og fremst gjælder det at vinde Tid. De maa spille Komedie for Fru Brauer eller Tante Villa, som vi kalder hende. Naar hun præker for dem om det behagelige Liv og de gode Udsigter Pigerne har her, maa De paa Skrømt lade Dem overbevise af hende. Gjør De voldsom Modstand, vil hun gribe til de voldsomste Midler for at kue Dem. Nei, tal hende efter Munden og føi Dem blindt efter hende.“
„Men kjære Dem, jeg kan dog ikke føie hende i at opofre mig for hendes Kunder,“ mente Maggi.
„Vi skal finde et Middel til at forhindre det værste, ja, jeg ved et Middel, som kan hjælpe i Øieblikket. Tys!“
Der lød sjokkende Skridt opover Trappen.
„Det er Tante Villa.“ hviskede Gerda, „spil nu Deres Rolle paa Livet løs. Vær en Smule modstræbende — vis Dem siden lydig som et Lam. Jeg skal ogsaa spille min Rolle, hun maa intet ane om vort Forbund.“
Og nu raabte Svenskepigen høit:
„Nei ved De hvad, min lille Frøken, man vænner sig snart af med at være saa snerpet, det er bare i Førstningen man har det med saadanne Skrupler. Det er dog et behageligere Liv end at slide som simpel Arbeiderske,“ og hun sang muntert:
Och jag har lurat Bønder och jag har lurat Prest
Och Flickor har jag lurat sex hundra sexti sex
I min Ungdom.
„Se det kan jeg like, sagde Tante Villa, som just traadte ind, „man skal tage Livet lystigt. Og du, min lille norske Due, henvendte hun sig til Maggi, „det nytter dig sandelig ikke at hænge med Næbbet. Det er klogest af dig at gjøre det bedste ud af din Stilling her.“
„Min Stilling,“ sagde Maggi, „jeg ved endnu intet om min Stilling.“
„Saa er det bedst, du faar høre det med engang. Du faar Logis gratis, Klæder faar du tillaans, vi forlanger intet haardt Arbeide af dig, du kan føre et sandt Selskabsliv og har kun at vise dig hyggelig og elskværdig mod de Herrer som kommer hid og føie dig i alle deres Ønsker. Du maa ikke tro, at det er Smaafolk, som kommer hid. Nei, blandt vore Kunder er Miljonærer, Udlændinger af høi Rang, Adelsmænd, Fyrster, ja, endog Kong Leopold af Belgien har vist vort Hus den Ære at besøge os. Det gjælder at give Agt, min Pige, her knalder Champagnen og Guldet ruller. En Herre som finder Behag i en Pige, pleier at betænke hende med en ganske net Drikkeskilling. Se det er Deres private Indtægter, af dem maa De betale Mad og Drikke, som skrives paa Deres Debet, og af det øvrige kan De lægge Dem op, saa De, om De ønsker det, kan frikjøbe Dem fra mig – erlægge den Sum, jeg har betalt for Dem og hvad De ellers maatte skylde mig.“
„Faar vi .. ikke gaa i Theatret?“ spurgte Maggi for at sige noget.
„Nei, min Kjære, men vi har en Kjæmpefonograf som gjengiver Sange og Taler fra Theatrene. Om De opfører Dem vel og har Lykken med Dem, kan De snart faa Deres egen Loge i Theatret og kjøre i Deres egen flotte Ekvipage.“
„Hvordan skulde det gaa for sig?“ spurgte Maggi med hyklet Nysgjærrighed.
„Jo, her kan komme en Herre og forelske sig i en Pige, som han har trukket sig tilbage i Kabinet med, forelske sig i den Grad i Pigebarnet at han ikke kan leve hende foruden. Saa frikjøber han hende hos mig og gifter sig med hende og fører hende med sig hjem til sit eget Land, hvor hun kan leve i Herlighed og Glæde.“
„Er det muligt, at . . saadant virkelig kan hænde?“ fik Maggi med Anstrengelse frem. Hvor det bød hende imod at forestille sig.
„Javist er det — flere Gange har det forekommet i mit Hus, og De, saa briljant som De ser ud, maa kunne gjøre en glimrende Erobring.
„Jeg vil have saa ondt for at finde mig tilrette,“ sagde den unge Pige med sænket Blik.
„Champagnen og Munterheden bringer Dem nok paaglid . . . Resten følger af sig selv. Lad mig nu se, De fører Dem comme il faut. Vi pleier at have Bal omtrent hver Aften nu — jeg haaber, at De er flink til at danse.“
„Ikke noget særdeles,“ svarede Maggi.
„Nu, det klarer sig nok. Jeg ser at De er mere fornuftig nu end tidligere idag.“
„Jeg har taget mig af hende og præket for hende,“ faldt nu Gerda ind.
„Det er godt.“ Og hun fjernet sig, synlig tilfreds med at den unge Pige syntes at have fundet sig i sin Skjæbne.
Neppe var hun ude af Døren, førend Maggi sank ned i Sofaen og knuget Hænderne sammen.
„Hvordan skal det gaa — hvad skal jeg gribe til?“ hvinte hun fortvilet.
„Jeg har jo sagt, jeg skal frelse Dem, og det Ord vil jeg holde, hvad det end maa koste. De maa deltage i Dansen iaften, og naar Dansen er endt, vil Kavaleren trække sig tilbage til et af Smaakabinetterne med Dem. Da er den største Fare forhaanden og Tiden til at handle.“
„Hvordan handle?“ spurgte Maggi.
„De skal faa et Pulver af mig, hvilket De blander i hans Glas. Naar han har drukket det, lader han Dem nok pent være ifred.“
„Men det er dog vel ikke Gift?“ spurgte Maggi forfærdet.
„Nei, vist ikke – han vil ikke have nogen større Skade af det, og De bliver ham kvit. Men nu maa vi spise Middag.“
„Jeg kan ikke nyde noget,“ sagde Maggi.
„Det skal og maa De. Der begynder allerede at dæmre en ny Plan i min Hjerne.“
Hun trak i Klokkestrengen og ringte.