Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/49
49de Kapitel.
Høit Spil.
Dr. Aagot Wang følte sig saa krænket over at Maggi West, hvem hun havde sat saa høit, skulde skuffe hendes Tillid i den Grad som at gaa hen og bestjæle hende. Men hun vilde helst ikke omtale denne Sag for nogen, og det af en speciel Grund. Hun havde havt Ord for at være en Menneskekjenderske og følte sig Stolt heraf. Derfor vilde hun nødig være bekjendt af at have taget saa komplet Feil med Hensyn til Maggi; man vilde jo le af hende fordi hun havde ladet sig dupere af en hysterisk tyveagtig Pige.
Dr. Aagot besluttet at hemmeligholde hele Sagen.
Da Dr. Lind lige efter at Maggi havde forladt hende, kom og besøgte sin Kusine savnet hun Maggi og spurgte efter hende.
Dr. Aagot svarede at denne havde opsagt sin Stilling hos hende, da hun rimeligvis med det første kom til at reise til sin Onkel i Amsterdam. Foreløbig boede hun hos en Slægtning, hvis Adresse Dr. Aagot ikke kjendte.
Lind blev meget ilde tilmode ved at høre dette. Han havde virkelig tænkt at tilbyde Maggi sin Haand.
Saa var det en Tid efter at Dr. Lind aflagde Besøg paa Lindevold og saa til gamle Lambert. Han undret sig over Godseierens Bedring.
Da han strax efter kom ned i Dagligstuen befandt han sig pludselig overfor Lina Blessing.
Hun vidste hvem han var og havde ogsaa sat sig ind i den Rolle hun skulde spille overfor ham. Ogsaa i dette Stykke havde Widding instrueret hende. Nu da den virkelige Maggi West var borte, maatte ikke den falske Maggi være ude for Tyvsbeskyldningen.
„Hvadfornoget, faar jeg se Dem her, Frøken West?“ sagde Doktoren smilende og med udstrakt Haand mod hende.
Som han saa paa hende, fængsledes hun med engang af hans brune Øine. Der gik som et elektrisk Stød gjennem hende og drev en dyb Blussen over hendes smukke Ansigt.
Og hun drages mod ham med en svimlende sød Henrykkelse, som hun aldrig før i sit Liv havde følt.
Doktoren for sin Del betoges af hende mere end nogensinde. Den paafaldende Forvirring, hun viste, forekom ham at tyde paa at hun virkelig holdt af ham, og han blev saa hjertelig glad.
„Det forundrer Dem nok at se mig her, Hr. Lind,“ sagde hun smilende. „Men min Onkel Elias Malm og jeg er her paa Besøg.“
„Hvadfornoget, er Malm Deres Onkel!“
„Ja, det vidste jeg ikke om, før han nylig opdaget mig.“
„Men jeg hørte om en anden Onkel, som De skulde have reist til i Amsterdam.“
„Hvem har sagt det?“ spurgte Lona skarpt.
„Frøken Wang.“
„Hun kunde gjerne have sagt Sandheden,“ mente Lona heftigt.
„Sandheden?“
„Ja — at hun viste mig bort, fordi hun antog mig for at have stjaalet noget Sølvtøi fra hende.“
„Hvad er det De siger?“ skreg Lind op. „Hun skulde mistænke Dem for . . .“
„Jeg maa indrømme at Skinnet var frygtelig imod mig. Der var kommen en Pige ind paa et Laanekontor — hun skulde ligne mig paa en Prik og hun har pantsat samme Sølvtøi for fem Kroner. Siden fandt man Panteseddelen og en Femkroneseddel i min Kaabelomme. Laanekontorets Bestyrer fik se mig hos Frøken Aagot og paastod, at det var mig, som havde været hos ham og pantsat. Men nu kommer det skjæbnesvangre ved Sagen. Jeg var omtrent ved den Tid at Pantsættelsen fandt Sted ude i et Ærinde, hvis Natur jeg umulig kan angive — det angaar en Hemmelighed, som jeg for ingen Pris vil røbe.“
Doktoren, der spændt havde lyttet til hendes Forklaring, sagde nu:
„Dette var dog en bansat Historie!“
„Jeg skal gjerne aflægge Ed paa at jeg ikke har stjaalet Sølvtøiet.“
„Og jeg skal gjerne aflægge Ed paa det samme, Frøken,“ forsikret han alvorlig og hjertelig. „Men hvordan kan vel dette hænge sammen?“
„Jo, her er lavet en sjofel Komedie anlagt paa at ødelægge mig,“ svarede hun. „Der skal være en Pige her i Byen, som ligner mig aldeles slaaende. Det har jeg hørt, og tillige faaet mærke. Hun maa tilhøre Gadens løse Fugle; thi flotte Herrer hilser mig paa en mystisk intim Maade, det samme gjør Gadepiger. Jeg nævnte rigtignok ikke noget herom til Frøken Wang.“
„Dette er forfærdeligt,“ sagde Doktoren, „men jeg vil se til at bringe Klarhed i det — jeg vil opbyde alt til dette Formaal.“
„Sig mig, Hr. Lind, kan De forstaa, at der gives Tilfælde her i Livet, hvor man, uden selv at have begaaet noget uhæderligt eller usømmeligt, ikke ser sig istand til at angive, hvor man til bestemt Tid har været eller hvad man da har foretaget sig?“
„Det kan jeg saa godt forstaa, min Frøken, svarede han. „Dette om den Pige, som ligner Dem, giver jo etslags Forklaring. Men dette var da gyselige Intriger.“
„Ja, jeg har været ude for noget af hvert jeg, Hr. Lind. Nu har jeg det godt efter jeg fandt Onkel Elias, men det gjør mig saa ondt at Frøken Wang skal tro saadant om mig, hende jeg var saa glad i.“
„Jeg lover Dem, Frøken West, at jeg skal rense Dem i hendes Øine. Har De intet Begreb om hvem disse Mennesker kan være, der har lavet istand denne Tyvehistorie for at ødelægge Dem?“
„Det har jeg ikke det fjerneste Begreb om. Rigtignok er ikke Historien kommen ud blandt Folk, men alligevel smerter det mig haardt at Frøken Aagot skal anse mig som en Tyvekvinde.“
„Naturligvis, jeg skal strax tage fat med dette, Frøken West.“
Samtalen afbrødes ved at Widding traadte ind – sammen med Frøken Lyhr.
Doktoren hilste paa dem og trak Kathinka tilside og underholdt sig med hende om Godseieren.
Widding maalte Lona med et forskende Blik, som fik hende til at blusse.
„Jeg gaar ud paa Terrassen,“ sagde han, „kom efter. Jeg vil gjerne tale med dig.“
Lona nikket, og hun fjernet sig.
Strax efter gik ogsaa hun.
„De kjender jo Frøken West!“ sagde Frøken Lyhr til Lind.
„Jovist, jeg fik høre at hun er en Niece af gamle Malm.“
„Ja, og Malm er Onkels Ungdomsven – vistnok engang hans kjæreste Ven. Onkel Haakon føler sig vist meget oplivet af hans Selskab, og jeg glæder mig over at han tager fast Ophold her. Onkel liker ogsaa godt Frøken West, hun steller saa godt om ham. Malm skal være meget formuende og Frøken West er hans eneste Arving.“
„Se det. Frøken West er en meget tækkelig ung Dame.“
„Ja, tækkelig og beskeden,“ svaret Kathinka, men tilføiet ved sig selv:
„Jeg hader hende som Pesten, men jeg er desværre nødt til at taale denne simple Pige i min Nærhed.“
Da Lona kom ud paa Terrassen til Widding, saa han atter skarpt paa hende lidt og sagde:
„Hvordan er det med dig?“
„Med mig? Jeg er frisk.“
„Det var ikke det, men jeg syntes at forstaa, at du har forelsket dig i Doktor Lind.“
Atter blev hun brændende rød.
„Din Blussen røber dig,“ sagde han harmfuldt, „og jeg vil nu sige dig det engang for alle, at jeg ikke vil vide af noget Sværmeri for andre Mandfolk end mig.“
„Du tager Feil!“ mumlet hun.
„Jeg advarer dig. Du kan nu ikke gifte dig med nogen anden end mig da, ser du?“
„Saa, jeg kan ikke det!“ gjenmælte Lona trodsig.
„Nei, i det Øieblik du forlover dig med nogen anden, saa gaar jeg hen og demaskerer dig, og da er du færdig her.“
„Men saa vilde du ogsaa blive færdig med det samme, Widding,“ sagde hun.
„Jeg ordner mig altid saa jeg bliver Situationens Herre. Jeg skjønner at du nærer Oprørstanker, men slaa dem væk, ellers kan du komme til at ødelægge alt.“
„Nu, jeg skal aldrig se paa den vakre Doktoren mere.“
„Hvad sagde han til dig?“
Hun meddelte derom.
„Jeg ventet mig noget saadant!“ fortsatte Widding.
Saa gik de til hver sin Kant.
Hele Dagen gik Lona og tænkte paa Dr. Lind.
Hun var forelsket i ham – en stor heftig Kjærlighed havde han tændt hos hende.
For Widding næret hun ingen varme Følelser. Det var en stor Løgn af ham, da han fortalte Frøken Lyhr, at der var et intimt Forhold mellem ham og Lona. Hun var den, som kunde holde ham ti Skridt fra Livet.
Men efter Mødet med Doktor Lind følte Lona noget, der lignede Modbydelighed for Widding.