Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/51
51de Kapitel.
Agnete og Maggi.
Vi saa Maggi West blive slæbt ind paa et lidet Værelse for sig selv, og Døren blev slaaet i Laas.
En liden Lampe oppe i Taget oplyste det snevre Kammer, hvor hele Bohavet bestod af en Jernseng med en Madras og et tyndt Tæppe. Høit op paa Væggen var et lidet Gittervindu.
Helt overvældet af Rædsel satte den unge Pige sig ned paa Sengkanten og forsøgte rolig at overveie sin Stilling.
Men det faldt hende ikke saa let.
„Hvordan er dette?“ stønnet hun. „Du gode Gud, hvordan er det gaaet til?“
Hun støttet Hovedet mod Haanden. og grundet febrilsk fortvilet over dette forfærdelige.
Lidt efter lidt tog det til at klares for hende, hvordan det Hele kunde hænge sammen.
Widding maatte være Ophavsmanden.
At Gilbert Rambøll ikke kunde have noget med dette at bestille følte hun sig sikker paa.
Nei, det maatte være Widding, som fra den første Stund havde stillet sig imellem hende og Gilbert.
Fra Widding maatte den stamme hele den Forfølgelse, som i Kristiania var sat igang mod hende. Han havde overgivet hende i Ruffersken Fru Felsbacks Hænder, han havde gjort hende til Tyvekvinde overfor Dr. Aagot, og havde til dette Endemaal benyttet sig af rentud djævelske Midler.
Jo mere hun grundet over det, desto værre blev det.
Widding havde været Gilberts falske Ven, og de Breve hun havde modtaget fra denne, var Skurkens egenhændige Værk.
Siden havde han sammensvoret sig med denne afskyelige Kørner om at ødelægge hende — hende og den prægtige unge Pige med hvem han havde forlovet sig paa Skrømt.
Vel havde Maggi hørt Tale om den hvide Slavehandel — om hvordan unge Piger lokkedes til Udlandet, hvor de hjælpeløst bortslæbtes til berygtede Huse for at gaa en navnløs Elendighed, en haabløs Ruin imøde.
Men Widding og Kørner havde gaaet frem med en mere end almindelig djævelsk Sluhed for at besnære disse sine to Kvindeofre. Atter saa Maggi i Aanden for sig sin Veninde i den Stund da der faldt Skjel fra hendes Øine og hun begræd sin Forlovedes Elendighed.
Ved Tanken herpaa glemte Maggi i Øieblikket hele sin egen Ulykke og brast i Graad.
„O du arme Agnete!“ stønnet hun. „Kunde jeg bare være hos dig og trøste og styrke og staalsætte dig i Ulykken! Vidste jeg blot, hvordan jeg skulde sætte mig i Forbindelse med dig!“
Hun tørrede Taarerne væk og gav sig til at gruble saa haardt og saart over sin Stilling og hvad hun vel nu skulde gribe til.
Af hvad hun havde hørt, forstod hun at dette ikke var noget Pigehus, intet Bordel her, men at denne forvorpne Fru Hildes kjøbte unge Piger for atter at sælge dem til Lastens Huler.
Altsaa er der ingen øieblikkelig Fare for mig nu, tænkte Maggi.
Men snart vilde man føre hende bort herfra, og da gialdt det at opbyde al sin Omtanke og Besindighed for at finde en frelsende Udvei.
Havde ikke Faren været overhængende nok for hende da hun befandt sig i Fru Felsbacks Hænder og dog var hun sluppet heldigt fra det?
Gud vilde vel hellerikke forlade hende nu, tænkte hun, og foldet sine Hænder til en inderlig Bøn.
Hun strakte sig i Sengen, men længe varede det, før Søvnen kom over hendes trætte Øienlaag.
Længe sov hun tungt og drømmeløst, saa blev endelig hendes Søvn lettere og der glitret frem et lyst Drømmebillede for hende.
Hun var hjemme hos sine Forældre i den hyggelige Stue, hun var sorgfuld over at nogen havde været ond mod hende — hun vidste ikke selv paa hvilken Maade — men Far og Mor talte saa mildt trøstende og kjærligt til hende, og det lagde sig dulmende om hendes Hjerte. Og hun fulgte Faderen ud i den sollyse Sommerdag — i Granskogen mod Stibækken, hvor Fuglene sang og alt var saa deiligt. Hun følte sig saa uendelig let og lykkelig tilmode.
Da skvat hun som et Ryk op af Søvnen og saa sig om i det snevre Kammer, hvor Lampen var sluknet og Dagslyset faldt ind gjennem Gittervinduet. Den triste Virkelighed kom forfærdelig knugende over hende, og hun var nær ved at falde i Graad.
En ny Dag var begyndt, hvad skulde den vel bringe?“
Atter maatte hun hente sig Mod ved at knæle ned i Bøn.
Hun reiste sig og tog til at undersøge Værelset.
Til Gittervinduet kunde hun ikke naa, det vilde hun forresten ikke kunne komme ud af.
Hun besaa Døren, den var altfor fast til hun kunde tænke paa at bryde den op.
Ak, om her kun havde været en hemmelig Udgang som i Kjælderen paa Lindevold! ønsket hun sig.
Men hun kunde ikke opdage Antydning til noget saadant.
Nu laastes Døren op.
En af de hæslige Fruentimmer traadte ind med et Bret med Smørrebrød og Kaffe.
„De har sovet længe, min Due,“ sagde hun paa Tysk og med et frivolt Smil. „Nu maa De spise og gjøre Toilette, da vi snart venter Besøg.“
Maggi, der ikke fandt det Umagen værd at appelere til hendes Medlidenhed, svarede intet.
Konen gik og laaste efter sig.
Maggi fandt det klogest at tage Næring til sig, da hun vel kunde faa Brug for alle sine Kræfter.
Nu undfanget hun en Plan, der maaske kunde føre til hendes Redning.
Snart kom Konen tilbage, medbringende Vaskevand og nogle Toilettesager.
„Nu maa De ordne Dem,“ sagde hun.
„Jeg tabte en Guldring,“ sagde Maggi, speidende henover Gulvet. „Jeg tror den maa være faldt under Sengen.“
Strax var Konens Gridskhed vakt.
Hun huget sig ned og saa efter.
I et Sæt rev Maggi Døren op og styrtet ud. Hun smældte Døren igjen og satte den svære Skodde for.
Hun hørte et rasende Skrig af Fruentimmeret der indenfor og saa et tungt Fald i Gulvet.
Den unge Pige blev staaende og lyttet.
Alt var stilt som i Graven derinde, ingen Lyd at høre af den indestængte Vogterske.
Nu forstod Maggi at hun havde gjort et voldsomt Spring for at stanse hende og herved var faldt og havde stødt sig i Hovedet, saa hun nu laa besvimet paa Gulvet.
„Destobedre!“ tænkte den unge Pige, „saa er hun hindret fra at gjøre Anskrig, nu maa jeg se til om det er Mulighed for at komme ud af denne Hule.“
Hun listet sig nedover Trappen og kom ned i en bred Gang med Døre til flere Sider.
Hun stanset og lyttet.
Alt var stilt.
Nu var Spørgsmaalet, hvor hun skulde tage Veien for at komme ud af Huset.
Hun stanset og fæstet Blikket paa en stor Dør med mat Glasrude, den mente hun skulde føre ud mod Gaden.
Hun greb i Klinken.
Døren var aflaast.
Ovenfra lød der en voldsom Larm og Raab om Hjælp.
Hun forstod at det var Konen som var vaagnet af sin Afmagt.
I dekte Øieblik opdaget hun en Nøgle, som hang paa Væggen ind mod Døren.
Hun satte den i Laasen og dreiet om.
Just som hun greb i Klinken for at aabne Døren, lød der en skarp Klokkeringen, og en Tjener kom styrtende til og greb hende i Nakken.
„Hvad er dette?“ brølte han.
Nu kom ogsaa Fru Hinders til.
„Vil man se!“ skreg hun og trak Maggi med sig ind i det Værelse, hvor hun havde befundet sig igaar.
„Hvordan er De sluppet ud?“
Maggi svaret ikke.
Da viste sig den kone, hun havde indespærret, fulgt af en anden.
Den første var meget ophidset og meddelte om hvordan hun var blevet indestængt.
Med en ironisk Latter saa Fruen paa Maggi og sagde:
„Saadanne Kunster nytter Dem ikke, min søde Pige. De slipper ikke fra mig.“
„Med hvilken Ret holder De mig indespærret her?“ spurgte nu den unge Pige heftigt.
„Man har overgivet Dem til min Omsorg og jeg vil anbringe Dem i en indbringende og behagelig Stilling. Og det siger jeg, at det bliver galt for Dem selv, om De ikke viser Dem føielig.“
Nu kom Tjeneren ind og meldte:
„Hr. Brauer og Frue er her og ønsker at tale med Dem, Frue.“
„Før dem ind paa mit Kontor,“ bad hun.
Nu vendte hun sig mod Maggi og sagde i en befalende Tone:
„Nu vasker De Dem og ordner Deres Haar og ifører Dem denne Dragt der. Gjør De Modstand, vil det ske med Magt.“
Dermed fjernede hun sig og overlod Maggi til de to modbydelige Kvinder.
Maggi gjorde ingen Modstand. Hun vasket sig, tillod den ene af Kvinderne at frissere hende og iførte sig den fremlagte Dragt, en Kjole af rød Silke, temmelig nedringet.
Men saa bleg end Maggi var, saa gribende trist Udtrykket i hendes Øine, fremhævet dog den skinnende røde Silkekjole paa en storslagen Maade hendes Skjønhed og viste hendes indtagende jomfruelige Former.
Hun saa, at det var unyttigt at forsøge at flygte fra de to Kvinder. Hun satte sig ned paa Divanen.
Snart efter viste Fru Hinders sig fulgt af Egteparret Brauer.
Synet af dem fik uvilkaarlig Maggi til at gyse.
Manden var en ren Kjæmpe i Legemsvæxt og med et raat, brutalt, dyrisk Ansigt. Hans robuste Hustru havde et ildrødt Ansigt, der helt igjennem bar Lastens afskyelige Stempel og næsten ikke havde noget menneskeligt ved sig.
De to stod der og mønstret Maggi med Slavehandlerers prøvende Blik.
For dem var hun ikke andet end en levende Vare, en Nødvendighedsartikel for Herrer, hvem de overslog hvad der kunde gjøres udaf.
Nu trak de sig atter tilbage med Husets Frue for at afslutte Handelen.
De var ikke længe borte, saa vendte alle tre tilbage og Fru Hinders sagde til Maggi:
„Dette Herskab har bestemt sig for at tage Dem i sin Tjeneste, og jeg tilraader Dem at opføre Dem godt, saa faar De det godt der.“
Nu kogte det formelig over i Maggi, saa hun ikke magtet at styre sig.
„De, Frue!“ sagde hun heftigt med lynende Øine, „tror Dem til at kunne sælge en ung, brav Pige som et andet Slagtoffer, men tag Dem iagt, siger jeg; thi uden De ved det, har jeg faaet sendt et Bud herfra. Politiet har allerede sat sig i Bevægelse efter Dem og Deres Ven Kørner, og mig skal De ogsaa finde frem.“
Ved hendes Ord var Fru Hinders blegnet let, men nu fattet hun sig og brast i en ironisk Latter.
„Jeg kjender nok disse norske og svenske Produkter, de er saa stærke i Munden.“
„Jeg ved nok at træne saadanne Nymfer,“ mente Fru Brauer.
„Det gjør min Kone,“ lo hendes værdige Gemal, „og om det kniber, saa tager jeg min gode Hundepidsk tilhjælp. Det er mærkværdigt, hvor den kan gjøre selv de halstarrigste Piger myge.“
„Men under Transporten tror jeg at I bør tage alle Forholdsregler,“ erklæret Husets Frue.
„Javist,“ svarede Brauer. „Vi skal nok . . .“
Han afbrødes ved at der lød et hvinende Kvindeskrig udenfra.
Ind af Døren kom styrtende en ung Pige med Haaret vildt flagrende om sig, hendes smukke Ansigt og Øine bar Sindsygens forfærdelige Udtryk.
Det var Agnete.
„Kørner! Kørner!“ hvinte hun, som hun styrtet frem med udstrakte Arme i Luften, som for at omfavne nogen. „Min store Kjærlighed! Min uendelige Kjærlighed!“
En af Fruentimmerne var lige i Hælene paa hende. Uendelig rystet og bevæget slog Maggi Armene om sin Veninde.
„O stakkels Agnete, du skal blive hævnet!“ raabte hun paa Norsk. „Dog du er maaske mindre ulykkelig end jeg, du som nu er udenfor det Hele.“
Den Vanvittige, der ikke syntes at gjenkjende hende, rev sig løs fra hende og blev nu grebet af Vogtersken.
„Holder De denslags Kreaturer?“ henvendte Brauer sig til Fruen.
„En mislykket Forretning,“ svaret denne mørkt, „et betydeligt Tab for mig.“
„Gud bevare Dem, Frue, naar de engang skal stedes for Guds Domstol!“ sagde Maggi med et lynende Blik paa hende.
Lad os faa en Ende paa dette!“ skreg Fruen rasende og stampet med Foden i Gulvet. „Hr. Brauer, tag Deres Eiendom med Dem og brug alle Forholdsregler.“
Forholdsreglerne bestod i at den arme Maggi blev kloroformeret og baaret ud i en lukket Vogn, som holdt i Gaardsrummet.
Det værdige Egtepar steg ind i Vognen og kjørte hende til deres Etablissement, en af de flotteste Pigesalloner i Amsterdam.