Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/40
40de Kapitel.
Vi hørte, at Maggi skulde faa Besøg af Frøken Hagemann. Besøget fandt Sted, og de to unge Piger „fandt“ med engang hinanden.
Agnete Hagemann var saadan kjæk, munter hyggelig Pige og hun var saa lykkelig nu ved sin Forlovelse, hun fortalte Maggi, at hun skulde følge Kørner til Amsterdam, hvor Brylluppet skulde staa i hans Forældres Hus. Hendes glade Humør og muntre Passiar oplivet Maggi, og det, som oplivet hende endnu mere var et kjærligt Brev fra Gilbert, som bragtes af et Bybud just under Frøkenens Besøg.
Denne iagttog Maggi, som hun læste Brevet, saa hvordan hendes Kinder blusset og hendes Øine straalte op.
„Nu fik De ganske vist Brev fra Kjæresten, Frøken West,“ sagde hun. „Det tar jeg ikke feil af!“
„Nu, hvorfor det?“ spurgte Maggi smilende.
„De er vakker i Dem selv, men dobbelt saa vakker er De bleven nu. Og hun sang med klokkeren Stemme.
Fagre Ord har forvoldt mig Smerte,
Fagre Ord frydet har mit Hjerte.
Fagre Ord.“
Maggi lyttet med et tankefuldt Smil til den gamle Sang, som hun kjendte fra Svend Dyrings Hus.
Og hun tænkte paa, hvor underligt det var at Gilbert og hun skulde mødes i Granskogen overfor Stibækken og blive glade i hinanden.
Straalende Solveir var det den Dag, og Lykkens Solskin straalte ind i Maggis Hjerte, som hun med Agnethe trikket ind i Centrum.
Saa var det Indkjøb paa Indkjøb, Møde med Kørner, en stille Middag paa Dampkjøkkenet o. s. v.
Agnete var ualmindelig flink og praktisk til at raade og bistaa Maggi paa al mulig Maade. Før de to unge Piger skiltes første Aften, havde de drukket Dus — i Vørterøl rigtignok. Siden Fru Felsback lokket Maggi op paa sit Etablissement, havde denne gjort sig til ufravigelig Pligt aldrig at nyde noget af det stærke. Maggi havde lært Tysk paa et Aftenkursus og fik ogsaa nogen Øvelse i at tale Sproget, da hun havde en tysk Kamerat hos Frøken Lammers. Agnete, der havde gaat Middelskolen, var flink i Tysk. Disse Kundskaber mente de nu skulde komme dem til Nytte.
Næste Dag det afsluttende Indkjøb, og Maggi mødte Widding paa omtalte Goodtemplarkafé og modtog alskens gode Raad af ham og atter et lidet Brev fra Gilbert.
Ak, hun skulde bare vide at disse Breve ene og alene var Widdings Produkt, at Gilbert gik nedbrudt af Sorg og Længsel efter hende.
Endelig oprandt Afreisens Dag.
Himlen var overskyet og det blæste stærkt.
Drosken som skulde føre Maggi ned til Bryggen, holdt for Døren.
Gamle Fru Larsen skulde just tage Afsked med Maggi, da der blev banket paa Døren.
Ind traadte en yngre Dame med et energisk Ansigt og Lorgnet paa Næsen.
Hun hilste og sagde:
„Frøken West, De kan maaske erindre mig fra Skolen?“
Maggi stirret forlegen paa hende, anstrængende sin Hukommelse som bedst.
„Jeg synes nok, jeg har seet Dem, men jeg kan virkelig ikke erindre.“
„Olga Bjølsen.“
„Ah, virkelig?“ sagde Maggi og tog hendes fremragte Haand med et hjerteligt Tryk. „Jovist erindrer jeg Dem — De gik i Klassen over min. Jeg hørte fortælle, at De skulde være Lærerinde.“
„Det er jeg og just paa samme Skole, hvor vi sled Bænkene sammen. Ja, man sier at jeg har forandret mig meget, og det er vel sandt, vedblev hun; thi jeg sad ved Siden af Dem i Sporvognen forleden, og De kjendte mig ikke.“
„Det var virkelig kjedeligt,“ sagde Maggi.
„Den Dame, De var sammen med, talte saa livligt og høit. Deraf hørte jeg at de har faat en Post i Udlandet — i Amsterdam ikke sandt?“
„Jo, det er saa,“ svarede Maggi, kjed over at hendes fordums Skolekamerat skulde have faat Nys om dette, mens Fru Larsen havde trukket sig hen i en Krog for ikke at forstyrre.
„Jeg blev ganske ængstelig da jeg hørte dette,“ fortsatte Lærerinden, „for jeg skal sige Dem, jeg er Medlem af en Forening, der modarbeider den hvide Slavehandel.“
Maggi saa forundret, spørgende paa hende.
„De forstaar ikke, hvad jeg mener?“ spurgte Frøken Bjølsen.
„Nei, det forstaar jeg virkelig ikke,“ erklæret Maggi.
„Det er netop saadanne Byer som Amsterdam og Antwerpen, hvor unge norske Piger af samvittighedsløse Agenter lokkes ned under glimrende Løfter og overgives til Bordeller. Min Forening har just Mistanke om at en saadan Hverving af Piger foregaar i disse Dage.“
„Jasaa,“ svarede Maggi hen i Veiret, som det var noget, der aldeles ikke angik hende.
„Derfor kommer jeg. Og nu maa jeg faa Lov til at se de Papirer De har undertegnet og høre hvem De skal til.“
Maggi fandt denne Indeblanding temmelig indiskret.
„Jeg forstaar ikke, hvad det skal tjene til,“ sagde hun nølende.
„Kjære Dem, jeg kommer jo i Deres egen Interesse; jeg frygter for at De har undertegnet en Kontrakt, hvorved De skal udleveres til hvid Slavinde.“
„Jeg har aldeles ingen Kontrakt undertegnet,“ svarede den unge Pige næsten heftigt.
„De har dog havt med en Agent at bestille?“ sagde Lærerinden.
Maggi skiftet Farve, det var, som en Antydning til Mistanke bet hende, men hun jog dem fra sig.
„Jeg skal sii Dem det, kom det kjøligt, at den Post, jeg har modtat er hos min Onkel, som er bosat i Amsterdam.“
„Det forandrer jo Sagen. De, maa undskylde mig, men jeg var ængstelig for Dem og mente det bare til det bedste.“
Saa tog hun hastig Afsked.
Fru Larsen havde staat tilbagetrukket og lyttet til hele Samtalen, og Lærerindens Ord havde gjort et ganske andet Intryk paa hende end paa Maggi.
Nu kom hun frem og sagde med en egen Tvil i Tonen.
„Er det nu ganske sikkert, at det er til Onklen din du skal reise da, Maggi?“
Den unge Pige lo.
„Hvordan kan du falde paa at drage dette i Tvil. Du har jo selv seet Onkels Brev.“
„Jeg har nok det, men det var en Agent, som kom med Brevet og han saa lur og udspekuleret ud.“
„Nei kjære dig, Kørner er forlovet med den lyse, unge Dame, som var her.“
„Det er jo saa, men aligevel. Jeg tror saa lidet paa slige fine glatte Mænd og allermindst paa denne Widding, som synes at være saa forhippen paa at faa Dem afsted.“
„Kjære Fru Larsen,“ sagde Maggi smilende og tog begge hendes Hænder i sine, „jeg ved, at du mener mig det godt, men nu er du sandelig altfor mistænksom.“
„Ak en hører saa meget stygt,“ sagde den brave Kone hoderystende. „Men sig mig, er det virkelig saa, at du ikke kan faa møde din Forlovede, før du reiser?“
„Det er nok saadan!“ svarede Maggi med et sørgmodigt Smil.
„Det er ingen Mening i — jeg skjønner ikke dette.“
„Nu maa vi afsted,“ sagde Maggi afbrytende.
Snart efter sad de i Vognen og kjørte ned til Bryggen.
Her mødtes de med Kørner, Agnete og Widding. Det var ikke mange Passagerer, hellerikke stort Følge paa Bryggen.
Fru Larsen og Widding fulgte de Reisende ombord og gik tilbage iland. Her blev de staaende og viftet med Lommetørklæder, indtil det sidste Glimt af Skibet forsvandt ud paa Sjøen.
„De faar leve saa vel da, Fru Larsen,“ sagde han og trykket hendes Haand til Afsked.
„Mange Tak, det samme igjen, Hr. Widding,“ svarede hun, og han fjernet sig raskt.
Som hun ogsaa vilde gaa, kom en ældre, tarvelig antrukken Mand bort til hende. Han hed Holth og havde været en Arbeidskamerat og Ven af hendes Mand.
„Goddag, Fru Larsen er det Dem. De er virkelig kommen paa Benene igjen,“ sagde han og trykket hjertelig hendes Haand.
„Ja, jeg trodde Vorherre skulde ha ladet mig slippe, men han havde bestemt det anderledes.“
„Sig mig, Fru Larsen, har De noget Bekjendtskab med den Herre De hilste?“
„Mener De Literat Widding?“
„Widding kalder han sig nu, efterat han havde skiftet ifra sig Navnet Beinigen, som han var bleven saa berygtet under.“
„Berygtet siger De, er Widding berygtet?“ raabte Konen næsten forfærdet.
„Widding kalder han sig nu, Beinigen hed han før – Beiniglen kaldte de ham og det medrette. Thi han er en Igle til at suge Blod af Folk. Og hvad tror De han lever af, Fru Larsen?“
„Af at skrive i Aviserne vel.“
„Langtifra, han er en saadan Levrandør af Kvindfolk – han skaffer letsindige Storfolk her i Byen Kvindfolk og tar sig betalt i dyre Domme for det.
„Fy hvad er det De siger, Holth!“ raabte Fru Larsen i den største Bestyrtelse.
„Det har sin Rigtighed det. Og jeg har hørt det, at Politiet skal ha ham i Kikkerten, fordi han beskyldes for at narre unge Piger til Udlandet, hvor de føres i Fordærdelse ved at overgives til saadanne fæle Huse.“
Mere og mere forfærdet lyttet Fru Larsen til hans Ord.
Nu blev hun alvorlig angst for Maggi; thi hun frygtet for at det ikke hang rigtig sammen med Reisehistorien hendes heller.
Hun ønsket, at hun kunde stoppe Dampskibet ude paa Sjøen og tage Maggi tilbage.