Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/32
32te Kapitel.
Vi vil titte ind i Folkebankens Laaneafdeling i Theatergaden ved Tolvtiden samme Dag.
Opover Trappen kom Lona Blessing, bærende en Haandvæske. Hun saa noget nervøs ud, det kom sig af at hun tænkte, der kunde være nogen Fare forbundet ved at pantsætte disse Gjenstande, til og med under falsk Navn. Hun havde faaet Indtryk af at Widding ikke var Guds bedste Barn.
Da hun kom ind, var der ikke mange i Lokalet. Tre Personer var forud for hende til at pantsætte. Men snart kom der flere ind, bærende Pakker.
En af disse, en lapset klædt Herre, fixeret Lona med et inkvirerende Blik, som drev Blodet op i hendes Kinder.
Endelig kom Turen til hende, og hun tog Sølvsagerne frem.
„Hvormeget skal det være?“ spurgte Bestyreren.
„Fem Kroner.“
Han nikket.
„Fem Kroner for Sølvbægre m. m.“
„Deres Navn?“ spurgte Assistenten.
„Anna Olsen, Pilestrædet 97.“
Hun modtog Pengene og Sedlen og fjernet sig.
„Hr. Bestyrer,“ sagde den lapset klædte, som ingen anden var end Kræfting. „Det var vist noget Filureri dette.“
„Hvad mener De, Kræfting?“
„Jo, den Dame kaldte sig Anna Olsen, men hun heder da virkelig Maggi West.“
„Hm—hm, det er mange, som ikke vil pantsætte under eget Navn.“
„Skulde det være noget galt,“ vedblev Kræfting, „saa ved De, hvor De har mig, Bestyrer.“
Det var Widding, som havde sat ham til at passe paa udenfor Laanekontoret, sigende at han vidste at Maggi West agtet sig did og bedt ham, ifald hun ikke pantsatte under eget Navn, at fremkomme med en saadan Bemærkning til Bestyreren.
Og Kræfting var saa sikker paa at den unge Pige, som pantsatte Sølvsagerne, var Maggi West, at han gjerne skulde aflagt Ed paa det.
Bestyreren havde for Sikkerhed noteret ned Navnet „Maggi West“ paa et Stykke Papir.
Kræfting pantsatte en Ring og gik.
Næste Dag befandt Maggi sig mindre vel og hun føiet sig efter Dr. Aagot, der endelig vilde at hun skulde hvile sig efter Middag.
Frøken Wang skulde have nogle Veninder til et lidet Aftensselskab, og nu begyndte hun Forberedelserne hertil ved at pudse en Fiskespade af Sølv. Men da Turen kom til Servietringene, blev hun aldeles bestyrtet ved at se at to af dem var væk.
Helt konfus begyndte hun at lede efter dem, og opdaget nu ogsaa at to Sølvbægere var borte.
Altsaa var her begaaet et Tyveri.
Dr. Aagot brød sin Hjerne med hvem det kunde være.
At mistænke Maggi kunde ikke falde hende ind, altsaa kunde her kun være Tale om den nye Skurekonen, Madame Salvesen.
Strax efter kom Maggi ind, og Dr. Aagot sagde til hende:
„Vil De tro, her er blevet borte to Sølvbægre og to Servietringe af Skabet?“
„Du Alverden, hvad siger De, Frøken. Kan de da ikke være lagt andetsteds hen?“
„Det er ikke Tale om det. Vi pleier jo ikke at lade Entrédøren staa aaben, saa nogen kunde komme ind. I Søndags Brugte vi Servietringene, nu er de væk. Hverken De eller jeg har stjaalet Sagerne, Frøken West, og foruden os to kommer ikke flere her end Skurekonen. Reflexionerne gjør sig selv.“
Maggi rystet paa Hodet.
„Nei Frøken, jeg kan virkelig ikke tro Madam Salvesen til det.“
„Her er ingen anden at gjætte paa.“
Der fulgte en Pause, saa udbrød Maggi, som greben af en pludselig Tanke:
„Men om det var en snu Indbrudstyv, som narret os op i Maridalsveien ved Telefoneringen og siden banet sig Vei til Huset ved falske Nøgler og stjal disse Ting?“
„Nei, ved De hvad, Frøken West.“ sagde Aagot næsten ærgerlig, „det var ingen lys Tanke, De der undfanget, en Indbrudstyv vilde naturligvis ikke nøiet sig med at tage disse Smaating, men ribbet Skabet for alt Sølv, som fandtes.“
„Aa ja, De har Ret, Frøken. Men det er da frygtelig kjedeligt dette.“
„Vistnok det mest ubehagelige som kan hænde i noget Hus.“
„Hvad vil De gjøre ved det, Frøken?“
„At melde det til Politiet har jeg ikke Lyst til. Jeg foretrækker at benytte mig af en Privatdetektiv – jeg kjender en saadan. Han maa se om han kan skaffe Sagerne frem. Har vi først Beviser mod Madam Salvesen, vil jeg helst lade Naade gaa for Ret og skaane hende og ikke benytte hende mere her.“
Hals hed den Privatdetektiv, som Dr. Aagot søgte Assistance hos.
Det første, han foretog sig, var at gaa op paa Hammersborg, hvor Madam Salvesen boede og indhente Oplysninger hos hende.
Hvad han fik vide, var følgende:
Madam Salvesen sad igjen som Enke med fem Børn og kjæmpet haardt for at holde Hovedet over Vandet. Det meste hun eiet var allerede vandret til Laanekontoret.
Hvad var vel naturligere end at Hals søgte hen til nærmeste Laanekontor – det i Theatergaden.
Det var mod Syvtiden, da Kontoret skulde stænges og Detektiven ventet taalmodig, indtil alle Kunder var expederte og slupne ud. Saa nærmet han Bestyreren.
„Hvad har De paa Hjertet, Hr. Hals?“ spurgte denne.
„Jeg vilde gjerne se lidt paa Deres Sølvsager,“ lød Svaret.
„Værsaagod.“
Hals besaa hele Bunker af Sølvsager og stødte endelig paa to Servietringe, der var sammenbundne med to Sølvbægre. Paa de sidste fandt han Frøken Wangs Navnetræk.
„Sig mig De, hvem har pantsat disse Sagerne her?“
Bestyreren saa paa dem og der gik en Rykning gjennem ham, idet han gjenkjendte Sagerne og mindtes Episoden fra i Middags.
„Saa var det galt alligevel!“ brummet han ærgerlig.
„Vil De være saa snil at undersøge, hvem har pantsat det.“
Bestyreren tittet paa Numeret og fandt det frem i Bogen.
„Her staar det, som De ser, Anna Olsen; det var en ganske ung, meget smuk Pige, som pantsatte det. Efter hun var gaaet, kom en Fyr, jeg kjendte, med den Bemærkning at Pigen ikke hed Anna Olsen, men Maggi West.“
„Hvad er det De siger?“ skreg Detektiven op i Bestyrtelse.
Han havde efter Telefonbud indfundet sig paa Dr. Aagots Kontor og var af hende meddelt Enkelthederne ved Tyveriet, ogsaa at hun havde en Pige som hed Maggi West hos sig, der var hende tro som Guld og ikke kunde havt med Tyveriet at bestille. Maggi havde ogsaa passeret gjennem Kontoret og Detektiven var bleven opmærksom paa hendes sjeldne Skjønhed, saa havde Dr. Aagot raabt efter hende: „Frøken West, vil De slaa op Vinduerne i Venteværelset?“
Kan virkelig denne unge deilige Pige være Tyven: undret Hals sig.
„Hvordan saa hun ud – hvordan var hun klædt?“ spurgte han.
Bestyreren meddelte sig derom.
„Hun forekom mig,“ tillagde han, „at skamme sig ved at komme hid og pantsætte. Men der har formodentlig været slet Samvittighed med i Spillet.“
„Rimeligvis. Tror De at kunne gjenkjende hende om De traf hende?“
„Ja, det tror jeg ubetinget, Hr. Hals. Saadant Ansigt ser man ikke hver Dag. Desuden kjendte jo Bogbindersvend Kræfting hende.“
„Jeg faar Lov til at tage disse Sager med mig?“ fortsatte Detektiven.
„Ja, vil De behage at kvitere for Dem.“
„Dette bliver en høist ubehagelig Overraskelse for Dr. Wang,“ tænkte Hals, som han forlod Stedet. „Men jeg vil ikke forstyrre hendes Feststemning før Aftensselskabet. Bedre at opsætte det til imorgen i Kontortiden.“