Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/53
53de Kapitel.
Hvor Gilbert var bleven af.
Samme Dags Eftermiddag ser vi Dr. Lind kjøre ind paa Lindevold.
I Dagligstuen traf han Frøken Lyhr og vexlet nogle Ord med hende, saa sagde han:
„Jeg har et Ærende til Frøken West fra min Kusine Dr. Wang.“
„Jeg saa hende gaa nedover Terassen nylig – nu skal jeg lade hende hente.“
„Tak, Frøken, jeg gaar ned og finder hende selv,“ sagde Lind.
„Som De vil,“ sagde Kathinka og tillagde spotsk for sig selv:
„Han er nok forelsket i Widdings Elskerinde. Jo, det er en nydelig Dame.“
Som Lind gik nedover Terassen, undret han sig over det triste Udtryk i Frøken Lyhrs Ansigt, hun, som ellers pleiede at tage Livet saa let.
Han vidste intet om Gilberts Forsvinden. Kathinka gik i en stadig Angst for hans Skyld. Hun havde sendt en Detektiv op til Sanatoriet for at søge Sporet af ham. Nu ventet hun i feberagtig Spænding paa Telegram fra Detektiven.
Paa en Bænk nede ved den plaskende Fontæne fandt Lind den han søgte.
Blussende gjengjældte Lona hans Hilsen.
„Jeg skal hilse Dem fra min Søster og levere Dem dette Brev,“ sagde han.
„Tak.“
Lind trak sig lidt tilbage som den unge Pige brød og læste dette Brev.
Han saa hendes Barm gaa i høie Bølger, og nu førte hun Lommetørklædet til Øinene, og han hørte en sagte Higsten.
Endelig vendte hun sig mod ham og sagde med blød Stemme:
„Hils Deres Søster og sig hende hjertelig Tak. Jeg er saa glad – ak jeg er saa glad for at, hun, hvem jeg har saa kjær, ikke skal tro slet og stygt om mig. Sig mig, Hr. Lind, hvordan fik De overbevist hende i saa Maade?“
Lind meddelte om Haandvæsken og sit Møde med Kræfting og hvad han sluttet sig til heraf. Lona maatte kjæmpe for ikke at vise sin Uro, som hun hørte paa ham.
„De har jo meldt for Politiet om Tabet af Deres Kufferter?“ spurgte han.
„Har jeg!“ udbrød Lone.
„Ja, Aagot sagde, at De havde det. Var det ikke saa?“
„Aa jovist,“ tog hun sig igjen, „det blev meldt.“
„De burde anmelde om den anden Forfølgelse De har været udsat for ogsaa, saa kanske Politiet fik fat i Ophavsmanden og den frække Bedragerske, der har optraadt som Dem?“
Lona fo’r med Haanden over Ansigtet for at skjule sin Blegnen. Skulde hun da sætte Politiet paa Spor efter hende selv?
„Vil De tillade mig at indgive Anmeldelse for Dem, saa skal jeg samtidig give Politiet et Vink om hvem jeg tror Ophavsmanden er?“
„Nei nei, Hr. Lind,“ raabte hun hastig. „Jeg ønsker ikke at der skal foretages noget i denne Sag. Det er mig nok at De og Deres Søster tror paa min Uskyldighed og anser mig for en brav Pige. Nu har jeg faaet det saa godt hos min Onkel, at jeg ikke kan ønske mig det bedre. Alle gamle Modgange er som døde for mig.“
„Ja ja, som De ønsker, men maa jeg faa give Dem et Raad: Tag Dem iagt for Widding; thi han er et meget slet Menneske.“
„Hvor kan De . . sige det?“ fik hun med Møie frem.
„Fordi jeg ved det,“ svarede Doktoren ivrig.
„Han har mere Del i Deres Ulykker end De tror og aner.“
„Nei nei nei,“ sagde Lona, „nu er De nok paa Vildspor. Forresten har jeg jo sletintet med ham at bestille.“
„Glæder mig at høre; alligevel beder jeg Dem tage Dem iagt for ham.“
„Frygt ikke for mig, Doktor, jeg er blit noksaa modig og tapper i det sidste.“
„Jeg skulde ønske at faa være Deres Ven og Beskytter, Frøken West.“
Hun saa paa ham, og som Deres Øine mødtes, gik der en stærk Glød over hendes Ansigt og hendes Øine straalte op.
„Vilde De beskytte mig, Doktor?“ spurgte hun halvt i Spøg.
„Ja for hele Livet.“ raabte han med tindrende Øine. „Thi jeg elsker Dem, Frøken!“
Der gik en hed Strøm af skjælvende Lyksalighed gjennem hende.
I dette Moment, just som han vilde gribe hendes Haand og udtale det afgjørende Ord, lød der Skridt ned gjennem Singelgangen.
Gamle Malm dukket op foran dem.
Han hilste venskabelig paa Doktor Lind og vexlet nogle Ord med sin Datter om et Ærinde, som de havde at udrette i Byen.
Lind gik op til gamle Rambøll.
Da Lona snart efter kom op paa sit Værelse, befandt hun sig i en heftig Bevægelse.
Hun elsket den kjække, vakre Doktor med glødende Lidenskab. Han havde saagodtsom frid til hende og vilde gjøre hende til sin Hustru.
Men hun var bunden til denne Widding, som Dag for Dag blev hende mere modbydelig. Han stod hele hendes Lykke iveien.
Som hun grundet herover, dukket der pludselig en vild Tanke op hos den unge Pige, en dæmonisk Lyst til at blive sin Plageaand kvit, paa hvad Maade det end maatte være.
Og denne Tanke skulde snart fæste sig hos hende og hverken give hende Fred hverken Nat eller Dag.
Med Hensyn til Gilbert Rambølls mystiske Forsvinden var Widding af den Mening at denne havde taget sig selv afdage paa et eller andet ensomt Sted oppe i Fjeldet. Han troede at Gilbert ikke havde været rigtig normal da han forlod Kristiania saa ilsomt uden at tage Farvel med ham.
Nu var som meddelt en Detektiv sendt op til Fjeldbygden for at efterspøre Gilbert. Kathinka haabet at Detektiven skulde finde ham i god Behold. Widding haabet at Detektiven skulde finde hans Lig. Da vilde gamle Haakon Rambøll testamentere alt, hvad han eiede, til hende, som han antog for sin Datter.
Tænderne løb i Vand paa Widding, som han tænkte paa dette. Tænk for en Udsigt for ham, den fattige, forgjældede, dekaderte Literat at blive Miljonær og Eier af Lindevold?
Han gottet sig ved denne Udsigt, da han kjørte ind til Byen samme Eftermiddag som Dr. Lind aflagde nævnte Besøg paa Lindevold. Han kjørte i den Rambøllske Ekvipage, og ved Ankomsten til Rambølls Bygaard steg han af.
Oppe i Prindsens Gade stansedes han af en Mand, som syntes at have taget sig en Taar over Tørsten.
Det var Lorentz West.
Han saa temmelig krigersk ud. „Hvad har De gjort af min Kusine?“ skreg han op.
„Deres Kusine?“ udbrød Widding. „Hvem er De, min unge Herre?“
„Aa De ved det nok, jeg er Bøssemagersvend Lorentz West.“
„Saa De er det,“ smilte Widding ironisk.
„Ja jeg er det, Far,“ snærret den anden, „og nu vil jeg have Greie paa, hvor De har gjort af min Kusine Maggi!“
„Desværre kan jeg ikke give Dem nogen Oplysning om Deres Kusine, Høistærede.“
„Jo De kan det. Tror De ikke jeg ved at De har bragt hende sammen med denne rige Lapsen Rambøll!“
„Saa—aa. Det er mere end jeg ved.“
„Tror De ikke jeg ved hvad De er for en Fyr da. De er sligen sjofel Fisk som for Penge paatager at skaffe Storfolk Forbindelse med unge Piger.“
Widding var bleven dødbleg.
„Vogt Deres Mund.“ hvæste han, „eller jeg lader Dem arrestere!“
„Jeg skal sende Dem en Ladning Bly i Livet jeg om jeg faar Greie gaa, at De har bragt Maggi op i Styghed og Elendighed,“ mumlet den unge Mand med et vildt fordreiet Ansigt, han saa ud som en Morder. Raskt skjød han ind i en af Sidegaderne.
„Det var en farlig Fyr,“ mumlet Widding for sig selv. Han gik ned i den nye Frimurerloges Kafé og fik sig en Pjolter.
Som han sad her, kom en Journalist Gran bort og hilste paa ham.
„Svært hvor usynlig du er om Dagen,“ sagde han.
„Jeg bor paa Lindevold nu,“ svaret Widding med en vis Stolthed.
„Du er kommen svært op i det du. Hvad er det forslags Forretninger din Ven Gilbert Rambøll har i Amsterdam du?“
„I Amsterdam!“ skreg Widding forbauset op.
„Ja, du maa da vel vide at han er reist til Amsterdam,“ fortsatte den anden.
Nu forstod Widding at det var galt paafærde, men han maatte fatte sig for at faa vide, hvad han vilde.
„Nei, Gilbert reiste til Antwerpen,“ sagde han.
„Men jeg stod jo selv nede paa Dampskibskontoret iforgaars og hørte at han kjøbte Billet til Amsterdam og skulde reise med „Ganger-Rolf“ igaar.“
„Det var da besynderligt.“ mente Widding, „hjemme ved man ikke andet end han skulde til Antwerpen og besøge en Slægtning.“
„Hahaha, der stikker noget under!“ lo Gran.
„Hvordan er det ellers med Gilbert Rambøll, du?“ spurgte Journalisten med en mystisk Mine.
„Hvordan da?“
„Jo, han saa sletikke ud som den fine Herremand, da han var inde paa Dampskibskontoret. Hans Klæder var støvede, Haaret pjusket, og han var gusten i Ansigtet, saa ud som han ikke skulde været i Seng paa flere Døgn.“
„Nu, han kom lige fra en Fjeldtur,“ sagde Widding.
„Ah se der kommer Forfatteren Almquist, han maa jeg interviewe. Godmorgen!“
Han forlod Widding, denne slugte Pjolteren ned og skyndte sig ud.
Han satte sig ned paa en Bænk paa Wessels Plads.
Hvad i Alverden var det han nu havde hørt:
Gilbert havde reist til Amsterdam, som det syntes. i al Hemmelighed, han havde sørget for sporløst at forsvinde fra Sanatoriet og Fjeldbygden, havde ikke taget Skyds ned til Jerrbanestationen, men havde gaaet den lange Vei didned, og ved Ankomsten til Kristiania havde han ikke taget ind i den Rambøllske Bygaard. Det første han gjorde, var at kjøbe sig Dampskibsbillet til Amsterdam.
Hvad havde alt dette at betyde?
Jo, han maatte have gjennemskuet Widdings Rænkespil, faaet Nys om hvordan Maggi var lokket til Amsterdam og selv var han ilet didned for at redde hende.
Hvem kunde have underrettet Gilbert om Maggis Reise?
Her var kun en at gjætte paa, nemlig Fru Larsen.
„Men hvordan kan den gamle Kone have faaet Nys om at Brevet fra Onkel Jonathan var falskt?“ sagde Widding for sig selv. „Det skjønner jeg ikke, men jeg skal nok faa vide det. Her gjælder det at handle raskt for at ikke min stolte Plan ikke skal gaa i Vasken. Finder Gilbert Maggi, gaar det galt for mig — finder han hende ikke, bliver det lige galt; thi da kommer han hjem og opdager at det ikke er den rette Maggi, som opholder sig paa Lindevold. Følgelig er det bedst, at Gilbert ikke vender tilbage til Norge.“
Han holdt inde, og at slutte efter de stærke Rynker han lagde sin Pande i, syntes han at bryde sin Hjerne ganske forfærdelig.
Endelig fortsatte han sin Enetale:
„Gilbert ankommer ikke til Amsterdam før inat. Jeg maa telegrafere til Kørner og faa ham til at møde op ved Dampskibets Ankomst, siden maa han ikke slippe Gilbert afsyne. Gilbert vil søge alskens berygtede Huse for at finde Maggi, og under dette vil det være en smal Sag for Kørner at befordre ham ind i Evigheden. Jeg maa sige Kørner at Gilbert vil hidse Politiet paa ham og mig – tillige maa jeg stille ham en glimrende Belønning i Udsigt — da ordner han Sagen. Og saa maa jeg varetage mine Interesser herhjemme.“
Han gik ind paa Halvorsens Konditori, ringte op Lindevold og bad om at faa tale med Frøken West.
Samtalen mellem ham og Lona Blessing skal ikke gjengives her.
Nu gik Widding ned paa Telegrafkontoret og skrev et Telegram til Kørner.
Havde Telegramet været affattet paa Norsk eller et andet Sprog, som Telegrafisten kjendte til, vilde han rimeligvis anseet det som sin Pligt ikke at expedere det; thi herigjennem blev simpelthen en Mand sat til at myrde en anden. Men Widding og Kørner havde sig imellem et Ziffersprog, som de benyttet til at korrespondere angaaende sine gemene og strafbare Forretninger. Ingen andre end dem to kunde faa noget ud af deres Zifferdepescher.
Telegramet expederedes, og Widding betalte for det og Svar tilbage.