Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/35
35te Kapitel.
Pigeagenten.
Widding gik lige ned til den Rambølliske Bygaard og ringte paa.
Tjeneren, som aabnet for ham, viste ham ind til Kathinka Lyhr.
„Nu, hvordan gik det?“ spurgte hun spændt.
„Maggi jaget af Tjenesten for Tyveri — har havt en lang Samtale med hende og paataget mig at bære Brev og Bud mellem hende og Gilbert.“
„Haha, der fandt hun en fin Raadgiver!“ lo Frøken Lyhr.
„Foreløbig flytter hun atter op paa Rodeløkken. Hun spekulerer paa at reise til Onkelen i Amsterdam.“
„Og De sender hende som hvid Slavinde did ned?“
„Hm―m, jeg ved ikke rigtig ― ― ,“ drog han paa.
„Ved De ikke rigtig?“ udbrød hun med et forbauset forskende Blik paa ham.
„Sandt at sige, saa er jeg selv begyndt at blive forelsket i Maggi West.“
„Nei, ved De hvad, Widding,“ lo Kathinka. „Vil De nu indbilde mig saadant?“
„Er det da saa ubegribeligt at jeg ligger under for en bedaarende Kvindes Skjønhed, især hvor den er forbunden med Rigdom.“
„Hvadfornoget! Jeg trodde denne Maggi var som en Kirkerotte.“
„Hendes hollandske Onkel, som hun skal arve, er baade rig og gammel. Derfor skulde jeg ha mest Lyst til at lade hende reise ned til Onkelen i Amsterdam og selv komme efter og fri til hende.“
„Da frygter jeg for at De fik en Kurv, Hr. Widding.“
„Jeg tror nok, jeg skulde vinde hende, naar Maggi først fik Vished for at De var forlovet med Gilbert og han evig tabt for hende.“
„Ja ja, bare Maggi kommer sikkert bort fra Landet saa ikke Gilbert kan gjenfinde hende, er jeg ligeglad med hvilken Maade det sker paa. Men at De virkelig kan tænke paa at gifte Dem med en Pige af saa simpel Herkomst.“
„Jeg har hørt mumle om at Maggi skal være af meget fornem Herkomst – skal være en uægte Datter af en rig og høitstaaende Mand.“
„Hvem er det?“
„Navnet har jeg ikke hørt. Hvordan er det med Gilbert?“
„Han er kommen til Bevisdhed nu. Han har allerede spurgt efter Dem.“
„Saa gaar jeg ind til ham.“
Widding var en forsigtig General. Men hvorfor han nu fortalte Frøken Lyhr, at han tænkte paa at gifte sig med Maggi West, skal vi senere faa vide.
Han kom ind til Gilbert, som laa der bleg og afmagret, med et mat Smil rakte han Haanden udmod Widding.
„Glæder mig at se dig i Bedring,“ sagde han og trykket Gilberts Haand. „Igaar var jeg virkelig ræd for dig.“
„Jeg har nok ikke været lidet syg – det sidste jeg husker, var at du fulgte mig herind og fik mig tilsengs. Men sig mig, har Maggi været her hos mig.“
„Nei, hvor kan du nu spørge om noget saadant?“
„Jeg syntes saa grangivelig jeg saa hende staa her foran Sengen og saa kjærligt paa mig, og jeg blev saa hjertelig glad.“
„Det har været et Fantastifoster, du har seet min Ven.“
Der drev et smerteligt Drag over Gilberts blege Ansigt og han sukket:
„Ak, Ingvald, tror du ikke, at Maggi endnu holder af mig?“
„Hvorfor skulde jeg forejøgle dig et falsk Haab. Det Brev, hun sendte dig, talte jo tydelig nok. Du bør ikke anstrenge dig med at tænke paa dette mere.“
Dagen efter sad Widding paa Grand Kafé fordybet i en Avis. Pludselig saa han op, da Døren aabnedes for et ungt Par – en flot antrukket Herre, hvis mørke Hudfarve og Profil tydet paa jødisk Afstamning og en ung, smuk, blaaøiet, blond Pige med en prægtig Figur.
De slog sig ned ved et Bord og fik sig Kaffe serveret. Widding bemærket nok hvor forelsket Pigen saa paa sin Kavaler, hun syntes aldeles væk i ham.
Efter en Stunds Forløb ringte Literaten paa Tjeneren og bad ham levere hans Kort til omtalte Herre.
Snart efter kom denne bort til hans Bord rakte ham Haanden og sagde: „Hvordan behager De at leve?“
„Tak, meget godt, Hr. Kørner. Men De . . .“
„Takker, ret vel.“
„Hvad er det for en ung, smuk Dame De har med Dem?“
„Min Forlovede, Frøken Hagemann.“
„I Forretningens Medfør?“
Jøden gliste med Tænderne og sagde:
„Nei, vi skal reise til Amsterdam og gifte os.“
„Det tror hun ja, men naar De kommer til Amsterdam med Deres Forlovede, sælger De hende simplement til et Pigehus.“
„Tys!“ hvisket Jøden.
„De maa ikke tale saa høit om disse Ting.“
„Sid ned lidt.“
„Har De noget i Anslag?“ spurgte Agenten, idet han satte sig.
„Jeg har altid noget, det maa De dog vide, Kørner.“
„Ja — jeg mener noget for Udlandet.“
„Jeg har noget specielt for Amsterdam.“
„Ach wasi,“ raabte Jøden, „noget specielt for mig!“
„Jeg ved virkelig ikke om jeg skal give Dem dette eller nogen anden Agent.“
„Hvad er nu dette for Tale, Hr. Widding?“ raabte Kørner indigneret. „Har ikke jeg indlagt mig store Fortjenester af Oparbeidelsen af Pigeexporten? Er det ikke jeg, som har bragt norske Piger ind paa Verdensmarkedet og oparbeidet det i den Grad at det er bleven en Nødvendighedsartikel paa alle Storstæders Bordeller at holde mindst en norsk Pige.“
„Jeg indrømmer Deres Fortjenester, Hr. Kørner, men De betaler mig altfor lidet for de Skjønheder, jeg har overladt Dem.“
„Giv mig en god Vare, Hr. Widding, saa skal De faa Deres Betaling og ovenikjøbet Provision ved Salg til Udlandet.“
„Ja, denne Provission har De nok talt om, men jeg har aldrig seet noget til den,“ mente Widding.
„Fordi De aldrig har solgt mig andet end Sekunda Vare. Kom med den Prima Vare!“
„Her er den!“ sagde Widding og trak frem et Fotografi af Maggi West.
Kørner stirret paa det, og maatte formelig lægge Baand paa sig for ikke at vise den Henrykkelse, der betog ham.
„Ikke sandt, hun er meget smuk?“ sagde Widding.
„Hun ser godt ud, men det er jo en Brunette, ikke sandt!“
„Hendes Haar er kastaniebrunt.“
„Ja ja, de blonde og rødhaarede Piger staar høiest anskrevne hos Verdensmænd, de brunette mindre, og Prisen retter sig derefter.“
„Se paa det Ansigt, Kørner, se paa denne Holdning og disse prægtige Skuldre og sig mig om ikke Haaret her maa blive en ren Bisag for Liebhabere.“
„Ja, den Smag er saa forskjellig. Kort og godt, hvad vil De have for Pigen?“
„De sælger hende ikke under 1500 Kroner, derfor beregner jeg mig det halve af Dem.“
„Nei, min kjære Ven, saadan Pris kan jeg ikke gjøre Regning paa. Dertil kommer Reiseudgifterne, Resikoen, mulig Tab ved indtræffende Dødsfald og andre Eventualiteter.“
„Godt, De skal faa hende for 750 Kroner.“
„Ikke over 400 Kroner,“ erklærte Pigeagenten, „jeg tænker, der blir meget Bryderi med hende specielt.“
„Paa ingen Maade, det gaar diplomatisk let. De behøver ikke at forlove Dem med hende.“
„Aa nei, jeg ved nok fra før, at det ikke gaar an at have to Kjærester paa et Skib. Der har jeg Skam brændt mine Fingre.“
„Betviles ikke. Naar kommer De til at reise, Kørner?“
„Tja, om en Uge eller saa. Beror ogsaa noget paa Leinert.“
„De er fremdeles i Kompani med Hugo Leinert?“ spurgte Widding.
„Ja, ikke offentlig, men hemmelig da. Man er jo begyndt at rode op i dette som kaldes den hvide Slavehandel, derfor maa man være dobbelt forsigtig. Nu, mellem os sagt, Leinert søger kvindelige Musikere til et Damekapell i Antwerpen, et reisende Damekapel i Forening med Restaurant og andet deslige.“
„Det er ingen daarlig Idé!!“ erklærede Widding.
Kørner saa atter paa Fotografiet og fortsatte: „Jeg forudsætter, at hun er ren og uskyldig.“
„Det er sikkert nok.“
„Vil De garantere det?“
„Hvem kan nu garantere saadant noget med Pigebørnene i vore frisindede Tider. Men en eneste Samtale med denne Pige vil overbevise Dem om at hun er dydig.“
„Vel, vi faar noget Skrab ind paa Markedet af og til. Men løsagtige Piger sælger man for en Slik.“
„Nu, lad hende gaa for 400. Jeg forsikrer Dem til, hun er saa henrivende at jeg har tænkt paa selv at gifte mig med hende.“
„Ak gift Dem ikke, Hr. Widding,“ lo Pigeagenten.
Nu blev hele Forretningen afgjort.
Og Widding, dette Vilddyr i Menneskeskikkelse, gik hen og solgte en ung, brav Pige til Skjændsel og Undergang, maaske med mindre Samvittighedsskrupler, end Judas solgte Frelseren for 20 Sølvpenge.
Hvordan skal det komme til at gaa saadanne Mennesker paa Dommens Dag?
Vil Gud have Naade med dem, ifald de omvender sig i sidste Stund?
Vil det ikke ligge Vorherres Naade nærmere de ulykkelige Kvinder, som uden selv at have forbrudt sig, kastes ud paa Letsindighedens Vei, kun fordi de har været uforsigtige nok til at lade sig forlokke af en eller anden skamløs Pigeagent?
Eftersom Kristendommen indførtes i Verdens Lande og med den fulgte Civilisation og mildne Sæder, var det noget, som faldt af sig selv at man frigav sine Træller og ophørte med alt Slavehold, Slavehandel og Slavemarkeder.
Er det saa ikke besynderligt at i det tyvende Aarhundrede med dets vidt fremskredne Kultur drives der en dybt forgrenet Slavehandel med Kvinder ud over Europa.
Derfor vil det være enhver ædel Mands Pligt at demaskere og afsløre disse skurkeagtige Agenter og trække dem til fortjent Ansvar.