Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/54
54de Kapitel.
Hvad Fru Larsen havde gjort.
Vi saa den brave Kone gaa i den største Bekymring for Maggi Wests Skyld.
Hvad skulde hun gjøre, hvad skulde hun gribe til for at redde den arme Pige fra Undergang?
I hendes bitre Nød faldt det hende ind at det maaske vilde være klogt at henvende sig til Gilbert Rambøll. Hun matte se til at faa tale med ham alene.
Hun iførte sig sin Søndagsdragt og tog Vogn op til Lindevold.
Det traf sig saa heldigt at Frøken Lyhr var bortreist og hun fik tale med den gamle Husbestyrerinde.
Fru Larsen saa høist respektabel ud. Hun syntes høist bestyrtet ved at høre at Gilbert var bortreist for mindst en Maaned. Husbestyrerinden meddelte hende Adressen og Fru Larsen vendte hjem.
Hele Natten sad hun oppe og skrev et Brev det største og vanskeligste Brev, hun i sit Liv havde havt at bestille med. Hun begyndte med at skildre Maggi fra Barndommen af og saa om de Historier hun havde været udsat for i Sommer, endelig om hvad var skeet i de sidste Dage, om Widdings Komediespil mellem Maggi og ham og om de skjændige Rænker hvorved hun var bleven lokket til Amsterdam. Fru Larsen tolket ogsaa Maggis Kjærlighed til Gilbert, hun bønfaldt ham at gjøre hvad han kunde for at redde den unge Pige fra Undergang.
Da endelig Brevet var færdigt, bar hun det selv ned i Postkassen.
Nu ventet hun med megen Utaalmodighed paa Gilberts Svar.
Og tredie Dag efter kom Gilbert vaklende ind til hende bleg, medtagen og støvet. Hans Ansigt var præget af Fortvilelse, og hun forstod nok at det var for Maggis Skyld.
En lang, ivrig Samtale blev det mellem de to, og Fru Larsen blev stærkt bevæget ved at høre, hvor høit den unge Mand elsket Maggi. Han skulde drage med første Baad til Holland og opbyde alt for at finde Maggi.
„Hun er mig kjærere end mit eget Liv, sagde han, „og skulde jeg høre, at hun er fortabt, saa vilde jeg kun ønske mig Døden.“
Da den tarvelige, gamle Kone ved Afskeden lagde Haanden paa Gilberts Hoved og nedbad Guds Velsignelse over ham til Færden, var han lige bevæget som ved Komfirmationen, da Presten lyste Velsignelsen over ham.
Da Gilbert var draget afsted følte Fru Larsen sig lettere, og nu denne Eftermiddag gik hun og tænkte paa at han i Løbet af Aftenen vilde naa frem til den Storstad, hvor Lasten udstrakte sine slimede Fangarme efter andre Landes Døtre.
Hun havde holdt op med sin Melkebutik og vilde nu istedet tage til Linsøm.
Om Aftenen sad Fru Larsen i Sofakrogen og strikket og det var stille over hele Huset.
Da lød pludselig en let Banken paa Døren.
„Kom ind!“ sagde hun.
Døren aabnedes for en hvidklædt Pigeskikkelse.
Fru Larsen vak blegnende tilbage mod Væggen.
„Du store Gud!“ raabte hun og reiste sig med Anstrengelse, „er det virkelig – er det virkelig dig, Maggi.“
„Javist er det mig, min kjære Fru Larsen,“ sagde Lona Blessing, hende var det, og tog begge den gamle Kones Hænder i sine. „Jeg troede det var Onkel Jonathan jeg reiste til, men heldigvis anet jeg Uraad underveis.“
„Aa Barnet mit, hvor glad seg er!“ sukket Fru Larsen paa Graaten og omfavnet hende.
„Sid nu ned og lad os tale rolig sammen.“
Begge satte de sig i Sofaen.
Nu tog Lona tilorde:
„Du maa vide, der var en Herre ombord, en norsk Sjømandsprest, som underrettet mig om hvad Slags Mand Kørner var — tillige det at han var gift i Amsterdam. Presten kjendte godt min Onkel og erklæret Brevet for en Forfalskning. Jeg skjønte at Kørner vilde sælge Frøken Pihl og mig til Skjændsel. Saa aabenbaret jeg det til Beate Pihl, og hun btev aldeles fortvilet. Jeg havde nu helt tabt Lysten paa Holland. Da vi nærmet os Antwerpen, sagde jeg Hr. Kørner ren Besked. Han blev aldeles grøn i Ansigtet, jeg trodde, han skulde sunket tvers gjennem Dækket. Agnete og jeg steg iland i Antwerpen, heldigvis havde hun saa mange Penge at vi kunde komme tilbage til Norge igjen.“
„Og ved du, din Onkel Jonathan har været her?“
„Her siger du!“ raabte den unge Pige.
Fru Larsen fortalte herom, siden om Gilberts Visit. Lona syntes dybt bevæget ved at høre hvor angst og sorgfuld Gilbert syntes at være for hendes Skyld. Da der endelig blev en Pause i Fru Larsens Meddelelser, sagde Lona:
„Men tænk, jeg har fundet en anden Onkel jeg, en Halvbror af min Mor – ham traf jeg strax efter hjemkomsten – Onkel Elias Malm, som har vundet sig en Formue i Amerika. Han har taget mig til sig som sin Datter.“
„Er det muligt, Maggi!“ raabte Konen.
„Onkel Elias er saa snil og god af sig. Han er en Ungdomsven af Godseier Haakon Rambøll, og nu opholder Onkel og jeg os som Gjæster paa Lindevold.“
Fru Larsen slog Hænderne sammen i Forbauselse.
„Nu har jeg aldrig hørt noget mere mærkværdigt. Men kan da gamle Rambøll taale dig i sit Hus?“
„Han er umaadelig elskværdig mod mig.“
„Mod dig, som han har forfulgt?“
„Han har aldrig forfulgt mig. Det var bare Widdings Opspind. Gamle Rambøll har nok ikke før nu havt noget Begreb om min Tilværelse idetheletaget.“
„Ja, den fæle Widding, hvad vil du gjøre ved ham, Maggi?“
„Intet — Hævnen hører Herren til.“
„Det er sandt, Barn. Hvor længe kommer I til at blive paa Lindevold?“
„Mindst to Maaneder.“
„Men naar Kandidat Rambøll kommer hjem og finder dig paa Lindevold, hvordan tror du, det da gaar, Maggi?“
„Jeg tror, at det gaar godt,“ sagde den unge Pige smilende. Strax efter tog hun Afsked.