Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/37
37te Kapitel.
Høit Rænkespil.
Maggi sad ved Bordet med Brevet og Pengesedlerne foran sig.
Endnu forekom det hende helt utroligt det, som var skeet – næsten som et Eventyr.
Saa overvældet Bevægelsen hende og hun brast i stille Graat.
Hun tænkte paa Skilsmissen fra Gilbert — den lange Skilsmisse, som vilde følge.
Saa levende stod for hende det første deilige Møde med Gilbert ved Stibækken, da han vandt hendes unge Kjærlighed – og deres fagre Møder sidenefter i Skogbakken ved Kongshavn.
Snart blev hun roligere og holdt inde med Graaten.
Hun sagde, at det var det bedste den Vending der nu var indtraadt i hendes Skjæbne.
Saa knælte hun ned paa Gulvet og takket Himlens Herre, fordi han havde styret alt til det bedste for hende.
Ak den stakkels, haardt hjemsøgte Pige skulde blot vide, hvad stak bag. At det ikke var Himlens Herre men Afgrundens Fyrste, der nu udstrakte sine griske Klør efter hendes Sjæl, at hun var løbet i en Snare, der vilde føre til hendes visse Undergang.
Da hun atter reiste sig, faldt det hende ind at hun burde underrette Widding, faa sendt Gilbert Bud gjennem ham. Ja, endnu iaften vilde hun skrive til ham.
Hun vak op ved at der blev banket paa Døren.
Og hvem var det vel anden, end Widding, som nu traadte ind:
„Goddag, Frøken West.“ sagde han med fremrakt Haand. „Undskyld, at jeg kommer og forstyrrer Dem.“
„De forstyrrer mig ikke, Hr. Widding.“ sagde hun smilende og trykket hans Haand. „Jeg sad just og tænkte paa Dem — at jeg skulde skrive til Dem, fordi jeg trængte Dem.“
„Glæder mig at høre.“
„Vil De behage at sidde ned og læse dette Brev, som jeg ganske nylig har modtaget.“
Han tog Brevet og satte sig ned i Sofaen.
Hastig gjennemfo’r han Linjerne og gav i et Udraab af glad Forundring.
„Jeg gratulerer Dem af Hjertet!“ raabte han.
„Ser De, at Deres Brev alligevel kom frem!“
„Det har jeg Dem at takke for, min Herre,“ svarede hun.
„Tænk, hvilken prægtig gammel Onkel De har,“ fortsatte han.
„Kørner var her selv med dette Brev. De kjender ham maaske?“
„Ja, saavidt, og jeg har faaet Indtryk af at han er en brav Mand – og saa faar De Reisefølge med ham og hans Forlovede.
„Ja, det er saa betryggende,“ mente hun, „at have Reisefølge kun med en ung Herre, vilde jeg ikke finde rigtig passende.“
„Sandt nok. Naar skal De afsted?“
„Paa Fredag.“
„Hm—m, just idag nævnte jeg til Gilbert om denne Deres Reiseplan.“
„Hvad sagde han dertil?“
„Først var han noget imod det, men da jeg forklarede ham Fordelene ved et saadant Arrangement, billiget han det fuldt ud. Men det sagde han: „Til Høsten kommer jeg sikkerlig til at tage mig en Tur ned og besøge hende.““
Maggi smilte – et vakkert Smil.
„Gilbert har været oppe i flere Timer idag ― skal hilse Dem paa det allervenligste fra ham.“
„Men nu maa jeg berede Dem paa en Ting. Det lader sig ikke gjøre, at De faar se Gilbert før De reiser.“
„O kan De ikke ordne det, saa jeg faar se ham om ikke mere end fem Minutter,“ sagde hun med et usigelig bønfaldende Blik paa ham, „og tage Afsted med ham?“
„Jeg vilde saa gjerne ordne det for Dem, ifald det lod sig gjøre, men det er umuligt. Skulde jeg endnu engang forsøge at smugle Dem ind paa hans Sygeværelse, vilde det have de farligste Følger for Eder begge.“
„Reise uden at faa bedet Farvel med ham,“ sukkede Maggi smerteligt.
Og hendes smukke Øine fyldtes med Taarer.
„Jeg indrømmer at det er haardt,“ sagde han med hyklet Følelse. „Men hør nu paa mig. Gamle Frøken Rambøll vogter som en Drage paa Gilbert, hun staar i Pagt med gamle Godseier Rambøll og kjender til Eders Kjærlighedshistorie. De kan umulig komme ind til Gilbert uden at blive seet af hende, og saa var Hundrede og et ude. Da blev der sat en vild Forfølgelse igang mod Dem, og De vilde ikke engang være sikker for den i Amsterdam. Men nu, saalænge Gilbert er syg, lader Spionerne Dem ifred, ja, de har tabt Dem afsyne. Nei, vær mu modig og kjæk. Frøken West, og find Dem i det, som kun tjener til Deres og Gilberts Bedste.
Hun tørret Taarerne væk og sagde med bævende Stemme:
„Jeg skal finde mig i det, Hr. Widding!“
„Nu iaften skriver De et Brev til Gilbert, hvilket jeg bringer ham, og jeg lover Dem, at De imorgen skal faa et Brev fra ham igjen.“
„Tak, sagde hun med et svagt Smil.
„Og saasnart De kommer over til Amsterdam kan I gjennem mig fortsætte Brevverlingen – gjerne sende hinanden et Brev hver Uge. Og De skal se, til Høsten har De ham ganske sikkert paa Besøg. Tænk, hvilket deiligt Gjensyn!“
„Ja, ja,“ sagde Maggj trøstet, „det bliver vidunderligt.“
„Nu kommer vi over til en anden Side af Sagen. Jeg tror, De burde lade Deres Afreise foregaa saa hemmelig som muligt. Thi naar Gilbert bliver frisk igjen, vil vistnok Gamlens Spioner forsøge at udfinde, hvor De er bleven af.“
„Jeg vil ikke lade min Tante, Fru West, vide noget derom.“
„Lad helst ingen af Deres Bekjendte vide noget herom,“ raadet han hende.
„Jeg tror, det er bedst. Men gamle Fru Larsen, hvem jeg bor hos og som tager saadan inderlig Del i mit Ve og Vel, kan jeg ikke godt fortie det for. Hun maa love at tie med det.“
„Hmm, tør De nu absolut stole paa hendes Taushed?“
„Ja, ganske sikkert — hun har en sand Afsky for Sladder, og jeg kan stole paa hende som paa mig selv.“
„Godt, men sig intet til hende om Deres Forhold til Gilbert Rambøll.“
„Nei, vist ikke.“
„Er Fru Larsen tilstede nu?“
„Hun passer sin lille Butik.“
„Kunde De ikke meddele hende disse Deres Nyheder nu strax i min Nærværelse?“ spurgte Widding.
„Jo, hun kan vel stænge Butiken for en Stund ― der pleier ikke at være mange Kunder paa denne Tid af Dagen.“
Fru Larsen kom nu ind og blev meget overrasket ved at se at Maggi havde en ny Herre til Gjæst.
„Hr. Widding – Fru Larsen,“ presenteret Maggi, og han rakte hende Haanden og bukket galant.
„Jeg er en tidligere Bekjendt af Frøken West,“ sagde han, „og hun ønsket at raadføre sig med mig angaaende en Reise, hun skal foretage.“
„Skal du reise, Maggi?“ udbrød hendes gamle Veninde forundret.
„Ja, du ved jeg fortalte dig om min Onkel i Amsterdam?“
„Javist ja — han som vilde have dig til sig?“
„Nu har jeg faaet Brev fra ham med Reisepenge, det blev bragt af den Herre, som var her for een Stund siden.“
Fru Larsen maatte læse Brevet, hun fandt det saa besynderligt, men kunde ikke tvile paa at det virkellig forholdt sig saadan.
„Naturligvis modtager Frøken West dette glimrende Tilbud,“ sagde Widding.
„Jo, jeg synes nok det!“ lød Svaret.
„Det var det, Fru Larsen, sagde Maggi hastigt, „at jeg vilde nødig at Tante, West og Lorentz skulde vide noget om denne min Reise.
„Aa nei, du har vel ingen Grund til at aflægge Dem Regnskab for det.“
„Nei, jeg ønsker som sagt, at de ikke skal vide noget om det, hellerikke at nogen anden som spørger efter mig skal faa Oplysning om hvor jeg er reist hen.“
Fru Larsen saa forundret paa hende.
„Ja, naar du vil det,“ sagde hun nølende, „saa faar jeg vel rette mig efter det.“
Dørklokken ringte fra Butiken, og hun undskyldte sig og gik derind.
„For en pen, tækkelig, gammel Kone,“ sagde Widding. „Hun lod til at finde det paafaldende, at ingen skulde vide om Deres Reise.“ „Ja, men har hun lovt det, saa tier hun nok med det.“
„Det er vel ikke saa let for Dem at skrive, medens jeg venter paa det.“
„Aa nei, jeg vilde nok helst have lidt Tid paa mig,“ mente hun.
„Godt – og jeg har flere Forretninger iaften. Vil De nu bringe Brevet til Gilbert i Posten iaften adresseret til mig?“
„Tak, det skal jeg.“
„Saa faar jeg det imorgen tidlig og jeg gaar ned til Gilbert med det, og De kan vente Dem Svar fra ham i Løbet af Morgendagen. De faar det vel meget travelt nu, Frøken West.“
„Ja, jeg gjør nok det. Allerede paa Fredag skal jeg afsted.“
„De vil kunne træffe mig Torsdag Eftermiddag mellem Kl. 5 og 6 i en Afholdskafe paa Grünerløkken.“
„Jeg skal komme.“
Han tog Afsked og fjernet sig.
Maggi satte sig ned og skrev Brevet til Gilbert.
Det var ikke saa let, hun havde saa meget hun skulde sagt ham.
Just som hun havde skrevet udenpaa Adressen, kom Fru Larsen ind efterat have stængt Butiken.
„Du sidder og skriver,“ sagde hun.
Maggi vak op som af en Drøm.
„Ja, jeg havde et Brev at skrive,“ svarede hun.
„Sig mig, har du kjendt denne Widding længe?“ spurgte hendes gamle Veninde med en egen Betoning.
„Nei, ikke meget længe.“
„Jeg ved ikke rigtig, hvordan det har sig, men der er noget ved hans Ansigt som gjør et uhyggeligt Indtruk paa mig. Han er vist ikke noget godt Menneske.“
„Jo, det er han virkelig,“ erklærede Maggi ivrig.
„Sig mig nu, i hvilken Forbindelse staar han med dig!“
Maggi blev blussende rød.
„Han har i det sidste været min Raadgiver i flere vanskelige Tilfælder.“
„Jasaa nu. Og han raadet dig kanske til det at det ikke skulde siges til nogen, hvor du reiser hen,“ fortsatte den brave Kone med en mistænksom Mine.
„Det gjorde han.“
„Men synes du ikke selv det er lidt rart at hemmeligholde, hvor du reiser hen? Det ser jo næsten ud, som du rømmer væk.“
„Kan vel være,“ mumlet Maggi undvigende, „men Folk faar sige, hvad de vil om det.“
„Tag ikke dette saa let, Maggi.“ fortsatte den anden alvorlig. „Man skal ikke udsætte sit gode Navn og Rygte. Jeg vil kun dit Vel, mit kjære Barn, du staar ene i Verden, og i denne Stund anser jeg mig som din Mor. Derfor beder jeg dig nu sige mig aabent, hvorfor der skal gjøres en Hemmelighed af at du reiser til din Onkel i Holland.“
Maggi kom i stærk Bevægelse og fandt at hun ikke kunde lade være at besvare dette Spørgsmaal.
„Jeg skal sige dig det,“ sagde hun. „Du husker den Historien som hændte, da jeg boede hos min Tante, det om Natten, da nogen havde slaaet sig ned i mit Værelse!“
„Javist ja. Var ikke Lorentz med om det?“
„Han og flere andre, der vilde mig ondt. Der har været sat istand en ren Forfølgelse imod mig. Hos Frøken Lammers blev jeg bagtalt og bagvasket for at være letsindig, saa jeg fik min Afsked.“
„Det var da forfærdeligt!“ udbrød Fru Larsen bestyrtet.
Nu fortalte Maggi om hvordan hun var bleven berøvet sine Kufferter, ført i Armene paa Fru Felsback og hvad havde hændt hende der.
„Bevare mig vel, hvilke forfærdelige Ting!“ raabte den gamle Kone, rystet i sin inderste Sjæl. „Hvor kan du kjære, snille Barn have faaet saadanne giftige Fiender?“
„Ja, jeg fortæller dig det i dybeste Hemmelighed. Alt dette sker fordi Gilbert Rambøll og jeg er glade i hinanden. Derfor leier gamle Rambøll Folk til at ødelægge mig.“
„Men kan da virkelig en bedre Mand, en almindelig anseet Mand indlade sig paa saadan frygtelig Styghed?“ fortsatte Fru Larsen, ikke uden en vis Tvil.
„Han anser det som den største Ulykke for Gilbert at gifte sig med en fattig Pige som jeg. De bevogter Gilbert, saa jeg ikke kan faa meddele mig til ham uden gjennem Widding, som er hans bedste Ven. Jeg faar ikke engang se Gilbert, før jeg reiser. Han er enig i at jeg burde drage til min Onkel og være hos ham et Aars Tid, kanske længere, saa kan Udsigterne blive bedre for Gilbert og mig.“
„Ja ja, hold trofast ud du, saa bliver nok alt godt.“
„Egentlig har jeg ikke Lov til at fortælle dig alt dette. Men faar mine Uvenner vide hvor jeg er reist hen, vil de vedblive at forfølge mig der ogsaa; derfor er det nødvendigt, at du tier med det.“
„Nu forstaar jeg det, Maggi. Men hvad skal jeg sige til din Tante og andre som spørger efter dig.“
Maggi betænkte sig lidt og svarede saa:
„Sig bare at jeg har taget en Plads etsteds, i hvilken Branche ved du ikke, og du kjender ikke engang min Adresse.“
„Ja, den Besked skal de faa.“