Maggi West, eller Solgt til hvid Slavinde/31
31te Kapitel.
Da Dr. Aagot og Maggi fandt frem til nævnte Numer i Maridalsveien og fik vide, at her fandtes ingen Barselspatient af det opgivne Navn, blev den første meget vred, men kunde dog ikke tænke sig andet, end at det hele var en fræk Skøierstreg.
Paa Hjemveien ytret hun til Maggi:
„Man har sagt, at Telefonen skal faa den Forbedring, at man kan se Vedkommende, som man taler med i den, og det vilde være godt, saa blev man forskaanet for denslags Skamløshed.“
„Har De ingen Tanke om hvem kan have gjort det?“ spurgte Maggi.
„Nei. Jeg ved ikke netop, at jeg har nogen Fiende, men det kunde vel være en eller anden Læge som har gjort det af pure Ondskab.“
Da de kom hjem, gik de begge tilro.
Maggi laa længe vaagen den Nat og tænkte paa Gilbert, saa vakkert han havde seet paa hende. Ak, om han fremdeles elsket hende . . .
Dr. Aagot havde sin Visittid fra Kl. 11—1.
Kl. 12 næste Dag, da Frøken Wang var optaget af sine Patienter, blev der ringt paa Entréklokken.
Maggi gik ud og aabnet.
Der stod Widding, han hilset hende meget alvorlig.
„Frøken Wang er paa Kontoret,“ oplyste hun.
„Det er Dem, jeg vil tale med Frøken West,“ sagde han.
Hun saa urolig, lidt blussende paa ham.
Kandidat Rambøll er meget syg. Skjønt Dr. Lind siger noget andet, tror jeg neppe, at Gilbert overstaar det, han tror det neppe selv. Nu er han kommen til Bevidsthed. Og saa har han betroet mig, sin Ven, et Ærinde til Dem. Han ønsker at se Dem endnu engang i dette Liv, tillagde Literaten med en let Skjælven i Stemmen.
Graaten steg Maggi op i Halsen.
„Jeg har ondt ved at komme fra nu,“ fik hun med Møie frem. „Frøken Wang kunde behøve min Hjælp.“
„Hun faar være den foruden. I dette Tilfælde maa alle andre Hensyn vige.“
„Men jeg kan jo ikke sige til Frøken Wang, hvor jeg gaar hen.“
„Det kan De absolut ikke. Deres Besøg hos Kandidaten maa ske i al Hemmelighed. Men det er jo ikke længere end ned i Kongens Gade. De kan jo hurtig være tilbage igjen.“
Maggi stod tvilraadig.
Nu venter Gilbert Dem med fortvilet Længsel, vedblev Literaten med hyklet Bevægelse. "Og jeg siger Dem det, Frøken, om De ikke følger mig til ham nu, vil De komme til at angre det bittert, naar han er død.“
Disse Ord endte al Maggis Tvilraadighed.
„Jeg skal følge med Dem,“ sagde hun, „om De vil behage at vente lidt, saa jeg faar ordnet mig.“
„Gaa som De er.“
„Men jeg faar da tage Hat og Jakke paa.“
„Ja ja, men vær snar.“
Det var hun ogsaa, snart efter gik de to nedover Gaden.
Da de nærmet sig den Rambøllske Gaard, sagde Widding:
„Jeg havde selv adskillig Betænkelighed ved at paatage mig denne Kommision. Hvis nogen af den Rambøllske Familie skulde faa Nys om at jeg har tilladt mig at føre en ung Pige ind til Gilbert. Derfor, Frøken West, maa De love mig paa Æresord, at De ikke omtaler det for nogen.“
Maggi, som ikke kunde ane, at der stak nogen Snare bagved, svarede uden Betænkning:
„Det lover jeg Dem paa Æresord.“
De naaede Gaarden og gik derind.
„Gaa stille,“ sagde Widding, idet han laaste Entrédøren op.
De listede sig paa Tæerne ind gjennem Gangen, og ind i Forstuen.
Widding aabnet en Dør og skjøv Maggi ind i Soveværelset.
Hun saa bort mod Gilbert.
Han laa med halvlukkede Øine. Ak hvor bleg han var!
„Hr. Rambøll,“ sagde hun halvhøit, idet hun nærmet sig Sengen.
Han syntes at høre hende; thi nu aabnet han Øinene og saa fremfor sig med et underligt, tilsløret Blik.
„Aa Gilbert, kjender du mig ikke?“ sagde hun. „Jeg er Maggi!“
„Jeg har sagt det saa ofte,“ sagde han ivrig, „at Vand og Brødstraffen ikke forbedrer Folk, som lider af Drikkesyge. Byg heller Sanatorier til dem, lad dem leve godt og sundt.“
Atter talte han i Vildelse. Den unge Pige bøiet sig over ham.
„Kjære Gilbert, kom til dig selv!“ stønnet hun. „Det er Maggi West, som staar hos dig!“
„Nei, det er ikke noget at gjøre saadan Blæst af, mumlet han hæst. „Aa jeg brænder som gloende Ild – det er som en Vulkan inde i Hodet mit.“
Maggi lagde sin bløde, hvide Haand paa hans feberhede Pande.
Det syntes at virke mildt beroligende paa ham, hans Øine luktes, og han sovnet blidt ind.
„Du har saa godt af at sove, Gutten min, hvisket hun. „Gud give, du kunde blive frisk igjen!“
Gilbert sov saa godt – hun satte sig ned paa en Stol ved Sengen og ventet paa at han skulde vaagne – vaagne til Bevidsthed.
Nær ti Minutter forløb, saa vak hun i ved at Døren aabnedes.
Der stod Widding og vinket hende ud til sig.
„Nu kommer Gilberts Tante, gamle Frøken Rambøll kjørende nedover Gaden,“ sagde han ilsomt.
„Hun maa ikke se Dem her. Lad mig lukke Dem ud af Kjøkkendøren.“
Han førte hende med sig ud i Kjøkkenet, aabnet Døren og de traadte ud.
„Fik De saa talt med ham?“ spurgte han.
„Nei, han tog til at fantasere igjen,“ svarede hun sørgmødig. „Siden sov han saa godt ind.“
„Hm—m, jeg har endnu et svagt Haab om at hans stærke Konstitution skal overstaa det.“
Maggi hilste og gik.
Hun havde medtaget Entrénøglen og laaste sig ved sin Hjemkomst ind.
Ikke længe efter traadte Dr. Aagot ud i Dagligstuen og sagde en Smule misfornøiet:
„Hvor har De været henne?“
„Jeg var ude i et . . . nødvendigt Ærinde,“ stønnet Maggi blussende rød.
Dr. Aagot saa paa hende.
„Det er næsten en halv Time, siden jeg var herinde, da jeg trængte Deres Hjælp til et Barn, som jeg skulde skjære Mandlerne paa. Saa maatte jeg opsætte Operationen.“
„Det er virkelig kjedeligt, Frøken,“ svarede Maggi. „Men saa længe som en halv Time var jeg neppe borte.“
„Det manglede vist ikke meget. Hvor var De da?“ spurgte hun.
Maggi blusset endnu stærkere.
„De — maa undskylde mig — det kan jeg ikke si, Frøken,“ fik Maggi med Møie frem.
„Det vedkommer jo hellerikke mig,“ sagde Frøken Wang kjølig og vendte tilbage til sine Patienter.
Det gjorde Maggi oprigtig ondt, at Dr. Aagot var stødt paa hende for denne Historie.