Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/36
36te Kapitel.
Et briljant Tilbud.
Det var en Uge senere Widding blev pr. Telefon tilkaldt til en Butik paa Grynerløkken. En Jødebutik.
Navnet er saamen betegnende nok. „Jødebutik.“
Ser man ikke, hvor Jøder, særlig tyske, kliner sig fast med sine Butikker i Byens Udkanter konkurerer med og undersælger andre Kjøbmænd og flesker sig paa bedste Maade med sine Jødeprodukter. Og alle disse pengeskrabende, blodsugerske Jøder er hver især, for Stat og Kirke et gagnløst Træ. De mugger sig sammen i sine Synagoger med sin Moselov, er nyttige for sig selv, kun for sig selv, men ikke for Samfundet.
Pigehandel er en Forretning, der passer saare vel for Jøder. De sælger ikke sine egne Døtre, Søstre, Hustruer, men derimod det Lands Piger, som er saa elskværdige at lade sig ernære af dem, Døtre af det Folk, der lader sig snyde og udsuge af Jøder, de er gode nok for dem til – at sælges.
Det var altsaa i en saadan Jødebutik paa Grünerlokken, at Widding var stevnet til at møde den fine Agent Kørner.
Kommen did meddelte Konen bag Disken ham, at Kørner netop var gaaet, men havde sagt fra at Literaten skulde komme efter op til Bestemmelsesstedet.
„Faar se, hvordan dette gaar da,“ mumlet Widding, som han forlod Jødebutikken.
Det var en Uge senere.
Maggi West var blevet modtat med aabne Arme af Fru Larsen og hjalp hende nu i Huset og med hendes lille Butik, som hun nylig havde aabnet.
Maggi var ved saa godt Mod, som hun ikke paa længe havde været.
Hun havde skrevet et kjærligt Brev til Gilbert og et andet til Onklen i Amsterdam, hvori han udtalte Ønsket om at komme til ham og faa en Post i hans Forretning, ifald han efter Tilbud vilde lægge ud Reisepenge til hende. Begge Breve havde hun afsendt efter Widdings Adresse. Det første skulde han aflevere Gilbert egenhændig, og det til Onkelen skulde han faa sendt frem „gjennem Konsulatet.“
Maggi næret ingen Tvil om at han mente det oprigtigt med hende. Nu havde han omtrent hver anden Dag sendt hende nogle Linjer om Gilberts Tilstand og meddelt hende at han var i god men langsom Bedring, han var endnu for svag til at skrive men sendte hende Hilsener.
Strax ved Maggis Ankomst hid havde Fru Larsen. udspurgt hende om Forholdet mellem hende og Gilbert og faaet til Svar, at det var forbi mellem dem to. Fru Larsen trængte ikke nærmere ind paa hende, men hun havde sine egene Tanker om dette. Hun var tilbøielig til at tro, at den unge Pige fremdeles vedligeholdt Forbindelsen, men i den største Hemmelighed.
Siden sin Ankomst hid havde Maggi søgt at undgaa sin Tante, Fru West, men havt Besøg af hende i Butiken.
Det var om Eftermiddagen, Maggi sad alene i den lille hyggelige Dagligstue, mens Fru Larsen var ude i Butiken.
Der hersket en dyb Stilhed over hele Huset og den unge Pige sad optagen af sine egne Tanker.
Igaar havde hun modtaget Brev fra Widding, som meddelte hende at Gilbert for første Gang havde været oppe i nogle Timer. Videre skrev Widding at han maaske kom op og besøgte hende med det første for at tale personlig med hende. Og hun frygtet ikke for hans Besøg, men længtes tvertimod efter det; hun kunde ikke høre nok om Gilbert.
Som hun sad her, kom hun pludselig til at tænke paa Dr. Aagot og deres sidste Mellemværende, og hendes Hjerte sammensnøredes af Smerte.
Hvor usigelig krænkende og oprørende at tænke paa, at Frøken Vang, hvem hun satte saadan Pris paa, skulde anse hende som en ussel Bedragerske og Tyvekvinde!
Men snart fandt hun Trøst ved at huske paa Widdings Ord, at alt skulde blive opklaret, naar den Tid kom, at hun skulse gjenforenes med Gilbert og blive hans Hustru.
Ak saa usigelig træt hun var af Kristiania og al den Forfølgelse, som her var bleven hende tildel.
Hvor deiligt at komme bort fra det Hele og faa Ro over sig og vente paa bedre Dage, da hun skulde faa Opreisning og Erstatning for alle sine Lidelser ― rig Erstatning.
Pludselig vaktes hun af sine Tanker ved en let Banken paa Døren.
„Værsaagod!“ sagde hun, idet hun reiste sig.
Det var Fru West, som kom ind.
Den unge Pige grebes af en let Uro ved Synet af hende.
„Goddag, Maggi,“ sagde hun venlig og gav hende Haanden. „Hvordan har du det?“
„Jo Tak, ganske godt, Tante. Værsaagod ned.“
Fru West satte sig og vedblev:
„Jeg synes ikke, det kan være noget for dig at staa i denne Melkehandlen. Saa kommer jeg for at tilbyde dig noget bedre.“
„Hvad er det, Tante?“
„Plads i en Manufakturforretning hos Frøknerne Trosterud paa Grünerløkken – to ældre, snille, respektable Damer, hvor du delvis skulde sidde og sy paa Maskine og passe Disken og expedere Kvinder. Jeg har anbefalet dig til Posten, og du faar den, om du vil.“
„Jeg siger dig saamangen Tak, Tante, men jeg kommer nok ikke til at benytte mig af det,“ svarede Maggi.
„Hvorfor ikke?“ spurgte Tanten skarpt.
„Foreløbig blir jeg her, og skal jeg ha nogen anden Plads, blir det nok udenfor Kristiania.“
„Har du kanske noget saadant i Kikkerten?“ spurgte Fru West iriteret.
„Ja, og nei. Det er saa uvist, at jeg ikke vil tale om det.“
„Du har ingen Fortrolighed til mig, Maggi mente den anden med et bebreidende Blik paa hende. „Jeg, som er din nærmeste Slægtning her i Verden.“
Maggi blev hende Svar skyldig.
„Eller er det kanske dette Sludder med Lorents, som du endnu gaar og værker for?“
„Du kalder det Sludder, Tante, men du ved hvad jeg regner det for.“
„Nu vi skal ikke disputere om den Ting,“ svarede Tanten koldt og reiste sig. „Jeg vil det bare til dit eget Bedste.“
Hastig tog hun Afsked og gik. Maggi fulgte hende til Døren, vendte saa tilbage, satte sig ned ved Bordet og støttet Hodet mod Haanden.
Hun tænkte paa sin Far og Mor og det Brev, den sidste havde efterladt hende og hvilket hun først skulde aabne, naar hun havde fyldt sit attende Aar.
Maggi havde holdt dette Løfte helligt. Men Brevet var bortkommet sammen med hendes øvrige Sager, idet Kufferterne blev stjaalne. Nu sad hun og grundet paa, hvad Brevet kunde indeholde for en Hemmelighed. Ak det fik hun nok aldrig vide. Rigtignok havde hun efter Dr. Aagots Raad anmeldt Tyveriet til Politiet, men hun havde intet videre Haab om at faa sine Sager igjen. Og Tabet af dem vilde blive ganske føleligt, ifald hun skulde reise.
Nu stak Fru Larsen Hodet ind fra Butiken og sagde i en halvt bestyrtet Tone:
„Maggi, der var en fin Herre inde og spurgte efter dig — jeg viste ham ind Gaardveien.“
Maggi tænkte sig strax, at det maatte være Widding.
Fru Larsen forsvandt atter ind i Butikken. Strax efter blev der barket paa Døren.
Maggi aabnet, og ved Synet af den fremmede, ellegant klædte Herre blev hun først lidt urolig. Hun tænkte sig, at han kunde være udsendt af hendes Fiender for at indlede nye Rænker mod hende.
Han hilste ærbødig.
„De er Frøken Maggi West?“ sagde han paa gebrokkent.
„Det er jeg, min Herre.“
„Mit Navn er Aagen August Kørner fra Amsterdam.“
Ved det sidste Ord fo'r hun sammen. Hun fattet sig og indbød ham til at sætte sig.
Han tog Plads i Sofaen og vedblev saa:
„Jeg har den Ære at hilse Dem fra Deres Onkel Jonathan Balk.“
Maggi blegnet af Sindsbevægelse.
„Mange Tak,“ fik hun med Møie frem, mens hendes Hjerte banket stærkt. „Hvordan staar det til med min Onkel?“
„Meget godt – en storartet Forretningsmand, meget rig Mand!“
Der fulgte en Pause, saa tog den Fremmede atter tilorde:
„Da jeg skulde reise til Kristiania i et Forretningsanliggende, traf jeg tilfældigvis sammen med Hr. Balk, og som han høre om min forestaaende Reise, gav han mig et Brev med til Dem og en Komission. Værsaagod.“
Med skjælvende Haand modtog den unge Pige Brevet, stirret paa Udpaaskriften, men nølet med at bryde det.
„Jeg beder Dem læse Brevet med det samme, min Frøken, sagde han, „saa faar De høre om den Komission, som det har været mig en Ære og Glæde at paatage mig.“
Det var med en formelig Kraftanstrengelse at Maggi brød Brevet og udfoldet det.
Dets Indhold var saalydende:
„Min kjære Maggi,
Mange Tak for dit Brev, som jeg modtog og hvori jeg med Glæde erfarer din Bestemmelse om at komme til mig. Jeg skal nok give dig en let, behagelig Plads i min Forretning.
Jeg ved, at det ikke er behageligt at reise alene til Udlandet, og nu træffer det sig saa heldigt at min gode Ven, den brave Agent Kørner, skal reise til Kristiania for at hjemføre sin Brud til Amsterdam. Du kan faa det behageligste Reisefølge med Hr. Kørner og hans Forlovede, hvilket jeg haaber at du ikke afslaar.
Jeg har medgivet Hr. Kørner Reisepenge til dig og yderligere hundrede Kroner til at kompletere din Garderobe, hvilket maaske vilde vise sig nødvendigt. Hr. Kørner vil føre dig lige til mit Hus.
Hjertelig velkommen til Amsterdam og din
Onkel Johnathan Balk.“
I dyb Bevægelse læste Maggi Brevet. Hun grebes ved Onkelens kjærlige Omtanke at forsyne hende saa generøst med Penge til sit Udstyr, hvilket hun saa inderlig trængte, saa ribbet hun var. Hun kunde jo sletikke have reist uden dette. Ak hun følte Trang til at briste i Graat.
Med fin Takt undlød Agenten at afbryde hende, som hun sad og stirret stivt fremfor sig.
Atter engang læste hun Brevet, lagde det ned paa Bordet og vendte sig saa mod den Fremmede. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulde sige.
„Min Herre, jeg er Dem meget taknemmelig,“ fik hun endelig frem.
„Intet at tale om, min Frøken. Det vil være min Forlovede og mig en Glæde at vise Dem denne Tjeneste og bistaa Dem med Raad og Daad.“
„Tak tak, Hr. Kørner. Tør jeg spørge, naar De reiser?“
„Om tre Dage — altsaa paa Fredag.“
„Saa snart!“ udbrød hun uvilkaarlig.
„Vi kan ikke godt opsætte vor Afreise længere. Kan De maaske ikke blive færdig til denne Tid?“
„Jo, jo!“ raabte hun hastig. „Undskyld mig tilføiet hun nervøst, „alt dette kommer saa uventet paa mig.“
„Det forstaar jeg saa godt, min Frøken.“
Han tog sin Tegnebog op, trak frem endel Pengesedler og lagde paa Bordet.
„Værsaagod.“
Hun saa helt overvældet paa Pengene og sagde derpaa:
„Vil De være saa venlig at besørge Indkjøbet af Billet for mig?“
„Saa gjerne.“
Han tog til sig af Pengesedlerne, saa der blev liggende 100 Kroner tilbage.
„Skal nu min Forlovede, Frøken Hagemann faa Lov til at aflægge en Visit hos Dem imorgen Formiddag og gøre sig bekjendt med Dem?“
„Mange Tak.“
„Hun er en norsk Pige, og jeg haaber De vil komme vel overens med hende. Hun kan maaske være Dem behjælpelig med de fornødne Indkjøb.“
Atter takket Maggi.
„Saa tillader jeg mig at anbefale mig.“
Han trykket hendes Haand til Afsted, og hun fulgte ham ud.
Da han kom ud i Gaden, drev der et ironisk Smil over hans Læber og han mumlet for sig selv, idet han gned Hænderne sammen:
„Let Fangst — fin Fangst – skal blive en briljant Forretning.“
Nede paa Hjørnet af Langgaden og Værksgaden stod en Herre og ventet paa ham.
Hvem var det?