Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/44
44de Kapitel.
Den falske Maggi West.
Gamle Elias West var aldeles ikke tilfreds med Resultatet af sine Efterforskninger efter den Pige, som skulde hede Maggi til Fornavn.
I østre Aker, hvor hun maatte formodes at være død, havde han intetsomhelst Spor fundet.
En detektiv, som han havde sat til at lede Efterforskningen, havde ingen Ledetraad kunnet finde.
„Om jeg henvendte mig til Frelsesarméen?“ tænkte han en Formiddag efter at have spist Frokost paa Hotellet nede ved Vestbanestationen, som han bodde.
„De skal jo være flinke til at opspore Folk — kanske jeg burde gjøre et Forsøg.“
Strax efter forlod han Hotellet og drev nedover til Bryggen for at indaande den salte Sjøbris.
Han saa ikke at en ung Pige fulgte ham i Afstand.
Endelig slog han sig tilro paa en Bænk nede ved Keiserbryggen og tændte sig en Cigar.
Hans Blik fæstet sig paa en Dampbaad, som bruste udover mod Bygdø.
Som han vendte sig, bemærket han en ung Pige, der just vilde sætte sig ned ved Siden af ham.
Der gik en Sjælven gjennem ham og han blev ganske bleg.
Du store Gud, dette Ansigt, dette Haar, disse Øine, hele denne Pigeskikkelse, det var jo . . .
Pigen, der syntes forskrækket over Udtrykket i hans Ansigt, vilde trække sig tilbage.
„Nei, jeg ber — vent – bliv!“ higstet Elias Malm helt bestyrtet.
Hun stanset og saa forundret paa ham, den unge smukke Pige med det skjære, jomfruelige Ansigt.
„Tør jeg spørge Dem, hvad heder De?“
„Maggi West.“
Elias fo’r sammen i en saadan Bevægelse at han i de første Øieblikke ikke kunde faa et Ord frem.
Sid ned — lad mig faa tale med Dem, kom han sig endelig til at sige.
Lona Blessing, thi hun var det, satte sig, ligesom modstræbende ned paa Bænken.
„Og Deres . . Deres Forældre?“
„Min Far var Mekaniker Jonas West, min Mor var født Gillund.“
„Hm—m, var det Deres rette Forældre?“ spurgte Elias West med Eftertryk.
Hun fo’r op.
„Hvor kan De . . . vide?“ higstet hun.
„Det er altsaa ikke Deres rette Forældre, men kun Deres Pleieforældre,“ vedblev han.
Lona skjulte Ansigtet i Hænderne og syntes at briste i Graat.
„Kjære Barn, frygt ikke for mig,“ bad han med blød Stemme, „jeg vil dem intet ondt – tværtimod vil jeg Dem alt muligt godt. Deres Ansigt minder mig saa levende om en ung Pige, en kjær Slægtning af mig og jeg tror, jeg ved, hvem Deres rette Forældre er.“
Lona tog Hænderne fra Ansigtet og maalte ham med et ængsteligt, prøvende Blik.
Saa sagde hun med bævende Stemme:
„Ak, min Herre, det er saa besynderlig. Lige til nu for en Uge siden har jeg aldrig tvilet om at jeg var et Barn af min elskede Far og Mor som jeg er opvoxet hos, og hvis Minde var mig saa dyrbart og helligt; men saa fik jeg vide noget andet. Jeg . . jeg . . . “
„Hvad var det, De fik vide, mit Barn?“ spurgte Elias Malm. „De kan ganske trygt betro Dem til mig.“
Hun syntes at betænke sig lidt og fortsatte derpaa:
„Min Mor efterlod mig et Brev, udenpaa hvilke stod skrevet, at jeg ikke skulde aabne det før jeg blev atten Aar. Jeg har undret mig nok paa det Brev, og saa tillod jeg mig at aabne det, uagtet der endnu er nogen Tid til min attenaars Fødselsdag. Og i det Brev skrev hun til mig, at hun ikke var min rette Mor, min Mor var kommen døende til mine Forældre og havde født mig og alt skulde være i Hemmelighed – ak, det var saa besynderligt, saa forskrækkeligt alt hvad der stod i Brevet.
Atter skjulte hun Ansigtet i Hænderne og nu hørte han hende græde – faa gribende naturligt at han aldrig kunde drømme om at det var Komediespil.
„Mit kjære Barn – mit kjære Barn!“ sagde Elias Malm og strøg Haanden over hendes brune Haarfylde, „jeg forstaar saa godt, hvilket stærkt Indtryk dette maa gjøre paa Dem. Jeg tror bestemt at De er en Slægtning af mig?“
„De, min Herre en Slægtning af mig?“ raabte Lona med store Øine.
„Jeg tror det – og derfor skulde jeg meget ønske at se det Brev, som De talte om.
„Brevet — det har jeg her i Haandvæsken min. De maa gjerne faa se det.
Hun tog det frem og rakte ham det.
Elias stirret paa Bogstaverne. Længe havde han ikke læst, før Bevægelsen tog ham saadan at det gik i Surr for ham.
Endelig tog han sig sammen og læste videre.
Hvor alt passet godt! Det Fnug af Tvil der sad igjen hos ham, veiret hen som Dug for Solen og ved Siden af ham sad hun, der var hans Søsters udtrykte Billede — det var, som hans elskede Søster var vendt tilbage fra sin Grav, straalende af Ungdom og Skjønhed.
„Ja, dette,“ sagde han i heftig Bevægelse, — „dette tyder paa, at det forholder sig, som jeg tænkte — at De er en Slægtning af mig. Har De det Smykke, som her tales om?“
„Det ligger i min Kuffert paa Hotellet, jeg bebor — lige borte i Engens Gade.
„Vil De tillade mig at se det?“ Sig mig, er der nogen Restaurant paa Hotellet?“
„Nei, men nedenunder er der en Afholdskafé.“
„Godt, der kan jeg jo vente paa Dem, mens De henter Smykket, og der kan vi maaske tale mere uforstyrret sammen end her. Vil De gaa lidt iforveien, saa følger jeg efter.“
Hun gik forud, og som Elias fulgte efter, maatte han beundre hendes lette Gang, hendes Holdning, hendes Maade at føre sig paa. Han sagde sig selv at hun var fuldt ud representabel – en saadan Datter behøvede ikke gamle Haakon Rambøll at skamme sig over.
I et Bagværelse paa Afholdskaféen ventet Elias Malm paa hende.
Lona kom med en liden Pakke, aabnet den og rakte ham det funklende Guldarmbaand.
Han stirret paa det og sagde saa:
„Ja, enhver Tvil er udelukket. Maggi, her ser du din Mors Bror.“
Han slog Armene om hende, og Lona Hessel fældte atter sine routinerede Krokedilletaarer. Hun havde havt en dygtig Instruktør.