Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/47
47de Kapitel.
I Pigebureauet.
Vi saa Maggi West vel ombord paa Dampbaaden.
De havde et vidunderlig smukt Veir paa hele Turen.
Maggi delte Kahyt med Frøken Hagemann. Disse to unge Piger havde sluttet et underligt Venskab og hvad nu Kørner angik, var han Elskværdigheden selv mod dem begge.
Agnete havde faaet Maggi til at love at være hendes Brudepige. Brylluppet skulde finde Sted fjorten Dage efter Ankomsten til Amsterdam.
Muntert og livligt gik det til ombord. Om Aftenen muciserede Damekapellet til Dans. Skjønt Maggi vel kunde danse, brød hun sig lidet om det og vilde helst holde sig unna nu ogsaa, men Agnete overtalte hende til at deltage.
„Du er ung Maggi,“ sagde hun, „og har Ret til i al skyldighed at more, og jeg er sikker paa, at du i al Hemmelighed har en Mand, hvem du ønsker at danse igjennem Livet med.“
„Her er han ialfald ikke,“ mente Maggi.
„Nu, saa drøm at han er her — drøm at det er den Mand du danser med.“
Saa deltog Maggi i Dansen. Hun førte sin slanke jomfruelige Skikkelse nydeligt og graciøst i Dansen og smuk som hun var, blev hun snart den, som alle Herrer kappedes om at tage op.
Maggi brød sig kun lidet om deres Kourtise og galante Smiger, men der var jo enkelte af dem, som kunne samtale om dybsindige og alvorlige Emner, hvilket hun satte Pris paa. Saaledes den unge danske Grev Frisenborg, en smuk, intelligent Herre.
Han var Maggis stadige Kavaler og optraadte saa fint, belevent og diskret.
En Dag sagde Agnete til Maggi:
„Det er ikke til at tage Feil af, Grev Frisenborg er dødelig forelsket i dig.“
„Det tror jeg ikke,“ svaret Maggi hoderystende.
„Du skal se at en af Dagene frir han til dig. Hvad vil du da svare?“
„Som sandt er, at jeg ikke elsker ham.“
„Det forundrer mig virkelig, saa smuk og elskværdig som han er — ustyrtelig rig skal han ogsaa være – og saa tænk dig du at blive Grevinde og raade over et stort Gods i Danmark og mange Tjenestefolk og at komme til Hoffet.“
„Det frister mig altsammen ikke,“ svarede Maggi rolig.
„Da maa det være fordi dit Hjerte er forud optagen af en anden,“ fortsatte hendes Veninde, forskende hende med et prøvende Blik, som fik Maggi til at blusse.
„Jeg ser paa dig, at det er saa, Maggi!“ lo Veninden. „Men jeg tror det, at om jeg ikke holdt saa umaadelig af Fritz, vilde jeg blive glad i Greven.“
„Nu, saa glæder det mig at Grevekronen heller ikke frister dig,“ smilte Maggi.
„Fritz og jeg blev glade i hinanden fra første Stund vi saaes,“ fortsatte Pigen med straalende Øine. „Og jeg er saa sikker paa ham. Om jeg skulde forstaa at han ikke elsket mig, vilde jeg blive saa fortvilet at jeg ikke vidste, hvad jeg gjørde – jeg tror bestemt, jeg kom til at tage Livet i mig,“ tillagde hun idet hendes tyse Ansigt mørknet til bare ved Tanken paa en saadan Mulighed.
„Tal ikke saadan!“ sagde Maggi. „Hvor haardt vi end hjemsøges, skal vi aldrig tænke paa at tage Livet af os. I de tungeste Stunder skal vi søge Trøst og Hjælp hos Vorherre.“
„Vorherre,“ gjentog hendes Veninde i en fremmed, ligegyldig Tone.
„Tror du ikke paa ham?“ spurgte Maggi, idet hun saa vist paa hende.
„Jovist tror jeg paa ham — jeg er jo en Kristen. Men for saadant forfærdeligt noget kan ikke Vorherre hjælpe. Jeg kan ikke leve uden Fritz. Forresten hvorfor skal jeg nu tale om saadant,“ afbrød hun sig selv med et trygt Smil. „Det sker aldrig. Fritz er tro som Guld.“
Hvor levende skulde ikke Maggi erindre disse Venindens Ord nogle Dage senere. Men ak under hvilke Forholde!
Agnetes Spaadom med Hensyn til Grev Frisenborg gik i Opfyldelse.
Den Aften de damped ind gjennem Nordsjøkanalen og Storbyen Amsterdam blinket dem imøde med Tusinder af elektriske Lys, erklærede Greven Maggi sin Kjærlighed.
Saa smuk og nobel var han i denne Stund saa glødende flød Ordene fra hans Læber at Maggi ikke kunde tvile paa at hans Kjærlighed var sand og virkelig og det gjorde hende ondt for ham, men hendes Hjerte forblev helt uberørt.
„Aldrig vil jeg komme til at elske nogen anden end Dem, Frøken West,“ sagde han. „Alt, hvad ieg eier, hele mit Liv lægger jeg for Deres Fødder. O sig mig, kan De gjengjælde mine Følelser?“
„Det kan jeg ikke, Hr. Greve,“ svarede Maggi, „hvormeget jeg end høiagter Dem.“
„Det er en anden, som De elsker?“ spurgte han med undertrykt Heftighed.
„Saa er det, Hr. Greve,“ svarede hun, „jeg er forlovet – om end hemmeligt.“
Grevens Ansigt havde faat et saadant Udtryk af dyb Melankoli, at det gjorde hende ondt for ham.
„Da vil jeg haabe at denne lykkelige Mand er Deres Kjærlighed værdig,“ sagde han. „Men jeg beder Dem om en Ting, min Frøken — hvis De nogensinde skulde komme i en Situation her i Livet, da De trænger Hjælp i Raad eller Daad, vil De saa henvende Dem til mig?“
„Tak, Hr. Greve, det skal jeg erindre.“
„Og De vil anse mig som en god og trofast Ven!“ vedblev han.
„Tak, det vil jeg saa gjerne.“
Han gav hende sit Visitkort med sit Adelsvaaben paa.
Det bar ind gjennem Kanalen til den myldrende Storstad, hvorfra lystig Musik tonet dem imøde.
Kørner sørget paa den galanteste Maade for de to Damer idet de forlod Dampskibet.
Maggi var ganske flink i Tysk, men forstod ikke meget af det hollandske Sprog, der forekom hende som det rene Kondervælsk.
Da Kørners Forældre, efter hvad han sagde, boede paa et Gods nogle Mil fra Byen og det vilde blive sent for Maggi at søge sin Onkel nu, skulde de tage ind hos hans Tante, som havde Privathotel hersteds.
Først var de inde paa en Kafé og nød en Kop The. Herunder var Kørner henne og Telefonerede til sin „Tante.“
Nu tog de en Vogn og kjørte en ganske lang Strækning gjennem Byen.
Endelig holdt de foran en langagtig brun Bygning.
Kudsken blev betalt, og Kørner gik hen og trak i Klokkestrengen.
En liberiklædt Tjener lukket op for dem.
„Er Fru Hinders tilstede?“
Svaret lød bekræftende, og han førte dem ind i en elegant Sallon, monteret med forgyldte Møbler trukne med rød Fløiel.
„Sid ned, mine Damer,“ bød Kørner.
De tog Plads i en Sofa.
Raslende gled Portierene tilside, og nu viste der sig en overordentlig fed middelaldrene Dame, hun saa næsten ud som en Kjæmpekvinde.
Over hendes blegfede, posede Ansigt laa et raat, dyrisk, grusomt Udtryk, som ligefrem skræmte de to unge Piger ved det første Syn de fik af hende.
Hun hilste Kørner med et kordialt Haandtryk, og han presenterte hende for Agnete og Maggi.
„Velkommen mine Damer,“ sagde hun paa Tysk. „Sid ned — først maa jeg tale lidt med Gutten.“
Og hun trak Kørner med sig ud mellem Portierne.
De to Piger havde tause sat sig ned. Maggi vilde ikke lade sin Veninde mærke, hvilket slet Indtryk hendes Forlovedes Tante havde gjort paa hende.
Agnete, der ogsaa var bleven nedstemt ved Synet af Tanten, begyndte for at opmuntre Maggi livlig at passiare om et og andet.
Saaledes hengik en god Stund.
Nu lød der lette Skridt udenfor. En Dør reves op og ind styrtet en ung Pige med et kulsort Haar vildt flagrende om et blegt, yndigt Ansigt.
Hun syntes endnu næsten at være et Barn og kunde neppe være mere end femten Aar.
„O hjælp mig, frels mig!“ skreg hun paa Tysk og hævet bønfaldende Hænderne mod de to Piger, der var faret forskrækket op fra Sofaen.
„Kjære, hvad feiler Dem?“ spurgte Agnete.
„O min Far overgav mig til en Mand, som sagde at han havde en Forretning og skulde give mig Post der, men saa førte han mig hid og . . . “
Hun brast i Graad.
„Kjære Barn, fat Dem dog,“ bad Agnete. „Tror De da, at det er nogen Fare, som truer Dem her.“
„Ved De ikke hvad dette er forslags Hus?“ raabte den Fremmede i en Tone saa rædselsfuld uhyggelig at de to Piger blegnet.
„Hun kan ikke være rigtig vel forvaret?“ hvisket Agnete paa Norsk til Maggi.
„Ved I hvad Hus dette er?“ fortsatte den Ulykkelige. „Jo, hid narrer man unge Piger eller slæber dem med Magt hid og sælger dem til den tykke Værtinde, som igjen sælger dem til Pigehusene.
„Det er ikke muligt?“ hvinte Agnete, mens Maggi stod der med Forfærdelsen malet i sit Ansigt.
„Jo, jeg har lyttet ved Døren og hørt det selv. Mig vilde de tvinge til at iføre mig en letfærdig Dragt, men jeg smuttet fra dem. Sig mig, er I fra et Land, som heder Norge!“ tilføiet hun som pludselig kommen paa en Tanke.
„Jo, det er vi,“ svaret Agnete forundret over Spørgsmaalet.
„O Himmel, jeg lyttet ved Døren og hørte den fede Kone bede en Herre komme hjem imorgen, eftersom hun ventet en Agent med to norske Piger.“
Der lød et vildt Skrig fra Agnete, og hun greb krampeagtig fat i Sofakanten for ikke at segne om.
I samme Øieblik dukket to robuste gamle Koner ind.
Femtenaaringen gav i et Angstkrig.
„Er du der din Vilkat!“ bræget den ene af Kjærringerne og de gjøv løs paa hende og greb fat i hende.
„Hvor kan De tillade Dem at behandle dette stakkels Barn saadan?“ raabte Maggi med lynende Øine.
„Bryd Dem ikke De!“ knurret den ene Kone. „Turen kommer nok snart til Dere to ogsaa.“
Saa slæbte de den arme Pige med sig ud.
„Maggi,“ hvinte Agnete bleg som Døden. „Det kan ikke – det maa ikke — du kan da vel ikke tro, at Fritz har noget med dette at bestille, han kjender bestemt ikke noget til at hans Tante. . .“
„Nei, maaske gjør han ikke,“ tvang Maggi sig til at sige.
„Jeg maa tale med ham — strax — nu med engang — kom!“
Hun trak Maggi med sig ud gjennem Portiererne, ud i Gangen.