Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/41
41de Kapitel.
Hvad Gilbert saa.
Det var samme Eftermiddag at Gilbert Rambøll befandt sig i Bygaarden og pakket sin Kuffert.
Tidlig næste Morgen skulde han give sig paa Reisen til Sanatoriet.
Han var færdig med Pakningen og drev frem og tilbage paa Gulvet og kjedet sig.
Han skulde mødes med Widding ved Ottetiden, men vilde helst træffe ham strax. Der var saadan Underholdning ved ham.
Nu besluttet han at trikke op til Bogstadveien og søge Widding hjemme.
Gilbert havde aldrig besøgt ham før.
Han trikket didop, fandt Nummeret og steg opover Trappen.
Han saa Widdings Navn paa Skiltet og gik hen og trykket paa Ringknappen.
Men den gav ingen Lyd. Apparatet var nok gaat istykker.
Han slog et Slag paa Døren, men nu gav den efter og gik op. Den havde altsaa været ulaast.
Nu traade han ind i Entreen og nærmet sig en Dør med Glasglugge og vilde just banke paa, da han stanset ved at høre Widdings Stemme:
„Det træffer sig saa heldigt, at Gilbert skal ud at reise.“
Han undret sig paa, hvad disse Ord, der klang saa spotsk, skulde betyde, og hvem de henvendtes til.
„Det er meget godt.“ sagde en Pigestemme ― Lyden af den fik ham til at skjælve. Men det kunde da virkelig ikke være muligt, at . . .
„Han vilde vel ikke like at høre, at vi to er forlovede,“ lo Widding. . . . „Ak for et Komediespil der drives med den stakkels unge Mand!“ lo Pigen.
Nu hævet Gilbert sig paa Taaspidserne og tittet ind af Glasgluggen.
I næste Moment tumlet han tilbage hvid i Ansigtet som en Død.
Derinde havde han set Widding sidde Armen om Livet paa en ung Pige. Og hvor kunde han vel tvile om, at denne unge Pige var Maggi West.
Med Opbydelsen af alle sine Kræfter vaklet han ud af Entreen og gik støttet til Gelænderet nedover Trappen.
Nu var Dækket revet fra hans Øine, han forstod at Widding var den falskeste Ven, der tænkes kunde, og drev et skjændigt Spil bag hans Ryg, men Beskaffenheden af dette skjændige Spil misforstod han helt og holdent.
Den vildeste Fortvilelse havde grebet ham, da han trodde at se Maggi West i Widdings Arme. Men han havde ikke gaaet mange Skridt nedover Gaden, før der reiste sig andre Følelser hos ham, som helt fik Overtaget over Fortvilelsen. Det var en flammende Harme og Krænkelse han følte for den Maade Vennen havde behandlet ham paa og den formodede Maggi West.
„Jeg skal kræve dem til Regnskab begge to! hvæste han, vendte om og tog Veien tilbage. „Jeg skal slynge dem min Mening lige i Ansigtet!“
Men som han atter naadde frem til Porten, stanset han op og besindet sig.
„Sandelig om de er saa meget værd som at jeg skjælder dem ud,“ mumlet han og vendte atter om.
Der kom en Sporvogn brusende og holdt, han fo'r op i den og tog Plads bag paa Platformen, saa bar det atter ivei.
„Dette er til at blive gal over,“ mumlet han for sig selv, „at tænke paa at jeg skulde tøve saadan med Limstangen.“
Og han gav sig alvorlig til at grunde over, hvordan det kunde hænge sammen med alt dette.
„Det er nok en net Person, jeg har valgt til min Fortrolige,“ tænkte han ved sig selv. „Jeg betrodde ham om Maggi og mig, og saa har han forelsket sig i hende og bag min Ryg gaaet og indledet en Kjærlighedsforbindelse med hende. Maggi sagde at de havde drevet Komediespil med mig, og Widding har saavist gjort alt, hvad stod i hans Magt, for at skille mig og Maggi ad. Hun er vist ikke værd at sørge over. Nu tror jeg virkelig, det er sandt alt hvad Frøken Lammers sagde om hende, men tillige tror jeg det er sandt, hvad enkelte har sagt om Widding at han er den største Sjofelist, som findes til, i hele Kristiania. Jo, jo, en ædel, opofrende Ven!“
Han steg af ved Grand Kafé og gik ind for at faa sig noget stærkt at skylle dette ned med – Champagne og Kognak.
Han forlangte disse Varer, og da han havde skyllet ned et høit Pjolterglas deraf, følte han sig noget lettere tilsinds.
„Jeg skal saamæn ikke lægge dem en Pind iveien,“ mumlet han halvhøit. „De to kan gifte sig saameget de vil for mig. Jeg reiser min Vei imorgen, nei, jeg tar med Nattoget!“ besluttet han sig raskt. „Og jeg vil ikke sige noget til Widding, før ieg vender tilbage igjen — da skal han faa det, ifald han drister sig til at nærme sig mig paany.“
Der saa han en Bekjendt dukke ind af Døren ― Kandidat Hange — just en af dem, der havde talt ondt til ham om Widding, men da havde Gilbert bidt ham raskt af.
Nu vinket han Hange til sig og bød ham paa en Champagnekjøler.
Tilbudet blev modtat. Hange slog sig ned hos ham og Kellneren fik ny Ordre.
Da de havde drukket sammen, begyndte Gilbert med en lidt forlegen Mine:
„Du, sig mig, hvad er egentlig din Mening om Literat Ingvald Widding?“
„Min Mening,“ sagde Hauge, „du vil jo aldeles ikke høre min Mening om Personasjen.“
„Jo, nu vil jeg nok høre den.“
„Du har kanske erfaret noget selv.“
Gilbert nikket.
„Det glæder mig inderlig at høre. For over hele Byen taler man om det ubegribelige, at du har valgt denne sjofle Person til din Ven, ja, at du sogar har taget ham med dig hjem til Lindevold. Man finder det saa besynderligt, at du lader dig dupere af denne Person, saa han faar Lov til at trække rundt med dig som han lyster — Widding med hans Fortid!“
„Nu, hvordan forholder det sig med hans Fortid?“ spugte Gilbert.
„Jo, det skal jeg sige dig. Han lever mestendels af Fruentimmer.“
„Hvad skal det sige?“
„Forstaar du da ikke, at han har skaffet Rigmænd Forbindelser med unge Piger og tat sin Betaling for det. Jeg tviler hellerikke om, at det er sandt, som man paastaar, at han driver hvid Slavehandler, narrer Piger til Udlandet for at overgive dem til Prostitution og Elendighed – ja, ligefrem sælger dem til udenlandske Bordeller.“
„Fy for alting!“ raabte Gilbert i den stærkeste Afsky.
„Jeg mødte ham ganske nylig med en ung, smuk Pige, som saa ganske uskyldig ud, gjenkjendte hende forresten som en Koristinde ved Centraltheatret.“
„Ah!“ raabte Gilbert heftigt, men besindet sig hurtigt og spurgte saa:
„Ved du hendes Navn, Hange?“
„Ja, en vis Frøken West var det nok.“
„Men jeg har hørt at han skal være forlovet med hende og ha til Hensigt at gifte sig med hende,“ fandt nu Gilbert paa at sige.
„Widding været forlovet med en Pige, som han har til Hensigt at gifte sig med!“ slo Hauge spotsk. „Nei, ved du hvad, Gutten min, den gaar ikke. Det er jo just den Fremgangsmaade, denslags sjofle Agenter anvender overfor sine Ofre. De forlover sig med dem, og naar de herved har vundet en troskyldig ung Piges absolutte Tillid, sælger de hende til Udlandet ― følger selv med dem derover eller faar overtalt dem til at reise for at tiltræde en eller anden glimrende Post der – og saa gaar det i Afgrunden! Jeg er temmelig sikker paa at Widding ogsaa har tiltænkt Frøken West en saadan Skjæbne, medmindre det skulde falde ham ind at overgive hende til en eller anden rig Vellystling her i Byen.“
Trods for hvad han nu havde oplevet idag grebes Gilbert forfærdeligt ved, hvad han nu fik at høre.
Han havde elsket Maggi af hele sit Hjerte, hele sin Sjæl, og saameget var der endnu tilbage hos ham af stærke Følelser for hende, at den Tanke syntes ham uudholdelig, at hun skulde forfalde til saadan Skjæbne. Han vidste ikke om, at hun var beskyldt for Tyveri og havde faat sin Afsked fra Doktor Aagot Wang. Han trodde, hun var der fremdeles. Nu sagde han til Hange:
„Kunde ikke du frelse Frøken West ud af Widdings Klør?“
„Hvordan skulde jeg det?“
„Hun bor hos Dr. Aagot Wang, der betragter hende som sin Veninde.“
„Ah, den populære kvindelige Læge!“
„Gaa op til Frøken Wang og fortæl hende alt, hvad du ved om Widding, sig hende ogsaa at Frøken West er forlovet med ham og faa Dr. Aagot til at anvende al sin Indflydelse paa den unge Pige for at rive hende ud af dette Forhold.“
„Ved du hvad, det er ikke let for mig at tale med en Dame om saadanne Ting. Men jeg skal faa min Søster, som just er denne kvindelige Læges Patient til at tale med hende om dette.“
„Ja, det synes jeg, du skulde gjøre.“
„Jeg skal virkelig tale til min Søster om det endnu idag og faa hende til at gjøre Fortgang af det.“
Gilbert følte en vis Lettelse ved denne Forsikring, men lige fast stod det for ham, at Maggi West for stedse var tabt for ham.
Han telefonerte op til Kathinka Lyhr om sin Bestemmelse for at afreise allerede iaften.
Han forlod Grand, gik ind til en Sadelmager og kjøbte sig en Haandkuffert, derfra ind til en Vinhandler, hvor han kjøbte endel Spirituosa, som blev lagt i Kufferten. Da han kom ud derfra, traf han en Ven, som han bød med sig ned paa ett Restaurant. Her drak de diverse Glas sammen.
Da Gilbert endelig tog afsted med Nattoget, var han paa en Slør. Og stærke Drikke havde han med i Haandkufferten.
Det var virkelig en betænkelig Sag for Gilbert dette, at han fandt det fornødent at medbringe denslags Stimulancer til det Sanatorium, hvor han skulde hente sig nye Kræfter og Helse.