Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/34
34te Kapitel.
Da Maggi kom nedover Gaden stødte hun pludselig sammen med sin Tante, Enkefru West, der stanset hende op.
„Min kjære Maggi, hvor er det du holder til? Du ser saa bleg og daarlig ud.“
„Jeg — jeg har ingen Plads nu,“ fik Maggi med Møie frem.
„Har du ikke det du. Kan du ikke flytte hjem til mig saalænge og hjælpe mig da?“
Den unge Pige betænkte sig.
„Jeg skal sige dig – Lorentz er paa Gardemoen nu, saa du træffer ikke ham. Du kunde ialfald slaa dig ned hos mig for en Tid.“
„Mange Tak,“ svarede Maggi, „jeg skal faa Lov til at tænke paa det.“
„Fru Larsen var oppe hos mig forleden og spurgte efter dig.“
„Fru Larsen?“ udbrød Pigen, jeg troede hun var syg.
„Hun tilbragte nogle Dage paa Diakonissehuset – Saa gik hendes Galskab over lige hurtig som den var kommen, og nu er hun flyttet hjem igjen. Hun tænker at aabne en Melkebutik og ønsket at have dig tilhjælp. Men det kan vel ikke være noget for dig det.“
„Jeg ved ikke rigtig.“
„Tænk nu paa det, jeg har sagt, og om du synes, saa kom op til mig iaften.“
„Tak, det kan nok være det.“
Fru West tog Afsked med hende og gik videre.
Maggi var saa hjertesyg efter hvad hun nys havde gjennemgaaet. Hun havde mistet sin prægtige Veninde og Beskytterinde Dr. Aagot. Ak hvor forfærdelig at denne skulde anse hende som Tyv. Det var næsten mere, end hun kunde bære. Atter havde hendes Fiender været paa Spil. Nei, nu blev det ikke til at holde ud for hende her i Byen længere.
Træt og sjælssyg satte hun sig ned paa en Bænk ved Vor Frelsers Kirke.
Midt i hendes Fortvilelse glædet hun sig over at Fru Larsen var bleven frisk igjen. Hos hende kunde hun finde foreløbigt Ophold, indtil hun fik ordnet sig med noget, tænkte Maggi.
Hun vaktes af sine Tanker ved at nogen tilraabte hende:
„Goddag, Frøken West!
Der stod Widding.
„Jeg kan glæde Dem ved at der er indtraadt en heldig Vending i Gilbert Rambølls Sygdom, saa at han nu er udenfor al Fare.“
„Godt at høre,“ sagde Maggi.
„Men det lader sig vel neppe gjøre, at De faar se ham for det første.“
„Nei Gud bevare mig for det?“ skreg hun heftigt op.
„Hvad mener De, Frøken West.“
„De skulde bare vide, hvor skjæbnesvangert mit Besøg igaar hos Gilbert blev for mig.“
„Det skulde jeg nok have Lyst til at høre,“ sagde han og tog Plads hos hende.
Hun fortalte ham hele Historien, og Widding lyttet i paatagen Bestyrtelse til.
„Nei, nu har jeg aldrig hørt Magen!“ raabte han.
„Bestyreren har naturligvis taget en anden for Dem.“
„Saa maa det være, og jeg kunde jo ikke fortælle, hvor jeg havde været. Men det gjør mig saa ondt at Dr. Wang skal tro dette om mig. Kunde ikke De Hr. Widding gaa til hende og fortælle hende at De har seet mig paa et helt andet Sted ved dette Tidspunkt.“
„Det skulde jeg med Glæde gjøre,“ Frøken West. Men for at faa Frøken Wang til at tro mig, maatte jeg jo fortælle hende hvor og under hvilke Omstændigheder jeg igaar saa Dem. Og gjorde jeg det, var Hemmeligheden røbet.“
„Ak ja, desværre!" sukket hun. „Men skal jeg da altid bære dette falske Forbryderskjær?“ tillagde hun.
„Nei, ikke altid,“ svarede han. „Hør nu, hvad jeg har at sige Dem: Jeg eier Gilberts fulde Fortrolighed og ved at han vil gjøre Dem til sin Hustru, men dette kan jo ikke ske, førend gamle Rambøll er død. Nu viger ikke Gilberts gamle Tante fra hans Leie, derfor kan De ikke faa besøge ham, og der kan gaa lange Tider før saa sker. Gilbert bad mig idag bringe Dem hans Hilsen og bede Dem være taalmodig og vente, saa skulde alt blive godt mellem Eder.“
Hvor disse løgnagtige Ord lyste velsignet op i Maggis Sjæl.
„Jeg vover næsten ikke at tro paa noget saa deiligt som at der kan blive noget mellem mig og Gilbert,“ sagde hun med saadan et vakkert Smil, „men efter hvad jeg kan forstaa har gamle Rambøll opdaget Gilberts og min hemmelige Forlovelse. Ikke sandt, Hr. Widding?“
„Han har nok det.“
„Og intrigeret imod mig?“
„Jeg vil gjerne tro det, skjønt jeg intet ved om det. Men just fordi han har opdaget det, gjælder det at udvise Forsigtighed, saa hans Mistanke dysses tilro. Selv nu han er syg, har Gamlen omgivet ham med Spioner.“
„Jeg tror gjerne det.“
„Tør jeg nu spørge Dem, Frøken, hvordan er Deres Planer for Fremtiden? Det vil sige, jeg spørger Dem fra Gilbert.“
„Jeg har det ikke rigtigt paa det rene,“ svarede hun, meddelte ham saa Fru Wests Ord og sagde, at hun havde tænkt at slaa sig ned hos Fru Larsen og hjælpe hende med Butiken.
„Det kan jo være bra nok,“ mente Widding.
„Men der vil De være udsat for Rambølls Spioner og Intriger . . .“
„Jeg har en Onkel i Amsterdam, som sidder meget godt i det,“ sagde hun, „han har nylig tilskrevet mig og bedet mig komme til sig, da han vilde skaffe mig Post i sin Forretning, og jeg skulde faa det meget godt.“
„Se det,“ sagde Widding og grundet lidt, saa fortsatte han:
„Mon De ikke burde modtage dette fordelagtige Tilbud og reise til Deres Onkel og tiltræde Posten. Fra Amsterdam kunde De jo, uden at nogen havde Rede paa det, underholde Brevvexling med Gilbert og se Tiden an, indtil gamle Rambøll dør. Det kan jo synes haardt at leve paa Breve et Aar eller saa, men den Tid gaar nok. Og jeg vil nu sige Dem det, Frøken, at ved et længere Ophold i Udlandet vil De tilegne Dem en hel Del Verdenserfaring.“
„Alt dette lød saa greit, forstandigt og indlysende, at Maggi maatte bøie sig for det.“
„Ja, det vilde kanske være det bedste,“ mente hun.
„Det tror jeg ogsaa Gilbert vil finde, naar jeg forelægger ham Sagen. Men om De reiser did, bør De helst lade det ske i den største Hemmelighed.“
„Ja, det er nok nødvendigt. Men det er sandt, jeg har ikke Brevet med Onkels Adresse,“ erindrede hun sig pludselig. „Brevet blev liggende igjen hos Frøken Wang.“
„Saa maa De gaa op og hente det.“
„Nei, jeg kan ikke bekvemme mig til at gaa op til hende, efter det som er passeret mellem os to.“
„Kunde De ikke sende et Bud efter Brevet?“ foreslog han.
„Jo, det faar jeg gjøre.“
„Se her,“ sagde han og tog sin Notisbog frem, „kan De skrive nogle Linjer og sende Frøken Wang med et Bybud, og vi sidder her og venter til han kommer tilbage.“
„Desværre,“ sagde Maggj forlegen, „har jeg ingen Penge.“
„Den Bagatel skal jeg lægge ud for Dem.“
„Tak, De er nu altfor venlig mod mig, som De ikke kjender.“
„Gilbert Rambøll er min bedste Ven,“ svarede Widding med paatagen Hjertelighed.
Maggi skrev til Dr. Aagot og fik Brevet afsendt med et Bybud.
„Naar De nu kommer til Deres Bestemmelsessted,“ sagde Widding, „skriver De et Brev til Gilbert – nævn intet om Deres Bekymringer, men skriv friskt og freidigt De adresserer Brevet til mig – her er min Adresse – og jeg paatager mig at bringe det frem.“
„Jeg skal skrive det iaften.“
„Og saa maa De skrive til Deres Onkel i Amsterdam. Forøvrig beder jeg Dem at benytte mig som Deres Raadgiver — jeg haaber De stoler paa mig, Frøken West?“
„Det gjør jeg,“ svarede den unge Pige med et tillidsfuldt Blik paa ham.
Det varede ikke længe, før Bybudet kom tilbage med et Brev fra Dr. Aagot.
Hun meddelte at det omtalte Brev ikke var at finde i Kommoden, som Maggi havde benyttet sig af.
Trist rakte hun Billetten til Widding.
Han læste den og mumlet:
„Det var leit det.“
„Saa er den Udvei stængt,“ mente Maggi.
„Nei, vi maa se til at hitte paa en anden Udvei.“ Hun tænkte sig lidt om og fortsatte:
„Skriv De Brevet og kom med det til mig, saa sender jeg det til den norske Konsul i Antwerpen. Han vil nok vide at bringe det frem efter rigtig Adresse.“
„Tak, tak skal De have.“
„Jeg skal vel hilse Gilbert fra Dem?“
„Ja, kjære gjør det,“ sagde hun med saadant et vakkert Smil, og han gav hende Haanden til Afsked.