Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/38
38te Kapitel.
Et Millionforetagende.
Det var sandt, som Widding havde sagt til Maggi at Gilbert var begyndt at være oppe. Han var i god Bedring, hvad det legemlige angik, men han gik omkring som en Skygge med det blege Ansigt præget af uendelig Melankoli. Nu spurgte han ikke længere Widding om Maggi. Han ansaa hende omtrent som en anden Mands Hustru og havde opgivet hende, men det faldt ham vanskeligt at forsone sig med det. Kathinka Lyhr var ham den ømmeste Pleierske. Han var hende taknemmelig herfor og viste sig venlig imod hende, men ikke mere. Hun for sin Del glædet sig ved den Tanke at det gamle Forhold mellem dem atter vilde indtræde nu da Gilbert maatte opgive Maggi.
Dr. Lind havde foreslaat at Gilbert skulde opholde sig nogle Maaneder paa et Fjeldsanatorium for at han kunde komme til Kræfter igjen i Fjeldluften og Stilheden virke beroligende paa ham. Thi det forstod Doktoren, at hans Sind ved en eller anden tung Tilskikkelse var bragt ud af Ligevægt, og der var gaaet noget istykker inde i ham.
Med fløv Villighed føiet Gilbert sig i Doktorens Bestemmelse, han vilde have Widding til ogsaa at opholde sig hos ham paa Sanatoriet, men denne svarede at foreløbig kunde han ikke forlade Kristiania, da han var intereseret i et større Bladforetagende, som var under Opseiling, men senere skulde han komme didop og tilbringe nogle Uger hos Gilbert. Nu var dennes Reise nær førestaaende. Først skulde han dog op til Lindevold og bede Farvel med sin Onkel.
Da Widding forlod Maggi, trikket han ned til Centrum.
Han havde et Stevnemøde og det med Lona Blessing.
De mødtes i Bagværelset paa en Kafé, hvor de kunde sidde uforstyrret for sig selv.
„En Flaske Champagne!“ forlangte Widding, da Opvarteren nærmet sig.
Lona gjorde store Øine.
Da Tjeneren havde fjernet sig, sagde hun:
„Hvorfor slaar De saa stort paa?“
„Fordi dette vort Møde kan komme til at have et meget høitideligt Resultat.“
„Jasaa!“ udbrød hun smilende. „Og De ser selv høitidelig ud. Sig mig, staar dette i Forbindelse med den Million De har stillet mig i Udsigt?“
„Ja i den intimeste Forbindelse. Jeg kan hjælpe Dem at vinde Millionen. Dette sker ved at De forestiller en Dame som nu forlader Norge for aldrig mere at vende tilbage.“
„Er det den Dame jeg ligner i den Grad, at man bortførte mig som hende?“
„Netop hende ja!“
„De tror at jeg kan klare det?“
„Ja — med Glans.“
Der opstod en Pause, saa sagde den unge Pige smilende:
„Sig mig nu, Hr. Widding – jeg spørger Dem ligegodt strax — hvad beregner nu De Dem for at skaffe mig Millionen?“
„Nu kommer vi til Brændpunktet — just did hvor jeg vilde føre Dem.“
„Ikke sandt De vil dele likt med mig?“
„Jo, paa en inderlig Maade?“
„Hvad mener De med det?“
„Sig mig, Frøken, hvordan synes De egentlig om mig?“
Hun lo.
„Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal sige. De fisker nok nu, Widding.“
„Ja, jeg fisker og det med en blank Million paa Krogen.“
Lona blev pludselig alvorlig.
„De spøger,“ mumlet hun.
„Nu, Spøg tilside, jeg liker Dem, Lona, De er kæk smuk og begavet, til og med vil jeg gjøre Dem rig, ja, til Millionærinde. Nu spørger jeg Dem, om De vil forlove Dem med mig.“
Lona var bleven rød.
„Hr. Widding,“ sagde hun, „det kommer helt uventet – altfor braat paa mig. Jeg forstaar godt, at De er et Overmenneske, jeg respekterer Dem i høi Grad, ja, jeg ser op til Dem, men . . “
„Er Deres Hjerte bundet til nogen anden Mand?“ spurgte han.
„Nei, jeg kan ikke sige det – jeg har aldrig i mit Liv været forelsket?“
„Saameget bedre. De kan trygt lægge Deres Skjæbne i mine Hænder, ingen vil varetage Deres Interesser bedre end jeg.“
„Jeg tviler ikke om det, men lad mig faa vente at svare Dem, til dette med Millionen er bragt iorden.“
„Nei, hvis De finder ikke at kunne forlove Dem med mig, saa vil jeg hellerikke gjøre Dem til Millionærinde.“
„Ah, smilte hun, „det er en af Betingelserne.“
„Netop det. Lad mig faa Deres Svar.“
„Jeg takker for Tilbudet, Hr. Widding, og giver Dem mit Ja.“
Hun rakte Haanden ud mod ham, han tog den i sin og sagde:
„Tak skal du have, Lona, du vil komme til at gjøre mig meget lykkelig.“
„Bare jeg kan det, Hr. Widding.“
„Ingvald siger vi nu.“
Det passet just, at Tjeneren kom ind og serverede Champagnen.
Vinen skummet i Glassene, Widding hævede sit og sagde:
„Vor Fremtids Skaal, Lona!“
„Skaal, Ingwald!“
Og de tømte Skaalen paa en Fremtid, der skulde grundes paa Tyveri af en anden ung Piges Fødselsret og et skjændigt Bedrageri.
„Vor Forlovelse skal foreløbig holdes hemmelig,“ sagde Widding, „men imorgen den Dag begynder vi Instruktionen til den store Komedie. Men da det Hele maa foregaa i største Hemmelighed, er det nødvendig at du kommer hjem til mig i mit Logis.“
„Ja, jeg faar vel det.“
„Du maa uopholdelig fratræde din Stilling hos Fotografen.“
„Jeg kan slutte, naar jeg vil. Men hvad skal jeg angive ham til Paaskud?“
„At du gjennem „Morgenposten“ er bleven forlovet med en norsk Amerikaner og skal følge med ham til Amerika i næste Uge.“
„Hahaha, det gaar an!“ lo Pigen.
„Saaledes forsvinder tilsyneladende den Dame, som heder Lona Blessing fra Skuepladsen. Denne Amerikahistorien serverer du ogsaa din Værtinde og fraflytter paa Fredag din Bopæl og tager ind paa et lidet afsides Privathotel, som jeg nærmere vil angive dig.“
„Hvad skal jeg kalde mig der?“
„Maggi West.“
„Javist ja.“
„Og foreløbig maa du vise dig saalidet som mulig ude paa Gaden om Dagen.“
„Ja ja, det er vel meget, jeg har at sætte mig ind i. Du skal finde at jeg er en meget lærvillig Elev, Ingvald.“
„Det ved jeg paa Forhaand.“
„Jeg er knaldende nysgjærrig efter at faa vide noget mere om dette. Kan du ikke ligegodt begynde at sætte mig ind i det strax?“
„Ja, til en Begyndelse skal du faa høre Maggi Wests Livshistorie fra først til sidst.“
Lona hørte opmærksomt til, som Skurken begyndte sine Meddelelser.
Widding havde ikke følt sig betagen af Maggi West, men Lona Bessing derimod var han begyndt at blive mere og mere forelsket i.