Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/33
33te Kapitel.
Klokken var paa Slaget et, da Detektiven næste Dag traadte ind paa Dr. Aagots Venteværelse, som for Nærværende var tomt for Patienter.
Hals satte sig ned og ventet lidt.
Døren aabnedes, og Dr. Aagot viste sig idet hun tog Afsked med en Patient. Denne gik ud.
„Værsaagod Hr. Hals!“
Han traadte ind paa Kontoret, trak en Pakke op af Jakkelommen, aabnet den og tog ud de savnede Sølvsager.
„Se det!“ raabte Dr. Aagot. „Hvor fandt De dem?“
„Paa et Laanekontor.“
„Og Madam Salvesen er Tyven?“
„Nei, det er hun ikke.“
„Men hvem er det da?“
„De vil finde det utroligt, naar jeg fortæller Dem at Frøken West er Tyven.“
„Nei, ved De hvad, Hals,“ lo Dr. Aagot. „Det er omtrent lige latterligt, som De vilde sige, at jeg selv var Tyven.“
„De aner ikke, hvilken dreven Skuespillerinde denne unge Dame er.“
Han gjengav Scenen hos Pantelaaneren, men Frøken Wang forblev lige vantro.
„Den omtalte Hr. Kræfting har ladet sig skuffe af en vis Lighed,“ mente hun. „Jeg tror, at Madam Salvesen alligevel er Tyven, men at hun har sat den unge Pige til at pantsætte Sagerne.“
„Sig mig, Frøken Wang,“ tog Detektiven alvorlig tilorde. „Var ikke Frøken West fraværende fra Deres Hus ved Tolvtiden igaar?“
Ved dette Spørgsmaal gav det et Sæt i Dr. Aagot.
Nu mindtes hun Maggis paatagende Forlegenhed og Blussen igaar, da hun spurgte, hvor denne havde været.
„Hun var nok ude ved den Tid igaar,“ lød det nølende Svar, som Dr. Aagot husket paa Maggis Ærinde ud, hvilket hun havde været saa forlegen for, „men jeg kan alligevel ikke tro noget saadant om hende.“
„Er hun istand til at bevise sit Alibi, — at hun ved bemeldte Tid har været paa et andet Sted, saa er jo alt vel,“ vedblev Detektiven.
„Det kan hun ganske vist,“ svarede Dr. Aagot, der tænkte ved sig selv, at det var et leit Sammentræf at Maggi havde været ude paa dette Tidspunkt og det i et Ærinde, som hun ikke vilde give Oplysning om; fastholdt hun hermed, kunde jo Sagen blive kjedelig.
„Forresten, Frøken Wang, har jeg tilladt mig at bede Bestyreren for Laanekontoret hid lidt over Kl. 1. Naar han faar se Frøken West, vil han kunne afgjøre om det var hende, som besøgte ham igaar eller ikke.“
„Det var godt, at De gjorde det,“ sagde Doktoren lettet. „De kan være ganske rolig for at Bestyrerens Erklæring gaar ud paa, at det ikke var Maggi som var hos ham,“ tilføiet hun med stærk Overbevisning.
„Lad os haabe det. Jeg skal sige Dem, Frøken, denne Bestyrer er en skarp Menneskekjender og har en rent fænomenal Hukommelse med Hensyn til de Personers Udseende, som han kommer i Berøring med. Derfor har ofte hans Vidnesbyrd været overmaade værdifulde for Politiet.“
„Destobedre,“ svarede Dr. Aagot.
I dette Moment blev det banket paa Døren.
„Kom ind!“
Det var Bestyreren.
Detektiven presenterte ham for Dr. Aagot og han satte sig ned og talte med dem om bemeldte Pige, der havde været paa Laanekontoret.
„Jeg maatte lægge Mærke til hende med engang hun kom ind,“ sagde Bestyreren. „En nydelig Pige. Jeg saa med engang paa hende at hun ikke var vant til at komme paa Laanekontorer, hun saa genert og nervøs ud.“
Det blev banket paa Døren og Maggi kom ind med et Papir i Haanden.
„Det er Regning fra Instrumentmageren,“ sagde hun.
Dr. Aagot saa paa Regningen, tog sin Haandvæske, trak nogle Pengesedler op og rakte hende.
„Vil De saa bringe ind en Flaske Sherry,“ bad hun, og Maggi fjernet sig.
Dr. Aagot saa paa Bestyreren. Det alvorlige Udtryk i hans Ansigt gjorde hende helt urolig.
„Nu?“ spurgte hun.
„Det var hende!“ lød det afgjort.
Doktoren fòr sammen og skiftet Farve.
„De maa tage Feil!“ raabte hun.
„Jeg tager ikke Feil her.“
„De maa have ladet Dem skuffe af en ganske overordentlig Lighed."
„Det kan ikke være Tale om det — Ansigtet, Holdningen, Bevægelserne var de samme, jeg gjenkjendte endog hendes sølvklare Stemme.“
„Alligevel saa kan jeg ikke tro det,“ higstet Dr. Aagot.
Maggi bar ind Vinbrettet og satte det paa Bordet for lige hastig at fjerne sig igjen.
„Det var hende!“ gjentog Bestyreren. „Jeg skal gjerne aflægge min Ed for Retten paa at det var hende.“
„Men jeg kan alligevel ikke tro det,“ erklærede Dr. Aagot ophidset.
Hun skjænket i for sine Gjæster og drak med dem.
„Det er sørgeligt, at saadan en vakker Pige skal forgaa sig saadan,“ mente Bestyreren.
„Det er næsten utroligt,“ sagde Detektiven, „men hør nu, Frøken Wang, kan det ikke tænkes, at hun lider af medfødt Tyvesyge, Kleptomani?“
„Den ytrer sig ikke paa saadan Maade,“ svarede Dr. Aagot. Idetsamme randt det hende uhyggeligt i Hu, hvad Widding havde ytret om Maggi, at en Bekjendt af hende havde beskyldt hende for at være tyvagtig. Og den Spire af Tvil, der var vakt hos hende, voxte herved.
„Hm–m, man ved jo at Personer kan hypnotiseres til at begaa Forbrydelser,“ henkastet Bestyreren.
„Det kan umulig tænkes at være Tilfældet her,“ svarede Aagot. „Maggi gjorde sig virkelig et Ærinde ud Kl. 12 igaar, og da jeg spurgte hende hvor hun havde været, sagde hun, at hun ikke kunde sige mig det.“
„Det var leit det,“ sagde Detektiven.
„Men naar hun nu hører hvad det gjælder, haaber jeg at hun vil give en tilfredsstillende Oplysning om Ærindets Natur.“
Beslutsomt trykket hun paa Ringeknappen.
Maggi kom ind.
Da hun saa det underlige Udtryk i Frøken Wangs Ansigt, blev hun strax en Smule urolig.
„Hør nu, Maggi.“ lød det lidt anstrengt fra Dr. Aagot. „Den Herre der paastaar, at De igaar Middag Kl. 12 var inde paa et Laanekontor. Sig mig, er det virkelig sandt?“
„Nei,“ svarede Pigen freidig. „Jeg har aldrig i mit Liv sat min Fod paa et Laanekontor.“
„Men hvordan kan da Herren paastaa det?“
Maggi rystet paa sit smukke Hoved.
„Det skjønner jeg ikke. Da maa Herren have forvexlet mig med en anden.“
„Det samme har jeg sagt. Men han paastaar at De var inde og pantsatte disse Sager her?“ Hun pegte paa Sølvbægrene og Servietringene, som hun havde lagt i Vindueskarmen.
„O Gud, hvordan kan nogen beskylde mig for noget saadant?“ skreg Maggi med store Øine. „Jeg skulde have stjaalet disse Sager: Tror De virkelig dette om mig, Frøken Wang?“
„Nei, jeg kan ikke rigtig tro det,“ sagde denne med forpint Stemme. „Men De er jo selv istand til at bevise, at det ikke er Tilfældet. Sig mig nu, hvor var De igaar Kl. 12?“
Ved dette Spørgsmaal for Maggi sammen blussende rød.
„Jeg – kan ikke sige Dem, det.“ svarede hun med bævende Stemme.
„Om det er noget, som De ikke vil fortælle i disse Herrers Paahør, saa kan De jo sige mig det paa Tomandshaand.“
„Jeg kan ikke det,“ lød det toneløst.
Blidt trak Dr. Aagot hende med sig ind i Dagligstuen.
„Kjære Maggi sig det!“ bad hun. „Jeg vil saa nødig tro noget slet om Dem, men nu maa De betro mig denne Hemmelighed.“
Intet Svar kom.
„De hører jo, det gjælder Deres Ære. Deres gode Navn og Rygte.“
„Jeg har givet mit Æresord paa ikke at røbe Hemmeligheden ved dette Ærinde,“ sagde hun med lav Stemme.
Disse Ord virket ikke til hendes Fordel, men helt modsat. Ved dens første Møde havde ogsaa Maagi talt om mystiske Hemmeligheder i Forbindelse med de Forfølgelser, hun var udsat for, nu kom atter Dr. Aagot til at tænke paa Widdings Ord om Forfølgelsesmani og hun spurgte sig selv, om der ikke skulde findes nogen Disposition til Sindssyge hos den unge Pige, hun havde taget under sin Beskyttelse.
„De har givet Deres Æresord, siger De,“ sagde hun koldt og tvilende, „det høres underligt ud dette, Frøken West. Hvem har De givet det til?“
„Det kan jeg ikke sige,“ stønnet Maggi. „Dog forsikrer jeg Dem til ved alt helligt, jeg har ikke været paa noget Laanekontor igaar Kl. 12.“
„Hvordan vil De saa forklare det, at den Herre er villig til at aflægge Ed paa, at det var Dem han saa der.“
Maggi brød fortvilet sin Hjerne. Hvor kunde det vel falde hende ind at tænke sig den Maade hvorpaa den skjændige Plan var arrangeret ved Hjælp af en Pige, der var hendes udtrykte Billede, og for hende blev der kun tilbage en Maade at tyde det paa.
„Naar den Mand siger at han har seet mig der, saa lyver han.“ raabte hun med funklende Øine, „han staar i Forbund med mine Fiender og vil hjælpe til at ødelægge mig.“
Dr. Aagot saa paa hende med rynkede Bryn.
„Og saadant vover De at sige om en brav Mand!“ raabte hun. „De ser vist Fiender i hver en Krog og hele Deres Liv synes at være omvævet af Hemmeligheder. Men om De nu ikke vil forklare hvor De var igaar, bliver jeg jo nødt til at anse Dem som Tyven.“
„De skulde bare vide, hvad djævelske Rænker jeg har været udsat for,“ stønnet Maggi og brast i Graat.
Dr. Aagot, der nu var overbevist om hendes Skyldighed, gik fra hende og ind paa Kontoret til de to Mænd og gjengav dem Maggis Ord.
„Hun er umaadelig fræk,“ sagde Detektiven. „Men naar man hører, at hun vil gjøre til at Hr. Bestyreren er en hemmelig Fiende af hende, skulde man fristes til at tro at hun ikke er rigtig vel forvaret.“
„Det begynder jeg ogsaa at tro,“ svarede Dr. Aagot. „Jeg har nok før hørt en Fugl synge om at hun skulde lide af Forfølgelsesmani.“
„Iallefald er hun Tyven, hun og ingen anden,“ erklærte Bestyreren.
„Nu kan jeg ikke længere tvile paa det,“ svarede Dr. Aagot.
„Hvad vil De nu gjøre, Frøken Wang?“ spurgte Detektiven.
„Jeg tror, det er umuligt at faa hende til at tilstaa,“ svarede Dr. Aagot. "Men nu har jeg jo faaet mit Sølvtøi tilbage, saa nøier jeg mig med at afskedige hende.“
„Jeg maa gjøre Dem opmærksom paa det, Frøken,“ sagde Bestyreren. „At Hr. Hals kun har faaet udlaant Sølvsagerne, og jeg maa have Dem med mig igjen. Effekterne udløses kun imod Laaneseddelen eller ved at De indmelder Pigen for Politiet for Tyveri.“
„Det sidste vil jeg ikke,“ mente Dr. Aagot.
„Nu saa maa Laaneseddelen frem.“ sagde Detektiven. „Om hun ikke har ødelagt Seddelen, skal den findes her i Huset. Ønsker De at jeg skal stille Undersøgelse, Frøken Wang?“
„Ja, naar det ikke kan ske paa anden Maade saa. Men først maa jeg gjøre et sidste Forsøg med Maggi.“
Bestyreren pakket Sølvsagerne ind og tog Afsked. Fulgt af Detektiven gik Dr. Aagot ind i Dagligstuen.
Der stod Maggi stirrende fremfor sig med et feberagtigt Blik.
„Frøken West,“ sagde Dr. Aagot koldt. „Jeg ved, at De er Tyven og nu bør De afgive en oprigtig Tilstaaelse.“
„Jeg har intet at tilstaa,“ svarede Maggi.
„Vil De ialfald udlevere mig Panteseddelen, saa skal jeg ikke gjøre Dem noget for det.“
„Jeg har intet at bekjende,“ svarede Maggi blussende af Krænkelse, idet hele hendes Stolthed reiste sig hos hende. „Jeg har hverken stjaalet eller pantsat“
„De er fræk!“ skreg Dr. Aagot harmfuldt. „Nu, naar De endelig vil have den Skam, saa maa denne Politimand anstille Undersøgelse paa Deres Værelse.“
„Værsaagod!“ sagde Maggi.
„Behag at følge med ind selv!“
De tre gik Derind. „Her er hendes Kommode,“ sagde Dr. Aagot.
Detektiven trak først øverste Skuffe ud – den indeholdt kun nogle Papirer. De andre Skuffer viste sig at være tomme.
„Hvor har De Deres Garderobe?“ spurgte han.
„Jeg har ingen Garderobe,“ svarede den ulykkelige Pige med et bittert Smil. „Mine Kufferter og alt, hvad jeg eiede, blev jeg bestjaalet for – saa er det vel ikke mere at vente, end at man ogsaa skulde tage Ærligheden fra mig.“
„Er det ikke Deres den Jakke?“ spurgte Detektiven.
„Den er min.“
Han tog den ned og undersøgte den.
„Her er noget Papir inde i Foret,“ sagde han, stak saa Haanden ned i Jakkelommen og halede op et sammenfoldet Papir, brettet det ud og en forkrøllet Femkroneseddel kom tilsyne.
„Ser De, Frøken Wang,“ sagde han. „Laaneseddelen! Sølvbægere m. m. 5 Kroner. Og her er Valuta.“
Der lød et vildt Skrig fra Maggi, som stod der skjælvende, medens hver Blodsdraabe var veget fra hendes Ansigt.
„Dette laa ikke i min Lomme før — det er Dem, som har lagt det der!“ hvinet hun til Detektiven. „De er ogsaa et Redskab for mine Fiender!“
„Er De ikke rigtig vel forvaret, Frøken West?“ spurgte han spotsk, „eller er det bare et Udslag af Frækhed?“
„Jeg tror helst det sidste,“ svarede Dr. Aagot. „Nu kan De gjerne holde op at tale om Deres rænkefulde Fiender og Deres skumle Hemmeligheder, Maggi, jeg lader mig ikke dupere af dem længere. Jeg forskaaner Dem som sagt for Tiltale, ja jeg giver Dem endog denne Femkrone, behag saa at forsvinde for mine Øine.“
„Behold Deres Femkrone for Dem selv, Frøken Wang,“ sagde Maggi med tilkjæmpet Ro. „Behold Deres slette Tanker om mig. Men det siger jeg Dem, De skal opleve den Dag, da De kommer til at angre de Ord, som De nu har sagt mig. Farvel og Tak for mig!“
Hun fjernet sig hastig med Vaarjakken paa Armen.
Maalløs saa Dr. Aagot efter hende.
„Det maa jeg sige,“ bemærket Detektiven, „hun er en briljant Skuespillerinde.“