Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/43
43de Kapitel.
Frøken Lyhr hos Fru West.
Da Fru Larsen kom hjem, befandt hun sig saa ilde tilmode, at hun satte sig til at græde.
Nu kunde hun ikke tvile om at den tyske Agent var en Slyngel ligesom Widding, og at disse to havde opereret sammen, at Brevet, Maggi havde faat, var en Forfalskning, der gik ud paa at lokke den unge Pige i en afskyelig Fælde, og det var lykkes dem.
Fru Larsen var en ualmindelig intelligent og skarpsindig Kvinde, begyndte hele denne dunkle Sag lidt efter lidt at lysne for hende. Det gik op for hende at Widding havde været en falsk Ven for Gilbert Rambøll og at al den Forfølgelse, som Maggi havde været udsat for, ikke skrev sig fra gamle Rambøll men fra Widding.
Og Maggi var solgt til Skjændsel og Uindergang. Hun var allerede underveis til Amsterdam, hvor hun skulde føres ind i en Lastens Hule.
„Hvad skal jeg gjøre — hvad skal jeg gribe til?“ stønnet den gamle Kone og fo'r rundt i Værelset og vred Hænderne i hjælpeløs Fortvilelse.
Havde endda Fru West kjendt den gamle Hollænders Adresse, kunde man maaske sat sig i Forbindelse med ham, men nu var der ingen Ledetraad, ingen Adresse, intet Haab om at kunne redde den unge Pige, der uden at ane ondt lod sig lede lige frem mod en Lastens Afgrund, hvor hendes Fremtid vilde forspildes.
Ingen, hun vidste om, kunde hjælpe hende, intet Menneske i hele Verden.
Men nu knælte hun ned paa Gulvet med foldede Hænder og bad:
„Herre Gud i Himlen, du, som gransker Hjertet og Nyrer og styrer hele Verden, ingen Fugl falder død til Jorden uden du vil det og har bestemt det, saa vil du vel ikke lade denne deilige uskyldige Pige, som blev viet til dig i Daaben som Barn, som stedse har bestræbt sig af et ærligt Sind for at vandre dine Veie — du kan dog vel ikke ville at hendes Sjæl skal gaa overbord. Herre, tag hende i din stærke Haand, naar Stunden kommer, da hun trænger dig mest — ingen Mennesker har jeg mere at lide paa, jeg fortrøster mig til dig alene min himmelske Fader.“
Og hun reiste sig mere rolig tilsinds end hun havde knælt ned.
Vor Tids Mennesker tror sig selv saa stærke, de synes Verden gaar fremad og de selv med den, deres Følelse af Overlegenhed voxer, de nærer en blind Foragt for alle de Redskaber og Methoder, deres Forældre har benyttet sig af, deres Opdragelsesmaade Tænkesæt m. m. Men saa slænger de ofte med det samme fra sig en herlig Arv, som Forældrene har givet dem, en Arv, som de ikke vurderes, fordi den ikke kan beregnes i Mynt — deres Gudstro.
De afsætter Vorherre som en Monark, der er bleven gammel og aandssvag, eller rettere sagt et Væsen som kun har levet i dumme Folks Indbildning — gammel Overtro som skal vige for Kulturens Solopgang. „Vi har ikke Brug for nogen Vorherre, vi greier os selv!“ lyder det kjækt.
Og kjækt kan de seile sin Skude i Solgangs Bør og ikke føle Trang til Vorherre, forhærde sit Hjerte mod ham i den Grad at han ikke blir mere til for dem.
Saalænge det er Solgangs Bør ja — Men naar de Dage kommer, om hvilke man siger: „De behager mig ikke!“ naar den Stund kommer, da Skuden er læk og man søger efter Baade, som ikke findes, da alle, man har stolet paa, svigter, da der ingen, ingen Redning glimter i Horizonten, da gaar den Mand overbord, som ingen Vorherre har at ty sig til. Men den som kan gaa til Gud med sin Sorg, føler sig aldrig rigtig forladt, han ser aldrig Sørgerne saa sorte og de bøier ham aldrig saa dybt ned, Kristendommen breder sit forsonende, forklarende Skjær over det Hele og saa har han noget i Baghand — den stærkeste Magt i Verden — Vorherre! Han lægger saa trygt Sagen i Vorherres Haand. Men det ved han ogsaa, derfor er det ikke Meningen at han skal lægge sig i Dødvandet og overlade det hele til Gud – uden at røre en Finger selv. Gud vil, at vi selv kan gjøre alt hvad vi kan.
Roligere tilsinds reiste Fru Larsen sig efter Bønnen, hun havde lagt sin Sag i Guds Haand, men hun følte, som hun skulde gjøre noget selv ogsaa. Nu brød hun sin Hjerne hermed.
Om Natten havde hun en underlig Drøm.
Ikke længe efter Fru Larsen forlod Fru West, modtog denne et nyt Besøg.
Det var Kathinka Lyhr.
„Sig mig, hvor er Maggi West bleven af!“ spurgte hun.
„Sandelig om jeg det kan svare paa, bedste Frøken. Her har været et helt Opstyr i den Anledning.“
Han meddelte om Slægtningens Besøg og hvad derefter fulgte, ligeledes om den sidste Samtale hun havde havt med Fru Larsen o. s. v.
„Men hvor kan da Deres Niece være bleven af?“ undret Kathinka sig.
„Jeg tror ikke rigtig dette om at hun er reist til Udlandet,“ mente Fruen. „Men kanske Hr. Rambøll har bortført hende.“
„Det er ikke Tale om det.“
„Saa kunde det kanske være en anden, som . .“
Straks tænkte Kathinka paa Widding. Han havds talt om sin Forelskelse i Maggi og udtrykt sig saa besynderligt.
Hun maatte se til at faa Rede paa dette.
Hastig tog hun Afsked, sad snart efter i Sporvognen — Overgang Homannsbyen.
Hun traf Widding hjemme og tog strax fat i ham og fortalte ham hvad Fru West havde sagt.
Med et eiendommelig Smil lyttet han til.
„Jeg ser paa Dem, at De ved noget om dette,“ fortsatte hun heftigt.
„Det er ikke fri for det.“
„Nu, hvor er hun da?“
„Hun har forlovet sig med mig.“
„Hvad vil De indbilde mig?“ skreg hun heftigt op.
„Da maatte jeg ha tat aldeles feil af hende.“
„Det er netop, hvad De har gjort, Frøken Lyhr. Maggi er en beregnende Pige og hun har fundet ud at det er langt fornuftigere at gifte sig med mig end fortsætte en haabløs Kamp for at blive gift med Gilbert.“
„Nei, er det virkelig mulig!“
„Som jeg siger,“ svarede Widding.
„Hvor er hun?“
„Hun har tat sig en kort Trip paa Landet. Vær De kun ganske rolig. Frøken Lyhr, som min Forlovede er Maggi West helt uskadelig for Gilbert.“
„Er det sikkert det?“
„Naar han vender tilbage fra Sanatoriet, saa er jeg rimeligvis allerede gift med Maggi West.“
„Det er ikke værd at skrive til ham om det.“
„Nei, naturligvis faar han ikke vide noget om det, før Maggi allerede er min lykkelige Hustru.“
„Hahaha, hvor morsomt!“
„Imorgen, Frøken Lyhr, kommer jeg paa Besøg paa Lindevold,“ fortsatte han.
„De er hjertelig velkommen. Men der er nok ikke mange Adspredelser hos os nu.“
„Destobedre. Saa faa jeg større Ro til at arbeide paa mit Værk om de gamle norske Storgaarde.“
„Tænk, Onkel er virkelig i Bedring nu.“
„Glæder mig oprigtig at høre.“
„Doktor Lund er helt overrasket. Han siger at Gamlen vistnok snart kan komme til at sidde oppe.“
„Sig mig, Frøken, var Godseieren en stor Bonvevant i sine unge Dage.“
„Jeg har ikke hørt noget saadant.“
„Men jeg har hørt saameget om ham jeg.“
„Nuda!“ spurgte hun i en vis Spænding.
„Blandt andet at han skal have været hemmelig gift lige før han tiltraadte Lindevold.“
„Bare Opspind!“ raabte Kathinka. „Han var jo nær firti Aar, da Morten Rambøll døde og han fik Lindevold.“
„Jeg indser aldeles ikke at der skal være noget iveien for at en firtiaarig Mand forelsker sig, forlover sig og gifter sig hemmelig.“
„Det er forresten sandt, men . .“
„Hans Bror, Bankchef Rambøll Gilberts Far, havde vel allerede været gift i flere Aar før nuværende Godseier overtog Lindevold.“
„Han havde det ja — Godmorgen, Hr. Widding!“