Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/39
39te Kapitel.
Widding og gamle Rambøll.
Gamle Godseier Rambøll havde ytret Ønsket om at faa hilse paa den Mand, der havde vist sig som saadan opofrende Ven mod hans Brodersøn under dennes Sygdom.
I Overensstemmelse hermed fulgte Widding næste Dag Gilbert ud til Lindevold.
Begge gik de op til gamle Rambølls Værelse, og Gilbert presenterte Widding for denne.
Godseieren takket ham hjerteligst for hans Opofrelse og foræret ham en Sølvpokal, og sagde at hans Hus stedse skulde staa aabent for ham. Widding lagde Mærke til det store Jernpengeskabet i Hjørnet af Værelset.
„Saa vilde jeg gjerne tale lidt med dig, Gilbert,“ sagde den Gamle.
Widding hilsede og fjernede sig.
Nede i Trappen mødte han Kathinka og sagde til hende:
„Nu har Deres Onkel just en hemmelig Konferance med Gilbert.
„Den maa jeg høre,“ svarede hun raskt og steg op mod Døren og stillet sig udenfor den og lyttet, medens Widding gik videre nedover Trappen.
„Jeg tror, du vil have godt af det Sanatorieopholdet, Gilbert,“ sagde Godseieren.
„Jeg tviler ikke om det, Onkel,“ svarede den unge Mand mat.
„Du ser virkelig meget medtagen ud, Gut.“
„Synes du det. Men du ser friskere ud, end jeg har seet dig paa længe.“
„Jeg føler mig virkelig adskillig bedre, og det kommer af at jeg er bleven kvit min Søvnløshed. Jeg faar sove godt om Natten nu.“
„Glæder mig at høre, Onkel.“
„Men det var det, jeg vilde sige dig. Dette mellem dig og Kathinka er jo forlængst bestemt.“
Det gav et Sæt i Gilbert.
Den Gamle saa forundret paa ham.
„Der er da vel ikke kommen nogen Knude paa Traaden mellem Eder, vil jeg haabe.“
„Nei, langtfra — aldeles ikke.“
„Synes du da ikke, det kan være paatide at I deklarerer Forlovelsen og holder Bryllup udover Høsten?“
Gilbert nølet med at svare. For sig selv tænkte han:
„Mit Hjertes Elskede er tabt for mig. Naar jeg alligevel skal giftes, kan jeg vel ikke faa nogen Hustru, der passer bedre for mig end Kathinka. Om jeg end ikke elsker hende, saa agter jeg hende dog, og hun holder oprigtigt af mig. Det er altid noget at begynde med.“
„Synes du ikke det Gilbert?“ spurgte Godseieren efter forgjæves at have ventet paa Svar.
„Jo, Onkel, lad det være saa, men jeg er saa lidet oplagt til nogen Selskabelighed nu, og derfor vil jeg helst, at Deklareringen skal opsættes til jeg vender tilbage fra Sanatoriet.“
„Ja, det er sandt, du taaler vel ingen Anstrengelser af denslags nu. Men se nu til at blive frisk og kjæk igjen.“
„Det skal jeg nok.“
I Henrykkelse fløi Kathinka nedover Trappen.
Nu syntes hun at staa lige ved sine Ønskers Maal.
Glædesstraalende stormet hun ind i Dagligstuen, hvor Widding just røgte en Cigar.
„Hvorfor er De saa glad, Frøken Lyhr?“ spurgte han smilende.
„Fordi mit og Gilberts Bryllup er bestemt til at staa udpaa Høsten. Forlovelsen skal blive publiceret naar han vender tilbage fra Sanatoriet.
„Gratulerer!“
„Mange Tak!“
Widding sukket og saa sørgmodig fremfor sig.
„Hvorfor sukker De saa dybt?“ spurgte hun.
„Fordi jeg vistnok aldrig faar hende, som har erobret mit Hjerte,“ svarede han.
„Hvem er det?“
„Maggi West.“
„Hvordan er det nu med hende?“ spurgte Kathinka.
„Det er saa at jeg tillader hende at reise til sin hollandske Onkel.“
„Jeg undres, hvad stikker bag Deres Menneskekjærlighed,“ sagde hun med et eget Smil.
„Det vil Tiden vise.“
Det blev en Pause, saa sagde han:
„Hør nu, Frøken Lyhr, seg skal skrive en længere Føljeton i en Avis, betitlet „De norske Herregaarde“ dertil trænger jeg Deres Assistance.“
„Hvad skal jeg hjælpe Dem med?“
„Jo, Lindevold er en af de ældste Herregaarde i Landet. Jeg skulde ønske at opholde mig her en Del af Sommeren og studere Arkivet og tage Fotografier af Familiebilleder og enkelte af Værelserne.“
„De er høist velkommen til at tage Sommerophold her — det Værelse, De sidst benyttet, skal være udelukkende til Deres Disposition.“
„Takker saameget, saa faar jeg foreløbig lægge min Mappe fra mig der.“
Nu hørtes en Vogn at kjøre ind paa Tunet.
Frøken Lyhr gik til Vinduet, saa ud og sagde:
„Uf, der kommer den Tværdriver af en Amerikaner. Jeg kan ikke begribe, hvorfor Onkel intereserer sig for ham.“
„Saa forstaar jeg det da,“ tænkte Widding i sit stille Sind.
Med et lidet Buk fjernet han sig.
Det var Widding om at gjøre at faa høre Samtalen mellem gamle Rambøll og Elias Malm, og faa vide om han havde fundet noget Spor af sin Søsterdatter.
Literaten gik op paa sit Værelse, laaste Døren indvendig og traadte saa ud af Tapetdøren.
Neppe havde han aabnet den hemmelige Dør ind mod Godseierens Værelse, før han hørte Malm træde derind.
„Goddag, Haakon, hvordan har du det?“
„Tak, jeg føler mig virkelig betydelig bedre nu, end jeg har gjort paa længe. Du kan tro jeg har ligget og tænkt paa alt dette. Du, Elias, har du faaet Rede paa noget, som kunde lede i den Retning!“
„Nu skal du høre. Jeg søgte efter nogen af dem, som min Søster og jeg kjendte i min Ungdom jeg benyttet Adressekalenderen. Ingen at finde, enten de nu var døde eller bortflyttede. Nu har jeg begyndt at studere Kristiania Adressekalender fra Begyndelsen for at faa en Opskrift over alle Kvinder, som bærer Navnet Maggi.“
„Og Resultatet?“
„At jeg paa over hundre Sider har fundet en eneste af Navn Maggi – en gammel Enke paa Kampen. Men igaaraftes, ser du, gik jeg ind i en Sporvogn, som skulde til Homansbyen. Jeg steg ind ved Ekertorvet og fik saavidt en Siddeplads. Just som jeg havde sat mig ned, fik jeg se en ung Pige ligeover for mig, hun sad ved Siden af en blond Dame — jeg forsikrer dig til, det var Søster Sofie som jeg skulde se hende lyslevende, det gik aldeles rundt for mig – jeg vidste hverken ud eller ind. Jeg vilde tiltale den unge Dame og høfligst spørge om hendes Fornavn var Maggi, men saa reiser begge Damer sig og gaar af ved Grand. Jeg efter dem. Men mine gamle Ben strak ikke til at indhente dem før de forsvandt i Folkevrimlen.“
„Det var virkelig rart,“ sagde gamle Rambøll. som i stærk Bevægelse havde lyttet til. „Var virkelig den Ligheden saa stor?“
„Den var saa stor, at om du havde seet hende, vilde du tro, at det var Sofie som var kommen tillive igjen.“
Saa er det virkelig mulig at . . . at . .“, higstet Godseieren i en Bevægelse, som tog Mælet fra ham.
At du kan finde din Datter ja. Og det siger jeg dig, Haakon, hun var saa fin, uskyldig og vakker, dertil dannet og velopdragen at se til, at det vilde glæde dit Hjerte om du gjenfandt dit Barn saadan.“
Gamle Rambøll strøg Haande over Panden og sagde saa:
„Det er rart du — naar du fortæller dette, saa føler jeg akurat som du har truffet det rette, som det virkelig var Barnet mit, du saa i Sporvognen,“ tillagde han idet et rent, ædelt Skjær kom over hans gamle Ansigt.
„Ja, jeg er absolut overbevist om, at det er hende,“ svarede Malm.
„Og saa skulde du ikke faa tale med hende Hvorfor har da Skjæbnen ført dig sammen med hende?“
„Sig ikke Skjæbnen, Haakon, sig heller Vorherre, thi han styrer alt, som foregaar i denne Verden. Og jeg er vis paa at jeg fik møde hende for at jeg skulde faa Mod til at fortsætte min Søgen.“
„Ja, ja, ja,“ sukket Rambøll, „jeg kan ikke sige, hvor glad jeg vilde blive, om jeg fandt hende.“
„Du skal finde hende, lovet hans Ven.“
„Hvad agter du nu at gjøre videre?“
„At reise ind til Byen og studere Adressekalenderen fra Perm til Perm, saa skal jeg nok finde den rette, hende, jeg mødte i Sporvognen.“
Nu kom de ind paa andre Materier.
Widding ventet endnu paa at forlade sin Lurerpost, han tænkte ved sig selv.
„Ja mangfoldige er Skjæbnens Veie. Det er altsaa Maggi West, du har slumpet til at møde. Havde du faaet tale med hende, saa vilde mit Projekt været uhelbredelig ødelagt. Men nu er dette dit Sammenstød bare Vand paa min Mølle og vil lette mig Sagen.
Derinde afbrødes Samtalen, ved at der blev banket paa Døren, og ind traadte Doktor Lind.
Nu vendte atter Widding tilbage til sit Værelse.