Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/52
52de Kapitel.
Hvor var Gilbert bleven af?
Samme Dag som Doktor Lind havde ført nysnævntte Samtale med Lona Blessing, søgte han sin Kusine Dr. Aagot.
Nu tog han fat i hende med Hensyn til Maggi West.
Dr. Aagot maatte ud med hele Historien, saa pinlig den end var for hende.
Han gjengav hende nu Lonas egne Ord om den Pige, der skulde ligne hende saa stærkt.
Dr. Aagot studset en Smule herved, men holdt dog fast ved sit. Hun mente paa at hun havde de sikreste Beviser for Maggis Skyldighed ved at Panteseddelen og Femkroneseddelen fandtes i hendes Kaabelomme.
„Men jeg skal gjerne aflægge min Saligheds Ed paa, at hun er uskyldig i dette, forsikret Dr. Lind, og nu vil jeg sætte alt ind paa at skaffe Beviser herfor. Min Mening er at denne prægtige Pige virkelig har været udsat for en infernalsk Forfølgelse, for Skurkestreger af den mest durkdrevne Art. At et Menneske ligner et andet saa stærkt at den ene kan fængsles og domfældes for den andens Forbrydelse, det ved vi fra før.“
Efter Lind var gaaet; gik Dr. Aagot og tænkte over hans Ord, og mere og mere begyndte hun at rokkes i sin Mening. Om han nu alligevel havde Ret?
En stor Del af Natten laa Dr. Aaget vaagen og grublet over dette. Stedse stærkere begyndte hun at fæste sig ved den Mulighed at Maggi West alligevel var uskyldig.
Næste Morgen kom Dr. Lind atter paa Besøg til hende, han saa meget livlig og oprømt ud, og Dr. Aagot var stærkt spændt paa, hvad han havde at meddele.
„Igaaraftes talte jeg med Laanekontorets Bestyrer,“ begyndte Lind, „og jeg fik ham til at fortælle mig omstændelig, hvordan Historien var foregaaet. Strax heftet jeg mig ved en Ting, dette at Frøken West skulde have taget Sølvsagerne op af en ganske ny, gul Haandvæske, hvori hun naturligvis atter forvarte Pengene og Laaneseddelen. Da syntes det lidet tænkeligt, at hun siden skulde lægge begge Dele ned i sin hullede Jakkelomme. Sig mig nu, havde virkelig Frøken West nogen saadan Haandvæske?“
„Nei!“ raabte Frøken Wang slagen, „hun havde ingen Haandvæske, hun havde idetheletaget intet, da hun kom til mig, lige forud blev hun bestjaalet for alt, hvad hun eiet, jeg maatte skaffe hende en Smule fornødent Undertøi.“
„Se det!“ raæbte Lind. „Skulde det da synes rimeligt, at hun har laant en Haandvæske til Brug ved dette Tyveri?“
„Nei!“ raabte Aagot i heftig Bevægelse. „Nu begynder jeg ogsaa at tro, at det alligevel ikke har været Maggi. Naar jeg tænker paa den Fortvilelse hun viste og som jeg antog for Komediespil.“
„Den har været ægte, Aagot, det kan du lide paa. Men hør nu videre. Da Bestyreren nævnte om en Person, som havde været tilstede ved Pantsættelsen og sagt ham at Pigens Navn var Maggi West, fattet jeg strax Mistanke om at her ogsaa stak noget under. Bestøreren sagde, at han hed Kræfting og var en Fyr af tvilsom Kaliber – jeg fik ogsaa vide, at han havde Standkvarter i en Bule nær Youngstorvet. Didhen søgte jeg igaaraftes ved Nitiden og slog mig ned ved et Bord. Jeg spurgtes Tjeneren efter en Fyr ved Navn Kræfting, denne sagde at han ikke var tilstede, men rimeligvis snart kom, og lovede mig at give mig et Vink, naar saa skeete. Snart kom Hr. Kræfting og det i Følge med to Damer fra Strøget, de tog Plads ved et Bord. Jeg gik hen og hilste ham gemytlig: „Godaften, Hr. Braathen, skal det være et Glas Vermouth!“ Fyren gjorde mig opmærksom paa at han ikke hed Braathen, og jeg spurgte om jeg ikke alligevel skulde faa Lov til at spendere en Flaske Vermouth paa ham og hans Damer. Dette indrømmedes mig med Glæde, og jeg fik Plads ved deres Bord. De antog mig for en flot Fyr, som var kommen ud paa Rangel og muligens kunde plukkes. Nu saa drak vi sammen. Jeg lod som jeg var meget glad ved at være kommen i dette Selskab og spillet min Rolle som bedst. Men snart blev Legen mig vel varm ved at jeg greb en af de Skjønne i at ville rane mit Uhr. Jeg læste hende Texten, og Kræfting spillet den Indignerede og brugte sig paa Pigen. Jeg forlangte begge Damer fjernede fra Bordet, og han var med paa det. Saaledes opnaaede jeg hvad jeg vilde, at blive alene med Kræfting. Nu foreslog jeg at vi to skulde spise tilaftens paa et andet Sted og siden skulde vi tage en Kjøretur med et Par andre Damer. Han slog til. Vi søgte hen til et bedre Sted, hvor vi kunde faa en Dram til Maden. Jeg optraadte naturligvis under falsk Navn. Jeg lod som jeg var animeret, men Kræfting var det i Virkeligheden. Nu nævnte jeg, at jeg havde været tilstede paa Laanekontoret hin Dag og hørt hans Replik til Bestyreren om at Damens sande Navn var Maggi West o.s.v. Jeg spurgte ham ud om hende, nu, jeg spillet mine Kort saa fint at jeg fik ham i Fuldskab til at rykke ud med at der var en Fyr, som havde bedet ham om at gaa op paa Laanekontoret just ved dette Klokkeslet — Vedkommende vidste at Maggi West da vilde indfinde sig for at pantsætte – og naar hun var gaaet, skulde Kræfting gjøre Bestyreren opmærksom paa hendes sande Navn. „Det hele skeede for Moroskyld, sagde Kræfting. Men da jeg vilde vide Navnet paa den Mand, som havde givet ham dette Hverv, blev Kræfting pludselig mistænksom og sagde, at dette var en Hemmelighed, som han ikke turde røbe. Da vi havde spist og jeg havde betalt Regningen, fandt jeg en Leilighed til at komme væk fra dette modbydelige Selskab.“
„Nu, sig mig, hvad faar du ud af dette, Aagot?“ spurgte han saa.
„O Gud, Maggi er uskyldig!“ sagde Aagot bevæget indtil Taarer. „Jeg har gjort hende skammelig Uret. Nu skjønner jeg, at det Hele har været djævelsk Komediespil.“
„Ja, Kræfting har kun været et uvidende Redskab her, men den Mand, som gav ham Hvervet, har stjaalet Sølvtøiet hos dig, han har vistnok ogsaa ordnet det saa, at Maggi ved dette Tidspunkt opholdt sig paa et Sted, som hun hverken vil eller kan give Forklaring over.“
„Men hvem er den Skurk?“ skreg Aagot, hos hvem nu Harmen tog Overhaand, idet hun fôr op. „Hvem kan han være?“
„En, som har vist at skaffe sig Adgang til dit Hus og stjaalet visse Stykker Sølvtøi – siden har han været der engang til for at praktisere Femkroneren og Laaneseddelen ned i Maggis Jakkelomme – det passet jo godt, at Lommen var hullet.“
„Hvordan kan han være kommen ind her?“
„Har din Entredør Patentlaas?“
„Nei, den laases med almindelig Hovednøgle.“
„Du bringer hellerikke Sikterhedslaas, naar du gaar bort?“ fortsatte Lind.
„Hellerikke det.“
„Nu, saa er det jo let at komme ind, og du er meget borte?“
„Stop!“ raabte Dr. Aagot piudselig og meddelte ham om det falske Telefonsignal, som havde narret hende op i Maridalsveien Natten før Tyveriet opdagedes.
Doktor Lind gav sig til at plystre paa en eiendommelig Maade.
„Da har du havt Besøg af Typen,“ sagde han.
„Men hvem kan Tyven være?“
„Den samme som sendte Maggis Dobbeltgjængerske op for at pantsætte Tyvekosterne.“
„Vi kommer ikke længere med det.“
Der fulgte en Pause, saa sagde han:
„Er der nogen, som har talt ondt om Frøken West til dig?“
„Nei, ikke det jeg ved af.“
„Tænk efter!“
„Jeg kan ikke erindre noget saadant.“
„Ingen, som har sagt at hun var uærlig.“
„Jo, det er sandt, det var en, som sagde at andre havde beskyldt Maggi for at være tyvagtig.“
„Og hvem var det?“
„Literat Widding.“
„Hei, der har vi ham!“ skreg Lind op. „Widding er Indbrydstyven og Bagvaskeren.“
„Nei, Oskar, han sagde det aldeles ikke paa den Maade til hende,“ indvendte Aagot.
„Paa hvilken Maade sagde han det da?“
Aagot meddelte ham temmelig ordlydende hans Samtale.
„Og hvorfor tror du den infame Personasjen sagde dette saa skikket og fint: Jo, netop for at det skulde fæste sig hos dig, og du erindre det i rette Tid.“
„Men kjære dig, jeg har faaet Indtryk af at Widding slet ikke er nogen saa daarlig Fyr, selv om han kan have levet noget vildt. Saa du ikke, hvor opofrende han var imod Kandidat Rambøll under dennes Sygdom?“
„Den Opofrelse var bare pureste Beregning — den tager han sig nok blodig betalt for. Men det siger jeg dig, at om du titter ind paa Bodsfængslet og har Evne til at syne Fangerne ind i Sjælen, saa finder du der ingen saa slet, grundfordærvet og blottet for Samvittighed som Hr. Literat Widding; eller Ingvald Beiningen, som han i Virkeligheden heder.“
„Men hvad i Alverden har han da gjort for noget galt?“ spurgte Aagot.
„Han har drevet den smudsigste Trafik, som tænkes kan. Han har ført unge, oftest uskyldige Piger i Armene paa rige Libertiner her i Byen. Han har været etslags Agent i Kvindfald. Se dette er beviseligt. Men jeg tviler ingenlunde paa at det er sandt, som man vil paastaa, at Widding ogsaa deltager i hvid Slavehandel i Udlandet.“
„Fy for Sjofelhed!“ raabte Dr. Aagot i Afsky. „Da maa jeg sige, at han i mine Øine er jevngod med en Morder.“
„En Massemorder,“ rettet Dr. Lind. „De Kvinder, som paa denne Maade overgives til Skjændsel, er jo ødelagte for Livet.“
„Aa nu mindes jeg,“ afbrød Kusinen ham. „Maggi blev jo, efter hvad hun selv fortalte mig, lokket ind paa et saadant farligt Etablissement her i Byen.“
„Blev hun det?“ raabte Lind. „Hvordan gik det for sig!“
„Jeg lovede hende nok at tie med det, men nu tror jeg, det vil være i hendes Interesse, at du, Oskar, faar høre det.“
Saa meddelte hun herom.
„Jeg kan ikke et Øieblik tvile, om at det er Widding, som har været ude her,“ sagde han. „Dette passer aldeles briljant paa ham. Men eftersom du har gjort Begyndelsen, kunde du vel fortælle mig Resten om Maggis Gjenvordigheder?“
Det gjorde hun.
„Her har uden Tvil Widding været ude overalt, bestjaalet og æreskjældt den stakkels Pige,“ sagde Lind. „Hvad hans Hensigt har været med det, skal jeg ikke kunne sige. Men sig mig, har hun ikke meldt noget af dette til Politiet?“
„Kun det om Kufferten har hun meldt.“
„Men det er dog forgalt, nu opholder denne Skurk, dette gemene Stinkdyr sig paa Lindevold i Maggis Nærhed. Det er ikke godt at vide, hvad ondt han kan finde paa at gjøre hende. Jeg maa sandelig demaskere Hr. Widding for hende.“
„Du Oskar, du kan jo slet intet bevise om at Widding har gjørt sig skyldig i disse Forbrydelser. Derfor maa du ikke udtale dig herom.“
„Det er sandt, men jeg maa dog advare hende mod denne Skurk.“
„Det maa og bør du. Og jeg føler som min dybeste Pligt at bede Maggi om Forladelse. Jeg har lidt ondt for at gjøre det personlig. Vil du tage med et Brev til hende fra mig?“
„Det skal jeg, om du kan faa sendt det ned paa mit Kontor inden Kl. 12.“
„Faar se til det.“